Det komplicerede lykke – Design interior

Komplekst lykke

Hvad mener du, vi skal skilles? Dennis, er det en dårlig spøg?

Maja stirrer på sin mand, og forsøger at forstå. Skilsmisse? De har trods alt været sammen i næsten femogtyve år! Om to uger Skulle de ikke fejre det? Eller bliver der slet ikke noget at fejre? Tankerne farer vildt rundt. Hvad så med festen, gæsterne? Invitationerne er sendt. Hele familien kommer. Vennerne ringer hele tiden hvad skal de give i gave? Nogle som hendes bedste veninde, Alberte har endda allerede sendt gaven. Alberte kommer ikke selv, gravid i sjette måned, og hun orker ikke flyveturen fra Aalborg. Helt okay de ses bagefter og fejrer sammen. Det var Alberte, der i sin tid præsenterede Maja for Dennis, sin medstuderende fra Aarhus Universitet. Hun råbte altid højest til brylluppet: Kyss! mens hun skjulte sig bag brudebuketten, som Maja for resten aldrig kastede, men bare overrakte veninden.

Kan ikke forstå, at din Brian ikke slår til. Han mister en fantastisk pige!

Han skal bare lige modnes, Maja! Alberte lægger håret til rette. Tiden skal nok komme. Jeg gider ikke en grøn svensker til mand. Hellere vente på, at han bliver klar frem for at tage for hurtigt hul på det hele og ende med at stå der om to år med skilsmisse, deling af børn og alt det der. Nej tak! Jeg venter på den rette høst.

To år, Alberte! Maja griner så tårerne triller, mens veninden surt retter sin makeup.

Jeg gør det hele på én gang, ellers er det ikke mig!

Og børn, Alberte? Med det samme? Ikke et barn men to?

Ja, tvillinger! Kom igennem det på én gang fuldt sæt! Det har vi i begge familier.

Husk, der følger mere med end bare fødslen.

To er lettere end én, Maja.

Hvorfor dog det?

Alberte er altid klog og rationel. Hun var den, der fandt på de vilde påfund i barndommen, men altid holdt sig uden for mistanke. Hvis man lavede ballade på egen hånd og blev opdaget, så holdt Alberte sig ud og kiggede på.

Forstå nu, Maja! To børn sunde konkurrence, altid en at lege med, og hæderen Mor of the Year, fordi jeg klarer begge to. Andre argumenter?

Lad nu være! Maja griner, men hun tvivler aldrig på, at Alberte får, hvad hun ønsker.

Det gik også sådan, bare med endnu større tvist: Ovenfra havde nogen mere humor end Alberte selv det blev trillinger! Hun klarede det. Hendes svigerfamilie elskede hende. Hun hjalp hvor hun kunne, organiserede sin mand, der ikke selv var ivrig, men hun fortalte ham:

Når vi får brug for hjælp, skulle vi gerne kunne bede om det, uden at folk vender ryggen til. Vil du have min kartoffelmos til aftensmad, så kør ud til din mor og fix hendes nye vitrineskab!

Så, da hun havde brug for hjælp med børnene, stod to bedstemødre og en bedstefar klar til at rykke ud hendes egen far var død for længst. Så på trods af de for tidligt fødte børn, kom hun hurtigt på benene igen og begyndte endda på universitetet.

Alberte, du er bindegal! Hvordan regner du med at nå det hele?!

Kom nu hvem tør give en dårlig karakter til en mor til trillinger? Mit hoved bliver ikke til mos i barsel og jeg får både økonomi og jura med. Det er ikke skidt.

Hun fik sit eksamensbevis, landede drømmejobbet og argumenterede med sin arbejdsplads: Lønnen rækker til barnepige.

Men så er der ikke meget tilbage til dig selv, Alberte?

Barnepige er ikke nødvendig, bedsteforældrene klarer det men det må arbejdspladsen ikke vide. Jeg skal have erfaringen, ikke pengene. Om lidt kan jeg selv vælge vilkår.

Maja forbløffes over, hvordan hendes veninde kan nå det hele uden at gå ned med stress, hvor Maja ofte selv bliver stående i ny og næ. Hun har altid haft svært ved at vælge, selv strømper i børnehaven var problematiske.

Til gengæld, hvis du beslutter dig, så holder du fast. Jeg springer rundt som en bidt! betrygger Alberte. Du er en konservativ sjæl, Maja. De bedste, mest troværdige mennesker.

Troværdige Ja, det siger Dennis nok nu! Hvordan kan han dog gøre det? Hvad skal hun gøre? Deres liv var udmærket! Ja, børn var ikke mulige, men de havde accepteret det for længst. Maja havde været frivillig på børnehjem og vidste, hun ikke kunne tage et fremmed barn til sig ikke for manglende overskud, men hun frygtede, hun ikke kunne elske barnet rigtigt. Og hvad rigtigt betød, havde hun aldrig fundet ud af.

I har bare ikke mødt jeres barn endnu, Maja sagde forstanderen på børnehjemmet, Birgitte-Hanne, en gang, mens børnene løb om juletræet og Maja stod og stirrede længselsfuldt ud i rummet. Du ser ham en dag, så er du solgt og intet kan stoppe dig.

Og hvis jeg aldrig møder det barn? Hvad hvis jeg ikke skal være mor?

Sådan er det. Bedre det, end at tage ansvar og ikke kunne bære det. Så gør I bare to ulykkelige dig og barnet. Vi har haft børn her, der er blevet leveret tilbage Se fx lille Mikkel han har været hjemme to gange.

To gange?! Han er jo kun fem-seks år!

Først adopteret senere fik familien deres eget. Meget almindeligt, desværre. Anden gang blev det for meget: egne to, tre plejebørn og en mere de kunne ikke mere. Mikkel satte sig i et hjørne og nægtede at spise.

Hvordan?! gispede Maja.

Ja Bad om at komme tilbage. Fordi de ikke elsker mig. Ingenting virkede. Han blev leveret tilbage.

Bedre om de aldrig havde taget ham, Maja. Jeg er ærlig bange for ham nu. Han stoler ikke på nogen, tror ikke på fremtiden. Der skal ligge en kæmpe kærlighed og vente på ham, hvis det nogensinde skal gå.

Samtalen sendte Maja ud i fortvivlelse hun stoppede sig selv i at hente adoptionspapirerne. Udsagnet ramte hende: Er du sikker på, at det er kærlighed og ikke bare medlidenhed? Hvis bare det er hårdt, kan hun ikke byde et barn det.

Maja kom ikke på børnehjemmet igen, hjalp på afstand, men tænkte hele tiden på Mikkel. Han blev et pejlemærke Hun ville leve uden at gøre ondt på nogen. Den lektie glemte hun aldrig.

Maja krammer sig selv om skuldrene. Hvorfor fryser hun så meget? Kun efterår, og der er varme på! Skal hun hjælpe Dennis med at pakke? Skal han have en varm sweater med? Snart bliver det rigtigt koldt. Somrene er altid korte i København Ikke som hjemme hos mor i Odense! Hun savner sin mor. Savner bjergene. Bare at være helt væk, bare hende og mor Men mor er væk. Og nu er Dennis det også.

Maja ønsker slet ikke denne frihed. Hun vil bare have ham tilbage den trygge mand ved sin side, hverdagsmorgenkaffe, samtaler om natten, spontane ture, hans opkald midt i arbejdstiden.

Maja, hvad laver du?

Har travlt, to jobsamtaler og så banken!

Drop det. Lad os tage i Dyrehaven eller bare gå en tur?

Og hun lod alt ligge, og de gik ture i skoven, snakkede eller sagde ingenting og det var godt.

Nu er det fortid Fortiden, som hun stadig vil huske, selv om Dennis nok snart glemmer. Han får nye ting og har sin nye kæreste, som venter et barn Et barn! Er det dét? Eller var deres ægteskab en løgn fra starten? Måske kan hun leve med det første ikke det sidste. For hvad siger det om hende, hvis han aldrig blev rigtigt lykkelig med hende?

Hun sidder i køkkenet med knæene mod den varme radiator, mens Dennis pakker i den anden ende af lejligheden. Hendes krop ryster så meget, at den eneste blomst, som Alberte engang gav hende, rykker sig på karmen. Da døren endelig smækker, lægger Maja hænderne på vindueskarmen, lader dem presse ned mod det glatte træ, trækker vejret ind, og så fejer hun vredt urtepotten på gulvet og skriger.

Det hjælper ikke. Jorden og skårene på køkkengulvet trækker hende i stedet ud af følelseskaosset. Ja, sådan ser alt ud nu sort. Intet lys. Lyset forsvandt, da Dennis gik ud af døren. Nu må Maja føle sig frem hun har ingen flere pejlemærker.

Undtagen ét.

Maja træder ud på skårene, mærker smerten i foden, finder sin mobil på natbordet.

Alllberte

Det er ikke gråd, men et ulveagtigt, smertestønnende hyl, og hun kan ikke sige mere. Men Alberte forstår med det samme.

Er Dennis gået?

Det tænkte jeg nok. Jeg er der i morgen.

Du er vanvittig! Nej, du må ikke komme! Ikke når du er så højgravid, Alberte! Jeg tilgiver aldrig mig selv, hvis der sker dig eller barnet noget… Vent. Pludselig forstår Maja noget. Du vidste det?

Ikke helt, men jeg kunne mærke det. Sidst vi så jer, kunne Dennis dårligt se mig i øjnene. Nu giver det mening. Maja, alt er til det bedste.

Til det bedste? Jeg vil ikke mere, Alberte! Alt er væk. Mit liv er spildt. Hvad gør jeg nu?

Køb dig en kjole!

Hvad siger du?

Det du hørte. Køb den røde kjole, du ikke ville bruge penge på. Lige nu. Og send mig et billede. Lad vær at sidde hjemme! Gør noget. Og tag toget eller flyet herover, så går vi en tur i bakkerne. Jeg har det fint.

Bakker? Du føder jo snart!

Og hvad så? Jeg er da ikke forkrøblet! Vi tager på hotel med ordentlige senge. Fødderne op lidt, ikke bjergbestigning. Jeg trænger også. Får jeg ikke luft nu, får jeg aldrig chancen. Giv besked om en halv time om din afgang gravid kvinder skal ikke vente!

Alberte lægger på, og Maja stirrer på mobilen. Hvad skal hun gøre nu?

Svaret kommer af sig selv. Maja går over til spejlet. Ser på sig selv ikke nogen ung pige mere, men heller ikke en vrissen gammel dame. Der er stadig noget tilbage! Nej, det er ikke slut endnu. Hvis Dennis tror, hun bare synker sammen og forsvinder, tager han fejl! Alberte har ret. Hun lader ikke sorgen tage magten.

Hun tørrer tårerne væk, strækker sig, og gør det hun skal. Kontakter, beskeder, aflyser festen, ringer til restauranten. Klar!

Glemte alt om støvsugeren, tog en kost og klud og ordnede køkkenet. Ny potte kan købes senere.

Kjolen sidder som støbt. Sprudlende rød, totalt anderledes end hendes vanlige, rolige stil. Normalt overlader hun kulør og kant til Alberte, men nu hvorfor ikke? Måske kan hun også være mere end en tilskuer.

Spejlet viser en ny Maja. Træt, ked af det men ikke knækket. Hun mærker stadig livet i sig. Kan ikke blive vred måske fordi hun forstår Dennis. Det gjorde ham ondt også for de var mere end ægtefolk, de var også venner. Og at svigte en ven ja, så.

Turen går med tog og togskifte, men Maja hænger sig ikke i det. Hun trækker vejret og sammen med Alberte traver de på stierne nær hotellet. De snakker i munden på hinanden, griner, er stille. Langsomt brænder sorgen ud. Alberte har en evne til at vende alt på hovedet, så det væsentlige bliver uvæsentligt og omvendt.

Kom hjem igen, Maja hvad skal du i København? Dit arbejde? Der er brug for børnehaver her i Odense. Se på din far han har brug for dig. Flyt dertil, eller køb dig noget i nærheden.

Maja overvejer, og ender med at sige ja.

Hun sælger lejlighed og bil, skiller tingene ad, mødes et par gange med Dennis og forsøger at holde hovedet koldt. Sletter hans nummer beordrer sig selv at glemme.

Odense tager imod med forår, æbletræer og lys. Hun lejer en ny lejlighed tæt på far. Han har fundet ny kærlighed, og Maja er bare glad forældrene elskede hinanden, men det kan ikke være meningen, at far skal sidde alene og sørge. Han rejser rundt i haven med indædt lyst, og Maja er bare glad på hans vegne.

Din far holder sig godt, hva? spørger hans kæreste, den venlige, rolige Anna, og man kan se det er ægte kærlighed. Nogle får det let, andre svært, nogen får det aldrig.

Det giver håb. Finder hendes mand, hendes sjæleven, også frem til hende? Måske.

Et år går. Maja har åbnet to børnehuse i byen. Tøjets farver, frisuren, og nu hun har endelig fået sig en hund, som hun altid har drømt om. Men savnet dukker stadig op om aftenen. Maja sidder i køkkenet, roder med en kop kold te og minder sig selv om alle de gange, Dennis dukkede op i døren og sagde:

Hvad sker der? Skal jeg lave te? Og du fortæller mig alt.

Hun ved det er slut, men kan ikke få ham helt ud af hjertet.

Så kommer opkaldet angående skat, langt efter salget af virksomheden. Endelig noget at tage fat på! Hun løser problemet hurtigt, og pludselig har hun en hel dag i København før hjemturen. Hun spadserer gennem byen, slår et smut forbi børnehaverne, hun engang drev, og ser ind af vinduet, hvor en ung pædagog brummer som en bjørn og børnene hviner af latter. Godt. Det vigtigste er, at de har det sjovt.

Hun rammer gamle gader, hendes og Dennis lejlighed, legepladsen, og parken hvor de gik weekenderne igennem.

Hvorfor går hun ind i parken? Bare fordi vejen ligger for hendes fødder. Alt er forandret, og alligevel det samme.

På bænken ved springvandet sidder en mand og skubber blidt en barnevogn frem og tilbage. Først genkender hun ham ikke, men efter et par skridt mærker hun det Dennis. Hans hår er næsten helt hvidt, lavt sat i familien, men ikke det vigtigste. Måden han sidder på næsten usynligt, indkrøllet i sig selv. Maja kan ikke lade det ske; hun kender ham, ved hvordan man spørger, hvordan man hjælper.

Dennis

Han stivner ved lyden, lægger hagen endnu længere ned på brystet.

Hej, Maja.

Hun sætter sig ved siden af.

Hvordan går det?

Så dumt et spørgsmål og alligevel sidder hun der, mens han forsigtigt standser barnevognen og ser på hende.

Dårligt, Maja. Alt er dårligt. Jeg er alene. Jeg har mistet alt det gode i mit liv, på grund af en tilfældighed, der kostede mig alt.

Det passer ikke, Dennis. Du har din datter.

Hun peger på vognen.

En pige?

Ja, Eva.

Ung kone, barn du har, hvad du ønskede.

Nej, Maja. Mille er her ikke. Fødslen var hård.

Maja gisper det gør ondt, men mest fordi hun føler for Mille. Dennis blev ført ud i uheldet, og nu var konsekvensen her. Eva sover trygt, mens Dennis skubber barnevognen.

De sidder længe i tavshed. Da de endelig taler, er det som om to års fravær ruller i små ord. Eva vågner, ser forundret rundt på stjernerne, der tændes over parken.

Maja rejser sig, bøjer sig ind over barnevognen og stirrer længe.

Når du møder et barn, forstår du alt tænker Maja pludselig, med en erindring om Birgitte-Hanne.

Et halvt år senere står netop Birgitte-Hanne med en mørkhåret, alvorlig dreng i hånden.

Mikkel, ved du hvorfor jeg er kommet?

For at hente mig.

Vil du bo hos mig?

Det bliver alligevel ikke til noget.

Han studerer hende uden nogen særlig følelse. Da hun viser billeder, ser han længe.

Er det din mand?

Ja.

Og dit barn?

Nej. Evas.

En lille gnist tænder.

Det er ikke mit barn, men jeg bliver Evas mor. Og hvis du vil, også din.

Men I sender mig alligevel tilbage.

Hvorfor?

Alle gør det.

Ikke mig. Jeg ved, hvordan det er at miste alt. Når ingen elsker én. Det gør virkelig ondt.

Jeg ved det godt

Ved du, hvad en mor er, Mikkel?

Nej.

Det er hende, der aldrig lader sit barn få sådan en smerte.

Synes du, jeg er stakkels?

Hun ryster på hovedet.

Nej. Jeg har ikke ondt af dig. Jeg vil elske dig. Og Eva mangler en storebror. En stærk én, der aldrig lader nogen gøre hende ondt. Tror du, vi kan finde ud af det?

Han kigger længe. Hun smiler til ham. Det røde ærme på Majas kjole frister, og han rører ved det.

Kan du lide det?

Meget.

Jeg købte det, da jeg havde allermest ondt, og ved du, så blev det lidt bedre. Nu elsker jeg farven.

Jeg vil også prøve.

Nej, ingen prøvetid vi gør det bare. For sådan skal det være. Og du, og Eva, og jeg, hvis I vil have mig. Hjælp mig, Mikkel; for jeg ved endnu ikke, hvordan man er mor. Men jeg vil gerne lære det med jer. Kan jeg få lov?

Han nikker forsigtigt, og Maja kan endelig trække vejret igen.

Et par år senere går en lille dansk familie på række ad en bjergsti i Mols Bjerge. Den mørkhårede, slanke dreng holder øje med sin sprudlende lillesøster, der hele tiden farer i vejret.

Eva, der er ulve i skoven!

Er der ej!

Og bjørne! Store. Og sultne.

Har deres mor ikke givet dem grød?

Nej, hun kan ikke lave grød.

Men vores mor kan!

Så skal hun koge til bjørnene. Så bliver de ikke sultne!

Mor! Eva siger, du skal lave grød til bjørnene.

Af semulje? Maja, lidt forpustet, indhenter dem.

Mor! Eva brokker sig begejstret. Du kan ikke lave det uden klumper! Bjørnene vil ikke have det.

Snydepels! Maja løfter datteren op. Måske vil bjørnene elske min grød med klumper!

Giv dem min portion i morgen! Og honningen fra markedet også!