– Stine, vi har ballade! Camillas stemme dirrer så Stine instinktivt holder telefonen længere fra øret. Hører du mig? Hvorfor siger du ikke noget?
– Hvis du nu lige gav mig et øjeblik til at svare, skulle jeg nok sige noget. Hvilken ballade? Hvad er der sket? Stine er ikke synderligt bekymret. Camilla er kendt for at gå i panik over det mindste.
– Mor har tænkt sig at gifte sig! Kan du forstå det?! Har du hørt noget lignende?
Camilla snakker videre uden stop, men Stine er allerede stået lidt af. Det var alligevel en overraskelse! Hun bør nok lige ringe til mor for at finde ud af, hvordan landet ligger. Det lugter lidt af Camillas vanlige overdrivelser.
– Stine! Lytter du?
– Helt sikkert, men lad nu være med at råbe.
– Jeg så dem sammen forestil dig det! I går! Jeg bad mor køre Alma til dans, men hun sagde nej. Så måtte jeg gøre det selv. Hvilken slags mormor er det? Hun har tid til at sidde på café og fedte for en eller anden fremmed, men barnebarnet har hun ikke tid til!
Stine sukker. Så det var forklaringen.
– Jeg lavede det vildeste drama du skulle have set det! Mor vidste slet ikke, hvor hun skulle gøre af sig selv.
– Det er du jo ekspert i, ikke?
– Hvorfor griner du? Det er faktisk alvorligt, Stine! Hun vil slet ikke høre på mig!
– Camilla, stop nu, ikke? Hvorfor skal mor høre mere på dig end på sig selv?
Den tøvende stilhed giver Stine tid til at slukke for ovnen og kysse sin søn på håret, mens han viser et fly, han har bygget ud af Lego.
– Stine! Jeg forstår dig ikke Er det lige meget for dig, hvis mor begår den fejl? Skal hun virkelig glemme far og alt det? Hvordan kan du bare?
– Hvad med dig selv, søde Camilla? Far har været væk i næsten femten år nu. Mor er altså ikke gammel endnu. Hun har viet næsten hele sit liv til os og bagefter til vores børn. Er det ikke snart nok? Hvorfor vil du tage glæden fra hende? Du har jo selv giftet dig igen. Var det ikke også for at finde lykken? Hvorfor skal mor ikke have lov til det samme? Hvis du kan forklare mig logikken, så lytter jeg gerne.
– Jeg havde aldrig troet, du ville sige sådan noget til mig! Er du slet ikke bange for, hvad der kan ske med mor?
– Eller handler det i virkeligheden om, at din gratis barnepige har fået andre sysler på ældre dage, Camilla?
– Stine! Camilla hviner og mister tråden. Hun har altid fået nok ved den stoiske ældste søster og hendes spydige bemærkninger. Mormor plejede kærligt at sige, at Stine sætter kronen på plads for hende.
– Ja, hvad nu?
– Du er umulig!
– Jeg ved det, min blomst på engen! Lad nu mor være, hører du?
– Glem det! I modsætning til dig bekymrer jeg mig faktisk! Hun har slet ikke brug for alt det drama hun skal bare have ro!
– Det bestemmer du altså ikke, Camilla, siger Stine træt og sætter sig i køkkenet. Den ældste datter kigger ind, løfter et øjenbryn spørgende, men Stine ryster bare på hovedet alt er fint. Liva lukker døren og går igen. Det er rart, når ens børn forstår et halvt ord eller blik. Hun ville bare ønske, at hun altid havde haft samme forståelse med mor.
Sanne, mor til Stine og Camilla, blev gift som ganske ung. Bare atten år gammel gik hun op ad kirkegulvet med Anders, hendes gamle klassekammerat, kun et år ældre. De havde siddet ved siden af hinanden siden første skoledag. Dengang en lille, spinkel dreng blev bedt af læreren om at sætte sig ved siden af den ranke, friske pige med de flotteste sløjfer i håret.
– Du er smuk! sagde han.
Sanne løftede øjenbrynene, virkede ligeglad; hun vidste det jo godt. Hendes hår var flettet med de flotteste bånd, og hendes mor havde fundet den perfekte sløjfe, så hendes frisurer skilte sig ud blandt de andre.
Anders blev fornærmet over hendes ligegyldighed og slog Sanne på hovedet med læsebogen i frikvarteret. Håret led, Sanne tudede, men hun gav ham igen, og så var balancen genoprettet. Siden viste det sig, at Anders slet ikke var så slem tværtimod, han var stærk, hjælpsom og begavet. Sanne vænnede sig til at stå sammen med ham, og snart ignorerede hun klassekammeraternes kommentarer. “Lad dem snakke!” tænkte hun. Hun vidste fra dag ét, at det var Anders, hun gik til, når noget var uklart ikke læreren.
Som teenagere blev Anders lige pludselig meget højere end Sanne.
– Nu er jeg en flagstang! grinede han med sin dybe stemme, men lo stadig med det samme høje fnis til sidst. Og du er min lillebitte!
– Ja, den har du fundet spøger Sanne. Hun forbliver den mest robuste pige i klassen, stærk og høj med en selvsikkerhed, som hun har fået fra mormor, der mente sport var vejen frem. Sanne blev ikke en mester i gymnastik, men hun fik, hvad hun kom for: god holdning og selvtillid.
Ved brylluppet smiler gæsterne, mens den høje og magre Anders stolt holder Sanne i hånden hun rager ham nu kun til skulderen, men kan sagtens beskytte sin nyudnævnte mand.
Nøjagtig ni måneder efter brylluppet kommer Stine præcis som planlagt. De unge forældre er ikke forberedt, men Sanne tager udfordringen op. Med hjælp fra egen mor og svigermor fortsætter hun studier, mens Anders tager ekstra job.
– Det går alt sammen! siger han, mens han vugger Stine. Lidt tålmodighed, så har vi det hele, det lover jeg!
Han holdt sit løfte. Livet var aldrig overflod, men de manglede ikke noget. Sanne kom på arbejde igen, Stine i børnehave, og det blev lettere. Dygtig og flittig avancerede Sanne hurtigt og blev chef for økonomiafdelingen efter blot fem år. Der var masser af små firmaer, der havde brug for hendes evner.
– Du er ikke kun smuk, men også klog! Anders krammer hende, mens hun gennemgår regnskaber ved køkkenbordet. Jeg går ud med Stine, så du kan arbejde i fred.
Livet går godt, som mormor ville sige. Men flere børn lykkes ikke, hvilket bekymrer Sanne lidt. Hun drømmer om små børn med minimal aldersforskel.
– Så kan de blive venner!
Men livet vil det anderledes. Anders, nu betroet direktør, beroliger hende:
– Vi har Stine, og hurra for det. Hvis det skal ske igen, sker det.
– Bare man vidste – Sanne kysser lille Stine og ønsker i smug.
Camilla bliver en glad overraskelse for alle. Sanne havde opgivet håbet, Anders blev vild af glæde, og Stine havde ønsket sig en søster eller bror, men havde ingen idé om, hvad det indebar. Alt ændrede sig for Stine.
– Jeg vil ikke være storesøster! skriger hun to år efter Camillas fødsel. Jeg vil være den lille igen!
Tiårige Stine kan ikke forstå, hvordan man kan gå sådan op i en baby. Hun husker ikke tiden, hvor hun selv var lille, men bedstemor fortæller alt.
– Med Stine gik det nemt. Først i børnehave, og så gik det. Men med Camilla forkæler du hende for meget, Sanne.
– Hun er jo skrøbelig! Jeg vil have hende hjemme. Nu har jeg tid til børn og hus.
Svage Camilla er buttet, rødmosset og lyshåret folk sukker beundrende:
– En rigtig engel!
Men kun Stine ved, hvad der gemmer sig bag det ydre.
– Mor! Hun driller mig igen! Camillas hyl fylder lejligheden, og Sanne iler.
Midt på gulvet klynker Camilla og holder sig for benet, og Stine står forvirret ved siden af. Hver gang ender Stine som syndebukken og får skældud.
– Hvad nu, Stine!
– Jeg rørte hende ikke!
– Mor, jeg bad om farveblyanter, og hun skubbede mig. Nu har jeg det bedre, jeg rejser mig av!
Sanne trøster Camilla, der i smug rækker tunge til storesøster. Ha! Der bliver mere!
Camillas finter bliver mere avancerede, indtil Anders fanger hende i at ødelægge sine egne hæfter. Han holder Stine tilbage og beder hende tie, for nu skal planen føres ud.
– Hør efter, Stine. Nu skal jeg skælde dig ud det er kun teater, forstået? Vi har mistet grebet om Camilla. Måske er det eneste mulighed.
Stine forstår ikke helt, men nikker. Anders starter scenen.
Camillas skrig lyder straks:
– Hvorfor, Stine? Hvad har jeg gjort dig? Nu må jeg lave alt om hvorfor er du sådan?
Sanne kaster alt og ankommer til den vante scene yngste hulkende, ældste tavst iagttagende.
– Hvad nu igen, Camilla?
– Jeg forstår det ikke, mor. Hvorfor er Stine sådan mod mig? snøftende og krøllet papir.
Anders kommer ind, blinker til Stine og brøler:
– Hvis Stine ikke vil leve i fred med familien, må vi sende hende væk. Ikke til bedsteforældrene, de har ikke energien så er der kun ét!
– Hvad? Camilla stopper straks med at græde, nysgerrig.
– Kostskole!
– Hvad er det?
– Et sted, hvor børn bor og går i skole hjemme kun i weekenderne.
Stine stirrer skræmt, Camilla bliver pludselig rolig og ser trist på søsteren.
– Afgjort! Sæt i gang med at pakke, Stine, jeg kører dig selv.
– Far – Stine kigger uroligt mellem forældre og søster. Mener du det?
Camilla sætter sig slukøret hun kan ikke få sig selv til at sige sandheden, men hun får ondt af Stine. Hun forestiller sig hurtigt, hvad det må være at bo blandt fremmede.
Anders ser ventende på Camilla. Lettet ånder han ud, da hun bryder sammen og græder rigtigt.
– Ikke gøre det! Ikke sende Stine væk!
– Hvorfor ikke? Anders rynker panden og signalerer til Sanne om at tie.
– Det er ikke hendes skyld! hulker Camilla, Det var mig!
– Jeg ved det. Anders smiler, trækker Stine ind til sig Jeg ved det hele at du selv rev hæfterne i stykker, og at du løj om Stine. Nu er det slut, Camilla. Jeg skammer mig over, at jeg ikke gennemskuede det før.
Sanne vil sige et ord til forsvar, men fortryder. Hvordan kunne hun overse Camillas udvikling? Hun vender Camilla om mod sig og siger alvorligt:
– Jeg er også ked af det og jeg stoler ikke længere på dig. Du får arbejde for at genvinde det.
Hun omfavner Stine:
– Undskyld, Stine! Undskyld!
Resultatet kommer hurtigt Camilla bliver mere stille, stopper med de udspekulerede lege, Stine holder sig på afstand, og hun mister sin særstatus i familien. Hun er bare barnet, ikke prinsessen. Hun beslutter, at tingene må ændres.
Det tager Camilla tre år at genopbygge et forhold til Stine. Hver dag må hun bevise, hun ikke længere er den splint, der ødelagde søsterens liv. Langsomt sænker Stine paraderne.
– Camilla er stædig, ligesom dig! griner Anders til Sanne, der bruger al sin vilje på at undgå at bestille forskelsbehandling. Hun kan ikke tilgive sig selv, at hun har været så blind.
– Jeg tog fejl, Anders! Jeg burde have været der mere for Stine.
– Stop med at plage dig selv, og hvis det ikke lykkes at genetablere det gamle, så skab noget nyt. Stine er voksen måske behøver hun noget andet?
Sanne tager rådet til sig. Hun og Stine får et roligt, ligefremt forhold uden bebrejdelser.
Det er Stine, der er sammen med Sanne, da Anders dør. Stress og overarbejde blev for meget anden blodprop, og han er væk.
Sanne mister sig selv i sorgen, indtil Stine højgravid flytter ind sammen med sin mand for at passe på hende.
– Vi har brug for dig, mor! Både Liva og jeg!
Og Sanne svigter ikke. Først Liva, så lille Mads, bliver hendes nye mening med livet. Da Liva fylder et år, flytter Stine tilbage, og Sanne begynder at pendle imellem døtrene.
Camilla fnyser, når Sanne tager til Stine for at hjælpe med børnene, men i gymnasiet er hun faktisk glad nok for friheden. Hun føler sig ekstra voksen blandt veninderne, der ikke må det samme.
– Fri lejlighed! siger hun med stolthed; kronen sidder igen.
Camilla holder styr på sig selv hun vil ikke have folk sladrer. Kæreste har hun ikke, hun er venlig overfor alle, men ikke mere. Mikael første mand møder hun på uni.
Bryllup, eksamen, datter. Camilla har rigeligt at se til, men hun kan ikke undgå at konkurrere med Stine. Hendes børn skal være dygtigst, bedst uddannede; Sanne spiller en stor rolle barnebarnet tilmelder hun alskens aktiviteter.
– Hvis man skal nå noget, skal det lægges i barndommen, mor!
Stine morer sig over Camillas snak om, hvad der passer sig.
– Hos os, Camilla, gør vi tingene sådan her. Hvad andre gør, må de jo selv om!
Camilla tier, skubber sine belæringer over på mor. Sanne giver stiltiende børnebørnene is, mens de springer fra aktivitet til aktivitet.
Men nu, hvor Sannes liv forandrer sig, mister Camilla fodfæste. Hele det veltilrettelagte skema er det forgæves nu? Og kærlighed i den alder hvad er nu det? Hvor har mor fundet ham der Peter, pensionisten?!
Havde Camilla spurgt, ville hun have opdaget, Sanne ikke ledte. Peter mødte hun, mens hun ventede på barnebarnet ved dans. Den ældre, flotte mand var straks bekendt på en sær måde. Med tiden indså Sanne, at Peter lignede Anders sådan ville han nok have set ud nu.
Efter en uges småsnak tog det fart. Kærlighed! Sanne griner over det i sin alder. Men Peter tager det alvorligt de er begge enker/enkemænd; barnebarnet, lille Julie, går til dans med Alma.
– Min sol og min glæde siger Peter kærligt, mens han binder Juliens halstørklæde.
Sanne kigger og mærker, hun længes efter omsorg. Hun har passet alle andre, nu vil hun passes lidt på selv.
Peter er ligefrem:
– Vi har ikke så mange år til at spilde, Sanne. Jeg tilbyder dig min hånd og mit hjem. Du bliver fruen der, og jeg vil være din tro tjener. Sig ja, Sanne. Hvad har du at tabe?
Sanne tager betænkningstid, men Camillas scene lurer lige om hjørnet. Sanne undskylder over for Peter.
– Du skal ikke undskylde, Sanne! Det er helt forståeligt. Jeg inviterer jer alle på landet søndag. Lad os præsentere familierne og fortælle dem om os. Vi spørger ikke om lov, men de skal informeres.
– Det er måske meget fornuftigt, Sanne tørrer øjnene.
– Stop nu, alt bliver godt! Peter tager hendes hånd. Det skal du se!
Søndag samles begge familier på Peters sommerhus. Stine, Camilla og Peters datter Maria er i køkkenet, mændene laver grill.
Camilla ser nysgerrigt på huset, spørger Stine:
– Vidste du det?
– Hvad? At han ikke mangler penge? Camilla dog! Var han lige så fattig som kirkemus, ville du så give ham en chance? Stine sender et blik mod Maria, der smilende spørger:
– Kan din mor lide jordbær?
Stine og Camilla ser på hinanden.
– Kærlighed til jordbær, det har hun sikkert! siger Stine.
– Så skal vi ud og plukke sammen vi har et helt bed. Lad børnene hjælpe.
Camilla observerer sin familie.
Også Alma og Julie løber grinende forbi. Peter svinger dem om sig, og sætter dem forsigtigt ned.
– Hjælp bedstemor med servicen, piger.
Stine ler, mens hun snakker med Maria og kigger på Camilla.
Sanne sætter tallerknerne, smiler til Peter, der lægger armen om hende og hvisker noget. Mors øjne lyser op, og Camilla føler et stik fra barndommens drama skal hun ødelægge det igen? Mor, som hun elsker så højt.
Hun går stille hen til mor og siger:
– Mor
– Ja? Sanne vender sig og Camilla ser en yngre kvinde foran sig ikke den slidte, men en kvinde hvis ansigt er blødt og fuld af liv.
– Undskyld mor! Undskyld mig! Jeg ønsker kun, du skal være lykkelig. Hvis Peter gør dig glad så støtter jeg det.
– Åh, Camilla! Sanne omfavner hende, Camilla putter sig ind til hende som i barndommen.
– Jeg har bare lidt forsinket opfattelse, Camilla tørrer øjnene og smiler. Men jeg forstår det nu!
– Bare du forstår det! Stine lægger armen om begge Jeg er glad, du er glad, mor. Vær lykkelig det er vigtigst, ikke Camilla?
Camilla nikker og klemmer sig ind.
Sanne lukker øjnene, holder om sine børn: Her er lykken! Lige her og nu, hvor alt er roligt. I morgen er der nye problemer, men nu er der fred. Sådan må det gerne blive!
– Bedste! Alma kaster sig ind i klyngen og siger: Mads har taget kagen ud af køleskabet!
– Det var godt! Sanne stryger hende over håret. Sig til ham, han skal tælle hvor mange vi er og skære kagen så alle får et stykke. Så drikker vi kaffe!
– Må jeg få to stykker?
– Du kan få tre, hvis Mads tæller rigtigt!
– Jeg tager selv for en sikkerheds skyld!
