Landsbyens…
Anna Stær voksede op i en lille landsby på Sjælland ældste datter i en stor børneflok. Hun var høj og kraftig af bygning, brede skuldre og hurtigt vokset fra alle de andre piger i klassen. Som barn forsøgte kammeraterne at finde et øgenavn til hende de kaldte hende for Kæmpen eller Giganten, ja, undertiden noget, der gjorde ondt. Men ingen af navnene fæstede sig, for Anna kunne altid forsvare sig.
Pigen voksede, og det gjorde legekammeraterne også. Med tiden blev der færre, som havde lyst til at drille eller såre Anna. Vennerne holdt af hende for, at hun var en loyal ven, som altid dukkede op, når man havde brug for hjælp hun var både retfærdig og godhjertet. Et dyr eller et barn i knibe kunne regne med hendes omsorg, og den, der bød ondt, kunne få svar på tiltale og endda lidt mere til.
Som den ældste i hjemmet fik hun ikke megen kærlighed og opmærksomhed fra forældrene. Anna passede sine mindre søskende, ofte på bekostning af sine egne interesser, men hun klarede sig alligevel godt i skolen og havde tid til at være sammen med veninder. Hun kan tydeligt huske, at hun for første gang for alvor hørte varme ord fra sin mor, da hun var seksten. Lillebroren, Mikkel, var meget syg og skreg sig igennem den tredje nat i træk. Men han faldt til ro og fandt først søvn på storesøsters trygge arme.
Du er mit livs største skat, min pige, sagde Karen udmattet. Hun strejfede over Annas lyse hår og kyssede hende blidt.
Mor, gå du og sov lidt, hvis du kan, hviskede Anna. Jeg skal nok blive ved Mikkel, vugge ham, hvis han vågner. Den stakkel er så medtaget, og du er oppe på sidste ben.
Du skal jo i skole i morgen, sagde moderen bekymret. Og eksamenerne venter lige om hjørnet. Hvad gavner det, hvis du kun kan sidde og gabe?
Det skal du ikke tænke på, mor, smilede Anna. Der er alligevel ikke svære timer i morgen, og det meste af stoffet kan jeg. Kom du og hvil, du får mest brug for kræfterne i morgen.
Hvor er du dog blevet voksen, sukkede Karen og så kærligt på datteren. Jeg har nok aldrig rigtigt set det, mine tanker har altid hvirvlet om de små og alt det praktiske. Det er dig, jeg skylder undskyldning til.
Mor, sig ikke sådan, genmælede Anna ivrigt. Jeg har aldrig følt, jeg manglede noget. Jeg ved, du elsker os alle, og du gør dit bedste. Det med at være ældst har givet ekstra ansvar, men også mere frihed.
Frihed?
Ja, I sagde altid, at når jeg var færdig med mine pligter, måtte jeg gøre, hvad jeg ville. Gå ud og lege, bare jeg tog Vera og Søren med. Så jeg skyndte mig altid, så vi kunne komme afsted.
Og de var ikke et problem?
Nej, mor. Pigerne skændtes om, hvem der skulle trille barnevognen, og Peter fra købmandsgården ham, du ved kom ofte med legetøj for at få dem med ud. Mine venner har altid hjulpet til. De er gode.
Det er dig, der er god! Men nu må vi vist prøve at lægge Niklas i seng, sagde moderen. Hun og Anna forsøgte at flytte den lille, men han vågnede og begyndte at græde, så Anna holdt ham, til det igen blev morgen.
Jeg bliver oppe, sagde moren, men nu kan vi snakke om din skole. Jeg har aldrig holdt øje med dine lektier, men talte med din lærer, som fortalte, at du er klassens bedste.
Ja, det har altid været let for mig, smilede Anna. Men tante Tove siger, det er noget andet inde i byen på gymnasierne.
Hvad rager det dig? undrede Karen sig. Du skal da ikke til København?
Jo, mor. Jeg vil læse videre. Det betyder meget for mig. Og jeg må kunne måle mig med dem fra byen.
Moderen, som hele sit liv havde boet på landet og giftet sig ung, tænkte sig om. Hun havde aldrig forestillet sig, at datteren skulle læse i byen. Men som natten gik, og både mor og datter skiftedes om lille Niklas, faldt snakken på fremtiden. Tove, Karens søster, havde tilbudt, at Anna kunne bo hos hende inde i København, mens hun studerede.
Skæbnen havde formet de to søstres liv ganske forskelligt. Karen giftede sig allerede som attenårig og levede for hjemmet og børnene. Tove flyttede ung til hovedstaden, blev økonom og nød et godt job. Hun blev aldrig gift og fik ingen børn, men havde altid et varmt øje for Anna.
Altid, når Anna fik lov at besøge Tove, blev det en fest. De gik på café, så parker og oplevede byen. Nu lovede Tove at tage imod hende, hvis hun kom ind på studiet.
Sådan må det være, min pige, sagde Karen eftertænksomt. Nu er tiden kommet til, at du må tænke på dig selv. Din fremtid er vigtig, gå du kun til eksamen.
Anna smilede lettet. Hun havde været bekymret for at forældrene ikke ville give slip. De havde brug for hendes hjælp hjemme, men hun havde aldrig ønsket at blive på landet altid.
Somrene gik hurtigt, og Anna bestod sin studentereksamen og blev optaget på universitetet. Hun fandt let nye venner, og både bybørn og dem fra landet holdt af hendes glade, rummelige væsen.
Derhjemme sendte de madvarer frikadeller, ost, pølser og frisk æg alt sammen i litermål. Tove lo af det, men Anna var en populær gæst blandt de andre i kollegiet. Hun kom altid med fyldte poser af hjemmelavede lækkerier, og så blev der fest.
Veninderne fandt sig hurtigt kærester, og snart var Anna eneste single i vennekredsen. Det gjorde hende ikke bedrøvet der var altid bejlere, og Anna havde hverken travlt eller længsel. Så, på fjerde år, mødte hun Elias
Bekendtskabet begyndte på en studiefest. Anna havde som sædvanlig slæbt et par poser fra hjemmet, og hendes gode ven Mads tilbød at hjælpe hende. Anna lo: Tror du, du kan klare det, Mads? Jeg er langt stærkere end dig!
Det var almindelige drillende kæphøjheder. Mads var spinkel og lille, Anna høj og solid stærk uden at være tung. Jeg får hjælp, blinkede han, min ven Elias går med.
Sådan mødte Anna Elias. Han var flot, velklædt, smilende og pigerne så i hans retning. Det gjaldt også Anna.
Han blev hurtig en del af deres gruppe. Han gav ikke åbent udtryk for interesse, men Anna mærkede straks, at der var noget. Det gjorde Mads også.
Du kigger meget på Anna, sagde Mads til Elias engang, hun er en god pige, og single.
Hun er fantastisk, svarede Elias, men sagde ikke mere.
Hvad venter du på, grinede Mads, du er jo også alene. Snak dog med hende, som du plejer!
Hvorfor gør du det ikke selv? svarede Elias hurtigt.
Jeg kan godt lide hende, indrømmede Mads, men hun er bare en ven for mig, og hun er så meget større end mig, både i højde og bredde.
De lo selv ofte af deres forskellighed, og vennerne gjorde det samme. Et minde: engang sprang Mads op for at prøve at kysse Anna på munden, hun greb ham bare og løftede ham i vejret alle lo.
Jeg ser, at du kan lide hende, insisterede Mads. Du burde give det en chance.
Men Elias tøvede. Hun er fra landet, forstår du?
Hvad så? Det betyder jo ikke noget nu, mente Mads. Hun bliver i byen.
Det er ikke det. Anna er smuk, men på en ikke-moderne måde, forstår du?
Nej, sagde Mads jeg synes, hun er smuk præcis, som hun er.
Elias sukkede. Hun tiltrak ham, men han kunne mærke, Anna følte mere end venskab. Jeg ville gerne bruge mere tid med hende, sagde han. Men hun er ikke som de andre piger, jeg kender. Jeg ved ikke, hvor hun ville passe ind.
Alligevel blev han trukket mod hende. Han begyndte at hjælpe hende, fulgte hende et stykke hjem, og et kys blev efterhånden en realitet.
De skjulte dog forholdet. Anna forstod det ikke helt hun ville gerne vise ham frem for venner og familie. Men hun pressede ham ikke, og forholdet voksede stille. Hun elskede ham, ventede, men holdt igen med intimiteten, når han nu slet ikke præsenterede hende som sin kæreste.
Elias var forundret over sine følelser. Annas nærvær, hendes varme og ligefremhed, den måde hun håndterede konflikter på, var alt sammen tiltrækkende. En dag på en gåtur ringede hans mobil; han blev bleg. Min lillebror, August, lavede ballade, og en nabo er blevet sur.
Anna insisterede på at tage med hjem og med hende ved sin side blev situationen håndteret med fast, men kærlig hånd. Sensommerens knægte, der havde kastet vand på en bil, fik talt til fornuft, og de vrede naboer blev beroliget.
Hvordan gjorde du? spurgte Elias, jeg troede, han ville kræve erstatning.
Der er jo ikke sket noget, lo Anna, jeg sagde bare, jeg nok skulle tage mig af synderen!
Den aften så Elias på Anna med nye øjne. Hun var ikke som alle de piger, han havde mødt før hun forstod livet, kunne få folk til at føle sig set og lyttet til, og hun tryllede hjemlig hygge, hvor hun var.
Livet gik, Anna afsluttede sine studier, og hun talte åbent om fremtiden. Tove insisterede på, at Anna skulle blive boende. Jeg elsker at have dig hos mig. Du er næsten som en datter!
Men jeg kan jo ikke blive ved at bo hos dig, tøsede Anna.
Kære skat, jeg har skrevet testamente. Lejligheden bliver din.
Anna blev rørt til tårer. Hun havde selv lyst til et liv i byen, men kunne ikke tage en beslutning, før Elias havde meldt klart ud.
Jeg vil ikke have, du tager tilbage til landsbyen, sagde Elias stille, da de en dag var på café.
Jeg vil også helst blive. Men hvad skal jeg gøre? Hvor skal jeg bo og arbejde?
Du har jo mig, svarede han tøvende. Jeg vil være der for dig.
I det øjeblik forstod Anna, at han endelig var klar til virkelig at vælge hende og i den nat blev deres forhold for alvor tæt. Men næste morgen blev Anna ringet op fra Bispebjerg Hospital tante Tove var død på vej ind med ambulancen.
De næste dage var tågede af sorg, men Anna husker tydeligt, at Elias aldrig slappede hånden, lod hende græde ud og hele tiden var ved hendes side.
Efter begravelsen blev det naturligt, at Anna blev i lejligheden i København, nu var den hendes. Elias flyttede ind. Anna fandt hurtigt job efter studiet og blev fastansat med en god løn. Deres hverdag flød roligt frem, tryg og stabil.
Første tid var Elias tilfreds: den lækre mad, de solide danske retter frikadeller, karbonader, æggekage, supper. Anna holdt sig til det hjemlige, hun valgte altid gammeldags favoritter, snarere end sushi eller salat på restaurant.
Men en aften blev det for meget for Elias. De sad på fin restaurant, og Anna bestilte ærtesuppe og flæsk med persillesovs, trods menuens fine retter. Han følte sig fanget i en triviel hverdag det blev så åbenlyst, at han længtes efter noget andet.
Venskaberne fra den smarte klik var forsvundet. Elias elskede stadig Anna, men alt føltes gråt og ensformigt, og hun mærkede det. Hun konfronterede ham, men han havde ikke svar.
En dag kom hun tidligt hjem. Hun hørte Elias tale med Mads i køkkenet om hende. Nysgerrigheden slog rod, og hun lyttede bag døren.
Ven, jeg forstår dig ikke, sagde Mads, du har fået dig en perle af en kvinde. Smuk, trofast, dygtig, fantastisk mad der findes ikke hendes lige mere!
Jeg ved det godt, men jeg hører ikke til. Hun er ikke, som jeg drømte jeg skammer mig over hende. Hun er stadig for meget landpige, bærer tunge poser med mad hjem, laver kæmpegryder, klæder sig lidt gammeldags. Og hun er stor ikke tyk, bare høj og kraftig. Hvordan skulle hun kunne bære læderjakke og stramme jeans eller smarte støvler? Jeg orker det ikke længere.
Så forlad hende dog! Du gør hende ondt, hvis du bliver og kun kritiserer.
Elias kunne ikke svare. Anna stod stille og følte smerten brænde. Landpige. Kæmpe, tænkte hun trist. Men jeg har da stadig min stolthed har jeg ikke?
Hun gik ind og begyndte at pakke hans ting. Da Elias opdagede det, var valget truffet. Du hører ikke til her længere, sagde hun roligt.
Han tryglede, forklarede, blev fortvivlet, græd og blev vred men Anna lod sig ikke rokke. Han måtte gå.
Anna græd hele natten og de kommende dage. Men lidt efter lidt fandt hun ro. Hun gik i gang med at male lejligheden og tog en lang ferie i hjemlandsbyen. Da hun kom tilbage, stod Elias med blomster, tiggede hende tage ham tilbage. Men Anna mærkede til sin egen overraskelse, at hun var kommet sig.
Senere mødte hun Michael, en stabil og varm mand, og sammen stiftede de familie. Elias forsøgte mange gange at vinde hende tilbage, men skæbnen ville det anderledes. Han indså alt for sent, hvilket særligt menneske han havde tabt en kvinde, der ikke kunne sammenlignes med nogen anden.
