Undskyld, hr. Møller, men jeg bliver nødt til at gå lidt tidligere i dag. Vil De give mig lov? Min datter er blevet syg.
Stine lagde de forberedte dokumenter og mødelisten til næste dag på chefens skrivebord. Der var endnu en time til fyraften, men børnehaven havde allerede ringet to gange, og hun tog chancen og spurgte. Hun havde kun været i denne entreprenørvirksomhed i kort tid, og jobbet som sekretær var nærmest landet i skødet på hende, trods manglende erfaring og de gode præsentationsevner, som var nævnt i jobopslaget. Foran spejlet inden samtalen rystede Stine på hovedet:
Nå ja, det punkt handler vist ikke om mig.
Den gamle cardigan, som hun passede så godt på, holdt stadig, men nederdelen havde set bedre dage. Den havde hendes mor syet, omhyggeligt udvalgt stof og kæmpet med symaskinen i flere aftener.
Den bliver da ligeså god som en købt.
Mor, det er jo håndarbejde! Bare rolig, den skal nok klare sig. Stine overdrev lidt, men hun vidste hvor meget det betød for hendes mor at høre de ord.
Der var aldrig råd til nyt tøj i deres lille familie. Stine kunne huske dengang, hendes far levede, og der var færre bekymringer. Efter hans død blev alt anderledes, og hendes mor, Vibeke, måtte få lønnen som social- og sundhedsassistent til at strække langt. Men de klarede sig igennem, indtil bedstemor blev syg. Forholdet mellem Vibeke og svigermor var alt andet end hjerteligt.
Vibeke, du forstår dig virkelig ikke på familie! Men nu er du én af os, og sådan er det bare; ansvar går på tværs af blod.
Den slags udtalelser forstod Stine ikke rigtigt dengang, men det lød flot. Først senere forstod hun, at det var Vibeke, der trak det tunge læs uden at få noget igen. Hver gang de besøgte bedstemoren, tømte Vibeke næsten hele sin løn for at hjælpe og svigermor modtog det stolt, men sagde aldrig tak.
Mor! Hvorfor siger du ikke fra? spurgte Stine, efter at have været tvunget til endnu et besøg.
Fordi, min pige, jeg ved, hun tager fejl. Men jeg ved også, hun er ensom og syg. Vi er de eneste, hun har tilbage. Og jeg lovede din far at passe hende. Det svigt kan jeg ikke leve med.
Stine blev vred, hver gang bedstemor kom med sine stikpiller, men Vibeke stoppede hende blidt:
Lad være, Stine. Jeg tager det ikke ind. Det vigtigste er, at jeg ved, jeg gør det rigtige.
Hun klarer sig jo fint selv! mumlede Stine, der nu var gammel nok til at forstå, hvordan tingene hang sammen.
Stine vidste godt, at bedstemoren havde penge. En stor lejlighed i Østerbro, en ekstra i Valby, som hun havde arvet, god pension og en pæn opsparing. Så hvorfor skulle hendes mor give penge med? De førte minutiøst regnskab over hele husholdningen.
Mor, mangler hun virkelig? Stines irritation lyste klart i hendes stemme.
Stine, stop nu. Vibeke hævede stemmen lidt, men lagde så et rent viskestykke på plads. Alt hvad bedstemoren har, det er hendes. Det bliver aldrig vores. Husk det.
Stine forstod først Vibekes pointe, da bedstemor gik bort. En konvolut med et testamente og afskedsbrev lå i et natbord. Da Vibeke læste det, rystede hun på hænderne, krøllede papiret sammen og kastede det væk.
Vi går nu.
Hvorhen? spurgte Stine forvirret.
Vi skal ikke være her mere. Min forpligtelse er opfyldt.
Først senere fandt Stine ud af, at arven var gået til alle de fjerne slægtninge. Brevets indhold fik hun aldrig at vide. Én gang afslørede Vibeke stilfærdigt:
Hun gav det til dem, fordi de er blodsbeslægtede. Ikke mere snak om det.
Hun mente altså, jeg ikke var familie?
Nej. Hun syntes bare, du ligner mig for meget. Intet fra din far, sagde hun. Det passer ikke du ligner ham på alle de gode måder.
Stine indså, at hun nok aldrig ville forstå sin mor helt, men så hvor vigtigt det var at leve med et åbent hjerte og uden nag.
Årene gik. Stine afsluttede gymnasiet og startede på universitetet. Det var da, den famøse nederdel blev syet. Hun bar den til eksamen, på jobbet og til sidst til jobsamtalen her. Heldig nederdel, tænkte hun. Hun magtede ikke jeans, når det kom til et så vigtigt øjeblik.
På personalekontoret hørte hun fnis bag ryggen, men rettede sig op og huskede Vibekes råd.
Ingen erfaring, lille barn derhjemme Hvor har du arbejdet før?
Jeg har undervist på universitetet.
Hvorfor skifte spor?
Jeg ville prøve noget nyt.
Hun holdt masken, selvom benene rystede. Men mærkværdigt nok fik hun jobbet alligevel. Da døren lukkede sig efter hende, snakkede de fortsat om den underlige ansøger.
Med chefen, hr. Møller, gik det overraskende nemt. Da hun åbnede brugsanvisningen til kaffemaskinen, lo han.
Første gang jeg ser en kvinde læse instruktionen i stedet for bare at trykke på alting!
Arbejdet var til at lære, og chefen var vant til kontrol, men stolede hurtigt på Stines grundighed og evne til at holde overblik. Hun viste sig at være uundværlig, kun knap på fravær når Astrid hendes datter blev syg.
Stine, jeg forstår det, men jeg mister snart min sekretær, hvis det fortsætter sådan. Har du ikke nogen, der kan tage sig af barnet, når hun er syg? Bedsteforældre, familie, en barnepige?
Jeg har ingen. Min mor er der ikke mere.
Trist Måske en barnepige?
Jeg har ikke råd til det, men lover, jeg finder en løsning.
Stine gik hjem, tung om hjertet. Astrid ventede i børnehaven, feberramt. Hjemme ventede hverdagsbekymringerne, og ensomheden bed sig fast. Hun huskede, hvad Vibeke sagde en gang:
Ikke alle møder gode mennesker. Nogle gange er de få, men dem må du ikke overse.
Og hvis slet ingen? spurgte Stine fortvivlet i tankerne.
Det sker aldrig, Stine. Du er jo matematiker; hvor sandsynligt er det egentlig? I virkeligheden findes der kun få, der er rigtigt onde. Resten lever bare for sig selv, tænker kun på deres egne børn, egne behov. Dem skal man ikke dømme for hårdt. Vi gør alle det samme, bare på forskellige måder. Jeg håber, du møder de rigtige.
Stine tænkte ofte på det. Hun fortrød, hun ikke havde lyttet, da hun mødte Jakob, Astrids far. Ung, håbefuld forsker, ambitiøs… De ville forskellige ting. Hun længtes efter familie og forskning, han efter eventyr. Han tog straks imod et tilbud i udlandet, selvom han kort før havde friet.
Kan vi ikke vente nogle år? spurgte han.
Jeg har ikke tid til at vente. Vi venter barn.
Hans ansigt forandrede sig dér sluttede det.
Skal det absolut være nu? Kan du ikke udsætte?
Nej, det løser sig ikke. Men bekymr dig ikke jeg klarer det selv. God rejse!
De så aldrig hinanden igen.
Astrid kom til verden en måned efter Vibekes død. Vibeke fik pludselig et hjertetilfælde blandt kolleger, men ingen kunne redde hende. Stine tillod sig ikke at græde:
Senere! Undskyld, mor, men først når Astrid er født.
Men der blev aldrig tid. Den lille var svag, ofte syg. Der var ikke plads til Stines egne sorger, kun drift: vaske, passe, gå tur, mad. Hun forlod universitetet kunne ikke holde sladder og dømmende blikke ud:
Undskyld, mor, jeg er måske for følsom. Men jeg kan ikke mere.
Så snart hun kunne, fik hun Astrid ind i børnehaven, men barnet var konstant syg. Stine måtte droppe jobsøgningen, tog arbejde som rengøringsassistent i en skønhedsklinik om aftenen og håbede, hun engang fik mere overskud.
Nu, på vej hjem med Astrid, slog hun vejen forbi apoteket. Da hun åbnede gadedøren, hilste hun mekanisk på naboen:
Hej, Karen!
Hej Igen? Karen så mod Astrid, der klamrede sig til Stine.
Ja. Snart ryger jeg ud. Det er anden gang denne måned jeg troede, vi var ovre det!
Må du ikke finde en barnepige? Du tjener vel lidt mere nu?
Men det rækker ikke. Stine sukkede og sendte Astrid i gang med overtøjet.
Nej, de priser for en barnepige… ærlig talt. Ærgerligt, du ingen bedstemor har.
Ja. Vi ses, Karen.
Stine trådte ind i lejligheden, lukkede døren og kunne ikke lade være med at knibe en tåre.
Mor, hvor er du dog savnet
Astrid, der satte sig på gulvet, trak hende dog hurtigt ud af hendes tanker. Hun lagde barnet i seng, lavede te og vendte tilbage til køkkenet for at lede efter nabohjælp på nettet.
Et forsigtigt bank fik hende til at lytte. Astrid sov, og Stine satte straks kurs mod døren.
Hej, Stine!
På dørtrinet stod Fru Jensen fra opgangen ved siden af. De hilste kun sjældent, mere vidste Stine ikke.
Hej Er der noget galt?
Tja, kommer jeg ikke ind, eller skal vi tage den her på trappen?
Selvfølgelig, kom ind!
Fru Jensen travede bestemt ind, sparkede skoene af og nikkede mod køkkenet:
Derovre?
Ja…
Så lad os gå derind. Ingen grund til at vække barnet. Søvn er det bedste.
Stine fulgte stadig noget forvirret efter. Fru Jensen satte sig ved bordet, foldede hænderne roligt og betragtede Stine grundigt.
Du trænger da vist til en Bedstemor på timebasis?
Undskyld?! Stine spærrede øjnene op.
En Bedstemor på timebasis. Sådan én, der træder til, når børnene bliver syge og der er brug for hjælp.
Det gør jeg virkelig. Men hvor finder man sådan én?
Du behøver ikke lede mere. Jeg har tænkt over det. Hvad siger du til mig?
Stine tøvede, overrumplet af det pludselige tilbud. Næsten ukendt kvinde kunne hun stole på Fru Jensen?
Undskyld, men hvorfra ved De, at jeg har brug for hjælp?
Åh, Karen fortalte det jo. Folk taler sammen.
Naturligvis Jeg håber, De forstår, at jeg må spørge
Spørg løs! Man skal da kende hinanden, hvis man overlader sit barn. Ellers kan jeg fortælle lidt om mig selv, og så kan du selv beslutte.
Stine trak vejret dybt, hældte te op og satte en skål bolsjer frem. Fortæl, tak.
Fru Jensen fortalte roligt: født og opvokset i København, forældre på Carlsberg, selv fabriksarbejder. Mødte sin mand i ungdomsårene, gift, to sønner, passet op og uddannet. Mand død alt for tidligt. Sønnerne slog rødder i henholdsvis Aalborg og Aarhus og der var masser af børnebørn, men sjældent brug for hende. Pludselig stod hun alene og savnede nærheden til børn:
Jeg har altid elsket at beskæftige mig med børn, men var for travl med arbejdet. Da Karen nævnte din situation, tænkte jeg: hvorfor ikke spørge?
Hun insisterede på, at Stine ikke skulle svare med det samme, men tænke nøje over tilbuddet.
Stine nikkede. Resten af aftenen spekulerede hun.
Mor, hvad siger du til det? Det er næsten for godt til at være sandt. Jeg ønskede en bedstemor, og så banker hun på!
Natten var søvnløs, men om morgenen gik hun over til Fru Jensen.
Jeg siger ja.
Sådan startede deres samarbejde. Fru Jensen mente, det var et partnerskab.
Vi arbejder begge. Din ro min tilskudspension.
Hjælper dine børn dig?
Næh, jeg klarer mig. De har deres familier og regninger. Så længe hænder og ben duer, tjener jeg selv.
Stine holdt et vågent øje med Fru Jensen og Astrid i starten, men bekymringerne forsvandt hurtigt. Astrid knyttede sig med det samme.
Nå, lille ven, så er du sløj i dag? Fru Jensen mærkede blidt på panden. Vi laver te med hyldebærsaft og så en god historie. Så bliver du frisk igen, bare vent.
Jeg har ikke mere hyldebær
Det har jeg med. Du har noget helt andet at tænke på. Afsted på arbejde, vi klarer det her.
Efter et par måneder begyndte Astrid at læse, meget tidligere end forventet.
Hun er jo kun fem! udbrød Stine.
Hun er lynskarp. Og god til både brætspil og skak. Du skal have hende på et hold jeg kan følge hende dertil.
Snart spillede Astrid skak og gik til svømning to gange om ugen.
Jeg har aldrig selv haft tid. Helt ærligt, det føles som en gave tak, Karen!
Bare vent, når min pige er stor nok, så stjæler jeg Fru Jensen fra dig!
Tiden gik, Astrid startede i skole, og Fru Jensens hjælp behøvedes mindre, men de kunne ikke undvære hinanden.
Stine, du sidder fast. Du er så dygtig har du aldrig tænkt på at skifte karriere? spurgte hr. Møller en dag.
Jeg er tilfreds.
Det er jeg ikke. Du skal til efteruddannelse på vores regning.
En ny begyndelse. Bedre løn, ny energi og mere overskud. Stine åndede endelig lettet op.
Det er bare dejligt, Stine, sagde Fru Jensen, der længe var blevet mere end bare hjælper.
En dag forsvandt Fru Jensen uden varsel. Stine blev bekymret.
Karen, hvor kan hun være? Hun sagde ikke noget jeg har ringet og spurgt overalt. Hendes børn gider ikke engang svare.
Så må du selv lede videre.
Stine brugte næsten en uge på at finde hende. En dag fandt hun hende på hospitalet, bleg og skrøbelig.
Hvorfor svarede I aldrig på telefonen?
Kom ind uden ID, var kortvarig bevidstløs, hukommelsen er svigtet. Hvem er du egentlig?
Datter.
Sådan blev Fru Jensen flyttet til en lys stue, og Stine sørgede for det hele.
Hvordan har du det?
Hvem er du?
Jeg er Stine. Alt skal nok komme igen. Nu skal du bare hvile.
Hendes sønner kunne ikke komme for travlt. Sådan var deres måde.
Vi klarer det selv, sagde Stine og lagde telefonen roligt fra sig.
Efter en uges tid kom Fru Jensen hjem til Stine og Astrid.
Astrid, Fru Jensen husker ikke så meget. Så du hjælper hende lige, ikke? Tal roligt til hende. Så kan det være, hukommelsen vender tilbage.
Mor, skal hun så bo hos os nu?
Ja.
Det er godt.
Astrid blev hurtigt hendes lille hjælper. Varmede mad, spillede, sad tålmodigt ved siden af hende.
Fru Jensen begyndte at kalde Astrid barnebarn, Stine for datter. Stine lod hende vigtigst var, at hun stadig var der.
Seks måneder senere, på Astrids fødselsdag, dukkede en fremmed mand op udenfor opgangen. Stine genkendte ham som én, hun havde set på et gammelt foto.
Er du Stine?
Ja.
Jeg er Michael, Fru Jensens søn.
Selvfølgelig kan du besøge hende. Hvorfor har du ikke været her før?
Jeg Jeg troede I ville tage alt fra hende.
Ikke tale om. Du får lejligheden og pengene hvis du vil, men hende giver jeg ikke slip på.
Hvorfor ikke? Jeg vil have hende hjem.
Hvis du ville det, var du kommet for længst. Nu er det måske for sent. Hun vil måske ikke engang kende dig.
Michael så ned, og Stine førte ham op.
Astrid, den her mand er Michaels søn Fru Jensens søn.
Astrid nikkede alvorligt.
Fru Jensen genkendte ham ikke virkelig. Michael indså, det var for sent at gøre noget godt. Men Stine forsikrede ham om, at han var velkommen på besøg.
Da han var gået, lukkede Stine døren med ro i sjælen. Nu gjaldt det deres lille fællesskab. Deres tryghed, deres måde at være familie på.
Astrid, sæt vand over. Vi fejrer dig og Fru Jensen.
Mor, må hun få kage?
Det skal hun! Hun fortjener alt det søde, hun kan få. Det gør vi alle.
Stine lukkede døren bag sig, og gik ind til dem, der var hendes rigtig familie.
