Der var engang, for mange år siden, hvor hele mit liv blev vendt op og ned på grund af min datter. Jeg kan endnu høre hendes stemme tydeligt i mit indre:
Mor, du er bare nødt til at finde dig en ny mand! Helst så hurtigt som muligt!
Jeg tabte næsten kaffekoppen den dag i vores lyse køkken i Odense, og der spildtes lidt på det strikkede dækkeserviet. Forsigtigt satte jeg koppen fra mig, hostede lidt og skævede efter hende.
Hvorfor, Astrid? Hvor kommer det pludselig fra? bad jeg hende, forsøgende at lyde rolig.
Min datter, rødmende, skiftede vægt fra den ene fod til den anden og stirrede stædigt på filttæppet under vores spisebord. Jeg kunne mærke, dette var noget, hun havde tumlet længe med.
Altså… I dag fortalte jeg far, at du har fået en kæreste, sukkede hun dybt. Du skulle have set ham! Han begyndte at udspørge mig om alt, han ville vide, hvem du havde mødt. Indtil nu har jeg hver gang sagt nej, og så prædiker han længe om, hvor meget du fortryder, at du gik fra ham. At du slet ikke forstod, hvor skøn en mand du havde!
Hun kiggede op på mig med et blik, hvor jeg fornemmede både frustration og vrede på min vegne.
Han siger hele tiden, at du nok snart kommer krybende tilbage, at han er det bedste, du nogensinde kan få. Så jeg blev simpelthen så gal og sagde, at du havde mødt én ny.
Jeg strøg håret væk fra ansigtet og blev i et øjeblik transporteret tilbage til før, til dengang Erik min eksmand talte, og ordene flød ud som endeløse monologer om hans egne fortræffeligheder.
Jeg kan levende forestille mig, hvordan han får det til at lyde, sagde jeg med et lille smil, der morede mig midt i fortvivlelsen. Han har aldrig kunnet sluge, at jeg gik fra ham. Nogle gange tror jeg, han helst vil have dig på besøg kun for at få et nyt publikum til sin evige fortælling om, hvor fantastisk han selv er. Han trives med alle de små ligegyldigheder, der nære hans forfængelighed.
Astrid smed sig på sofaen, fødderne trukket op under sig præcis som hun plejede, når hun skulle tænke. Hendes blik var blankt, men stemmen var nøgtern.
Præcis sådan oplever jeg det også, sagde hun og så væk ud ad vinduet. Halvanden time snakker han kun om sig selv om hvor dygtig, sej og uundværlig han er. Resten af tiden spørger han ikke engang ind til mig. Han aner ikke, hvordan det går i skolen, hvad jeg laver eller føler
Man kunne næsten tro, hun beskrev dagens rutine: op, skole, lektier, hjem. Hun havde vænnet sig til det. Fars opmærksomhed havde altid været begrænset til sig selv og sine egne behov. Mor, datter og alle andre lå i skyggen af hans selvoptagelse; kun brugt, når hans ego trængte til næring.
Egentlig fattede jeg ikke, hvordan jeg holdt ud halvandet årti med sådan en mand. Måske havde jeg gjort det for Astrids skyld, for ikke at skille hende fra sin far. Men Astrid havde accepteret, uden illusioner, at far aldrig ville ændre sig. Efter skilsmissen var hun næsten lettet. Ingen krævede længere, at alting skulle dreje sig om én mand.
Og hvorfor skal jeg så skynde mig at finde én ny? spurgte jeg og mærkede stemmens kant, Det er jo bare noget, du har sagt. Hvorfor gøre det til sådan en katastrofe?
Du skulle have set ham da jeg sagde det, mor! Astrid krøllede endnu en pude ind mod sit bryst. Han blev først kridhvid, så rød og så råbte han, så fru Jensen fra underetagen kom farende op! Jeg blev faktisk lidt bange…
Mindet om Erik, der skiftevis råber og fægter med armene, kom tilbage; hans gamle jalousi og selvretfærdige vrede. Da hun nægtede at fortælle mere om denne nye mand, havde hun straks vidst, at jeg snart ville få ufrivilligt besøg eller telefonopringning fra ham.
Jeg lagde armen om hendes skuldre og sukkede. Det var sagt, og kunne ikke tages i igen.
Hvorfor gjorde du det overhovedet? hviskede jeg, mens jeg vuggede hende blidt. Der plejer jo at være ro i vores lille hjem…
Astrid satte sig op, øjnene fyldt med en beslutsomhed, jeg ikke havde set ofte.
Fordi du ER fantastisk, mor! erklærede hun. Du er smuk, klog, har mange venner og alle kan lide dig! Selv mændene. Det ved jeg godt! Men far sladrer og sviner dig hele tiden til og nu gad jeg bare ikke mere.
Jeg smilede blidt og strøg hende over håret. Jeg havde været bekymret for, om hun ville acceptere, at jeg måske en dag fandt én anden. Men hendes blik sagde mere end tusind ord: det var ikke hende, jeg skulle tage hensyn til.
Du er min seje pige, sagde jeg, krammede hende ind til mig. Tak fordi du tænker på din mor.
Astrid lænede sig ind mod mig; den varme og tryghed vi havde sammen, var urokkelig og jeg mærkede, at vores lille familie på to faktisk var blevet stærkere, trods alt hvad vi havde været igennem.
******
Den dag på kontoret på et gammelt kontor i centrum af Odense var min hovedpine ved at tage livet af mig. Jeg havde svært ved at se tallene på skærmen, og alles stemmer lød som bulder. Til sidst bad jeg min kollega Katrine gå over til apoteket på den anden side af Skt. Knuds Torv efter hovedpinetabletter.
Lige da jeg igen prøvede at få overblik over regnearket, kiggede vores vagt, Finn, ind ad døren.
Frøken Madsen, De har besøg, sagde han underligt anspændt. Det er… jeres tidligere mand. Han insisterer på at tale med Dem.
Irritationen boblede straks op i mig, men jeg bevarede masken, sagde høfligt, at jeg straks ville komme ned og bandede indvendig. Var det ikke nok med hovedpine og deadlines? Hvorfor dukkede han op her, midt i arbejdstiden, som et uønsket spøgelse fra fortiden?
Nede i foyeren gik det op for mig, hvor galt det stod til. Erik larmede, fægter med armene og talte højlydt til både receptionisten og vagterne, alle med forlegne ansigter. Jeg mærkede folks blikke efter os men det ændrede intet for Erik.
Hvad vil du, Erik? spurgte jeg køligt straks jeg nærmede mig. Hvad laver du her og skaber dig som et barn? Vil du hellere have politiet på nakken, for den mulighed har jeg altså.
Han fór sammen ved synet af mig, ansigtet mørkerødt og øjnene flakkende.
Dig! han nærmest råbte. Astrid har fortalt, at du allerede har fundet en ny! Efter bare seks måneder!
Frustration, jalousi og såret forfængelighed væltede ud af ham. Jeg hævede et øjenbryn.
Skulle jeg have ventet med at leve mit liv for din skyld? spurgte jeg stille. Du holdt jo ikke ligefrem fast i ægteskabets troskab selv.
Han blev tavs, trak hånden til sig og så desorienteret ud; denne gang vidste han ikke, hvordan han skulle reagere på mit ro.
Nu stimlede medarbejdere sammen; Erik råbte næsten hysterisk:
Jeg vil ikke have, at min datter skal bo under samme tag som en fremmed mand! Jeg tager Astrid fra dig du ser hende aldrig mere!
Hans skinger tone var ikke til at tage fejl af. Men jeg holdt mig i ro jeg vidste, hvilken side enhver dansk dommer ville vælge, hvis det kom så vidt.
Er du færdig? sagde jeg tørt. Du skulle have været på Odense Teater, Erik, ikke på det her kontor.
Pludselig lød endnu en ny stemme i rummet. I døråbningen stod direktøren for vores firma, Henrik Søndergaard, i skarpt mørkeblåt jakkesæt med selvsikker og myndig fremtoning.
Hvad sker der her? spurgte Henrik stille, men bestemt.
Ikke din sag, vrissede Erik, overskridende almindelig pli midt i det hele.
Men Henrik trådte nærmere uden at tøve, så han stod mellem mig og Erik. Han smilede svagt, men øjnene var faste.
Private problemer tager man derhjemme, ikke i firmaets reception, pointerede han med ophøjet ro.
Erik anede ikke sit levende råd. Men Henrik gik tættere på, lagde uopfordret armen let om mig.
Hvem jeg er? spurgte han roligt. Jeg er den, der passer på Astrid og hendes mor nu. Og du råber ikke ad min kæreste. Hvis du laver mere ballade, sørger jeg for, du får dyrt bekendtskab til Odense Politi. Tør du inddrage barnet, lover jeg, det ikke går stille af.
Erik veg bagud, for første gang. Hans sammenbidte kæbe fortalte mig alt; han havde tabt magten.
Du kan glemme ALT om børnepenge! snerrede han, inden han forsvandt med rank ryg gennem automatiske glasdøre.
Det er så ligegyldigt, mumlede jeg tørt. Nu behøver Astrid i det mindste ikke at tage op til dig længere
Jeg mærkede først bagefter Henriks hånd på min ryg, og blev rød i kinderne. Jeg måtte trække hånden til mig, smilede forlegent.
Tak, Henrik, sagde jeg. Du aner ikke, hvor meget det betyder…
Han sendte mig et varmt blik.
Skal vi tage en frokost og snakke? foreslog han afslappet og rakte sin hånd frem.
Jeg tøvede et øjeblik, men mærkede, hvordan roen bredte sig indeni. Jeg lagde hånden i hans. Tomrummet i mig svandt, og jeg sagde ja.
Senere, inde på Café Søndergade, fortalte han, at han havde følt noget for mig længe. Det var ikke smarte fraser bare en stille erklæring, som jeg havde ventet mere på, end jeg kunne indrømme overfor mig selv.
******
Tre måneder senere blev vi gift på rådhuset i Odense. Henrik insisterede på, at det skulle være min drømmedag, og han klarede alt til punkt og prikke. Astrid hjalp mig med kjolen, min frisure og sørgede for hver detalje var perfekt. Da vi lige havde sagt ja, kastede hun armene om os.
Jeg er så glad på jeres vegne! hviskede hun med tårer i øjnene.
Hun gjorde det dog klart, at hun ikke var klar til at kalde Henrik for far.
Du er venlig, Henrik, sagde hun ved aftensmaden én aften. Mor fortjener lykke, men min far er stadig min far.
Henrik nikkede og smilede; Det er, som det skal være. Det vigtigste er, vi holder sammen.
Vi sendte også bryllupsinvitation til Erik næsten ironisk , men ikke overraskende dukkede han aldrig op. I stedet brugte han uger på at ringe rundt til gamle venner og brokke sig over mig.
Forestil jer hun sendte mig en invitation til sin bryllupsdag! sagde han til hvem end, der gad høre på ham.
Nu og da skiftede hans beklagelser karakter:
Det er alt for hurtigt, sagde han pludselig, hvordan kan man elske rigtigt på bare et halvt år? Eller satte sig fast i gamle klager: Hun forlod mig uden et ord og tog min datter med sig!
De fleste svarede stille eller sagde det mest naturlige: Alle har ret til et nyt liv, Erik.
Efterhånden gled han ud i stilhed. Livet fandt sit nye leje ikke for ham, men for os.
Henrik, Astrid og jeg fortsatte roligt, dagene blev fyldt med små glæder: fælles middage, weekendture ud i det grønne, uenigheder om filmvalg, latter og de dér hyggelige, ganske almindelige øjeblikke, der udgør lykken i en familie. Tiden læger alt. Vores familie voksede, ikke i størrelse, men i styrke og altid, som et sagte ekko i mig, Astrids stemme: Du fortjener at være glad, mor.Og en aften, da vi sad rundt om sofabordet, et brætspil spredt ud mellem os, så Astrid op med det dér listige blik, hun havde arvet fra mig.
Mor, sagde hun, måske var det mig, der satte alt i gang. Men jeg tror faktisk, vi alle sammen har vundet nu.
Henrik fniste og rakte hende et stykke chokolade. Jeg sendte hende et blik fyldt af taknemmelighed og kærlighed, og vidste med en pludselig sikkerhed, at hun havde ret. Alt, hvad jeg før frygtede ensomheden, uroen, svigtet var for længst fortonet i lyset fra dette nye fællesskab. Lyset af at vælge glæden til.
Aldrig mere ville jeg finde mig i at leve i skyggerne af en andens selvoptagethed eller drømme. Vi havde skabt noget andet sammen, noget åbent og stærkt. En familie af valg, ikke tvang.
Vi grinede så højt, at det måtte kunne høres hele vejen ned til fru Jensen og i dét øjeblik, i varmen og latteren og brætspillets evige skænderier, vidste jeg, at livet, med alle dets mærkelige omveje, endelig var kommet hjem.
