Vær glad, mor
Karen, der er krise! Hendes søsters stemme skærer sådan igennem, at Karen holder telefonen lidt væk fra øret. Hører du mig? Hvorfor siger du ingenting?
Hvis jeg kan få et ord indført, så skal jeg nok svare. Hvad er det for en krise? Hvad er der sket? Karen er ikke ude af fatningen endnu. Marianne har altid været lidt af en drama queen, og hendes udbrud plejer at handle om småting.
Mor vil giftes! Kan du begribe det? Tænk dig lige om! Hvordan kan det her give mening?
Marianne snakker videre, men Karen lytter ikke rigtigt længere. Det er da også noget af en nyhed! Hun må hellere ringe mor op og høre, hvad der egentlig foregår. Måske er det bare endnu en af Mariannes forestillinger.
Karen! Hører du mig?
Jeg hører dig. Du behøver ikke at råbe.
Jeg opdagede dem! I går. Jeg bad mor køre Alberte til dans, men hun sagde nej. Så måtte jeg jo selv gøre det. Og hvad laver hun så i stedet? Sidder på café og flirter med en eller anden mærkelig type i stedet for at tage sig af sit barnebarn!
Karen sukker. Nå, så er det dét.
Jeg lavede et kæmpe drama. Mor anede ikke, hvor hun skulle gøre af sig selv.
Det er du god til, ja.
Hvad griner du af? Det her er ikke for sjov, Karen! Hun vil ikke høre på mig!
Marianne, slap lige lidt af, ikke? Hvorfor skal mor altid høre på dig?
En pause hviler i luften og giver Karen tid til at slukke for komfuret og kysse sin søn på håret, da han kommer løbende ud i køkkenet for at vise sit Lego-fly.
Du Karen! Jeg fatter dig ikke Er det ligegyldigt for dig, at mor begår en fejl? At hun svigter mindet om far? Hvordan kan du?
Og hvad med dig? Marianne, far har været væk i snart femten år. Mor er ikke engang gammel, og hun har brugt årevis på at tage sig af os og bagefter vores børn. Var det ikke nok? Hvorfor er du så streng? Du har selv været gift to gange. Hvorfor? Fordi du ville have lidt almindelig lykke i dit liv. Og nu nægter du mor det samme. Hvis du kan forklare mig, hvorfor hun ikke må det samme som dig, så vil jeg lytte.
Det havde jeg aldrig troet om dig! Hvordan kan du være så ligeglad med din egen mors liv?
Måske handler det slet ikke om mor, men om at din gratis barnepige har fået andet at tage sig til på sine gamle dage, som du ville sige?
Karen! Marianne hvæser og ved ikke, hvad hun skal svare. Storesøster har altid kunnet drive hende til vanvid med sit rolige tonefald og ironiske stikpiller. Deres bedstemor plejede at sige, at Karen satte krone på hende.
Ja, hvad så?
Du du er umulig!
Jeps. Og du er min lille grå mælkebøtte. Lad nu mor være, okay?
Glem det! I modsætning til dig bekymrer jeg mig om hende! Hvorfor kan hun ikke bare leve stille og roligt?
Det er ikke dig, der skal bestemme det, Marianne, Karen sukker trætte og sætter sig på køkkenbænken. Den ældste datter kigger ind, løfter spørgende et bryn, men Karen ryster bare på hovedet alt ok. Lise lukker døren stille og går ind til sig selv. Det er rart, når børn forstår én uden ord. Desværre gik det aldrig sådan for mor og Marianne.
Lisbet, mor til Karen og Marianne, blev gift meget ung lige efter hun var fyldt atten. Mogens, hendes kæreste, var kun et år ældre. De havde siddet i samme klasse, fra de var små. Første skoledag havde Mogens, en lille dreng med store ører, sat sig der, hvor læreren sagde, og vendte sig mod den søde, rødmossede pige ved siden af:
Du er smuk!
Lisbet løftede brynene, men vendte ikke engang hovedet. Ja ja, det vidste hun da godt. Hendes sløjfer var de flotteste i klassen, takket være mor, der havde fundet det perfekte bånd. De fleste piger havde bare hvide sløjfer men ikke hende.
Mogens blev fornærmet og gav hende et rap over hovedet med læsebogen i frikvarteret. Sløjfen fik et knæk, Lisbet blev ulykkelig, men gav igen, og så var balancen genoprettet. Mogens viste sig ikke at være slem faktisk var han snu og klog. Og stærk, selvom han var lille. Lisbet vænnede sig til ham som partner og ignorerede de andres grin. Lad dem bare være misundelige! Hun havde da i det mindste en ven, og han hjalp hende med alt fra lektier til livet.
Omkring femtenårsalderen skete der noget: Mogens voksede pludselig og blev et hoved højere end hende.
Nu bliver jeg skyskraber! Han havde fået mandestemme, men grinet var det samme skøre, pippende. Og du er min Tommelise!
Ja da! Lisbet lo med. Hun var stadig klassens største pige brede knogler, som mormor sagde. Høj og rank bar hun sig lige som en dronning. At hun havde været til gymnastik i barndommen havde givet hende flot holdning og tro på sig selv, selvom det aldrig blev til stjernemedaljer. Hun fik netop det, hun havde brug for: styrke og selvtillid.
Ved brylluppet smilede gæsterne uvilkårligt den ranglede Mogens tog sin Lisbet kærlig i hånden, og selvom hun kun gik ham til skulderen nu, kunne hun stadig skærme for ham, hvis det skulle være.
Karen kom til verden ni måneder efter brylluppet, præcis som uret slog. De unge forældre var slet ikke klar til at blive forældre, men Lisbet klarede det hele med hjælp fra både sin egen mor og svigermor, mens Mogens tog ekstra job.
Det går alt sammen! sagde han, mens han vuggede sin lille pige. Vi skal nok få det godt, jeg lover dig det!
Og det løfte holdt han: De havde aldrig mange penge, men der var altid det nødvendige. Lisbet kom tilbage i arbejde, Karen begyndte i børnehave, og det hele blev en smule nemmere. Lisbet var både dygtig og klog, og efter fem år var hun allerede regnskabschef et sted. Små firmaer poppede op, og der var altid brug for en, der kunne sit kram.
Du er både smuk og klog! Mogens krammede hende, mens hun med briller på næsen sad og lavede regnskab ved køkkenbordet. Jeg tager Karen med ud, så du kan arbejde i fred.
Deres liv var roligt og harmonisk. Men flere børn kom der ikke, selvom Lisbet havde ønsket, at der ikke skulle være for stor aldersforskel.
Så kan de være venner!
Men sådan blev det ikke helt.
Mogens, der nu var Mogens Hansen og direktør i en større virksomhed, forsøgte at trøste:
Vi har Karen og det er da skønt! Hvis det skal ske igen, så gør det det.
Hvis bare jeg vidste det sagde Lisbet, mens hun kyssede sin datter og ønskede sig mere.
Marianne var en overraskelse for alle. Lisbet havde egentlig opgivet håbet, Mogens blev helt rundt på gulvet af glæde, og Karen havde svært ved at forstå, hvad det betød at få en lillesøster. Men alt ændrede sig.
Jeg vil ikke være storesøster! skreg Karen, da Marianne var blevet to år. Jeg vil være den lille igen!
Tiårige Karen kunne ikke begribe, hvorfor den lille skulle have alt. Hun anede ikke alt det pjat, hun selv havde været igennem som baby, men bedsteforældrene fortalte alle hemmelighederne.
Med Karen var det let. Afsted i børnehave, og det gik gnidningsfrit. Men med Marianne forkæler du hende, Lisbet!
Hun er bare lille og lidt skrøbelig! Jeg vil have hende hjemme.
Skrøbelige Marianne havde kinder som æbler, lyse krøller og milde blå øjne.
En engel, simpelthen! sagde folk.
Men kun Karen vidste, hvad der gemte sig bag det ydre.
Mor! Hun driller mig igen! Mariannes skrig rungede, og Lisbet kom straks til undsætning.
Midt på stuegulvet lå Marianne og hulkede, mens Karen fortumlet stod og ikke anede, hvad der foregik. Hun blev altid hængt op på dette og fik ballade.
Hvad nu? Karen!
Jeg rørte hende ikke!
Mor, jeg bad om farveblyanter, men hun skubbede mig. Nu har jeg det lidt bedre Åh, hvor gør det ondt!
Lisbet nussede over den lille, mens Marianne listigt rakte tunge bag hendes ryg til Karen. Tak for det! Og mere skulle det nok blive.
Mariannes kunster tog til, indtil Mogens tilfældigt så sandheden. Han kiggede lige ind til pigerne og så Marianne rive sider ud af sine hæfter hun gik nu i anden klasse, og Lisbet kæmpede med at styre hende.
Karen var bare så nem! sukkede Lisbet, når hun så Mariannes kruseduller. Jeg har aldrig skullet skamme mig. Men Marianne drengene gør det bedre!
Marianne sad og surmulede, mens hun snoede sin fletning om fingeren. Hun fik tårer frem, vendte ryggen til og mumlede:
Du behøver ikke elske mig, når jeg er sådan!
Forkyndelserne standsede straks. Marianne hadede, at hun blev sammenlignet med Karen. Derfor blev drilleri hendes strategi forældrene undersøgte sjældent sagen, og det var altid Karen, der fik ballade.
Du er den ældste! Ansvar hviler på dig!
Da Marianne lagde en hæfte til side, trak Mogens Karen til side, lavede fingertegn om, at hun skulle tie.
Karen, jeg vil skælde dig ud nu, men det er bare for sjov. Vær ikke ked af det. Vi har jo overset Marianne. Hvis det ikke virker, så opgiver vi.
Karen var helt rundt på gulvet, men græd lettet ud.
Karen! Vent med gråden jeg kan ikke klare det her uden dig!
Da datteren tørrer tårerne, forbander Mogens sig selv. At hun skulle have det sådan!
Nå, er du så klar til at spille teater over for din søster? Det må jo ikke kun være hende, der laver drama.
Karen nikkede tavst.
Så smut ind i værelset. Husk, jeg kommer til at råbe meget, men det er bare show.
Mariannes hyl lød, så snart Karen trådte ind.
Karen! Hvorfor? Hvad har jeg gjort? Du smadrede mit lektiearbejde! Hvad gør jeg nu?
Lisbet smider kniven i køkkenet og styrter ind til pigerne: Marianne hyler og stirrer på Karen, der bare står og kigger.
Hvad sker der? Hvad, Marianne?
Mor! Hvad har jeg gjort Karen? Hvorfor er hun sådan ved mig? Marianne holder hæfterne i hænderne.
Mogens træder ind og blinker til Karen, før han brøler op:
Hvis Karen ikke kan opføre sig, så må hun bo et andet sted. Hos bedsteforældrene går ikke, så det må blive
Hvad? Marianne stopper straks gråden og ser overrasket ud.
Efterskole!
Hvad er det?
Et sted, hvor børn bor og går i skole. Man kommer kun hjem i weekender, hvis man opfører sig.
Karen ser skræmt op på sin far og ser, at Marianne mister mælet.
Fint. Sådan gør vi! Karen, pak dine ting. Jeg kører dig.
Far Karen ser fortvivlet fra far til mor. Er du seriøs?
Marianne sætter sig, stumt, men med tårer i øjnene. Nu er det lige før hun får ondt af Karen. Ligesom dengang med de første historier. At skulle bo uden sin søster?
Mogens ser på hende, indtil hun begynder at græde helt rigtigt og klynger sig til Lisbet.
Nej! Karen må ikke på efterskole!
Hvorfor ikke? Mogens løfter bryn og giver tegn til konen om at tie.
Det var ikke hendes skyld! Marianne hulker, stammer og glemmer ordene. Det var mig! Mig!
Jeg ved det, Mogens smiler og krammer Karen. Jeg ved det hele. Både at du selv ødelagde hæfterne, og at du snød. Nu kender vi dig, Marianne. Jeg er faktisk flov over, at jeg ikke så det før.
Lisbet åbner munden for at forsvare sin øjesten, men skifter mening. Hvordan kunne hun overse det? Karen Hun tager Mariannes skuldre, vender hende om og ser på hende:
Jeg er også flov. Og mere: Jeg tror ikke på dine historier mere, Marianne. Du må vise, du er sød, før jeg tror dig igen.
Lisbet går over til Karen og krammer hende.
Undskyld, Karen! Undskyld!
Det virkede. Marianne blev mere stille, droppede drillerierne, blev bare barn. Man talte til hende, sagde ikke nej men prinsessekronen var væk. Hun tænkte længe og besluttede, at hun måtte ændre sig. Det tog tre år at få et godt forhold til Karen. Dag for dag overbeviste hun søsteren om, at hun ikke længere var en plage. Karen var skeptisk, men slap så taget og lod hende vise, hvem hun var.
Marianne er stædig, ganske som dig, Lisbet! Mogens lo, mens Lisbet kæmpede for at holde det på et jævnt plan. Hun kunne ikke tilgive sig selv, at hun havde lukket øjnene for Mariannes udvikling. Nu prøvede Lisbet at give Karen mere opmærksomhed, men måtte erkende, at det ikke længere var nødvendigt.
Jeg har spildt tiden, Mogens! Nu har jeg så dårlig samvittighed over for Karen.
Drop det, Lisbet. Hvis det gamle ikke kan genoprettes, så må du bygge nyt Karen er ikke længere barn og har måske brug for noget andet, ikke den samme beskyttelse.
Hun lyttede. Med tiden fik Lisbet og Karen et roligt og harmonisk forhold uden bebrejdelser.
Karen var den, der blev hos mor, da Mogens døde. Han fik sit andet hjerteanfald og tiden løb ud; familien stod tilbage uden far og ægtemand. Lisbet gik næsten til grunde i sorg, men blev hevet op igen af sit første barnebarn, der kom til verden to måneder senere. Gravide Karen flyttede midlertidigt hjem til sin mor og fik sin mand med på idéen. Hun vidste, at kun sådan kunne hun få Lisbet ud af mørket.
Mor, jeg har brug for dig! Mig og Lise. Svigt os ikke.
Lisbet svigtede ikke. Først Lise og derefter lille Emil blev hendes nye livsindhold. Da Lise blev et år, flyttede Karen og familien hjem til deres egen lejlighed og Lisbet skiftedes nu mellem døtrenes hjem.
Marianne var egentlig tilfreds, da mormor tog afsted for at passe Karen og hendes børn. Friheden var skøn. Hendes klassekammerater havde ikke samme muligheder det gav status.
Vi har huset for os selv! Det magiske signal til vennerne.
Men hun styrede sig var varsom, så ingen sladrede eller dømte. Kæreste havde hun ikke før Mads i tredje studieår.
Bryllup, eksamen, datter snart var der nok at tage sig til. Hun kastede sig ud i det hele, uden at opdage, at hun rivaliserede med Karen. Det var nu vigtigt for hende, at hendes børn præsterede bedre end Karens. Lisbet havde stor del i det og hjalp hvor hun kunne med alverdens aktiviteter og skemaer.
Mor, børn får kun succes, hvis du starter tidligt; det er nødvendigt i dag!
Karen lo ad Mariannes belæringer om, hvad drenge og piger burde.
Herhjemme kan Lise dyrke karate og Emil male det virker for os! Kan andre gøre, som de vil, ikke, Marianne?
Hun fnysede, men lod det ligge debatten kunne hun altid tage med mor, som blot nikkede og gjorde, hvad Marianne sagde. Hemmeligt købte Lisbet stadig is til børnebørnene for at give dem små glæder i fritiden.
Men da Lisbets eget liv begyndte at tage en ny drejning, blev Marianne forvirret. Skulle al planlægning nu være spildt? Hvilken kærlighed kan man finde i den alder? Kærlighed! Hold nu op! Hvad for en kolonel er det overhovedet? Hvor har mor fundet ham?
Havde hun spurgt, ville hun blive overrasket. Lisbet ledte ikke efter eventyr hun mødte Kristian lige der, hvor hun mindst ventede det: Da hun ventede på barnebarnet udenfor danseskolen. Den høje, gråhårede mand tiltrak hendes blik; noget genkendeligt var der ved ham. Hun så, at han lignede Mogens, sådan som han måske ville have set ud, hvis tiden havde givet ham lov at blive gammel, fortinnet ved tindingerne og rolig i bevægelserne.
Først nikkede de blot til hinanden. Snart sagde de hej, der kom samtaler og til sidst et spirende forhold. Lisbet grinede af sig selv, når hun holdt Albertes lille hånd på vej til dans kæresteforhold i hendes alder! Men for Kristian var det ikke mærkeligt. Hvorfor skulle de ikke?
Siden fandt hun ud af, at han var enkemand, pensioneret for længst og med barnebarnet Katrine som sit livs lys som også gik til dans med Alberte.
Min øjesten! Kristian viklede nænsomt det lange halstørklæde om Katrine.
Lisbet så på og mærkede bare, at hun ønskede, det var hendes tørklæde, de hænder bandt. Hun havde altid taget sig af alle andre, så nu ville hun så gerne, at én tog sig lidt af hende. Døtrene var søde, men de havde deres eget liv. Og nogen at snakke med ja, det savnede hun.
Kristian viste sig at være reel og betænksom.
Vi er ikke unge, Lisbet, så hvorfor spilde tiden? Jeg tilbyder dig min hånd, mit hjerte og mit hjem. Du bestemmer men jeg lover, du må styre, og jeg skal bare være din hjælper. Sig ja. Hvad er der at miste?
Lisbet bad om betænkningstid men så kom skænderiet med Marianne. Hun flovede sig over datterens reaktion og undskyldte over for Kristian.
Du har intet at undskylde, Lisbet! Fuldt forståeligt. Jeg præsenterede mig jo ikke ordentligt som hun siger, jeg kunne være hvad som helst! Men hør jeg inviterer jer allesammen i sommerhuset søndag. Vi præsenterer børnene og fortæller det. Vi skal ikke bede om lov, men de skal vide besked.
Du har sikkert ret Lisbet tørrer øjnene. Flovheden over Marianne var slem.
Og hold nu op med at plage dig selv! Kristian tager hendes hånd. Det hele skal nok løse sig!
Søndag samles de to familier i sommerhuset. Karen, Marianne og Kristians svigerdatter, Camilla, styrer køkkenet, mens mændene gør klar ved grillen.
Marianne kigger målløs på det store, flotte hus:
Vidste du det?
Hvad? At han har penge? Marianne, du er dig selv hvis han var fattig som en kirkerotte, ville du så heller ikke respektere ham? Karen sender hende et blik, for Camilla kommer ind.
Camilla smiler og spørger:
Kan jeres mor lide skovjordbær?
Karen og Marianne ser på hinanden.
Jeg ved faktisk ikke Men jordbær, helt sikkert.
Så vil hun også elske de her skovjordbær. Vi har en stor plet på grunden børnene kan plukke og tage med til bordet.
Marianne sidder tavs ved bordet og betragter stemningen. Alberte og Katrine suser forbi, griner og bliver fanget af Kristian, der snurrer dem rundt og beder dem hjælpe mormor med opvasken. Karen griner med Camilla, vender sig og sender et blik til Marianne. Lisbet, med rene tallerkener i favnen, smiler til Kristian, der kærtegner hende let, hvisker hende noget i øret. Mariannes ser, hvordan mors øjne pludselig stråler, og hun mindes den gamle hæfte-episode med far. Skal hun gentage det gamle mønster miste nogen, bare fordi hun ikke kan give slip?
Hun rejser sig og går hen til sin mor.
Mor
Ja? Lisbet vender sig, og Marianne ser en helt ny kvinde ikke den slidte, trætte mor, men en, der er åben, glad, ung.
Undskyld, mor! Undskyld mig, den dumme! Jeg vil bare jeg vil virkelig gerne, at du skal være lykkelig! Hvis du synes, Kristian er den rette, så er jeg virkelig glad for dig.
Åh, Marianne! Lisbet krammer sin datter, som man gør med et barn.
Jeg er bare lidt langsom til at fatte det, mor! Marianne tørrer tårerne væk og griner. Det tager tid for mig!
Bare du forstår det til sidst! Karen kommer og krammer moren om skuldrene. Jeg er glad på dine vegne, mor. Vær lykkelig, det er alt, der betyder noget. Er du ikke enig, Marianne?
Marianne nikker, krammer sin mor hårdt.
Lisbet lukker øjnene i sin døtres favntag det er lykke! At mærke ro i hjertet og intet, der nager. I morgen er der måske nye udfordringer, men lige nu dette øjeblik er alt godt. Lad det vare! Så må morgendagen komme, som den vil.
Mormor! Alberte farer op ad trappen og krammer alle tre, så langt armene rækker. Emil har fundet lagkagen i køleskabet!
Det var da godt! Lisbet stryger barnebarnet over det lyse hår, præcis som sit eget. Sig til Emil, at han skal regne ud, hvor mange vi er, og skære lagkagen ud, så der er til alle. Nu er det tid til kaffe og kage!
Må jeg få to stykker?
Du kan få tre, hvis Emil kan regne rigtigt.
Jeg gør det selv! Man kan aldrig vide!
