Kurv med kirsebær
– Anne, hvis du ikke får dine kirsebærgrene væk fra mit hegn, plukker jeg altså bærrene og koger syltetøj af dem! Grethe stod med armene i siden og sendte et fornærmet blik mod naboen.
– Grethe, tag endelig for dig! Kan du ikke se, hvor meget der er i år? Jeg kan slet ikke følge med! Og at fjerne grenene det må jeg vente med til enten Malthe eller Mads har tid. Den der når først, må tage sig af det.
– Din svigersøn og din søn har altid travlt. Når du engang får fat i dem, er hele mit hegn sikkert væltet!
– Jeg fatter ikke, hvad du hidser dig sådan op for. Det kirsebærtræ har stået der i årevis uden at genere dig! Grenene rører jo ikke engang dit hegn. Hvad er problemet, Grethe?
– Jeg står altså ikke og forklarer mig for dig! brummede Grethe og tilføjede et saftigt ord. Du skal da altid bestemme og vide alt!
Jeg, Anne, stod bare målløs og så efter min nabo og veninde, mens hun trampede væk. Hvad gik der dog af hende? Vi havde aldrig skændtes før. Alt var gået så fredeligt mellem os.
Vores sommerhuse lå side om side, kun adskilt af et simpelt hegn, som Grethes far for mange år siden byggede for at holde vores hunde fra hendes havebede. Min mor havde altid haft mindst to hunde, så der var brug for hegnet.
Vi havde fået tildelt sommerhusgrundene samtidig, og begge små huse skød op på hver deres side. Som treårige fandt Grethe og jeg straks hinanden, og under den store ribsbusk kogte vi blomstersuppe hele sommeren i en lille metalskål, mens latte dukker tålmodigt ventede på at blive serveret. Barndomsleg blev til lange gåture med venner rundt om i sommerhusområdet, delte hemmeligheder om drenge og de første forelskelser i ly under piletræet ved mosen. Vi mistede aldrig kontakten, heller ikke da vi flyttede til byen. Vi mødtes i weekenderne, blev gift med få måneders mellemrum og vores førstefødte kom næsten samtidig.
Da børnene var små, skiltes vores veje for en tid, da jeg flyttede med min mand til Aarhus for arbejde. Vi skrev breve, ringede sammen, besøgte hinanden, når jeg kom hjem til Odense og forældrene. Vi flyttede hjem igen, da Malthe var tretten og jeg var gravid med Emma. Grethe fik i mellemtiden to sønner mere.
Jeg glemmer aldrig første gang efter lang tid, jeg mødte Grethe igen. Jeg genkendte hende næsten ikke hvor var den sprudlende, smilende Grethe? Kvinden overfor mig så slidt og træt ud, de grå hår blev kun halvhjertet farvet.
– Hvad glor du på? Prøv selv at løbe efter tre drenge og en mand …
Det sidste ord skar hun næsten ud. Hendes øjne lyste et sekund, men slukkedes straks igen. Jeg lod hende være, spurgte ikke, men trak hende beslutsomt med:
– Kom nu. Jeg har noget at vise dig.
– Hvorhen?
– Det ser du, det haster ikke.
Grethe protesterede, men jeg fik hende ind i bussen og snakkede om børnene. Lidt efter lidt løsrev hun sig fra dagens bekymringer. Vi steg af midt i byen, og jeg tog hende ind i den salon, hvor jeg arbejder.
– Anne, jeg har ikke råd til det her!
– Sludder, hold nu op. Det her er mit fag og her, hvor jeg kan gøre dig lidt gladere.
Mens jeg klippede og ordnede Grethes hår, fortalte jeg lidt om mit eget skifte fra kemiker til frisør. Tankerne gik tilbage til dengang, jeg selv blev dårlig af arbejdslivet på fabrikken, og hvordan en tilfældig klipning gav mig idéen til at begynde forfra. Det havde vist sig at være det rigtige valg både af hensyn til familien og til mig selv.
Grethe ville ikke tage imod men jeg insisterede.
– Tag det her som et fødselsdagsgave, bare. Altså for sidste eller forrige år…
Hun sank hen i stolen, lod sig gøre i stand og i spejlet skimtede jeg anelser af den glade Grethe igen.
Kort tid efter slap hun lidt af sine sorger. Hendes mand havde haft en affære i mere end et år, og ingen af dem kunne få det til at fungere længere, men hun turde ikke gå. Jeg forstod det alt sammen alt for godt frygten for at stå alene med tre børn i en lille lejlighed og usikkerhed omkring økonomien. Hun havde ikke flere steder at gå hen, og børnene lyttede alligevel kun til deres far.
Da hun nogle dage senere for alvor så sig selv i spejlet, hvor jeg havde givet hende en ny frisure og lidt farve i kinderne, virkede hun stærkere end nogensinde. Det blev hendes vendepunkt.
Da hun kom hjem, samlede hun alt, hvad hendes mand ejede, pakkede det i en sportstaske og stillede den foran døren. Hun ventede bare. Da han kom hjem og så tasken, blev han rasende, råbte, men Grethe holdt fast. Han truede, bandede, men hun bakkede ikke. Børnene hørte det hele og stod tavse men da hun satte sig ned med dem senere på aftenen, sagde hun uforbeholdent:
– Nu bor vi ikke sammen med far mere. Vil I være her med mig, skal I lytte og hjælpe til. Vil I ikke kan I tage med ham.
Ingen af drengene gjorde mine til at gå. Særligt Sune, den ældste, satte straks de mindre brødre på plads, og efter den dag vendte stemningen derhjemme.
Nem blev det aldrig Grethe sled for at få råd til det hele, tog ekstra vagter, sprøjtede og lagde drop, fulgte op på børnenes skolearbejde alt det bedste, hun kunne. Sune klarede sig fint, men netop mellemste søn, Jesper, kom ud i noget rod. Han kom sammen med de forkerte, og selv om Grethe gjorde alt, hvad hun kunne, endte han med at sidde inde, og hun måtte aflevere pakker til ham i fængslet.
Sune læste til elektriker, fandt arbejde i Esbjerg, stiftede familie men kontakten til moren blev kun til korte opkald. Først da hun så sit første barnebarn, følte Grethe sig virkelig, virkelig gammel.
Yngste søn, Mikkel, voksede op til at være den rolige i familien ham der altid havde en hånd fri, når nogen manglede den. Grethe både håbede og frygtede, at han ville være den, der holdt fast. Men sådan skulle det ikke gå.
En varm julidag ville Mikkel og vennerne bade i Kolding Fjord. En ny pige kom til og svømmede langt ud. Da hun begyndte at synke, reagerede kun Mikkel. Han fik hende ind mod land, men forsvandt selv under bølgerne og de fandt ham først dagen efter.
Alt blev tomt. Grethe forsvandt ind i sit eget mørke, stoppede nærmest med at tale, og det var mig, Anne, der fik organiseret alt det praktiske. Sune sendte faderen væk for evigt kunne ikke tilgive, hvad han havde sagt om sin mor.
Jeg besøgte Grethe mere flittigt end før, prøvede alt for at hjælpe. Men det eneste, der for alvor mildnede hendes smerte, var at arbejde med de ældre på plejehjemmet hendes egen sorg blev mindre, når hun tog sig af andres.
Sune flyttede familien til Odense for at støtte hende, men svigerdatteren kunne ikke gå med på det i længden.
– Jeg kan ikke mere, Sune. Din mor ser mig ikke eller kritiserer alt. Børnene begynder at reagere.
Sune forstod, men frygtede at lade sin mor være alene, når hun var så svag. Til sidst måtte de splitte boligen op.
Foråret efter lokkede jeg hende med i sommerhuset. Hun tøvede, men da vi stod i haven den første morgen, vendte noget tilbage. Hun mærkede den gamle glæde ved luften, jorden og alt det, hun plejede at mestre i haven og lidt efter lidt tog hun styringen op igen. Det var som om livet sendte en lille håndsrækning.
Inden længe boede hun fast i sommerhuset sammen med Jesper, der var vendt tilbage præget af fortidens fejl, men også villig til at tage fat. Han gik i gang med at sætte huset og grunden i stand.
Så kom Maria på besøg. Hun var ny i området, lejede et hus på vejen og havde to stille børn; Viktor, en dreng på seks, og Lærke, en lillesøster, hvis alder overraskede selvom hun så yngre ud, var hun allerede tre. Grethe forstod straks, at børnene havde det svært. Hun hjalp dem tog dem med til byen, fandt specialister, blev rådgivet om sprogøvelser og relevante behandlinger.
Det blev naturligt, at Lærke og Viktor opholdt sig mere og mere hjemme hos Grethe, hvor hun lavede grød og kakao, mens børnene, lidt efter lidt, begyndte at blomstre. Jesper blev gladere, begyndte at hjælpe til, og efterhånden bad flere naboer ham om hjælp til småreparationer.
Efter nogle måneder besluttede Maria og Jesper at flytte sammen. Det var ikke nemt Maria var usikker, børnene forsigtige, men med tiden rodfæstede hverdagens rutiner sig.
Så skete det igen, en dag Maria forsvandt sporløst. Jesper gik fra sans og samling, men kom til sidst til den erkendelse: De børn er ikke mine. Mor, du må tage dig af dem, hvis du kan.
Grethe gik til kommunen hun måtte få formaliteterne i orden, hvis børnene skulle blive hos hende. Vi talte om det, og jeg hjalp, hvor jeg kunne. Grethe var stadig i tvivl, om hun kunne tåle det hele, men besluttede sig for at prøve måske kunne hun netop gøre en forskel nu, hvor det virkelig betød noget.
Et år senere.
– Viktor, tag lige grenene derovre også der er nemt et halvt spandfuld. Grethe stod under kirsebærtræet og holdt øje, mens Viktor klatrede rundt.
– Bedste, de smager virkelig sødt!
– Så sparer vi på sukkeren, når vi skal koge saft og syltetøj i morgen. Både Anne og Sune med børnene kommer jo på besøg. I skal bare glæde jer!
– Må jeg smage skummet? Lærke, smurt ind i kirsebærsaft, smilede stort.
– Først skal du prøve, så kan du selv bedømme! Gå nu lige ind med kurven til køkkenet, der venter aftensmad og bad i morgen er det børnehavedag, og du er jo heeeelt beskidt.
Lærke tog ivrigt den lille kurv, proppede en kirsebær i munden og spyttede stenen ud, sprudlende op ad stien.
– Pas nu, tumling du spilder det hele!
– Nej da! Kommer bedste Anne alene?
– Nej, hun kommer med sine børnebørn. Og Sune kommer også med sine. Vi bliver mange. Masser af plads og sjov hele weekenden.
– Det bliver bare så godt! Lærke grinede, ordene sad næsten, kun ret drillede lidt. Snart ville hun tale lige så flydende som Viktor, der nu sang i skolekoret noget Grethe havde givet ham mod på.
Lærke snurrede rundt, vinkede til Viktor, der hoppede ned fra grenene, og spurtede mod huset:
– Jeg er først!
