Fugleskræmslet der syr
Da jeg trådte ind i lejligheden lidt før klokken otte, kunne Birgitte straks høre på mine skridt i entreen, at jeg var i godt humør. Ikke på den der måde, hvor man er tilfreds med livet, men det der selvsikre humør, hvor man er særdeles tilfreds med sig selv.
Hun stod ved komfuret, rørte i en gryde suppe. Duften af min aftershave havde allerede bredt sig fra stuen. Jeg havde aldrig skånet på mængden.
“Birgitte, hvor er min grå jakke?” råbte jeg ude fra gangen.
“Den hænger til venstre i klædeskabet,” svarede hun roligt.
Hun kunne høre lågerne åbne og vipperne blive flyttet. Så stilhed.
“Har du strøget den?” spurgte jeg.
“I går,” sagde hun.
Jeg sagde ikke mere. Det betød, jeg ikke havde noget at klage over, og Birgitte åndede lettet op. Hun lod suppen simre, satte låg på og gik ind i stuen. Jeg stod foran spejlet med skjorte og jakke, rettede på kraven. Hun bemærkede for sig selv, at jeg så godt ud. Tres år, og jeg holdt mig stadig rank og bredskuldret. I min ungdom var det netop min ryg hun faldt for.
“Skal du ud?” spurgte hun.
“Ja, vi holder fest oppe ved Poul Jørgensen. Jubilæum på instituttet,” svarede jeg overfladisk.
Birgitte var stille et øjeblik, men så sagde hun forsigtigt:
“Må jeg tage med? Det er længe siden, jeg har været ude.”
Jeg så på hende gennem spejlet, vendte mig ikke, bare et hurtigt blik, som man kaster efter et tilfældigt møbel.
“Mener du det?”
“Ja, jeg tager den blå kjole på…”
“Birgitte,” afbrød jeg, mens jeg rettede manchetterne, “der vil være kollegaer, deres koner, fornuftige damer.”
Noget satte sig fast i hendes hals, hun forstod ikke straks, hvad jeg mente.
“Og?”
Nu vendte jeg mig om. Jeg så på hende med det udtryk, hun kendte alt for godt. Ikke vredt, bare overbærende.
“Se dig selv,” sagde jeg tørt. “Hvornår var du sidst hos frisøren? I marts? Og den blå kjole… du ligner et fugleskræmsel i den. Jeg kan altså ikke tage dig med, forstår du det?”
Birgitte stod og kiggede på mig. Helt tom i blikket.
“Viggo…”
“Lad nu være. Jeg er forsinket. Suppen må blive stående, jeg er sent hjemme.”
Jeg tog nøglerne fra kommoden og gik. Jakken sad perfekt, havde jeg bemærket ud af øjenkrogen. Døren smækkede, først den til stuen, så hoveddøren.
Birgitte blev stående midt på gulvet.
Der duftede stadig af suppe i køkkenet. Udenfor var det marts, gråt og vådt. Lamperne strålede på Vesterbrogade, hvor vi havde boet i 22 år, gult og sløret af al fugten på ruden.
Hun gik hen til spejlet. Det samme, som jeg havde stået foran få minutter før.
Hun stod længe.
Håret var for længst gråt ved rødderne. Ansigtet træt, selvom hun dårligt havde rørt en finger hele dagen. Morgenkåben var slidt, med små knuder på ærmerne. Hun kunne ikke engang huske, hvornår hun havde købt den syv, otte år siden måske.
Et fugleskræmsel.
Hun græd ikke. Bare stod og kiggede, og pludselig vidste hun ikke, hvem kvinden i spejlet var. Ikke grim eller gammel bare ukendt. Hvad kunne hun lide? Hvad ville hun? Hvorfor stod hun op hver morgen?
Birgitte Jensen, otteoghalvtreds år. Pensioneret bogholder. Hustru. Indehaver af en treværelses på Vesterbrogade i Odense.
Intet mere.
Hun gik sit køkken, slukkede for suppen og lagde sig. Halv ni var det.
***
Næste morgen gik jeg som altid på arbejde på handelshøjskolen, hvor jeg underviste i økonomi. Det betragtede jeg som væsentligt og talte derfor om det med vægt. Jeg spiste min æggekage, nikkede kort som tak og gik. Gårsdagens episode blev ikke nævnt.
Birgitte vaskede op, tørrede komfuret af, bordet. Hænderne gjorde det vante, hovedet var et andet sted.
Så gik hun bare ind i pulterrummet uden egentlig at have noget ærinde måske for at hente salt, måske fordi hun bare måtte væk.
Vi har et stort pulterrum med gamle hylder og loftsrum. Mørkt og med en udefinerbar duft af barndom. Hun tændte lyset, kiggede rundt: sylteglas, støvleæske, en stak gamle Månedsmagasiner.
Og øverst, en kasse hun ikke havde rørt i måske femten år.
Birgitte hentede en skammel, tog balancen og fik kassen ned. Den var tungere end ventet, og ramte gulvet med et brag. Låget sprang af.
Inde i kassen lå en gammel symaskine Husqvarna, sort og med guldskrift. Birgitte genkendte den straks: moderens maskine, senere hendes egen. Hun havde kørt den med sig fra Odder, da vi flyttede til Odense. Jeg havde sagt, den ikke var besværet værd, men hun insisterede, satte den i pulterrummet og rørte den aldrig igen.
Nu sad hun på hug og kørte hånden henover maskinen. Kold metal, ægte vare. Ikke plastik. Svinghjulet var lidt rustent, men da hun prøvede det, gav det sig langsomt.
En bittersød varme bredte sig i hende, sådan som når noget godt fra fortiden dukker op.
Hun var tyve, da hun syede sin første kjole. Ikke efter en opskrift, men fra bunden. Veninden Hanne bad om en kjole til dimissionen, de havde ikke råd til butik. Birgitte syede i tre nætter på det lysegrønne satin, Hanne havde fra København. Hun græd af glæde, sagde aldrig havde haft noget flottere.
Så kom der flere kjoler. Nederdele, bluser, syet til sig selv, til mor, til naboerne. Birgitte startede på aftenskole i syning på forsamlingshuset. Drømte om mere, uden helt at kunne sætte ord på. Det lå i hænderne, i stoffet, hun havde noget særligt.
Og så kom jeg. Flot, rank, selvsikker. Jeg sagde, hun ikke kunne gøre håndarbejde til en levevej, hun burde få sig noget rigtigt og seriøst. Hun tog på regnskabskursus, flyttede med, arbejde, arbejde, arbejde og maskinen op på hylden.
Birgitte bar Husqvarnaen ind i køkkenet.
***
Gunhild, hendes storesøster, kom forbi klokken halv tolv uden at ringe på døren, som altid. Vi boede i samme boligopgang, og hun havde aldrig spurgt, før hun dukkede op. De havde holdt sammen, især siden Gunhilds mand døde for fem år siden. Gunhild nød at kigge forbi og jeg tror, Birgitte satte pris på det, hun kunne snakke med søsteren.
Hun så straks maskinen på køkkenbordet.
“Hva pokker er det?”
“Husqvarnaen. Mors gamle.”
“Hvor fandt du den?”
“På loftet. Har stået der i hundrede år.” Birgitte tørrede støvet af med en klud.
Gunhild hængte frakken op, skænkede sig te uden at spørge sådan var søstre. Hun var større og stærkere af bygning, seksogtres og stadig markant i udtrykket ternede øreringe og kastanjefarvet hår, også hjemme.
“Hvorfor har du egentlig taget den frem?” spurgte hun, mens hun satte sig.
Birgitte var stille lidt og fortalte så om aftenen før. Kort, uden detaljer Gunhild kendte rigeligt til mig.
Gunhild lyttede, begge hænder om koppen. Så lagde hun den fra sig, overvejede at tordne, men holdt igen.
“Birgitte,” sagde hun lavmælt. “Hvor længe har du haft det sådan?”
“Hvordan sådan?”
“Du koger suppe, stryger skjorter og sidder hjemme år ud og år ind.”
“Jeg er jo pensioneret. Selvfølgelig…”
“Du har været pensioneret tre år. Før det var det præcis det samme bare mere arbejde ved siden af.” Søsteren lagde hånden på hendes. “Hør, virker maskinen stadig?”
“Det ved jeg ikke. Har ikke prøvet.”
“Så prøv. Husk du lavede min yndlingsnederdel? Den sorte med slidsen jeg gik i den ti år. Ingen syerske kunne have gjort det bedre.”
Birgitte så på maskinen, kørte fingeren over hjulet.
“Det er længe siden.”
“Hænderne glemmer ikke.” Gunhild rejste sig. “Hør, jeg har fødselsdag næste måned fireogtres! Jeg vil gerne have en kjole, ikke sådan en fra H&M, hvor alt er firkantet. Vil du sy en til mig?”
“Gunhild…”
“Nej, vil du? Bare sig ja eller nej.”
Birgitte så på søsteren, så på symaskinen. Udenfor lød børnene lege, selv om det stadig var køligt. Maskinen stod tung og sort, men der bredte sig en ro i hende.
“Jeg syr den,” sagde hun.
***
Samme dag gik hun ned og købte olie til maskinen, smurte aksel, hjul, holder. Hun spolede noget længe glemt tråd op og prøvede forsigtigt. Maskinen gik trægt, men så gik det bedre stingene var ikke perfekte, men det var alligevel sting.
Birgitte blev siddende og så på dem længe.
Næste dag tog hun bussen til markedet Torvelund, ovre på den anden side af Odense. Alt blev solgt der: skåle, haveredskaber, planter og selvfølgelig metervis af stoffer. Birgitte havde ikke været der i årevis. Hun mærkede på stofferne, følte sig hjemme. Stof vælger man i hænderne.
Senere hørte hun, at der var åbnet en ny butik “Stoffet” i centrum, på Kongensgade. Hun fandt ikke butikken med det samme, gik forbi to gange, men da hun trådte ind, stod hun stille genkendte straks duften af nyt stof og let støv. Som hos sin mor, som på aftenskolen.
Bag disken en venlig pige med fletning, kigger spørgende.
“Jeg skal bruge stof til en kjole. Til en kvinde på treogtres. Pænt, men ikke for prangende.”
Her blev forskellige bundter rullet ud. Birgitte mærkede sig frem og valgte mørkeblåt jersey tungt, men let elastisk. Tre meter, for en sikkerheds skyld.
Hun gik hjem med stoffet under armen, foråret havde fået fat og blade dukkede op på træerne omkring sukkerhuset. Hun tænkte på udskæring og snit, Gunhild kunne lide det åbent, men der var jo alderen at tage hensyn til. Lige snit, lidt under knæet, ingen flæser, bare et godt snit.
Hun opdagede først, hun smilede, da naboen spurgte ind til hendes gode humør.
***
Om aftenen tegnede hun mønster, mens jeg sad foran fjernsynet. Skitsede til Gunhilds mål, som hun havde noteret tidligere. Jeg dukkede op i køkkenet:
“Hvad laver du?”
“Arbejder på Gunhilds kjole.”
“Det er spild af tid.”
“Det er hendes fødselsdag. Hun vil gerne have en hjemmesyet kjole.”
“Du går rundt og leger syerske hvorfor køber I den ikke bare?”
“Fordi hun gerne vil have noget særligt. Jeg syr den.”
Jeg trak på skuldrene Birgitte gik tilbage til arbejdet. Skulderlinjen. Brystmålet. Talje på 104, der skulle kompenseres for formerne.
Hun blev ved til midnat; hun opdagede ikke tiden, hun havde ikke den følelse af stilstand som så mange andre aftener.
***
Det tog halvanden uge at sy kjolen; ikke fordi hun trak den ud, men fordi hun nød processen. Første sidesøm sad en smule skævt, hun pillede op og gjorde det om. Hænderne huskede, lidt ad gangen. Maskinen lød tryg og genkendelig, et dæmpet symaskinelyd fyldte køkkenet.
Jeg beklagede mig flere gange. Stoffet støvede. Det forstyrrede mit arbejde. Hvorfor blev der spist pasta til aftensmad igen?
Birgitte lavede boller i karry dagen efter, men efterhånden var maden begyndt at blive sekundær. Hun fulgte bare sin rytme.
Den tiende dag var kjolen klar. Hun hængte den op og trådte et skridt bort. Den var faktisk god. Enkel, rank, men sådan burde det være til voksne kvinder. Hun finpudsede sømmene.
Hun ringede til Gunhild.
***
Gunhild dukkede op halvt forpustet en halv time senere.
“Lad mig se den.”
Birgitte rakte kjolen frem, Gunhild tog den, gik ind for at prøve Birgitte ventede, kiggede på katten udenfor, der listede af sted langs hækken.
“Birgitte,” lød stemmen.
“Hvad?”
“Kom ind.”
Gunhild stod foran det store spejl hvilket Birgitte aldrig brugte ellers. Kjolen sad fantastisk; hun så mindre ud, mere formfuldendt. Den mørkeblå farve gik til håret.
“Hold da op, Birgitte.”
“Hvad?”
“Du forstår ikke, hvad du kan.”
“Er du tilfreds?”
“Jeg ser ti år yngre ud! Ingen syerske kunne have gjort det bedre.”
Gunhild vendte sig og grinede. “Det her må du fortælle videre. Zina fra tredje har en nederdel og Valborg hen ad gangen kan aldrig finde tøj, der sidder ordentligt. De kontakter dig, er det ok?”
Birgitte tænkte på at sige nej, men der var noget, der holdt hende tilbage.
“Sig det bare,” sagde hun.
***
Zina kom med nederdelen, den skulle bare rettes i liningen. Det tog halvanden dag, og resultatet var godt. Zina blev stående og spurgte om hun kunne få syet en kjole hvad kostede det?
Birgitte tøvede, havde ikke tænkt over penge. Men lavede en liste: omsyning, større ændringer, enkel ny model, med foer.
Da hun så på listen, mærkede hun noget nyt ikke frygt, men solid grund under fødderne.
***
I maj kom Valborg, så Vals veninde, så underboen Margrethe, der ville have syet en bluse til bukserne. Maskinen blev nu stående på køkkenbordet. Nye tråde, nåle i flere størrelser. En ekstra tur forbi “Stoffet”.
Jeg bemærkede det, det kunne jeg ikke undgå stofferne, samtalerne, fjerne kvinder i telefonen.
“Hvem var den kvinde der kom i går?” spurgte jeg over aftensmaden.
“En kunde. Hun bestilte en bluse.”
“Kunde. Man skulle tro, du havde åbnet en systue?”
“Det har jeg ikke endnu.”
“Endnu Birgitte, du forstår hvordan det virker. Jeg underviser på universitetet, mine kollegaer bor i samme hus. Nu kommer der fremmede damer og maskinen larmer…”
“Den larmer ikke.”
“Det ser stadig underligt ud…”
“Hvordan?”
Jeg fik aldrig svaret formuleret. Jeg spiste videre. Tidligere ville hun have kigget væk men nu mødte hun mit blik.
“Jeg har bestillinger. Jeg arbejder. Det er godt for mig.”
“Du er pensionist. Du behøver ikke det.”
“Jo, det har jeg brug for.”
Jeg blev overrasket over tonen. “Bare det ikke forstyrrer,” sagde jeg til sidst.
Hun spurgte ikke, hvad det forstyrrede. Jeg præciserede aldrig.
***
I juni sagde Gunhild: “Sverre Vornums niece skal giftes hun ønsker en voksen, cremefarvet brudekjole uden alt det hvide. Tør du?”
Birgitte tænkte lidt. Brudekjole var noget helt andet, ansvar, dyrt stof, mange prøvninger.
“Bed hende ringe,” sagde hun.
Niesaen hed Kirsten, var rolig, kortklippet, stille. Forklarede ønsker, svar på spørgsmål, noter.
De sad med te over køkkenbordet, og Birgitte kunne mærke rigtige interesse ikke bare håndværk, men personlighed. Hvad ville Kirsten udstråle? Hvilken dame bag kjolen?
“Det siger jeg ja til,” sagde hun.
Kirsten spurgte til pris, Birgitte sagde det. Ingen forhandling.
“Så ses vi næste onsdag.”
Kirsten gik, og Birgitte mærkede hænderne ryste lettere men ikke af frygt.
***
Jeg var irriteret den aften, hun sad med silken og syede for. Jeg så fjernsynet summe uden lyd.
“Birgitte,” kaldte jeg.
“Ja?”
“Hvor er aftensmaden?”
“På komfuret, varme frikadeller.”
Stilhed. Så trådte jeg ind i køkkenet.
“Kunne du ikke dække bord?”
“Jeg syr, Viggo.”
“Syer. Sæt dig, og dæk op.”
Birgitte gjorde sit sting færdigt, puttede stoffet til side og rejste sig. Men noget stoppede hende.
“Viggo,” sagde hun roligt, “du kan finde en tallerken i skabet, frikadellerne står på komfuret, brødet i brødkassen. Jeg kommer om tyve minutter.”
Jeg stirrede forbløffet. “Er det alvor?”
Hun holdt ryggen rank. “Ja.”
Jeg gik ud fra køkkenet, smækkede døren.
Vi spiste hver for sig. Hun spiste stående ved vinduet, lyset var stadig klart forårsnætter i Odense kan være lyse endnu, himlen var lyserød over tagene.
Hun mærkede ro. En tomhed, på den gode måde.
***
Kirsten kom til prøvninger. Kjolen blev præcis som tænkt: silkekrem, enkel, trekvart ærmer, slank silhuet. Kirsten prøvede tredje gang, kiggede i spejlet.
“Sådan et snit har jeg aldrig prøvet før. Det føles rigtigt.”
“Det er designet til dig, ikke omvendt,” sagde Birgitte.
“Det skal jeg sige til alle.”
“Det vil glæde mig.”
Efter, mens hun sad med te og regnepapir, gik det op for Birgitte: systuen kunne måske blive til noget ikke kun hjemme på køkkenbordet, men rigtigt. Husleje for et lille rum, pengene var til det. Nye tanker, konkrete, ikke bare drømme.
***
Samtalen med mig kom ikke planlagt. Jeg havde hørt rygter i opgangen og kom direkte ind: “Står det virkelig til, at du åbner systue?”
“Ja, Viggo, jeg har lejet et lille lokale på Klaregade, tre måneder frem.”
“Det er da latterligt. Tæt på tres og nu syr du dragter til damer. Det er til grin!”
“For dig. Ikke for mig.”
“Du skal betale for leje, varme… Hvor får du pengene fra?”
“Jeg tjener dem selv.”
Et øjeblik stod vi bare. Jeg havde aldrig set hende sådan før.
“Du har ændret dig,” sagde jeg.
“Det tror jeg, du har ret i.”
“Ikke til det bedre.”
“Det er din mening.”
Jeg forlod stuen.
***
Systuen hed “Solstrålen”. Birgitte brugte lang tid på at vælge navn. “Hyggehjørnet” var for hjemligt, “Atelieret” for formelt men da hun trådte ind gennem de tre lyse vinduer, var valget klart.
Hun malede vægge lyse, stillede Husqvarnaen op foran vinduet, købte reol til stof, et stort spejl til kunderne og knagerække til færdige kjoler. Gunhild anbefalede blomster geranier, men det blev stedmoderblomster i vinduet.
Første kunde kom mandag den 2. august, anbefalet af Kirsten. Et par ærmer skulle lægges op, jobben var hurtigt klaret, og kvinden gik ud med et “jeg vender bestemt tilbage”.
Det gjorde hun. Og andre kom til.
I september var kalenderen fyldt to uger frem.
***
Birgitte begyndte selv at klæde sig anderledes. Frisørbesøget var ikke den sædvanlige billige, men et rigtigt sted karreklip, ikke mere hårfarve, det grå fik lov at være der. Hun syede til sig selv, en lysegrå linnedbluse, for første gang på tre årtier. Kollegaer og beboere lagde mærke til det.
“Den er flot, hvor har du købt den?”
“Jeg har syet den selv.”
“Hvorfor syr du ikke flere til dig selv?”
Det gjorde Birgitte så garderoben ændrede sig, ikke pludseligt, men lidt efter lidt blev de gamle ting udskiftet.
Jeg bemærkede det. Sagde aldrig noget, men så.
Der var ro i mellem os, maden blev lavet, men ikke som før. Det var én side af hende ikke alt.
***
I oktober kom tre kvinder, kollegaers koner. Birgitte forstod først til sidst, hvem de var. Da de var gået, smilede hun for sig selv.
Hun nævnte det ikke for mig.
***
Vinteren gik i arbejde. “Solstrålen” var varm, ejeren havde installeret en ny radiator. Gunhild kom ofte forbi, hun hjalp og fik betaling for det det var nyt, de kunne tale om penge som voksne.
I februar ansatte Birgitte unge Trine, 29 år og uddannet på tekstilfabrik. Trine var stille, nøjagtig, forstod metode også uden mange ord.
I marts, et år efter den aften, stod Birgitte ved vinduet i “Solstrålen”, kiggede ud over Klaregade. Sneen smeltede, pytter blinkede, folk gik hurtigt i åbne jakker. Rolig morgen.
Trine stod med saksen.
“Birgitte, der er besøg til dig.”
Birgitte vendte sig.
I døren stod jeg.
Hun genkendte mig knap ikke fordi jeg var meget forandret, snarere fordi hun ikke ventede at se mig her. De sidste mange måneder havde vi levet parallelt.
“Hej, Viggo,” sagde hun.
“Hej.” Min stemme var anderledes, mindre tilstedeværende.
“Trine, tag en pause.”
Trine gik ud. Jeg blev stående, så mig om i lokalet: tre vinduer, blomster, stofhylder, maskinen. Alt.
“Det er rart her,” sagde jeg, lidt akavet.
“Sæt dig,” sagde Birgitte, fjernede stof fra stolen. Jeg satte mig.
“Jeg ville komme… ja… du er ikke meget hjemme,” startede jeg.
“Jeg forstår, hvad du mener.”
Hun betragtede mig. Jeg så ældre ud, træt, skjorten var ikke pænt presset.
“Birgitte… det går ikke så godt for mig uden dig. Maden… rod hjemme.”
Birgitte sagde ikke noget.
“Jeg tænker om du… måske…”
Hun gik hen til maskinen, rørte ved tråden.
“Kan du huske, hvad du sagde for et år siden?” spurgte hun blidt. “At jeg lignede et fugleskræmsel.”
Jeg sagde ikke noget.
“Jeg stod dengang i spejlet. Jeg kunne slet ikke se, hvem jeg var. Ikke fordi jeg var grim. Fordi jeg var tom. Jeg var der ikke.”
“Birgitte…”
“Vent. Du er ikke skyld i det. Jeg forklarer bare… Jeg har først nu fundet ud af, hvem jeg egentlig er. Hvad interesser mig. Jeg kan rigtig godt lide mit eget selskab nu.”
Jeg så på hende længe.
“Så du vil ikke…”
“Jeg ved det ikke, Viggo. Jeg tænker ikke på det nu. Jeg tænker på syarbejdet, på Trine, og på stoffet, der ikke kom fra grossisten endnu.”
“Alt det har du i hovedet.”
“Ja! Og det gør mig glad.” Hun smilede let. “Undskyld, Viggo.”
Jeg rejste mig langsomt og gik. “Gem nu lidt af din dejlige suppe en gang imellem jeg kan slet ikke lave den som dig.”
Birgitte svarede ikke, jeg forlod systuen.
Hun stod ved vinduet og så, hvordan jeg forsvandt ned ad gaden: Gråt frakke, hænder i lommerne, stadig rank ryg men svær at genkende.
Trine kom ind.
“Må jeg?” spurgte hun.
“Ja, jeg skal bare se på den bluse fra i går. Kom og vis, hvordan du har syet kanten på ærmet.”
Der var kunder i forrummet. Birgitte kunne høre en kvindes nervøse stemme. Det var altid sådan første gang. Hun forstod det, hun havde selv engang været sådan.
“Birgitte Jensen, der er aftalt tid med Fru Hansen.”
“Send hende ind,” sagde Birgitte roligt. “Jeg kommer.”
Hun gjorde maskinen klar, rettede tråden. Udenfor var marts næsten som forår. Solen strømmede ind gennem de tre vinduer i “Solstrålen” arbejdets lys.
Kvinden, nogenlunde på hendes egen alder, satte sig og fortalte, hvad hun ønskede. Birgitte lyttede, tegnede, så med hænderne allerede, hvordan det ville blive.
Hun tog blyanten og begyndte at skrive.
Og bagefter tænkte jeg først nu forstår jeg, hvor meget det giver at gøre det, jeg selv har i hænderne. Livet bliver ikke mindre, fordi man bliver set og fundet eller valgt fra. Man skal finde sit eget lys, selv når man troede, at man bare var det, andre så.
