Retten til jalousi
Telefonen ringede klokken halv otte om morgenen, lige som Lina stod og hældte kaffe op i krusene. Hun hørte den velkendte tone ind fra soveværelset, og noget inden i mig trak sig sammen som det gør, når man ved, at nu sker der snart noget ubehageligt.
Simon trådte ud i køkkenet med mobilen til øret. Han stod der i T-shirt og joggingbukser, håret pjusket, og han så så hjemlig ud, så min, at jeg i et sekund mærkede en ømhed for ham. Men kun et sekund.
Ja? Hvad er der sket? Igen?
Han så over på mig, trak blikket væk med et næsten undskyldende udtryk. Jeg satte bare kaffekruset fra mig på bordet, smurte brødet med smør, selvom appetitten for længst var forsvundet.
Okay, jeg kommer. Om et par timer, ikke før. Ja, hej.
Han lagde telefonen. Satte sig til bordet og drak af sin kaffe. Stilheden omkring os blev så tyk, at jeg kunne høre uret tikke ude i gangen.
Det er Helle, sagde han så endelig. Som om jeg ikke vidste det.
Det hørte jeg.
Der er gået hul på et rør i hendes lejlighed. VVSeren kan først komme i aften, og hun siger vandet fosser ned til underboen.
Simon, sagde jeg og lagde kniven stille fra mig. I dag er det lørdag. Vi skulle på torvet og bagefter fejre Marie til fødselsdag.
Jeg kan nok nå det. Jeg smutter derover, lukker for vandet og så er det klaret.
Sidste gang sagde du også, at det ikke tog lang tid. Du blev hos hende i fire timer, fordi hun også skulle have hængt en hylde op. Og så missede vi toget.
Han sagde ikke noget. Det mærkede jeg bedre end hvis han havde snakket løs. Han havde allerede besluttet sig.
Lina, hun er jo alene. Du forstår det vel.
Jeg forstår det. Jeg har forstået det i tre år, Simon.
Sådan begyndte en almindelig lørdag morgen hjemme hos os. Simon var 48, jeg Lina Jensen var 46, vi havde været sammen i syv år, og de første fire var næsten uden skyer. Så flyttede Helle, Simons ekskone, tilbage til København efter at have boet i Jylland i nogle år, og noget i vores ellers stille, trygge hverdag begyndte langsomt at slå sprækker.
Vores lejlighed var smuk på den måde, hvor man straks kan mærke, her trives nogen sammen”. Røde pelargonier stod i vindueskarmen, på køkkenet duftede der af kaffe og kardemomme. Hylderne var fyldt med bøger, billeder, en lille træhest fra Simons forretningsrejse til Ribe. Jeg elskede vores hjem. Jeg havde lagt noget vigtigt i det måske en del af mig selv.
Netop derfor føltes hvert opkald fra Helle som en fremmed hånd, der åbnede vores lukkede dør.
Simon tog af sted lidt i ni. Jeg blev tilbage i køkkenet, kiggede ud på det grå aprilvejr og tænkte på, at et lykkeligt forhold kræver mere end kærlighed. Noget andet, jeg stadig ikke kunne sætte ord på.
Jeg tog alene på torvet, købte friske radiser, dild, hjemmelavet rygeost. Den snakkesalige torvekonen brokkede sig over vejret, priser, og sin svigersøn. Jeg lyttede, nikkede det er altid så nemt at gennemskue andres familiesager udefra, men aldrig sine egne.
Til fødselsdagen hos min niece Marie endte vi dog med begge at tage af sted. Simon kom hjem til frokost, en smule hektisk, lidt for undskyldende, med en flødekage, som jeg havde bedt ham købe. Han gjorde virkelig en indsats. Jeg så det. Men indsats og forståelse er ikke det samme.
Hos min søster Astrid var der larmende og hyggeligt. Marie blev atten, hendes veninder lo, fnisede over deres telefoner med nye ord, jeg slet ikke forstod. Simon snakkede biler og værktøj med min svoger Henrik. Alt var, som det plejede.
Astrid satte sig hos mig med et glas juice.
Du er så stille i dag, sagde hun.
Er bare træt.
Eller har Helle igen ringet?
Hun kendte hele historien og havde aldrig lagt skjul på, at hun syntes Simon manglede rygrad, hvor venlig han end var.
Røret er sprunget, sagde jeg tørt.
Selvfølgelig er det det. Hos hende er altid noget galt, når han lige er til at få fat i.
Lad nu være, Astrid.
Det er rigtigt, Lina. Du har holdt ud i tre år, forklaret og spurgt. Har det ændret noget?
Jeg svarede ikke. For det havde det ikke.
Om natten, da Simon sov, lå jeg og stirrede op i loftet. Hans rolige åndedræt. Jeg elskede ham, det var aldrig spørgsmålet. Han var god, hjælpsom, sjov men han kunne ikke sige nej. Ville ikke? Det havde jeg aldrig helt fundet ud af.
Helle kom først ind i vores liv efter nogle år. Før boede hun langt væk, og Simon nævnte hende uden følelser, der var ingen fælles børn, ingen skandale, bare et stille brud, som han sagde. Jeg var aldrig jaloux på fortiden. Jeg stolede på ham det var både min styrke og min svaghed.
Da Helle flyttede hjem til byen, begyndte småtingene: hjælp med flytning, råd om lejligheden, så vasken, bilen, håndværkere, eller bare kan du ikke lige kigge. Hver gang sagde Simon, at det ville tage fem minutter, at det var pinligt at sige nej; hun har ingen andre, du forstår nok.
Jeg prøvede at forklare det stille og roligt, at det ikke handlede om jalousi, men om at jeg følte mig sekundær; at vores planer altid kom i anden række efter hendes. Simon lyttede, nikkede, var enig. Men så ringede hendes telefon igen.
En dag sagde jeg direkte:
Simon, jeg føler, hendes behov er vigtigere for dig end mine.
Han blev fornærmet. Sagde jeg var uretfærdig. At han ikke kunne forlade en i nød bare for min skyld. Ekskone, sagde han med tryk, som om det løste alt.
Der, i mit hoved, klikkede noget.
Det var ikke vrede. Mere en stille, fast beslutning: Ord virkede ikke. Han havde aldrig prøvet at stå i mit sted. Måske skulle han det.
I maj flyttede min gamle barndomsven, Poul Clausen, tilbage til byen. Vi voksede op på samme vej, gled så væk. Han havde boet i Esbjerg, Ballerup, var skilt, ingen børn. Vi skrev sjældent sammen, som man gør. En dag skrev han, at han flyttede til Amager, lad os tage en kaffe, snakke minder.
Jeg svarede ja.
Vi sad to timer på café. Poul var rar, rolig, havde humor, var blevet lidt rundere, brugte nu briller, men øjnene var genkendeligt lyse og drillende. Vi snakkede om fortiden, byen, hans og mit arbejde (jeg arbejder på Hovedbiblioteket, afdelingen for lokalhistorie), han sagde, der var noget rigtigt ved netop det arbejde til mig.
Jeg kom hjem i godt humør. Simon læste, spurgte nysgerrigt: Hvordan gik det? Jeg sagde: Fint, så en gammel ven, meget hyggeligt. han nikkede og vendte tilbage til bogen.
Ugen efter ringede jeg selv til Poul.
Poul, må jeg bede om en lidt usædvanlig tjeneste?
Skyd løs.
Døren til altanen binder. Simon har haft travlt, men du er jo ingeniør
Den sagde faktisk lidt, men hovedpointen var en anden.
Poul dukkede op med værktøj og god æblejuice. Jeg præsenterede ham for Simon. De kiggede kort på døren, kom ind i køkkenet, jeg lavede kaffe, vi snakkede.
Der skete ikke noget særligt. Poul fortalte anekdoter om arbejde, grinede ad sig selv. Helt almindelig mand.
Men jeg lod mærke til, hvordan Simon ansigt ændrede sig. Først høflig, så lidt anspændt. Siden mere stille end normalt. Da Poul gik, takkede han for kaffen, Simon sagde: Fin fyr, på et underligt tonefald.
Ja, vi er vokset op sammen, mindede jeg ham.
Det sagde du.
Pause.
Ses I tit?
Endnu ikke, men nu bor han jo i nærheden, så sikkert snart.
Simon tog fat i avisen for at skjule sig. Jeg ryddede bordet og tænkte, det gik præcis som forventet.
Ugen efter ringede Poul, spurgte, om der skulle skrues mere på altanen. Jeg sagde nej men inviterede ham forbi bare for hyggens skyld, højt så Simon kunne høre.
Den aften var Simon meget stille. Vi spiste næsten uden ord. Pludselig spurgte han:
Hvor længe har du kendt Poul?
Siden jeg var seks. Vi gik sammen i skole i et par år, hans mor flyttede, så forsvandt kontakten.
Har I holdt kontakt?
En sjælden gang. Hvorfor?
Han svarede ikke straks.
Bare nysgerrig.
Men jeg kunne mærke, det ikke kun var nysgerrighed. Han vendte og drejede sig i sengen længe den nat. Og først der, mærkede jeg, hvordan det føltes. Ikke skadefryd, nærmere en trist klarhed. Det er sådan, det smager.
Jeg inviterede Poul igen. Vi sad tre sammen. Poul var fortalte sjove historier, og selv Simon grinede indimellem men jeg så, hvordan Simon zoneede ud, kiggede efter mig, som om han pludselig læste noget mellem linjerne.
Efter Poul var gået, sagde Simon:
Jeg føler mig lidt mærkelig tilpas, når han er her ofte. Du griner af ting, jeg ikke forstår. Jeg bliver utilpas af det.
Jeg så på ham længe.
Han er min barndomsven. Han er alene i byen. Jeg hjælper kun en ven det forstår du vel, Simon.
Han tav. Noget i ham ændrede sig. Jeg kunne se, lyset gik op for ham, tungt, forsinket.
Du gør det med vilje, sagde han.
Gør hvad med vilje?
Lina
Vi sad i stilheden og så på hinanden. Udenfor trommede regnen.
Jeg forstod det ikke før nu, sagde han lavt. Men nu tror jeg, jeg begynder.
Det er en start, svarede jeg. Så blev der ikke sagt mere den aften, vi gik hver til sit. Men noget flyttede sig. Jeg mærkede det.
I slutningen af maj ringede Helle fredag. Simon hjalp mig pakke til weekenden vi skulle ud til min mors lille sommerhus ved Roskilde Fjord, æblehave og gammel veranda. Mor, 72, tog altid imod os med kager, kaffe og masser af have-historier.
Telefonen ringede da Simon hentede gummistøvler. Han kiggede længe på skærmen.
Det er Helle, sagde han og gik væk for at snakke.
Jeg pakkede videre. Sweater. Bog. Regnjakke.
Simon kom tilbage.
Hun vil have jeg kommer i morgen tidlig. Der er ballade med naboens parkering, hun vil have jeg tager over og snakker med viceværten.
Jeg forstår, svarede jeg tørt.
Jeg tænkte, jeg kunne smutte, mens du sover, og så mødes vi på landet bagefter
Nej, Simon. Nu skal du høre. Vi tager afsted sammen. I morgen tidlig.
Han så på mig.
Jeg ved hun beder dig. Men jeg beder dig også. Denne gang er det os, du skal vælge. Ikke fordi jeg er jaloux, men fordi det sådan skal være. Du er min mand, og det her er vigtigt.
Han var stille. Så tog han mobilen.
Helle, jeg kan ikke. Ikke denne gang faktisk aldrig mere. Dine naboproblemer må du tage med ejendomskontoret. Jeg Nej, Helle. Hej.
Han lagde telefonen, stille. Tog sine gummistøvler og bar dem over til tasken.
Jeg kiggede på hans ryg og følte det mærkelige mix af lettelse, træthed og ømhed og en lille tristhed over, at det skulle tage tre år og et skuespil med Poul.
Vi kørte tidligt næste morgen. Først tavse, så tændte Simon radioen, slukkede den igen. De grønne marker gled forbi ruden.
Lina? sagde han.
Ja?
Jeg kunne ikke lide at have Poul på besøg. Det gik først op for mig bagefter, hvorfor. Jeg følte mig som en gæst i mit hjem, som om I havde en verden uden mig.
Jeg så ud på markerne.
Netop sådan, sagde jeg stille.
Jeg forstår nu. Men jeg bryder mig ikke om, at du gjorde det bevidst.
Jeg bryder mig heller ikke om at ord i tre år intet virkede.
Han nikkede.
Du har ret.
Sommerhuset duftede af sol og min mors stemme. Hun tog imod med gemyse forklæde og et Sikke da en god ting I kom Simon, du har tabt dig? Han kyssede hende, tog posen hun ville bære, som han altid gjorde.
Jeg kiggede på dem og tænkte: Det var dét, det hele handlede om. Ikke om at vinde, men om dette mors forårskager, min mand, haven i fuldt flor.
På verandaen nød vi te og boller, mor fortalte historier om den frække nabokat, der havde gravet i hendes persille, om en rig kirsebærhøst og naboen fru Jensen, som var blevet gift i en alder af 67 og nu gik rundt og strålede. Simon hjalp med at fikse en havelåge. Vi havde det rart.
Senere, da huset var stille, sad vi på trappen ud mod haven under stjernerne og liljernes duft.
Jeg vil gerne snakke, sagde Simon.
Sig frem.
Jeg kører ikke længere til Helle bare fordi hun ringer. Det var forkert. Jeg forstod det nok, men overbeviste mig selv om, at jeg bare var hjælpsom, og at det ingenting betød. Men det betød noget for dig.
Længe tav jeg. Stirrede på stjernerne.
Jeg vil ikke være hård mod hende. Hun er alene. Men kan vi aftale, at hjælper du hende med noget, så bliver det i fællesskab? Ikke fordi hun ringer og du klapper hælene sammen.
Det lover jeg.
Og Jeg vil ikke, du tror, jeg brugte Poul som en spillebrik mod dig. Han er en god mand, og jeg forklarede ham situationen. Han sagde for øvrigt, at du virker ganske OK.
Simon gryntede.
Nå ja.
Jeg havde bare brug for, at du mærkede det ordene nåede ikke ind.
Han nikkede.
Nu gjorde det.
Simon Har du troet, jeg ville gå fra dig?
Han sank en klump.
Jeg har tænkt det, ja. Ikke tit. Men når man bliver ved med at blive såret af én, man stoler på, begynder man at tro, han vil det sådan.
Jeg har set det, sagde han. Bare ikke indrømmet det. Fejhed, måske.
Ikke fejhed. Opdragelse. Hjælpsomhed, også når det er uhensigtsmæssigt. Den er kun dårlig, når ens nærmeste havner bagerst i rækken.
Han tog min hånd, bare sådan.
Vi sad længe sådan, køligheden kom snigende, jeg lagde et sjal om skuldrene og duftede juni, som kun findes få dage hvert år.
Jeg tænkte: Ægteskab er arbejde, ofte stille, somme tider smertefuldt. Man må tage ordene, også de hårde. Kærlighed bliver ikke mindre af det. Den bliver sand.
Næste morgen stegte mor klatkager med creme fraiche. Ved bordet var der grin og kaffesnak, Simon lovede at fikse haveporten, jeg aftalte syltetøjsweekend. Sådan dagligdags, og netop i det dagligdags ligger livets dyreste ting.
Efter frokost gik Simon ud med hammeren, mor hvilede, jeg sad i haven læste ikke, men så på æbletræets små, grønne frugter og mors skikkelse, der kom ud og nød solen.
Livet gik videre. Og dét var svar nok på det meste.
Hjemme søndag aften åbnede jeg vinduet, Simon pakkede ud. Alt var som før men noget let og klart stod tilbage.
Nogle dage senere ringede Helle igen. Jeg stod i køkkenet og hørte fragmenter.
Helle, hvis det haster, så ring til akut service. Jeg kommer ikke, Helle. Ikke for at være hård, men min plads er her, i min familie. Alt godt til dig.
Inde i køkkenet lagde han telefonen. Så på mig.
Skal du have kaffe? spurgte jeg.
Giv mig gerne.
Mere blev ikke sagt. Denne stilhed var en anden end den, vi havde haft i april. Nu var det to mennesker, der var sammen, fordi de gerne ville.
Poul kom stadig forbi indimellem. Simon inviterede ham en dag til grill i juni, de snakkede motorcykler og danske gamle film, jeg tænkte, de kunne såmænd have været venner under andre omstændigheder.
Sommeren gik stille og godt. Vi besøgte mor to gange mere. I juli skrev Helle en SMS, ikke et opkald, om Simon kunne give råd i en juridisk sag. Han svarede kort og henviste til advokatvagten. Det var dét.
I august tog Simon og jeg for første gang i flere år alene til Skagen en weekend tre dage med strand, god mad, ro. Vi gik ture langs kanten af Kattegat, snakkede om bøger, jobbet, ønsket om en hund engang, mors syltede agurker og om, at for at bevare noget værdifuldt, skal man også turde kæmpe ikke mod andre, men sig selv.
Det er det, der er kærlighed og tillid, tænkte jeg, mens jeg gik barfodet i sandet ved siden af ham. Ikke fravær af konflikter men at man er der. At vi klarede det, og vi fortsætter.
Jeg fortalte kun Astrid om hele forløbet. Hun rystede på hovedet, lo:
Ja, det var på høje tid.
Ja, svarede jeg.
Men drop nu de spil fremover. Tal bare med ham hvis der er noget.
Det vil jeg. Nu lytter han.
Ikke en afsluttet historie ingen familiesag slutter helt. Livet fortsætter, nye svære situationer kommer. Måske ringer Helle igen. Noget vil altid dukke op.
Men da vi i september sad ved aftensmaden, Simon fortalte om sjove ting fra arbejdet, og jeg tænkte, at jeg skulle købe mælk og ringe til mor, blev jeg pludselig ramt af en stille, klar lykke. Lampe-lyset, suppe-duften, hans stemme. Vores hjem.
Det er for dét, man værner om det, man har. For dét, man skal tale, skændes, tilgive og ræsonnere.
Det er ikke psykologråd, ikke færdige opskrifter bare én historie blandt mange. I hver er der en Helle, en Poul, et øjeblik hvor man skal vælge. Det bedste er ikke, når man vælger rigtigt, men når man vælger sammen.
En oktoberaften sad jeg med te ved vinduet. Træerne var gule og orange, bladene hvirvlede i blæsten. Simon kom hjem, smed jakken, vaskede hænder, satte sig ved mit bord.
Hvordan har du det? spurgte han.
Godt. Vil du ha te?
Ja, gerne.
Jeg rejste mig, hældte op, satte koppen foran ham.
Simon?
Ja?
Jeg er bare glad for, vi deler livet. Uden grund. Jeg er glad.
Han så på mig og noget i ham blev mildt.
Det er jeg også. Selvom jeg nogle gange er idiot.
Nogle gange, sagde jeg. Men mest ikke.
Der sluttede min dagbog for nu. Jeg tror, jeg har lært, at kærlighed ikke er at undgå konflikter, men at turde se hinanden, virkelig se. Det er dét, der holder sammen på to mennesker gennem livet.
