Lektion i selvtillid
Rikke! Jeg har brug for din hjælp som i nu, straks! hvæsede Signe ind i telefonen, nærmest før veninden havde nået at svare. Hendes stemme rystede så meget, at hun knap genkendte sig selv. Ørene dunkede, det lød som om nogen slog på en tromme i det fjerne, og hendes egne ord forsvandt næsten i det kaos. Det er et spørgsmål om liv og død! Om to måneder skal jeg forvandles fra en larve til en sommerfugl! Og ikke bare hvilken som helst, men sådan en, ingen kan tage øjnene fra.
For enden af røret blev der stille længe. Signe lukkede øjnene og forestillede sig Rikke, der med et løftet øjenbryn lagde hovedet på skrå og stirrede undrende ned på telefonen. I sin fantasi så Signe endda, hvordan Rikke rystede lidt på hovedet og forsøgte at fatte, hvad hun lige havde hørt.
Det var noget af en udmelding! svarede Rikke endelig, overrasket. På så kort tid … tjo, det kan lade sig gøre, men det kræver arbejde. Hvad er der sket?
Signe skubbede nervøst en hånd gennem sit lange, men matte hår, hvor spidserne splittede sig og burde have været klippet for længe siden. Ironisk nok havde Rikke i fem år forsøgt at få hende med i fitness, til yoga, til frisøren men Signe havde altid undskyldt sig og sagt nej. Nu ringede hun selv panisk, bad om hjælp, var klar til alt det, hun altid havde undgået.
Kan du huske ham fyren fra dating-sitet? begyndte Signe og forsøgte at lyde rolig, selvom stemmen dirrede. Hun trak vejret dybt og fortsatte: Vi har skrevet sammen vildt længe, det hele har bare været … ja, vildt godt. Og nu har han spurgt, om vi skal mødes.
Hvilken én? spurgte Rikke drillende og Signe kunne næsten se hendes smil for sig. Rikke have altid gjort sig lystig over Signes endeløse jagt på den perfekte netfyr. Hun mente ikke, man kunne stole på billeder, og havde tit sagt, at sandheden nok skulle komme frem til sidst, uanset hvor mange filtre Signe brugte på sit profilbillede. Signe plejede bare at sige: “Helt ærligt, sandsynligheden for at vi ses i virkeligheden er jo nærmest nul.”
Emil da, den høje med det lyse hår og de blå øjne! skyndte Signe sig at sige. Du sagde jo selv, at han havde et sødt smil og så klog ud.
Ham ja, lød det dæmpet i røret, som om Rikke havde flyttet telefonen lidt væk. Men Signe, der var fanget af sin egen uro, registrerede det ikke rigtigt. Jeg husker ham. Og så?
Han har sagt, at han kommer til København i vinterferien! Signe kunne næsten ikke bremse sig selv og ordene væltede ud. Om to måneder! Vi har skrevet om alt mellem himmel og jord … og nu er jeg bange for, at han vil blive skuffet, når han ser mig. Jeg ser jo … ikke ud som på billedet. Formen er ikke den bedste, håret er ikke som på profilbilledet, og generelt …
Tiden sneglede sig afsted uden svar, og for hvert sekund voksede hendes uro. Hun håbede Rikke ville sige: “Slap af, det går nok!” Men veninden ventede og Signes hjerte galopperede.
Hvorfor sagde du overhovedet ja til at mødes? spurgte Rikke med sin karakteristiske skepsis. Hun havde altid været modstander af online-dating man kunne aldrig vide, hvem der gemte sig bag skærmen.
Han insisterede sådan … indrømmede Signe stille. Hun følte sig pinlig til mode, fordi hun så let havde sagt ja, nærmest uden at tænke det igennem. Vi skrev sammen længe, han var så betænksom og nysgerrig hele tiden … og så, pludselig skrev han, at han virkelig ønskede at mødes, fordi han følte, han måske havde fundet noget særligt i mig. Jeg tænkte over det nogle dage og til sidst … kunne jeg bare ikke få mig selv til at sige nej.
Hun tav, mens hun nervøst bed sig i læben. Emil havde skrevet, at han aldrig havde mødt en, han kunne snakke så frit med. Jo mere de skrev, jo mere begyndte Signe at tænke på, om de to måske virkelig passede sammen.
Så må vi i gang, sagde Rikke endelig med beslutsomhed, som blandede sig med en anelse bekymring. Rikke var den, der altid tog ansvar, uanset om det virkede håbløst. Det bliver hårdt! To måneder er virkelig kort tid, men vi kan nå meget, hvis du tager noget ferie de første par uger vil dine muskler være smadrede!
Træning? gentog Signe, mens uroen voksede inden i hende. Mener du fitnesscenter?
Fitness, sund mad, personlig pleje hele pakken, oplistede Rikke, som om hun læste fra en ugentlig indkøbsseddel. Uden det hele går det ikke. Du vil vel ikke risikere, at han ser nøjagtig den samme Signe som før … bare med en smule mascara?
Signe sagde ikke noget, mens hun forsøgte at fordøje det. Tanken om fitnesscenteret gav hende blandede følelser hun vidste det var nødvendigt, men forestillede sig allerede de svedige timer på løbebåndet og de dumme håndvægte, og det skræmte hende.
Og hvis nu hvis nu jeg ikke kan klare det? spurgte hun lavmælt, overrasket over, hvor skrøbelig hendes stemme lød.
Selvfølgelig kan du det jeg hjælper dig! Rikke lød urokkelig. Men du skal være klar på at kæmpe. Mirakler findes ikke, Signe! Alt kræver indsats.
Signe trak vejret dybt, knyttede næverne og tænkte: “Okay. Jeg giver det et forsøg. Bare for ikke at skuffe ham.”
********************
De første uger var vildt hårde så hårde, at Signe tit lå i sengen og var tæt på at give op hver morgen. Vækkeuret ringede klokken syv, og hun blev liggende og stirrede op i loftet, jagtende motivation til bare at sætte sig op fem minutter tidligere end gårsdagen.
I starten varede hendes morgenmotion fem minutter enkle stræk, lidt armbevægelser, lette squats foran spejlet, hvor hun knap genkendte sin trætte udgave. Men Rikke pressede på: “I morgen tager vi ti minutter vi øger gradvist!”
Det var ikke nemt. Kroppen værkede efter hvert træningspas, især benene, også dagen bagefter. Hun holdt nærmest vejret, hver gang hun gik op ad trappen eller skulle løfte en kop te. Men Rikke lod hende aldrig slippe: Du kan mere! Bare tag én omgang til. Vi har stadig tid nok til at stramme op, hvor det er nødvendigt.
Signe bed tænderne sammen, trak vejret dybt og gjorde sit bedste. Nogle dage havde hun lyst til at droppe det hele, sove længe og spise en lækker croissant og glemme alt om fitness. Men hver gang huskede hun Emils beskeder og hans løfte om besøget og det holdt hende fast.
Også kosten måtte hun skære helt ind til benet. Før spiste hun ofte wienerbrød og kaffe, eller en chokoladebar hvis det skulle gå hurtigt. Nu bestod morgenmaden af salater med olivenolie, dampet kylling, rugbrød og grønne smoothies, der i starten var svære at få ned. Hånden strakte sig automatisk mod kikseskuffen, men hver gang standsede hun sig selv, mens hun så for sig Emils blå øjne og smilende billede.
Det er kun i to måneder, sagde hun til sig selv, mens hun skyllede endnu en salat ned med vand uden brus. Kun to måneder.
Langsomt vænnede hun sig til de nye rutiner. Hun fandt sunde opskrifter, lærte at lave smoothies, der ikke smagte grimt, og begyndte at kunne mærke forandringer: Det blev lidt lettere at stå op, trætheden midt på dagen forsvandt, og når hun så sig i spejlet, anede hun, at huden blev strammere og en let glød ikke af uro, men af motion.
Rikke holdt øje med hende og var nu mere anerkendende: Du gør det godt, Signe. Du er ikke den samme som for en måned siden. Snart står du skarpt!
Signe nikkede, men tanken nagede: Var det nu nok? Ville Emil lade sig imponere? Hun vidste det ikke, men hun fortsatte ufortrødent dag for dag.
Samtidig gik arbejdet med udseendet sin gang. Rikke havde planlagt hele forløbet, lige fra booking af tid hos en god frisør, til anbefaling af saloner med kyndige folk. Første besøg betød ny frisure, afpasset hendes ansigt og hårtype. Frisøren arbejdede præcist, klippede de slidte spidser af, gav løft ved rødderne og lagde et blidt farvespil i håret ingen voldsomme kontraster, bare naturlig dybde.
Derefter blev negle plejet med blød, beige lak. Signe kunne lide resultatet hænderne så velplejede ud, uden at det blev overdrevent. En make-up-artist guidede hende gennem hudtone, øjenfarve og makeup, der blot lagde an til det naturlige. Let teint, diskret bryn, mascara og et anstrøg af rødme. Hun lærte, hvordan hun selv kunne gentage trinene derhjemme.
Se dig selv! udbrød Rikke stolt, mens hun betragtede sin veninde efter den store makeover. Stemmen var fuld af glæde, ikke kun over resultatet, men fordi hun følte, at hun havde hjulpet Signe med at tage skridtet.
Signe nærmede sig spejlet og stod stille. Længe betragtede hun sit eget spejlbillede og skulle lige forstå, at det var hende, hun så: smart frisure, diskret makeup, frisk hud og det tøj Rikke havde hjulpet hende med at udvælge enkelt, stilfuldt og klædeligt. Det var ikke den Signe, der havde skjult sig i hættetrøjer og sneakers og lidt for store trøjer for ikke at blive set.
Det fysiske blev hurtigt den nye hverdag, men mentalt var det hårdere. Signe skulle vænne sig til, at folk nu kiggede efter hende. Hun havde længe sænket blikket, når folk så på hende, men nu skulle hun lære at ranke ryggen, kigge folk i øjnene og smile selvsikkert.
I begyndelsen blev hun stadig usikker: skjulte sine hænder, trak hår ned foran ansigtet eller gik hurtigt væk, hvis nogen så for længe. Men Rikke mindede hende kærligt: Du ser fantastisk ud. Gemt dig hører fortiden til folk lægger bare mærke til din skønhed, og det er helt normalt.
Signe voksede med opgaven. Hendes stemme blev stærkere og holdningen mere fast. Små komplimenter fra kolleger og smil fra folk på gaden hjalp hende med at tro på forvandlingen og begynde at nyde det.
Tro på dig selv, sagde Rikke ofte. Du er smuk, og det ser andre også. Nu skal du bare lære at føle dig hjemme i din nye rolle.
En morgen, da Signe ankom til arbejdet, blev hun stoppet af Marianne fra økonomi, der smilede stort og sagde: Signe, hvor ser du altså godt ud! Der er virkelig sket noget med dig men jeg kan slet ikke finde ud af, hvad det er!
Signe rødmede og svarede hurtigt: Jeg har bare opdateret garderoben lidt, det er vist det hele
Men Marianne lo og sagde: Nej, det er ikke bare tøjet! Du stråler øjnene lyser, og du går på en ny måde. Det klæder dig virkelig!
Senere samme dag kom Martin fra salgsafdelingen hen til hende ved kaffemaskinen, blinkede smilende og sagde: Hvad sker der? Du lyser op giv os resten af hemmeligheden!
Signe smilede genert, men var tilfreds med interessen. Før havde folk næsten ikke lagt mærke til hende, nu ville de snakke og smile.
Hun begyndte også at lægge mærke til opmærksomhed fra uventet kant. På caféer nikkede tjenerne venligt, og ukendte mænd sendte hende leende blikke. Signe blev mildt forundret hver gang kunne det virkelig passe, alt det her skete for hende?
Martin fra marketing var især ihærdig. De havde stort set ikke talt før, men nu fandt han hele tiden på at snakke sammen. Han spurgte ind til projekter, weekender, og foreslog endda frokost sammen.
En dag, under en pause, kom han hen med to kopper kaffe og udbrød uformelt: Du har god smag! Jakken dér er spot on, hvor har du købt den?
Signe rørte ved stoffet og huskede, hvordan hun havde valgt netop den sammen med Rikke. Den har bare ligget længe i skabet, jeg tænkte, det var tid til et comeback, svarede hun.
Martin nikkede ivrigt: Du virker meget mere sikker nu. Det klæder dig.
De gode ord fra ham, og tanken om Emils kommende besøg, gav Signe mod til at holde fast, når musklerne værkede, eller diæten blev tung.
Om aftenen, når hun lå i sengen, kom tanken: Hvad hvis Emil slet ikke kan lide hende, når han ser hende? Men så slog hun det hen vigtigst var hendes egen følelse af selvtillid og glæde. Hun var ikke længere den, der gemte sig, men en, der tog imod verden åbent.
Rikke fulgte veninden med et lille smil og bemærkede alle de små forandringer. Hvor hun før gik sammenkrøbet og tavst, gik hun nu med oprejst ryg, fast blik og lethed i stemmen. Rikke kunne ikke lade være med at være stolt af sin veninde især når Signe begyndte at svare på komplimenter med et grin eller en varm bemærkning.
Inderst inde Rumlede der dog også en bekymring. For det var jo Rikke selv, der havde skabt Emil Signe havde i virkeligheden skrevet sammen med hende! Rikke havde ikke kunnet bære at se veninden gå i stå, så hun tog sagen i egen hånd og oprettede en fiktiv profil for at give Signe et kærligt skub. Men tanken nagede, om ikke Signe ville knække, hvis Emil pludselig ikke dukkede op?
Nej, det måtte bare ikke ske. Rikke ville gøre alt for at hjælpe hende videre!
********************
En uge før den forventede date stod Signe foran spejlet hjemme og betragtede sig selv grundigt. Hun granskede hver lille detalje, prøvede at se det, Rikke havde sagt. Nej, hun så ikke sig selv som nogen skønhed, men hun var heller ikke flov over at vise sig offentligt mere.
Hun glattede blusen og så sig selv i profil: Er det virkelig mig?
Da åbnede Rikke døren, betragtede hende smilende og sagde: Du er klar. Han bliver vild med dig. Du har lært at være dig selv det kan ses.
Signe nikkede, men anede noget sært i Rikkes stemme som om hun ville tilføje noget. Inden hun kunne spørge, vibrerede telefonen i lommen. Hun så hurtigt på skærmen: En besked fra Emil.
Undskyld, jeg kan ikke komme alligevel. Noget er kommet i vejen. Måske en anden gang.
Signe læste beskeden igen og igen. Hvordan kunne det ske? Skulle alt hendes arbejde være spildt?
Hvad skete der? spurgte Rikke forsigtigt, da hun så Signes ansigt forandre sig.
Han kommer ikke, hviskede Signe og viste hende beskeden.
Rikke tøvede kort, satte sig ved siden af og lagde en trøstende arm om hendes skuldre. Noget flimtede i hendes blik måske lettelse, måske skam. Hun træk dog hurtigt vejret og sagde blidt:
Måske er det helt okay.
Hvad mener du? Signes blik var forvirret.
Fordi du har forandret dig. Du har fundet selvtillid, lært at tage dig af dig selv, åbnet op for verden. Du gemmer dig ikke længere og tør tro på dig selv. Det er meget vigtigere end en eller anden fyr.
Hun lod ordene hænge et øjeblik og fortsatte:
Nu ved du, at du fortjener det bedste ikke bare en Emil fra nettet, men ægte lykke. Du har gjort det for DIN skyld, ikke for hans.
Signe tav og mærkede, at der langsomt faldt ro over hende. Ja, Emil kom ikke, og alt var slut mellem dem men hun var blevet et andet menneske på de to måneder. Et menneske fyldt med styrke.
Rikke trykkede hende let på skulderen og sagde så: Kom, lad os bare snuppe pizza og hygge med en god serie i aften. I morgen begynder et nyt kapitel, mark mine ord!
Signe smilede stille.
Du ved hvad? sagde hun og så på Rikke Jeg vil faktisk sige ja til Martin. Han har spurgt så mange gange om jeg vil med i Det Kongelige Teater, og nu tror jeg, jeg er klar.
Rikke lo hjerteligt og omfavnede hende.
Der er min pige! Det vidste jeg, du kunne.
Signe nikkede, og for første gang længe glædede hun sig til i morgen.
**********************
Om aftenen stod Signe foran Det Kongelige Teater i sin nye strålende kjole, købt til lejligheden. Hun rettede på håret og tjekkede makeuppen, mærkede sommerfuglene i maven.
Så kom Martin hen med en flot buket røde roser: Du er fantastisk smuk.
Hun smilede, helt uden nervøsitet, fordi hun for en gangs skyld følte sig smuk ikke fordi nogen sagde det, men fordi hun selv troede på det. Hun så sit spejlbillede i teatrets blanke døre, så lyset der blidt faldt på kjolen, håret, makeup’en og kendte: Det her er hendes valg, hendes stil.
Forestillingen var underholdende og rørende. Signe og Martin nød den sammen, grinede og diskuterede ivrigt bagefter. De talte let sammen, uden tøven. Da forestillingen var slut, pegede Martin på de oplyste gader:
Skal vi gå en tur? Vejret er så dejligt.
Signe sagde straks ja. De gik roligt gennem byens gamle gader, forbi lamper og små cafeer uden hast, bare i nuet.
Efterhånden som de gik, opdagede Signe en ny følelse frihed. Hun var ikke længere hende, der gemte sig bag for store trøjer. Nu kunne hun gå rak og fri, smile til verden og være sig selv, virkelig sig selv.
Ved en lille park stoppede de op. Signe vendte sig mod Martin:
Tak.
For hvad? undrede han sig.
For i aften og for hyggeligt selskab, sagde hun og smilede blidt. Sådan har jeg ikke haft det længe.
Rikke stod et stykke væk under kastanjen og betragtede dem diskret. Hun så, hvor smilende og selvsikker Signe var, og hun gik roligt sin vej.
Hjemme på caféen bestilte Rikke en cappuccino, tog mobilen frem og så på de billeder hun havde taget af Signe før og efter. På de første: Signe med sløvt blik, kedeligt hår, i det løse, grå tøj. På de seneste: En selvsikker kvinde med glimt i øjet og et smil, der rigtigt lyste op. Hun så længe på det sidste billede, hvor Signe stod foran teatret, buketten i hånden, Martin ved siden.
“Nu blomstrer hun virkelig,” tænkte Rikke, og hun vidste: Hun behøvede aldrig afsløre, at Emil kun fandtes i hendes fantasi. Resultatet talte for alt. Signe havde lært at tro på sig selv, glæde sig og det var vigtigst af alt.
********************
Efter tre måneder var forvandlingen blevet hverdag for Signe. Hun og Martin var blevet et par, holdt i hånden på gaden, gik til biografen eller hyggede sig med at lave mad sammen i weekenden.
De så film både smalle danske premierefilm og lette komedier og bagefter talte de som legende om skuespil, pointer eller hverdagens småting. De gik på café, nød te og hindbærsnitter, mellem samtaler om barndomsminder, fremtidsdrømme og familie.
Weekendmorgener i Signej lejlighed var fyldt med latter, duft af friskbagt brød og radioens popmusik. De grinede ad småkiksede bageprojekter, og da de sad ved det lille køkkenbord med udsigt over gården, vidste Signe, at hun havde fundet noget sjældent.
Martin var omsorgsfuld. Han så hurtigt, hvis hendes humør ændrede sig, og pressede aldrig på. Han havde en ro, Signe aldrig havde oplevet, en varme og tryghed hun kunne læne sig op ad.
**********************
Et år senere stod Signe foran et stort spejl i prøverummet hos brudekjoleforretningen i København. Kjolen var akkurat den, hun havde drømt om: fine blonder, enkel facon, let svævende skørt og sart pastelfarve, der fremhævede hendes hud og figur.
Ved hendes side gik Rikke diskret rundt og rettede på sløret, sikker på at alle detaljer sad rigtigt. Hun trådte et skridt tilbage, øjnene funklede stolt.
Du er så smuk, hviskede hun oprigtigt.
Signe vendte sig om, et smil bredte sig gennem kroppen. Taknemmeligheden lyste i hendes øjne.
Tak. For alt, hviskede hun.
Der var mere i det end bare en almindelig tak for et kompliment. Det var tak for at have troet på hende, for at have pustet til ilden, når hun selv tvivlede.
Da åbnede Martin døren og trådte ind, tøvende, som om han ikke ville forstyrre øjeblikket. Hans blik lagde sig på Signe, og det bredte sig den varme, lune smil, hun var blevet så tryg ved.
Du er den smukkeste kvinde, jeg nogensinde har set, sagde han. Intet ved hans stemme lød som slebet galanteri, det var bare ægte kærlighed.
Signe mærkede varmen brede sig i brystet. Hun rakte hånden ud, og Martin tog den straks i sin stærk og tryg. Tvivlen forsvandt, og hun stod med en indre ro.
Deres hænder flettede sig sammen, og Signe vidste, at han elskede hende for den, hun virkelig var. Ikke for hvordan hun havde ændret sig udenpå, men for hendes drømme, smil, mod og hjertelighed.
Rikke trådte diskret tilbage, iagttog dem og tørrede ubemærket en tåre væk. Hun var lykkelig på sin venindes vegne alt var faldet på plads, præcis som det skulle.
Selvtillid det var ikke noget, der opstod i løbet af to måneder eller på grund af en fantasi-prins fra nettet. Det var noget, der blev vundet dag for dag, skridt for skridt, for sin egen skyld. Og nu sad det fast i hjertet.
