Vanskelig lykke
Mener du det alvorligt? Jens, du kan da ikke gøre det… du laver sjov, ikke?
Karen stirrede på sin mand og forstod ingenting. Skilsmisse? Efter næsten femogtyve år sammen! Om to uger skulle de fejre det… eller skulle de? Tanken snurrede rundt. Og hvad med festen, gæsterne? Invitationerne var sendt rundt til hele flokken. Hele familien, alle vennerne havde spurgt hvilken gave de helst ville have. Selv hendes bedste veninde, Mille, som desværre ikke kunne komme, havde allerede sendt sin gave højgravid, så flyvemaskiner var ikke nemt. Hun blev hjemme. De skulle nok få tid sammen og fejre ordentligt bagefter. Mille havde jo nærmest opfundet deres forhold, da hun et studiefest havde introduceret Karen for Jens, sin studiekammerat. Ved brylluppet var hun den, der råbte kyss hinanden! højere end nogen anden og skjulte sig latterligt bag brudebuketten, Karen alligevel ikke nænnede at kaste og i stedet rakte hende over i hånden.
Jeg forstår ikke hvad din Jakob venter på. Han slipper dig fra sig!
Han skal nok komme efter det, Mille snoede håret op på Karens hoved. Alt har sin tid, Karen! Han er ikke helt moden endnu. Hvorfor skulle jeg have en grøn mand? Så jagten starter igen og skilsmissen efter et par år… og så deling af både unger og arven, alle svigerfamilier, der elsker mig overalt på jorden? Nej tak! Jeg venter på det rigtige tidspunkt. Du planlægger dig selv vidt og bredt op på to år, fniste Karen og så på hvordan veninden børstede mascara væk under øjnene.
Jeg kan ikke leve på halv kraft. Alt eller intet!
Hvad så med børn? Med det samme? Dobbelt op?
Ja! Jeg vil have tvillinger! Få det klaret på én gang og jeg har generne for det, både min og Jakobs familie har eksempler. Men du skal også opdrage dem bagefter…
Det er jo nemmere med to! sagde Mille, karakteristisk benhårdt fornuftig.
Karen elskede Milles tankemåde. Da de lavede ballade som børn, var det aldrig Mille der blev taget. Planerne var gennemførte altid og hun prøvede at sikre, at ingen blev taget alene. Men gik du solo, var det selvforskyldt.
Det er da klart, Karen! Man har altid en at lege med, og så kan man konkurrere lidt på den gode måde. Mor-året går også til mig, hvis jeg klarer to på en gang! Flere plusser? Jeg har masser.
Ej, stop… Karen lo, men hun var sikker. Mille fik altid det, hun gik efter.
Og det gjorde hun også. Bare ikke lige tvillinger, men trillinger, for skæbnen havde mere humor end Mille. Som om himlen ville stresse hende og se, om hun holdt til løbet.
Det gjorde Mille, og det til perfektion. Svigerfamilien elskede hende. Hun var aldrig fjendtlig, altid stoisk ligefrem men klar til at hjælpe. Oftest gik hjælpen ud på at sætte hendes mand i gang. Han kunne sagtens undvære rollen som familien redningsmand, men Mille sagde altid tørt:
Den dag vi har brug for deres hjælp, hvad så? Vi får kun en nonchalant skuffelse til gengæld. Kan du lide hjemmelavet kartoffelmad med svampe? Kør over til din mor og saml det nye klædeskab. Et par timer for dig, en hel lettelse for hende. Og sig, at jeg kommer og pudser vinduer i weekenden.
Så, da Mille fik brug for børnepasning, blev både mormor og farfar parate døgnets rundt. Hun fik børnene igennem den kritiske start, meldte sig så ind på universitetet.
Du er bindegal, Mille! sagde Karen, målløs.
Hvem tør give dårlig karakter til en trillingemor? Mit hoved går ikke i stå på barsel, og siden hen er jeg alle kompetencer i ét, både økonom og jurist! Hvem siger nej til det?
Mille fik sit eksamensbevis og job. Til chefen sagde hun, at hendes løn kun lige dækkede en barnepige.
Mille, det er da lige lovlig skrabet. Hvad får du for det?
For nu klarer bedstemødrene det. Chefen behøver ikke vide alt. Jeg har brug for erfaring, ikke papir. Det er det vigtigste.
Karen så og undrede sig. Hvordan kan nogen række så langt? Hun selv havde altid svært ved at vælge, selv hvilke strømper var svært. Men når Karen først tog en beslutning, var det stensikkert.
Du er den solide type, Karen. Ikke som mig, der farer rundt! sagde Mille beroligende. Du er konservativ det er det, der gør verden til et bedre sted.
Solid… Ja, Jens syntes da tydeligvis ikke det var godt nok! Hvordan kunne han? Alt var vel godt? Ja, at de ikke havde fået børn kom imellem dem. Men Karen arbejdede som frivillig på børnehjem og forstod, at hun ikke kunne adoptere et barn, ikke fordi hun ikke havde ressourcer, men fordi hun ikke troede, hun ville elske barnet nok. Hvordan burde man overhovedet elske?
Måske har du bare ikke set dit barn endnu, sagde Lene Andersen, bestyreren for et børnehjem, hvis forening Karen støttede. Hun holdt øje med Karen, der stirrede mismodigt ud på børnene. Den dag du ser dit barn, stopper intet dig mere. Ingen udfordring.
Hvad hvis jeg aldrig møder det barn? Hvad hvis jeg bare ikke skal være mor? Karen pakkede gaver ud på bordene.
Så skal du ikke. Bedre end at forsøge og så ikke kunne magte det. Ellers er der to ulykkelige dig og barnet. Se Nikolaj der, han har været returneret to gange.
Hvordan kan man det? Han er jo kun lille. Fem?
Han fylder snart seks. I den første familie var han eget barn i to år, så fik de pludselig et biologisk. Klassiker.
Og så?
Anden gang en god familie, to egne, tre plejebørn. Bare ikke kærlighed nok at dele ud af. Han lukkede sig inde, nægtede at spise og bad om at komme tilbage på børnehjem.
Hvordan? Karen gispede.
Han ville kun tilbage. Han sagde: De elsker mig ikke. Psykologen kunne ikke nå ind. De returnerede ham.
Bedre om de havde ladet være. Jeg frygter for den dreng. Han er ung, men hans blik er gammelt. Ingen tillid mere til verden eller håb for den sags skyld. Det kræver kærlighed af en anden verden at redde ham nu.
Det samtale kastede Karen ned i sorg. Hun måtte med besvær lade være med at begynde på adoptionen. Milles stemme trak hende ud:
Du tror, du har kærlighed nok? Hvis ikke, så stop. Er det bare medlidenhed, skal du lade være. Vil du virkelig gøre det mod dig selv og barnet? Vil du passe mine børn lidt først og se, hvordan det føles?
Karen sagde nej. Hun holdt sig væk fra børnehjemmet, men kunne ikke lade være med at tænke på Nikolaj. Han var som et fyrtårn på hendes samvittighed.
Karen foldede armene over skuldrene. Hvorfor var her så koldt? Det er jo kun efterår og radiatoren tændt! Måske skal hun hjælpe Jens med at pakke? Hvilke ting? Varmt tøj? Sommeren var alligevel kort, efteråret forlængst på vej… Her nordpå. Hjemme hos mor i Århus frøs hun aldrig. Bar kun læderjakke om vinteren, tykke kåber var kun til ture i Mols bakker…
Det eneste hun nu havde lyst til, var at gå hjem til mor og glemme alt. Men mor var der ikke længere. Og snart heller ikke Jens…
Nej, hun havde ikke brug for frihed! Hun havde brug for ham, for alt ved ham. Kaffen de drak ved midnat, natlige samtaler simpelthen fordi søvnen ikke kom. Uventede besøg til teater eller impulsive bilture. Alt i deres hverdagsliv var uplanlagt og spontant. Jens kunne ringe midt i en travl dag og sige:
Hvad laver du?
Travlt! Har to ansættelsessamtaler og skal i Danske Bank.
Lad det ligge. Tag med ud?
Så slap hun alt, og en time efter gik de tavse gennem skoven og det føltes bare… rigtigt.
Nu var det fortid for hende. Et tomt før. Han fik en nutid og sandelig en fremtid især nu hvor hans nye kærlighed ventede barn Barn! Var det derfor? Eller var det hele ægteskabet en løgn? Karen kunne have accepteret det første, men ikke det andet. Så var hun ingenting, hvis hun ikke kunne gøre én mand lykkelig…
Karen stod ved køkkenvinduet, ryggen mod radiatoren, lyttede hvordan Jens rumstrede rundt, åbnede skuffer, skabte døre. Hun frøs, så blomsterpotten vippede på kanten af vinduet. Da hoveddøren smækkede, slap hun taget og lod hænderne falde ned på vindueskarmen, begravede fingrene så dybt at glasset kunne knække så rak hun sig op, fejede potten ned. Skreg.
Det hjalp ikke. Den mørke jord blandet med skærver lå over hele køkkenet og forbløffende nok, blev det klart for hende. Ja, sådan er det. Alt sort. Der er intet lys mere. For han gik lige ud ad døren.
Kun én ting tilbage…
Karen slap radiatoren, gik over skårene til soveværelset, hentede mobilen.
Miiiille…
Det lød som et dyr, kun smerte kunne slippe sådan en lyd ud. Mille behøvede ingen ord.
Gik han?
Ja…
Så ses vi i morgen!
Nu er du tosset! Ikke tale om! Mille, bliv hjemme! Hvis der sker dig eller barnet noget…
Karen, du har det skidt. Jeg anede, der var noget, sidst vi så jer. Jens turde ikke se mig i øjnene. Nu forstår jeg hvorfor. Det skal nok blive bedre. Karen, det skal nok blive bedre! Det hele!
Hvordan bedre? Jeg har ingenting nu. Hele mit liv… væk. Hvad skal jeg gøre?
Køb dig en kjole!
Hvad siger du? spurgte Karen, næsten tabte telefonen.
Du hørte mig. Køb den kjole, du ikke turde bruge penge på. Gør det nu! Kom så! Og så skal du vise mig den. Bliv ikke hjemme og hyld! Pak og tag et fly vestpå. Jeg har det glimrende. Vi går i Rold Skov.
Mille, du skal føde snart!
Og? Tror du nu jeg er invalid? Vi tager hotel og går små ture. Det er ikke bare dig, der har brug for dette, jeg bliver bims, hvis jeg ikke får lidt luft. Søren er til svømning, ungerne på efterskole. Grib nu chancen. Jeg vil hellere have dig med end sidde alene. Send mig flynummeret.
Mille slukkede. Karen stirrede forvirret på mobilen.
Svaret kom af sig selv. Karen stillede sig foran spejlet. Der var hun hvert år stod tydeligt på ansigtet. Ikke længere ung, men heller ikke gammel…
Hvis Jens troede, hun ville begrave sig i smerte, kunne han godt tro om igen. Mille havde ret. Lad nu være! Hun strøg tårerne væk og ræbte sig op. Kom i gang. Mobilen gled let i hånden. Et par beskeder og alting aflyst. Så ringe til restaurationen; tjek.
Kjolen sad perfekt. Lysende, rød så anderledes end det, Karen plejede. Hun var til dæmpede, neutrale farver, overlod pangfarverne til ekstravagante Mille. Alligevel nu havde hun lyst til at være iøjnefaldende. Hvorfor ikke?
I spejlet kiggede en ny Karen tilbage. Ja, træt og rystet men ikke knust. Der var stadig gnister. Intet skulle tage det fra hende. Kunne hun bare blive vred og skylle alt mørket væk! Men måske forstod hun, hvad det krævede af Jens at gå… Når venskabet var dybere end ægteskabet selv…
Flyturen blev med mellemlanding, men Karen tog det med ro det var afledning.
Turen blev, hvad hun trængte til. De slentrede stierne tynde, sagde alt og intet. Karen mærkede, hvordan tungsindet slap grebet, for Mille havde altid det rigtige perspektiv. Småting blev store, det triste blev meningsløst.
Tag hjem. Hvad venter du på? En business? Der er børn nok her og behov for oplevelseshuse. Se, den nye bydel mangler hele ti. Og din far er jo syg, du ville hjem før eller siden. Nu behøver du ikke ændre noget. Kom nu.
Karen tænkte over det og besluttede, at sådan ville hun gøre.
Skilsmisse, salg af lejlighed og bil, afvikling af det sted, hun havde brugt så meget energi på, alt det forsvandt nu fra hendes fremtid, kun minder og erfaring tilbage. Med koldt overblik så hun Jens nogle få gange, slettede hans kontakt, og lovede sig selv at glemme.
Det var forår i Århus. Træerne blomstrede, solen skinnede ind gennem det nye vindue. Hun købte lejlighed tæt på sin far, for hun mødte engang en pæn dame på vej ind ad døren derhjemme og forstod, det var langt bedre at far boede sammen med en, der kunne gøre gå-ud-af-sengen værd. Da Karen så hvor levende far og Else gik og passede haven, mens hun og Else bryggede te, glædede hun sig over at han ikke var alene.
Din far er stadig en skønne mand, ikke, Karen? spurgte Else, og blomstrede. Sådan, altså, var kærligheden. Nogle får den let; til andre bliver den ved med at være undvigende. Måske Karen også havde én derude? Bare hun så ham…
Et år gik, som var det intet. To børnehuse trak fuldt hus. For første gang beholdt Karen en hund endelig! og ændrede hele sin garderobe. Alligevel, om aftenen sad hun ofte alene i køkkenets mørke, roterede en kold tekop og tænkte på, hvad hun ville give for, om Jens pludselig stod der i døren, tændte lyset og sagde:
Hvad er der, Karen? Jeg laver en kop varm te til dig?
Hun vidste, hun skulle slippe ham, men kunne ikke simpelthen slette ham i sin sjæl.
Da hun næsten halvandet år efter måtte til København pga. skat, tog hun glad afsted det var ny opgave. Problemet blev løst på én dag, og hun havde et døgn til at slentre. Instinktivt trak hun mod gamle kvarter, gader hvor hun havde været glad eller ulykkelig. Hun fandt det børnehus, hun havde drevet, stod i vinduet og så ind på de børn, der sad over papir og tusser, læreren brølede som en bjørn og børnene jublede. Han var en god én. Det var det vigtigste, at de havde det sjovt.
Hun gik mod stoppestedet. Forbi den gamle bolig, forbi legepladsen hvor hun havde drømt om egne børn med Jens, ind i parken, hvor de engang gik på weekendture. Hun forstod ikke hvorfor, men stien nærmest trak hende ind under de gamle træer.
En mand sad ved springvandet, skubbede en barnevogn frem og tilbage. Først syntes han hende bekendt så blev hun overvældet af sikkerhed: Det var Jens. Han så anderledes ud… håret næsten helt hvidt, siddende skævt, tomt blikket ud i det blå, barnevognen svingende tankeløst frem og tilbage. Men dét smerten i hans ansigt gjorde ham næsten usynlig, så lille.
Hun gik hurtigere, som ville hun indhente fortiden. Hun kendte den smerte. Havde kendt den altid. Vidst hvordan man taler den væk, hvis hun ellers fik lov.
Jens…
Han var kun et sammenkrøbet dyr ved hendes stemme, tør næppe hæve hovedet.
Hej Karen.
Hun satte sig på bænken, spurgte:
Hvordan går det?
Det var så idiotisk, hun ville flygte. Men han svarede. Stillede barnevognen og så op.
Ikke godt, Karen.
Hvorfor?
Endnu mere unødvendigt, men hun ville vide det.
Fordi jeg er alene. Fordi jeg dummede mig helt utroligt. Jeg tabte alt uden grund.
Sludder, sukkede hun. Du har alt, du har brug for. Meget mere end du lod mig sidde tilbage med.
Er det en dreng eller pige? Hun nikkede mod barnevognen.
En pige. Eva.
En ung kone, et barn hvad mangler?
Ingen kone, Karen. Eva mistede sin mor under fødslen.
Hun gisnede, en mærkelig sorg stak for kvinden, der havde ødelagt hendes ægteskab, men som intet ondt anede. Eva kom til verden, mens Jens pludselig blev alene igen, nu med et lille menneske ved sin side. Han begyndte at skubbe vognen langsomt igen, bange for at datteren skulle vågne.
De sad længe uden ord. Så talte de, begge på én gang. Så talte lyset, stjernerne over parken begyndte at tændes.
Karen rejste sig for at se pigen. Og blev ved vognen, stirrende på Evas ansigt.
Når du ser dit barn, forstår du alt, Karen kom Lene Andersens stemme et fjernt sted fra. Karen vendte uvilkårligt hovedet.
Et halvt år senere blev hun inviteret ind på kommunekontoret af selv samme Lene, der kom med en mørkhåret, alvorlig dreng, nikkede og gik, så Karen kunne tale med ham alene.
Mikkel, ved du, hvorfor jeg er her?
Du vil tage mig med.
Vil du bo hos mig?
Ved det ikke. Tror ikke du gør det.
Han så på hende, koldt, rutineret. Et lille håb tændtes, da Karen trak billeder frem.
Er det din mand?
Ja.
Og din datter?
Nej, Mikkel. Ikke min.
Håbet glimtede op, og Karen ville ikke lade det dø.
Ikke min endnu, men jeg vil gerne være mor for hende. Og for dig. Hvis du vil.
Du sender mig bare tilbage.
Hvorfor?
Det gør de alle.
Jeg er ikke som de andre. Ved du hvorfor?
Nej.
For jeg ved, hvordan det er at miste alt. Alt er tomt, ingen elsker en mere. Det gør ondt.
Det ved jeg
Ved du hvad en mor er, Mikkel?
Nej.
Det er en, der aldrig vil gøre sit barn ondt.
Er det synd for mig?
Hun så ham i øjnene og sagde langsomt nej. Jeg vil ikke have ondt af dig. Jeg vil elske dig. Jeg vil have, du har det godt. Jeg vil også gerne have Eva, den lille pige, får en storebror. En stærk. En, der aldrig lader andre gøre hende fortræd. Kan vi det?
Mikkel tav, så på Karens udtryksfulde ansigt, mærkede vemodet bag smilet. Den røde kjole var så blændende, at Mikkel måtte røre ved ærmet, for at være sikker på at han ikke drømte. Han strøg fingrene over det glatte stof.
Du kan li den?
Ja, meget.
Jeg købte netop den, da alt var værst. Og det hjalp. Nu elsker jeg farven.
Jeg kan også lide den, sagde han og smilede et tøvende smil. Jeg vil gerne prøve.
Nej, Mikkel, vi prøver ikke. Vi gør det bare. Jeg giver dig ikke væk igen. Men du må hjælpe mig. Jeg ved nemlig ikke hvordan man er mor endnu. Men jeg vil rigtigt gerne. For dig og for Eva. Vil du hjælpe mig?
Mikkel nikkede langsomt, og Karen trak vejret ind, som var hun fri.
To år senere gik en familie op gennem Mols bakker på række. Den mørkhårede dreng holdt øje med den pylrende lillesøster, som stak af fra alle og ville se alt.
Eva, der er ulve i skoven!
Nej!
Jo! Og bjørne! Store, sultne.
Deres mor har ikke givet dem grød?
Nej, deres mor kan ikke lave grød.
Men det kan vores.
Det er sandt.
Kan du så ikke give dem min portion i morgen? Og honningen du købte i går!
Nej, den elsker jeg selv. Skal du bæres, eller vil du gå?
Bæres!
Så gå til far! sagde Karen og sendte Eva til Jens, mens hun smilede til Mikkel. Nå, Mikkel, hvad siger du til bjørnegrød?
Mor, jeg vil ikke hjem endnu. Eva fodrer sikkert de vilde dyr, så kommer vi aldrig ud af hotellet igen. Måske skal de sulte lidt endnu?
Karen lo og kiggede ud over den grønne dal.
Eva, vi giver dem grød en anden dag. Jeg lærer det rigtigt først.
Godt, sagde Eva med det samme, og Karen og Mikkel byttede blikke.
Åh, mor! sagde Mikkel og lavede en grimasse.
Åh, min dreng! svarede Karen. Hold godt øje med din søster ellers ender vi med både bjørne og elvere hjemme hos os. For hun lader ikke nogen ude i kulden, hvis hun kan give dem grød og kærlighed.
Latteren gyngede over engen, sejlede ind mellem træerne, og morgendagens lys spejlede sig i alles øjne. Dagen var begyndt.
