Mand til weekenden
Frikadellen lå på tallerkenen lige midt på som var den målskive i et hospital. Henrik stirrede på den, mens hans mave udstødte et forræderisk brøl.
Hanne, må jeg godt tage en ostemad? Jeg er sulten.
Henrik, vi spiser om tyve minutter. Hvis du begynder nu, er kartoflerne kolde.
Bare et lille stykke rugbrød?
Kan du virkelig ikke vente tyve minutter? Jeg har timet det hele. Kartoflerne er klar 19:15, kyllingen klokken 19:20. Hvis du nu nipper, spiser du ikke ordentligt senere.
Henrik sukkede sagte og satte sig til bordet. Hanne stod ved køleskabet og omrokerede de indkøbte varer. Alt havde sin faste plads. Mælken på anden hylde til højre, osten i osteboksen nederst, yoghurtene snorlige i rækkefølge efter udløbsdato, dem der udløber først ud mod kanten.
Må jeg i det mindste tage lidt te?
Tag du bare. Men kun én teskefuld sukker.
Hanne, jeg er voksen.
Potentiel diabetiker, sagde hun bestemt. Din far havde diabetes, din morfar også. Én teskefuld.
Henrik rakte ud efter kedlen, men Hanne greb koppen fra ham, hældte op, stod i evigheder og doserede sukker, og satte den foran ham.
Værsgo. Drik.
Han så på koppen, så på hendes ryg, der atter bøjede sig mod køleskabet. Tog en slurk teen var tynd, næsten ikke sødet. Han sagde ingenting.
Udenfor var det mørkt, som det jo bliver i oktober i Roskilde, især i den grå boligblok, hvor lyset fra gadelamperne ligger som et begynderkursus i deprimeret belysning. Alt var som det plejede: faste biler på faste pladser, gadelamper, der ikke flakker, men ligner nogen, der overvejer at sige op.
De var 57 og 55. Havde været gift i 30 år. Lejligheden var ren som et operationsbord og stille som biblioteket inde ved Hovedbanen.
***
Lørdag var skemalagt ikke fordi nogen forlangte det, men fordi Hanne havde ført regnskab med tid, siden hun var 19. Hun skrev lørdagen ned fredag aften i den ternede notesbog.
08:00. Morgenmad.
08:30. Gulvvask.
10:00. Brugsen indkøb. Rengøringsartikler for sig, kolonial for sig.
12:00. Frokost.
13:00. Hviletid.
14:00. Kaffebesøg hos moster Ingrid.
17:00. Hjemkomst.
17:30. Aftensmad.
18:30. Læsning eller tv.
22:00. Godnat.
Henrik kunne hele planen udenad, ikke fordi han læste med, men fordi rækkefølgen havde stået på repeat i femten år. Kun navnene på besøgte familie og supermarked skiftede ind imellem.
Han vaskede gulv i entreen og tænkte på, hvor længe det egentlig var siden, han havde været på fisketur. Otte år sidst sammen med Søren Nielsen fra arbejdet, ved Sorø Sø. Tre små aborrer bed på og en suder, og de sad på bredden til solen var væk, kogte fiskesuppe over bål i en gammel gryde, mens Søren fortalte så mange dumme vittigheder, at ænderne lettede kollektivt.
Han kom sent hjem. Hanne havde ventet.
Ved du, hvad klokken er?
Ja, Hanne. Jeg blev bare hængende
Bare. Jeg ringede otte gange. Maden står i køleskabet og er ikke til at redde.
Undskyld.
Du har ingen idé om, hvor meget jeg bekymrede mig?
Undskyld, Hanne.
Siden blev der ikke flere fisketure. Ikke fordi hun forbød det det blev bare aldrig til noget; der dukkede altid noget op, og til sidst holdt han op med at foreslå det.
Henrik, vrider du kluden ordentligt? Ikke for tør, der kommer striber.
Han gjorde det, som hun sagde, skønt det for ham var hip som hap. Gulvet skinnede. Hanne var stolt. Han havde engang overhørt hende prale til veninden: Hos mig kan man spise direkte fra gulvet. Henrik tænkte, at han aldrig i livet ville få lyst til det, selv ikke hvis der blev serveret takeaway og han havde tabt gaflen.
Indkøbstur, frokost, og besøg hos moster Ingrid forløb snorlige. Moster Ingrid serverede kartoffelkager, lettere brændt underneden, men Hanne bemærkede, så det kunne høres: Ingrid, din ovn varmer nok skævt. Henrik spiste tre, syntes faktisk, de smagte bedre brændte.
De kom hjem 17:20 ti minutter før plan.
Hanne satte taskerne på plads, snuppede sin hjemmelavede ostekage ud af køleskabet og skar den ud i seks perfekt ens stykker.
Henrik satte sig, kiggede på kagen og mærkede en rolig form for panik. Ikke på grund af kagen. Men fordi han vidste præcis, hvad der ville ske i morgen. Og næste uge. Og året efter.
Han spiste, drak op, gik ud og så tv.
***
Støvsugeren satte ud onsdag aften. Døde på stedet. Henrik skruede den fra hinanden på køkkenbordet og kunne straks se problemet: filteret proppet, et eller andet knækket i børstehovedets beslag. Piece of cake han havde været tekniker på Dansk Elektromekanisk i 22 år, og en støvsuger var børnemad.
Hanne kom i døren til køkkenet som en sundhedsplejerske, der netop har set et barn spise sand.
Hvad laver du?
Reparerer. Her, filteret er totalt tilstoppet, og børsten er knækket.
Henrik, tilkald da en fagmand. Du skal ikke røre det selv.
Hanne, det er altså nemt. Jeg klarer det.
Du har klaret det før. Hankan du ikke huske strygejernet? Første gang gik det aldrig mere, anden gang blev det pludselig varm kun i venstre hjørne.
Det hér er ikke det samme. Jeg kan se fejlen.
Henrik.
Hanne, jeg er tekniker.
Du er tekniker på en fabrik, ikke en husholdnings-nørd. Laver du noget galt, koster det bare mere.
Noget i ham rykkede. Et eller andet lille hårdt. Han så på støvsugeren, sine hænder, hendes ansigt fuldstændig roligt og overbevist.
Jeg fikser den, Hanne.
Henrik
Jeg. Fikser. Den.
Hun sukkede, forsvandt. Han brugte en time og da den summede igen, var den rent faktisk bedre end før. Han satte delene på plads, ryddede op, tændte uden grund bare for at lytte til den tilfredse brummen.
Hanne gik forbi, nikkede, sagde ikke noget.
Han mærkede, at han havde ventet bare et godt gået.
***
På opslagstavlen ved S-togsstationen så han et opslag: Reparation af gammelt elektronik, staffelier og alt muligt andet. Kom forbi. Adressen stod under en sidegade i Valby, et af de gamle huse med vinduer, der drømte sig tilbage til kong Frederik den VIs tid.
Hans gamle pladespiller en B&O fra før Hanne samlede støv i gangen, havde lagt øre til du burde smide den ud mere end tre år. Henrik lod som om, den var i brug, stak den tilbage i skabet.
Han ringede. Intet svar. Han tog selv hen. Tredje sal. Efter flere bump og lyde inde fra lejligheden blev der lukket op.
Der stod en kvinde på hans egen alder grinende, spraglet forklæde med malerpletter, hår i en slags jeg-opgav-igen. Der var grøn maling på kinden.
Hej, er det dig med reparationerne?
Jep. Anita. Bare kom ind, men pas på staffeliet dér i gangen.
Henrik gik ind tøvede et øjeblik.
Det lignede ikke noget, han havde set i årtier. Eller jo, dengang han kom i politiskolekammeraters atelierer. Lærreder overalt, nogle rene, nogle halvt malede, nogle med så mange lag farve, at de var blevet til geologisk materiale. Kattens konge, brunt og tykt, tronede på sofaen og sendte ham et blik, der sagde: Jeg håber, du har lært katttesprog.
Det duftede af oliemaling, kaffe og noget andet måske frihed.
Undskyld rodet, sagde Anita, jeg malede hele formiddagen, nåede ikke rydde op.
Det gør ikke noget, sagde Henrik. Forbløffet over, at han mente det.
Hvad skal du så have fikset?
Pladespiller. B&O, dansk klassiker, motoren er stået af.
B&O! Den kender jeg. Har du husket at tjekke batterierne i fjernbetjeningen?
Jaja, det er ikke bare det.
Anita nikkede, tænkte.
Har du den med?
Nej, jeg ville bare checke først. Dit telefonnummer svarede ikke.
Min mobil er altid væk. Igår fandt jeg den inde i et malerbøtte. Tag den med, så ser jeg på den men hjælp mig lige med et staffeli, så giver jeg rabat!
***
Staffeliet, et arvestykke, hang sammen på slin og lærredet gled hele tiden. Anita pegede: Her, bolten er væk, jeg brugte en skrue, men den er for lille.
Henrik inspicerede, bad om en skruetrækker Anita kom tilbage med tre slags og ikke anelse om forskellen. Han pakkede skrue og noget tape om, satte det sammen.
Det er midlertidigt, forklarer han du skal bruge en M6 bolt og møtrik, det holder.
M6, gentog Anita koncentreret. Skriver det ned.
Hun dyppede penslen i sort maling og skrev direkte på avisen på gulvet: M6 BOLT!
Henrik kunne ikke lade være at grine: Det glemmer du, når du smider avisen ud.
Nej, jeg klistrer den op på køleskabet. Vil du have lidt te? Jeg har et par gårsdagens boller med kålfyld.
Henrik tænkte på Hanne, der ventede men: Gerne, sagde han.
***
De sad i det lille køkken, hvor vinduet vendte ud mod gården og man kunne se tomatplanter i gamle plastkrukker. Bollerne var en anelse seje, men smagte præcis som hans mor plejede at lave dem.
Er det din egen opskrift? spurgte Henrik.
Nej, min datter lærte mig det. Hun læser kunsthistorie i København. 22 år, voksen og fornuftig, slet ikke som mig.
Bor du alene?
Knap et år min mand og jeg blev skilt. Nu er det bare mig og katten Magnus.
Magnus løftede hovedet, vinkede nærmest med halen og lagde sig igen.
Var det hårdt?
Ja, først. Men ved du hvad lidt som at tage et par sko af, der klemmer du mærker først, hvor ondt det gjorde, når det holder op.
Henrik så ud på gården, hvor det gamle platantræ kun havde få gule blade tilbage.
Du er ingeniør?
Ja, på Dansk Elektromekanisk.
Sjovt?
Altså okay. Men i virkeligheden drømte jeg om at rode med småting. Og fiske!
Fiske? Fortæl!
Normalt døde fiskesnak hurtigt i hans daglige selskab. Men Anita lænede sig ind over bordet og lyttede.
Henrik fortalte om morgener ved søen, fisk, der sprang, og lyset, der dansede i vandet.
Han opdagede først tiden, da uret sagde 21:00.
Nå, jeg må af sted.
Ja selvfølgelig. Tak for hjælpen!
Tak for teen.
Han gik ned mod stationen og tænkte, at ingen havde hørt ham sådan på tjah, nogensinde.
***
Hanne sad i køkkenet, da han kom hjem. Tørt aftensmad dækket med tallerken.
Hvor var du?
Hos hende fra opslaget. Hun bad om hjælp til staffeliet, det trak ud.
Jeg ventede dig klokken syv. Kotletterne er genopvarmet to gange nu, de er stenhårde.
Henrik kiggede på maden. Så på hende.
Jeg fik boller hos hende.
Hos hende.
Ja.
Du tager forbi en fremmed med en pladespiller, kommer hjem ni om aftenen, og har spist brunsviger??
Jeg hjalp hende med staffeliet, drak lidt te, det er det hele.
Hvad er hun for én?
Anita. 54, kunstlærer, blev skilt for et år siden.
Du har undersøgt hendes biografi allerede.
Vi talte bare over te.
Hanne tog kotletterne ud og lagde dem i køleskabet med præcise, rasende bevægelser.
Varm selv op hvis du vil have. Jeg går i seng.
Hun forsvandt. Henrik sad længe og lyttede til regnen ude i mørket. Og tænkte, at regn sjældent spørger om tilladelse.
***
Det gentog sig. Han afleverede pladespiller, Anita lavede te, han kom med hindbærsnitter fra bageren. Bagefter svingede han bare forbi for at høre om den M6-bolt. Hun havde købt M4, men det blev fikset med et grin, han quartede begge slags i værktøjskassen.
Han fortalte sjældent Hanne om sine visitter. Ikke fordi han løj, mere fordi hun måske ikke ville høre detaljerne.
En aften sad han der længe, fordi Anita gennemgik Cézannes måder at male lys på ud fra et kunstbogsalbum og det åbnede et univers, som han aldrig var blevet inviteret ind i før.
Hanne ventede, da han endelig kom hjem.
Kotletter?
Hanne, vent lidt.
Hun så på ham med uro, ikke vrede ægte uro.
Henrik, hvad foregår der?
Ikke noget. Jeg besøger en veninde, taler, hjælper til. Det er hyggeligt.
Forstår du, hvad du siger?
Ja. Der er ikke noget altså vi taler bare.
Bare taler.
Ja.
Henrik, vi har været sammen i 30 år. Jeg laver mad, styrer økonomien, passer på din sundhed jeg gør alt! Hvorfor tager du så hen til en kunstlærer?
Han manglede ord. Eller rettere kunne ikke sige dem uden at lyde kold.
***
Fredag aften pakkede han tasken. To skjorter, barbermaskine, en bog han alligevel aldrig havde læst færdig.
Hvor skal du hen?
Være alene lidt. Tænke.
Det dér er noget pjat.
Måske. Men jeg gør det.
Til hende?
Jeg skal bare tænke.
Henrik!
Han lukkede tasken. Så hende i den prikkede slåbrok, altid uden plet. Hendes ansigtsudtryk: ikke koldt, ikke vredt. Bare rådvildt.
Jeg ringer.
Og så gik han.
***
Anita spurgte ikke om noget. Da han ringede: Hej, kan jeg bo hos dig et par dage? svarede hun bare: Ja, sofaen er ledig.
Han sov på sofaen, med Magnus den brune kat ved fødderne. Om morgenen lavede hun tyrkisk kaffe med kardemomme, og de sad ved køkkenbordet, snakkede småting, grinede af Magnus, der havde væltet en basilikumplante.
Hanne ringede, først tit, så mindre. Henrik tog ikke altid telefonen. Når han gjorde, sagde hun:
Har du taget din blodtrykspille? Har du overhovedet dem med?
Ja, Hanne.
Har du den lune jakke med? De har meldt minusgrader.
Ja.
Husk at du skal til kontrol torsdag kl. 16 jeg skrev det ned i januar!
Jaja.
Henrik, kunne du ikke bare komme hjem? Hvad mangler du dér?
Han tav. Så: Jeg ringer, Hanne.
Tamaras sms tikkede ind: Henrik, det dér er slet ikke dig! Stakkels Hanne! Og endda hans chef Henrik Mogensen: Hanne ringer er der noget galt? Og sågar en sjælden sms fra hendes fætter.
Han så beskederne og tænkte, at Hanne havde mobiliseret hele sin kontaktliste. Som altid.
Hvordan har du det? spurgte Anita en aften.
Underligt lidt skræmmende.
Det lyder rimeligt.
I morges tog jeg bare en skjorte ikke hvid, ikke grå, men mørkeblå. Jeg har ikke selv valgt tøj i 20 år.
Hun lagde altid frem?
Hun sagde, jeg ellers ville klæde mig forkert eller for kulørt.
Anita nikkede.
Hun elsker mig jo. Men jeg forsvandt. Jeg blev en, der skulle krydses af på listen, ikke et menneske.
***
Hanne dukkede op en søndag hun fandt adressen. Henrik åbnede døren, og de stod bare og kiggede.
Må jeg komme ind?
Han gik til siden.
Hanne kiggede sig omkring på Anitas rodekast, den skæve støvle i entreen, kulørte tørklæder og malerpletter.
Anita trådte ind fra køkkenet. De så på hinanden.
Hej, sagde Hanne.
Hej, sagde Anita stille.
Er du ok? spurgte Hanne så.
Ja.
Husker du medicinen?
Hanne
Jeg spørger bare.
Henrik var netop i gang med salaten. Agurker over det hele, i store, skæve stykker. Hanne gispede agurker skulle skæres snorlige.
Hanne du behøvede ikke at komme.
Henrik, jeg har dedikeret hele mit liv til dig, sagde hun, stemmen knækkede. Jeg har gjort alt for dig. For os.
Det ved jeg.
Hvorfor så?
Anita sagde forsigtigt:
Må jeg sige noget? Ikke som modstander, bare som én udefra.
Gør det, sagde Hanne, uden at se på hende.
Kærlighed er, når man gør det let for et andet menneske at være den, de er. Ikke når de ikke kan få luft. Du lod ham ikke trække vejret.
Lang tavshed.
Du ved ikke, hvordan vores liv er, sagde Hanne til sidst.
Det gør jeg ikke, sagde Anita.
Henrik tog Hannes hånd, hun trak den ikke væk.
Hanne, jeg søger om skilsmisse. Ikke fordi jeg ikke elsker dig, men fordi jeg ikke kan mere.
Hanne så på hånden, slap den, tog tasken, rygraden rank.
Husk medicinen. Blå æske øverst til højre.
Døren smækkede.
***
Skilsmissen tog et halvt år. Hun beholdte lejligheden, han flyttede til Valby i nabohuset faktisk, lidt pinligt.
Alting skete langsomt. Han købte første gang præcis det rugbrød, han havde lyst til. Spiste iblandt stående direkte fra bøtten. Sov ikke kl. 22, men når det passede ham. En aften så han gamle Matador genudsendelser, til klokken ét og følte sig smårevolutionær.
Han og Anita tog det roligt. Ingen hast. Foråret efter tog de på fisketur hun havde aldrig fisket.
De rendte rundt på et mudret stykke land ved Bagsværd Sø. Henrik glemte termokanden og de sad og frøs, men tåkedisen over søen var så flot, at Anita sagde: Pyh, hvem har brug for kaffe, når man får det her?
Han fangede én lille aborre, slap den fri, faldt i mudderet, hev Anita med, de grinede så meget, at alle mågerne holdt afstand.
Pyh, sagde Anita med ler på røret, så meget for ren natur.
Han tænkte: dette er livet. Ikke et regneark. Tåge og jord på bukserne.
***
De blev gift det efterår. Knap ti mennesker var med. Hendes veninde Asta knipsede billeder. Magnus betragtede begivenheden fra vindueskarmen.
Hverdagen var spraglet. Anita brugte halvdelen af pengene på akrylmaling og glemte brød. Henrik kunne splitte en gammel transistorradio ad på køkkenbordet og glemme tiden. Karklude forsvandt, værktøj dukkede op i fryseren.
De skændtes. Hun efterlod pensler, han midlertidige løsdele overalt. Men der var ingen lister over fejl. Ingen regnskaber. Kun te på den anden side af skænderiet.
***
Hanne hørte om brylluppet fra Tamara der jo vidste alt.
Hun gik på arbejde, lavede mad men om aftenen var lejligheden for tom. Hun satte stadig to kopper te, fjernede siden én. Det gjorde lidt mere ondt, hver gang.
Chefen, Charlotte, standsede hende en dag:
Hanne, hvad sker der?
Ingenting.
Du er ikke dig. Har I problemer derhjemme?
Hvordan ved du det?
Jeg kan bare se det. Lyt gå til en psykolog. Ikke Tamara. En udefra.
Hanne blev sur, men sagde ikke noget.
***
Hun opsøgte en psykolog på Amager. Første gange tav hun. Fjerde gang kom spørgsmålet:
Hanne, hvornår var du sidst ægte bange for dig selv?
Hun tænkte længe.
Da han gik. Da jeg ikke kunne bestemme. Når jeg ikke styrer alting, smuldrer det hele.
Hvem lærte dig det?
Min mor. Hun sagde altid: Hanne, hold på alting, ellers forlader mændene dig. Og alligevel gik min far.
Der var tyst i det lille samtalerum.
Så hvis man holder for stramt, mister man også?
Ja.
Bare at sige det, lettede faktisk lidt.
***
En søndag tog hun til Kreativhuset på Islands Brygge Tamara anbefalede: Kom, de har akvarel-udstilling.
Det var sandt og rart. Hanne forstod ikke meget af billedkunst, men elskede lyset i de udstillede billeder.
Hun stod længe foran ét, hvor hjørnet blot var blankt papir. En mand, lidt ældre end hende, ægte rolig, betragtede billedet.
Kan du se det her, spurgte han, maleren har ikke rørt det hjørne. Det gør billedet.
Jeg havde faktisk ikke lagt mærke til det.
Jeg hedder Poul.
Hanne.
Han rodede straks med lynlåsen i jakken, som selvfølgelig sad fast. Hun sagde: Giv mig den. Og rettede den ud.
Tak. Jeg kæmpede i tre uger!
Du har brug for en ny jakke.
Og jeg hader at købe ind.
Han inviterede hende næste søndag. Hun sagde ikke ja men dukkede alligevel op.
***
Det var sære uger. Poul var enke, underviste i guitar. Han glemte alt, havde rod på køkkenhylderne, talte længe om mærkelige ting, såsom hvorfor lindetræer altid står parvis ved gamle villaer.
Hanne forsøgte at hjælpe foreslog kalender, nussede rundt i hans skabe. En dag tog han blidt hendes hånd:
Hanne, her er altså orden i mit kaos. Det fungerer fint.
Hun var sur over sin egen trang til kontrol. Men så begyndte hun at grine, og slap det lidt.
Terapeuten sagde: Du kan ikke styre andre. Kun dig selv og det er langt sjovere, tro mig.
Pludselig begyndte Hanne at bage kager på slump. Først føltes det vovet hun spurgte Tamara: Hvor meget kanel? Efter smag! Hun brugte en hel spiseske. Kagen smagte mærkeligt, men var sjov at spise.
Tamara sagde: Du er blevet anderledes på den gode måde.
Hanne smilte til sig selv på vej hjem.
***
De sås tilfældigt to år senere, i Frederiksberg Have. Henrik og Anita slentrede mod søen, Hanne sad på en bænk, ventede på Poul.
Henrik i den blå skjorte, Anita i en spraglet frakke, de lo.
Hanne lukkede sin bog.
Han fik øje på hende.
Hej, Hanne.
Hej, Henrik.
Anita trak sig lidt væk diskret.
Du ser godt ud.
I lige måde.
De stod lidt i tavshed, blandt efterårsblade.
Hvordan har du det?
Fint. Vi tager på roadtrip uden plan næste måned bare afsted, Pointe-à-Pitre.
Hvorhen?
Det ved vi ikke endnu. Det er poenget.
Hun kiggede på Anita, der kærligt betragtede en kastanje.
Hvad med dig?
Jeg lærer at bage. Det går ikke altid godt. Sidst brugte jeg for meget natron kagen eksploderede. Men vi morede os.
Poul og jeg, ja Han glemmer alt muligt. Jeg lærer at lade stå til.
Det er ikke let for dig.
Nej. Men spændende.
Her kom Poul tilbage, balancerende med kaffe og rabarberhorn.
Hanne! De havde både makron- og kanelsnegle! Tog begge, for du kan sikkert ikke vælge.
Hun lo ægte.
Henrik smilede: Du ler.
Jeg ler, gentog hun, overrasket.
Anita nikkede: Vi tøffer videre.
I må have det godt!
De skiltes ingen bitterhed. Anita vinkede varmt, og Hanne så dem gå, arm i arm, bladrustling bag sig.
Poul rakte hende begge snegle: Vælg selv.
Hun tog kanelsneglen. Bed den var lun og smuldrede lidt.
Parken summede af blade. Børn legede i baggrunden. Skymasserne drev dovent hen over himlen.
Hanne sad på bænken, spiste snegl, og tænkte: Jeg kunne have fortsat med kun at styre aldrig elsket.
Poul satte sig med den anden snegl.
Vil du have den? Jeg er ikke til makroner.
Ja ja, det vil jeg.
