Boghvede i stedet for trøfler
Jeg står ved komfuret og ser, hvordan saucen i gryden langsomt skiller ad, efter at jeg har stået bøjet over den i to timer. Flødesaucen med trøfler, som skulle ledsage mit risotto med Karl Johan-svampe, burde være silkeblød, ensartet, næsten levende. I stedet flyder smørret for sig selv, mens den tykke base samler sig i klumper på bunden.
Jeg skruer ned for varmen og begynder forfra indarbejder langsomt kolde smørtern, langsomt, rundt i cirkler. Mine hænder kender næsten bevægelsen af sig selv. Udenfor er det ved at blive mørkt, gadelygterne på Vesterbrogade er tændte, og nede på gaden kører bilerne forbi. En typisk oktoberaften i København.
Birgitte, tager det meget længere? Jeg har ikke fået noget siden klokken to.
Kasper står i døren til køkkenet. Han gør det altid sådan træder aldrig rigtigt ind, som om køkkenet er min domæne, og hans hænder bliver i lommerne, ansigtet med det udtryk, jeg stadig ikke kan læse rigtigt efter treogtyve år. Ikke utålmodighed, det er noget andet.
Tyve minutter, siger jeg uden at vende mig. Saucen driller lidt.
Tyve minutter. Godt så.
Han forsvinder. Jeg kan høre ham dumpe ned i sofaen, tænde for fjernsynet alt for højt og derefter straks skrue næsten helt ned. Det er også et signal. Jeg genkender dem alle sammen.
Til sidst lykkedes det nogenlunde saucen bliver ikke perfekt, men tæt på. Risottoen er præcis så klistret og cremet, som den skal være. Jeg anretter alt på tallerkener, pynter med fine skiver af sort trøffel, som jeg købte på torvet i Torvehallerne for et par dage siden, og brugte flere hundrede kroner på langt mere, end en god frokost med veninderne ville have kostet mig tidligere.
Jeg sætter maden på bordet. Tænder stearinlys. Ikke af romantik, men fordi maden og jeg selv ser bedre ud i skæret. De små rynker omkring øjnene bliver mindre.
Kasper sætter sig, tager gaflen, studerer tallerkenen.
Han ser længe på maden.
Risotto igen, siger han endelig.
Du bad selv om noget med svampe.
Jeg bad om noget svampet. Du skulle ikke have lavet risotto. Jeg fik risotto sidste uge på restauranten inde hos Søren, det var chefkokken selv, professionelt, det er svært at sammenligne.
Jeg sætter mig ned forinden. Tager min egen gaffel.
Smag så på det først.
Han smager. Tygger langsomt, som om han laver en vurdering for dommerpanelet.
Risen er lidt for blød.
Risen er al dente, som den skal være.
Hvis du siger det, så.
Vi spiser i stilhed. Jeg kigger på lysene, han kigger stift på sin tallerken. Udenfor kører København videre, som om risotto ikke eksisterede.
Saucen er lidt fed, siger han, da tallerkenen næsten er tom.
Jeg svarer ikke.
Du spørger vel, hvorfor jeg siger det? Fordi jeg siger det ærligt. Vil du ikke være bedre til madlavning, og ikke bare klappe dig selv på skulderen?
Jeg har ikke spurgt dig, siger jeg.
Ærgerligt for dig.
Senere går han ind og ser fodbold, mens jeg rydder af bordet, vasker op og skraber de sidste rester af trøffelsaucen af gryden. Samme trøffelsauce, som kostede det samme som en god parfume og som jeg lavede om tre gange for at ramme den rette konsistens. Læst op på teknikken i en brugt fransk kogebog, jeg købte på et kursus til 350 kroner. Fragte den hjem på cykel igennem hele byen i en særlig beholder, så den ikke skulle skille undervejs.
For fed.
Jeg lægger hænderne mod kanten af vasken og ser vandet løbe ud. Tørrer hænderne af, slukker lyset i køkkenet og går ind i soveværelset.
Endnu en helt almindelig aften.
***
Inge, min svigermor, dukker op klokken tre om lørdagen. Hun ringer altid i god tid, sådan fyrre minutter før, så jeg kan nå at rydde op i stuen og bage noget til kaffen. Hun er af typen, der lægger mærke til hvor der roder men aldrig siger det direkte kun et lille blik hen over vindueskarmen.
Hun er syvoghalvfjerds. Lille af statur, rank ryg, som andre kvinder kunne misunde hende. Hun mistede sin mand for seks år siden og har boet alene i en lejlighed på Østerbro siden nægtet flytte, selvom Kasper prøvede at overtale hende. Jeg prøvede aldrig. Vi vidste begge, hvorfor.
Denne lørdag er hun lidt blegere end vanligt, det ser jeg straks i døråbningen.
Kom ind, Inge. Jeg har bagt nøddekage.
Tak, Birgitte. Er Kasper hjemme?
Han er hos Søren. Kommer til aften.
Hun nikker og går ind på køkkenet. Det er nyt, for hun plejer altid at gå i stuen, hvor hendes yndlingsstol står ved vinduet.
Jeg hælder te op og skærer kage. Vi sætter os over for hinanden.
Hvordan har du det? spørger jeg.
Ganske udmærket. Lidt blodtryk. Ingen katastrofer.
Hun tager et lille stykke kage, smager forsigtigt.
Det smager dejligt, siger hun, og det lyder så enkelt og varmt, at jeg må synke klumpen i halsen.
Vi sidder lidt i tavshed. Inge drikker teen i små slurke og stirrer ud af vinduet. De sidste blade blæser af trætoppene, oktober trænger sig på.
Birgitte, må jeg spørge dig om noget? Du bliver vel ikke fornærmet?
Jeg skal prøve.
Hun ser længe på mig.
Husker du, at du var indretningsarkitekt?
Det havde jeg ikke ventet.
Ja, selvfølgelig.
Og en god én?
Det sagde de.
Det ved jeg. Jeg har set dine projekter. Du lavede den lejlighed i Kartoffelrækkerne for det lægepar? Jeg var på besøg engang. Så smukt. Jeg tænkte: det er evnen til at se et rum med det samme.
Jeg ser undrende på hende.
Hvor vil du hen, Inge?
Hun sætter koppen på bordet, sirligt og med forsigtighed, som folk fra hendes generation gør ingen unødige lyde eller bevægelser.
Jeg skammer mig, siger hun stille.
Det har hun aldrig sagt før. Inge er fra en tid, hvor man ikke taler om det vigtigste.
Jeg burde have sagt noget før. Ti år siden, da du holdt op med at arbejde. Men jeg sagde ikke noget. Tænkte, det rager mig ikke. Tænkte, du måske selv ville det sådan.
Hun ser på sine hænder. De er fine, smukke hænder, stadigvæk.
Kasper kan ikke lide avanceret mad.
Jeg troede, jeg havde hørt galt.
Hvad?
Han har aldrig brudt sig om det. Har altid haft sart mave, Birgitte. Lægen sagde allerede som ganske ung, at han skulle holde sig til let mad: grødsupper, kogt kød, boghvede med hakkebøf. Det har altid været hans livret. Kogt boghvede, en kedelig frikadelle, masser af smør. Han kunne spise det hver dag.
Det bliver helt stille. Køleskabet summer et sted langt borte.
Hvorfor så, begynder jeg, og min stemme lyder fremmed.
Hvorfor han bad om foie gras og trøfler og sagde, saucen ikke var silkeblød nok ja. Netop.
Inge ser mig ind i øjnene. Der er noget i hendes blik, der gør mig kold indeni. Ikke vrede. Ikke medlidenhed. Noget tungere.
Fordi han kunne lide selve processen. At se dig kæmpe. Bruge penge, tid og anstrengelser og vente på hans dom. Han kunne lide at sige, det ikke var godt nok. Det gav ham en følelse af magt.
Jeg sætter min kop fra mig meget forsigtigt.
Ved du, hvad du siger?
Ja, Birgitte. Jeg overvejede længe, før jeg satte mig.
Men du sagde ikke noget i ti år.
Jeg var tavs i otteogtredive, Birgitte. Siden Niels begyndte at gøre præcis det samme mod mig.
Niels. Niels Kristensen, hendes mand og Kaspers far. Jeg nåede næsten ikke at lære ham at kende, han døde kort efter vores bryllup. Jeg husker ham som en høj, høflig mand, altid så dannet i selskab.
Han var også madnørd, siger hun stille, stemmen pakket ind i rolig bitterhed. Jeg forsøgte på samme måde. Lyttede til kritik af sauce og tørt kød. Og så en dag så jeg ham spise boghvede hos sin mor ude på landet sådan spiste han. Som en der endelig var hjemme. Tre tallerkener. Med smør. Brød ved siden af. Han smilede dér, sagde ikke et ondt ord.
Jeg sidder og lytter, udenfor kommer der småregn.
Det forstod jeg den dag. Men jeg gik ikke. Det var nogle andre tider. Kasper så det også og lærte, at man kunne fastholde nogen sådan. Han har bare arvet værktøjet.
Det var med vilje, siger jeg. Ikke som et spørgsmål.
Jeg tror ikke, han nogensinde tænkte: nu skal jeg ydmyge min kone. Sådan er folk ikke. De gør bare, hvad de kan, og hvad de har set før.
Jeg rejser mig uden at vide, hvor jeg vil hen. Bare for at gøre noget andet. Stirrer ud i regnen på Vesterbrogade, på folk med paraplyer.
Ti år.
Ti år med madkurser. Først basis, så videregående, fransk, italiensk. Jeg læste bøger, så videoer, skrev med kokke på nettet. Cyklede rundt til bestemte slagtere og grønthandlere. Matchende vin. Vågner om natten med idéer til sauce.
Jeg troede, det var mit nye kald. Min nye profession, nu hvor jeg havde forladt indretning.
Og han spiste bare boghvede. Indeni.
Hvorfor fortæller du mig det nu? spørger jeg uden at vende mig.
Fordi jeg er gammel, siger hun bare. Og fordi du er ung endnu. Tooghalvtreds er ikke gammelt. Det er næsten en begyndelse.
Jeg vender mig om. Hun ser på mig uden medlidenhed. Det betyder alt.
Og fordi jeg er skyldig. Ikke bevidst, men fordi jeg opdragede ham sådan. Levede selv sådan. Det er min skyld. Jeg kan i det mindste give dig sandheden.
Jeg sætter mig ned igen. Tager en slurk lunken te.
Han ændrer sig ikke, siger hun. Jeg siger ikke, hvad du skal gøre. Men du har ret til at vide det.
Vi drikker teens sidste slurk næsten tavse. Hun tager frakken på. Jeg hjælper hende med knapperne, hendes fingre er ikke, hvad de har været.
Kagen var rigtig god, siger hun i døren.
Tak.
Helt enkel. Hjemmebagt. Den bedste, du har bagt til mig.
Hun går. Jeg står længe i entreen og ser på Kaspers jakker på stumtjeneren.
***
De næste to uger laver jeg stadig avanceret mad. Automatisk. Laver confit af and. Bisque på jomfruhummer, hjembragt fra Torvehallerne. Asiatisk dessert, som jeg lærte på kursus for nylig.
Kasper spiser. Kritiserer. Jeg lytter, tier.
Men noget inde i mig ændrer sig. Som glas mellem mig og det hele. Pludselig ser jeg det hele udefra: jeg står ved komfuret, river citronskal, tilsætter safran, bærer tallerkenen ind, venter. Og ser det i hans ansigt, før han siger noget: forventningen. Lige før han skal sige noget, og jeg krymper lidt.
Jeg husker mine indretningsprojekter. Hvordan jeg kunne se hele rummet for mit indre blik inden, hvordan jeg forstod det, kunderne ikke sagde, men ønskede. Hvor glad jeg blev, når folk trådte ind i det færdige rum og bare stod der lidt.
Jeg havde engang eget lille tegnestue. Delte lokale på Nørreport med andre designere. Dårlig kaffe på kontoret, diskussioner om farver til langt ud på aftenen.
Kasper sagde, det ikke var alvorligt. Man skulle vælge: familie eller opmåling rundt på byggepladser. Han tjente godt, jeg trængte ikke arbejde. Kunder var besværlige, mine nerver var vigtigere. Der skulle også være nogen hjemme.
Jeg valgte familien. Fyrre år. Tænkte, der var tid nok til at vende tilbage.
Ti år gik.
Jeg tager min telefon og skriver til en tidligere kollega, Sofie Madsen. Hun er stadig i indretning, driver et mindre bureau. Vi har engang imellem skrevet korte hilsner. Ikke meget mere.
“Sofie, hej. Ville høre, om du har lyst til at ses en dag?”
Svar kommer hurtigt.
“Birgitte! Selvfølgelig, jeg vil glæde mig. Kan du i morgen?”
***
Vi sidder på en café i indre by. Sofie har stort set ikke forandret sig, kortere hår og et par grå hår, hun bærer med stil.
Du ser godt ud, siger hun.
Du lyver dårligt, svarer jeg.
Hun griner.
Okay, lidt træt, men stadig dig selv.
Vi bestiller kaffe. Jeg sidder og ved ikke helt, hvordan jeg skal sige det.
Har du noget arbejde? Til mig?
Hun ser undersøgende ud.
Det er alvor?
Ja.
Du har ikke arbejdet i ti år.
Men jeg tror ikke, jeg har glemt det.
Sofie drejer lidt på koppen.
Vi har tre projekter nu. Ét stort hus uden for byen, vi kunne godt bruge dig, men du vil skulle starte helt forfra som en slags praktikant. Programmerne og kunderne er helt anderledes nu.
Det er okay.
Og hvad vil du have i løn?
Hvad du synes, jeg er værd.
Hun ser på mig længe. Nikkede.
Mød op mandag, så prøver vi.
Mandag starter jeg. Hver dag de næste tre uger kommer jeg klokken ni, går klokken seks. Lærer nye programmer. Laver begynderfejl, bander indvendigt. Men noget vender langsomt tilbage ligesom svømmetag, kroppen husker, selvom hovedet tøver.
Derhjemme laver jeg nu boghvede.
Første gang næsten uden at tænke over det. Sent hjemme, træt, åbner køleskabet. Kigger på specialiteterne, jeg egentlig havde købt til et avanceret projekt. Lukker igen. Finder boghvede, dåsekød, smør.
Koger boghvede, vender det med smør og kød. Sætter tallerkenen på bordet. Kalder på Kasper.
Han ser målløs på tallerkenen.
Hvad er det?
Boghvede med dåsekød.
Det kan jeg da se. Er du okay?
Bare træt. I morgen laver jeg noget andet.
Han sætter sig. Spiser i tavshed. Kommenterer intet for første gang.
Jeg ser på ham, tænker på, hvad Inge sagde: om landsbyen, tre tallerkener, smør. At nogen kommer hjem.
Kasper spiser op, rejser sig, går. Siger ingenting. Hverken godt eller skidt.
Det er også et svar.
***
Samtalen kom først efter et par uger. Jeg er på vej hjem, tænker på farver til sommerhusprojektet. Går ind, tager skoene af, fjernsynet kører.
Hvor har du været? spørger Kasper uden at kigge op. Klokken er otte.
Arbejdet.
Hos Sofie igen?
Ja, mit arbejde.
Han slukker fjernsynet, vender sig om.
Birgitte, det var jo ikke, hvad vi aftalte.
Hvad aftalte vi ikke?
At du skulle til at forsvinde væk hele dagen. Vi har et hjem. Hvad skal vi spise? Køleskabet er tomt.
Der er æg, kartofler og pølse. Du kan stege noget.
Han ser på mig, som om jeg har skiftet sprog.
Hvad mener du?
Det jeg siger. Hvad der er i køleskabet.
Og dine trøfler? Dine saucer? Husker du overhovedet, at du kan lave mad?
Jeg stiller tasken, hænger frakken op.
Kasper, jeg vil gerne tale roligt. Kan du det?
Om hvad?
Om os. De sidste mange år. Om hvad der foregår i denne lejlighed.
Han strammer sig op. Skuldrene forover, blikket smalt.
Hvad foregår? Jeg arbejder, du sidder herhjemme.
Ikke mere. Jeg arbejder nu også.
Så nu har du bestemt dig. Uden mit besyv.
Jeg prøver at snakke nu.
Han går hen til vinduet, står, vender tilbage.
Birgitte, hvad sker der med dig? Vi havde det jo normalt. Du lavede maden, jeg vurderede. Det var os. Vores verden.
Din verden. Ikke min.
Nu kommer hun igen det er din mor, der har snakket dig det her ind!
Jeg ser på ham. På ham, jeg har delt et liv med. I en lejlighed, som aldrig rigtig har været min, alt var bestemt før jeg kom. Jeg har aldrig ændret noget, skønt jeg kunne se, hvordan det kunne blive smukkere. Jeg var jo indretningsarkitekt.
Din mor fortalte mig sandheden, siger jeg. Helt ærligt.
Hvilken sandhed? At hun elsker drama i sin alder?
At du elsker enkel mad. Og altid har gjort det. At boghvede og frikadeller har været din livret.
Kort pause. Tilsyneladende trivielt, men der er den.
Vrøvl.
Du spiste det forleden uden så meget som ét ord.
Jeg var sulten.
Kasper, kan vi stoppe et øjeblik. Jeg vil bare spørge, om du er klar til at leve anderledes? Ikke som de sidste ti år?
Han ser på mig, noget sandt blinker i øjnene. Næsten.
Hvordan?
Som lige mennesker. Begge arbejder vi. Maden kan være nem eller svær, uden ydmygelser. Vi taler åbent. Ingen mere spil.
Lang stilhed.
Jeg har aldrig ydmyget dig. Jeg var bare ærlig. Det er min stil.
Kasper.
Hvad?
Du lod som om, du ikke kunne lide boghvede, mens jeg brugte penge og tid på trøfler.
Stilhed.
Det var ikke ærligt, siger jeg. Ikke hårdt, bare faktisk.
Han svarer ikke. Går ind i soveværelset, lukker døren bag sig stille, ikke barnligt.
Jeg går i køkkenet. Steger kartofler. Spiser alene ved køkkenbordet. Sidder længe med en kop te og hører ham gå rundt i soveværelset.
***
De næste måneder er som langsom optøning. Ikke dramatisk, ikke filmisk bare hver dag falder et stykke af det gamle lag af.
Kasper prøver forskelligt.
Først fornærmelse. Går tavs rundt i dagevis, indtil han tror, jeg indleder forsoning. Men jeg gør det ikke. Jeg laver almindelig mad: suppe, frikadeller, kartofler. Husker at rydde op, går på arbejde. Kommer hjem.
Så forsøger han sig med ømhed. Kommer hjem med tulipaner i november, købt hos blomsterhandleren på stationen. Spørger, om vi skal gå ud at spise igen. Jeg siger ja. Han er opmærksom, spørger til mit arbejde, griner. Det er rart. Jeg håber et øjeblik.
Næste dag spørger han, hvorfor jeg ikke har forberedt noget fint til hans venner i weekenden. Som om ingenting er forandret.
Jeg laver pasta og salat, siger jeg.
Pasta?
Ja. Pasta.
Seriøst?
Helt seriøst.
Jeg ser udtrykket i hans ansigt. Ser det tydeligt nu. Han ved ikke, at jeg ser det.
Derefter kommer skænderierne. Ægte, med råb, opremsning af alt, han har gjort for mig: lejligheden, pengene, friheden til ikke at arbejde, mulighed for gourmetmadlavning. Alt nævnt som investeringer.
Så du investerede i mig, siger jeg roligt. Men jeg er ikke en fabrik, Kasper, jeg er et menneske. Mennesker fungerer ikke sådan.
Han forstår ikke eller vil ikke.
Inge ringer ugentligt, spørger kort, siger enkle ting som “hold ud” eller “du er sej”. En dag siger hun:
Han er vel sur på mig?
Lidt, svarer jeg.
Han må gerne være sur. Men jeg er på din side nu, Birgitte. For første gang. Hele mit liv har jeg ikke turdet vælge.
Jeg forstår.
I december får jeg mit første solo-projekt hos Sofie. En lille lejlighed på Østerbro til en ung familie. Jeg skal stå for det hele selv. Tør ikke sove om natten ikke fordi jeg ikke kan, men fordi jeg frygter, jeg har glemt det.
Det havde jeg ikke.
Klienten, en ung kvinde, står i stuen i lang, tavs forundring, før hun siger:
Du er et geni.
Den følelse havde jeg næsten glemt navnet på.
***
I februar bliver det tydeligt for mig, at Kasper og jeg ikke finder sammen igen. Ikke fordi jeg ikke prøver. Jeg taler ærligt. Sover ikke hos veninder, hyrer ikke advokat, men arbejder fortsat. Læser jævnligt om skilsmisser og rådnende forhold i samlivet.
Men han vil ikke det nye.
Han vil have mig tilbage ikke mig, men den, jeg var, ventende ved komfuret på hans dom. Han har ikke brug for en kone men for et spejl.
Hvordan ved man, ens mand manipulerer? Måske netop sådan. Når man ser, han ikke vil ens glæde, men ens opmærksomhed. Når han alene lever for ens forventning om hans godkendelse.
Kasper var ingen dårlig mand. Han drak ikke, slog ikke, var tro, elskede på sin egen måde.
Men det er ikke nok at holde ud, hvis man langsomt bliver mindre som menneske af det.
I marts søger jeg om skilsmisse.
Først tror han, jeg spøger. Så prøver han at overtale mig. Så bliver han vred, så prøver han igen. Inge besøger ham en dag hvad hun siger, ved jeg ikke, men efter det bliver han tavs og fremmed.
Lejligheden var hans. Det vidste jeg. Jeg flytter ind hos min gamle veninde Line på Amager, indtil jeg finder noget eget. I juni rykker jeg ind i en lille lejlighed på Nørrebro, ikke fin, men lys og levende.
Jeg laver selv småreparationer, vælger hver detalje selv, med så stor glæde, at jeg nogen gange må grine ad mig selv. Tænk, jeg har vidst, hvad jeg ville, så længe.
***
Nu er det et år siden.
April. Jeg er treoghalvtreds. Udenfor mit køkkenvindue på Nørrebro blomstrer der noget småt og hvidt på træerne. Hver morgen ser jeg på det, mens kaffen trækker.
Kaffen brygger jeg bare i almindelig gryde. Gode bønner, ingen stor ceremoni.
Sofie har gjort mig til partner i bureauet siden januar. Vi har fire projekter, og jeg styrer to. Jeg sover normalt, og vågner somme tider med løsninger på rum og indretning men det er glædeligt nu, ikke bekymrende.
Inge ringer stadig ugentligt. For nylig tog jeg kage med til hende. Vi talte længe, hun om årene, hun var tavs, og jeg hørte om nedarvet sorg og hvordan den stopper med én. Inge kunne ikke stoppe den selv. Men hun hjalp mig. Det tæller.
Kasper bor stadig i lejligheden. Vi skriver sjældent. Jeg har hørt, han nu selv går til madlavning. Måske er det sandt. Måske ikke. Folk ændrer sig, når der ikke længere er nogen at holde fast på.
Jeg tænker sjældent på ham. Engang imellem. Ser en glassyltet sort trøffel i Irma og standser et øjeblik mærker en følelse, der hverken er sorg eller grin, noget midt imellem. Det er ti års liv.
Men jeg forsøger ikke at blive hængende i minderne.
Anders møder jeg i september. Han var egentlig kunde, ville have en ny indretning efter hustruens død to år tidligere. Hun døde lynhurtigt af kræft. Lejligheden på Frederiksberg var beboet og fyldt med hendes fotos. Han ønskede ikke, jeg fjernede dem bare gjorde det lysere. Villet ånde frit.
Det forstår jeg fuldstændig.
Han er fireoghalvtreds, ingeniør, projekterer broer for et rådgivningsfirma. Jeg tænker på det: han bygger broer, jeg skaber rum. Der er noget betryggende i det.
Han er rolig ikke stille, bare rolig. Taler som det mest naturlige, ser én i øjnene, når man taler. Griner, når det er sjovt. Lader være med at spille klogere end han er.
Anden gang, vi mødes om projektet, spørger han, om vi skal drikke kaffe bagefter.
Det gør vi. Går en tur. Drikker kaffe igen. Han inviterer i biografen, vi ser en fin fransk film, han griner stille, og jeg mærker, hvor rart det er bare at være sammen med et menneske, der er til stede.
Vi mødes stadig. Uden hastværk, begge med erfaring. Han kommer tit om fredagen.
***
I dag er det fredag.
Jeg er hjemme klokken seks, pakker varer ud. Har købt kyllingelår, kartofler, løg, gulerødder. Dild. Creme fraiche.
Kyllingelår med grønt bliver til en lækker ovnret ikke en tærte, det er forkert sagt, nærmere bare lag af kartoffel, kylling, løg, gulerod, creme fraiche på toppen. En time i ovnen. Dild bagefter.
Den ret laver jeg, når jeg vil lave noget hjemligt. Ikke gourmet, bare hjemme.
Mens retten er i ovnen, skifter jeg tøj og dufter, hvordan det breder sig. Løg, olie, kylling, lidt hvidløg. Helt almindelig duft som hos min mormor i min barndom. Jeg har ikke tænkt på det i tyve år.
Klokken syv ringer dørtelefonen.
Jeg åbner. Anders kommer ind, stiller en pose i gangen. Jeg ser han har vin med.
Hej, siger han.
Hej. Hvad dufter her sådan af?
Han snuser.
Noget godt. Kartofler?
Ovnret. Skal have en time mere.
Perfekt, siger han og tager jakken af. Jeg har vin med. Og noget andet, han roder i posen, her.
Han trækker en æske chokolade med nødder i simpel indpakning op. Ikke dyrt, bare den slags man finder hos Netto.
Du kan jo godt lide nødder, siger han.
Jeg tager æsken.
Hvordan ved du det?
Du sagde det i september, da vi gik forbi Lagkagehuset.
Jeg står dér med den lille æske og mærker noget, der ikke helt kan siges med ord.
Du husker sådan noget, siger jeg.
Jeg prøver, siger han roligt.
Vi går i køkkenet. Jeg åbner ovnen, tjekker ovnretten. Næsten færdig. Han skænker vin. Sætter sig ved spisebordet.
Hvordan går dit projekt? Det i Indre By?
Krævende klient, indvilger jeg. Vil have alt, helst gratis.
Kender det.
Men det bliver godt. Højt til loftet, man kan noget særligt dér.
Han nikker. Ser på mig, mens jeg ordner salaten.
Birgitte, siger han.
Ja?
Er du glad? Lige nu, altså. Ikke generelt, men lige nu.
Jeg ser på ham. Han spørger oprigtigt.
Lige nu, gentager jeg og mærker efter. Ja. Lige nu ja.
Det er godt, siger han.
Ovnretten er klar. Jeg lader den hvile, drysser dild over, sætter den på bordet. Ingen stearinlys, bare lampen.
Anders ser på retten.
Det ser smukt ud, siger han.
Det er bare en ovnret.
Den dufter godt. Du kan ikke lave mad, der ikke også ser godt ud?
Jeg trækker på skuldrene.
Har aldrig prøvet.
Vi spiser. Han tager endnu en portion, rækker bare tallerkenen frem. Jeg lægger mere op. Vi taler om hans job, hans datter i Aarhus, mine rejseplaner. Han siger, Finland lyder dejligt.
Senere drikker vi te og spiser chokolade.
Udenfor er april-København levende, med våd asfalt og blomstrende træer i vinden.
Jeg tænker: Det er her det er. Ikke fest, ikke begivenhed. Bare aften. Bare et varmt, åbent menneske, varm duft af barndomsmad, intet at vente eller frygte.
Nogle gange tænker jeg på de år: trøfler, jomfruhummerbisque, saucer der skiller. Hvor meget jeg brugte af kræfter, bare for at høre: for fedt. Jeg kan blive vemodig. Men det varer aldrig længe det er en luksus, jeg ikke længere har råd til.
Selvværd, læste jeg engang, lyder som noget man enten har eller ikke har. Men nej det er noget, man bygger. Bryder ned. Kan starte forfra med, når man er 52, på andres kontor, usikker i nye programmer, men bliver ved. Og pludselig ser man rummene igen.
Personlige grænser moderne ord, men jeg forstår det nu. Ikke en mur, bare visheden: her går min kant.
Den simple opskrift på lykke er måske virkelig simpel: Brug dine evner. Vær med dem, der ser dig. Lav mad du kan lide. Vent ikke på et ord.
Hvad tænker du på? spørger Anders.
Jeg ser på ham, på hans rolige ansigt og tekop.
På ovnretten, siger jeg.
Han griner.
Man kunne tænke på værre ting.
Den bedste, nikker jeg. Vil du have mere te?
Ja, det vil jeg gerne.
Jeg hælder op. Ser ud af vinduet. Træerne blomstrer.
Anders.
Ja?
Du kommer aldrig til at sige, jeg har overkrydret, vel?
Han ser alvorligt på mig.
Nej. Det var helt perfekt.
Og hvis jeg engang gør?
Han smiler lidt.
Så siger jeg “næste gang lidt mindre” men jeg spiser rub og stub.
Jeg nikker.
Godt svar.
Jeg prøver, siger han. Tager den sidste chokolade. Den sidste, ikke?
Tag du bare, siger jeg.
Udenfor svajer de hvide grene, København summer jævnt. Byen er ligeglad, levende, uanset trøfler, boghvede, tabte og vundne år. Sådan lever jeg også nu. Og teen er varm, ovnduften hænger i det lille køkken, og på vindueskarmen står en ny plante, jeg købte i sidste uge bare fordi bladene var smukke.
Det var nok.
Sådan lever jeg nu.
