Og hvorfor står I der med kufferter? spurgte svigerdatteren med overrasket stemme.
Vi skal bo her, svarede svigermor uden at blinke.
Elisabeth vandrede rundt i lejligheden og grublede. Hvordan pokker kunne hun få mere plads ud af to værelser, hvoraf det ene ovenikøbet var gennemgangsværelse? Det passede hende så dårligt. Det andet værelse var så småt, at det næsten kun var velegnet til hamsteropdræt. Altså, hvad tænkte de dog på, da de byggede sådan noget? Elisabeth drømte allerede om at overtale sin mand, Mikkel, til at sælge lejligheden og købe et lille rækkehus i et hyggeligt villakvarter måske endda et stykke udenfor København. Hun havde allerede snuset lidt rundt på Boligsiden. Denne lejlighed lå jo faktisk ret centralt tæt på park, børnehave og man kunne spotte skolen fra køkkenvinduet. Supermarkeder i gåafstand det var stort set guld værd i København, på trods af kvadratmeterprisen. Men husene i forstæderne var til at betale, og der var have, plads til drivhus måske til og med til et soppebassin, og sikkert også en hængekøje mellem æbletræerne. Sikke en drøm! For ikke at nævne: for restpengene kunne hun endda købe en brugt bil. Elisabeth havde længe puslet med tanken om at tage kørekort. Hun kunne sådan set allerede køre hendes far havde lært hende det hjemme i landsbyen, hvor man ikke gik op i så meget papirarbejde. Men hun havde aldrig fået vovet sig på et rigtigt kørekortkursus. Nu havde hun da en god grund.
Hun gjorde endnu et forsøg på at måle lejligheden ud med øjnene, men det hjælper ikke ligefrem når murene kommer tættere på én, jo mere man tænker over dem. Hun besluttede sig for, at hun samme aften ville begynde at varme sin mand op til salgs-ideen måske med et godt måltid Vejen til mandens hjerte og budget gik vel stadig gennem maven? Hun smuttede ud i køkkenet, men åbnede køleskabet og konstaterede, at det skinnende hvide indhold bedst kunne betegnes som kulinarisk depression. Hun droppede at spille hjemlig gourmet bedre at bestille fra Magasins madudvalg eller måske Lagkagehuset og samtidig spare lidt tid.
Elisabeth smed sig i lænestolen, åbnede sin laptop og var netop ved at sammenligne priser på frikadeller, da dørklokken kimede. Nå, måske Susanne lige kiggede forbi til en kop kaffe, tænkte hun, og nærmest fløj ud til døren. Men der stod hendes svigermor, Birthe, sammen med kæresten, Orla, og på gulvet stod to kufferter, som Elisabeths øjne meget modvilligt gled opad fra ned til svigermorens ansigt.
Og hvorfor står I der med kufferter? spurgte Elisabeth nervøst.
Vi skal flytte ind her! svarede Birthe med løftet hage. Det er jo min lejlighed, hvis du skulle være i tvivl.
Og Birthe marcherede resolut ind, og stak Orla besked om at slæbe kufferterne med ind…
Nogle måneder forinden…
Mor, kan du ikke lade være med at tage så meget på vej? Mikkel var egentlig på randen til at tabe tålmodigheden. Elisabeth er da helt okay over for dig du overdriver helt vildt.
Jamen, hun kigger på mig, som om jeg er en invasion af dræbersnegle, Mikkel! Jeg er da helt i vildrede. Jeg kunne tage på landet til sommerhuset lidt, så I kunne falde til, og jeg ikke går i vejen…
Ej, mor, det er nu ikke nødvendigt. Elisabeth prøver virkelig også, men det er jo helt nyt for alle. Og vi kan altså ikke bo i sommerhuset før det er blevet renoveret, og jeg har hænderne fulde. Kom nu, det går over vi må bare bide det i os lidt endnu.
Og det gjorde Birthe så. Elisabeth denne her nye unge svigerdatter havde kun boet i deres lejlighed i et par måneder, men det føltes som om, alt nu var hendes domæne. Birthe syntes næsten hun burde gå med camouflage-outfit for ikke at få skældud for at være i vejen. Men hun bed det meste i sig; hun kunne jo selv huske, hvordan det var at flytte ind hos sin svigermor engang for mange år tilbage. Men nu om stunder, tænkte Birthe, er det altså noget lettere at sætte sine forældre på pensionatsophold.
Den eneste grund til, at Birthe og hendes daværende mand, Jens, engang endte i denne lejlighed, var det hårde slid på Carlsberg bryggeriet en arbejdsplads, som heldigvis stadig havde personalepolitik, der kunne skaffe en bolig til de mest slidevillige. De knoklede, indtil de bogstavelig talt ikke kunne mere, men forløsningen kom de kunne flytte ind i den her lejlighed. Den glæde var uforlignelig! De havde drømt om at få et barn, men det blev med årene sværere, og Birthe frygtede, hun havde arbejdet helbredet væk for boligen. Men så en dag ja, så var hun pludselig gravid trods sine 43 år. Jens var også godt grå i toppen. Men de tøvede ikke det her barn skulle bare leve.
Birthe var meget syg under graviditeten. Efter barsel bad Jens hende om at sige jobbet op: Det må da være vigtigere for dig at opdrage et menneske, end at få pension i bankbogen. Jens klarede det alene indtil han, en efterårsdag, ikke kom hjem fra nattevagt for evigt.
Birthe måtte tilbage i arbejde. Sønnen, Mikkel, var ved at være voksen. Han insisterede på at hjælpe, men Birthe holdt stand; hun syntes han bare skulle sørge for uddannelse og ikke stresse over økonomien.
Han kvitterede med at klare sig nogenlunde på gymnasiet, men på universitetet strøg han til tops. Efter endt uddannelse fik han straks job i et respektabelt revisionsfirma.
Mikkel havde ellers ikke haft travlt med at finde sig en kæreste. Han mente, man først skulle være etableret, så kunne kærligheden komme bagefter. Men naturligvis, som lyn fra en klar himmel eller et pludseligt regnskyl over Rådhuspladsen møder han Elisabeth, der storgræd på en bænk i Ørstedsparken, efter at have misset den sidste bus hjem til Slagelse.
Han tilbød hende et krus varm te hjemme hos hans mor, så hun kunne oplade sin telefon og ringe efter en redningsaktion og for en god ordens skyld, lod han hende stå på trappen, mens hans mor tændte kedlen. Birthe tog imod Elisabeth som var hun Astrid Lindgren på søndagstur straks sprang hun ud i det med pæne håndklæder, hjemmesko, hjemmebrygget urtete og hjemmebag.
Elisabeth eller rettere sagt Lisbet, som hun faktisk hed spiste sig gennem hjemmets indhold og varmede op. Senere den aften ringede hun hjem og talte med sin far, som var skeptisk, men Birthe fik ham beroliget. Siden gik det som det gerne går i små danske lejligheder flere cafésange og småkager senere, så gik Lisbet og Mikkel hånd i hånd på Strøget.
Forlovelsen kom hurtigt, og brylluppet blev holdt på Lisbets forældres bondegård ved Sorø. Mikkels familie var ikke stor, men Lisbets far havde samlet hele nabolaget, og festen blev, som de siger på Lolland, så der var fugt i teltdugene.
Efter brylluppet ankom Lisbet til lejligheden, nu som autoriseret hustru, og blev straks mere krævende. Skal vi virkelig blive boende her med din MOR? Kan hun ikke flytte i sommerhus? Mikkel forsøgte at forklare, at man ikke bare sendte sin mor ud i et koldt sommerhus, men Lisbet var ikke til at stoppe hun havde en håndværker hun kendte, der kunne erklære huset for vinteregnet for en slik.
Birthe hørte det hele. En morgen, mens hun skulle til at banke på døren med friske pandekager, overhørte hun Lisbet planlægge med sin veninde, hvordan hun kunne slippe for gammelmor, og få en ny lejlighed via en ældre, handy mand med eget køkken.
Birthe listede tilbage til køkkenet, drak koldt vand, og forsøgte at skjule, at hun kunne have kvalt en citronkage med sin vrede. Da Lisbet i samme øjeblik trådte ind og snuppede en pandekage, foregav Birthe at intet var galt.
Lisbet var standhaftig: Birthe, jeg har en fidus min venindes handyman kan lave sommerhuset i stand for næsten ingen penge, så kan du bo der! Birthe nikkede overbærende og indvilgede. Hurtigt blev hun præsenteret for den mandlige redningsplanke, Poul, og sammen blev de enige om over kaffe og medaljer at der ikke skulle pyntes mere på situationen. Birthe fortalte, at hun kendte til Lisbets smarte planer.
Poul grinede: Nå, sådan et lille trick jeg blev næsten lokket til at tro, jeg stod foran mit livs eventyr! Birthe og Poul slog pjalterne sammen, og hen over sommeren fandt de et fællesskab, ingen af dem havde forventet. Aftnerne bød på snak, kaffe og hygge; de blev nærmest et gammelt gift par, dog uden ægteskab.
Da Elisabeth døde op med sin veninde og et par flasker rødvin, skænkede hun Birthe endnu flere gode råd om, at hun dog burde gifte sig med Poul, for man kunne jo aldrig få for meget kærlighed på sine grå hår. Birthe forholdt sig afventende, men kunne mærke, at hun faktisk nød Pouls selskab grænseløst.
Sommeren gik, og til sidst friede Poul. Birthe sagde ja mere overrasket end nogen anden. Nu hvad? Skulle hun fortælle Mikkel? Inden hun kunne nå at beslutte sig, kom sønnen og Lisbet hjem fra sommerhusferie og blev mødt af Birthe med det største smil. Vi skal giftes!
Lisbet var næsten jublende og regnede hurtigt på, hvor mange kvadratmeter hun nu havde vundet. Mikkel blev først paf, men så alligevel glad. Mor fortjener da at have det godt!
Men sparket kom, da Birthe og Poul uventet ankom til lejligheden, begge med hver deres kuffert.
Og hvorfor står I der med kufferter? Elisabeth var nu decideret nervøs.
Vi skal bo her! gentog Birthe. Min lejlighed, hvis du skulle have glemt det.
Hvorfor ikke flytte hjem til Poul? hylede Lisbet.
Poul har ingen lejlighed, sagde Birthe uden latter, selvom hun faktisk var tæt på at falde om af grin, da hun så Lisbets ansigtsudtryk.
Hvad?! Hvorfor giftede du dig så med ham? Tog du ham bare med herover?
Det handler vel ikke om kvadratmeter, skat. Eller har du glemt, at du sagde, du ønskede mig alt det bedste? Nu gør jeg det. Poul, hvilken stue synes du, vi skal tage?
Jo, nok det værelse med mindst træk, smålo Poul. De unge kan tage gennemgangsværelset.
Aldrig! råbte Elisabeth og smækkede døren. Når Mikkel kommer hjem, får I ballade!
Mikkel blev, selvfølgelig, overrasket, da han indså, hvor galt det hele stod til. Men da moren og Poul fortalte, de snart flyttede ind et andet sted ja, så var kvadratmeterkrigen tabt for Elisabeth.
Mikkel lagde armen om sin mor: Mor, fra nu af er det mig, der passer på dig men hvad skal vi gøre med Lisbet, hun har vist mistet jordforbindelsen?
Birthe trak på skuldrene: Sådan er det med nogen. Held og lykke med en ny begyndelse, du fortjener noget bedre.
Og sådan gik det til, at kvadratmeterkrigen endte, før nogen nåede at råbe Boligøkonomi! og Birthe gik ud i haven, nynnede for sig selv, mens hun tændte op i grillen i den nye have, mens Lisbet måtte indse, at gamle koner nogle gange alligevel var klogere end unge kvinder med flytteplaner.
