Ren kogeplade
Lene. Kom her.
Ikke noget med “vær så venlig”. Ikke noget med “når du er færdig”. Bare “kom her”, som om man kalder på en hund.
Hun lænede moppekaften op ad væggen og gik ind i køkkenet. Poul sad ved bordet og stirrede ned i sin mobil. Ved vinduet sad fru Karen Kristensen på sin faste plads. Hun drak te. I rummet lugtede der af kogt kål og de piller, svigermoren tog håndfulde af fra morgen til aften.
Mor siger, du har ikke gjort komfuret ordentligt rent igen, sagde Poul uden at kigge op fra mobilen.
Jeg gjorde det i går, svarede Lene.
Dårligt gjort.
Fru Kristensen satte koppen fra sig med et stille klonk.
Jeg er ikke vant til at have snavs i mit hus, sagde hun med den stemme man bruger, når man bare konstaterer noget. Der var altid orden, de tyve år jeg styrede huset alene, og aldrig sådan noget rod.
Lene var treoghalvtreds. Hun stod i køkkenet, med gummihandsker, våde hænder, og lyttede. Igen og igen lyttede hun.
Vis, hvor der er snavs, sagde hun. Jeg vasker det væk.
Ja vis os, brød Poul ind. Kan du ikke selv se det? Skal vi vise dig det på knæ?
Han sagde det stille. Næsten roligt. Det var altid sådan han talte: lavt, uden skænderi, men med en tone der fik ordene til at lande præcist hvor de skulle.
Lene så på komfuret. Det skinnede. Hun havde vasket det i går aftes efter aftensmaden, skrubbet fedtet af blusene i en halv time. Komfuret var rent.
Og så skete der noget indeni hende.
Ikke et brag. Ikke tårer. Hun så på det rene komfur, så på Poul med hans telefon, så på fru Kristensen med tekoppen, og indeni blev der helt, helt stille. Som det føles lige før noget endeligt går i stykker.
Hun tog handskerne af. Lagde dem på bordet.
Jeg har hørt det her i otteogtyve år, sagde hun. Nu er det nok.
Poul så op fra mobilen. Fru Kristensen blev, med koppen halvvejs mod munden.
Hvad sagde du? spurgte Poul.
Jeg sagde: nu er det nok.
Hun gik ud af køkkenet. Ind i soveværelset, åbnede klædeskabet og trak en stor pose fra Føtex ud. Hun lagde lidt tøj ned, papirer, et par sweatre, undertøj, oplader til mobilen. Hænderne dirrede ikke, hvilket overraskede hende. Hun var rolig, som et menneske der endelig har truffet en beslutning, der har ligget og ventet i årevis.
Stemmerne fra køkkenet kunne høres. Først dæmpede, så højere.
Poul, hørte du ikke hvad hun sagde? Gå ud og stop hende!
Gå selv, hvis du vil.
Lene tog jakken på, pakkede posen, stillede sig i entréen. Tog skoene på. Åbnede døren.
Lene! råbte fru Kristensen inde fra køkkenet. Ved du overhovedet, hvad du laver? Hvor har du tænkt dig at gå hen? Du er ingenting uden ham! Ingenting!
Lene lukkede døren bag sig. Roligt, uden et smæk.
På trappen duftede der af kattestrø fra underboen og af frisk maling nede fra opgangen. Hun gik ned og ud på gaden. Det var oktober, koldt og fugtigt, blade lå i sjatter over asfalten. Ved opgangen stoppede hun op og fandt mobilen frem.
Vibeke svarede efter andet bip.
Vibeke, sagde Lene. Jeg er gået.
Pause.
Gået hvorfra?
Fra Poul. For altid. Jeg har ingen steder at tage hen.
Fyldig tavshed et par sekunder. Så sagde Vibeke:
Kan du huske adressen? Tyve minutter, så er jeg hjemme. Vent ved døren, så giver jeg dig koden.
***
Vibeke havde en etværelses på Nørrebrogade. Lille, men hendes egen, købt for syv år siden, da hun arbejdede som receptionist på et hotel og sparede hver eneste krone op. Hele lejligheden var fyldt med små hylder, blomster, på køkkenvæggen sad en tavle med magneter fra forskellige byer. Her duftede af kaffe og noget sødt, måske kanel.
Lene sad på sofaen med en kop varm te i hænderne, mens Vibeke sad overfor med benene oppe under sig og så på hende uden at afbryde.
Fortæl, sagde Vibeke.
Der er ikke meget at fortælle, sagde Lene. Det samme som altid. Komfuret er beskidt. Frikadellerne er kedelige. Gulvene ikke gjort ordentligt rent. Og de ser på mig, som om jeg… som om jeg er en maskine, der ikke fungerer.
Lene, sådan har det altid været. Hvorfor er du gået i dag?
Lene tænkte sig om.
I dag så jeg på det rene komfur og indså, at hvis jeg ikke gik nu, så ville jeg aldrig gå. Så bliver jeg bare liggende der en dag, og så siger de, jeg har ikke passet på mig selv.
Vibeke nikkede. Sagde ikke mere. Skænkede bare mere te op.
Om natten lå Lene på Vibekes sofa, under et lunt tæppe, og lyttede til stilheden. Ægte stilhed. Ingen tv fra naboværelset. Ikke fru Kristensens hosten gennem væggen. Ikke den der følelse af at skulle springe op og gøre et eller andet.
Hun sov ikke før klokken tre. Ikke af uro, bare fordi hun aldrig havde prøvet at kunne ligge sådan uden ansvar.
Til sidst sov hun.
***
Telefonen sagde ikke en lyd i to dage. På tredje dag kom en sms fra Poul: “Hvornår kommer du hjem?” Ingen “Undskyld”. Ingen “Vi skal snakke”. Bare “Hvornår kommer du hjem”, som om hun bare var på forretningsrejse.
Lene læste, lagde telefonen i lommen.
Det er rigtigt, sagde Vibeke fra døråbningen, hun havde set beskeden. Lad være med at svare. Lad ham tænke lidt selv.
Men han tænker ikke, sagde Lene. Han regner med, jeg vender om og kommer tilbage. Han har altid troet, jeg blev.
Og gør du det?
Lene kiggede ud ad vinduet på den grå oktober-gård, de våde biler, de nøgne træer.
Nej, sagde hun. Jeg skal bare lige finde ud af, hvor jeg så skal hen.
Første uger var mærkelige. Lene anede ikke, hvad hun skulle stille op med sig selv. Hele livet havde hun stået op klokken syv, skulle lave morgenmad, gøre rent, vaske tøj, hente medicin til fru Kristensen, handle ind, lave mad igen, gøre rent igen. Fra morgen til aften. Og det var stadig altid “for lidt” og “dårligt gjort”.
Nu vågnede hun op til en tom dag. Ingenting hun skulle gøre. Det var næsten ubærligt.
Vibeke, sagde hun en morgen, mens Vibeke iførte sig jakke på vej ud. Jeg bliver nødt til at lave noget. Ellers bliver jeg vanvittig.
Find et job.
Hvad? Jeg har siddet hjemme i otteogtyve år.
Men du er jo uddannet tegner.
Lene lo, kort og uden glæde.
Var tegner. Engang. Jeg arbejdede to år på et forlag efter studiet, så blev jeg gift, og Poul sagde, det behøvede jeg ikke, han tjente jo nok. Og hans mor sagde, at ordentlige kvinder tog sig af hjemmet.
Og du sagde ja.
Jeg var femogtyve. Jeg troede det var kærlighed; at nogen tog sig af en.
Vibeke var tavs et øjeblik mens hun tog frakken på.
Lene, jeg har et sæt akvarelfarver i skabet min niece glemte det. Der er også noget papir. Tag det, prøv at male lidt.
Hvorfor?
Fordi dine hænder stadig kan. De husker det.
***
Lene fandt farverne i bunden af skabet, pakket ind i avispapir. Billige børnefarver, plastikæske med et egern på låget. Papiret lå der også, en blok med lidt akvarelpapir. Lene satte sig ved køkkenbordet og stirrede længe på det hvide ark.
Så tog hun penslen.
I starten gik det skidt. Farven lagde sig forkert, hånden rystede, proportionerne var forkerte. Hun rev tre ark i stykker. Så slappede hun af, begyndte bare at sætte farve på papiret uden plan, uden tanke. Bare at lægge form og farve.
En time senere havde hun et lille akvarelbillede foran sig: gården udenfor Vibekes vindue, de våde træer, den grå himmel med et lyserødt skær i horisonten.
Hun kiggede på billedet og tænkte: det her har jeg lavet.
Ikke frikadeller. Ikke et rent komfur. Det her.
Om aftenen kom Vibeke hjem fra arbejde, så billedet og stoppede op.
Lene, er det dig der har malet det?
Ja.
Det er godt. Altså rigtig godt.
Det sejler helt i kompositionen.
Ja, men det lever, sagde Vibeke. Jeg har set hundrede gårde som den, men det her er ægte. Man mærker det.
Lene sagde ikke noget. Men hun smed ikke billedet ud.
***
I Poul Kristensens lejlighed skete der så ting, han ikke havde forestillet sig.
De første tre dage ventede han på, at Lene kom tilbage. Det gav sig selv: hvor skulle hun gå hen? Hun kunne jo ingenting, havde ikke penge, ikke job, ikke hjem. Hun måtte vende tilbage.
Hun kom ikke.
På fjerde dag opdagede han, at køleskabet var tomt. Helt tomt. Han åbnede det om morgenen, så på en ensom liter mælk, lukkede igen. Gik på arbejde sulten.
Om aftenen sad moren i køkkenet og så på ham med det der blik, hvor man tydeligt har tænkt noget længe, men ikke sagt det af høflighed.
Har du spist?
Nej.
Jeg har heller ikke. Har du handlet ind?
Nej. Havde ikke tid.
Så du har ikke handlet, og du har ikke spist, sagde fru Kristensen. Fantastisk. Jeg er syvoghalvfjerds, og jeg kan ikke huske, at der nogensinde har manglet brød i mit hjem.
Mor, du kan jo gå selv i Netto.
Lang pause.
Jeg, sagde fru Kristensen meget langsomt, er syvoghalvfjerds år. Jeg har dårlige knæ. Jeg har for højt blodtryk. Jeg går med stok. Og så beder du mig handle?
Mor, jeg havde ikke tid, jeg arbejdede.
Og Lene arbejdede? Lene sled for dig dagen lang, og nu har du jaget hende væk.
Poul så op.
Jagede væk? Hun gik selv!
Fordi du tvang hende! sagde moren, stemmen blev skinger. Jeg sagde altid, du skulle skrue ned. Men du vidste bedst.
Du bebrejdede hende hver dag! “Komfur beskidt, frikadeller kedelige, gulv ikke rent!”
Jeg påpegede det! Det var mit ret i mit hus!
Det er MIT hus, mor! Det er MIN lejlighed!
De så på hinanden. For første gang i mange år. Lene var der ikke længere imellem dem, ikke som den buffer, der tog alle slagene og forhindrede kollisionen.
Poul rejste sig, tog frakken på og gik. Døren smækkede bag ham.
Fru Kristensen blev alene i køkkenet. Udenfor var det mørkt. Hun rejste sig, tændte lyset, åbnede køleskabet. Så på mælken. Lukkede.
Satte sig igen.
Så stille havde der aldrig været, mens Lene boede der.
***
November bragte frost og den første sne. Lene havde nu boet hos Vibeke i tre uger og begyndte langsomt at blive sig selv igen; som en der har været spærret inde og nu endelig kommer udenfor. Først blændes man, så vænner man sig til det.
Hun malede hver dag. Købte rigtige farver, ikke børnefarver længere. Vibeke fandt en annonce på nettet: et lille atelier til leje på Århusgade, tæt ved parken. Et rum på tyve kvadratmeter, stort vindue mod nord, plankegulv. Billigt, fordi det trængte til en kærlig hånd og maling flager på væggene.
Lene kom og så det og vidste straks: her skal jeg være.
Skal du leje det? spurgte udlejeren, en ældre dame i strikket hue.
Ja.
Hun havde næsten ingen penge. Lene solgte de guldringe, hun havde fået af sine forældre til brylluppet. Det gjorde ondt, men bagefter tænkte hun: til hvad minde? Om hvad?
Atelieret blev hendes sted. Hun kom der hver morgen, åbnede vinduet, lod den kolde luft med duft af sne og åvand fylde rummet. Her lugtede af linolie, træ og maling. Hun lagde udstyret frem og gik i gang. Timelangt. Nogle gange glemte hun at spise.
Hun malede alt muligt: bylandskaber, baggårde, stilleben af hvad der nu var ved hånden, en kop, et æble, en gammel støvle. Det blev bedre og bedre. Hænderne huskede, de skulle bare styrkes efter otteogtyve års stilstand.
I december ringede Vibeke direkte til atelieret.
Lene, på hotellet vil de have en udstilling med lokale kunstnere. Bare en lille en i foyeren. Jeg har sagt dit navn vil du lægge nogle billeder ud?
Men Vibeke, jeg er ikke kunstner. Jeg er lige begyndt igen.
Du ER kunstner. Jeg har set dine billeder.
Men det er amatøragtigt.
Lene, sagde Vibeke tålmodigt, du har sagt til dig selv i tredive år, at du “kun” og “bare”. Kom nu. Læg billeder ud?
Lene tøvede.
Ja, sagde hun så. Det gør jeg.
***
Det var på udstillingen, hun mødte Henrik Madsen.
Han kom ikke fordi han elskede kunst, men fordi han var på hotellet af andre grunde og endte i foyeren på det rigtige tidspunkt. Høj, plaidskjorte, grånende hår, rolige grå øjne. Han stod foran et af Lenes billeder: en vinterpark, bænk, spor i sneen, der gik til og fra.
Lene gik hen for at rette på rammen og hørte ham sige stille for sig selv:
Sådan kan det også gå. Man kom, sad, og gik så.
Mener du sporene? spurgte hun.
Han vendte sig. Ikke det mindste flov over, hun havde hørt ham tale til billedet.
Ja. Jeg ser på dem og tænker: to gik herhen. Sad. Gik så hver sin vej. Om de havde det godt eller skiltes som uvenner, vides ikke.
Jeg tænkte, det var én, der sad alene, sagde Lene. Kom, sad, gik hjem igen.
Man går ikke hjem alene ad så krogede spor, sagde han alvorligt. Se, hvordan sporet snor.
Hun så pludselig billedet med nye øjne.
Måske har du ret, sagde hun.
De talte videre i tyve minutter. Han var kommet fra en by lidt væk; skulle hjælpe sin bror med noget renovering. Henrik var håndværker, kunne det meste tømrer, elektriker, VVS. Separeret, to voksne børn. Han talte ikke meget, men lyttede helt utroligt, bemærkede Lene. Afbrød aldrig. Kiggede ikke på mobilen. Så hende i øjnene, når hun talte.
Det var så uvant, at hun knap vidste, hvordan hun skulle håndtere det.
Da han gik, spurgte han:
Har du et visitkort?
Nej, sagde hun lidt forlegent. Det har jeg ikke.
Må jeg få dit nummer så?
Hun gav det. Bagefter tænkte hun: til hvad? Måske vil han købe billedet.
Tre dage efter skrev han: “God aften. Det er Henrik fra snesporene. Må jeg købe billedet, hvis det ikke er solgt?”
Det var ikke solgt. Han kom, hentede det, pakkede det omhyggeligt ind, og spurgte, om hun havde flere billeder at vise ham.
De kørte ud til atelieret. Han så længe og stille på værkerne. Købte yderligere to små billeder.
Du maler godt, sagde han.
Jeg har ikke malet i mange år, svarede hun.
Hvorfor ikke?
Hun trak på skuldrene. Ville ikke forklare. Ikke endnu.
Sådan blev livet.
Han nikkede. Tog dét ind og spurgte ikke videre.
***
Poul ringede i januar. Lene havde boet hos Vibeke og i atelieret i flere måneder. Formelt var de stadig gift, papirerne ikke indgivet endnu.
Han ringede om aftenen, mens hun stod og arbejdede et vinterligt stilleben, gran i en glaskrukke, kogler, et stearinlys.
Lene, sagde han.
Ja?
Hvordan… hvordan går det?
Fint.
Tavshed.
Mor er syg, sagde han.
Det er jeg ked af at høre.
Kan du komme forbi? Bare en gang om ugen og hjælpe med det huslige?
Lene lagde penslen.
Poul, sagde hun. Jeg er gået. Jeg bor for mig selv nu. Jeg kommer ikke tilbage og gør rent eller handler ind.
Du er stadig min kone.
Lige nu ja. Men det varer næppe længe.
Lene, kom nu. Kom hjem. Vi kan tale sammen.
Poul, vi har aldrig talt sammen. I otteogtyve år. Det var dig og din mor der talte. Jeg lyttede og gjorde det, jeg fik besked på.
Du overdriver.
Måske, sagde hun roligt. Men jeg kommer ikke tilbage.
Hun lagde på. Hænderne rystede ikke. Det overraskede hende.
Senere tænkte hun: udefra ser det simpelt ud, ikke? Konen går fra manden. Men indefra føltes det overhovedet ikke så simpelt. Det var som at lære at gå igen. Hver eneste dag.
***
Lenes forhold til penge voksede langsomt frem. Hendes billeder blev solgt nu og da, ikke for meget og ikke for dyrt. Nogle bestilte postkort, nogle små billeder til gave. Med Vibekes hjælp fik hun en side på nettet, lagde værker op, og efterhånden dukkede folk op, der gerne ville købe.
Der var præcis til at klare husleje for atelieret, lidt mad, lidt tøj. Ikke det store, men nok.
Hun havde ikke regnet med, det ville føles som rigdom. Men det gjorde det.
Henrik kom hver anden eller tredje uge; besøgte broderen eller havde andre ærinder, og han kiggede altid forbi. De fik kaffe på en lille café tæt ved parken eller gik bare tur gennem sneen og snakkede. Han fortalte om sit arbejde, om sønnerne, den ene var lige blevet far. Hun fortalte om sine billeder, om at hun gerne ville prøve at male med olie.
Han skubbede aldrig, pressede aldrig. En dag opdagede hun, hun glædede sig til hans besøg. At der næsten var for stille i atelieret, når han ikke var der.
Vibeke, sagde hun. Henrik jeg forstår det ikke.
Hvad forstår du ikke?
Han er så god. Det gør mig nervøs.
Hvorfor er det farlige det gode?
Fordi jeg har lært, at der altid gemmer sig noget bag det gode. At det alligevel bliver slemt senere.
Vibeke så længe på hende.
Lene, måske gemmer der sig ikke altid noget. Måske ikke for alle.
Den tanke smagte Lene længe på. Flere dage.
Så skrev hun selv til Henrik: “Vil du komme forbi lørdag? Jeg er begyndt på et stort billede jeg gerne vil vise.”
Han kom om lørdagen, så billedet, sagde “det er fint”. De gik på café, og dér spurgte han:
Lene, vil du med en tur i weekenden? Der er et gammelt kloster en times kørsel herfra. Virkelig smukt om vinteren, siger de.
Hun sagde: Det vil jeg gerne.
***
Hvad der skete i lejligheden på Valbyvej, hvor Poul boede med sin mor, hørte Lene kun drypvis om. Af og til ringede fru Sørensen fra fjerde, som Lene før havde talt meget med på trappen.
Lene, hvordan har du det? sagde fru Sørensen. Det er ikke til at stå ud. Man kan høre dem råbe gennem væggen. Fru Kristensen skælder og smælder på Poul over, at du er væk. Han svarer. I går råbte de så meget, jeg overvejede at ringe efter politiet.
Lene lyttede og tænkte, at det egentlig var mærkeligt ikke at føle andet end et fjernt vemod. Ikke skadefryd. Ikke triumf. Bare: sådan kan det gå.
De havde ikke ondt af Lene. Hun var bare ikke længere den, der modtog skuddene. Hele livet havde de to skudt mod samme side, nu var den side væk, og de ramte hinanden.
I februar fortalte fru Sørensen, at fru Kristensen var kørt væk i ambulance. Blodtryk, hjertet. Poul sad alene på hospitalet og ventede.
Lene satte tevandet over og overvejede at ringe. Trods alt otteogtyve år. Trods alt et menneske.
Så tænkte hun videre og besluttede: Nej. Nu gør jeg ikke ting, bare fordi man bør. Jeg har gjort ting hele livet, fordi jeg skulle. Nu må han selv.
***
Marts bragte tøvejr og byge af smeltet sne. Lene gik gennem markedet lørdag formiddag, lærredspose over skulderen, på udkig efter noget morgenmad. Hun stoppede ved en bod med drivhustomater, tog nogle op og tænkte, at her måtte hun male et forårsmarked; farver, larm, mennesker.
Så hun Poul.
Han gik gennem markedet med en pose, stirrede på mobilen, så ikke hende. Han så slidt ud. Eller også havde hun bare aldrig set ham på afstand før. Skuldrene krummede. Jakken krøllet. Ansigtet gråt.
Hun ventede på at føle noget. Frygt? Vrede? Trangen til hurtigt at smutte væk, før han så hende?
Intet af det.
Poul så op, fik øje på hende. Stoppede.
De så på hinanden over tre boder.
Lene, sagde han.
Hans stemme var lav som altid, men der var noget nyt. Forvirring, måske.
Poul, sagde hun.
Han gik nærmere. Ekspedienten ved æbleboden lod som om, hun havde travlt med kasserne.
Hvordan går det? spurgte han.
Fint.
Du ser tyndere ud.
Måske.
Mor er i hospitalet. Hjertet.
Jeg har hørt det. Det gør mig ondt.
Han var stille. Flyttede posen.
Du kommer virkelig ikke tilbage?
Lene så roligt på ham. Uden vrede, uden medlidenhed. Bare sådan.
Nej, Poul. Jeg kommer ikke tilbage.
Vi skal jo leve…
Du skal. Jeg gør det allerede.
Han havde intet at sige tilbage. Hun tog sine tomater, betalte og gik videre.
Hjertet slog jævnt. Det var det, der var hendes sejr. Ikke at hun gik, ikke at hun ikke vendte hjem. Men at hun stod her og ikke frygtede ham. Ikke bukkede under. Ikke sagde til sig selv: “må hellere være pæn”, “må ikke svare igen”, “måske er det min skyld”. Hun talte bare med en fremmed mand. Næsten fremmed.
Hun købte lidt mere grønt, frisk brød, og gik hjem. Hjem til atelieret; hun sagde allerede “hjem”, når hun mente det.
***
Hun søgte om skilsmisse i april. Gjorde det selv, gik på rådhuset, udfyldte papirerne. Poul protesterede ikke. De så hinanden én gang hos advokaten, skrev under, gik hver til sit.
Hun havde ingen lejlighed. Poul blev boende. Hun orkede ikke at kæmpe for deling af lejligheden; det ville tage for mange kræfter. Vibeke sagde hun burde, men Lene rystede på hovedet.
Jeg vil ikke have den lejlighed, Vibeke. Jeg vil videre.
Pengene kunne jo hjælpe.
Der kommer penge, sagde Lene. Men mine egne penge. Jeg vil ikke have hans.
Da det blev sommer, så hun Henrik en gang hver uge. En gang imellem tog hun til ham, andre gange han til hende. Han havde et lille hus i udkanten af Odense, med have, solbær og et gammelt æbletræ. Første gang hun kom der, stod hun længe og betragtede det i blomst.
Smukt, sagde hun.
Min kone plantede det, sagde han roligt. Det er otte år siden hun døde. Men træet blomstrer.
De stod bare og så.
Henrik, er du ikke bange? At være tæt på et menneske igen?
Jo, men du betyder noget. Og frygt er ikke en grund til at undlade at leve.
Hun lo. Hun overraskede sig selv.
Det var klogt.
Nej, siger han med et smil. Jeg er bare vant til at slå søm i ligeud.
***
Om efteråret, et år efter den oktober, hvor Lene pakkede sin pose og gik ud af døren på Valbyvej, sad hun og Henrik i hans køkken en sen aften. Han rodede med en skuffe der ikke ville lukke, hun sad med kaffe og tegnede i sin skitsebog.
Lunt. Stille. Træ og kaffe i luften.
Lene, sagde Henrik uden at løfte blikket fra skuffen: Flytter du ind?
Hun så op.
Hvorhen?
Her. Til mig.
Hun var stille. Han arbejdede videre med skruetrækkeren.
Jeg har mit atelier dér, sagde hun.
Ved jeg. Her er også et værelse med stort vindue mod øst. Sol om morgenen. Har du set det?
Ja.
Nå?
Lene så ned i skitsebogen. På siden var køkkenet, en mand med skruetrækker, en kvinde med en kop. Vindue, og udenfor haven.
Jeg skal tænke lidt, sagde hun.
Tag dig tid.
Du presser ikke?
Nej.
Hvorfor?
Han lagde værktøjet, prøvede skuffen af. Den lukkede som den skulle.
Jeg har tid nok, sagde han. At presse voksne mennesker er dumt.
Lene så på skitsen igen.
Godt, sagde hun.
Godt du tænker, eller godt du flytter ind?
Godt jeg flytter ind.
Han nikkede. Satte sig, tog sin te. De sad sammen i stilheden. Den var god, stilheden.
***
Halvt år gik.
Lene boede hos Henrik, men beholdt atelieret på Århusgade. Hun var der tre gange om ugen og arbejdede. Værelset med vinduet mod øst i Henriks hus blev hendes andet sted; her tegnede hun om morgenen, mens han gik på arbejde.
Folk begyndte at købe hendes billeder lidt oftere. Hun blev ikke kendt, nej. Men der kom sine egne folk, der netop ville have hendes ting. Ikke stort, men det var hendes liv.
Hun hørte stadig lejlighedsvis om Poul. Fru Sørensen ringede en gang imellem. Fru Kristensen kom sig ikke rigtigt, gik dårligt, kom næsten ikke ud. Poul havde ansat en hjemmehjælp. Gik på arbejde, kom hjem, levede som han nu gjorde.
Lene lyttede til de historier og tænkte på, at det engang var alt for hende hans humør var hendes vejr, hans ord hendes regler. Udefra set en pæn familie, indefra en lille fængsel uden lås, værst fordi du selv sad med nøglen indvendigt.
Nu var himlen en anden.
En tirsdag i december gik Lene tidligt til atelieret. Tændte lys, satte kedlen over. Udenfor faldt sneen, store og stille fnug.
Så ringede Vibeke.
Hej Lene, hvordan har du det?
Godt, jeg arbejder.
Jeg har en nyhed. Min veninde kender en gallerist her i byen, som søger nye kunstnere til forårsudstilling. Lille galleri, men rigtigt galleri. Hun har set dine billeder på nettet hun vil gerne tale med dig. Her er nummeret.
Lene noterede.
Vibeke, de vil nok have noget professionelt. Jeg er jo bare mig, ingen navn, ingen erfaring.
Lene, du malede ikke fem år, nu har du halvandet hundrede billeder. Er det ikke professionelt nok?
Tja
Ring nu bare! Det koster ikke noget.
Okay.
Hun lagde på. Kiggede på nummeret. Så ud ad vinduet. Sneen faldt stadig, og gården blev hvid, ren, som et nyt ark.
Hun tog te, greb penslen og begyndte. Hun skulle fange den sne, mens den var dér.
***
Om aftenen hentede Henrik hende i atelieret. Bankede på, kom ind, fandt hende bøjet over lærredet.
Klar?
Fem minutter mere.
Han satte sig på taburetten, sagde ikke noget, så bare på hende der arbejdede. Ofte mærkede hun hans blik: opmærksomt, roligt. Som på noget, der er værd at passe på.
Fem minutter senere pakkede hun penslerne væk og lukkede farverne.
Nu, sagde hun.
Det er blevet rigtig godt, sagde han henvendt til lærredet.
Jeg ved ikke rigtigt. Sne er svært. Det ser hvidt ud, men det er blåligt, gråt, lyserødt, og aldrig bare hvidt.
Det havde jeg aldrig tænkt, sagde han alvorligt. Jeg troede bare det var hvidt.
Se, man tror det er enkelt. Ser, men ser ikke rigtigt.
De gik ud. Det var koldt, stille, sneen var stoppet, luften skarp og klar.
Henrik, sagde Lene, mens de gik i vintermørket, jeg er blevet kontaktet om en udstilling. Galleri inde i byen.
Hvad så?
Jeg ved ikke, om jeg tør.
Vil du?
Hun tøvede.
Ja. Men jeg er bange.
For hvad?
For at det ikke er godt nok. For ikke at være rigtig kunstner. At det ikke er alvorligt.
Henrik gik stille ved hendes side, hænderne i lommerne.
Lene, sagde han til sidst. Ved du hvad der er at være bange for?
Nej, hvad mener du?
At alt det værste har du allerede gjort. Du boede med folk der sagde du var ingenting. Hver dag. I otteogtyve år. Og du gik derfra, kun med et net. DET var det store. Det her enten siger de ja eller nej. Det er småting.
Hun stoppede.
Du siger det, som det er, sagde hun. Lige på.
Det prøver jeg.
Hun smilede. Han smilede også, svagt. Gadelampen gav et blødt lys.
Lad os gå; det er koldt, sagde han.
De gik videre. Sneen knirkede, gadelygterne glimtede i tynde islag. Foran dem lyste husets vinduer.
Henrik…
Ja?
Tak.
For hvad?
For aldrig at sige du skal eller du burde.
Han tænkte lidt.
Hvis man er voksen, ved man selv. Man skal bare mindes om det en gang imellem.
De nåede huset. Han åbnede døren, lod hende gå ind. I entreen duftede der lidt af træ og lidt af æble han opbevarede dem i kælderen siden september.
Lene gik ind, tog skoene af. Ind i køkkenet, tændte lyset.
Alt havde sine vante pladser: træbord, to stole, vinduet mod haven. På vindueskarmen lå hendes skitsebog.
Hun åbnede bogen, så på tegningen fra i går: køkken, en mand med skruetrækker, en kvinde med en kop. Vindue. Træerne ude på den anden side.
Nu manglede der bare sneen.
Hun fandt sin blyant.
