Kærlighed på kanten
Jeg læner mig diskret ind til min veninde og hvisker:
Har du hørt, hvad de siger om Sofie?
Jeg gør mit bedste for at holde stemmen helt lav, så lektoren ikke opdager noget. Timen er lige begyndt, men nyheden jeg har opsnappet, er simpelthen for spændende til at vente til pausen. Jeg kan mærke, hvordan fingrene rastløst gnider i kanten af min striktrøje, det kribler under huden jeg har et desperat behov for at dele det, jeg har hørt.
Ida løfter ikke engang blikket fra sine noter, hun svarer blot kort:
Nej.
Efter et par sekunder fortsætter hun, stadig med øjnene nede i blokken:
Hvad har Sofie nu rodet sig ud i? Har hun sneget sig ind hos Jens midt om natten igen, og denne gang kunne han ikke mere og ringede til politiet?
Jeg griner dæmpet, men bider det hurtigt i mig, da lektoren sender et skarpt blik over sine briller. Jeg forsøger et undskyldende smil, griber kuglepennen og skribler noget tilfældigt ned, uden at jeg egentligt forstår, hvad emnet handler om.
Men jeg kan ikke koncentrere mig. Da jeg ser, at underviseren nu taler til nogle andre, drejer jeg mig lynhurtigt mod Ida igen, denne gang næsten lydløst:
De hentede hende på en klinik… Jeg tror, du ved, hvilken slags.
Ida sukker. Der er ingen foragt i hendes stemme, kun en udmattet resignation, som om hun har hørt alt det her før, og ikke orker at blive hverken overrasket eller engageret. Hun ryster ømt hovedet og hvisker:
Det var vist forventeligt.
Er det alt, du har at sige? snerper jeg, og bøjer mig tættere på hende. Jeg forstår det ikke er hun slet ikke nysgerrig?
Davidsen! lyder det pludselig hårdt fra lektoren, der med armene i siden stirrer anklagende på mig over brillekanten. Jeg kommer helt sikkert til at spørge dig til eksamen om det her emne! Du lytter ikke selv og forstyrrer bare dine klassekammerater!
Undskyld, jeg har fuldt fokus! skynder jeg mig at svare og forsøger at se overordentligt interesseret ud, mens jeg bøjer mig over papiret og tegner et par vilkårlige sætninger.
Men lige så snart lektoren vender sig væk igen, er jeg tilbage ved Ida. Jeg brænder for at fortælle detaljerne, som jeg havde overhørt, da to ældre damer småsnakkede ved opgangen tidligere på dagen. Historien er så spændende, at jeg nærmest ville fortælle den til hvem som helst men Ida, hun virker iskold. Hvordan kan hun dog være så ligeglad? Indeni vokser irritationen. Hvis hun alligevel ikke vil høre, så finder jeg bare en anden.
Lyden af klokken river mig ud af mine tanker. Jeg bliver straks ivrig og begynder at forklare:
Jo ser du, det er sådan at Sofie…
Stop lige der! siger Ida brat. Hun smækker notesbogen i og putter pennen hurtigt i tasken. Hun lyder markant mere bestemt nu, og jeg fornemmer, at hendes irritation har ligget og ulmet længe. Jeg er faktisk ligeglad med, hvad der er sket med Sofie. At hun er endt på en klinik? Det har jeg sagt i flere måneder, hun havde haft gavn af det for længe siden, og det sagde jeg også direkte til hende. Nu kan hun endelig få hjælp.
Jeg kniber fornærmet munden sammen og vender mig væk under en mur af skuffelse. Fint så, hvis hun vil være sådan, kan jeg bare finde en anden at snakke med. Min plan er klar jeg sender hurtigt blikket rundt og får øje på Maja ovre i hjørnet. Hun elsker sådan noget sladder og lytter altid med store øjne. Jeg styrer direkte mod hende, finder ordene frem, så jeg virkelig kan male billedet. Der skal bare snakkes højt nok så samler folk sig hurtigt…
Men i det samme, mens gruppen af piger kaster sig over den andens problemer, opdager Ida, at hun faktisk oprigtigt føler med Sofie. Tankerne kører rundt: Hvorfor greb ingen ind før? Hvorfor mærkede ingen, at der var noget galt, længe inden det bakkede helt af? I stedet havde familien og vennerne ofte gjort grin med det, opildnet hendes besættelse. Det klemmer i brystet, for Ida føler dagligt større og større medfølelse med pigen, der fangede sig selv i sine egne illusioner…
*************
Det hele begyndte ellers som noget udramatisk. Til en universitetsfest mødte Sofie en fyr, som hun straks syntes om. Der var egentlig ikke noget særligt i det: Jens var flot, havde et mildt smil og var udadvendt og imødekommende, hvilket tiltrak mange piger.
Men Jens var hurtig til at gøre det klart, at han ikke var interesseret. Han var allerede næsten forlovet og ville hverken flirte eller noget andet.
For Sofie blev afvisningen dog kun en spore. I stedet for at acceptere situationen, bekendtgjorde hun højlydt i selskabet, at snart ville Jens forlade sin kæreste og være hendes. Hendes veninder fniste, slyngede nogle vittigheder gennem luften, og samtalen gled hurtigt videre. Men ikke for Sofie. Hun tog sine egne ord som en udfordring.
I starten var det nok mest hendes såret stolthed. Hun forstod ikke, hvordan hun ikke straks kunne charmere en fyr som ham. Men efterhånden blev drillerierne til dybfølte følelser. Det, der først var et lille ego-projekt, voksede sig til ægte forelskelse. Hun kunne ikke lade være med at tænke på ham; hun begyndte at opsøge ham på campus og til fester. Efterhånden fik det lov at fylde mere og mere, indtil alle andre interesser blev fortrængt.
I begyndelsen var det nærmest sødt. Hun lavede små sedler med god dag og lagde dem i hans skoletaskelomme, sendte chokoladebisser gennem fælles venner, smilede bredt, når de tilfældigt krydsede hinanden på gangen. Jens var overrasket, men trak lidt smilende på skuldrene han syntes, det var harmløst nok.
Men over tid ændrede hendes opførsel sig. Hun blev påtrængende, vidste altid hans skema, holdt øje med ham ved klasselokalet, tilfældigvis et par minutter før timen sluttede. Hun begyndte at bombardere ham med beskeder: Hvordan går det?, Skal vi tage en kaffe?, Held og lykke med eksamen. Det blev hurtigt mere: lange romaner om, hvad de kunne lave sammen, hvilke film de burde se, hvilke løberuter de skulle tage sammen.
Jens begyndte at svede ved tanken om hende han fik en sælsom uro, og det kradsede indvendigt, hver gang endnu en besked tikkede ind et minut efter den forrige. Han havde ikke lyst til at såre hende, men han blev ærligt talt bange.
En morgen, på vej ud ad døren, fandt Jens en stor plysbjørn foran dørtrinet med et brev. Han så sig låne rundt, tog det med ind. I brevet stod der, med sirligt dansk håndskrift: Jeg ved, du ikke helt tør indrømme det endnu, men du elsker mig allerede. Bare vent. Jeg er her, indtil du er klar.
Jens mærkede sig kold langs rygsøjlen og undrede sig over, hvordan hun dog havde fundet hans adresse. Til sidst begyndte han virkelig at føle sig forfulgt.
Et par dage senere ventede Sofie udenfor træningscentret. Hun strålede, da hun fik øje på ham, og han så straks hendes nye træningstøj, det glade smil, men også det urolige glimt i øjnene.
Jeg har meldt mig ind, tænkte vi kunne træne sammen! sagde hun begejstret. Forestil dig, hvor hyggeligt! Fælles interesser, fælles løb,
Hun snakkede i ét væk, og Jens kunne mærke irritationen ulme bag masken. Han svarede forsigtigt:
Sofie, jeg har en personlig træner, og du ville ikke kunne følge min træningsplan. Og jeg har brug for at træne alene.
Det gør ikke noget, så venter jeg bare på dig bagefter! svarede hun kækt. I et øjeblik så han et skarpt glimt af beslutsomhed i hendes blik, som om hun havde besluttet sig for, at sådan skulle det være. Vi kan tage en kaffe senere.
Jens følte uroen vokse. Han vidste, at han ikke længere kunne tale hende til fornuft. For første gang sagde han hårdt:
Nej, Sofie. Ingen kaffe. Ingen fællestræning. Lad mig være. Det er ved at være nok!
Hun smilede bare, uforstyrret:
Du forstår ikke hvor godt vi kunne have det. Jeg er tålmodig det kommer nok!
Jens forsvandt hurtigt, og mens han gik, løb tankerne rundt: Hvordan sætter man grænser, som faktisk bliver respekteret? Hvorfor ser hun ikke alvoren?
Jens var nu så tynget, at han delte det hele med sin kæreste, Laura. Han fortalte om de mange beskeder, sedler, plysbjørnen, overvågningen og hvordan han hele tiden følte sig betragtet. Laura blev alvorlig og sagde, at hun ville tage en snak med Sofie.
Næste dag fandt Laura Sofie i kantinen og satte sig over for hende. Roligt men fast forklarede hun om brylluppet, bad hende trække sig tilbage, forklarede hvor grænseoverskridende det var. Sofie lo højt og sagde, med en overbevisning der næsten virkede vanvittig:
Du forstår ikke. Han er bare ikke klar over, at han elsker mig endnu. Men det gør han snart jeg hjælper ham.
Siden eskalerede det for alvor. Sofie begyndte at ringe til Jens midt om natten, fyldte hans indbakke med beskeder nu også med trusler mod Laura, vel camoufleret, men klar nok. En aften kunne Jens se, at nogen havde forsøgt at brække sin hoveddør op.
Nu blev Jens skræmt for alvor. Han skiftede mobilnummer og bad alle venner om ikke at dele det med Sofie. Men på mærkelig vis fik hun altid fat i oplysningerne igen gennem vennekredse, sociale medier.
En uge efter at have skiftet nummer tikker der et billede ind af hans bil, parkeret uden for huset tekstet: Jeg ved altid, hvor du er. Jeg er altid tæt på. Mobilen rystede i hans hånd, og sveden sprang ud i ansigtet. Aldrig havde han følt sig så jaget.
Da han samme aften kommer hjem, står Sofie i opgangen, lænet op ad muren, som om hun har ventet længe. Pelsen på frakken er krøllet, håret i uorden, men øjnene brænder.
Hun kaster sig frem, griber fat i hans jakkeærme:
Endelig! Jeg har ventet på dig i tre timer men det gør ikke noget, du er det værd, ikke?
Jens prøver at vride sig fri, men hun holder fast.
Lad os nu bare snakke. Du er forvirret, men jeg hjælper dig med at se det hele klart. Vi bliver lykkelige, du vil se det.
Gå væk, siger Jens stift. Stop, ellers kontakter jeg politiet.
Sofie slipper chokeret taget kun et sekund fryser der noget smerte i hendes blik. Så ændrer det sig øjeblikkeligt til en stædig, næsten manisk glans.
Du slipper ikke for mig. Du er min. Du ved det bare ikke endnu.
Jens får sig vridet fri og haster op i lejligheden, spænder kæden for døren og synker sammen mod væggen, gennemblødt af angst og lettelse. Han ved nu, at alvorlige skridt skal tages.
Han beslutter at opsøge Sofies mor, som arbejder i receptionen på et lille velværesenter tæt ved universitetet. Han venter diskret, indtil hun har tid.
Jeres datter har det virkelig ikke godt. Hun forfølger mig, skriver og ringer hele tiden, nu også med trusler mod min kæreste. Kan I ikke hjælpe hende, før det går helt galt?
Sofies mor slår en let latter op, trækker på skuldrene og siger:
Åh, du overdriver da bare lidt. Piger kan nu være lidt dramatiske. Om nogle uger er hun sikkert ovre det.
Jens forlader stedet, mere opgivende end før.
Kort tid efter denne samtale tog Sofie opstilling under Jens vinduer, først med opkald, siden råbte hun hans navn, råbte at han ikke kunne gemme sig. Stemmen knækkede, ordene blev hysteri; hun tiggede, truede og kæmpede. Til sidst måtte naboerne ringe efter politiet.
Da de ankom, tog de straks bestik af situationen: Sofie var ude af sig selv, forvirret, svedig, rystende hun kunne skade sig selv eller andre. Derfor kørte de hende på psykiatrisk skadestue, hvor hun omsider fik hjælp.
Senere fik Jens besked på, hvad der var sket Laura ringede og fortalte det. Han sukkede dybt, oplevede både lettelse og medfølelse: Sofie ville nok aldrig gøre nogen ondt med vilje, men hendes kærlighed var blevet til noget farligt. Nu kunne han kun håbe, at hun fik den behandling og støtte, hun havde brug for…
*******************
Hvor var Sofies familie egentlig i alt det her? Hvor var hendes mor, hendes søster, hendes far? Hvorfor så ingen, at kærligheden for længst var blevet til en tung besættelse? Ida stiller sig de spørgsmål, mens hun hører sladderen svirre rundt endnu engang.
Ingen ville hjælpe hende, mumler Ida bittert, mens hun står ved vinduet udenfor auditoriet. Tårerne presser sig frem, og hun klemmer sweaterkanten mellem fingrene. I sladrede bare. I gjorde grin med hende og lagde blot flere brænde på bålet. I opmuntrede hende, i stedet for at dæmpe ilden.
Maja, der normalt elsker en god sladder, står denne gang stille og ser ned.
Jeg vidste ikke, det kunne blive så slemt, indrømmer hun stille. Jeg troede bare, hun var forelsket. At det gik over.
Ja, vi troede allesammen, det gik over, siger Ida og ryster på hovedet. I mellemtiden druknede Sofie i sine egne forestillinger hun overbeviste sig selv om, at Jens var hendes livs kærlighed, selvom hun mistede sig selv undervejs. Det hun trængte til, var støtte ikke latterliggørelse. Hun havde brug for nogen, der sagde: Sofie, skal vi ikke lige snakke?
Ida tænker tilbage på den glade, deltagende pige, Sofie var hende, der lo og spredte godt humør men som forsvandt ind i Mareridtet. Hvordan kunne det gå så galt? Hvorfor svigtede de voksne og vennerne? Hvorfor var der ingen, der rakte ud, før det blev farligt?
Måske er det egentlig ikke for sent. Når Sofie en dag kommer tilbage, vil jeg i det mindste prøve. Bare være der, lytte, støtte for nogle gange er det det allervigtigste, vi kan gøre for hinanden.
Livet har lært mig: Vi skal turde tage det første skridt, nå ud og række hånden ud, før nogen mister sig selv i ensomhed og illusioner. Det er vores ansvar, ikke bare at sladre, men at hjælpe.
