Livet under kontrol
16. juni
Jeg stormede ind på politistationen i Odense i morges. Jeg havde ikke fået søvn de sidste par nætter det hang som tunge skygger under øjnene på mig. Jeg følte mig rystende og febrilsk, nærmest som om hele min krop var blevet erstattet af nerver. Jeg gik direkte hen til vagtbetjenten.
Jeg vil gerne anmelde en forsvundet person! fik jeg næsten råbt frem, mens stemmen vibrerede af panik. Min forlovede er væk, Helene er bare forsvundet! Hun er ikke dukket op på arbejde, ingen af vores venner ved noget Der er helt klart sket noget! Jeg har ringet til samtlige hospitaler i Odense, men hun er ikke blevet indlagt nogen steder
Betjenten kiggede op over sine læsebriller med et træt blik. Kontorbordet foran ham var dækket med papirer og sagsmapper, og han slog taktfast med kuglepennen i bordpladen lyden gjorde kun situationen endnu mere anspændt.
Hvor længe har din forlovede været væk? spurgte han, og jeg kunne høre på hans stemme, at han var vant til folk, der kom styrtende ind med bekymringer, der ofte gik over igen, når telefonen blev ladet op eller nogen havde glemt at sige, de tog ud til sommerhuset.
Tre dage, svarede jeg og knipsede forsigtigt med elastikken om mit håndled. Jeg gjorde det for at samle mig, for det havde Helene selv engang lært mig. Da jeg endelig tog en dyb indånding, mærkede jeg, hvordan hjertet bankede som mod en indre tromme, og hænderne var svedige.
Jeg har selv ledt. Helene ville aldrig bare droppe sit arbejde! Hun er pædagog i børnehaven, hun elsker de børn! Om en uge har hendes gruppe afgangsfest det ville hun aldrig gå glip af! Min stemme knækkede, jeg måtte synke og holde en pause, så ikke tårerne skulle trille frem for øjnene på betjenten. Vi planlagde jo bryllup, havde netop talt om at aflevere ansøgningen på rådhuset
Måske var det noget i min stemme eller min uro, der fik betjentens øjne til at blive en smule mere nærværende. Jeg fornemmede, at han havde siddet her længe, og ofte måtte høre på ubegrundet panik, men nu tog han mig mere alvorligt.
Forstår, sagde han og undersøgte mine øjne. Har du kontaktet hendes familie?
Kun hendes mor, Inger, der bor ovre i Aarhus, vi har kun mødt hinanden et par gange, svarede jeg og dumpede ned på stolen nær skranken. Hovedet hvilede i hænderne, og min puls mærkedes tydeligt i tindingerne. Bekymringen for Helene havde sat sig som en knude i brystet jeg kunne ikke få luft. Inger sagde, at Helene ikke har ringet længe. De er ikke tætte De blev uvenner for et par år siden, men Helene har aldrig villet tale om hvorfor.
Jeg kunne næsten se for mig Helenes lukkede ansigt; hvor hårdt jeg end forsøgte, ville hun aldrig åbne sig for mig om det. Jeg havde forsøgt at spørge forsigtigt og så lidt mere insisterende, endda været lidt fornærmet men hun sagde bare, at det var mellem hende og hendes mor. Det gjorde mig frustreret; burde jeg ikke kende til alt i hendes liv?
Jeg har altid haft behov for at vide alt: hvor hun var, hvem hun så, hvad hun tænkte. Hvis jeg blot kendte til det hele, så kunne jeg føle mig tryg så kunne intet uventet ske. Jeg bildte mig ind, det var omsorg. Men nu, hvor jeg huskede hendes stædige blik, stak en smule skyld i mig. Måske er jeg gået for langt? Var jeg for utålmodig? Jeg fejede straks tanken væk nu var det ikke tid til at gruble. Nu skulle Helene findes. Jeg rettede ryggen og var klar til at svare på flere spørgsmål.
Der var engang, min kollega Jens spurgte med et smil, da han så mig ringe for femte gang til Helene på én dag: Du synes ikke, du passer lige lovlig meget på hende? Min egen kæreste ville have bedt mig holde mig væk efter andet opkald.
Jeg trak på skuldrene, forsøgte at bibeholde min værdighed. Helene ved, jeg passer på hende. Hun kan være lidt naiv, og jeg vil helst have styr på tingene, så der ikke opstår problemer, svarede jeg. Men smilet blev hult, og jeg mærkede en uro inde bagved.
Jens rystede bare på hovedet og grinede, men blandede sig ikke yderligere jeg tænkte, det var hans sag.
Vagtbetjenten afbrød minderne: Du skal i femte lokale, så kan de tage imod anmeldelsen og høre alt, du ved.
Jeg gik derind og fortalte alt om Helenes arbejde, hendes vaner, yndlingssteder, hendes rummelige blå taske, hun altid tog med, når hun skulle nogen steder. Jeg beskrev, hvad hun havde på, hvem hun havde set for nylig, alle hendes interesser og særheder.
Politibetjenten så overrasket ud han skrev alt ned, men det virkede ikke, som om han før havde hørt en kæreste fortælle så mange detaljer. Måske føltes det for ham, som om jeg nærmest overvågede Helene fremfor at elske hende. Men han lagde ikke skjul på det.
De skulle dog finde hende det var det vigtigste. Måske var det endda mig selv, der var skyld i hendes forsvinden? Betjentens blik sagde det muligt. Men alligevel begyndte de straks at forhøre naboer, tjekke overvågningskameraer og kontakte hendes kolleger. Tiden var væsentlig
**************
Kort efter gik jeg mod Hellenes veninde, Karen, der boede i et ældre boligkvarter i de sydlige dele af Odense. Op ad trapperne jog mit hjerte i kroppen. Jeg behøvede svar, ikke forlegenhed.
Karens ligefremhed havde før gjort det let for mig, at hun og Helene var veninder. Jeg følte mig tryg, fordi hun ikke var så kvik eller gennemskuende skarpe veninder havde altid virket besværlige; de havde før forsøgt at bilde Helene ind, at min omsorg og kontrol ikke helt var sund. Heldigvis havde jeg let diskret fået dem på afstand.
Karen åbnede døren, overrasket og lidt forfjamsket.
Har Helene kontaktet dig? spurgte jeg skarpt.
Nej skulle hun det? lød det usikkert fra hende.
Jeg kunne pludselig mærke vreden blusse. Nu var der ikke tid til naivitet.
I er veninder! Er du slet ikke bekymret? Jeg har været hos politiet og meldt hende savnet! Hvornår talte I sidst sammen?
To måneder siden Jeg skulle giftes, og min forlovede er ikke tryg, når Helene er omkring hun er jo smukkere end mig. Jeg vil ikke miste min chance. Min kommende mand har godt arbejde, god økonomi Karen var ved at forklare, men jeg rullede bare med øjnene og forlod hende, døren smækkede højt bag mig.
Jeg bemærkede derfor ikke det skæve smil, Karen sendte sin telefon, mens hun hurtigt tastede en kort besked til et nummer, hun havde lært udenad. Hendes øjne strålede næsten triumferende alt gik, som hun havde forventet.
**************
Jeg kom stormende ind i min lejlighed, næsten væltede den gamle nabo, fru Rosenkilde, ude foran. Uden at blinke løb jeg forbi, selvom hun råbte rasende efter mig og bankede på min dør i frustration. Hun vendte sig og gik, mens hendes veninder udenfor sprang frem for at høre nyt til deres aftenhistorier.
Inde i lejligheden begyndte jeg at gå hvileløst rundt, rastløs. Hvorfor havde jeg ikke opdaget, at Helene ikke havde set Karen i månedsvis? Helene sagde altid, hun tog på besøg Hvor var hun så i virkeligheden? Med hvem? Hvordan kunne hun lyve?
Jeg havde jo altid holdt øje med alt i hendes liv. Jeg havde valgt jobbet som pædagog for hende, overbevist hende om, at det var vejen frem. For sandheden var, at Helene hadede det job. Hun kunne ikke klare de forkælede børn og krævende forældre fra pæne hjem i Hunderup hun kom ofte træt hjem men, jeg hørte det aldrig rigtig.
Det hele var blevet for meget; Helene havde udviklet sin egen lille verden bag min ryg. Det brændte i mig. Hvordan kunne hun svigte mig sådan?
Vent du bare, Helene, hviskede jeg indædt. Når politiet finder dig, vil jeg vide alt du får ikke løjet dig fri igen.
**************
Klokken var næsten fire om morgenen, da telefonen ringede.
Mathias Kristensen? Det er fra politiet angående din anmeldelse.
Jeg var nærmest lige faldet i søvn, udmattet af tanker om Helene. Men idet jeg hørte ordet politi, forsvandt søvnen øjeblikkeligt. Billeder fløj igennem mit hoved at hun stod foran mig, bønfaldt om tilgivelse Jeg var klar til at tage ud til hende med det samme.
Har I fundet Helene? Hvor er hun? Jeg kommer nu! Min stemme rystede af håb og frygt på én gang.
Rolig nu, lød det køligt i røret. Vi har talt med hende eller, rettere, hun kontaktede os, da hun hørte, hun var meldt forsvundet. Jeg kan kun fortælle, at hun har det godt.
Hvad? Hvorfor siger I ikke, hvor hun er? Hun er min forlovede! Jeg råbte næsten, hånden knugede om telefonen.
Hun ønsker ikke, vi giver nogen oplysninger til dig. Hun regner sig ikke længere som din forlovede. Hun har faktisk truet med at anmelde dig.
Jeg stivnede. Helene ville ikke se mig? Hun ville ikke have noget med mig at gøre? Hun overvejede endda at anmelde mig? Jeg mærkede, nogen trak gulvtæppet væk under mig. Det sitrede i mine fingre.
Hvad har jeg dog gjort? snerrede jeg tilbage gennem tænderne. Jeg har jo bare passet på hende, hjulpet hende, styret hende i den rigtige retning
Du har overvåget hende, sagde politimanden roligt. Lad hende nu være. Hun har fået assistance af en god advokat fra København og en privatchauffør ventede på hende. Hun er i trygge hænder. Mit råd: Kom videre.
Jeg sad længe og kiggede tomt ud i luften efter samtalen. Raseri og desperation svingede inde i mig. Jeg væltede rundt i lejligheden, slog til stole og smadrede en vase, så glasskårene fløj. Til sidst endte jeg på sengen, med hovedet i hænderne. Det gik så langsomt op for mig, at Helene havde formået at sætte grænser hun havde skaffet sig beskyttelse mod min indflydelse, og politiet stod bare og så til. Jeg følte mig lille, magtesløs.
Pludselig ringede det på døren. Jeg fór sammen, stadig for oprevet til at tænke klart. Det var Camilla, en kollega til Helene fra børnehaven sød men lidt genert, med lyse, sammenbundne totter i nakken. Hun så nervøs ud, da jeg åbnede.
Jeg ved godt, Helene er væk, og at politiet nu ikke gør mere, hviskede hun. Jeg ville bare jeg ville høre, om du har det okay. Alle i børnehaven ved, hvor meget du elsker hende
Jeg blev stående og sugede ordene ind. Smerten, vreden, forvirringen det hele knitrede stadig indeni. Men Camillas skrøbelighed fik mig til at løsne lidt op.
Kom ind, sagde jeg, forsøgte at lyde rolig. Det er rart med selskab lige nu
Hun smuttede forsigtigt ind, stillede tasken og så sig usikkert omkring. Jeg tænkte: Måske kan hun træde ind i Helenes sted for en tid? Hun virkede som en, der let kunne formes… Tanken vakte en sær foragt for mig selv, men jeg skubbede den væk.
Vi satte os i stuen, jeg gik ud og satte vand over til te. Mine hænder rystede stadig. Te eller kaffe? spurgte jeg gennem døren.
Bare te og citron, hvis du har, hviskede hun.
Jeg vendte tilbage med bakke, kopper og citron i skiver. Hun trak benene op under sig på kanten af sofaen og stirrede lidt ud i stuen, før hun endelig mødte mit blik, og blussede rød.
Det ligner ikke Helene, det her At forsvinde bare sådan, sagde hun, mens hun omfavnede tekoppen. Men du du er så modig. Jeg ved ikke, om jeg selv kunne klare noget sådant.
Jeg lagde hovedet en smule på skrå og smilede stille. Camillas ord krøb ind under huden på mig; for første gang føltes det rart. Hun ville blive indtil videre Jeg tænkte, mens jeg betragtede hende: Måske bliver det lettere, måske vil hun aldrig modsige mig.
Og indeni gentog jeg: Det vigtigste er at holde alting under kontrol. Alt andet kan altid tilpasses.
