Pernille, tænk dig lige om, sagde min kollega Katrine, mens hun rodede i sin halvlunkne kaffe. Manden har styr på økonomien, går i pænt tøj og har rene hænder. Egen lejlighed. Bil og det hele. Hvad er det mere, du vil have?
Jeg ved det ikke, svarede jeg og stirrede ud gennem ruden på Café Kaffetid, hvor vi sad hver tirsdag. Der er bare noget, som ikke føles rigtigt. Jeg kan ikke sætte ord på det.
Ikke rigtigt! udbrød Katrine og klaskede hænderne sammen. Du er niogtyve, Pernille. Ikke atten mere, hvor man kan vælge og vrage. En god mand løber ikke rundt og venter på dig. Tag ham i hånden og slip ikke.
Du lyder ligesom min mor.
Din mor har fornuften i behold. Hør nu på os.
Jeg nippede til min kaffe uden at svare. Hvordan skulle jeg forklare Katrine? At denne her Preben, toogtredive, projektleder i en større entreprenør, altid glatbarberet, vellugtende og nærmest modelagtig, alligevel gjorde mig urolig på en underlig måde? At han talte så korrekt? At smilet aldrig veg, men heller aldrig var ægte skævt eller varmt? At jeg ikke havde set ham være sjusket, vred eller forvirret på noget tidspunkt de tre måneder, vi havde kendt hinanden? Altså været levende.
Katrine ville aldrig have fattet det. Og min mor næppe heller. Men min mormor, Gerda på otteoghalvfjerds fra andelsboligen rundt om hjørnet, hun så på mig på en måde, der sagde alt uden ord.
Preben og jeg havde mødt hinanden til fælles venners fødselsdag. Jeg kom i en simpel blå kjole, ankom lidt for sent og havde overvejet at smutte tidligt, da han trådte hen til mig, nydelig i lysegråt jakkesæt og med et silkeskjult lommetørklæde.
Er du også havnet her ved et tilfælde? spurgte han.
Hvad mener du?
Du ligner én, der leder efter en udgang.
Jeg grinede. Han var godt selskab: fortalte spændende historier, lyttede, holdt øjenkontakt, uden at stirre, hvilket var forfriskende i sig selv. Ved aftenens slutning tilbød han et lift. Bilen duftede af dyrt læder. Han åbnede døren for mig og spurgte, om jeg ville køres helt til døren. Ikke overfladisk, ikke påtrængende.
Velopdragen fyr, tænkte jeg.
Derefter kom daterne. Restaurant, biograf, gåtur ved søerne. Preben kom med blomster uden anledning, huskede at jeg ikke tålte koriander, og en dag overraskede han mig med en bog, jeg nævnt i forbifarten. Jeg fortalte min mor om ham, mor fortalte moster Bodil, og snart havde hele kvarteret dømt: Hold på ham, sådan én er sjælden.
Min far, Poul Madsen, tungstenfyr på Carlsberg, næsten tres, sagde ikke meget da han mødte Preben til middag. Gav hånd, kiggede ham an og sagde:
Jaja vi får se.
Far, hvorfor sådan? spurgte jeg.
Bare vi får nu se.
Poul forklarede aldrig sine anelser. Han mærkede folk fra blik og håndtryk, ikke med ord. Og Prebens håndtryk korrekt, men lidt tomt.
Et halvt år efter friede Preben. Ikke på knæ med orkester, men på fin restaurant, hvor vi var første gang: lille æske, ægte diamant ikke stor, men smuk. Jeg sagde ja, hovedet snurrede. Alligevel nagede den uro dérinde.
Jeg ringede til mormor.
Mormor, han friede. Jeg sagde ja.
Pause i den anden ende.
Er du glad? spurgte Gerda.
Det tror jeg Ja.
Det tror jeg er ikke et svar, Pernille.
Jeg sad bare. Jeg er glad. Men det er som, jeg ikke helt kan forklare, hvad der mangler.
Du behøver ikke forklare. Kom søndag, jeg bager æblekage.
Mormors kager løser alle problemer. Søndag sad jeg i hendes lille køkken ved det runde bord. Gerda hældte te op og sagde ikke noget.
Du siger ikke noget, mormor?
Jeg venter på, hvad du selv vil sige.
Jeg skar forsigtigt i kagen.
Jeg forstår ham ikke, mormor. Vi har set hinanden i måneder, men han er stadig poleret. Aldrig vred. Aldrig sårbar. Som om han spiller en rolle.
Gerda rørte i sin te. Intet sukker.
Jeg lærte i mit liv: Se ikke, hvordan manden er på date. Se ham derhjemme. Ved spisebordet. Når noget ikke lykkes, når han er træt, eller noget går galt. Dér ser man ham rigtigt, ikke ved søen i solskin.
Skal jeg droppe ham?
Det sagde jeg ikke. Bare vent lidt med vielsesattesten. Se det, jeg sagde.
Jeg nikkede det lød fornuftigt. Men hele familien var allerede i gang med at forberede bryllup, og jeg følte mig fanget i et tog, der kørte.
Vi blev gift i maj. Småt, bare tætteste venner og familie. Min mor havde købt bryllupsmagasin, og Prebens mor, Vibeke, sad på første række og så på mig, som havde hun eksamensret.
Far sagde sin tale: Jeg ønsker dig, Pernille, at du får det godt. Sammen med én, der forstår, hvad det betyder.
Alle klappede. Preben smilede, jeg fangede fars blik der lå uro, skjult og stilfærdig.
Vi flyttede ind i Prebens toværelses i Vanløse. Alt i orden, hvidt og stilrent. Jeg pakkede mine ting ud, satte et par billeder op han foreslog venligt, at vi burde matche rammerne. Jeg tog billederne ned igen.
Det var begyndelsen.
Ingen skænderier, bare langsomt opdagede jeg, at Preben var fænomenal til at fremstå perfekt, men ikke anede, hvordan man var til. Han kunne ikke finde ud af kaffemaskinen, selv efter fem år. Anede ikke, hvor der var printerpatroner. En dag var brødet væk søndag morgen, og han ventede, at jeg ordnede det straks. Da jeg bad ham gå i Brugsen, kom han tilbage velsoigneret og med kage til 150 kroner.
Jeg sagde ingenting man laver jo ikke optrin om brød.
Så begyndte hans mor Vibeke at ringe dagligt: om han havde sovet godt og spist ordentligt. Hvis hun ikke fik fat, ringede hun til mig.
Pernille, er Preben i bad? Bed ham ringe. Jeg bliver nervøs.
Altid nervøs, hvis Preben ikke svarede.
Jeg forsøgte en dag: Preben, måske behøver mor ikke ringe hele tiden.
Hun er bare alene og bekymrer sig.
Men hun er voksen.
Pernille, det er min mor.
Og så var den samtale lukket.
Vibeke dukkede op i lejligheden bare fem minutter, blev tre timer, fiksede mit køkken om og kommenterede på mine indkøb. Brød skulle købes på bageren længere væk, ikke i Brugsen.
Jeg var venlig. Min mor insisterede på, at svigermødre skal respekteres. Far spurgte kun:
Har du det godt?
Det går.
Det går er ikke godt.
Han sagde det samme som mormor altid: se nu efter, hvordan du virkelig har det.
Preben forstod aldrig problemet. Han mente, at sådan lever man rigtigt job, penge, ingen byture, ingen druk. Om lørdagen til torvemarked med mor, om søndagen middag hos hende ligeså urørligt som søndagsgudstjeneste. Da jeg foreslog, vi kunne have én søndag sammen bare os, var svaret:
Mor forventer det.
Jeg bliver også skuffet.
Han så på mig med undren, som et barn der hører noget tosset.
Det er jo mor. Hun er gammel.
Vibeke var énogtres, gik til vandreture, tog akvarelkurser og kørte selv bil.
Jeg ringede til Jacob.
Jacob og jeg havde gået i folkeskole sammen, otteogtyve, arbejder som sjakbajs. Lidt rodet, havde altid snavsede hænder og gamle jakker, aldrig lommetørklæde eller modebevidsthed. Vi havde været venner siden 8. klasse. Under mine eksamener dukkede han op med mors hjemmebag. Efter mit første store brud i tyveårs-alderen sad han vedsiden af mig natten igennem uden at sige noget. Altid bare Jacob.
Hej, sagde jeg. Har du tid?
Du får altid tid. Hvad er der galt?
Vi gik en tur i Søndermarken, jeg fortalte alt. Jacob lyttede, uden et ord, men rynkede brynene.
Og hvad gør du så ved det? spurgte han.
Jeg siger noget, men han hører det ikke.
Jacob sagde stille:
Han hører det godt. Men det er bekvemmeligt ikke at lytte.
Jeg standsede. Tror du, jeg har valgt forkert?
Han så på mig. I hans blik lå noget, jeg ikke helt kunne læse og derfor kiggede væk.
Jeg tror, du kender selv svaret.
Det vidste jeg. At vide og at gøre noget ved det, var ikke det samme.
Bordet i haven kom på banen sidst i juli. Idéen stammede fra Vibeke: hendes havemøbler var rådne, det ville være så dejligt med en ny pavillon, men det er jo dyrt, og jeg kan ikke selv.
Jeg tænkte ikke mere over det. Men en uge senere sagde Preben:
Din far Poul, han er jo ferm med hænderne. Kan han ikke kigge på pavillonen?
Han er maskinarbejder, ikke håndværker.
Men du siger jo altid, han kan alt med hænderne, og mor ville blive glad.
Jeg fornemmede et eller andet uldent.
Preben, hvis din mor vil have ny pavillon, må hun da få den lavet eller vente lidt og spare op.
Han nikkede. Eller, troede jeg.
Så ringede Vibeke og spurgte pænt, min far kunne kaste et blik bare lige hurtigt og komme forbi? Jeg bager boller, sagde hun. Jeg sagde, at jeg kunne spørge.
Far tog derud, fordi han altid hjælper, hvis nogen spørger. Han så på den gamle pavillon, konstaterede, at den var færdig, forklarede, hvad nyt ville kræve. Vibeke nikkede, serverede boller, og så kom det: Poul, du kunne vel selv sætte én op? Du er jo så dygtig. Vi vil være dig meget taknemmelige.
Hvad med materialer? spurgte far.
Han regnede på det og opgav et beløb. Vibeke strammede munden: Måske kan det gøres billigere?
Ja, men så holder det også kortere.
Hun fik alligevel ikke svaret, men det var tydeligt, hvad hun mente.
Far lovede at tænke over det.
Han fortalte mig det. Jeg kogte.
Far, du skal ikke bygge gratis!
Det er jo bare svært at sige nej.
Jeg tager snakken med Preben.
Samtalen blev tung. Da han kom hjem den aften, lagde jeg alt på bordet:
Prebens mor vil have, at min far bygger pavillon for hende gratis endda for egne penge.
Preben gumlede og tænkte. Vi kan måske dække noget af materialet.
Noget?! Min far skal ikke arbejde gratis for din mor. I er næppe engang rigtig familie.
Snart jo.
Hvad ændrer det?
Han svarede ikke vredt bare uforstående. Hun har jo brug for hjælp, Pernille. Hun er alene.
Hun har dig!
Jeg kan ikke bygge.
Så må I hyre folk. Brug ikke min far!
Han lagde bestikket.
Du siger, vi udnytter ham. Men vi beder jo bare om hjælp.
Frivillig hjælp, ja. Ikke pres og belejligt familieforhold.
Hvorfor gør du det så stort?
Du må ikke bruge min far.
Den aften lå jeg længe og stirrede i loftet. Gerda havde haft ret. Man kunne se mennesket, når der skulle handles.
Jeg tog hjem til mormor næste morgen. Fortalte alt. Hun lyttede bare og sagde derefter:
Hvad føler du nu?
Vrede. Og flovhed. Over at jeg ikke så det før.
Skam gør ingen nytte. Vi ser, hvad vi vil se. Det er ikke dumhed, bare håb, og håb kan koste.
Hvordan ved man, man har valgt forkert?
Når du hele tiden betvivler egne følelser så har du ret. Du er ikke for følsom. Du nægter bare at tro det.
Men alle har knaster i forhold?
Det er kun svært, når man trækker sammen. Hvis kun én trækker og den anden forklarer hvorfor, det altid er okay sådan så bærer du det hele selv.
Min mormors hænder var slidte af et langt liv. Nok havde hun og morfar Keld skændtes, men de fandt altid sammen. Fordi begge lyttede, ikke fordi én tav.
Jeg har ikke valgt endnu, sagde jeg.
Stress ikke. Men vent ikke for længe.
Mens jeg stadig tøvede, endte min far med alligevel at tage til Vibeke for at hjælpe først bare se, så flere gange, fordi materialer skulle hentes og brædder var skåret forkert, så flere gange og alt for egen regning.
Vibeke sagde: Vi gør selvfølgelig op senere. Men den dag kom aldrig.
Jeg fandt ud af det ved et tilfælde og ringede arrigt til Preben.
Min far har arbejdet gratis i tre uger, købt materialer og ikke modtaget en krone. Jeg forlanger, du snakker med Vibeke.
Hun sagde, det ordner sig.
Tre uger er gået.
Mor har ikke så mange penge
Min far er heller ikke rig og har brugt egen opsparing!
Jeg tager snakken søndag.
Ring endten i dag eller i morgen. Det kan ikke vente.
Hans øjne viste træthed og irritation over, at jeg endnu engang drillede hans rolige hverdag.
Godt, jeg ringer i morgen, sagde han.
Det skete ikke. Dagen efter kom der i stedet opkald fra Vibeke:
Pernille, jeg beklager, men jeg har ikke penge lige nu. Kan Poul vente noget længere? Vi sætter stor pris på hjælpen.
Pavillonen står, ikke?
Næsten.
Så er ventetiden slut. Far har udført sit, betalt sit. Mere skal han ikke vente på.
Stemningen ændredes straks: Pernille, jeg er skuffet over din tone. Vi er jo familie.
Familie betyder ikke gratis.
Jeg fortæller Preben om dette.
Gør det.
Om aftenen kom Preben hjem. Vibeke havde åbenbart ringet.
Du var grov ved min mor.
Jeg sagde, det var urimeligt at vente længere.
Hun blev ked af din måde at sige det på.
Du undlod hele tiden at sige, det er forkert. Det er skuffende.
Du kunne være blidere.
Du kunne have bakket mig op. Tidligere.
Pause.
Hvis det gælder en side, hvis det gælder lojalitet hvilken vælger du? spurgte jeg.
Meget lang stilhed.
Jeg står ikke på nogen side, jeg vil bare have fred.
På min fars bekostning?
Han svarede ikke. Det var det værste.
Jeg ringede til Jacob. Har du tid?
Han kom, hørte alt og rynkede brynene endnu mere.
Sagde han noget til dit spørgsmål?
Nej.
Så ved du, hvad du skal.
Det er hårdt, Jacob.
Halvt år er ikke hele livet.
Nem nok at sige.
Men rigtigt.
Tror du, jeg gør det rigtige, hvis jeg skrider?
Han tav længe. Jeg tror, du ikke kan lade være.
Han kendte mig. Bedre end Preben nogensinde.
Tre dage senere ringede far midt om morgenen ophidset.
Pernille. Demoen. Pavillonen. Jeg tog ud for at tale om betaling. Den er væk!
Hvad mener du?
Helt væk. Afmonteret, brædder og bjælker væk. Kun soklen står tilbage. Vibeke er i tårer. Naboerne siger, de så en varebil i nat, en mand lastede det op og kørte. Alt forsigtigt skilt ad.
Jeg stod og frøs.
Spurgte du naboerne?
Ja. Kunne ikke se nummerplade.
Jeg ringede til Jacob.
Var det dig?
Lang pause.
Ja.
For søren, Jacob. Hvorfor?
Fordi din far betalte det hele, både materialer og tid. Jeg pillede det ned ordentligt. Alt er fragtet hjem til jeres have. Din far kan bygge den til sig selv eller sælge det. Ret skal være ret.
Ved du godt, hvilket postyr det giver?
De kan bare prøve. Der er intet ulovligt i, at man tager det, man selv har købt, med hjem.
Jacob…
Din far har hjulpet alle altid, men aldrig krævet. Nogen må hjælpe ham.
Senere på dagen eksploderede det, da Vibeke ringede til Preben, og han fløj hjem.
Han har saboteret alt! Vidste du det?
Fik det at vide i morges.
Din ven har begået hærværk!
Nej. Han fjernede det, der blev bygget og betalt af min far.
Det er ikke din sag!
Så lad politiet tage sig af det. Men jeg går nu.
Fordi af en havepavillon?!
Fordi af hele året. Pavillonen var sidste dråbe.
Jeg pakkede sammen de næste dage, flyttede lidt efter lidt hjem til mine forældre. Far hjalp uden ord. Da jeg tog den sidste kasse, krammede han mig.
Far, sig noget.
Det er synd, men du gør ret. Du kan ikke gøre forkert.
Jeg græd lidt på hans slidte t-shirt de hænder, oliede og stærke, var mine tryghedsstolper.
En uge senere ringede Katrine:
Så du er ude af det? Vidste, der var noget mystisk.
Jeg kom til at grine lidt.
Du sagde, jeg skulle holde fast.
Ja, men jeg kendte jo ikke hele sandheden.
Forlovelsesringen lå på dørkarmen, da jeg var forbi for sidste gang. Vibeke meldte ikke noget til politiet rygtet gik, at nogen havde fortalt hende, hun havde intet at have det i uden kvitteringer.
Jacob leverede materialerne til min far, som besluttede, at nu byggede han selv en pavillon i haven det havde han tænkt længe.
Bliver smart. Giver du en hånd? spurgte han Jacob.
Selvfølgelig.
De gav hånd. Min far nikkede. Korte, mandlige bevægelser.
Senere mødtes jeg og Jacob igen i Søndermarken. Nu var det september, klart i luften og bladene begyndte at gulne.
Hvordan har du det? spurgte Jacob.
Træt. Ikke over at gå, men over at det tog så længe.
Det er forståeligt.
Jeg standsede. Jacob du har vel ikke kun været min ven alle årene?
Han så på mig, smilte undvigende.
Nej. Det har jeg ikke.
Hvorfor har du aldrig sagt det?
Fordi du troede, du var lykkelig. Ville ikke knuse det.
Jeg så på ham. Samme slidte jakke. Arbejdshænder. Ingen stive smil bare et blik, jeg pludselig så hele vejen igennem.
Jacob, jeg ved ikke, hvad jeg føler nu, sagde jeg ærligt. Jeg har alt for nylig forladt noget tungt. Jeg er skrøbelig. Giv mig tid.
Det gør jeg. Altid.
Han havde aldrig mast på. Altid bare været der. Bygget ting om natten for min fars skyld ikke mange ville have gjort det.
Jacob
Ja?
Tak. For det hele.
Han trak på smilebåndet.
Det var faktisk mit pæneste stykke arbejde. Trist, det ikke kom op derude.
Min far får glæde af det.
Det gør han. Jeg giver hånd.
Vi gik videre. Bladene raslede. Året før havde jeg sagt ja i en blå kjole uden at lytte til mig selv. Gerda havde ret: Den ægte kærlighed mærker man i det stille.
Det føltes ikke som forelskelse, ikke som hovedet-rundt. Mere som bunden af jorden tryg, ukompliceret.
Jeg kunne ikke kalde det kærlighed. Ikke endnu. For mange sår, for megen træthed. Men noget i mig forstod: det her var en begyndelse, ikke en afslutning.
Senere ringede jeg til min mormor.
Hvordan går det, min pige?
Jeg lever.
Det er godt nok.
Jeg har været ude at gå med Jacob.
Pause.
Nå?
Bare gået og snakket.
Det lød også rigtigt.
Hvorfor forstår du altid alting, mormor?
Fordi jeg har kendt dig i niogtyve år. Og Jacob i otte. Og jeg har set, hvordan han har kigget på dig. Kun du har ikke set det.
Jeg grinede lidt.
Hvorfor sagde du aldrig noget?
Man skal selv nå til vished om den slags. Det kan ingen andre sige.
Du er klog.
Egentlig bare gammel. Noget hænger fast med alderen.
Mormor, hvad er så det bedste råd til lykken?
Lang pause.
Se ikke på, hvem der forkæler dig på din fødselsdag. Se på, hvordan de er mod dig tirsdag morgen. Det er der, virkeligheden bor.
Jeg hang lidt ved telefonen.
Virkeligheden bor i hverdagen. En natlig pavillon. Morgenbrød til eksamen. Stilhed kl. tre. Materialer, båret diskret hjem. Ikke ceremonier.
Når ingen ser. Og det hele handler om at gøre det rigtige, selvom ingen klapper.
Jeg anede ikke, hvordan det ville gå med mig og Jacob. Om vi skulle snige os, forsigtige, over isen. Måske gled vi. Måske blev vi bare venner altid. Men jeg var sikker på det ville være ærligt. Rigtigt.
Jeg stod lidt på altanen. Septemberluften var kold, og bladene duftede af regn. Nede i gården råbte børn. Det føltes levende.
Jeg besluttede at tage ud til min far i weekenden. Måske kom Jacob forbi, vi skulle jo opføre den pavillon.
Den ville blive god. Solid og lige. Man kunne drikke te i den til sommer. Måske ville Gerda også komme og sidde lidt.
Ikke så stort men ægte.
Og ægte er nok, som Gerda sagde en dag. Resten kommer, hvis du ser ordentligt efter og giver tid.
Jeg blev stående lidt, gik så indenfor og lukkede døren. Udenfor mørknede det. Man skulle have aftensmad. Man skulle videre.
Så blinkede telefonen stille: Jacob: Fri i morgen? Lad os spise ordentligt. Kender et sted, hvor suppen smager som hjemme hos mor.
Jeg så længe på beskeden. Ikke fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle svare. Men fordi jeg gerne ville huske dette øjeblik lige før alt begynder på ny.
Så skrev jeg:
Jeg er fri. Hvilket tidspunkt?
Han svarede straks:
Klokken syv. Jeg henter dig.
Jeg smilte. Forsigtigt. Lidt ligesom én, der for første gang prøver at tro på noget godt.
