Det var åbenbart ikke meningen
Undskyld unge mand, hvad laver du? Har du da ingen skam i livet?! pigen stirrede forfærdet på mig, og jeg blev så overrasket, at jeg ikke kunne finde på noget at sige.
Vent, du har misforstået det hele, fik jeg fremstammet, uden synderlig overbevisning.
Men hun havde ingen intentioner om at høre på mine forklaringer. Hun gik bare hen til mig, snuppede sin pung fra mine hænder og gav mig en lussing, der sad i kinden længe efter.
*****
Siden i går aftes og helt til morgengry havde jeg nærmest ikke lavet andet end at hælde kaffe i mig og chatte med Brugeren TvDinSmukke.
Jeg havde skrevet det ultratrivielle Hej! først, hun svarede tilbage et minut efter også bare et Hej! men så tog samtalen fart og ja, vi kom hurtigt til at snakke om alt muligt.
Det gled så nemt, mine hænder fløj henover tastaturet på min laptop, og jeg begyndte at tro, at ham her, den næsten usynlige IT-mand, måske alligevel kunne få noget med sådan en sød, blåøjet lyshåret dansk pige (jeg håbede nu stadig, at hendes profilbillede ikke var fake). Om det ville blive til venskab eller flirt, var nærmest ligegyldigt.
Det vigtigste var, at pigen faktisk virkede åben for at mødes. Da jeg forsigtigt spurgte: “Måske vi en dag ses på en café, får lidt kaffe og lærer hinanden at kende?” svarede hun: Det kan da sagtens være, og sendte mig et drilsk blinke-smiley.
Lidt efter spurgte hun, hvad jeg arbejdede med, og…
så gik det i forfald. Ikke efter planen.
Hvorfor pokker skulle jeg også fortælle hende, hvad jeg laver? bandede jeg indvendigt, og så endda sende et billede fra jobbet
Ikke at jeg var sur på den smukke pige mest på mig selv.
Men, på den anden side
Hun ville jo før eller siden have fundet ud af sandheden, og hvad så? Ja, hvad så, Christian?! (for det er jo mit navn i denne fortælling)
Der var ikke behov for at svare, for svaret lå ligesom i luften.
Hun ville have afsløret sandheden og sagt det samme måske endnu mere direkte, måske endda ansigt-til-ansigt.
Jeg læste hendes besked igen: at en it-supporter, som bare tørrer kontorstolen af med bukserne, aldrig får succes i kærlighedslivet. Jeg havde lyst til at svare hende tilbage med et par velfortjente gloser.
Men jeg lod være. Hvorfor give hende mere opmærksomhed? Lad hende tro, at hendes ord slet ikke ramte mig.
Jeg sendte bare en grinende-til-tårer-smiley, klappede computeren hårdt sammen virkelig hårdt, som for alle it-supporterne der er blevet valgt fra af samme grund.
Det lød nærmest, som om noget knækkede. Måske skærmen, måske en tast. Jeg tjekkede det ikke ville ikke ødelægge dagen endnu mere. Jeg var trods alt mæt af uheld… som man siger.
I tre måneder havde jeg brugt næsten hver ledige time på dating-sider, i håb om at finde Den Eneste…
Men, i stedet blev jeg kun mere og mere overbevist om, hvor nyttesløst det var. Hvem skulle jeg egentlig finde her?
Prøv at se hende smukke det blev til en hel nat, men alligevel ingen gevinst. Afvist, som sædvanligt.
Som de fleste andre danske piger der, tilsyneladende, kun kiggede efter mænd med egen virksomhed og fuld kalender. Ikke mænd, der installerede Windows og fejlsøgte printere.
Men jeg lavede jo ikke bare det! Jeg havde også andre opgaver, som jeg fik ret godt betalt for.
Nå, men hvad gør det til nu?
Jeg tændte retro-radio for at distrahere mig selv, men de satte straks en sang på, hvor sangerinden sang:
Det er nok bare ikke skæbnen Det er nok bare ikke skæbnen. Der er nok ikke kærlighed
Straks slukkede jeg radioen. Inde i mig selv var jeg enig ikke skæbnen, ingen kærlighed
Hvorfor gik jeg overhovedet på de dating-sider? Så meget spildt tid.
Men jeg kunne heller ikke lade være med at prøve min ven og chef, Michael, havde jo selv anbefalet det.
Det var jo sådan, jeg fandt Stine! havde Michael engang sagt så stolt, at jeg nærmest blev misundelig.
“Hvorfor skulle jeg ikke kunne finde en pige som Stine?”
Nå, det viste sig altså, at finde sådan en som hans Stine på en dating-side var som at vinde i Lotto. Den gevinst var nok faldet til Michael.
Mig? Jeg måtte nok bare leve med, at it-supportere ikke er på mode mere. Eller også var det bare ikke skæbnen.
Så! Nok selvmedlidenhed! sagde jeg til mig selv. Måske var det aldrig blevet til noget alligevel, og du
Jeg kiggede på uret. 07:30. Gabte bredt og besluttede mig for, at det vist var tid til at sove. Det var jo min fridag, og jeg havde ingen planer.
*****
Jeg var knap nok nået ned at ligge, havde tændt for telefonen for at slukke for lyden, før den ringede. Michael.
Ja, selvfølgelig
Hej Christian! Du, jeg har brug for din hjælp. Det haster faktisk en del!
Godmorgen, Michael, jeg gned øjnene. Jeg sov ikke i nat og havde lige tænkt mig at tage en lur. Kan det vente?
Nej, desværre. Det er nu, det gælder. Jeg har virkelig ikke andre at spørge.
Så er vi der igen
Altså, jeg stoler simpelthen ikke på nogen andre end dig. Det er ikke liv eller død, men hvis ikke du hjælper, får jeg problemer derhjemme.
Hvordan gør han det? tænkte jeg. Han siger ikke rigtigt noget, men man føler sig allerede forpligtet.
Nå ja, det er vel, fordi Michael er chef for IT, og jeg hans medarbejder.
Hvad nu? Serveren nede igen, eller skal databasen reinstalles? Jeg sagde jo, der kunne komme problemer…
Nej, det handler faktisk ikke om arbejdet. Jeg kigger lige forbi dig nu. Gå ingen steder.
Fint.
Halvandet minut efter ringede det på døren. Jeg nåede ikke engang at lukke et øje. Først kom Michael til syne med et kæmpe grin og dernæst…
Bamse.
Og hvorfor har han hunden med?
Du var hurtigt her! smågrinede jeg. Tror du har stået nede foran og lige ventet på at ringe.
Det har du helt ret i, grinede Michael og rakte hånden frem.
Jeg rakte min hånd ud for at hilse men i stedet puttede Michael et læderhundesnor i hånden på mig.
Hvad?
Jo, ser du Christian, Stine har vundet en uges rejse til Italien for to med alt betalt, guide og det hele. Hun vil bare så gerne afsted… men du ved, hvordan jeg har det med at flyve.
Ikke begejstret, nej.
Siger til hende: Tag veninden med, og flyv afsted. Men nej, vil kun med mig. Og hun lover nærmest aldrig at komme hjem igen, hvis ikke jeg tager med.
Hold da op, smågrinede jeg og nikkede mod snoren, mens jeg kiggede på den stirrende hund. Den havde set mig før, men kiggede på mig, som om jeg havde lovet den noget personligt. “Hvad mon det bliver til?
Det begyndte at dæmre, hvad Michael ville have mig til.
Jeg tror ikke, hun bliver i Italien men hvorom alting er, jeg kan jo ikke lade hende tage afsted alene.
Nej, det er klart…
Og veninder har jeg ikke tillid til. Så nu har jeg lovet, vi tager afsted sammen.
Hvordan med arbejdet?
Vores chef sagde utroligt nok straks: Flyv du bare, Michael! Det trænger du til!. Tror faktisk Stine har snakket med ham.
Lyder vildt. Jeg har slet ikke holdt ordentlig ferie i to år.
Nå, men hey du er teamleder i IT mens jeg er væk.
Jamen dog!
Ja, jeg vidste, du ville blive glad for det.
Jo, det kan du tro…
Men jeg kan ikke tage Bamse med. Og absolut ingen kan passe ham, andet end dig, Christian. Vil du ikke?
Okay, men du ved godt, jeg ikke er vild med hunde. Jeg aner ikke hvordan.
Han kræver ingenting. Jeg kommer nemlig lige om lidt med foderskål, mad og yndlingskurv. Alt du skal er at lufte ham morgen og aften. Jeg tilbyder ikke penge, for du vil ikke tage imod. Men jeg kan give dig en fridag ekstra, når jeg kommer hjem.
Bider han? Gnaver sko? Gør han om natten?
Nej! Han er virkelig velopdragen. Bare én ting Michael kiggede ned på hunden.
Ja?
Han vil altid stikke af, hvis han ikke holdes i snor. Han kan virkelig ikke lide det.
Så jeg skal rende byen rundt efter ham?
Nej, Bamse finder altid selv hjem. Det lover jeg. Men pas nu alligevel på, ikke?
Fint, så jeg skal nok holde øje med ham, sagde jeg og greb fat i snoren.
Michael var knap gået ud af døren, før jeg allerede mærkede ansvaret tynge.
Jeg vidste, jeg kunne stole på dig! Tusind tak, makker!
Men Michael, hvis Bamse ødelægger min lejlighed, så betaler du for skaderne, aftale?
Aftale. Men der sker intet, jeg lover.
*****
Da jeg vågnede, var det skumring. Jeg fyldte foderskålen op og satte den over til Bamse, som lydløst havde ligget på gulvet, mens jeg sov.
Nå, skal du have aftensmad? Det er jo tid, sagde jeg og klappede Bamse.
Han kiggede bare på mig, sådan lidt overrasket og blev liggende.
Ikke sulten? Eller…
Nå ja, kom jeg i tanke om. Michael sagde jo, du kun spiser, efter du har været ude.
Så går vi. Jeg trænger også til lidt luft. Kan måske se lidt lykkelige folk det er jo ikke ligefrem mit stærke område lidt for tiden…
Bamse blev straks glad, viftede med halen og løb ud i entreen og greb linen med munden.
*****
Vi gik i næsten en time uden problemer, og Bamse forsøgte ikke engang at stikke af.
Første dag gik problemfrit. Men næste dag…
Om morgenen var alt fint. Men ved aftenluftningen i parken…
Jeg skulle bare lige sende Michael en sms alt okay men så opdagede jeg, at linen var slapt. Bamse havde sluppet ud af halsbåndet.
Nej, det manglede bare, sukkede jeg og gik i gang med at lede.
Jeg kendte parken godt nok til at have en idé om, hvor han kunne gemme sig. Men hvem ved, hvordan hundens hjerne arbejder?
Efter en halv time spottede jeg en pige. Flot men lidt trist og fjernt i blikket.
Undskyld, har du set en lille, rød-hvid hund her? spurgte jeg.
Hvad? sagde hun, forvirret over, jeg talte til hende.
Hun er godt nok smuk tænkte jeg, men gentog mit spørgsmål.
Har du måske set en løsgående hund uden line og halsbånd?
En hund? Nej, det har jeg ikke, svarede hun og gik videre.
Jeg ville fortsætte min eftersøgning, men løb op på siden af hende:
Er du okay? Du ser lidt betænksom ud.
Det er ikke noget, du kan hjælpe med
Prøv alligevel.
Jeg har mistet min pung og kan ikke huske hvor. Der var penge til min mors medicin. Du har vel ikke fundet en pung?
Nej, desværre.
Ærgerligt men tak for din omsorg. Dejligt at vide, at der stadig findes venlige mennesker.
Vi gik hver sin vej. Om hun tænkte over mødet ved jeg ikke, men jeg kunne ikke få hende ud af hovedet. Ikke en net-tøs med filter på, men en rigtig pige. En ægte én.
Bamse! Bamse! råbte jeg gennem hele parken, indtil jeg satte mig udmattet på en bænk og skulle til at skrive til Michael, da jeg pludselig spottede et firbenet dyr i horisonten.
Bamse sank jeg lettet.
Han gik direkte hen til mig og i munden havde han… noget.
Da han kom tættere på, kunne jeg se det var en pung lyserød med små mønstre og en guldkronedekoration.
Præcis som den pige beskrev den. Utroligt sammentræf! tænkte jeg, og begyndte at lede efter hendes visitkort i pungen eller et spor til at kontakte hende.
Lige da jeg havde åbnet den, stod hun der.
Undskyld, hvad har de gang i? Skammer De Dem da ikke?! hun så på mig som på en kriminel, og jeg blev helt mundlam.
Det så sgu skidt ud.
Det er ikke som du tror, forsøgte jeg. Jeg kan forklare…
Men hun gad ikke høre efter. Hun snuppede bare pungen og gav mig en lussing.
Hvorfor? Jeg har ikke taget noget! Det var hunden, der kom med din pung! Jeg ledte bare efter dit nummer.
Jeg troede, du var en ærlig mand. Men du lyver. Og så med en historie om en hund, der ikke eksisterer.
Hvad mener du, ikke-eksisterer?
Hvor er din hund så henne!?
Overrasket kiggede jeg omkring. Bamse var væk. Simpelthen fantastisk!
Hun gad ikke lytte mere, vendte sig bare, mens jeg sad tilbage med en kind, der brændte.
Sikke et held Typisk mig, at havne i sådan noget. Bamse! råbte jeg.
Hunden sprang straks ud fra buskene og satte sig ved min side.
Tak for hjælpen, makker. Virkelig!
Bamse logrede dovent. Altid til tjeneste.
Så gik vi hjem…
*****
De næste fire dage gik jeg morgen og aften i den park med håb om at møde hende igen.
Jeg ville undskylde og forklare. Men den smukke fremmede dukkede aldrig op.
Bamse elskede det fik tredobbelt så meget luftning som normalt og stak ikke af igen.
Så fredag kiggede lykken endelig frem. Jeg så hende på en bænk.
Hej…
Dig igen!? Hvad vil du?
Jeg ville bare forklare mig. Det gik jo lidt galt sidst.
Jeg taler ikke med tyve og løgnere. Det står klart!
Hvorfor tror du, jeg er tyv? Jeg forsøgte ikke at tage noget. Jeg ville bare finde dit kort, så jeg kunne kontakte dig og levere den, og jeg har aldrig taget andres ting. Hunden kom virkelig med pungen!
Kan du ikke stoppe nu? hun blev sur. Den hund-historie gider jeg ikke høre mere!
Men den findes! Se selv! sagde jeg og hev i snoren. Bare… Bamse var ikke til at finde.
Han havde endnu engang sneget sig ud af halsbåndet. Jeg bandede indvendigt og gik ud for at lede, mens mørket faldt på.
Undskyld, jeg må gå og finde min… sagde jeg trist.
Hun så bare lettet ud.
Håber aldrig, jeg ser dig igen!
*****
Jeg fandt ikke Bamse før mørket. Jeg gik ud ad de rolige stier og lyttede efter enhver lyd.
Hvorfor skal han forsvinde lige nu…? tænkte jeg.
Pludselig hørte jeg stemmer tæt på. En kvindestemme jeg straks genkendte, og to fremmede mænd. Tonen var truende.
Hej smukke, skal du ikke hygge dig med os? Vi kan nok varme dig lidt.
Jeg venter på min veninde, undskyld.
Så kan hun være med også! grinede en. Kom herover!
Drengene, lad nu være… jeg kan altså skrige!
Skrig du bare! Ingen hører dig! Kom her! Du skal have det sjovt.
Hold jer væk! råbte hun bange.
Jeg kunne ikke lade være og løb hen mod dem:
Hey, gider I ikke lade hende være? prøvede jeg at lyde modig, selvom de så ret store ud.
Hvem fanden er du?
Jeg jeg er hendes kæreste! Og min hund er lige rundt om hjørnet han er ikke sød ved fremmede, sådan en slags vagthund! jeg løftede snoren.
De stoppede lidt op. Men så begyndte de at grine.
Sikke en løgnhistorie.
De var på vej til at komme nærmere, men pludselig lød der en lav knurren fra buskene. Selv jeg blev lidt skræmt, og stillede mig tæt ved hende for at beskytte. Mændene stak af, mens Bamse kom listende frem.
Tak, makker! Du reddede mig, sagde jeg og klappede ham. Så forsøgte jeg at få halsbåndet på igen.
Er det DERES hund? spurgte pigen.
Ja, Bamse. Han er min vens. Vennen er i Italien med sin kone og bad mig tage ham ind.
Så du løj ikke.
Nej, jeg prøvede bare at finde din pung. Men hver gang han skulle bevise hvem han var, var han væk.
Hvorfor gemte han sig?
Han er en klog hund forstod straks, at de fyre ikke ville blive bange, hvis ham her lille krudtugle står frem. Ikke en schæfer, men bestemt klog.
Han er virkelig klog, grinede hun. Må jeg klappe ham?
Selvfølgelig. Jeg hedder Christian. Og dig?
Solveig.
Dejligt navn. Men hvorfor sidder du egentlig her så sent?
En veninde ville mødes, men hun dukkede ikke op. Tror jeg bare går hjem nu.
Kunne du tænke dig, at jeg og Bamse følger dig hjem? For en sikkerheds skyld?
Det vil jeg gerne…
*****
Siden den aften begyndte jeg at gå aftenstur med Solveig og Bamse. Jeg fulgte hende hjem først med hund, sidenhen uden, da Michael og Stine vendte hjem og tog ham tilbage.
Vi havde meget at tale om, men jeg savnede alligevel noget. Der manglede bare… noget.
Så en dag på vores søndagstur kom der pludselig en lille hvalp farende ud fra buskene. Med et tykt, sort læderetui i munden åbenlyst napset fra en forretningsmand.
Hvalpen løb hen og gemte sig bag os, og kort efter dukkede en forpustet, velklædt herre op:
Din lille bandit! Giv mig straks mit penalhus! råbte han, vredt.
Vi afleverede penalhuset, men hvalpen besluttede jeg at tage med hjem.
Og Solveig sagde straks ja.
Men vi aftaler én ting, sagde jeg og satte hvalpen på bænken, med et lille smil. Du tager aldrig andre folks ting mere, forstået?
Hvalpen puffede til mig med næsen og slikkede mig på hånden som svar.
Fra da af gik vi ture sammen alle tre, og snart flyttede vi også sammen. Alle tre var vi glade, for vi havde fundet det, vi havde drømt om.
Lige indtil…
Din lille røver! Giv slip! lød et råb tæt ved.
Jeg så på Solveig, og vi så vores Sherlock løbe mod os ja, han blev døbt Sherlock, for han havner altid i ballade. Nu sprintede han mod os med en hotdog i munden.
Skal vi løbe? spurgte jeg, med et glimt i øjet.
Ja! svarede Solveig med et grin.
Jeg lagde en 50-krone på bænken til den hotdog-ejer, der nu stod tomhændet, og så løb vi. Hånd i hånd.
Ved siden af os løb Sherlock, glad og stolt.
Sådan er det nu engang med lykken… Den er lidt pjattet, lidt rodet, men den er ægte.
Det har jeg lært: Uanset hvor mange gange verden prøver at overbevise dig om, at det er nok bare ikke meningen, må man blive ved og holde hjertet åbent. Nogle gange kommer lykken løbende med eller uden snor.
