Misundelse hos den bedste veninde
Venskabet mellem Katrine og Mille starter helt tilbage fra småbarnsalderen. De fandt hinanden i sandkassen på legepladsen, hvor deres mødre sad på bænken og kiggede til. De skændtes om spande og skovle, forsonedes over slikkepinde delt i to, delte alt fra teenagedrømme og første forelskelse i 3. klasse, til bumser og forældre, man syntes var verdens mest uretfærdige. I børnehaven og folkeskolen så man dem aldrig uden hinanden. De var som siamesiske tvillinger, så tæt var de knyttet.
I barndommen var de stort set lige samme tørrede sår på knæene med grøn sprit, samme slidte jeans fra et marked i Nørrebro. Men da de fylder 16, begynder forskellene så småt at vise sig.
Katrine blomstrer op, næsten som om hun er blevet vandet med en magisk eliksir. Hun er høj, slank, har fyldigt kastanjebrunt hår, som hendes mor gerne hjælper hende med at farve til de flotteste chokoladeagtige nuancer. Hendes hud er fejlfri hun synes nærmest upåvirket af teenagehormoner eller billig makeup. Hjemme hos Katrine tror man på, at en flot kjole og en god mascara ikke er nogen synd, så der mangler aldrig lidt ekstra lommepenge til sådan noget.
Mille står til gengæld altid lidt i baggrunden. Hendes mor, en striks, jordnær kvinde, har ment, at med de tynde, næsten halmagtige hår Mille har, er det bedst med en praktisk korthårsfrisure drengestrejfer, kaldte hun den kærligt, men bestemt. Hendes far arbejder på en fabrik og har faste holdninger: Piger med makeup er forfaldne; min Mille skal tænke på fornuft og karakterer. At gå til kosmetolog var utænkeligt penge ud ad vinduet. Mille gik derfor rundt med pjusket hår, hættetrøjer og store trøjer. Hendes ansigt var præget af sporene fra utålmodigt fingrede bumser.
Katrine nu 17, bladrende ivrigt i modemagasiner gør et forsøg på at hjælpe veninden. Hun er overbevist om, at enhver pige kan vågne op som skønhed, hvis hun bare får lidt hjælp. En dag tropper hun op hos Mille med hårtørrer og frisørcremer og laver den kedelige korthårsfrisure om til et vildt, sejt look. Hun finder billige men virksomme produkter til huden, låner Mille en sort rullekrave og skinny jeans fra sit eget garderobeskab. Mille ser sig selv i spejlet og kan knap kende sig selv hun har faktisk både flotte lange ben og et par smukke grå øjne, der ellers altid har været skjult bag pandehåret og usikkerheden.
– Se nu der, griner Katrine. Du er jo en fandens charmetrold!
Mille rødmer, vender sig væk: ordet charmetrold river lidt det lyder, som om det er sagt med overbærenhed.
De kommer begge ind på økonomistudiet på Københavns Universitet. Forældrenes kontrol mindskes, og Mille kan pludselig trække vejret dybere. Hun lader håret gro ud, lærer at lægge en diskret, men effektiv eyeliner, prøver at iklæde sig lidt mere feminint. Hendes musebrune hår får ny, gylden farve og forvandlingen gør underværker. Snart har Mille også beundrere, ikke mange, men nok til at lægge mærke til dem.
Alligevel hænger prædikatet som den mindre kønne veninde ved. Hun er ikke den, alle vil have bare det rare selskab for dem, der godt ved, de ikke har en chance med Katrine, der svæver rundt som en flot sommerfugl. Alt handler om, hvem der kan give den største buket, hvem inviterer på mest trendy café, og hvem kan få hende til at grine. Katrine tager imod det med naturlig, om end lidt drillende, taknemmelighed.
Indeni synker Mille bitterhed og misundelse, hver gang hun ser Katrine vrænge lidt på næsen over en ny bejler. Hvorfor kunne det ikke bare for en gangs skyld være hende, der mærkede denne magt over andres opmærksomhed? Men komplimenterne hun selv får er sjældne, og det største aktiv er stadig, at hun har Katrine som veninde. Så hun prøver at luge misundelsen væk, selvom den vokser i skjul.
Men en septemberaften på andet studieår ændrer alt sig, da to ældre studerende fra Journalistik dukker op i deres vennegruppe. Den ene er Mads høj, klog, med briller og et roligt blik. Og hans makker, den snakkesalige og morsomme Jesper. Og lige så snart Mads og Katrine kigger på hinanden, kunne man have hørt en knappenål falde. Der er lyn i luften fra første øjeblik.
Jesper foretager straks sit kurmageri overfor Mille. Han er sød nok, men Milles hjerte det misundelige hjerte overgives uden kamp til Mads. Hun får ondt helt ind i knoglerne, når Mads ser på Katrine med en åbenlys hengivenhed al det, Mille kun magter at drømme om.
Før enhver fælles bytur bruger Mille timer foran spejlet: den mest minutiøse makeup for at skjule den mindste urenhed, det mest afslørende outfit, stiletterne der får fødderne til at gøre ondt.
– Hvem gør du dig til for? For Jesper? griner Katrine, mens hun hjælper Mille med lynlåsen på ryggen. Han ville jo dåne for dig, selv hvis du kom i joggingsæt.
Mille smiler skævt. Tænk, hvis hun bare vidste, hvem tuscher og høje hæle egentlig var for. Hvis hun bare vidste, hvor mange timer hun øvede det betagede blik i spejlet for Mads’ skyld.
Hun ser faktisk godt ud endda rigtig godt. Men uanset hvad forbliver hun bare sød, mens Katrine er selve definitionen af tiltrækning. Katrine kan bære slidte jeans og en gammel t-shirt uden at miste nogens opmærksomhed. Den erkendelse brænder i Mille hver eneste gang.
Hver sætning fra Mads granskes og analyseres for skjulte undertoner og hemmelige hints. Spørger han til makroforelæsningen, tror hun, han søger en meningsfuld snak et kompliment til hendes sko fortolkes som varm interesse. Men fornuften visker: det er venlighed, ikke forelskelse. For ham findes kun Katrine.
Med Jesper bliver det aldrig til noget. Han mærker hurtigt, at hun ikke er interesseret, og skifter hurtigt til en frisk førsteårsstuderende.
– Skam, sukker Katrine, imens hun og Mille spiser pizza på deres stamsted. Jesper er ellers en god fyr. I ville have set søde ud sammen.
– Glem det, svarer Mille og tager endnu et stykke. Han er ligeså overfladisk som din Mads. Bare ude på sjov, og så videre til den næste. Jeg gennemskuede ham fra starten.
Katrine rynker brynene.
– Mads er ikke sådan. Sig ikke sådan om ham. Han er helt anderledes.
– Tid vil vise, smiler Mille køligt. Mænd er mænd.
Men indeni nærer hun et håb: ville det ikke være lidt tilfredsstillende, hvis Mads viste sig at være en nar og svigte Katrine? Hvis han ødelagde hendes glans, så han endelig ville se Mille hende som elskede ham så stille, så hengivent.
Som i ethvert forelsket forhold kommer der skænderier om jalousi, om travlhed, om ingenting. Hver gang venter Mille i åndeløs spænding på, at det hele brister. Men Mads har et talent for at forlige: kommer med Raffaello-chokolade, arrangerer spontane stjerneture, finder små, originale påfund. Han kæler for forholdet.
– Han spiller skuespil, kan du ikke se det? vræser Mille, da Katrine viser hende endnu en rørende besked fra Mads. Han glatter lagene for at du sænker paraderne, og så dolker han dig. Jeg hader manipulatorer.
– Stop nu, Mille, sukker Katrine. Du forstår ham slet ikke. Han prøver, fordi det betyder noget for ham.
– Han vil bare holde dig som trofæet. Du er bare en af mange for ham!
– Hvor får du det fra? Katrine kigger forvirret på Mille.
– Kan du huske, han ville til praktik i København? Du er ligeglad med, at han bare skrider?
– Selvfølgelig ikke. Men vi har aftalt at jeg tager med, når jeg er færdig med bacheloren. Det giver da mening.
Mille trækker på skuldrene og forsøger at så tvivl. Nogle gange lykkes det, Katrine bliver usikker og den næste uenighed er uundgåelig for så bare at ende med endnu en forsoning, der kun binder dem tættere.
Mads får faktisk praktiktilbuddet. Han tager af sted til København en chance han ikke kan sige nej til, for det kan blive springbrættet til drømmejobbet. Han vil bygge en fremtid sammen med Katrine, og hun lover at følge efter, når hendes eksamener er i hus.
– Jeg kommer til at savne dig forfærdeligt, græder Katrine aftenen før afrejse, klynger sig til ham. To timers tidsforskel, flybilletter er ikke billige…
– Jeg tager hjem hver weekend, siger Mads, kysser hendes våde øjenlåg. Jeg sparer op til vores hjem. Bare vent på mig.
Han tager afsted. Katrine synker ind i ventetid. Mille oplever mærkeligt nok at hun får lidt mere ro. Uden Mads foran sig er det sværere at nære had; misundelsen ligger nu som en lille, dæmpet flamme. Hun starter en halvhjertet romance med en kandidatstuderende fra deres institut, den lidt kedelige Jens.
Og så rammer lynet: Katrine, bleg som kalk, får hvisket ordene, Mille ikke vil høre hun er gravid. Kun få uger henne.
– Du må få det fjernet, erklærer Mille straks. Mads er karrierefyr. Han vil foragte dig for at have ødelagt alt. Et barn vil ødelægge hele hans liv.
Alligevel ringer Katrine til Mads. Han er først panisk, men kommer hurtigt til sig selv. Han tager ansvaret, og de beslutter at Katrine skal flytte til ham efter fødslen indtil da skal de spare op og kigge efter bolig.
Mille føler kun én ting: den knusende, altoverskyggende smerte. For Mads har ikke svigtet Katrine han elsker hende. Barnet knytter dem sammen for livet, og Mille ser sine drømme briste for øjnene af sig. Tilbage er kun vreden.
Nu vil hun kun én ting: splitte dem ad, koste hvad det vil.
Dagene bliver rutine. Mads lægger al sin energi i jobbet, søger ekstra vagter, pendler så meget han kan. Kommunikationen bliver sporadisk; tit ringer han sent om aftenen, hvor Katrine, udmattet af kvalme og bekymringer, sover. Hun forsøger at forstå.
Mille hælder benzin på bålet:
– Nå, din kæreste har ikke ringet igen? siger hun med medfølende tone. Mon han overhovedet forstår, hvad du gennemgår?
Selv gravid er Katrine smuk. Hun får et mildt, rundere, endnu mere dragende udseende. En kreds af mandlige bekendte kredser om hende. Den mest vedholdende er David, en ven i omgangskredsen. Han bliver til en ekstra støtte kører hende til jordemoder, hjælper med at bære indkøb, snakker og opmuntrer hende.
– Se, sådan skal en mand være, indprenter Mille, mens hun sætter sig på Katrines seng. Han er her for dig, ikke bare et eller andet sted i København. Det kunne Mads aldrig finde ud af.
En dag, hvor David giver Katrine et knus, holder han fast lidt for længe. Katrine trækker sig væk, sætter ham på plads. Mille tilfældigt med sin telefon i hånden får hurtigt taget et billede. Vinklen er perfekt: det ser ud, som om Katrine viger sig ind til David.
– Slet det, kræver Katrine, ansigtet blussende af vrede.
– Selvfølgelig, nikker Mille, mens hun allerede gemmer det til sin lille bevismappe.
Samlingen vokser; hun tager Katrine med ud, David er altid i nærheden, og Mille sørger for at dokumentere det hele. På billederne sidder de tæt, smiler, skuldre rører hinanden alt ligner en forladt, gravid pige, der finder trøst hos en ny mand.
Nu gryr Milles gyldne mulighed. Hun fortæller, at hendes kusine i Århus er kommet slemt til skade og hun skal besøge hende.
– Vil du ikke tjekke til Mads, nu du alligevel er derovre? beder Katrine, hendes øjne tunge af længsel. Bare se, hvordan han har det
– Selvfølgelig, lover Mille. Jeg undersøger og siger sandheden. Hvis han svigter dig, får du det at vide som den første.
Hun forbereder sig nøje: dyrt frisørbesøg, diskret, men lækkert tøj, der fremhæver hendes petit figur, makeup der får øjnene til at virke store og bedrøvede. Uden Katrine i nærheden kan hun for én gangs skyld nyde at være midtpunkt.
Mads, udbrændt og træt af savn, tager veninden imod med glæde. Hun føles som et stykke hjem, som Katrine. Over dessert ser Mille alvorlig ud og ser ned.
– Mads, jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det Men jeg må. For din skyld. Du skal ikke være til grin.
Hun lyver skamløst: fortæller at Katrine, efter han tog afsted, har opsøgt nye mænd især David. Hun viser ham billederne, svinger dem forbi som det knusende bevis.
– Hun nævnte aldrig nogen David, siger Mads chokeret.
– Nej, selvfølgelig ikke. Det er meget seriøst mellem dem. Jeg er ked af at skulle sige det, men jeg har jo set dem sammen. At se hende svigte dig er så sørgeligt…
Hun fremstår som den loyale, sørgende veninde. Mads slidt af kommunikationshuller og afstand tror hende. Han ringer ikke straks til Katrine, men Mille overtaler ham til at vente.
Samtidig ringer hun til Katrine fra hotellet, stemme knækket af gråd:
– Katrine undskyld, men Mads han har en anden herovre.
– Nej! Katrine græder i røret.
– Han siger bare, han arbejder men sandheden er, at han ikke kan ringe, når hun er der! Jeg har selv set dem sammen, alt for tætte
Da Katrine prøver at ringe Mads op, får hun samme råd: vent, ydmyg dig ikke.
Dagen efter tager hun alligevel mod til sig. Mads, der stadig er besat af Milles version af virkeligheden, lader telefonen ringe uden at tage den. For Katrine føles det som beviset på hendes værste frygt: han har forladt hende.
Milles plan virker perfekt. Hun besøger igen Mads med røde øjne.
– Hun har fået en abort, hvisker hun. Og er flyttet sammen med David Hun sagde, at barnet var en fejl, at du hører fortiden til.
Hun ringer også til David, udråber sig som Katrines bekymrede veninde og beder ham om at skærme hende fra den idiot Mads hvis han ringer. David, godtroende, lover det.
Da Mads endelig tager mod til at ringe Katrine op, er det en vred mandsstemme, der tager telefonen:
– Glem hende, mand. Du har gjort nok. Lad hende være.
Mille er der straks, tager sig af Mads, laver te, siger rolige, trøstende ord og er den perfekte plejer. Han elsker ikke Mille han er fyldt af sorg og tomhed, men hendes omsorg dulmer skuffelsen. Det fysiske forhold bliver bare en måde at flygte på. Efter én uge, da Mille ufrivilligt må flytte ud af sit hotel, beder hun om husly. Hun bliver for altid.
Hun dropper universitetet, tager akademisk orlov og får et job som kontorassistent. For omverdenen spiller hun rollen som den sørgende, men trofaste kvinde der samler stumperne op for en mand med knust hjerte. Hun begynder at drømme om hvid kjole.
Katrine er alene med sin voksende mave og et knust hjerte. David er til stede, men kun som ven, og han forsøger ikke at blande sig mere, velvidende at hun har brug for fred. Katrine er overbevist om, at Mads har flygtet fra ansvaret. Det sårer hende mest, at han ikke engang spørger til barnet.
På et tidspunkt fortæller hun det til Mille. Nu boende hos Mads, siger Mille med sørgmodig stemme:
– Han sagde det samme til mig at barnet var dit problem. At han ikke vil have noget med det at gøre. Undskyld, men du må tage det ind.
Og Katrine tager det ind. Hvad kunne være mere troværdigt end den nærmeste venindes ord?
Mads og Mille melder deres bryllup til. En lille civil vielse om en måned, ingen store armbevægelser. Mads går rundt som i en tåge og beder sig fritaget for spørgsmål særligt om Katrine.
Han fortæller dog alt til Jesper, barndomsvennen fra journalistik. Jesper er chokeret, men ønsker ham held og lykke. I et svagt øjeblik skriver Jesper til Katrine: “Vidste du at Mads gifter sig med Mille?”
Det bliver spydspidsen for Katrine. Alt håb er slukket. Han forlod hende for hendes bedste veninde.
David, som hun ringer grædende til, begynder at spørge ind. For ham giver det hele pludselig mening: forløbet er alt for glat skruet sammen, og Mille står alt for stærkt. Han prøver at overbevise Katrine om sammenhængen, men hun nægter, knust som hun er.
Men David kan ikke slippe det. Han elsker stadig Katrine og vil hende det bedste, ikke som rival, men som en ven der vil have retfærdighed. Han får fat i Mads nummer og ringer ham op igen og igen. Til sidst tager Mads telefonen.
– Hør her, klaphat, starter David hårdt. Du sidder dér med din nye dame, mens Katrine er alene og gravid med dit barn. Skam dig! Hvordan kan du være så ligeglad?
Mads er først i forsvarsposition, men ordene dit barn fryser ham.
– Hvilket barn? han lyder pludselig isnende rolig. Hun har jo…
Stilhed.
– Har hvad? Fået en abort? Synes du selv, det passer? Hun er i femte måned! Alle nætter græder hun over at du er gået, fordi hun tror, du har svigtet hende!
De taler i fyrre minutter. Da Mads er færdig, ryster han af vrede og hænger op. Mille kommer hjem; hans blik er glaskoldt.
– Pak dine ting og forsvind. Nu.
Milles ansigt falmer, posen med varer glider ud af hånden.
– Hvad er der sket, Mads?
– Jeg har talt med David. Jeg ved ALT. Alt det klamme, nederdrægtige. Ud!
Hun bryder ud i gråd, prøver at forklare, prøver at tage ham i hånden, men han trækker sig bort som fra en giftig slange.
– Rør mig ikke. Du er frastødende indeni og udenpå. Ved siden af Katrine har du altid været en bleg skygge. Men troede du virkelig, at fjernede du lyset, blev du til noget? Uden sol er skyggen bare skidt. Gå væk.
Hun hulker nu rigtigt.
– Hvor skal jeg gå hen? Det er nat!
– Jeg er fuldstændig ligeglad. Sov i opgangen.
Mille ender på trappen i mørket med sin kuffert, men ingen anger kun raseri: på Mads, Katrine, David, hele verden. Atter blev det bedste stykke ikke hendes.
Mads pakker i hast, booker fly til Aarhus hvor Katrine nu bor. Han ringer til hende, stemmen rystende.
– Katrine Det er mig. Læg ikke på!
– Hvad vil du? Komme med lykønskninger, nu hvor I har fundet sammen?
– Hun var aldrig min kæreste. Det hele var løgn. Mille fandt på alt abort, David. Jeg har været så blind.
Lang pause.
– Hvorfor siger du det nu, Mads? Tror du det hjælper? Selv hvis det er sandt jeg er ligeglad. Jeg er træt af at vente. Lad mig være i fred.
– Jeg kan ikke. Jeg tager flyet i nat. Jeg må se dig. Forklare det ansigt til ansigt.
– Kom ikke. Jeg har ikke brug for forklaringer. Forlad mig, som du allerede har gjort.
Hun lægger på.
Natten ligger hun og holder om sin mave, tanker hvirvler omkring Gleb, David og nu Mads. Hvis det er sandt, hvad Mille gjorde men hun kan næsten ikke rumme mere smerte.
Næste dag banker David på døren:
– Han er på vej! Nu bliver sandheden fortalt!
Katrine synker sammen.
– Og hvad så? Tror du det kan slettes? Kan man reparere den slags svigt?
David sidder tavs. Han ved ikke, om det kan. Men hun bør give Mads chancen for at forklare alt.
Mads kommer sent. Da han banker på, åbner Katrine langsomt døren. De står i entreen, tæt på, men alt er forandret.
– Jeg vil ikke bede dig om tilgivelse, siger han. Jeg vil bare sige, jeg var idiot. Jeg troede på Mille, fordi jeg var bange for, du ikke elskede mig mere.
Hun spørger:
– Boede hun hos dig?
– Ja.
– Var I sammen?
Han nikker.
– Ja. Men det betød intet. Det var meningsløst.
– Stop. Jeg vil ikke høre detaljer, svarer hun. Og hvad nu? Hvordan lever man med det?
– Sådan som før, kan det aldrig blive. Men hvis du vil give mig en chance, bliver jeg her, finder job, støtter dig også når du hader mig. For uden dig og vores barn har mit liv ingen mening.
Katrine svarer ikke, men rækker ham en dyne og pude.
– Sofaen kan slås ud. I morgen skal jeg til lægen kl. 10. Du må gerne tage med, men jeg vil være alene nu.
Mads nikker. Skjult triumf. Første skridt er taget.
Hverdagen går sin gang. Han siger jobbet i København op, får vikar-arbejde på den lokale avis. Hver dag kører han hende til læge eller indkøb.
De taler kun nødtvunget, og navnet Mille er tabu. Men en aften tør de: Katrine spørger, hvordan Mille lagde det op. Mads genfortæller det hele, og de indser begge, hvor gennemført manipulationen var.
Katrine får en sms fra et ukendt nummer: “Undskyld. Jeg har ødelagt alt. Bare vid det.” Hun sletter det, på Mads opfordring. Han beder hende: “Giv ikke hende den tilfredsstillelse hun angrer kun, fordi hun er blevet afsløret.”
Efter noget tid beslutter de sig for at blive gift. En lille civilvielse, kun familie og et par nære venner. David er forlover på Katrines side.
Brylluppet ligner ikke nogen af deres drømme, men det føles rigtigt. Da de har skrevet under, holder David en tale:
– Må sandheden altid sejre over løgnen. Må jeres familie blive den stærkeste.
Katrine smiler til ham, for første gang i lang tid helt ægte.
En måned efter flytter de til Odense, hvor Mads får job. De lejer en lille lejlighed.
Fødslen bliver hård næsten et døgns veer. Mads viger ikke fra hendes side. Da datteren til sidst ankommer under stort skrig, græder han som aldrig før. De kalder hende Vigga.
Mille forsvinder sporløst hendes profiler er slettet, ingen ved hvor hun er. Indimellem tænker Katrine på, hvordan livet kunne have set ud, hvis ikke David havde talt ud. Mon de nogensinde havde fundet sammen igen?
En dag, mens de går med Vigga i parken, siger Katrine og kigger på den lille hånd, der strækker sig mod duerne:
– Måske tog hun ikke kærligheden fra os. Hun satte den bare på prøve. Alt, som kunne knuses, blev knust. Og det, der står tilbage er det rigtige.
Mads lægger armen om hende, og Vigga pludrer i klapvognen imellem dem.
