Dagbogen, 2. august
August var hedebølget, tung og lummer. Højsommeren havde allerede toppet, men varmen stædede sig lige så stille fast. Vejens støv lå tykt, så hvert skridt hævede en lille sky. Stilheden i landsbyen var dvask, søvnig, næsten som et teppe. Kun nogle fluer summede insisterende, og langt væk lød dæmpet snakken fra en fjernsynsskærm.
Og pludselig støj, palaver, støv der står som en søjle! Op ad grusvejen kommer der en lille bybil, smurt ind i vejspor og sommersnavs, stopper ved vores gamle lagerbygning i udkanten. Ud stiger en splejset fyr, briller, og en knaldgul T-shirt med noget mærkeligt engelsksproget tryk på.
Jeg ser ud ad mit vindue. Gisp det er jo Patrick! Matias barnebarn, Gud have hans sjæl. Patrick, der ellers kun boede i København og kun kom hos bedstefar i Østfyn, når han var barn. Og nu så står han der!
Havde det nu bare været et almindeligt besøg. Men nej. Han begynder at slæbe kasser fra bilen, tunge, han sveder og pruster. Frem hiver han et gigantisk hvidt lagen, så det næsten lignede en sky han hev ned fra himlen, og han begynder at spænde det op på ladevæggen. Han hamrer søm i, spænder snore ud.
Folk her i landsbyen er anstændigt nysgerrige. Ud over plankeværket stikker hoveder frem, og der bliver mumlet og hvisket.
Han har da vist tænkt sig at lave diskotek, siger min nabo, fru Bente hende med ryggen lige som et kosteskaft og et blik, der kan slå en halvtredser af enhver.
Ja, nu må vi tage os i agt, svarede gamle Knud, der støttede sig på sin stok. De unge nu til dags, ingen skam i livet. Skal vi nu plages af larm natten lang!
Men Patrick knokler bare stille videre. Strækker lagnet ud, glatter det omhyggeligt, så ikke en fold er at se. Vinden fanger det, så det nærmest står som et sejl klar til togt. Dernæst sætter han en sort boks op på en skammel, trækker kabler.
Jeg går ud på trappen og tørrer hænderne i forklædet. Hjertet banker lidt hurtigere. Det var ikke lutter pjat, han var i gang med hans ansigt var alvorligt, koncentreret, nærmest højtideligt. Som om han ikke hængte et lagen op, men hejste et banner.
Sidst på dagen, mens heden lagde sig, var nærmest hele landsbyen samlet foran laden. Nogen var nysgerrige, andre allerede lidt småsure, for at være på forkant, hvis han skulle til at mase på med larmen. Ungdommen var så småt udvandret for længst, vi var kun os, der havde været her altid, samt et par feriegæster.
Fru Bente var der naturligvis først, stod med hænderne i siden og brynene alvorligt bøjede.
Nå, Patrick, sagde hun, så et par krager fløj op fra birken. Hvad har du så gang i? Hvis du bare sætter noget dunke-dunke på, så hiver jeg hovedsikringen! Vi har brug for ro, ikke dans.
Patrick vendte sig om, rettede på brillerne og smilede skævt. Hej fru Bente, hej Valborg Kristensen. Sæt jer ned. Jeg har slæbt nogle bænke herover. Der kommer ikke høj musik, jeg lover det.
Hvad bliver det så? småler Knud. Skal vi se film, eller hvad? Vi kan også se noget i fjernsynet derhjemme. Der er amoriner i luften og drama i aften.
Det blir bedre end det, bedstefar Knud, svarede Patrick med et nervøst, men venligt smil. Vent bare lidt, til det bliver helt mørkt.
Vi satte os. Nogle på bænke, andre på de gamle træstammer bag laden. Myggene sang, nogen svang en birkegren efter dem. Stilheden var ladet, tyk og næsten elektrisk. Folk stolede ikke rigtigt på det mon han ville sælge os noget, eller overtale os til et eller andet bytosseri?
Jeg så på det hvide lagen, der i skumringen begyndte at gløde let blåt. Og det blev så underligt tungt i hjertet. Jeg kom til at tænke på dengang, vi kunne fylde forsamlingshuset op til film. Dengang, da det myldrede, og latteren rungede. Nu sad vi her, klubben banket til, brædder for vinduerne. Tilbage kun minder, der solblegner ligesom et gammelt viskestykke.
Skal vi vente meget længere? spurgte Bente utålmodigt. Bænkene er hårde nok til at slå knoglerne skæve.
Lige om lidt … hviskede Patrick.
Han trykkede på noget på sit apparat, og en lille ventilator begyndte at summe, som en humlebi. Ud af den sorte boks skød en lysstråle ind i mørket, ramte lagnet. Små støvkorn dansede i strålen som levende væsner.
Først lå der bare et par cifre, striber, men så … alle gispede på én gang.
På lagnet dukkede vores landsby op. Ikke som nu med faldefærdige stakitter og brændenælder. Nej, den gamle solrig, fuld af liv.
Det var høslæt. Den store, fælles høhøst i vores gamle andelsbrug.
Kameraet rystede lidt man kunne se det var optaget fra en vogn, måske en Fordson-traktor. Men alligevel markerne lå brede, tusindblomstret, folk gik fremad hånd i hånd, unge, stærke, kønne allesammen!
Se! Se, der er vi! udbrød pludselig Vera, klappede hænderne for munden. Det er jo os!
I nærbillede drev billedet hen over et drenget ansigt, mørkt hår under en slidte kasket. Han smilede, stort så det viste hele tandsættet, mens han vinkede lige ind i linsen. Skjorten var åben, og svedperler glimtede på halsen.
Viggo … hørte jeg Bente sukke tæt ved sådan et suk, hvor alt ud af hendes krop.
Hendes Viggo. Hendes mand, som hun havde været gift med i et halvt århundrede, men som nåede at gå bort for næsten ti år siden. Og nu var han der levende, varm, ægte! Åben skjorte, smilende øjne, høtyv i hånden med høet i lysegrønt skær.
Den ellers stålsatte Bente blev pludselig lille, slap i skuldrene. Hun rettede på sit tørklæde med rystende hænder, som om Viggo kunne se hende. Og stilheden var tryllebundet kun fårekyllinger og projektorens snurren i den lune nat.
Se nu dér! sagde Knud, pegede med sin stok. Er det ikke mig?! Hold da fast, så ung jeg var!
På lagnet knoklede en ranglet knægt med at få gang i en gammel Nimbus. Motoren hostede og røg, men ville ikke. Mændene rundt om klappede ham på skulderen og råbte gode råd. Deres latter kunne ikke høres, men vi grinede alle lidt med.
Jeg sendte et blik på nutidens Knud sammenfalden, gråhåret. Men på lærredet var han en konge! Dog var øjnene de samme, de glimtede, bare gemt langt bag rynker.
Så blev billedet skiftet. Man så det lange fællesbord, sat op midt ude på engen.
Åh kære venner, mit hjerte værkede!
På bordet det mest ydmyge mad: groft brød, store stykker, friske agurker, kartofler i skindet, en krukke mælk. Og ansigter. Kendte, kære ansigter. De, der sad der endnu og de, der allerede var væk.
Der var Anna, vores lærerinde, ung og rank, i hvid skjorte. I dag slæber hun sig knap nok uden for, benene vil ikke mere.
Der sad smeden Steffen og brækkede brød, mens han fortalte en historie og lo.
Og dér der dukkede jeg selv op. Skuldertaske, fletning, solbrændt kind. Travl, vinkende ikke nu, der er ikke tid til at filme!
Valborg … Vera tog mig let i ærmet og smilede. Se, hvor kæk du var dengang …
Jeg sad og bed mig i læben for ikke at hulke. Jeg husker stadig den dag, så tydeligt som nu. Varmen, klæbrige hestebremser, vi var udmattede. Og alligevel på filmen var der lykke. Knap nok andet end netop at være sammen, at gøre ting i fællesskab, at leve et helt liv sammen.
Det mærkelige var, der var ingen lyd på filmen. Ikke latter, ikke snak, ikke bulderende traktor. Men jeg sværger, jeg hørte alt! Skeen der sang i græsset, det tørre hø, vandet der plasker i spanden. Minderne de suser højere end nogen højtaler.
Patrick, Matias barnebarn, stod der stiv og nervøs bag sit apparat. Han var sikkert bange for, om vi ville skælde ud eller grine af ham. Men vi sad alle sammen stille, tryllebundne. Det var som om han havde givet os et tryllespejl, hvor ikke vores rynker og gigter var, men vores unge hjerter.
Pludselig blev himlen mørkere på lærredet. Noget regn var på vej. Folk på høslættet begyndte at ile. De samlede høet i stakke, fik det i læ. Vinden tog fat skjorter svajede, tørklæder blev revet af hovedet.
Der blev levende kaos! Nogen væltede i høet, nogen skubbede hinanden op på vognen. Og alt, altid, i fællesskab. Én åndedrag.
Kan I huske? brummede en stemme bagfra, det var Søren, vores gamle agronom. Husker I tordenskyen, der væltede ned over os? Vi gemte os under høvognen alle sammen!
Ja, ja! svarede Bente, trak tørklædet ned over øjne, der løb lidt over. Viggo holdt mig tør med sin jakke, han blev selv drivvåd …
Jeg tabte min sandal i mudderet den dag! grinede pludselig en yngre kvinde, postpigerens datter. Jeg var en fem år, min mor slæbte mig med. Hele flokken ledte bagefter!
Og så brast det for alvor. Som en dæmning åbnet. Folk begyndte at tale i munden på hinanden. Men ikke surt, ikke oprevet, som foran kiosken, men mindende, leende og grædende på én gang.
Og harmonikaen? Hvor blev den af? spurgte Knud. Dengang spillede Leif jo altid!
Tag det roligt, Leif skal nok komme, råbte andre med smil.
I slutningen, da regnen var ovre og solen tittede frem igen, blev Leif vist. Han sad på stubben og legede harmonika; pigerne dansede omkring ham. Vandpytter glimtede, og der var regnbue over engen selvom det var sort-hvid film, kunne man nærmest se farverne!
Filmen sluttede brat. Striber fór hen over lagnet, og alt blev til et stille lagen igen. Projektorens lys døde hen.
Så blev det mørkt. Ikke den præsterende mørke som før, mer en blød, fløjlsagtig sommernatsnat.
Ingen rejste sig. Man kunne kun høre næser der snøftede og enkelte dybe suk.
Patrick begyndte at samle kablerne sammen. Hænderne rystede, brillerne duggede. Han tog dem af, tørrede sig om øjnene og spurgte forsigtigt:
Hvordan var det så?
Og så gik Bente hen hun, som ellers var landsbyens stormskyer hen til Patrick, kuglerund i gangen, og lagde en hånd på hans skulder. Jeg troede, hun ville til at skælde ud for at røre op i det hele.
Men hun så på ham, som hun i sin tid så på sin Viggo, og sagde:
Tak, min dreng. Du ærede os gamle. Jeg troede, jeg havde glemt det smil. Men du … du gav mig ham igen. Bare for en halv time. Tak.
Og hun lagde hans hoved ind til brystet. Patrick stivnede. Og så lagde han langsomt armene rundt om hende.
Gem nu den film, sagde Knud hæst, da han rejste sig. Kast den ikke væk. Det er vores historie. Vores dokument.
Jeg har digitaliseret det hele, bedstefar Knud, nikkede Patrick ivrigt. Hele samlingen er på computeren. Den går ikke tabt. Jeg har fundet meget mere også bryllupper og alt muligt.
Bryllupper? blev folk straks nysgerrige. Hvis bryllup? Er det Monikas? Eller måske Zofia og Jespers?
Snakken gik livligt nu, folk bevægede sig tættere på Patrick, nogen bød ham på kaffe, kage blev lovet. Mistilliden var helt væk, alle talte med; han var én af vores. Tidens vogter.
Lidt i baggrunden stod jeg og betragtede flokken: Bente, der pludselig havde fået tyve år tilbage i ansigtet. Knud, der strakte ryggen. Naboer, som ellers ikke havde hilst i månedsvis, snakkede nu om regnen dengang under hestetrukken vogn.
Det er utroligt … Her bor vi side om side, men som bag høje hegn. Hver i sit lille skjold, med små nag og sorger. I virkeligheden skal der kun lys til. En projector, et øjeblik, et fælles minde så ser vi hinanden, mærker vi rødderne, vi aldrig helt har mistet.
Valborg Kristensen! råbte Patrick pludselig. Hvad med dig? Synes du ikke om det?
Jeg gik hen, smilede til ham tårerne løb ned over kinderne, alligevel.
Jeg elskede det, Patrick. Du gav os en gave, jeg slet ikke kan beskrive. Du førte os ved hånden tilbage til ungdommen, lod os se dem, vi elskede. Hjertet, det bliver aldrig gammelt du gav det et lille glædeshop.
Vi gik først hjem langt ud på natten. Landsbyen summede stadig, folk snakkede, småfniste, hængslerne knirkede i lågerne. Man skiltes i grupper, ikke alene.
Jeg satte mig hjemme, lavede te, satte mig ved vinduet. Månen var rund og stærk. Så mærkeligt let som en vægt var taget fra skuldrene.
Og siden den aften gik det igen: hver weekend samles vi ved laden, Patrick viser os film. Vi blev én stor familie igen. Hegnene lavere, lågerne åbne.
Så hvem vinder? Tiden, der visker alt ud, eller minderne, der velsigner livet? Hvad synes I, kære venner? Har I ikke også sådanne blink af lykke, hvor hjertet føles let igen?
