Sådan kan det også gå med de nærmeste
Amalie, jeg holder min fødselsdag på en café, så kom endelig med din mand, sagde Rikke i telefonen jeg har for travlt til at ringe igen, der er meget at tage sig til.
Vi kommer selvfølgelig, du er jo min ældre søster, min eneste lo Amalie.
Rikke har aldrig været gift og har heller ingen børn. Skæbnen ville det sådan, hun kunne ikke blive mor. Hendes mand, med hvem hun boede i ni år, forlod hende til fordel for en anden kvinde, fordi han gerne ville have sine egne børn. Rikke forstod ham egentlig godt og lod ham gå.
Hendes nære veninde og kollega, Mette, er også ugift. De har været venner i årevis. Mette har dog en søn, som nu har sin egen familie. Ingen fest eller udflugt går uden at Rikke tager Mette med de har stået hinanden bi i både medgang og modgang.
Rikke og Mette er naboer, deres huse ligger side om side. De følges til arbejdet, og de tilbringer også ofte weekender sammen. Et nært, tillidsfuldt venskab, skabt over mange år.
Rikke fejrede sin halvtredsårs fødselsdag på en hyggelig café i Århus, hvor hun havde inviteret familien, nogle kolleger, Mette og selvfølgelig naboerne, som hun ofte snakker med. Hun stod glad, da hendes lillesøster Amalie kom med sin mand og deres tre børn to voksne drenge og datteren, som stadig går i skole.
Mette brød sig aldrig om den måde, Amalie behandlede sin storesøster på, men hun sagde ikke meget, skønt hun af og til kom med et råd. Rikke var godmodig og hjælpsom, forgudede sine nevøer og niecer, og delte rundhåndet ud af det, hun havde især til Amalie.
Amalie har tre børn, hvem skal hjælpe hende hvis ikke jeg? sagde Rikke tit til Mette.
Om sommeren lejede Rikke ofte en taxa, tog Amalies børn, Mette og drog en hel dag til Odense. Her gik de ture, spiste is i parken, og hyggede sig på café. Selvom Amalies mand havde bil, kørte de aldrig selv nogen steder Amalie var anderledes.
Når hendes fødselsdag nærmede sig, sagde Rikke altid til sine nærmeste:
I skal endelig ikke købe gaver til mig, jeg mangler ingenting. Brug hellere pengene på blomsterfrø, I ved, hvor meget jeg elsker at plante blomster.
Jeg aner intet om blomster, svarede Amalie.
Bare køb hvad som helst, billige frø er også fine, du behøver ikke tænke på det, kære søster.
Og Amalie tog hende på ordet; hun kunne sagtens komme tomhændet og sige muntert:
Du sagde jo selv, jeg ikke skulle købe gave, så det har jeg ikke! hvilket Mette ikke brød sig om. Hun så forbrugermentalitet hos Amalie.
Om sommeren plantede Rikke altid alle de blomster, hun fik i gave, i sin have og inviterede alle til at se på de farvestrålende bede.
Mette, kom og se! råbte Rikke ofte fra sin have, se lige, hvor flot her er!
Mette gad egentlig ikke blomster, men hun gik alligevel over.
Det er virkelig smukt, Rikke. Dine hænder kan noget, sagde Mette smilende.
Hvis det var weekend og vejret godt, sad de ofte i pavillonen i haven, drak te eller kaffe og snakkede om stort og småt.
Forestil dig, min søn, Christian, og hans familie er taget til Tyrkiet, fortalte Mette. Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke bare holder ferie ved Vesterhavet. Jeg kunne aldrig finde på at tage til udlandet jeg elsker den danske natur. Alt er så velkendt her, mens det fremmede føles… ja, fremmed.
De unge vil andet, forsvarede Rikke smilende. De har deres eget liv og ser anderledes på tingene. Men jeg er nu også blevet hjemmemenneske. Jeg vil meget hellere bruge mine penge på Amalies børn, det er trods alt tre stykker.
Du bør ikke nævne Amalie, svarede Mette, de udnytter dig kun.
Men de er mine nærmeste, hvad ellers kan jeg gøre? sukkede Rikke.
De hjælper dig ikke tilbage. Amalie har en mand og alligevel byggede du dit hus helt selv.
Det var sandt Rikke fik bygget sit eget lille to-etagers hus, med hjælp fra et hold håndværkere, men designet fandt hun selv på. Huset og haven var velholdte; blomster i alle farver lyste op overalt.
Hun plantede tomater og agurker i sit drivhus og lagde syltede agurker, lavede marmelade og delte glad ud til venner og bekendte. Rikke manglede intet som husbestyrer; hun savnede kun egen familie, og derfor var det naturligt for hende at hjælpe søster, veninde og kolleger.
Søvn havde hun aldrig meget af. Hun lagde sig tidligere end de fleste og stod op ved femtiden, syede lidt, læste bøger, passede blomster. Men hun holdt ikke dyr; det havde ingen interesse for hende. Deres far døde, da Rikke var seksten. Moren blev sengeliggende efter begravelsen, og Rikke tog sig af hende lod hende flytte ind, passede hende til det sidste. Da Amalie blev gift, lagde hun alt ansvar for moren hos storesøsteren. Efter morens død flyttede Rikke sin omsorg over på Amalies familie.
Min ældste søn, Kasper, bor til leje klagede Amalie tit hans kone vil ikke bo med os. Jeg forstår hende godt, men økonomien er stram, og de har fået et lille barn. Jeg kan ikke hjælpe økonomisk.
Amalie regnede med, at det bløde hjerte hos storesøsteren ville åbne sig.
Det skal jeg nok klare, Amalie så længe jeg arbejder, skal jeg nok betale huslejen for Kasper.
Men hun nævnte det aldrig højt for nogen. Forhåbentlig ville familien engang gengælde hendes godhed. Hun havde ingen børn selv, kun søsteren og nevøerne, men det holdt hun for sig selv ikke engang Mette vidste det.
Det var ikke mange år til pension, da Rikke blev syg og måtte opereres. Hun havde brug for pasning i nogle uger på hospitalet. Amalie kom aldrig, hun sagde, hun havde for travlt på arbejdet og med familien.
Mette tog en uge fri uden løn og passede på Rikke dag og nat. Efter seks dage var Rikke stærk nok til selv at gå rundt, og Mette gik tilbage på arbejde. Rikke kom sig hurtigt, og snart blev hun udskrevet.
Amalie ringede blot for at spørge om helbredet.
Har du det bedre? Nå, men det var godt god bedring, men spurgte aldrig til, om Rikke havde brug for medicin eller andet.
Hendes mand havde bil, og alligevel kom de aldrig på besøg på hospitalet. Først den dag, Rikke blev udskrevet, hentede de hende, men efterfølgende sagde Amalie:
Rikke, livet er uforudsigeligt du kunne ikke vide, at du ville blive syg. Måske er det bedst, hvis du skriver huset over på min Kasper du elsker ham jo.
Noget brast indeni Rikke. Hun sagde ingenting, men indeni føltes det som et stik i hjertet. Hun var jo lige kommet hjem fra sygehuset hvorfor snakke om testamente allerede nu?
Kort efter kom Mette løbende.
Rikke, hvor er jeg glad for, du endelig er hjemme! Det var heldigt, Amalie fik hentet dig. Er du okay? Nå, du er nok stadig lidt mat efter alt det, du har været igennem men nu er du hjemme!
Mette, det gør lidt ondt indeni. Min søster bad mig skrive huset over på Kasper. Jeg blev ked af det jeg forstår godt, hvorfor, men jeg er jo for pokker ikke så gammel endnu. Hvorfor havde hun så travlt… Det føles, som om de bare venter på, jeg dør.
Mette så på hende med forståelse og måske lidt overbærenhed.
Hvad har jeg sagt dig? Skriv ikke huset over på ham. Hvis du gør det, så bliver de bare utålmodige og stresser dig, til du føler dig uvelkommen i dit eget hjem. Du har stadig meget liv tilbage, Rikke.
I det samme bankede nabokonen, Jytte, på. Hun var halvfjerds, og havde et særligt bånd til Rikke og Mette. Hun kom med friskbagte boller, for at fejre at Rikke var hjemme igen. Da hun hørte, hvad snakken gik på, sagde hun skarpt:
Rikke, du skriver ikke huset over på nogen! De vil bare have fingrene i det, men har de hjulpet dig med så meget som en sten? Du hjælper Amalie hele tiden, men nu er huset blevet interessant. Alle kan blive syge, også Amalie. Næ, behold du bare huset selv, mindst til du bliver halvfems.
Jytte har ret, sagde Mette, det venter de sig fra dig. Men sådan skal det ikke gå!
To dage efter ringede Amalie:
Nå, søster, hvordan går det?
Det går, jeg har det bedre. Hjemme er bedst, alt siger, at man heler hurtigst her.
Du svarede ikke på mit spørgsmål sidste gang, hun tøvede ikke skriv huset over på Kasper. Du har jo ingen børn.
Rikkes humør sank straks. Det handlede slet ikke om omsorg.
Mette og Jytte har ret, tænkte hun. Ved du hvad, Amalie, sagde hun endelig, jeg er ikke klar til at dø og heller ikke til at skrive huset væk.
Som du vil, svarede Amalie køligt og lagde på.
Siden da har Amalie aldrig ringet igen. Heller ikke for at ønske tillykke med fødselsdag. Rikke forsøgte at kontakte hende, men fik intet svar. Hun overvejede endda, om hun skulle give sig for at bevare båndet til sin familie men Mette holdt hende fra det. En sand ven, uden bagtanker, blot med omsorg for Rikke.
Tak for at læse med, pas godt på jer selv og hinanden.
Sådan kan det også gå med dem, der står os nærmest
