Er det din søster på billedet?
Nej, det er min kone.
Det kan da ikke passe! Det er jo min nevøs kone!
Pludselig stak assistenten, Maria, hovedet ind på kontoret:
Henrik, der er en dame, som virkelig gerne vil tale med dig. Jeg har sagt, du har travlt, men hun giver sig ikke.
Hvem er det? Og hvorfor? spurgte Henrik, mens han nysgerrigt så op fra papirarbejdet.
Jeg ved det ærlig talt ikke. Hun siger bare, det er personligt og meget vigtigt.
Lad hende komme ind, hvis det er så vigtigt, sagde Henrik og smilede lidt. Folk kom ofte til Henrik for at få hjælp. Han var kendt for ikke at sige nej til nogen, og Maria gjorde sit bedste for at sortere i besøgende. De havde bygget firmaet op fra bunden sammen, og den slags teamwork gjorde hende uundværlig for Henrik. Hver gang hun var væk, frygtede han næsten, hun skulle finde en mand og gå på barsel han følte, han ikke kunne undvære hende. Al viden og hemmeligheder delte han kun med hende, for konkurrenterne stod klar det havde erfaring lært ham. Pludselig var alle interesserede, bare det gik lidt godt for ham.
Maria lukkede den ventende dame ind og smøg sig lydløst ud igen. Kvinden var klædt helt i sort, og Henrik blev temmelig overrasket:
Lisbeth? Hvad bringer dig her?
Han trak en stol ud til hende og satte sig overfor.
Min Anna er her ikke mere, sagde hun lavmælt og kiggede ned.
Henrik blev pludselig svedig i panden og løsnet slipset. Hele livet kørte forbi i hovedet på ham på et sekund.
Anna havde været hans første kærlighed, mødtes på universitetet hun var smuk med langt, lyst hår. Han havde hjulpet hende, da hun dumpede første eksamen, og sådan startede de med at ses og læse sammen. Senere blev det mere end det, og alle regnede med, at de ville ende som familie. Hans far tog ekstra vagter, moren syede for at spare op til bryllup alle var glade. Det var kun Henrik og Anna, der ikke talte om bryllup. Han havde nemlig altid haft et ønske om at åbne sit eget firma.
Men før han nåede at fri, dukkede der en anden fyr op i billedet Annas gamle klassekammerat, og pludselig fik Henrik døren smækket i hovedet. Hun sagde kort:
Det er Mikkel vi har altid haft noget sammen. Jeg har bare ikke sagt det før.
Henrik forlod lejligheden i chok. Efter noget tid mødte han Annas mor, Lisbeth, som fortalte, at Anna havde giftet sig med denne Mikkel. Men moren var langt fra glad, for Mikkel var, ja, en rigtig bølle. Anna havde elsket ham siden skolen, men det blev ikke lykkeligt. Og nu stod Lisbeth for øjnene af Henrik og græd.
Hvad er der sket? spurgte Henrik med rystende stemme.
Han slog hende ofte, sagde Lisbeth, men hun blev, hver gang jeg prøvede at få hende med hjem. En dag ringede jeg til politiet, men hun trak anmeldelsen tilbage og forbød mig at blande mig. Og nu får jeg hende aldrig hjem igen…
Henrik rakte hende et glas vand:
Mangler du hjælp til begravelsen?
Nej, det er klaret. Slutningen er alligevel kommet; han røg i fængsel, men det hjælper jo ikke min Anna kommer ikke tilbage…
Så brød Lisbeth sammen, og Henrik blev siddende og tænkte over alt, der var sket. Hun tørrede øjnene og begyndte:
Jeg er kommet, fordi jeg har noget, jeg må fortælle. Anna fik nemlig datteren, Sofie, med dig ikke med Mikkel. Den dag, hvor Mikkel fandt ud af det, var det som om, verden væltede. Det var Annas veninde, Gitte, der kom til at sladre efter en flaske rødvin.
Det var svært at tage ind. Havde han virkelig en datter, han aldrig havde kendt?
Hvordan kan du vide det? spurgte han stille.
Fordi Anna selv fortalte mig det. Hun sagde, det var dig, men da hun mødte Mikkel, blev hun så forelsket, at hun hurtigt lod ham tro, barnet var hans. Jeg burde have sagt det til dig dengang, men hun bad mig lade være…
Henrik indså, at han havde brug for vished:
Vi må tage en DNA-test. Jeg vil ikke undgå mit ansvar, hvis Sofie er min, men jeg har brug for at være sikker.
De aftalte et besøg i en klinik, og da Lisbeth gik, fik hun øje på et billede på Henriks skrivebord:
Er det din søster på billedet? Jeg vidste ikke, at Line var din søster. Anna nævnte aldrig noget de var nu heller ikke tætte.
Nej, det er min kone, Line.
Slet ikke det kan da ikke passe? Jeg er ret sikker, det er min nevøs kone, de har været gift i otte år.
Henrik rakte forsigtigt billedet til Lisbeth, der nægtede at se forkert:
Jo, det er Line. Hun er gift med min nevø, Peter. Det er deres gamle bondehus i baggrunden.
Henrik forstod ingenting. Lisbeth blev ved med at insistere, og til sidst bad Henrik Maria om at få noget te de måtte lige tale mere sammen.
Samtalen blev lang, og Lisbeth fortalte om Annas datter, Sofie, og hvordan livet med Mikkel havde været.
Sofie fylder ti om en måned. Hun er en dejlig pige ligner Anna, men har dine øjne. Mikkel var aldrig interesseret i hende, ligesom med Anna. De fleste dage boede hun hos mig, for Anna ville beskytte hende mod Mikkels vrede. Sofie er sød, musisk og dygtig, men hun savner sin mor frygteligt meget…
Henrik forklarede Lisbeth, at han først måtte vide, om Sofie virkelig var hans datter, før han kunne reagere, men han ønskede at tage ansvar, hvis det viste sig at være sandt.
Siden satte tanker sig fast ikke kun om Anna, men også om Line: Hvem var hun egentlig? Hele hans liv begyndte at virke som et puslespil med manglende brikker.
Senere på dagen, efter Lisbeth var gået, bad Henrik Maria bestille lidt mad og en lille flaske snaps. Han sad længe i egne tanker, rørt og trist, indtil Maria fandt ham og diskret hjalp med at rydde op.
Næste morgen kom Maria forbi med hovedpinepiller fra apoteket, og hun havde, som altid, ordnet alle papirer for ham.
Jeg fatter ikke, hvordan jeg skulle klare mig uden dig, mumlede han taknemmeligt.
Senere begyndte Henrik at fortælle Maria om alle sine tanker og følelser: Om Anna, om Sofie, om alt rodet med Line. Maria lyttede mærkbart rørt. Da de skulle arrangere DNA-testen, tog hun sig også af det praktiske og foreslog, at de fik forskellige tidspunkter, så Sofie ikke kom i klemme.
Så, en dag, besluttede Henrik sig for at finde ud af mere om Line. Han bad Maria køre, så hans egen bil ikke blev genkendt, og de fulgte Line, da hun med en taxa iført tøj, han aldrig havde set før kørte til et gammelt hus ude på landet. Ud sprang en lille dreng, som krammede hende, slæbte varer ind, og Henrik forstod, at Lisbeth havde ret Line var en helt anden, end han troede.
Er du meget skuffet? spurgte Maria blidt.
Det underlige er, at jeg faktisk ikke er ked af det. Jeg føler mest, jeg har spildt min tid på en der alligevel ikke var min.
Maria startede bilen, og de kørte hjem. Nogle dage senere konfronterede Henrik Line:
Forklar dig. Alt.
Hun brød sammen og fortalte, hvordan hun var stukket af fra en ulykkelig hverdag med sin mand, Peter, og barnet og hvordan hun havde opfundet et liv med Henrik, brugt hans tillid. Alt var bygget på en løgn, hjulpet på vej af en gammel sludrende tante, som førte dem sammen. Line afleverede sine kort og dokumenter, og Henrik bad hende forsvinde ud af hans liv.
Resultatet fra DNA-testen kom Sofie var hans datter. Først var han fortumlet, men snart vidste han, hvad der skulle ske: Han ville tage ansvar for sin datter og støtte hende og hendes mormor.
Maria, vil du hjælpe mig købe gaver til Sofie? spurgte han.
Selvfølgelig, sagde hun med et smil, og de to gik i gang. Maria kendte lige præcis, hvad piger på ti år kunne lide, og de slæbte fire fyldte poser ud af butikken.
Mødet med Sofie blev lettere end frygtet hun tog imod ham med famlende arme og forsvandt straks derefter i pakkenes eventyrland. Maria var tæt på, næsten som familie, og Sofie spurgte:
Må jeg kalde Maria for mor, efter jeres bryllup?
Det ville jeg blive meget glad for og det tror jeg også, Maria ville.
Må jeg så ikke også få en lillesøster eller bror?
Hvis det er din drøm, så skal vi nok finde ud af det, skat.
Endelig følte Henrik sig fri og lykkelig. Maria var som en blomst om foråret ved hans side, og Sofie og hendes mormor blev hurtigt en uundværlig del af hans hverdag sammen blev de en familie, dybt forankret i kærlighed og varme, midt i et typisk dansk hjem fyldt af duften af friskbagt rugbrød, børnelatter og nærvær.
