Der var engang en pige ved navn Agnes Madsen, som voksede op i den lille landsby Lindeå. Hun var den ældste datter i en stor familie. Agnes var en kraftig pige brede skuldre og høj, og allerede som barn begyndte hun hurtigt at vokse fra sine jævnaldrende.
Børnene på egnen forsøgte nu og da at finde på øgenavne til hende de kaldte hende blandt andet Jættekællingen og Tårnet, men ingen af navnene fæstnede sig. Agnes var nemlig ikke en, man sådan lige satte sig på. Hun kunne altid klare sig selv.
Som hun voksede op, blev også legekammeraterne ældre. Snart var der ikke mange, der havde lyst til at drille eller såre Agnes. Hun blev værdsat i landsbyen for sin pålidelighed og hjælpsomhed. Hun var venlig og retfærdig, og hun kunne både trøste de mindste og forsvare dem, der blev udsat for uret.
Fordi hun var ældst, var hun nød til at tage meget ansvar. Forældrenes varme og opmærksomhed var ofte centreret om de yngste søskende, og Agnes måtte ofte passe de små på bekostning af sine egne interesser. Alligevel passede hun sin skole og fandt tid til veninderne. Det var først som sekstenårig, at hun hørte rigtigt rosende ord fra sin mor.
Hendes yngste lillebror Søren blev alvorligt syg. Han græd utrøsteligt natten lang i flere døgn. Men på storesøster Agnes arme faldt han til ro og sov endelig trygt.
Du er mit kæreste guld, min pige, sagde moderen Margrethe med trætte øjne og strøg kærligt Agnes over det lyse hår, inden hun kyssede hende blidt i panden.
Gå du ind og få lidt søvn, mor, hviskede Agnes. Jeg skal nok holde Søren, vugge ham lidt, hvis han vågner. Han er så forpint, og du står næsten ikke på benene.
Men du skal jo i skole i morgen, barn, og eksamen nærmer sig, indvendte moren.
Det skal du ikke tænke på, svarede Agnes roligt. I morgen er det lette timer, og jeg ved det hele i forvejen. Skolen kan vente. Du må hvile dig, for du får det hårdt med Søren i morgen igen.
Moderen rystede på hovedet og smilede vemodigt til sin ældste datter. Tænk, sådan en god pige jeg har fået, og jeg har knap nok lagt mærke til det. Jeg var så optaget af hjemmet og de små, at du næsten forsvandt ud i kulissen. Det skylder jeg dig undskyld for, min pige.
Mor, du har altid vist os omsorg, sagde Agnes ivrigt. Jeg har aldrig følt mig snydt. Jeg vidste, du elskede os alle sammen. Som den ældste havde jeg flere pligter, men jeg havde også mere frihed!
Hvilken frihed?
I sagde jo altid, at når jeg var færdig med dagens gøremål, måtte jeg selv bestemme. Og når bare jeg tog Liva og Erik med ud at lege, var der aldrig noget. Så jeg blev altid hurtigt færdig for at komme ud.
Liva og Erik var altså ikke til besvær?
Aldrig, mor. Pigerne skændtes om, hvem der skulle skubbe barnevognen, og Niels du ved, ham fra den velhavende familie tog legetøj med fra hjemmet for at underholde de små. Jeg havde altid gode venner, der hjalp til.
Du er for god, min pige! Nå, nu må vi prøve at lægge Søren ned. Hvis han vågner, tager jeg ham igen.
Men da Agnes lagde Søren i sengen, begyndte han at græde. Hun rystede bare på hovedet og holdt ham i armene til det lysnede.
Så sover jeg ikke mere så lad os tale om din uddannelse, foreslog moren. Jeg har aldrig holdt øje med dine lektier, men din klasselærer fortalte mig forleden, at du får 12 i alting.
Det har jeg nu altid klaret mig godt med, smilte Agnes. Men moster Birthe siger, det er bare, fordi jeg går på landsbyskolen. I byen er kravene hårdere.
For dig gør det da ingen forskel? undrede Margrethe sig.
Det gør det! udbrød Agnes. Jeg bliver jo ikke i landsbyen for evigt. Jeg vil videreuddanne mig og tage til byen. Der skal jeg konkurrere med bybørnene.
Moren trak på skuldrene for hende var byen fjern. Hun var selv blevet i Lindeå og giftede sig tidligt. Hun havde uddannet sig som køkkenleder på skolen og aldrig forestillet sig, at hendes datter ville noget andet.
Agnes moster Birthe havde dog tilbudt, at Agnes kunne bo hos hende i Odense under studierne. De to søstre, Margrethe og Birthe, havde valgt meget forskellige livsbaner: Margrethe giftede sig og blev på landet, mens Birthe blev økonom og bosatte sig i byen.
Birthe havde altid haft et særligt blødt punkt for Agnes, som velkomst ofte lod komme på besøg i byen. Hun viste Agnes parker, caféer og biografen og lovede nu også logi under studierne.
Du skal følge dine drømme, min pige, sagde moren stille. Du har altid hjulpet mig, men nu er det på tide, du tænker på dig selv.
Agnes smilede lettet. Hun havde frygtet at forældrene ikke ville give hende lov, nu hvor de havde så mange at tage sig af på gården.
Tiden fløj. Agnes bestod eksamen flot og kom ind på universitetet i Odense. Hun fik snart gode venner blandt både by- og landboere. Hun beholdt sit hjertevarme og hurtigt blev hun kendt for altid at have en taske fuld af hjemmeavlet mad kød, æg og hjemmelavet ost med fra Lindeå, som hun tog med til studiekammeraterne i kollegiet. De holdt altid fest, når Agnes ankom.
Venindernes kærlighedsliv udviklede sig, og på et tidspunkt var Agnes faktisk den eneste i venneflokken uden kæreste. Men hun var tilfreds, for hun manglede ikke opmærksomhed. Da Agnes gik på fjerde år, dukkede der pludselig en ung mand op i hendes liv.
Hun mødte Edvard på en studiefest, hvor hun, som sædvanlig, slæbte to kæmpeposer mad med sig. En af vennerne, Torben, tilbød at hjælpe hende med at slæbe dem.
Kan du overhovedet bære dem? grinede Agnes og kiggede drilsk på lille, spinkle Torben. Jeg er jo stærkere end dig.
Jeg får hjælp, svarede Torben og blinkede. Du skal møde min ven Edvard.
Edvard var slank, flot klædt og med et charmerende smil. Byens piger var vilde med ham, og det kunne Agnes godt forstå. Men hun bemærkede også, at han ikke opsøgte hende som de andre piger. Alligevel syntes hun godt om ham.
Tiden gik, og Edvard begyndte at dukke op i vennekredsen. Torben bemærkede det.
Du kigger efter Agnes, drillede han. Hun er single.
Hun er fantastisk, indrømmede Edvard, men sagde ikke mere.
Skynd dig nu! lo Torben. Du har jo heller ingen pige.
Så kunne du jo selv prøve, svarede Edvard hurtigt.
Agnes er for god en ven for mig. Og så er hun jo både meget højere og kraftigere end mig! indrømmede Torben.
Det passede de havde altid moret sig over deres forskellige størrelser, og engang havde Agnes snildt løftet Torben op, da han pjattende prøvede at nå hendes kind med et kys.
Men Edvard tøvede. Da Torben pressede på, kom sandheden frem.
Hun er lidt for meget land, sagde Edvard til sidst lavmælt.
Hvad betyder det? spurgte Torben overrasket.
Altså, hun er flot men hendes stil er ligesom ikke den dér by-stil, mine venner sætter pris på. Hvis jeg kommer med hende, stikker hun ud. Og så er hun ovenikøbet så stor.
Men du kan godt lide hendes mad? vrissede Torben og lod samtalen ligge.
Men ligesom venskabet udviklede sig, kunne Edvard alligevel ikke modstå Agnes charme. Han begyndte at følge hende hjem, de lavede lektier sammen, og langsomt voksede en fortrolighed frem.
Forholdet var dog diskret Agnes forstod det ikke, men pressede ikke på. Hun ventede tålmodigt, gav plads, og holdt sig tilbage fra det intime.
Agnes havde altid flair for at få mennesker til at falde til ro. Da Edvards lillebror Vagn lavede ballade hjemme, og Edvard var fortvivlet, insisterede Agnes på at tage med og hjælpe. Med roligt overblik fik hun håndteret konflikten med naboen og viste nye sider af sig selv, som Edvard aldrig havde kendt.
Efterhånden følte Edvard sig draget af hende på en måde, han ikke tidligere havde oplevet. Hun stod for noget ægte, stærkt og varmt. Og hun blev hurtigt en naturlig del af hans familie.
Snart nærmede afslutningen på studiet sig. Agnes fik tilbudt at bo hos moster Birthe så længe, hun ville. Birthe elskede sin niece som en datter og ville helst ikke slippe hende. Men Agnes havde stadig ikke truffet endelig beslutning alt afhængte nu af Edvard.
Jeg vil ikke have du flytter tilbage til Lindeå, sagde Edvard en dag. Bliv her i Odense, sammen med mig.
Men hvor skal jeg bo? Hvordan skal det hele gå? spurgte Agnes stille.
Du har mig, svarede Edvard nu alvorligt. Lad os starte sammen.
I samme periode døde moster Birthe pludseligt og efterlod sin lejlighed til Agnes. Sorgen var tung, men Edvard var der hele tiden, støttede og holdt hende oppe. Snart flyttede de reelt sammen, og Agnes begyndte et nyt kapitel i byen.
Agnes klarede alt hun fik hurtigt arbejde i en god virksomhed, og pengene strømmede ind. Hjemme forkælede hun Edvard med mad, som kun en rigtig landpige kunne lave frikadeller, sild, tyk suppe. Hun var ikke til smart café kultur og bestilte stadig boller i karry, når de var ude.
Men langsomt begyndte noget at gnave i Edvard. Han længtes efter det gamle liv de slanke piger, byens liv, vennerne, cappuccino og moderne musik. En aften i restauranten, hvor Agnes bestilte kartoffelmadder i stedet for skaldyr, gik det op for ham, at han levede i hendes verden ikke sin egen.
Han blev indadvendt. Agnes godt mærke det og prøvede forsigtigt at tage hul på snakken, men Edvard lukkede sig.
Så skete det, at Agnes en dag kom tidligt hjem og hørte Edvard og Torben tale i køkkenet.
Du har en perle af en kvinde, sagde Torben. Der findes ikke mange som hende.
Jeg ved det, sukkede Edvard. Men jeg længes efter noget andet. Det er som om, hun aldrig fik byen ind under huden. Hun er stadig en bondepige. Og hun er for stor. Jeg skammer mig næsten.
Så tag dog ansvaret! svarede Torben skarpt.
Agnes stod forstenet. Sårbarheden ramte hende dybt. Bondepige. Jættekælling.
Men selvrespekten vågnede. Tålmodigt og værdigt pakkede hun Edvards ting og gjorde ham det klart, at han ikke skulle blive.
Han forsøgte at forklare, men hendes beslutning var urokkelig. Med sorg, men også lettelse, tog hun afsked.
Hun græd, ja men rejste sig så. Lavede om i lejligheden, investerede i sig selv og tog hjem til Lindeå en tid. Da hun vendte tilbage til Odense, ventede Edvard med blomster ved døren, bønfaldende. Men hans ord virkede tomme nu; hun var videre.
Kort efter mødte Agnes Mikkel, og med ham slog hun sig ned og stiftede familie ægte kærlighed, gensidig respekt, ro og styrke. Edvard forsøgte flere gange at smigre sig ind igen, men for Agnes var det kapitel for længst lukket. Og således endte Agnes Madsen fra Lindeå med at blive lykkelig og værdsat præcis som hun var.
