At flygte til verdens ende
– Line! Line, hører du overhovedet, hvad jeg siger?
Stemmens klang kom ude fra køkkenet og pressede sig igennem den tunge morgensøvn som en søm gennem træ. Line Frederiksen slog øjnene op og stirrede op i loftet. Sprækken i hjørnet var vokset længere, lagde hun mærke til. Den havde været der i mindst tyve år, kunne hun huske. Dengang havde hun tænkt, at den skulle spartles men det blev aldrig til noget.
– Line! Skal jeg virkelig koge min kaffe selv?
Trettitreoghalvtreds. Det var vigtigt at holde fast i, især om morgenen, for ellers forstod man ikke, hvordan så meget både kunne være sket og ikke sket. Trettitreoghalvtreds, og i de sidste tredive år havde denne stemme fra køkkenet altid fyldt morgenstunden. Dengang, i starten, stod hun altid let op. Ja, nærmest med et smil. Der var noget rigtigt og hjemligt ved det, syntes hun at nogen ventede på, at hun lavede kaffe. At nogen havde brug for hende.
Nu lå hun bare et sekund mere og så på sprækken.
– Ja, jeg kommer, – sagde hun til loftet.
Linoleummet på gulvet var koldt. Oktober, radiatoren havde endnu ikke fået fat, og den velkendte morgenkulde lå under hendes fødder: først den højre fod, så den venstre, så den korte tur hen til hjemmeskoene. De stod, hvor de plejede, for det var hende selv, der stillede dem der hver aften, automatisk.
Henrik sad i køkkenet iført undertrøje og bladrede på sin telefon. Stor, bredskuldret, med tyndt hår redt over issen. Koppen foran ham stod tom og ventede tydeligvis på sin kaffe.
– I dag kommer Sørensens klokken seks, – sagde han uden at se op. – Stryg den lyseblå skjorte, ikke? Den med reserveknapperne. Og lav en ordentlig middag, ikke noget hurtigt. Jette Sørensen bemærker altid, hvad hun får at spise.
Line fandt kaffekedlen frem. Målte kaffe af. Tændte for gassen.
– Hører du, hvad jeg siger?
– Ja, Henrik.
– Du er så tavs, som du plejer. Svært at vide, om det går ind.
Kaffen begyndte at syde op. Hun holdt øje med den mørke skum og tænkte på natten før, hvor hun havde drømt om havet. Ikke et bestemt hav, bare havet: bredt, grønligtgråt, hvide skumkrøller på bølgetoppene. Og duften den, hun kendte fra barndommen, fra den eneste tur til Kerteminde med moster Ulla. Rå, salt, tang, og noget mere ubestemmeligt, der straks fik en til at trække vejret dybere, som om lungerne endelig blev foldet helt ud.
– Line, lad nu være med at koge kaffen væk.
Hun tog kaffekedlen fra varmen, hældte op og satte koppen foran sin mand.
– Jeg stryger skjorten efter morgenmaden.
– Gør det nu, mens jeg barberer mig. Så står den klar.
Han rejste sig med koppen og gik ud på badeværelset. Straks hørtes den velkendte summen fra barbermaskinen. Præcis syv minutter var den i gang det havde hun tjekket engang, faktisk bare af kedsomhed.
Line blev stående ved komfuret.
Over køleskabet hang den gamle papirkalender. Attende oktober. Hun stirrede på datoen og kunne ikke komme i tanker om ét eneste attende oktober, der skilte sig ud. De lignede alle hinanden: kaffe, skjorte, middag, gæster, rengøring. Og midt i alt dette, langt nede i bunden som en ti-krone i en brønd, lå noget, som kun var hendes eget, noget hun glemt at røre ved længe.
Som ung tegnede hun. Hun var god, fik hun at vide. Læreren på seminariet, skrappe, fåmælte Jørgen Madsen, holdt engang hendes akvarel op og sagde: Du har sans for farver, Frederiksen. Det er sjældent. Hun var ved at søge ind på kunstakademiet. Næsten. Men så dukkede Henrik op, og så var det først ikke tid, så kom Sofie til verden, så flyttede de, så var der renovering og endnu en gang renovering. Malergrejet røg i kælderen, penslerne tørrede ind og blev smidt ud, og til sidst blev kælderen fyldt med såkaldte nødvendigheder, der aldrig kom i brug.
Barbermaskinen summede videre.
Pludselig mærkede Line en mærkelig, næsten fysisk træthed. Ikke den, der følger efter en lang dag, men en opsparet styrke, der sad bag ribbenene og ikke gik væk, hverken med søvn, ferie eller venindesnak. Fru Nyholm fra første sagde til hende engang: Line, du passer jo slet ikke på dig selv. Men hvad vil det sige, at passe på sig selv? Line havde bare grinet og sagt, at hun ikke havde tid.
Ikke tid. Tredivet års ikke tid.
Hun fandt strygejernet, den lyseblå skjorte lå på anden hylde i skabet, lige dér, hvor Henrik altid havde sine pæne ting. Hun bredte den ud på strygebrættet og ventede på, at jernet blev varmt. Udenfor var oktobergråt, viceværten fejede asfalten i gården, og det monotone, raslende lyd blandede sig med maskinens summen og den indre stilhed, hun havde lært at ignorere.
Moster Ulla var død for tre år siden. Hun havde efterladt et lille sommerhus i Kerteminde. Træ, med veranda lige ned til fjorden. Henrik sagde: Det er faldefærdigt! Det koster mere at istandsætte, end det kan sælges for. Men ingen ville købe, og Line kunne aldrig rigtig beslutte sig. Noget holdt hende tilbage. Måske duften fra drømmen om havet. Måske mosters stemme: Der er så stille, lieve Line, at det gør en bange først så mærker du, det var den stilhed, du manglede hele dit liv.
Strygejernet blev varmt. Line slap det mod ærmet og så standsede hun.
Maskinens summen på den anden side af døren fortsatte. Syv minutter. Hun havde lige syv minutter.
Tanken kom ikke som en beslutning, men som noget, der længe havde ventet. Den flød op til overfladen som en korkprop den havde ligget på bunden, og nu var den her. Line stillede strygejernet. Stod lidt og mærkede sig selv. Hvad det var, der var dukket op.
Så gik hun ind i soveværelset.
Tasken lå i skabet, lille, slidstærk, den hun brugte til at besøge mor i Århus. Hun fandt den hurtigt og stille. Ekstra undertøj. En varm trøje. Papirer fra øverste skuffe: pas, skøde på sommerhuset det havde hun gemt uden at sige det til Henrik. Dankortet, hvor hun over årene havde lagt lidt til side fra madpengene. Ikke meget. Men nok.
Hænderne rystede ikke. Det undrede hende.
Hun tog telefonen, bookede en taxa til lufthavnen og trykkede bekræft. Den var der om otte minutter. Line klædte sig på, hurtigt og lydløst. Frakken. Støvlerne. Halstørklædet, hun selv havde strikket mørkeblåt med grå striber. Tasken over skulderen.
Hun standsede i køkkenet. Så på skjorten på strygebrættet. Det afkølede strygejern. Den tomme kaffekop på bordet og en uvasket tallerken fra i går.
Hun lod være med at skrive en seddel. Overvejede, men lod være.
Hun lukkede døren stille bag sig. Elevatoren førte hende ned. Taxaen holdt klar udenfor en lyseblå vogn med gult logo. Chaufføren, en tavs mand sidst i fyrrerne, spurgte ingenting, men kørte.
Morgenbyens trafik var sløv. Gule signaler, åbne butikker, en kvinde i rød frakke trak en indkøbsvogn hjem fra torvet. Line så ud og mærkede, at alt dette gader og lyskryds havde hun set tusind gange før, men aldrig havde de føltes både så fremmede og så kendte.
I lufthavnen købte hun en billet til Bornholm, nærmeste afgang med skift i København. Det kostede mange kroner. Hun betalte uden at blinke.
Flyet steg over byen, og Line sad ved vinduet og så de grå tage forsvinde i disen. Hun tænkte, hun skulle på toilettet, nu hun alligevel fløj. Hun tænkte også, hun burde have smurt mad. Eller bare have strøget skjorten.
Telefonen summede.
Henrik. Anden gang på et minut.
Hun tog den.
– Hvor er du? Hans tone var den sædvanlige, når noget gik skævt: skarp, den der rungende utilfredshed, som en motor der skal til at koge. Skjorten er ikke strøget. Hvor er du?
– Jeg sidder i et fly, Henrik.
Stilhed. Kort, men tung.
– Hvad betyder det, du er i et fly? Hvor hen? Er du klar over, at Sørensens kommer tidligt? Jette skrev, de kommer allerede fem. Hvor står maden?
– Jeg lavede ikke mad, Henrik. Jeg er rejst.
– Line. Nu var der noget truende i stemmen, lavmælt, men tydeligt. Nok pjat. Fortæl hvor du er, og hvornår du kommer hjem.
Line så ud. Under vingen bølgede skyerne, hvide, som pisket fløde. Hun havde aldrig prøvet at flyve over skyerne før.
– Henrik, jeg er rejst. Jeg kommer ikke tilbage. Lev dit eget liv jeg vil leve mit.
Stilheden trak ud. Så begyndte han at tale igen hun hørte raseri, og forvirring, og noget mere: noget barnligt bange, som han sikkert ikke selv mærkede. Han snakkede om lejligheden, om penge, om at hun var blevet sindssyg, om alderen, om hvordan hun ødelagde Sofies liv.
Line lyttede roligt. Underligt roligt. Ingen vrede, ingen tårer. Kun følelsen af, at ordene faldt forbi hende som regn uden for et lukket vindue.
– Henrik, sagde hun, da han holdt pause for at trække vejret. Jeg hører dig. Undskyld. Men jeg kommer ikke tilbage.
Hun lagde på. Tog simkortet ud, så den lille plasticbrik hvile et øjeblik i hånden så listede hun den ned mellem sæderne. Telefonen blev gemt i tasken.
Sædenaboen, en ældre mand med avis, så flygtigt på hende og vendte så tilbage til sin læsning.
Line lænede sig tilbage og lukkede øjnene. Noget under hjertet slap sit tag for første gang i meget, meget lang tid.
***
Kerteminde mødte hende med regn. Fin regn, fynsk, der ikke faldt, men lå i luften som en dyne, lagde sig på vipper og halstørklæde og duftede af tang og fisk. Fra Rønne tog hun rutebilen, lille, skramlende, med dug på ruderne, og gik så med tasken over skulderen ned ad den toppede vej.
Sommerhuset lå bagerst i en blindgyde. Lille, træbeklædt, engang grønt nu falmet til gråligt mosfarvet, som græs under rim. Havelågen peb. Trappen var sunket i højre side. Nøglen, som Line altid havde haft sammen med kældernøglen, var tung i låsen.
Indenfor duftede der, som det gør i tomme huse: råt træ, lidt gammelsødt, som en æske med gamle breve. Line gik ind i stuen. Der var bord, to stole, en jernseng med en stribet madras. Hørgardiner, glemt af moster, hang stadig i vinduet. Udenfor, gennem regnen og grenene, anede man noget gråt og stort. Hun gik tættere på. Havet. Lige der, over vejen og bag et bælte graner.
Line stod længe og kiggede ud.
Så åbnede hun vinduet. Den rå, salte luft fór ind, som en ventet gæst. Hun trak vejret dybt, og noget i halsen begyndte at dirre. Ikke tårer, men noget andet som at komme hjem efter lang tids rejse.
Alligevel græd hun. Tavst, bare tårer, og hun tørrede dem ikke væk, for det føltes ikke som sorg, men som noget andet, hun ikke havde navn for.
Der lød skridt på trappen. Et bank.
Line gned øjnene med ærmet og gik ud.
På trappen stod en mand sidst i halvtredserne, solid, iført gummistøvler og regnjakke, og holdt noget indpakket i avispapir.
– Goddag, sagde han. Du må være Ullas niece? Jeg er naboen, Jørn. Boede skel til skel med din moster. Jeg har fodret hendes kat de sidste år men den fik nyt hjem, bare rolig. Jeg har fisk med, den er friskfanget.
– Tak, sagde Line og mærkede, stemmen var lidt rusten. Jeg hedder Line Frederiksen.
– Man kan godt se, du er i familie med Ulla. Lidt lighed om øjnene. Er du her for at se det hele eller for at blive?
Hun tøvede et sekund.
– For at blive.
Jørn nikkede; det lå stille i luften, som om intet var mere almindeligt. Han rakte hende fisken.
– Kan du fyre op i ovnen? Brænde er i skuret, jeg lagde en stak før august. Ellers siger du bare til.
Hun kunne fyre op. Næsten. Hun havde set det som barn hos bedstemor på landet det tog tid, men til sidst brændte ovnen, og varmen bredte sig: levende, ujævn, ikke som radiatorvarme. Ægte varme kinderne stak og man ville tættere på.
Om natten lå hun på den stribede madras under det tynde tæppe og lyttede til havet, der var lige bag granerne, over vejen, og hvis stemme var ensartet, tung, som en kæmpes åndedrag. Ind, ud, pause. Ind, ud, pause.
Hun tænkte ikke på Henrik. Ikke på Sofie. Ikke på lejligheden eller hvad naboerne ville sige, eller hvordan hun skulle forklare det til Jette Sørensen. Hun lyttede bare til havet, og tænkte på, at i morgen skulle hun lufte tæppet og lappe trappen, og Jørn var egentlig et rart menneske.
***
Dagene i Kerteminde gik i et helt andet tempo. Ikke langsomt, ikke hurtigt, men deres eget. Line vågnede, når lyset kom. Lavede kaffe på den lille blus, hun havde lånt af Jørn, mens hun ventede på, at gasmanden fandt tid. Hun satte sig ved vinduet og så på fjorden, hvis farve skiftede med lyset.
Den første uge gjorde hun huset i stand. Skurede, vaskede, luftede. Skrællede tapet af i soveværelset og fandt under det gammelt, mørkt træ. På markedet i byen købte hun madevarer: kartofler, løg, havregryn, dåser med fisk, og rugbrød med kerner duften fra det lille bageri på torvet var så stærk, hun næsten måtte standse op bare for at trække vejret.
Jørn kom ofte forbi. Hjælp med trappen, slæbte brædder ud på verandaen, rettede lågen. Han talte ikke meget, men altid præcist Line satte pris på det, hun havde levet så længe med én, der talte uden at sige noget.
En dag kom han med lærred og maling.
– Ulla sagde, du plejede at male, sagde han bare og stillede det på bordet. Jeg har lidt til overs, tag det.
Line så på lærredet. En firkant, lidt gullig. Tuben med maling, pensler i forskellige størrelser. Terpentin-lugten var så velkendt, at hun blev sendt årtier tilbage seminariet, det lyse atelier, staffelierne.
– Jeg maler ikke længere, sagde hun.
– Det kan du komme til igen, – svarede han bare. Og gik.
To dage gik hun uden om lærredet, flyttede ting tæt på, lod, som det ikke var der. Den tredje dag pakkede hun tuberne ud, lagde dem på bordet. Tog en pensel. Bare for at holde den i hånden. Den var slidt, men god.
Hun begyndte med en lille skitse. Bare havet uden for vinduet, striben mellem granerne, den grå himmel. Det blev ikke godt himlen var forkert, vandet, proportionerne. Men noget var der. Noget, der fik hende til at sidde ved bordet til det var mørkt uden at mærke sult eller trætte ben.
Så gik hun på stranden med blok og lavede skitser. Stenene. Mågerne. Den gamle fiskerbåd, som lå oppe i sandet. Hænderne huskede af sig selv, som kroppen kan huske en gammel vej. Sejt først, så mere sikkert.
Jørn så engang hendes skitser.
– Ikke dårligt, sagde han. Du kan formen. Det er sjældent.
– Forstår du dig på det?
– Lidt. Jeg maler selv. Bare for sjov, ikke professionelt.
– Må jeg se?
– Engang, smilede han. Først må du vise mig dine.
De begyndte at tale sammen. Først om maleriet, så om bøger og om livet. Line kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde talt sådan med nogen roligt, uden at skulle noget bestemt, som at tale og lytte bare var nok. Med Henrik havde samtalerne for længst været købt ind, fixet, organiseret. Med Sofie talte hun i telefon en gang om ugen, hurtigt, overfladisk.
En morgen, hvor lyset var blødt og mælkekoldt, tog Line det store lærred og begyndte. Hun tænkte ikke, bare blandede farver og så på havet, blandede igen, svingede penslen, lagde det på lærredet. Til sidst blev fingrene mere sikre end penslen, og hun brugte bare hånden, gned farven ud, mærkede noget vigtigt i berøringen farven var kold, men levende. Blå, grøn, grå, og pludselig, der hvor himlen mødte vandet en varm gylden stribe.
Hun mærkede ikke tiden gå. Da regnen daskede mod ruden, var klokken allerede tre.
Hun så på maleriet. Der var hav ikke som på et foto, men levende, uroligt, smukt og sandt. Himlen var præcis sådan, hun følte den og den gyldne stribe lyste indefra, som om den var malet med noget andet end maling.
Jørn kom ind med to krus te. Betragtede lærredet længe.
– Kan du se? sagde han til sidst.
Hun tog imod et krus. Teen var stærk og sød, ikke som hun normalt bryggede, men det var præcis, hvad hun trængte til.
***
Sofie kom tre uger senere. Line så hende fra vinduet datteren kom slæbende med en stor taske, i bysko, der ikke duede til landsbyens brosten. Høj, mørkhåret, rank som sin far, med det samme ubøjelige blik.
Line gik ud på trappen.
– Hej, Sofie.
– Hej, svarede datteren, stemmen var afmålt, men under den summede noget, som elledninger før torden. Ved du overhovedet, hvad du har gjort?
– Kom ind.
– Mor, far kan ikke klare det. Hans blodtryk var oppe på to hundrede sidst. Jeg kan ikke rejse derover hele tiden, jeg har arbejde, Anton og børn. Forstår du det?
– Ja, kom ind, få noget at spise.
– Jeg er ikke sulten, jeg vil bare vide, hvad der sker! Sofie gik ind, kiggede rundt. Øjnene gled over trævæggene, ovnen, det enkle bord. Vil du bo her?
– Ja.
– Mor, Sofie satte tasken og vendte sig om. Nu var der ikke bare vrede, men noget hjælpeløst, barndom. Er du syg? Sig det til mig, så hjælper jeg.
– Jeg er ikke syg. Jeg har det godt.
– Hvordan kan du have det godt? Du har forladt din mand, dit hjem, er rejst hvem-ved-hvorhen og kastet dit simkort væk. Far ringer hver dag, han er helt…
– Sofie.
– Han siger, han søger skilsmisse, at du ikke har ret til lejligheden, når du er gået. Jeg er ikke jurist, men hvis han sælger…
– Sofie. Line sagde det lavt, men tonen standsede datteren. Lad ham bare gøre det. Jeg skal ikke have lejligheden.
Sofie så på hende. Pause.
– Mener du det virkelig? Vil du lege barn igen? Tænk, hvad folk siger, og hvad naboerne vil…
Line svarede ikke. Hun tog Sofie med hen til vinduet, hvor lærredet stod.
De stod begge og kiggede.
Nu var lyset sideværts, og maleriet så anderledes ud men stadig levende. Havet var tungt, grøngråt, som det er i begyndelsen af november, skum på bølgetoppen. Himlen næsten hvid, og kun ved horisonten lå den gyldne stribe.
Sofie tav længe. Line så ikke på hende, kun på billedet.
– Se, sagde Line. Stemmen var jævn. Det her er mig. Ikke jeres husholderske eller tjener. Mig. I må beholde lejligheden, jeg skal ikke have noget.
Sofie svarede ikke straks. Hun så på maleriet, og ansigtet ændrede sig. Langsomt, som skyer trækker væk fra månen.
– Har du malet det selv? spurgte hun til sidst, lavere.
– Ja.
– Jeg kan ikke huske, du malede, da jeg var barn.
– Jeg gjorde det, før dig. Så holdt jeg op.
Sofie trådte et skridt bagud, så ét til. Stirrede på billedet, som om hun ikke ventede, hvad hun så.
– Det er smukt, sagde hun modstræbende.
– Det ved jeg.
Pausen igen. En måge skreg udenfor. Vind tog i gardinet.
– Jeg må tilbage, sagde Sofie. Bussen er fem.
– Jeg følger dig.
De gik side om side. Sofie standsede ved stoppestedet og så på sin mor blikket var forandret, ramt af noget, Line sjældent havde set hos hende.
– Mor, sagde Sofie. Far forstår det ikke nu. Men jeg… skal nok prøve at forklare.
– Det behøver du ikke. Han er voksen.
– Han kan ikke klare sig uden dig.
– Det lærer han, sagde Line roligt.
Sofie tøvede. Så gik hun et skridt frem, gav sin mor et hurtigt, barnligt kram. Line holdt om hende, mærkede Sofies duft; som i barndommen, men nu med voksent parfume.
– Undskyld, sagde Sofie lavt. Ikke til hvem, bare undskylde. For alt.
Line strøg hende over ryggen.
– Gå nu, inden bussen kører.
Sofie gik. Vendte sig én gang. Så var hun væk.
Line blev stående og så røde baglygter forsvinde mod landevejen. Havvinden var rå og kold, fik halstørklædet til at blafre, trængte ind under frakken. Men det var en god kulde. En rigtig kulde.
***
November i Kerteminde var barsk og smuk. Ikke en turist at se. Byen lukkede sig om sig selv, blev stille, indadvendt. Fiskerne tog ud i grålysningen og var hjemme til middag. Bageriet duftede varmt af brød og kanel. Om aftenen lyste vinduerne gult i mørket Line havde ikke set den slags hjemlige vindueslys i mange år: andre menneskers liv, døgnrytme, ro.
Line arbejdede dagligt. Hun havde nu fem lærreder det ene bedre end det andet. Jørn kiggede indimellem forbi, så på dem og lærte hende om farver med få, præcise ord. Han gav hende engang en bog om farvelære, slidt, med blyantsstreger, og hun læste den om aftenen foran ovnen. Det var underligt tilfredsstillende at lære noget nyt som 53-årig, ikke fordi man skulle, men fordi man ville.
Hun købte ler på markedet bare for at prøve. Lagde en klump rødbrun, kold ler på bordet og begyndte at forme. Først modsatte det sig, men da hænderne blev varme, blev det blødere, og der opstod noget: først en form, så en lille båd som den gamle pute på stranden.
Hun grinede lidt af sin båd, skæv og amatøragtig, men satte den i vinduet. Noget hun selv havde frembragt af den kolde, levende ler.
Da Jørn så den, sagde han blot:
– Den er bedre, end du tror.
– Den er skæv.
– Den er ærlig, svarede han. Skævhed er ikke altid en fejl.
– Du gør dig klog.
– Lidt. Har du mere ler?
Det viste sig, Jørn havde arbejdet med ler på teknisk skole. Nu sad de sammen ved bordet, hver med en klump foran sig talte lidt, men stilheden var tryg, ikke akavet.
Line tænkte, at hun før ikke anede, at det kunne være sådan eller bare havde glemt det. At dette var, hvad hun savnede gennem årene: stilhed, hvor man bare kunne være.
Brev fra advokaten kom efter to måneder. Henrik havde søgt skilsmisse. Hun læste det, lagde det pænt væk. Talte med en ung advokat, hun havde fundet på nettet. Hun sagde, bolig og formue var ægtefællers, Line havde krav på sin del.
– Jeg skal ikke have noget, svarede Line. Han må beholde det hele. Bare ingen skænderier.
– Er du sikker?
– Ja.
Alle, hun nævnte det for (og det var kun Jørn), sagde hun burde tænke sig om. Men det havde hun gjort. Lejligheden var en del af det liv. Hvis hun tog sin del, måtte hun også mentalt tilbage. Det behøvede hun ikke.
Sofie ringede en måned efter. Talte lavt.
– Mor, jeg har tænkt på det. Dit billede vil du male et til mig? Det behøver ikke ligne, bare noget med hav. Jeg vil hænge det i gangen.
– Det gør jeg gerne, sagde Line.
– Mener du det?
– Ja. Kom til foråret og hent det.
Sofie tav. Så, lavt:
– Jeg er glad for, du er derovre. Jeg kunne ikke indrømme det for mig selv længe, men det er jeg.
Line smilede.
– Det er jeg også.
***
Vinteren kom stille til Kerteminde. Pludselig lå sneen, og havet bag granerne blev ikke gråt men blåt, en farve uden navn noget mellem indigo og stål, oplyst indefra som is.
Line malede vinterhavet særskilt hendes bedste maleri, hun vidste det.
Jørn så, sagde ingenting. Så:
– Det skal udstilles.
– Hold op.
– Nej. I Rønne er et lille galleri ejeren tager lokale amatører. Jeg kender ham.
– Jeg er ikke ‘lokal’ eller ‘kunstner’.
– Line, sagde han tålmodigt. Du har lavet seks billeder på to måneder, et af dem er virkelig godt. Prøv at acceptere det.
Hun accepterede det tøvende, men hun gjorde det.
Hun tog tre lærreder til galleriet i januar. Ejeren, en lille ældre bornholmer med kloge øjne, så på dem og tog dem alle ind.
På vej hjem i rutebilen tænkte Line, at hendes historie ikke lignede det, folk mente, var “det nye liv i en sen alder”. Ingen blade eller tv-programmer ville fortælle om en kvinde på 53, der afleverede billeder til et provinsgalleri.
Men da hun kom hjem, lugtede huset af varmt træ og salt, skitserne lå på bordet, den hjemmelavede båd i vinduet og noget i hende var endelig roligt. Sådan roligt, som når man ved, hvor man skal være.
***
Februar bragte storme. Havet brølede flere nætter i træk, huset rystede af bølgeslag. Line var ikke bange længere. Hun havde vænnet sig til det meste: at morgenroen nu var hendes. At dagens rytme var hendes. At huset var stille, en god stilhed. Ikke den tunge mellem vægge i lejligheden, hvor hun og Henrik sad i hver sit værelse og tav af opgivenhed.
Til Jørn havde hun også vænnet sig. Han kom hver dag, iblandt kun kort, andre gange til sent på aften. De talte om bøger, maleri, havet, barndommen. Han fortalte om konen, han havde mistet for fem år siden. Hun fortalte om moster Ulla. Nogle gange sad de bare, drak te på verandaen, kiggede på fjorden og det var godt. Bare godt.
Hun malede ham et portræt i smug, efter hukommelsen. Det blev ikke helt nøjagtigt, trækne blev blødere end i virkeligheden, men blikket havde hun ramt: roligt, nysgerrigt, med det skæve smil han kun havde, når noget virkelig betød noget.
Portrættet gemte hun væk. Ikke fordi det var pinligt, men fordi nogen ting skulle have ro.
Skilsmissen blev endelig i marts. Sofie ringede og fortalte det, stemmen lidt undskyldende.
– Mor, det er nu. Lejligheden er hans. Vil du slet ikke…
– Sofie, det er, som det skal være. Jeg har det godt.
– Fortryder du virkelig ikke?
Line så ud. Forårsaften, himlen blev rosa over granerne, og på det lyserøde hav lå en bred, gylden stribe.
– Nej, sagde hun. Jeg fortryder ikke.
Det var sandt.
***
Marts gik på hæld. Sneen smeltede, fjorden blev mere blå, luften fik noget grønt, levende over sig. Mågerne vendte hjem og skreg over strandkanten deres rå stemmer lød så glade som kun de kan.
Line sad på verandaen. På det lille bord stod en kop te med citron. Hun havde sin skitseblok på knæet uden at åbne den. Foran verandaen lå granerne, så kom vejen, stranden, fjorden, og langt ude på horisonten skete der det, hun ventede: Solnedgangen tændte farver fra grå og blå til noget varmt, lag på lag.
En stol knirkede. Jørn satte sig og bladrede i den blok, hun havde givet ham.
– Se her, sagde han og pegede. Horisonten hælder lidt. Kan du se det?
– Ja. Jeg så det ikke, da jeg tegnede.
– Det er, fordi du kiggede på vandet, ikke på linjen. Øjet følger derhen, hvor det føles spændende.
– Er det dårligt eller godt?
– Det er dit, sagde han bare. Nogle gør det med vilje. Dit gør det selv.
Hun tog blokken, så på skitsen. Ja, horisonten hældede, og noget ved det tiltalte hende, selv om hun ikke vidste hvorfor.
Solen forsvandt bag fjorden. Himlen blev først rosa, så orange, og dér på horisonten kom farven, hun havde søgt i ugevis. Varm, levende, som rav igennem lyset fra et stearinlys.
Jørn lagde blyanten.
– Line, sagde han roligt, fortryder du noget? Lejligheden, det gamle liv?
Hun så på solnedgangen.
Havet svarede med sin dybe, rolige larm. En måge skreg i det fjerne. Nogensteds i byen gøede en hund.
– Se, sagde hun, nikkede mod horisonten, den stribe dér. Den farve har jeg søgt hele livet.
Jørn så ud. Pause. Så sagde han, helt alvorligt:
– Jeg kender en farve, der ligner. Lys okker med en smule hvidt. Og en anelse cadmium.
– Cadmium? gentog hun drømmende.
– Kun en dråbe. Eller mister du varmen.
Hun nikkede. Skrev bag i blokken: lys okker, hvidt, cadmium. Så så hun på solnedgangen igen, derefter på noten. Smilede, kun en smule.
Havet blev mørkere. Striben på horisonten holdt stand, stædigt, varmt. Line omfavnede koppen, mærkede varmen mod huden og vidste, at i morgen ville hun stille det store lærred. Male lige netop det. Mens hun stadig kunne huske det.
Og farven skulle hun nok finde.
