Kigge på svigerdatteren
Hvad mener du med, at du skal giftes? Sønnike, hvorfor hører jeg først om det nu? Vera Pedersen lagde strikkepindene og det uldne halstørklæde, der lå lunt på hendes skød, hvor katten Jens havde rullet sig sammen.
Mor, jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle sige det til dig
Hvorfor ikke?
Jeg var bange for, at du ikke ville synes om det!
Jesper, hvad sker der? Siden hvornår har du været bange for mig? Hvornår har jeg ikke bakket dig op? Nu bliver jeg ærlig talt bekymret!
Det behøver du altså ikke, mor! Jesper satte sig ned på gulvet ved siden af hendes lænestol, så han kunne se hende ordentligt i øjnene. Jeg lover at fortælle dig det hele, hvis du bare ikke begynder at gøre mig nervøs og slår over i det der mødre-drama.
Sønnike!
Mor! Som om jeg ikke kender dig stemmen ryster, mens øjnene lyner. Stop nu. Det hele er bare lidt besværligt, og jeg vidste simpelthen ikke, hvordan samtalen skulle begynde.
Du kan starte fra begyndelsen, så må vi tage den derfra. Vera lagde sit strikketøj fra sig og tog kærligt fat i Jespers øre. Jeg kunne rive dig lidt i øret, men nu om dage har jeg ikke kræfterne længere, og ingen andre kan gøre det.
Hvis far var her
Nej, ikke noget om din far! Vera blev mørk om øjnene, og Jesper lagde hurtigt armene om hende.
Undskyld, mor! Jeg savner ham også
Hvis din far var her, så havde du aldrig vovet sådanne udskejelser! Se på ham, folkens! Vera henvendte sig til sin fede, røde kat Jens, der lå og døsede på sofaen, og den lille terrier-hund Mette, der straks listede hen til lænestolen og satte sig med øjnene klistret til sin ejer. En mand på snart fyrre, og han tør ikke engang præsentere sin forlovede for sin mor! Hvormed kan det være?
Det øre, hun holdt fast i, blev helt rødt, og Jesper grinede, mens han friede sig løs.
Mor! Slip, ellers kommer jeg til at ligne Ole Opfinder!
Det gør da ikke noget, det ville kun klæde dig! Men kom så fortæl nu! Hvem er hun?
Hun hedder Rikke.
Det var da spændende! Er det alt?
Nej.
Skal jeg trække hvert ord ud af dig, eller skal jeg tage skrappere midler i brug?
Vil du fratage mig fredagsslik eller sende mig i skammekrogen?
Jeg får dig til at ordne hækken i sommerhuset! Og luge jordbærbedet!
Hvilket jordbærbed, mor? Du har jo kun stauder og ribs deroppe!
Så laver jeg et til dig specielt!
Nej, nej! Jeg skal nok fortælle!
Jo mere Vera lyttede, desto højere løftede hun øjenbrynene af forundring. Det havde hun alligevel ikke ventet fra sin eneste søn! Hvad hun skulle stille op med det hele, vidste hun ikke helt endnu. Men én ting var sikkert Jesper mente det alvorligt. Det her var ikke bare et forbigående eventyr.
Og hun vil hun gifte sig med dig?
Endnu ikke.
Hvorfor ikke?
Hun siger, hun ikke vil gøre mit liv mere besværligt.
Jaja. Har du et billede?
Jesper tog sin mobil op, fandt frem til billedet og rakte den til sin mor:
Her er hun. Rikke.
Vera satte sine læsebriller på næsen og tog mobilen. På skærmen smilede en kvinde i begyndelsen af trediverne, lyshåret, lidt forpjusket og uden ret meget makeup det gav billedet en ro, en slags lethed. Man kunne se, at Jesper havde indfanget et ægte øjeblik, sandsynligvis i Botanisk Have i Aarhus. De knap udsprungne grene rammede smukt ansigtet ind: Her er hun, foråret. Kilden til nyt liv Nyd hende, men med varsomhed.
Du har altid haft blik for det ekstraordinære, Jesper! Din far sagde tit, at hvis du ikke var blevet officer, burde du have været fotograf. Super billede du trykkede bare, men der er så meget, det siger Flot, søn! Vera rakte mobilen tilbage og spurgte så det spørgsmål, der trykkede mest. Hvornår vil du præsentere os for hinanden?
Når hun siger ja. Mor
Jesper, du dirrer som et espeløv! Tror du virkelig, jeg sidder og venter på, at du bringer en ung, uskyldig pige hjem med røde kinder? Du er ikke sådan en knægt længere. Og når jeg ikke forventer en ganske ung, så ved jeg jo, der må være en fortid hos en moden kvinde. Spørgsmålet er bare hvilken? Det skal jeg nok fornemme selv. Husk, det er ikke mig, der skal bo sammen med hende.
Jesper gik, og Vera begyndte at gøre sig klar til at gå ud.
Mette skal luftes, og Jens mangler kattemad. To ting på én gang. Og så kan man lige tænke det hele igennem, få hovedet lidt klarere.
Hun vidste, at Jesper ikke spøgte, da han sagde, at det var kompliceret. Og hun følte dybt, at det her var mere end bare et indfald, dette var en, han virkelig elskede. Hvad hun skulle stille op med det, slap dog ikke hendes tanker.
Efter at Jespers første kone Sara havde forladt ham, på den mest ubelejlige måde, var tiden nærmest gået i stå for både ham og Vera. Han havde aldrig tilgivet sig selv tabet af sit barn, og Vera bebrejdede sig, at hun ikke blandede sig. Selvom hun rationelt vidste, at det ikke ville have ændret noget.
Det var en ganske almindelig historie. To unge, vilde og energiske, der ikke lyttede til nogen til sidst gik det galt. Sara sagde åbenhjertigt til Vera:
Der var aldrig noget. Det var bare tomhed.
Hvorfor så?
Fordi alle sagde, man skulle giftes. At uden ring på fingeren ja, så var man ikke noget.
Sara græd, mens Vera følte med hende ikke mindst over barnet, som aldrig blev født.
Da Sara forsvandt ud af deres liv, forsvandt noget i Jesper. Han mistede troen på sig selv, drog på den ene arbejdsrejse efter den anden, og Vera bad bare om at få sin søn hjem igen.
Derefter blev Vera alene. Enke Et frygteligt ord. Som at få trukket fundamentet væk under sig, så man står på kanten, og man tør ikke se ned. Men man må ikke falde for Jespers skyld.
Sådan gik det videre, de to holdt hinanden oppe.
Hun havde slået sig til ro med, at sønnen måske aldrig blev glad igen. Han havde været sammen med kvinder siden, ja, men aldrig alvorligt. Vera drømte ikke længere om børnebørn hun håbede bare, at hendes søn fandt varme og kærlighed.
Mette gav et ryk i snoren, bjæffede irriteret ad de frække spurve, og Vera skubbede sine tanker væk og smilede lidt over, at hun som Svend på 12 år ovenpå sagde det hang oppe i skyen. Den knægt kunne altid forbløffe hende med sine evner til teknik:
Svend, hvordan kan du alting med computeren?
Tante Vera, det er da bare basis det kalder man for begynder-niveau.
For hvad?
Altså folk, der ikke kan bruge computere, men gerne vil lære. Sådan én som dig, men bare rolig det er sejt, du gider! Min oldemor tror stadig, computeren æder hendes hjerne!
Sikke noget! Sådan en gyser hun kunne skrive!
Ja, hvis hun skrev manuskripter, ville folk blive målløse! Jeg har lagt et nyt spil ind til dig, og programmet du spurgte om til strik det er det ikon der, på skrivebordet.
Hvor? Vera kiggede forvirret rundt, og Svend døde af grin.
Ikke der! Dér på skærmen!
Sådan! Jeg forbliver begynder et stykke tid endnu bare låget sidder fast!
Svend mindede Vera om Jesper som barn nysgerrig og hjælpsom. Vera tænkte på, at hvis ikke alt var endt så skævt med Sara, havde hun haft et barnebarn nu på den alder
Så huskede hun Rikkes ansigt. Hun kunne umuligt være dårlig. Der var noget i hendes øjne eller det lille smil, hun sendte Jesper. Hun så ikke på kameraet, men på ham. Det var tydeligt.
Beslutsomt svingede Vera Mette op i armene og gik hjem, hvor posen, hun havde taget med på turen, fik katten Jens op fra sit sted i sofaen.
Synes du ikke også, det er pænt, Jens? Der bliver noget at rive i, men vi når det.
Efter måneder med tålmodig overtalelse sagde Rikke endelig ja. Jesper skinnede som solen, hver gang han besøgte sin mor. Vera drillede ham:
Vi kan snart spare strøm for at skifte pærer, du lyser jo for os alle!
Hun nævnte ikke længere noget om præsentation ventede tålmodigt.
Julen nærmede sig, og posen med de forberedte gaver ventede diskret.
Som altid holdt Jesper nytår med vennerne, men julen og 1. juledag var med mor. Vera slog et lettelsens suk, da han ringede:
Mor, hvad siger du til, at Rikke kommer med til julefrokost?
Efter den besked fik Vera travlt Jens gemte sig under sengen, og Mette løb rundt og peb i takt med støvsugeren. Da det hele var klart, satte hun sig og foldede hænderne foran sig.
Jens dukkede frem og satte sig ved siden af hende, skubbede lidt til Mette.
Hvad glor I sådan på? Vera grinede. De to holdt godt øje, fordi de mærkede, hun var spændt. Som Jesper tit sagde: Mit pelsede vagtværn. Han påstod, han stolede mere på dem som vogtere af hende end ham selv.
Vera klappede både kat og hund og tænkte på, hvordan hun, nærmest mod sin vilje, var endt som hundeejer.
Naboen, Poul Erik, var et stilfærdigt væsen uden familie og med kun Mette som selskab. Han havde fundet hende i en papkasse som hvalp, og hun blev hurtigt hans et og alt. Den ellers gnaven mand blomstrede helt op talte altid om Mette til naboerne.
Vera glædede sig over, at hun kunne bruge sine kødrester og bouillon på nogen. Poul Erik kvitterede altid med en gryde så ren, at Vera rødmede.
Mine gryder har aldrig været så skinnende!
Det er det mindste, vi kan gøre, Vera, som tak for din venlighed!
Men så døde Poul Erik. Da Vera, der havde været i sommerhus, kom hjem, hylede Mette desperat ingen andre havde reageret i bygningen. Vera fik politiet til at hjælpe, tog sig af alt det praktiske, og hentede til sidst den forladte lille hund med hjem.
Mette søgte trygt hen til Veras seng og sov uroligt i måneder. Først da Jens den lille kat, hun sammen med Mette fandt i parken blev en del af familien, faldt roen over Mette. Katten blev fundet om vinteren, klemt inde i en pudevår, kinesisk inspiration, efterladt under en busk. Tre søskende overlevede ikke, men Jens var stædig og Mette passede sit kommende adoptivbarn, som det var hendes eget.
Nu, min pige, ved du, hvad det vil sige at være mor, sagde Vera.
Hun lavede dem begge en lille kurv, og nattefreden vendte tilbage.
Jesper grinede tit, når Vera konfererede med sine firbenede venner.
Mor, du taler med dem som mennesker!
Jeg tror faktisk, de forstår mere end nogle folk gør. Jeg er ikke helt tosset, men der er klogskab i dyr.
Så nu kiggede Vera på både Jens og Mette og sagde:
Nu får vi gæster. Smartere end nogen anden. Vi skal lige se, om de er gode nok til vores Jesper
Dørklokken ringede, og Vera fór sammen.
Nu kommer de. Opfør jer ordentligt, så jeg ikke skal rødme på jeres vegne!
Jesper fyldte hele entreen, satte kassen med clementiner fra sig og kyssede sin mor på begge kinder.
Glædelig jul, mor! Og glædelig nytår! sagde han, samtidig med Rikke og hendes to børn, en dreng på omkring otte og en lidt yngre pige, kom ind bagefter.
Velkommen Vera mistede helt tråden, men de begyndte straks at tage overtøj af, børnene begav sig på opdagelse i lejligheden, og stemningen blev let.
Efter aftensmaden fandt børnene et lille spil frem, og Vera lo højt over sin store søn, der forsøgte at optræde som frø til stor forskrækkelse for både Mette og Jens.
Mor, det er da ikke fair!
Hvad så, søn?
At du morer dig så meget på min bekostning!
Nå, jamen så, jeg går ud og vasker op så kan vi tage kaffe og småkager bagefter. Jeg har bagt napoleon og flødeskumskager!
Hold da op! udbrød Jesper, og Vera blinkede til Rikke, da hun gik med ud i køkkenet. Han har altid haft en sød tand som barn spiste han engang næsten en hel kage selv.
Hvordan? Rikke tabte næsten det hele. Han må have haft det forfærdeligt bagefter!
Det havde han også! Men det stoppede ham ikke i hans kærlighed til kager!
Rikke smilede og gik ud til Vera i køkkenet.
Må jeg hjælpe? Jeg ved, det er mor, der styrer køkkenet, men du virker lidt træt.
Det har du ret i, og jeg er også ret nervøs! Sådan et møde sker jo ikke hver dag. Jeg er spændt.
Jeg også!
Hørt for mange historier om onde svigermødre?
Ja, men jeg tror ikke på det!
Hvorfor ikke?
Jeg har haft to svigermødre, og begge var søde kvinder.
Så skal jeg blive den tredje?
Rikkes hænder stivnede et øjeblik.
Hør, må jeg kalde dig Rikke? Min store søster hed nemlig Rikke. Det har jeg altid savnet, så det vil glæde mig, hvis det navn lyder tit her i huset.
Selvfølgelig sagde Rikke og satte tallerknerne i stativet.
Hvad er du bekymret for? Vi kan lige så godt tale åbent.
Det er ikke dig, jeg er nervøs for. Jeg frygter bare for mange forandringer i mit og børnenes liv. Det hele føles så overvældende.
Du kan trygt fortælle mig det. Det gør det lettere for os alle.
Okay hun skubbede en lok bag øret og rynkede panden. Det er svært at tale om sig selv.
Så begynd med børnene. Det er nemmere.
Ja, som du har gættet, har de forskellige fædre. Viktor er fra mit første ægteskab; jeg gik i skole med hans far, som desværre døde i en bilulykke. Det var hårdt, men min gamle svigermor, Nadia, blev som en mor for mig og har støttet os altid.
Det lyder, som om hun betød meget.
Hun kalder mig stadig sin datter. Uden hende havde jeg ikke klaret det med Viktor og alle de tanker.
Og din datter?
Astrid er fra mit andet forhold. Vi blev introduceret af min daværende svigermor, som mente, vi ville passe godt sammen, men det tog os lang tid at finde ud af, hvem vi egentlig var. Han er kunstner, og Astrid ligner ham altid malende, altid i gang. Da vi ikke længere kunne fungere som familie, blev vi enige om at forblive venner og tage os af Astrid sammen. Min anden svigermor, Solveig, tog imod os begge, og da hun arvede en lille lejlighed, overgav hun den til børnene.
Hendes godhed?
Jeg har været så heldig med begge mine børns bedsteforældre. Før jeg mødte dem, vidste jeg næsten ikke, hvad det ville sige at have en mor.
Du har ingen mor?
Jeg blev forældreløs tidligt; min bror og far passede mig, da min mor døde ved min fødsel. Barndommen blev lidt speciel, og jeg voksede op blandt knallerter og værktøj, mens jeg fornægtede alt med pigeting og kjoler, indtil min far insisterede på, at jeg tog til musik.
Hvad arbejder du med nu, Rikke?
Jeg underviser i sang på musikkonservatoriet.
Pludselig fyldte hendes klare stemme det lille køkken. Vera sad helt tryllebundet.
Det er mit kald. Jeg lærer andre at synge det gør mig glad.
Nu forstår jeg dig meget bedre, sagde Vera med et varmt smil. Tak, fordi du delte. Det betyder meget.
Jeg har selv en søn, der snart bliver voksen og jeg frygter, at jeg kommer til at blive en forfærdelig svigermor!
Hvad mener du, en svigerdatter skal kunne?
Rikke svarede uden tøven:
Det vigtigste for mig er, at hun elsker min søn. Resten er ligegyldigt.
Det har du ret i, tænkte Vera. Hun kiggede dybt på Rikke, der alvorligt nikkede og hviskede:
Jeg elsker Jesper.
Brag og hyl fra stuen fik Vera til at lægge det sidste låg på kagedåsen.
Vi må hellere få kaffe på bordet.
Senere på aftenen, da kagen næsten var væk, gik Vera et øjeblik væk og kom tilbage med små gaver.
Hvad er det? Astrid klappede i hænderne og løsnede den røde sløjfe.
Prøv at se. Jeg håber, det falder i din smag.
Sne-hvidt halstørklæde og hue til Rikke, en blå version i børnestørrelse til Astrid. Viktor hev stolt et sort halstørklæde op:
Mor, det er for fedt!
Rikke viklede sit om halsen.
Sikke dejligt blødt!
Og varmt. I kommer ikke til at fryse! Vera satte huen på Astrid og smilede. Kan du lide det?
Meget! Astrid gav hende et hurtigt knus, så spontant at Vera slet ikke nåede at reagere, før hun knugede hende tæt. Tak!
Tak, ekkoede Rikke. Jeg kan slet ikke strikke. Kun altid drømt om at lære det, men ingen har kunnet vise mig det før.
Så må vi tage det til sommer i sommerhuset.
Vera mødte Rikkes blik og kunne mærke en sandhedsstrøm indeni: Nu kunne hun være lidt roligere for sin søns skyld. Der var stadig ting, de to kvinder skulle lære om hinanden, men det vigtigste var, at de elskede samme menneske. Gør han glad og tryg, bliver vi det selv. Sådan er det bare. Og Vera var klar til at gøre sit for, at hendes søn fandt lykken, og at den unge kvinde, der nu gemte smilet i sit nye, hvide halstørklæde, ville møde Jesper med glæde, hver gang han kom hjem.
To år senere en juniaften på den gamle veranda i sommerhuset rejser Rikke sig besværligt fra gyngestolen, holder sig til ryggen med en hånd og den store mave med den anden, og kalder ud:
Mor Vera! Astrid! Hvor er I?
Et barn ansigt, smurt ind i årets første jordbær, stikker op bag hushjørnet:
Herovre! Kom herhen!
Rikke smider klipklapperne, går barfodet ad havegangen og rækker Vera de netop færdigstrikkede bitte små hjemmesko:
Hvad siger du?
Vera vender dem mellem hænderne og nikker:
De er helt perfekte.
