– Freja, hvorfor er du ikke i skole? Malene satte de tunge indkøbsposer fra sig i entreen og lænede sig op ad væggen med et suk.
Hvilken underlig dag! Som om ikke arbejdet allerede var en myldrende myretue, og chefen havde tordnet endnu en gang, så havde den yngste datter åbenbart også fundet på noget ballade. Hvilket mærkeligt held!
– Mor, min mave gør ondt, sagde Freja, der stod foroverbøjet ved døren ind til børneværelset med armene slapt ned langs siden.
Malene rynkede på næsen. Denne positur havde Freja taget til sig på det seneste, nærmest som en skævt smeltende vaniljeis i solen, og det irriterede Malene. Hvor svært kan det være at rette ryggen op? Både Astrid og Mads, de ældre søskende, klarede sig jo fint. Selvfølgelig, Astrid gik til gymnastik, hvor kropsholdningen var under evig opsyn, og Mads gik ikke en meter, uden at svømme eller kæmpe sig igennem karate. Men Freja… hun var altid sådan lidt blød. En slags doven kat i solen, der altid havde ondt et sted. Nogle gange hovedet, nogle gange maven, nogle gange begge dele, bare for at prøve noget nyt. Godt nok havde Freja ikke længere meldt sig syg fra skole, efter at Malene havde været skarp i tonen for et par måneder siden, så hvorfor hun nu stod hjemme det forstod Malene ikke. Gid hun ikke skulle tage stilling. I dag var det Oles fødselsdag, så nu gælder det bare om at komme i gang med forberedelserne, inden familien vælter ind til aften.
Malene smed støvlerne og gik direkte ud i køkkenet, datteren allerede glemt. Freja blev stående et øjeblik mere i gangen, så listede hun ind på sit værelse. Hun kravlede op i sengen med benene trukket ind under sig, trykkede sin slidte, gamle bamse Bruno ind til maven og blev helt stille.
Hun vidste udmærket, at moren ikke havde overskud til hende nu, og hun ville ikke gøre det værre. Der var ingen grund. Hun havde allerede taget en pille, straks hun var kommet hjem fra skole, og smerten var nu blevet til et lille irriterende dyr, der krøb rundt i maven, kradsede nu og da, men ikke så voldsomt, mest for at minde hende om, hvem der sad på magten.
Bamsen Bruno, som altid med sin knap, hvor det venstre øje engang var, trøstede hende. Hvordan han gjorde det, vidste Freja ikke, men roen indfandt sig, og efter et kys på den slidte bamsetud satte hun sig til skrivebordet det, hun delte med Astrid. Hun måtte skynde sig; Astrid kom nok snart hjem fra træning, og hun ville have plads gerne pænt ryddet, ellers ville stormen bryde løs, og moren igen ville tage sig til tindingerne og stønne med sammenbidte tænder:
– Vil I begge have, at jeg skal dø ung? Kan I ikke finde ud af det imellem jer?
Men ingen gjorde noget. Astrid ville bare klemme Frejas arm hårdt, uset af forældrene, og hvæse som en vred svane i Damhussøen, hvor mormor plejede at tage dem om sommeren:
– Så er det nok! Du hopper ikke længere!
Det betød, at Freja måtte bide sig i kanten af dynen og vente. Og når moren slukkede lyset om aftenen i børneværelset, forsøge ikke at skrige, mens søsteren holdt opdragelsessamtale, så Freja måtte sidde på bænken i gymnastiksalen de næste dage og blive rød i hovedet når klassekammeraterne grinede lidt for højt af hende:
– Jensen, igen? Du burde måske få det tjekket ud…
Alle, der ikke deltog i idræt, havde kun to undskyldninger en lægeerklæring eller det og eftersom 9. klasse på Vodroffsvej Skole var overgennemsnitligt oplyste, var det ingen hemmelighed hvorfor.
Freja gemte sine blå mærker så godt hun kunne, sad med næsen skjult i biologibogen, sikker på at kun karakterer kunne gøre forældrene glade. Det havde hun vænnet sig til. Skolen var hun faktisk glad for hvis bare helbredet ikke svigtede af og til. Men hun snakkede aldrig om det, medmindre der blev spurgt direkte. Ellers tav hun ingen gjorde noget alligevel. Moren kaldte det indbildning, faren ignorerede det. Samme gloser hver gang:
– Hvor gammel er du? Hvad kan dog gøre ondt i dig? Hvorfor aldrig i Astrid eller Mads? Hvorfor kun hos dig?
Da Freja var lille, græd hun. Som stor holdt hun op. Hun fandt selv pillerne fra den æske, bedstemor engang havde vist hende efter et lægebesøg, og fortsatte. Allerede som elleveårig vidste hun, hvad der virkede mod hovedpine, eller hvis maven værkede. Som femtenårig kendte hun alt til sine egne problemer og spurgte slet ikke længere moren til råds.
Freja var træt og tømte hovedet, trillede sine matematikopgaver mellem fingrene, lagde sin elskede biologibog til side, og åbnede bogen til geometri. Hun terpede en ny sætning, da døren til værelset pludselig blev flået op.
– Hvad laver du her? Ud med dig! Jeg skal forberede mig til eksamen!
Astrid blæste ind og begyndte at feje Frejas bøger og blyanter på gulvet i en indsats, hun kaldte oprydning.
– Jeg er færdig.
– Dejligt! Bliv væk! Stine kommer om lidt, jeg har ikke brug for dig her!
– Så går jeg ud og hjælper mor.
– Gør hvad du vil hvad rager det mig? Astrid stod lidt foran spejlet og hev kosmetikpungen frem.
Den røde taske havde pigerne på gymnastikholdet engang misundt Astrid. Malene købte det bedste til datterens sminkesamling: hvis pige skal have makeup, så skal det være i orden.
Freja turde ikke engang drømme om det.
– Hvad skulle du dog komme makeup på, åh Gud? Malene vendte datterens hoved mod lyset i vinduet, så alle urenheder trådte frem. Astrid har aldrig haft bumser. Jeg havde ikke. Selv din far ser ikke sådan ud. Gå nu ud og vask dig. Og du skal i hvert fald ikke tænke på drenge endnu!
Freja tænkte overhovedet ikke på drenge. Hun var nærmest bange for, hvis hun lod tankerne gå den vej hvem ville kunne lide hende? Bedstemor havde sagt, det hele gik over, at puberteten ikke varede evigt, men hun lyttede ikke. Hun behøvede bare at se på moren eller Astrid for at forstå, at hun var den grimme ælling. Hvordan kunne nogen i denne familie ende sådan mager, bumsede, kortsynet og uden udsigt til nogensinde at høre sikke en dejlig pige du har, Malene! Den bemærkning var kun til Astrid.
Freja så, hvordan alle beundrede Astrid familie, naboer, venner. Yndig, porcelænsfin, hun smilede stille og slog blikket ned, aldrig på tværs af nogen. Kun Freja kendte den virkelige søster.
Når Astrid kastede Frejas bøger ud i krogene af vrede, kunne Freja ikke blive vred. Hun havde ondt af hende. Aldrig om hun ville sige det højt hun vidste, hvad det ville medføre. Hun samlede bare sine bøger sammen igen og tænkte på bedstemors ord:
– Man må ikke grine ad dem, der har det svært. Og heller ikke være vred. Hvis menneskets hjerte er fattigt, er det en stor ulykke især for personen selv. Den slags folk forstår måske aldrig, og livet går dem forbi. Hvor god man end synes man er, så voksen man måtte føle sig ensomheden gnaver én i hjertet, uden at man lægger mærke til det. Den dag de forstår det, kan det være for sent og det gør ondt. Næsten ingen kan rette op på det bagefter.
Freja forsøgte altid at huske sine bedstemors ord. For kun hun elskede hende uden forbehold.
Mads, den storebror, der måske var mest i sin egen verden, ignorerede både Freja og Astrid for det meste. Ret skal være ret.
Lige siden hun var fem år, havde Freja følt sig som en for meget. Dengang skændtes forældrene sent om natten, og Freja lå vågen med den nye Bruno i sin favn.
– Jeg sagde, vi ikke havde brug for et barn mere, men du mente, det var for sent nu. Mor tilbød dig endda muligheder…
– Muligheder?! Hun tænkte kun på sig selv! Og hvis der var sket noget med mig hvor skulle børnene så hen? MIN mor kan næppe tage sig af dem nu, og DIN mor… Hun kan knap holde liv i en kat!
– Lad nu være! Min mor opfostrede da mig. Hun syntes bare, at en tredje var overflødigt. To var vel rigeligt?
– Jeg havde nok nøjedes, men det var din idé at tage på telttur, ikke min. Nu har vi altså et barn mere, hvad skal vi stille op?
– Ikke noget Det er for sent nu.
Så gik faren tungt rundt. En lille lejlighed på Islands Brygge, hvor børneværelset var for lille til tre, så Frejas vugge stod i forældrenes soveværelse. Skænderiet endte først, da lampen blev slukket under morens grønne silketørklæde.
Freja lå under dynen og tænkte: Hvis hun nu gik væk, ville der så blive ro? Ville mormor den morens mor, som virkelig holdt af hende ikke passe på hende? Hun vidste, hvordan hun skulle tage S-toget til Fyn, havde set det før. En blød lille taske stod klar dagen efter, med yndlingsbogen og et par nye strømper med grå pompomer. Bruno så spørgende på fra kommoden, da Freja tog gummistøvlerne og regnfrakken på.
– Lad nu være at stirre! Det regner, og hos mormor i landsbyen er det nok mudret. Efterår, jo! De opdager ingenting…
Hun nåede næsten til busstoppet, før naboen fru Jørgensen fik øje på hende.
– Hvor skal du hen, Freja? Hvor er mor?
– Hjemme.
– Og er du så sammen med far?
– Nej. Jeg er alene.
– Alene? Hvor er du på vej hen?
– Jeg skal til mormor!
– Helt alene? Hvorfor?
– Fordi jeg er overflødig. Men det er jeg ikke hos mormor. Farvel.
Men fru Jørgensen blev rystet over Frejas lille tale og greb fat i hende.
– Hvordan havde du tænkt dig at komme til mormor?
– Med toget!
– Barn, du skal bruge morens eller farens ID og din fødselsattest. Uden kan man ikke købe billet.
– Ligesom bussen?
– Ja, men på toget SKAL du have dokumenter. Har du dem?
Freja rystede på hovedet.
– Nej
– Så må vi gå hjem efter dem. Jeg følger dig.
Freja greb den smalle hånd og sagde til Bruno:
– Vi kommer lige hjem igen, så tager vi afsted. Vent lidt endnu!
Hjemme opdagede forældrene først Frejas forsvinden, da naboen ringede på. Malene rynkede brynene hvem kom nu så tidligt om søndagen?
Da de så Fru Jørgensen med Freja, kom faderen ud. Under hans blik krøb Freja straks ind på værelset med bamse og blev mødt af søvndrukne Astrid.
– Hvad har du nu lavet?
Den dag stod Freja i hjørnet. Det var fars dom, bliv der, til jeg siger til. Astrid blinkede ondskabsfuldt, men ombestemte sig, grinede og kom ind med Bruno.
– Her, så. Lad nu være at hyle! Far bliver god igen. Tænk dig lidt mere om!
Det var det, Freja havde hørt hele livet og altid været vred på sit hoved over ikke at tænke rigtigt.
Bedstemor smilede og sagde:
– Halløjsa, ikke alle lever med hovedet forrest. Nogle bruger hjertet. Det kan også gøre ondt, men sådan er det nu.
– Hvorfor er hjertet ikke altid bedst? spurgte Freja.
– Fordi det kan være både blidt og ondt. Så må hjernen holde styr på det.
– Hvordan er mit hjerte?
– Dit er gyldent, lille ven. Jeg er lidt bange for det, for blødheden kan gøre ondt.
Freja glemte aldrig denne gode samtale og brugte den, når hun havde det svært. Måske var hun ikke så håbløs, når bedstemor troede på hende.
Efter det fejlslagne eventyr opgav Freja at ændre noget. Astrid og Mads erklærede klart, at børn tilhører forældrene. Først som voksen kunne hun få lov at ændre sit liv. Så hun ventede til de atten; planlagde alt nøje.
– Dyrlæge?! Freja, hvad er det nu for noget snak?
– Hvorfor ikke, mor?
– Fordi det ikke er et ordentligt erhverv. Prøv som Astrid hun bliver økonom og får styr på livet og penge. Hvad får du?
– Mor, må jeg selv bestemme?
– Gør hvad du vil, et større bøvl af et barn skal man lede længe efter!
Freja lyttede tavst, men glædede sig indeni. Hun forberedte sig selv, ingen forældre ville betale for ekstraundervisning.
– Hvis du var lige så snu som Astrid og Mads, så, men sådan blev det ikke. Du har selv valgt.
Dørklokken ringede, og Freja slap biologien gæsterne! Hun skulle ud og være til stede til den næste halve time.
– Jøsses, Freja, du er tynd! Får du aldrig noget at spise? Og de rander under øjnene! Malene, det barn burde til læge.
Bedstemoren, Ingrid, elegant og kritisk som altid, kiggede på alle.
– Og Astrid? Hun er sørme aldrig hjemme mere. Jeg har ringet hende op tre gange i sidste uge intet svar! Ja, Mads har sin karriere og alt det men hvem hjælper mig?
– Jeg kommer tirsdag, mormor, sagde Freja hurtigt, mest for at redde moren.
– Nej tak, Astrid skal.
– Jeg har ikke tid, – Astrid, glad, strøg ud, kyssede bedstemor og hvæste: Ryk dig, Freja.
– Men mormor…
– Du tænker kun på dig! Jeg har eksamen og et liv! Jeg passer dig, når jeg kan.
– Det må så være.
Ingrids utilfredse ansigt blev blidere ved næste ring, da Astrid præsenterede Stine som sin forlovede.
Freja gled tavst ud i køkkenet til moren, lyttede til snakken omkring hende, og blev mere og mere grå indeni.
– Ja ja, Astrid har styr på det hele! Studerer, skal giftes alt er i vinkel! Hvorfor gik det ikke sådan for Freja?
– Hørt det? Dyrlæge? Hvorfor ikke læge? At helbrede mennesker er da et rigtigt arbejde.
Freja, vant til at blive diskuteret som en stum genstand, sagde ingenting. Hvad skulle det nytte?
Astrid rullede senere med øjnene og udbrød:
– Se de ringe, vi har fundet! Det er drømmen!
Freja nikkede taknemmeligt og listede ud. Alting var nu klart. Hun kunne snige sig ind på værelset, tage endnu en pille og gå til ro. Driften gled over hende, og hun opdagede slet ikke, at gæsterne drog bort, eller at Astrid, travlt pakkende, vendte op og ned på værelset senere.
Næste morgen åbnede Astrid sit skab og sagde:
– Det er dit efter i dag.
– Jeg rører ikke dine ting.
– Nærmest tvært imod, – sagde Astrid, smed en ny læbestift, mascara og flere krukker creme på bordet. Brug det! Lær det. Se at komme i gang nu, du er jo voksen.
Freja ville sige, det havde hun været længe, men nøjedes med at hviske:
– Tak.
De næste år forsvandt ind i studie og arbejde. Astrid fødte to børn og trak forældrenes opmærksomhed over på sig selv, hvilket passede Freja fint.
Da hun med et veloverstået eksamensbevis erklærede, at nu trak hun til landet, modtog forældrene det næsten fattet.
– Til landet? Freja, du har altid været lidt mærkelig! Men ok, rejs. Bare husk hvis du flygter hjem, må du kæmpe hårdt for at vinde vores tillid tilbage.
Freja bekymrede sig ikke, pakkede, sagde farvel til sine to forelskede niecer, og drog hjem til bedstemor på Fyn.
Her ventede ingen kritik her var hun ikke længere en for meget.
Bedstemor tog imod med åbne arme, men lagde dog hovedet lidt på skrå:
– Freja, trives du her? Bybarn som du er, kan du klare det?
– Du smider mig jo ikke ud, gør du, mormor?
– Nej da!
– Så lad mig selv mærke, hvor jeg føler mig hjemme, for her har jeg det godt! Er det ikke også mit sted?
Freja blev hurtigt kendt som en kærkommen, dygtig dyrlæge. Hun elskede dyrene og kunne tale med deres folk, så selv de ældste i sognet undrede sig mildt.
– Klog pige du har der, Ingrid. Er hun forlovet?
Freja grinede af spørgsmålet, til den dag hun mødte Jens. Han var ti år ældre, havde et stort stykke jord og en lille søn fra sit første ægteskab konen døde da drengen blev født. En gammel tante hjalp, men der var ikke andre. Jens’ mor var borte, hans kone forældreløs.
– Vil du giftes? Freja, har du tænkt dig om? Udvalgt af alle: en enlig far med et barn. Det er hårdt! Hvorfor ikke være som dine søskende? De har da fundet ud af det, udbryder Malene og lader duften af kamillete brede sig.
Men Freja vidste, Astrid ikke var lykkelig, og Mads stadig famlede sig frem; de stod ikke som eksempler for hende.
Hun sagde intet. Der var ingen mening i at forklare noget, hun havde forstået for længe siden: Man skal følge sit hjerte. Og det førte ikke længere til byen.
Den gamle bus stønnede over markvejene.
– Ha det godt, Freja Marie!
– Tak, Peder Martin! Tak for at køre mig helt til lågen!
– Gode folk må man hjælpe! Det er sandt du skal giftes med Jens?
– Ja, det er sandt.
– Godt valg. Han er retskaffen I får en god familie.
– God… hvad betyder det, Peder?
– Der, hvor I passer på hinanden. Hvor du hører til. Hvor der er fred.
– Hvor de elsker hinanden?
– Ja men før sagde vi noget andet: man bærer over med hinanden. Ikke det samme som at have ondt af, men at man holder én tæt nok til, at man aldrig er alene med smerte eller glæde.
– Svært… men enkelt, sagde Freja og bukkede.
– Hvad takker du for?
– For livsviden, som ingen lærer os i skolen men du kan, med to ord.
– Hvis du inviterer til bryllup, skal vi komme. Jeg og fruen.
– Jeg glæder mig allerede!
To år efter ville Malene rynke brynene hjemme i Frejas rummelige stue. Hun ville kaste et blik ind til Ingrid, der nu lå i rullestol efter en blodprop, og vugge barnevognen, hvor hendes nyfødte barnebarn sov, mens hun bemærkede:
– Freja! Den bjørn er helt slidt! Hvorfor ligger den hos barnet?
Freja lagde kærligt Bruno til rette ved siden af datteren.
– Gammel, men trofast. Tro mig, hun sover kun, hvis han er med.
– Mærkeligt. Men ikke overraskende. Du har altid været mærkelig. Hvilken mor
– Mor
– Hvad?
– Jeg var som du sagde. Mærkelig, stiv, usikker. For meget.
Freja så med et langt blik på moren, der rødmede og kiggede væk.
– Nu er jeg en anden. Forstår du?
Malene nikkede langsomt, mens Freja trykkede datteren ind til sig.
En lille femårig pilstige dreng kom snublende med lun bolle og sneg sig op på skødet.
– Mor! Må jeg få en ekstra karamel?
– Tag skålen på køkkenet og byd de andre børn. Og dig selv. Men spørg moster Astrid først, om I må, før frokost, ikke?
Malene rystede smilende på hovedet, og Freja smilede beroliget tilbage.
Peder Martin havde ret: Man skal bære over med de mennesker, som skæbnen har givet én som familie. Man kan ikke ændre dem men de kan ændre sig. Måske lidt, måske langsomt, men kærlighed bærer forandring ind, større end noget andet i verden.
– Mor, tager du hende? Min and er i ovnen.
