**Dagbogsnotat**
*En sort hund kan aldrig vaskes hvid*
“Lise, selvfølgelig hjælper jeg dig. Men jeg må advare dig du kommer til at lide med den skurk. Kan du virkelig ikke se, hvem du vil binde dit liv til? En alfons og en drankér!” Min bror, Mads, rasede, men hans ord nåede ikke ind.
Livets hårde lærdom nåede bedre frem.
Det var min søster, Mette, der førte Nikolaj ind i vores firma. Jeg vidste, hun engang havde haft et forhold til ham. Men da det gik i stå, arrangerede hun, for ikke at såre ham, at han kunne blive losser i vores familieforretning. Vi sælger møbler med succes og har flere butikker i byen. Mads, der står for firmaet, tog straks afstand fra Nikolaj, som hurtigt forstod hans modvilje og undgik ham.
“Den mand lever langt over evne. Mette, kan du huske, hvordan du bad mig om at betale Nikolajs gæld? At du syntes, det var synd for ham, fordi han ‘prøvede så hårdt’? Jeg ser ham for det, han er en kvindebedårer, der lever i restauranter og bruger andres penge. Jeg foragter den slags mænd!” Som ældre bror havde Mads ret til at irettesætte hende.
Mette nikkede tavst og fyrede ham ikke.
Nikolaj var usædvanlig smuk. Karismatisk, atletisk og med en uimodståelig evne til at vinde kvinders hjerter. Uden at bemærke det, faldt jeg for ham og hvor hårdt! Jeg ville have et stort bryllup, en kjole fra højeste hylde, diamanter fra Georg Jensen. Kort sagt, jeg havde fuldstændig tabt fornuften.
Mads så min blindhed men prøvede ikke at stoppe mig. “Kom til fornuft, lille tåbe,” sagde han blot. Men han arrangerede det smukkeste bryllup det dyreste lokale, en limousine, hundrede gæster. Jeg var den yngste i familien, og han forkælede mig altid.
Min lykke var total. At vinde sådan en mand, selvom jeg ikke var den smukkeste! Mette advarede mig dog:
“Lise, vogt dig for Nikolaj. Ellers kommer du til at lide, søster. Den mand kan lade som om, han er en engel, men han er bare en tom skal.”
Intet kunne stoppe mig dengang. Selv en mur af beton ville ikke holde mig tilbage.
Mads gav os en lejlighed som bryllupsgave. Senere bad Nikolaj mig om en bil “helst en importeret.” I min kærlighed forvandlede jeg ham: dyre mærker, en flot bil, moderne møbler i lejligheden. Vores forretning tillod os et luksusliv.
Men Nikolaj satte ikke pris på det. Han udnyttede min kærlighed, trampede på mig, lo ad mig. Men det kom senere da var jeg stadig blind.
I tre år nævnte Nikolaj aldrig børn. Mads sagde som sædvanlig sin mening:
“Lise, din mand ønsker ikke en familie. Han vil have penge og frihed. Han er en narcissist. Hvornår vågner du, søde?”
Men jeg så kun Nikolaj. For mig var han en duftende blomst, og jeg var den bier, der kredsede om ham.
Jeg bad Mads om at forfremme Nikolaj.
“Kan han ikke få ansvaret for en butik? Så kan han lære forretningen at kende. Jeg vil gøre ham til min partner.”
“Kun for din skyld, Lise. Men det vil gå galt. Han ruinere butikken.” Mads gav efter igen.
Som butikschef gik Nikolaj konkurs og gav mig skylden: for lidt vare, dårlig placering, uhøflige kunder
“Det er okay, skat. Du behøver ikke arbejde. Mads sætter en ny i butikken. Du kan passe vores ufærdige sommerhus.” Jeg gav efter for alt, bare han blev hos mig.
Men på sommerhuset skabte Nikolaj et tilflugtssted for tvivlsomme kvinder og stofmisbrugere. Naberne fortalte mig det. Et mareridt. Jeg prøvede at redde ham, men han faldt kun dybere.
Jeg tog ham hjem, satte en hjælper til at passe ham en pige, der kunne give ham drop, mad og omsorg. Jeg arbejdede uden pause. Mads så min lidelse, tav, men hans blik sagde nok.
Så blev “hjælperen” gravid med Nikolaj. Jeg fik først besked tre måneder senere, da hun bad om penge til abort.
“Det er for sent. Nu må du beholde barnet.” Jeg syntes synd på hende. Hun var faldet for samme facade som mig.
Jeg forlod min mand. Der var ingen mening i at blive. Efterlod bryllupslejligheden til Nikolaj han skulle jo have en ny familie. Jeg ønskede ham lykke, selv uden mig.
Endelig så jeg klarert. Sommerhuset forblev ufærdigt, bilen var solgt for spiritus, og jeg betalte Nikolajs gæld.
Pigen fik en søn, men barnet vokser op uden en far.
Det tog lang tid at komme mig. Jeg elskede ham stadig. Mads trøstede mig som en lille søster:
“Lise, kender du ikke ordsprogene? *En ulv ser altid mod skoven, en
