Kærlighed på spil
Nå, så har Mikkel vist vundet igen, hvad? bemærkede en mand tørt, mens han sendte et skævt blik efter Karen, der hastigt fløj ud af opgangen. Karen stivnede et øjeblik og kiggede usikkert omkring. En ubehagelig frygt klemte i brystet: Var det mon hende, han talte om? Ordene lød som noget, hun slet ikke havde forudset.
Undskyld, talte du til mig? spurgte hun med en rynke i panden. Hendes stemme sitrede let, selvom hun forsøgte at spille cool. Fornemmelsen af at stå uden for noget væsentligt blev pludselig alt for påtrængende den mærkelige mand lod til at vide mere, end hun ville ønske.
Bare en tanke, der slap ud, svarede Peter og viftede tilfældigt med hånden. Skulle lige se, om det nu passede, det Mikkel har sagt. Jeg må give ham ret denne gang. Det er hans femte sejr i træk aldrig har vi set sådan en casanova! sagde han med et glimt i øjet, som han vurderede Karen som en kemilærer vurderer potassium i vand.
Jeg fatter slet ikke, hvad du mener! Karen bed sig irriteret i læben. Hænderne knyttede sig. Casanova? Femte sejr? Hvad fanden snakker han om? tingede det. Hun var tæt på at smække døren i hovedet på ham, men tvang sig selv til at stå fast. Er du fuldstændig fra snøvsen? Og hvor kender du Mikkel fra?
Tja, vi færdes i samme kredse. Lad os bare sige, vi er kammerater, lød det roligt fra Peter. Og bare rolig, jeg er ved mine fulde fem, hans blik gled hen over hende med det der lidt ironiske smil, der lyste af mere end almindelig mandagskynisme.
Peter rejste sig fra bænken, strakte ryggen, der knagede højlydt i den københavnske forårsblæst. Han havde ventet på Karen og havde set alt, hvad han ville. Endnu en naiv sjæl, der faldt for Mikkels charme. Endnu én, hvis tårer snart ville flyde i stride strømme over, at hun kun havde været brik i et ondsindet spil. Hvordan kan de allesammen ryge i med sådan et glat smil? tænkte han trist og sendte Karen et blik, der næsten rummede lidt medlidenhed. Hun så så åben og forvirret ud, at det skar en smule, selv for ham.
Hallo! udbrød Karen, nu med ishockeyspillerens beslutsomhed og knyttede hænder. Hendes øjne lynede, og stemmen skar mod blæsten. Så fyrer du lidt luft ud, pisser mig af og regner så bare med, du kan luske væk, mens du fløjter “Jeg ved en lærkerede”? Glem det! Hvad mener du med den femte sejr, og hvad har det med mig at gøre? Hun stillede sig tættere på, nærmest blokerende hans vej ud.
Peter vendte sig roligt om, med et blik som en mand, der vurderer om han gider forlade en hyggeaften for at hjælpe nogen med at flytte. Skulle han fortælle eller holde kæft? På den ene side det var ikke hans bord. På den anden… Mikkel kunne godt bruge lidt ydmyghed, nu hvor han var blevet for smart for sig selv. Peter himlede let med øjnene og trak hånden gennem håret.
Okay, lyt så… han trådte et skridt nærmere og sænkede stemmen som en, der røber den store hemmelighed: Det er sådan set bare fordi, Mikkel har væddet på dig. Peter trak lidt på smilebåndet. Vil du tage mit ord for gode varer, eller tjekker du selv op på det? Hans hoved let på skrå, mens han ventede.
Hvorfor skulle jeg tro dig? Vi kender ikke hinanden! snappede Karen. Hun mærkede kampgejsten blusse op, parat til at granske alting med egne øjne. Hun knyttede hænderne så hårdt, at neglene næsten satte mærker, og blikket flakkede kort ud i aprilsolen. Er det bare et trick? Prøver de på at splitte mig og Mikkel? Hendes mave slog en knude.
Den Mikkel, hun kendte, ville aldrig gøre sådan! Altid opmærksom, omsorgsfuld, smilende på den rigtige måde. Han havde styr på hendes yndlingsblomster, holdt døre for hende, spurgte ind, lod, som om hendes mening var verdens vigtigste. Hun så for sig det første møde på det hyggelige kaffe i Indre By, duften af friskbrygget kaffe og kanelbullar, hans nervøse smil, da hun krammede ham farvel Skulle han virkelig lave væddemål om hende, som var hun sidste stykke kage til julefrokosten? Nej, vel? tænkte hun desperat, men mærkede, hvordan tvivlen havde sneget sig ind og satte en tør kvist i hjertet.
Dit valg, trak Peter på skuldrene, nærmest apatisk, men der lå alligevel et lille udfordrende glimt i stemmen. Vi går, så kan du se det hele selv.
Hendes hånd rystede en anelse, da hun accepterede hans. Stemningen blev lidt akavet, da fingerspidserne gled forbi hinanden. Hvad var egentlig Peters motiv? Hun kastede et blik ud mod de halvtomme cykelstativer intet tegn; kun den helt almindelige, halvtrætte Østerbrogade. Hun sank, som om klumpen i halsen sad uløseligt fast.
Hvorfor hjælper du mig?
Fordi der er nok unge kvinder, der gør skøre ting for kærlighed, grinede Peter, nu overraskende seriøst, næsten som havde han datter på hendes alder. Sidste gang var han årsag til, at kæresten endte på hospitalet, og Mikkel lo bare: Se hvor vildt stærke følelser piger får! Han trak på næsen som havde han duftet brændt leverpostej.
Du er sikkert ikke meget bedre, kastede Karen ham i hovedet, nu med blanke øjne og stemmen på nippet til at knække. Hun nægtede dog at lade ham se en tåre.
Jeg er ingen helgen, Peter grinede en smule, men jeg sætter ære i ikke at forvandle relationer til en omgang hurtigt tipset Zulu Bingo. Penge er jeg ligeglad med. Det er dér, Mikkel undervurderer. Han knokler hverken på universitet eller job… han lever af at vinde.
Og hvis han taber? Karens stemme blev til et lille ekko i halsen.
Så mister han lejligheden i Indre København. En fin treværelses det er, hvad du er værd! sagde Peter med et koldt smil. Hun blev hvid i ansigtet, hænderne blev kno-hvide. Og for at du ikke har illusioner: også dén lejlighed har han vundet. Han ejer intet selv. Han sagde det uden fryd, som om det bare var fakta. Jeg ved, det er tungt at kapere nu, men hellere nu end når det gør rigtig ondt.
Har han aldrig tabt? hviskede Karen, stadig desperat efter bare en lille chance for, at det hele skulle vise sig at være et skørt sammentræf.
Kun én gang, svarede Peter. Og kun fordi pigens far var politikommissær. Mikkel blev piv-bange og trak sig med det samme, han himlede kort med øjnene. Skal vi gå? Min bil holder ovre ved Trianglen.
Hvorfor skal vi i din bil? Karen rykkede nervøst lidt væk. En fælde? skød det op, men hun jog straks tanken væk med en mental smølfespark. Hænderne krampede nærmest fat i stropperne på hendes taske; hun ville gerne tro på Peter, men den indre stemme insisterede på forsigtighed.
Jeg har computer dér, Peter smilede overbærende, nærmest som en lærer, der forklarer powerpoint til en halvsovende gymnasieklasse. Jeg har opsat fjernadgang. Vi kan følge med i, hvad der sker i lejligheden lige nu. Fordelene ved at festen er flyttet til mit place, ikke?
Hun tøvede kun kort. Nysgerrigheden og behovet for sandheden vandt over frygten. Hun nikkede og fulgte ham hen til bilen, selvom benene var som gummi.
I passagersædet stirrede Karen på computerskærmen, mens hun nærmest glemte at trække vejret. Kameraerne virkede upåklageligt: Der sad Mikkel og skålede, grinende, armen om en pige, der mere end gerne lænede sig tæt ind til ham. Smilet på hans læber var det samme, hun var faldet for nu så falskt, at hun kunne krølle tæer over det. Snakken gled hurtigt over på væddemålet. En fyr klappede ham på ryggen, en anden tilføjede noget og latteren rungede igennem stuen. Hver sætning stak som en bodystocking i lårbasserne. Alt blev bekræftet sort på hvidt.
Hvor er din Karen? Hvad nu hvis hun ikke dukker op? lo en af gutterne, mens han vippede et par hjemmesko op på bordet. Hele sofaen eksploderede i fnis.
Afsted kommer hun. Hun er fuldstændig forgabt, svarede Mikkel selvsikkert. Hørte du, hun ville præsentere mig for sine forældre over stegt flæsk? Hun har inviteret på søndagsmiddag! Rå latter. Større ego end en dansk politiker i TV2s nyhedsudsendelse.
Og det efter en måned? sagde pigen Lotte og smilede til ham. Du finder de nemmeste, Mikkel. Livet ER bare uretfærdigt, altså!
Jeg er charmerende, ikke sandt, Lotte? Mikkel løftede benet, Lotte grinede og klappede frydefuldt i hænderne.
Det bliver hilarious at se hende tude, fniste Lotte, og de andre blandede sig med dumme jokes og klappen.
Karen klappede lydløst computeren sammen. Verden blev mindre og koldere hun tog en dyb indånding og smilede til Peter. Smilet var glat og frostbidt, en facade, der skjulte det indre stormvejr.
Kan du ikke også sende mig en video, når han indser, at han har tabt? sagde hun kontrolleret, selvom stemmen rystede en smule af arrigskab. I dét sekund følte hun sig ikke længere som en naiv pige hun var blevet den polarudgave af sig selv: kold, målrettet, beslutsom. Du tager derhen nu, ikke? Så sørg for, han ringer til mig højtaler på, tak.
Hvad siger du til ham? Jeg har ikke tænkt mig at blive afsløret, Peter så skeptisk på hende. Han havde regnet med tårer eller drama, ikke denne iskolde selvtillid.
Tag det roligt, hvislede Karen med et spidst smil. Jeg siger bare, at jeg har ombestemt mig. At hans insisteren simpelthen blev for meget. Og så får han et par sandheder med på vejen så kan han mærke, hvordan det føles at blive trampet på!
Du får videoen! nikkede Peter, nu med et slet skjult grin.
**********************
Mikkel sad og trommede utålmodigt med fingrene på sit Apple Watch. Karen var ikke kommet. Han scrollede hurtigt forbi hendes navn i kontaktlisten, mens vennerne borede albuerne i siden på ham.
Ring og find hende, sagde Jeppe og sendte ham et kryds fingre for, at det her bliver sjovt-blik. Højtaler på, hvis du tør.
Han trykkede ring op. Summetonerne trak ud i et mareridt af pinlig tavshed. Til sidst svarede Karen, med en stemme så kølig, at man kunne bruge den til at køle en Tuborg.
Hej, sagde hun uden varme.
Karen, du er savnet! Alle venter på dig! prøvede Mikkel, næsten for entusiastisk. Kom nu, vennerne glæder sig!
Ved du hvad, jeg har ombestemt mig, sagde Karen så roligt, at Mikkel tabte kæben. Du gik simpelthen for meget til den. Det føltes påtrængende. Jeg tror ikke, der er en fremtid for os to, faktisk.
Tavshed. Mikkel frøs, og øjnene var lige ved at trille ud på gulvet blandt tomme dåseøl.
Hvad mener du? Kom nu, kan vi ikke tales ved måske misforstår du! bad han, nu så desperat, at hans stemme knirkede som et gammelt dørhængsel. Jeg vil ordne det her! Giv mig én chance!
Nej tak. Jeg har forstået det nu. Farvel, Mikkel.
Bip. Opkaldet sluttede. Han lod hånden falde. Blandt lyddæmpere og latter fra gæsterne kunne han mærke, hvordan hele kroppen blev tung af afmagt.
Av, Mikkel, så gik den ikke længere, sagde en af vennerne og klappede ham på ryggen, så det rungede. Nå, hvem sku’ ha’ troet det! Hans grin var mere på Mikkels bekostning end medfølelse.
Lokalet blev overtaget af latter, nogen klappede nedtællende: En, to, tre tabt! Lotte flyttede demonstrativt væk fra Mikkel på sofaen, sendte ham et blik, der kunne have fryset midtbyen, og vendte ham ryggen.
Tag det roligt, drenge, grinede Mikkel, men stemmen lød som grædende skateboard og smilet ligeså påtaget som weekendvejret. Det er bare et lille misforståelse. Hun vender på en tallerken om lidt. Skal nok klare det!
Tvivler jeg på, svarede Peter, nu langt mere køligt end før. Han gik frem, foldede armene, og blikket var uanfægtet: Som aftalt skal lejligheden i mit navn inden tre dage. Ellers Han lod truslen hænge.
Mikkel blev grå i ansigtet. Hans yndlingshule i centrum af byen væk! Han kunne næsten ikke rumme, hvor hurtigt det hele var væltet.
Har du sat det hele op?! hvæsede han og var ved at fare i kraven på Peter. Er det dig, der har sladret?! Du har manipuleret det hele!
Peters blik var lunt og flegmatisk. Aner ikke, hvad du fabler om. Kender slet ikke din Karen. Jeg blander mig ikke i andres problemer. Jeg minder dig bare lige om reglerne.
Mikkel tav for en gangs skyld. Hvem havde røbet det? Hvorfor havde Karen ændret sig sådan? Alle grinede videre, nogen begyndte at trække i frakker og finde cykelhjelme. Lotte flettede straks arm med Peter, fnøs og sagde: Nå, Peter, vi går. Taberen klarer sig selv.
Mikkel blev stående som et stykke rugbrød i støvregn. Små latterlyde og kolde kommentarer ramte ham. Panikken gik i cirkler i kroppen.
Hvordan blev det sådan her? tænkte han. Han plejede at vinde, altid. Men nu var det hele væk og denne gang forstod han faktisk ikke engang, hvem der havde sat fælden.
Peter stoppede op, sendte ham et blik: For resten, Mikkel, få nu lejligheden over på mit navn og måske er det på tide at være lidt mere ærlig fremover.
*************************
Næste dag eksploderede nettet. Det startede med et opslag i Københavnerliv præcist og uden navns nævnelse, men alligevel kunne alle gætte det. Hele listen over Mikkels sejre, datoer, initialer og kloge citater fra hans egne kæphøje samtaler. Kommentarerne fløj ind. Nogle sure, mange skadefro, et par skeptiske. Screenshots ramte Messenger over alt i byen, piger fortalte om deres egne Mikkel-oplevelser. Én havde han ghostet efter en uge, én anden havde han forsikret om evig kærlighed for så aldrig at svare igen.
En eller anden lagde et lydklip op, hvor Mikkel pralede med sin seneste sejr over en sixpack, og det gik viralt i løbet af en eftermiddag. Nogen klippede et meme, hvor han sad med kongerosekrone og teksten Københavns største kvindebedårer nu også uden bolig! Den blev dagens hit.
Mikkel forsøgte panisk at få opslagene slettet, skrev til administratorer, tryglede om at folk skulle forstå det hele var sat på spidsen. Men det tog kun fart. Han trykkede på Google og der: Første søgning var nu det famøse opslag, markeret som hot hot hot.
Pludselig vibrerede hans mobil: Ukendt nummer.
Nå Mikkel, hvordan føles sandheden? Måske er det på tide at droppe væddemålene og prøve ægte kærlighed?
Han sad længe med telefonen i hånden. Hans image som Københavns charmetrold imploderede på et døgn. Alle hans tricks, smil, kommentarer var nu latterlige, ja nærmest patetiske. Og for første gang indså han virkelig indså at han havde gjort sig selv til grin. Nå ja, og at han faktisk havde fortjent det hele.
