Lilka
Se lige mine nye sløjfer, Lilka! Marie drejede sig rundt foran veninden. Hun havde netop fået nogle bløde, lyserøde sløjfer, som blomster på spidserne af hendes lange fletninger. Maries hair var beundret af alle pigerne i gården. Lange, tykke og med fine krøller for enden. Maries mor, Hanne, havde passet Maries hår næsten siden hun var spæd.
For en pige er håret en stolthed. Se det skær ren guld! sagde Hanne, mens hun kastede en gylden hårtot over håndleddet. Ingen kan gå forbi sådan en skønhed, vel?
Marie fandt sig tålmodigt i både hårvask, som blev til en hel ceremoni, og morens grundige børstning og fletning. Hun sad stille på stolen, selv når Hanne trak lidt for hårdt i håret. For skønhed må man lide lidt. Men hvor var hun stolt, når venindens øjne strålede, fordi Marie slyngede sin lange fletning over skulderen og drejede krøllen på spidsen rundt om fingeren.
Lilka var faktisk lidt misundelig. Hun syntes seriøst ikke, der fandtes smukkere end Marie hvor mon hun selv stod med de uvorne krøller? Moder Natur må have haft det lidt sjovt, da Lilka kom til verden. Hendes hår, der i enhver vind bølgede vildt ud til alle sider og ikke kunne tæmmes med nogen børste, var nærmest mere uld end hår. Lilkas mor, Pernille, kæmpede bravt for at få hende til at se nogenlunde ud, men lige lidt hjalp det.
Du skulle se dem i frisøren, Lilka, de betaler kassen for sådan nogle krøller! Jeg siger dig, de ville dø af misundelse, hvis de kendte dit hår!
Men Lilka sukkede.
Mor! Jeg vil have lange fletninger som Marie!
De vil aldrig blive lange, skat, det tager år og år og tro mig, jeg kan ikke flette de små krøller til rigtige fletninger. Vi kan lave små fletninger eller totter og sætte farverige sløjfer i. Men gem ikke den smukke manke væk, min pige! Vil du høre en lille hemmelighed?
Ja!
Der er ikke én kvinde i verden, der synes alt ved hende selv er perfekt. Har hun glat hår, ønsker hun krøller og omvendt. Næsen er forkert, benene, hvad ved jeg… Alle synes altid, nogen har noget, der er bedre. Fordi vi jagter det perfekte. Men hvis vi alle sammen var ens, gik vi rundt som en flok koste i ens række ville det være smukt?
Nej!
Nemlig, skat. Hver og én er vi skønne på vores egen måde. Det handler om at gøre sin egen særhed til noget smukt. Kan du lide Maries fletninger? Fint godt for hende! Men se lige din pragtfulde krøltop! Jeg kan love dig, at også Marie er misundelig på dig, bare lidt.
Tror du?
Det ved jeg! Men hun siger det aldrig.
Hvorfor ikke?
Det er lidt kvindelist, min pige. Du er stadig lille men Marie forstår allerede spillet. Hvis hun indrømmer, du har noget bedre, så ser du hende måske ikke som din helt særlige veninde længere? Ja, se bare…
De to piger, Marie og Lilka, havde en lidt speciel venskab. De var vokset op sammen i en lille by på Sjælland, gik i samme børnehave og startede i samme folkeskole. De delte næsten alt og alligevel var der altid et lille, fjollet konkurrenceelement aldrig uvenner, aldrig skænderier, men alligevel følte de begge, der var noget lidt skævt i det. Det hjalp, at Lilka som enebarn var rolig og ikke langsur, mens Marie, der havde en storesøster, havde lært at sætte andre på plads, som hendes søster, Katrine, altid sagde.
Pigerne havde en tryg barndom. Forældrene forsøgte at give dem alt. Hanne arbejdede i Magasin, så pigerne var altid lidt finere klædt end de fleste i boligblokken. Pernille var evigt taknemmelig. Det eneste pigerne ikke brød sig om var, at de tit havde ens tøj på men de klagede aldrig rigtigt, før de som femtenårige mødte op til klassekammeratens fødselsdag i identiske kjoler og blev gjort lidt til grin. Her trådte Pernille til, hun arbejdede jo i teatret og kendte en syerske, der syede deres tøj ud fra stof Hanne skaffede hjem problem løst.
Lilka, ved du, hvor du vil læse videre? Marie spurgte, velvidende hvad svaret blev. Lilka havde altid læget alt, hun kunne finde katte, hunde, endda fugle. Pernille havde længe forstået sin datters kald.
Jeg vil ind på medicin.
Det bliver ikke let alt det her skal terpes! sagde Marie og viftede med biologibogen.
Og endnu mere end det! Mor har allerede skaffet prøvespørgsmål til mig.
Men vi går jo kun i 9. klasse! Marie måbede.
Netop. Det bliver et kapløb mod tiden.
Jeg vil være indkøbschef som mor. Så kender jeg aldrig ordet mangel.
Marie anede ikke, at om få år ville butikkerne bugne af varer men hendes fag ville stadig være efterspurgt. Senere solgte Marie sin mormors hus i Roskilde, blev selvstændig butiksejer og gik både op og ned men hun rejste sig altid igen, med stædighed, hun havde haft siden hun var lille. Men det lå alt sammen i fremtiden. Foreløbig sad de på Lilkas forældres sommerhus og terpede til eksamen.
Lil!
Hvad?
Så du, hvordan Stefan kiggede på mig i går? Jeg tror, han er interesseret.
Lilka tav. Hvordan kunne hun fortælle veninden, at Stefan faktisk slet ikke havde kigget efter Marie? Marie var overbevist om, at omverdenens blikke kun kunne falde på hende: Hvem kunne dog vælge en robust Lilka med krølhår som hendes over hende selv, den kønne, slanke Marie? Marie mente, Lilka lignede en klovn med sit hår og store fødder, og hun var sikker på, at veninden hurtigt ville svulme op og ligne de fleste koner. Men Marie var stolt af sig selv: Høj fra far, blå øjne, et flot græsk profil fra mor og de vidunderlige lokker.
En dag, stirrende på et maleri af Venus’ fødsel, udbrød Lilka undrende:
Det er jo dig, Marie!
Intet smigrede Marie så meget.
Lilka rejste sig, vendte bogen om og lagde den på bordet:
Vil du have saft?
Ja! Lilka, tror du, jeg skal fortælle Stefan, at jeg kan lide ham?
Lilka sukkede. Hun havde undveget snakken længe.
Marie, det er sådan Lilka vred sig under presset.
Hvad? Har han bedt dig sige noget? Marie klappede i hænderne.
Nej. Vi sad bare ved siden af hinanden i går.
Og?
Stefan kiggede ikke på dig.
Marie lo.
Nå, hvem kiggede han så på? Ikke dig da? Men hun stivnede pludselig, så Lilka bøjede hovedet:
Jo. Han fortalte mig det for to uger siden. Han spurgte, om vi skulle ses.
Marie blev stille og gik langsomt hen til vinduet. Hvad hun følte, kunne hun ikke sætte ord på. Stefan var måske ikke så vigtig for hende men at han hellere ville have Lilka det var uacceptabelt!
Hvad sagde du til ham? Maries stemme var fast.
Jeg sagde, at jeg ikke havde tid til sådan noget jeg skulle jo til at læse. Hun undlod dog at sige, at hun kun havde sagt det til Stefan ikke til Marie.
Marie så direkte på hende. Hun vidste, at Lilka aldrig kunne lyve rigtigt. Nu vidste hun én ting: Hun ville gøre alt for at vinde Stefan tilbage, og det skulle ske snart.
Men det lykkedes aldrig for samme aften kørte Lilkas far dem hjem til København.
Mor er blevet indlagt, skat. Vi må hjem.
Pernille var aldrig syg, men denne gang ramte et ildebefindende under en prøve på teatret og hun blev indlagt med mistanke om blodprop.
Det skal nok gå, min pige! Jeg skal nok klare den! Pernille omfavnede Lilka, der havde siddet natten over på hospitalets gang.
Du skræmte mig, mor!
Bare rolig jeg går ingen vegne, sagde Pernille. Men Lilka kunne se, at hver sætning kostede kræfter.
I to uger levede Lilka mellem hjem og hospital. Hendes eksamenslæsning haltede, men hendes mor skældte hende ud:
Det her går over, men mister du tiden, får du det aldrig igen. Læs mens du er her!
Så Lilka læste. Hun ringede ikke til Marie og så kun sjældent Stefan. En dag fulgte han hende til hospitalet. Han prøvede at forklare Marie, at hans følelser kun gik til Lilka men det prellede helt af.
Da Pernille blev udskrevet, var eksamenerne netop overstået.
I skal på rekreation, piger! Mor tager på kursted, du bor ved siden af det har min gode ven sørget for, sagde Lilkas far, Erik, smilende. Jeg kommer, så snart jeg kan.
Huset i Skagen var hyggeligt. Værtinden, fru Nielsen, viste Lilka rundt og ind på et lille, lyst værelse.
Det her er dit. Hvad siger du?
Lilka var vild med det hele den friske luft, farverne i haven, den rene vand, som man kunne tappe direkte fra hanen.
Om dagen gik hun ture med mor i plantagen, om aftenen drak hun te og hørte fru Nielsens utallige familiehistorier. En uge senere kom Artur, værtindens nevø, hjem på ferie. Artur var kun ét år ældre. Lilka slap straks sin generthed, da hun fandt ud af, han læste medicin og allerede havde overstået første år. Hun spurgte løs.
Fru Nielsen smilede tilfreds, når de unge gik aftenture. Hun havde selv opfostret Artur efter at have taget ham til sig, da hans mor døde. Hun drømte om en god svigerdatter men det var tydeligt for hende, at Lilka kun så Artur som en ven.
Lilka, har du nogen? blev fru Nielsen nysgerrig og spurgte en aften.
Lilka rødmede og fortalte om Stefan.
Åh, hvis du dog havde været min svigerdatter! Nå, men så må vi finde lykken på andre måder.
Om aftenen kyssede fru Nielsen Artur godnat og hviskede:
Hendes hjerte er optaget. Men giv ikke op
Artur blev lidt trist, men svarede:
Så må jeg kæmpe mere om pladsen.
Hjemme igen kastede Lilka sig over studierne, indtil Stephan blev indkaldt til værnepligt som et lyn fra en klar himmel.
Hvordan? Allerede nu?
Sådan er det, Lilka. Vær ikke ked af det. Jeg vender hjem, og så skal vi giftes vil du vente på mig?
Lilka kunne kun nikke og kramme ham.
Marie sang og lo højest ved afskedsbordet og grinede:
Åh, den kærlighed ro på! I kan vel klare et par dage uden hinanden?
Lilka vidste godt, hun slet ikke kunne så længe uden Stefan.
Så skrev hun lange breve til ham om alt fra eksamensfejl til hvor meget hun savnede og ventede på ham. Og Stefan læste dem og smilede.
Men så skete der noget. Først var der ingen breve i over en måned. Så kom et vredt og mærkeligt brev knap en halv side. Klar besked: Han slog op, hun skulle videre med sit liv.
Mor, hvad sker der? Lilka var desperat.
Vi må afsted, min pige! Der er noget galt. Vi tager over og opsøger ham! Pernille ringede til DSB for at tjekke togplaner.
Men rejsen hjalp ikke. Stefan nægtede at se hende.
Ingen grund! affærdigede han hendes forsøg på kontakt.
Lilka forstod intet, tog hjem og tænkte, hun måtte prøve senere. Det blev aldrig til mere. Stefan kom aldrig hjem. Han lod sig hverve til arbejdet i Grønland og tog afsted uden at tage afsked. Da Lilka mødte Stefans mor på gaden, rystede hende på hovedet:
Jeg troede, du havde anstændighed, Lilka. Hvordan kunne du! og gik videre.
Lilka græd sig i søvn over den uretfærdige beskyldning.
Skat! Pernille løftede hendes ansigt fra puden. Det her er forkert! Hvis han opfører sig sådan, så er du ham for god. At afbryde uden ord det er ikke kærlighed! Tænk på det!
Det gør så ondt, mor Hvad skal jeg gøre?
Bare lev, min pige. Lige nu gør det ondt, men tro mig, det vender.
Lover du det?
Jeg har aldrig løjet for dig, vel?
Siden talte hun og Marie kun sjældent, som Pernille sagde af gammel vane. Korte snakke, sjældent dybe. Marie fik hurtigt styr på sit privatliv Lilka nåede at være brudepige til Maries bryllup, hvor Marie krammede hende og sagde:
Din tid kommer også, Lilka! Du får dit eget eventyr!
Men Lilka ønskede ingen forandring ikke efter hvad der var sket. Hun troede, Stefan havde gennemskuet hende og satte sig selv uden for spillet. Unge læger i turnus kiggede beundrende efter hende, men hun tog det for nysgerrighed hvem havde før set en hjertelæge med krøller som hendes? Hun spekulerede på at klippe det hele af.
Karrieren gik trægt, indtil lederen af Rigshospitalets hjertecenter fik øje på hende:
Frøken, De har fremragende hænder. Stålhænder! Helt usædvanlige!
Det var et større kompliment, end nogen havde givet hende før.
De skal straks ansættes!
Lilka tøvede men sagde ja.
Lilka! Hvilken chance! Den får man kun én gang i livet! sagde Pernille, overlykkelig. Min pige, du skal til København, til Danmarks bedste klinik!
Kun Lilka forstod, at trygheden nu var væk. Og ganske rigtigt: Arbejdet var benhårdt, kollegaerne krævende… Da Artur, hendes nu gamle ven, kom på besøg, blev han forarget:
Du slider dig selv op! Hvornår sov du sidst?
Hvem tæller timer nu? Lilka lo. Du er selv læge, Artur, du forstår det jo.
Artur gryntede og handlede ind, lavede lækker mad, mens Lilka grinede:
Du prøver at gøre mig kugle rund med al den mad, du slæber ind!
Det blir ikke sidste gang! smilede Artur og hev hendes yndlingskager frem.
Efter Artur tog hjem, lagde Lilka mærke til, at der var sørget for småting: papirarbejde overstået, blandingsbatteriet repareret, bilen gik bedre. Omsorgen blev en fast del af hendes liv.
Mor, jeg får lidt dårlig samvittighed. Han gør så meget for mig.
Og du? Pernille snoede sig i datterens krøller, som hun plejede dengang i barndommen.
Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg føler.
Sammenligner du med Stefan?
Ja. Men det ligner overhovedet ikke…
Ved du hvad, min pige? Kærlighed er ikke altid store følelser og drama. Nogle gange begynder kærlighed stille. Måske du skal holde op med at se tilbage og begynde at kigge frem. Elsker du Artur?
Jeg ved det ikke Lilka tænkte længe. Hvad er kærlighed egentlig, mor?
Det er der aldrig nogen, der har kunne forklare. Folk tillægger det forskelligt betydning. For nogle er det ild, kamp, passion for andre ro og tryghed. Hvad søger du selv?
Jeg vil bare gerne have ro, tror jeg.
Så må du jo tænke, hvem der kan give dig netop det.
Lilka tænkte længe over et år. Hun tog sig selv i at betragte Artur mere og mere, når han besøgte hende.
Hvorfor ser du sådan på mig?
Jeg vil bare huske dig, mens du er her.
Skal du have et billede? lo Artur.
Nej, jeg vil hellere have dig selv.
Det kom bag på dem begge. Artur stivnede, men vendte sig så lykkelig. Lilka mærkede, det var rigtigt.
Senere fik de en søn, to år efter en datter. Hendes forældre flyttede til byen for at være tæt på børnebørnene. Lilka overlod trygt børnene til Pernille når hun gik på operationsstuen. Hun arbejdede på landets førende børnehjerteafdeling og havde et godt ry.
Lilia, sikke nogle hænder du har! Når jeg trækker mig tilbage til kolonihaven, overtager du bordet, sagde chefen med et smil.
Du skal først passe din have, for der er travlt her, lo Lilka.
En dag løb en kvinde hende i møde på hospitalet, og Lilka genkendte straks veninden.
Er det dig? Lilka…
Marie stod stille to skridt fra hende.
Marie! Lilka omfavnede hende Hvordan er du havnet her?
Min søn. Boris.
Ja, ham skal jeg operere.
Lilka…
Bare rolig det er en svær operation, men vi klarer den. Jeg lover ikke guld og grønne skove, men jeg gør alt, hvad jeg kan.
Det er okay…
Da operationen var slut, lænede Lilka sig træt op ad væggen ved siden af den sovende Marie på stolen.
Marie!
Hva’? Marie vågnede.
Det gik godt! Operationen lykkedes. Nu venter vi bare på, at Boris kommer sig.
Er du sikker?
Marie, jeg kan ikke love mirakler, men det ser lovende ud.
Marie brød sammen og græd.
Du er som altid! Nogen skal græde, når det går godt. Kom, lad os finde noget at spise og en kop kaffe. Jeg har været på benene i et døgn.
I kantinen så Marie på hende.
Du er forandret…
Meget?
Ja! Jeg genkendte dig knap nok. Hvordan går det?
Godt! Og dig?
Marie rodede ved servietten og så ikke på Lilka, spurgte bare:
Er du gift?
Ja, jeg har faktisk verdens dejligste mand. Kan du huske Artur?
Nej, men Stefan…
Stefan er fortid. Jeg husker det kun som et glad minde.
Undskyld, Lilka
For hvad dog?
Det var min skyld, at du og Stefan gik fra hinanden.
Nå, det var da nyt! Forklar!
Jeg tog breve fra din skuffe, dem Stefan sendte til dig. Så læste jeg dem. Jeg var så jaloux forstod ikke, at han valgte dig. Så jeg skrev til ham, du havde fundet en anden.
Marie tav. Lilka rørte stille i sin kaffe.
Undskyld, Lilka… Du reddede min søn, og jeg…
Lad det nu ligge. Du har gjort mig en tjeneste. Han troede straks på dig og vendte mig ryggen. Jeg tog til ham, men han ville ikke tale med mig. Sådan noget er ikke kærlighed. Ingen kan sige, hvordan det var blevet med ham men så havde jeg måske aldrig fået Artur og mine børn. Nu er jeg tilfreds, for det lærte mig, hvad ægte kærlighed er.
Hvad er det?
At du trækker vejret og ved, at et andet menneskes lykke er mindst lige så vigtig som din egen. At hans nærhed føles som livsvigtig luft. At du til sidst ikke kan forestille dig et rigtigt liv uden den anden. Det var Artur, der gav mig de ord.
Han lyder god
Han er helt fantastisk!
Lilka rejste sig.
Kom, Marie. Lad os gå op til Boris nu.
Marie nikkede og gik roligt ved venindens side videre ud i livet begge klogere på deres egen vej.
Livet er aldrig, som vi tror, og det vi tror, vi længes mest efter, er ikke altid det, der gør os lykkeligst. Nogle gange skal vi turde lukke døren til fortiden og være åbne for lykken, som den kommer i sin egen, helt uventede form.
