Knuste forventninger
Mads stod i stuen med en lille blå fløjlæske i hånden. Han havde øvet sin tale utallige gange hvert ord, hver eneste betoning lå frisk i hukommelsen. Alt skulle spille! Perfekt! Ikke en eneste ting måtte gå galt…
Han tog en dyb indånding, prøvede at dæmpe sit indre rystelser, men hjertet hamrede hårdere end nogensinde, næsten helt oppe i halsen. I tankerne så han allerede for sig, hvordan æsken blev åbnet, hvordan hun så på ringen, hvordan…
Så brød en velkendt, lys kvindestemme stilheden fra entreen:
Mads, er du hjemme?
Mads fór sammen. Tiden trak sig sammen til en knude i maven. Uden at tænke kom fløjlæsken i lommen, og han tørrede de fugtige hænder af i buksebenene, næsten febrilsk i bevægelserne.
Jeg er her, røg det ud af ham, hæst og alt for nervøst. Han rømmede sig, prøvede at genfinde den rolige stemme, og fortsatte mere kontrolleret: Kom lige ind. Kom hjem for ikke så længe siden.
Han smilede blidt, gik hen til Anna, og kyssede hende forsigtigt på kinden. Varmen fra hendes hud og den lette duft af hendes parfume fik ham, bare for et øjeblik, til at glemme uro og nervøsitet. Men så skævede han ned mod indkøbsposen i hendes hånd den så nemlig ikke let ud. Mads rynkede bekymret panden; en bølge af omsorg skyllede ind over ham.
Du godeste, Anna… Hvorfor slæber du alt det der? Du må ikke overanstrenge dig. Du ved, du skal passe lidt på dig selv.
Anna lo stille og rystede på hovedet. Hendes blik, skarpt og opmærksomt, gled kort over hans ansigt. Hun så godt, hvordan hans fingre rystede en smule, og hvordan han slugte nervøsiteten, da han satte posen fra sig. Noget var helt galt.
Er der noget i vejen? spurgte hun, let bekymret. Du virker ikke som dig selv. Du er så anspændt.
Mads rystede alt for hurtigt på hovedet, næsten komisk hurtigt.
Ej, det… det er ikke noget. Han formåede at få stemmen næsten til at lyde neutral. Der er bare noget på arbejdet, et projekt der hænger. Der er styr på tingene, men alligevel, man bliver jo lidt stresset. Ved ikke helt hvorfor…
Han stoppede sig selv det lød allerede som for mange forklaringer og skyndte sig at dreje samtalen væk fra sit eget usikre indre:
Har du lyst til noget at spise? Jeg lavede aftensmad lige præcis noget du kan lide. Synes det er rart at komme hjem til noget lækkert efter jobbet.
Da han sagde aftensmad, virkede stemmen endelig tryg. Mad, dét var sikkert terræn; der følte han sig hjemme. Han smilede lidt bredere og håbede, det var nok til at hun lod ham være i fred lidt.
Nej tak, jeg smuttede på café med en kollega. Men jeg siger ikke nej til en kop te… Og vi har vist også noget, vi skal tale om.
Annæ bemærkning blev sagt stille og hverdagsagtigt, men Mads mærkede straks nervøsiteten slå ud i kroppen igen. Har hun gennemskuet noget? Tankerne piskede rundt i hovedet, mens han tvang et lille smil frem og lod hende gå forrest mod køkkenet. Han prøvede at styre vejrtrækningen: Hvis han redselslagen nu, ville alt gå galt. Han var bange for at begynde at stamme, blive rød i hovedet eller miste øjenkontakten og så ville alt falde fra hinanden. Han havde jo ventet så længe, øvet sig, glædet sig…
De gik ud i køkkenet. Mads satte vand over til te og forsøgte at skjule blikket fra Anna. Næsten alt hvad han rørte ved, blev sat fra sig igen, som om han påførtte et lille køkkenkaos bare for at gøre noget med hænderne.
Er det noget vigtigt? fik han endelig fremstammet. Han lagde an til at lyde ubekymret, men stemmen blev for lys, og det sidste ord lidt for hastigt. Måske vi skal have noget stærkere end te?
Han forsøgte at smile. Det virkede stift og påtaget, mens han indvendigt kun kunne spekulere: Hvad vil hun? Hvad er det, der er galt?
Te er fint, svarede Anna stille, mens hun satte sig ved bordet. Hendes stemme var rolig, men der var alvor i hendes mørkeblå øjne. Man skal have klar hoved til en snak.
Mads stivnede med koppen i hånden. Kedlen begyndte at hvæse, og lyden virkede tusind gange højere end normalt. Han stillede koppen forsigtigt ned, vendte sig mod Anna og trak vejret dybt. Nu afgjorde alt sig. Samlede han modet? Eller ville han tøve endnu engang…?
Han turde knap tænke på det.
Noget i Annas tone gjorde ham urolig øjnene var meget seriøse, tungtvejende pauser mellem ordene. Hvad skulle hun mon til at sige? Var det arbejdet hun havde tænkt sig at sige ja til et tilbud i udlandet? Tanken nagede. Billeder dukkede op af hende på forretningsrejser, hvor de sjældent ville se hinanden, med telefonen vibrerende konstant med beskeder fra nye kollegaer… Nej, det ville han ikke!
Ser du, begyndte hun stille, mens hun stirrede ned i koppen der er sket et par ting for nylig som har fået mig til at gentænke, hvad jeg egentlig vil med livet. Hvad drømmer jeg om? Vil jeg blive her i byen, have børn, skabe familie? Kan jeg lide mit job overhovedet? Jeg har tænkt længe over det. Meget længe. Og jeg har besluttet, at nu vil jeg ændre alt.
Hun sagde ordene lavmælt, men hun var urokkeligt beslutsom. Anna så ham i øjnene, ikke for at spørge om hans mening, men for at understrege at det her kom hun ikke til at ombestemme. Hun havde gerne haft ham til at forstå alvoren.
Mads mærkede mund og hals blive knastørre. Han tog fat i koppen med et forjaget sug og satte den hurtigt fra sig teen, som han selv lige havde lavet, smagte pludselig frygteligt bittert. Uden på viste han intet skuldrene ranke, blikket lige frem, læberne i en halvt kløftet, halvt neutral mine. Men indeni væltede alt rundt, tankerne myldrede af forslag til hvad hun egentlig mente.
Hvad mener du med det? spurgte han sagte, lige lidt for usikkert. Men hurtigt tvang han sig til ro.
Han ventede, stirrede. Alt gik langsommere. Alverdens spørgsmål susede gennem hovedet, men ingen blev sagt højt.
Anna talte næsten hviskende, som om ordene gjorde ondt. Hun stirrede ned i træets åretegninger i bordpladen som om hendes svar måske kunne findes der. Hendes teske blev vredet rundt mellem fingrene; op, ned, henover kanten af underkoppen. Det virkede som om det mest var skeen, der blev betroet hemmeligheder, ikke ham.
Jeg vil have et nyt job, flytte fra byen, finde nye venner og… nye forhold. Mads, du er en god fyr. Stabil, klog, pæn fyr. Men du kan aldrig give mig det, jeg virkelig ønsker, stemmen dirrede, men hun slugte hurtigt og fortsatte: Du tjener ok, har din lejlighed, bil. Du er tilfreds med tingene og vil ikke ændre noget. For mig er det ikke nok. Jeg vil ud at rejse, bo i et stort hus med fantastisk udsigt. Jeg vil gå i pels og guld.
For hvert ord hun sagde, knækkede noget inde i Mads. Han søgte febrilsk i lydene efter et spor af tvivl, bare en lille glød af usikkerhed hos Anna. Men nej hun var urokkelig. Han ville sige noget, forklare sig men der var tomt i hovedet. Så, næsten pr refleks, greb han fat i noget helt konkret og nærmest absurd:
Du hader da pels, gør du ikke? Han løftede øjenbrynet, forsøgte at lyde afslappet, men det blev mest forundret. Den gang jeg gav dig en pelsvest, kan du huske hvordan du reagerede? Hvor vred du blev! Du sagde det var dyreplageri…
Han trak skævt på smilebåndet. Han huskede tydeligt, hvordan Anna havde krydset armene og nærmest eksploderet af forargelse dengang. Men nu virkede den historie som et sidste værn. Hvis hun kunne skifte mening om det, så var der måske også bare tale om midlertidig vrede for alt det andet?
Anna så op med lyn i øjnene, såret og vred. Hun havde forventet alt andet end den reaktion. Alt det hun havde forberedt, og så trak Mads bare et gammelt argument om pels op.
Så naiv jeg var dengang! hvislede hun bittert. Er det virkelig det eneste, du har hæftet dig ved? Ingenting andet?
Hun kneb hænderne sammen i knytnæver, slap dem og prøvede at få styr på sig selv igen. Hun ville have ham til at mærke alvoren, have ham til at reagere diskutere, omfavne eller i det mindste engagere sig. Men hans rolige facade, det løftede øjenbryn, fik bare hendes frustrationer til at koge over.
Mads placerede sig roligt mere bekvemt på stolen, nærmest mageligt, som om han ikke så noget usædvanligt i situationen overhovedet. Hvis hun ville gå så måtte hun gå. Han havde jo ingen grund til at tude?
Jo, jo, sagde han monotont. Jeg prøver bare at forstå. Hvorfor lige i dag? Og hvorfor har du handlet ind, hvis du vil gå fra mig? Jeg har da hænderne skruet rigtigt på.
De ord fik virkelig Annas temperament på kogepunktet. Hun havde jo netop åbnet op om alt og så spurgte han ind til dagligdags bagateller?!
Anna sprang op, stolen knirkede mod plankegulvet og bumpede op mod væggen. Hun stod med hilsende næver, øjne blanke af vrede eller gråd det var svært at afgøre.
Følelseskold stodder! skreg hun, stemmen rystede af arrigskab. Hvorfor i dag? Jo, fordi jeg har mødt en mand med penge, der faktisk viser interesse for mig. I modsætning til dig udvikler han sig! Han nøjes ikke med at have det okay han vil frem!
Hun lod ordene strømme ud hun havde sikkert holdt dem tilbage længe. Hun gik helt op til ham, klare øjne, i håbet om at hun ville blive set og hørt.
Mads sad stadig tilbage i stolen, lidt lænet bagud med korslagte arme og et ansigt uden gnist. Indeni sled og brændte det, men han sagde ingenting et øjeblik, tænkte over det, og spurgte så i samme nøgterne tone:
Og maden?
Spørgsmålet ramte Anna hårdt. Hun stirrede vantro på ham.
Hvad rager det dig! råbte hun, skingrende Er du helt ligeglad med, hvad jeg siger?
Mads så hende roligt i øjnene. Bortset fra et koldt blik syntes der ikke at ligge nogen følelser i hans ansigt. Men kun han vidste, hvor meget det egentlig kostede at holde masken…
Ja, faktisk, sagde han og trak på skuldrene, lo tørt uden enhver form for glæde. Eller havde du regnet med, at jeg tog dig i hånden og tiggede dig om at blive? At jeg skulle love dig guld og grønne skove? Skal jeg arbejde døgnet rundt bare for at gøre dig tilfreds? Er det ikke lige lovlig meget forlangt?
Anna ville indvende noget, men stoppede op. Hun stod og stirrede på ham, og det gik op for hende han havde slet ikke tænkt sig at kæmpe for hende. Intet drama, ingen bønner. Han lod hende bare gå. Og det var endnu værre.
Du… du prøver engang ikke? hviskede hun spagt, mest overrasket.
Hvorfor skulle jeg, hvis du har bestemt dig? svarede Mads ligefremt. Jeg vil ikke tigge dig om at blive. Jeg respekterer din beslutning, selvom jeg ikke forstår den. Trodser du virkelig, jeg vil ofre alt for at leve på dine præmisser?
Anna knyttede næverne, så neglene gravede sig ned i håndfladerne. Ansigtet brændte af vrede og forurettethed. Hun havde forventet alt muligt bare ikke det her.
Det ville ellers have været en begyndelse i det mindste ville du have haft en chance! snerrede hun med rystende stemme. Hun håbede stadig, hans facade ville briste. Men Mads hævede bare en bryn, som om han hørte et foredrag om aktier, han ikke gad.
Ah, du overvurderer dig selv lidt, Anna, sagde han stille og lænede sig tilbage. Det var belejligt at have dig her. Men tro mig, der er ikke mangel på kvinder, som gerne ville flytte ind. Helt ærligt, du gør livet lidt lettere ved selv at trække stikket. Så bliver jeg ikke ham den utro eller det, der er værre.
Hans ligegyldige tone gjorde langt mere ondt på Anna end hvis han havde råbt ad hende eller smidt ting efter hende. Hun trådte vredt et skridt nærmere, knapt i stand til ikke at ruske ham.
Hvordan kan du være så iskold? rasede hun næsten højt. Stemmen skælvede, tårerne pressede sig på, men hun nægtede at give ham den tilfredsstillelse. Hun havde regnet med tårer, undskyldninger. Men hans kulde var rædselsfuld.
Hvad skulle jeg ellers gøre, tude? han trak let på skuldrene Jeg bør måske takke, for at vi slutter nu.
Tavsheden i køkkenet var tung, kun uret på væggen tikkede monotont og ligegyldigt. Anna åndede tungt, hun blev overvældet af følelser. Hun ville sige noget, men ordene sad fast. Alt i alt føltes det forkert ingenting forløb som hun havde forestillet sig.
En skarp lussing skar gennem rummet. Hendes hånd fløj uden hun vidste af det, og følelsen i Mads ansigt var varm og sviende. Hun stivnede, med øjnene rettet mod ham ventede reaktion. Men han rørte sig ikke, han sad bare der.
Det var som et signal. Anna maste sig ind i soveværelset, hev kufferten ned fra skabet og begyndte iltert at skrabe tøj bluser, jeans, sko ned i den. Hun skulle væk, hurtigt, før beslutningen smuldrede.
Ja, hun var selv brudt ud. Ja, hun havde skældt ham ud for ikke at være nok. Alligevel havde hun set det hele for sig: Han ville kæmpe for hende, trygle, love at ændre sig. Men han han lod hende bare gå.
Men han var ikke ligeglad…
Mads sad alene i køkkenet, hovedet hvilende mod hænderne. Albuerne på bordet, fingrene viklet ind i håret. Indeni stormede det. Han kunne have væltet alt og skreget, hvis ikke han tøvede det ville bare ikke gøre noget bedre.
Han elskede Anna. Derfor havde han brugt det sidste halve år på at spare op til forlovelsesringen! Æsken lå nu i øverste skuffe, minutiøst udvalgt, betalt for krone efter krone. Han havde forestillet sig, hvordan hun ville juble, når han friede… Nu var drømmen blevet et fjollet eventyr.
Han lyttede til den hektiske pakkelyd fra værelset. Han ville gå derind, sige noget men hvorfor? Alt var sagt. Måske alt for meget, måske for lidt.
Køkkenet lugtede af te og brændt mad. Den daglige, hyggelige duft føltes næsten hånlig i næsen. Mads knyttede næverne. Alt faldt fra hinanden, så banalt og udramatisk, at det næsten var tragikomisk.
Mads havde kendt til Annas drøm om at bo i et lækkert hus i en forstad nord for København. Hun havde ofte beskrevet sin idealbolig: store vinduer, flot have, fredelige naboer, ingen støj. Anna malede et billede af det perfekte liv og Mads ville gøre alt for at virkeliggøre lige det.
Han havde ikke været doven. Tværtimod havde han det sidste år arbejdet som aldrig før ekstra projekter, nyt ansvar. Han var blevet forfremmet, og rygterne sagde, at endnu et lønhop var på vej. Han havde sparet op, uden at nævne noget for Anna. En dag ville han tage hende med ud, vise hende huset, sige: Anna, vi fandt det. Vores drøm.
Nu sad han og tænkte på, hvordan hun ville have reageret. Han havde undersøgt boliger, tjekket planteninger, forestillet sig deres morgenmad på terrassen og grillaftener med venner.
Tankestrømmen blev brat afbrudt. Han knyttede hænderne hårdt. Hvordan kunne hun overse alt det han gjorde? Tro at han var ligeglad? Selvfølgelig fortalte han hende ikke om det hele han ville jo overraske hende.
Mads trak vejret dybt hænderne rystede. I hovedet kørte én sætning: “Hvorfor? Hvorfor falder det hele sammen, nu hvor jeg endelig var så tæt på at gøre hende glad?”
Han rejste sig langsomt, med tunge fødder. Han gik ind i badeværelset uden at se sig tilbage han måtte bare væk et øjeblik.
Foran spejlet så han mærket efter lussingen. Huden glødede rødt; Hun har altid været en stærk kvinde, tænkte han tørt. Han kørte hånden over kinden, som ville han gnide alt væk.
Netop som han vaskede sig, hørte han døren smække Annas fodtrin døde ud i opgangen. Var hun virkelig væk allerede? Mads slukkede for vandet, tørrede ansigtet, gik ind i stuen. Skabet stod på klem, tøj lå henkastet på sengen og på gulvet men meget var forsvundet. Hun måtte have forberedt sig på forhånd.
Mads stak hånden i lommen, mærkede æsken med ringen. Han greb den hårdt, låget gravede sig ind i hans hånd. Uden at tøve smed han den direkte i skraldespanden. Den landede med en dump lyd mellem plasticposer og aviser.
“Dér hører den til…” tænkte han, tom. Ingen tårer, ingen skrig, bare en død tomhed.
Han gik hen til vinduet og stirrede ud. Livet på gaden gik videre: mennesker med indkøbsnet, børn på legeplads, biler på Amagerbrogade. Alt som det plejede, men for Mads var verden vendt på hovedet.
***********************
Anna gik med rank ryg, fast besluttet på at lægge sit liv om. Hende nye velhavende kæreste holdt dog ikke længe allerede efter et par uger gled han væk uden forklaring. Telefonen forblev tavs, ingen undskyldning, ingen besked.
Alene følte Anna en vrede, først rettet mod alle så mod sig selv. Hun begyndte at analysere, hvor det hele gik galt. Og så tænkte hun mere og mere på Mads hans stille ansigt, hans rolige stemme den aften, hans værdighed. Hun huskede nu, hvordan han aldrig råbte, aldrig bad om at få hende til at blive, aldrig bøjede nakken. Det virkede ikke som ligegyldighed, men snarere respekt.
En måned senere samlede hun sit mod, tog sin pæneste kjole på, lagde makeup for at skjule de værste spor af søvnløse nætter, og gik op foran hans dør. Hun stod længe, trådte nervøst på stedet, inden hun ringede på.
Mads åbnede ikke straks. Han så ud som han var taget direkte ud af sengen: uglet hår, morgenkåbe, te i hånden. Da han så Anna, fortrak han ikke en mine ingen overraskelse, intet glædesudbrud, bare et blik uden udtryk.
Mads, jeg… startede hun, men han afbrød uden blikket.
Lad være.
Jeg vil bare snakke, hun trådte et skridt tættere på, men han blev stående, solid som en væg. Jeg ved nu, det var forkert det jeg gjorde. Du havde ret. Jeg vil gerne tilbage.
Han satte tekruset fra sig.
Tilbage? gentog han tørt, næsten som om han smagte på ordet. Til hvad, Anna? Der er ikke noget os længere.
Men vi kan jo starte på ny! nu med desperat håb i stemmen. Jeg har forandret mig, jeg ved det nu. Jeg stiller ikke krav, jeg vil bare… have en chance.
Han rystede på hovedet og trak på smilebåndet med træt resignation.
En chance, til hvad? Så du om et halvt år igen får øje på bedre muligheder og går uden at se dig tilbage? Nej. Jeg spiller ikke det spil mere.
Hun ville sige noget, men han løftede hånden.
Du ved, jeg havde købt en ring til dig. Ville fri den aften. Jeg smed den faktisk i skraldespanden bagefter. Men senere tænkte jeg, at jeg hellere ville beholde den. Som en påmindelse om hvordan nogle kvinder er, når griskheden vinder.
Anna forblev stum, tårerne truede, men hun nikkede kun og gik.
Mads lukkede døren, gik ind i køkkenet, åbnede skuffen, tog den lille æske frem. Han lod fingeren glide over fløjlen, før han lagde den tilbage.
Alt var slut.
