Der, hvor håbet bor
– Rikke! Riksen!
Freja hamrede på dørklokken. Den tavshed, der hang tungt bag døren til hendes søsters lejlighed på Nørrebro, passede ikke ind i hendes planer. Hun havde brug for Rikke med det samme! Alt for meget var sket de seneste timer, og andre end Rikke kunne hverken råde eller forstå.
Hun opgav hurtigt klokken og begyndte i stedet at banke med knoerne.
– Kom nu, du er jo hjemme! Hvor skulle du ellers være henne?
Døren til den næste lejlighed gled op, og fru Hansen, Rikkes nabo, stak hovedet ud på trappeopgangen.
– Freja, hvad larmer du for? Nej, din søster er taget på hospitalet; min mand Ole kørte hende afsted.
– Hospitalet? Hvorfor? Men jeg har jo … og hvad med mig?
– Ih altså, Freja altid dig selv først! De forlod bygningen for et par timer siden, men de er sikkert snart hjemme igen. Vil du have en kop te, så kom bare ind?
– Nej, undskyld, tante Hansen. Siger du til Rikke, hun SKAL ringe mig op lige så snart hun kommer hjem? Det er virkelig vigtigt det handler om mit liv!
Fru Hansen nikkede, sukkede og så efter Freja, mens hun forsvandt ned ad trapperne. Ja, livet danser sine sære danse. Nogle gange kan man ikke forstå, om man er vidne til en vals eller en vild hopsa.
Familien Madsen havde boet i opgangen siden nogen kunne huske. Rikkes far, Thomas Madsen, var klassekammerat med fru Hansen, og mere end bare nabo næsten familie. Thomas var opvokset uden far; hans mor opgav aldrig, og Hansens far tog Thomas under sine vinger. Han lærte ham at tage sagen i egen hånd, læste bøger med ham og lærte både ham og Vera, fru Hansen, at man kun virkelig læser, hvis man forstår og reflekterer.
– Hvad hjælper det at bladre? Det kan selv katten Sofus. Stryg, stryg, og færdig. Du er da et klogt menneske! Så tænk nu!
– Pappa, der er ikke noget, der hedder menneskeR! grinede Vera.
– Find ordbogen frem, skat! Den der i blå bind! Afsted med dig, lille græshoppe!
Vera vidste altid, at hendes far var den klogeste i verden, og hun sagde tit:
– Jeg gifter mig kun med en, der elsker at læse og tænke, ligesom far!
Prinsen fandt hun først på universitetet, mens Thomas allerede var gift og vuggede Rikke, sin første datter, i armene.
– Har du fundet din prins? blinkede Thomas, da han kyssede hende på kinden.
– Alt gik som ønsket! Drømme går i opfyldelse, Thomas! Om en måned rejser vi til Senegal; min mand har fået job. Jeg skal se Kilimanjaro!
Hun anede ikke, hvor meget det gjorde ondt på barndomsvennen for Thomas drømte om at blive kaptajn, at sejle på fjerne have og se verden. Men efter Rikke, så Freja og til sidst lille Nikolaj, måtte den gamle havnebus være hans “Krusenstern”. Børnene voksede, og livet gik videre.
Rikke fik hurtigt problemer i skolen.
– Hun skal undersøges grundigt, sagde lægen. Noget er ikke helt rigtigt.
Sygehuse, lægevagter og endeløse konsultationer, men ingen diagnose. Rikke blev hurtigt træt, sov i timevis om dagen. Om hun klarede skolen? Hun kæmpede alt, hun kunne. Hendes stolthed kunne ikke undervurderes, da kun topkarakterer prydede rapportkortet de første år.
– Jeg er da sej, far?
– Du er fantastisk!
Men Thomas hjerte krøb sig sammen, og det havde ret. Under et skolefrikvarter faldt Rikke om.
– Hun skal opereres snarest ellers bliver hun ikke voksen.
Rikkes hjerte var venligt, men for svagt til det liv, hun ville leve. Freja, tre år yngre, stak af ud på gårdspladsen og drillede søsteren:
– Nej, Rikke, du må ikke bøger er dine eneste venner! Ha’ det sjovt!
Thomas, som hørte en sådan samtale, hev for første gang bæltet ud af bukserne, men det hjalp ikke. Freja græd, rakte tunge ad søsteren og truede:
– Vi ses!
Rikke sukkede kun og begravede sig i bogen. Der var ingen grund til at forklare Freja det indlysende. Det forstår hun, først når hun lærer, som far siger.
Sådan levede de: Freja med farvestrålende, buldrende liv, Rikke stille i hjørnet, krammende en bog.
Operationen gik heldigvis godt, og livet ændrede sig. Forældre holdt op med at gå i panik, hun kunne nu gå alene ud. Skolelivet, hun havde drømt om, begyndte.
Men virkeligheden blev et mareridt. Rikke, spinkel og smuk, var alt for fin for pigerne i klassen.
– Se den prinsesse! Blondt hår, rød mund og bleg som død! Hun tror, hun er noget!
Rikke forstod ikke, hvorfor de var efter hende.
Det ordnede Freja. Hun respekterede ingen, frygtede intet. En stor slåskamp, sat i gang af hende, blev en åbenbaring for Rikke.
– Freja, hvorfor?
– Du er min søster, fjols eller ej! Madsen-familien lader ingen mobbe! Forstået? Siger du til igen, ordner jeg det!
Thomas besøgte skolen, talte med rektor, men straffede ikke. Han købte is til pigerne og sagde:
– Vær nu lidt kvik! Vær stolt, men brug hovedet.
Mor, stille og skyggeagtig, døde efter tredje barn. Sønnen, hun havde drømt om, så hende aldrig.
Grædefærdig bar Thomas Nikolaj hjem og gav ham til Rikke, der netop var fyldt femten.
– Smuk er han
Sådan blev hun næsten mor med det samme. Thomas tog ekstra job, Rikke skiftede skole for at gå i eftermiddagsklasser. Fru Hansens gamle mor tog Nikolaj om morgenen.
– Mit barnebarn bor langt væk, men din dreng kan jeg hjælpe lidt med, Thomas
Thomas rystede på hovedet:
– Vi har opfostret hende, men lykken kan vi ikke give. Det er hele tiden som at vente i nervepirrende start. Hun syr lapper for andre, hendes eget liv står stille.
Han talte bag døren, uden at Rikke hørte det. Kun da hun blev alvorligt syg tre måneder efter Nikolajs fødsel og gik svimmel ind til forældrenes værelse pga. barnets gråd, spurgte Thomas:
– Skal han ikke på børnehjem indtil videre, skat?
Rikke, nærmest blind af feber, skubbede ham væk og slog døren i.
– Aldrig! Så er du ikke længere min far!
Thomas var ved at græde for første gang.
– Det er min skyld Skulle aldrig
– Hvad, far? Aldrig have fået os? Skal Kolen ikke være her? Hør dig selv! Hold op med at have ondt af dig selv det hjælper ingen. Vi har brug for dig! Jeg klarer det ikke uden dig
Hun sank om på dørtrinnet.
– Jeg bliver ikke dårligere, far. Gå ind til ham læg en varm ble på maven, så sover han.
Han bar datteren over i hendes seng.
– Slap af, guld. Jeg klarer det.
Freja, som sjældent hjalp, levede frit og let, for Rikke tog sig af alt. Selv når Thomas fordelte pligterne, blev det Rikke, der gjorde maden klar og tog hjemmeopgaverne. Freja vidste, at der altid blev dækket over det. Og at gøre rent tja. Drengen sov jo næsten altid.
Rikke bebrejdede aldrig Freja. Måske kunne hun i det mindste opleve ungdommen rigtigt; med de første tulipaner, naboens øretæver til klodsede kærester, kys bag opgangen, band og guitar under gårdhimlen. Freja sang og fik nabodamernes bifald:
– Hun skulle være sanger, din Freja! sagde naboerne til Thomas.
Musikskolen lå lige rundt om hjørnet, men Freja gad ikke øve.
– Arh, Rikke, jeg synger jo allerede bedre end dem på TV!
– Du skal øve én dag kommer én med konservatorieuddannelse og synger dig væk som en katteunge ved en voksen kat.
Freja fnes, men Rikke gav ikke op. Hun tog Freja med ind til Det Kongelige Teater til opera-rep.
– Galina fra børnelægen fik os ind hendes datter er instruktør
– Og det må jeg så tage mig ordentligt sammen til, hva?
Freja sparkede modvilligt, efter generalprøven stormede hun scenen for at bede solisten gentage en frase.
– Det er forkert! Du får ikke luft nok prøv igen! Stå rank, pust ikke så voldsomt, men tegn tonerne forbundet, som med en tusch på papir!
Gangen, stemmen, alt blev om og om rettet på. Rikke krympede sig af skam, men så smilede sangeren:
– Du har talent, men mangler uddannelse! Du skal på konservatoriet her vil de pille stoltheden, lære dig det hele. En stemme er ikke nok! Kunne du synge på italiensk?
– Hvorfor dog det?
– Fordi de bedste arier ER på italiensk. La Scala musikkens vugge i Milano!
– Hvilken scale? undrede Freja sig.
– Du går jo i musikskole og ved det ikke engang? Du har meget at lære, min ven. Stop med at pjække og sæt dig mål!
Freja ville ikke indrømme det, men hun var ramt. Bagefter sang hun mod den tomme sal, højt: “Jeg SKAL synge her! Hører du, Rikke?”
Rikke skjulte sit smil. Hvorfor klippe vingerne på sådan en drøm?
Hun huskede pludselig en hed sommerdag mange år før. Mor var i live, og far havde taget dem på picnictur udenfor byen. Via skov og eng, ned til en sø, hvor de plaskede timevis, til mor kaldte til mad. Efter spisning lå Rikke på tæppet ved siden af mor, så på himlen og lyttede til fuglen.
– Hvem synger, mor?
– Lærken, skat. Højt, højt oppe! Den er så lille, at du kan næsten ikke se den, men hør, hvor den runger! Dens stemme er stærk, selv med små vinger, kan den højst op.
Freja lignede en lille pjusket fugl lige nu, syntes Rikke. Hun omfavnede hende og sagde:
– Selvfølgelig skal du synge her, og vi kommer! Både far, mig og Nikolaj!
Freja snøftede, men lænede sig ind.
Konservatoriet kom hun ind på ikke første gang, men det lykkedes. Ved atten flyttede Freja hjemmefra, for der var for meget børneskrål.
Nu var Vera tilbage i opgangen, og hendes mor kunne tage de gamle børnebørn. Men for Rikke betød det, at hun var ene om Nikolaj. Igen tog hun ansvar uden brok, men så, Thomas begyndte at skrante.
– Far, skal lægen ikke se dig?
Hun satte tallerkenen foran ham og lukkede døren. Nikolaj, kun seks, forstod måske mere end godt var, for han hjalp til vaskede op, fejede køkkenet.
– Jeg kan selv! insisterede han, indtil Rikke hurtigt kyssede ham på det skæve øre.
– Tak, lillebror hvad skulle jeg gøre uden dig?
Freja flyttede til København, så snart hun kunne. Da Nikolaj fyldte ti, var Thomas væk. Rikke fik værgemål over sin bror, sagde farvel til Freja ved perronen.
– Tag afsted! Det skal nok gå!
Men Freja, grædende, kunne ikke love at holde kontakt. Hun skrev ikke, ringede sjældent, for hun levede intenst i byen. Rikke skrev høfligt, men fik aldrig svar. Hendes sjældne opkald var korte og uden ægte indhold. Men Rikke vidste: hvis noget gik galt, ville hun være den første, Freja kom til.
Det var præcis sådan.
Næppe var Nikolaj indkaldt til værnepligten, før Rikke en aften åbnede døren for at lufte hunden Hamlet og fandt Freja siddende på trappen, stirrende ind i deres barndoms lejlighed. Hendes ansigt var opsvulmet, blikket koldt fra teaterscenen, hænderne rystede om en cigaret.
– Freja – Rikke lænede sig mod væggen, trak i Hamlets snor. Rolig, Hamlet, det er bare familie.
– Familie svarede Freja med en hul stemme.
– Hvad med din stemme?
– Den er væk Den var her, men nu ingenting Freja rejste sig, gik ind, ligeglad med snavset på bukserne.
– Du finder selv mad, ikke? Der er frikadeller og rødgrød på komfuret. Jeg kommer snart Hamlet skal ud, ellers går det galt.
– Galt? Freja lo hæst. Ja, galt …
Rikke skyndte sig tilbage, men kom for sent. Hun fandt Freja i badet, og i et raseri trak hun hende op Hamlet gemte sig bange under Nikolajs seng.
– Hvad laver du? Tror du, man kan smide livet væk på den måde? Dit kæmpe fjols! Op med øjnene! Se mig i øjnene! Hvad skete der? En mand, du ikke kan få? Ingen stemme? Vi er da ikke så svage!
Freja, våd og sløv, græd lydløst under søsterens slag.
Fru Hansen hjalp med at få Freja i tøjet og forklarede lægen, der kom, hvad der var sket ingen modsagde en chef fra Rigshospitalet. Freja blev ikke indlagt, fik et par sprøjter, og personalet rystede på hovedet: så ung og køn, hvad skulle der til?
Rikke sad ved hendes seng, strøg hendes hår:
– Hvorfor, Freja? Fortæl mig det.
– Du ved det jo jeg er ingenting nu. Ingen stemme, ingen fremtid. Ikke La Scala, ikke engang jeres provins teater. Tomt! Jeg er nul!
Rikke lænede sig tilbage og lo højt. Hamlet gøede forvirret aldrig havde han hørt det før.
– Du? Nul? Hvis nogen i familien ikke var det, var det dig! Pappa, jeg, mor jo, måske os, men ikke dig og Nikolaj! Han er bare ligesom dig, bare lidt mildere.
– Rikke!
– Jamen altså! Tror du, Nikolaj ville gøre det du forsøgte i dag? Han ved, at livet ikke altid er kransekager og lagkage nogle gange er det tør, sej tørfisk! Det kræver kræfter at bide igennem. Men du du smider dig som en hamster på ryggen, fordi alting ikke går som du vil! Hvorfor skulle du nu have ondt af dig selv? Du har da aldrig været ulykkelig før hvad er der så sket?
– Alt. Forstår du ikke da jeg blev syg gik han, min kæreste. Han gad ikke alt det bøvl! Er det kærlighed?
– Hah, hold op! Det var aldrig kærlighed. Det har du endda vidst længe. Du lod ham bare blive, fordi du selv elskede ham. Men du får aldrig ALT i livet. Nogle gange må man videre. Glem ham! Hvor mange idiotiske mænd tror du ikke, der findes? Hvorfor vil du have en, der smutter ved modgang?
– Hvor er du hård, Rikke
– Nej, jeg gør bare, som du tidligere gjorde over for mig. Skubbede mig videre, lærte mig, at det kun er op til én selv. Jeg er faktisk glad for det, Freja. Uden dig havde jeg måske ikke klaret Nikolaj da far blev syg.
– Du var vores “levende eksempel”
– Hvad?
– Kom nu, Rikke. Barndommens godnathistorier du lærte os alt på din måde.
Freja så på sin søster, bleg i skumringen.
– Hvordan holdt du det hele ud? Ønskede du aldrig at forsvinde? At løbe ud og finde kærligheden og få dit eget liv?
– Ha! Selvfølgelig! Jeg drømte SÅ tit om det! Men jeg var bare glad for, at DU fik det, jeg savnede. Du var min lærke.
– Dit hvad?
– Lærken, der fløj allerhøjest, sang smukkest. Alt det, du kunne, kunne jeg se lidt af mig selv i. Jeg klarede det!
Pludselig begyndte Rikke at hulke, så Freja glemte egne sorger. Ja, stemmen kunne måske repareres, og mænd er der nok af. Men hvad nu med Rikke?
De faldt i søvn i armene på hinanden.
Måneden efter begyndte Freja på konservatoriet igen og sendte et brev til søsteren: du skal ikke være urolig.
Tiden gik. Nikolaj vendte hjem, stolt: Jeg skal giftes! Viet gav fest, og Freja sang første gang offentligt, siden hun var vendt hjem. Applausen var lammende, og værtshusejeren tiggede hende om at blive.
– Jeg bor i en anden by og har job!
Men Freja standsede pludselig. Frygten, der havde ligget tungt siden hjemkomsten, var væk. Hun sang igen. Ikke opera, men alligevel sang. Man kunne vælge en ny vej, tage chancen, selv når man var bange.
Rikke, blomstrende i nye kjoler, dansede twist med Nikolaj og grinede.
Første album kom året efter brylluppet. Halvt år senere giftede Freja sig det glædede Rikke.
– Nu kan jeg endelig tænke lidt på mig selv! hun omfavnede søsteren, forsigtigt.
Men hvem sagde det skulle vare? Først kom Nikolajs datter, så Frejas tvillinger. Rikke løb frem og tilbage for at hjælpe, lægge små til ro, støtte og bakke op.
At Rikke blev gift, fandt Nikolaj og Freja først ud af et halvt år efter vielsen.
– Hvad? Hvorfor sagde du ikke noget? Er vi ikke familie?
– Familiære er vi da! Rikke rodede i skuffen efter servietter. Kom nu! Snart kommer Tanjas forældre og Frejas svigerforældre. Og med al jeres travlhed hvornår skulle jeg fortælle det? Med jeres sygdom og bryllupper og børn? Vaskeægte hverdagslykke! Jeg kunne ikke tænke på mig selv, bare på jer. Hovedsagen er, at vi endelig er sammen hvad andet betyder noget?
Rikke pustede, greb maven.
– Hvad nu? Nikolaj tabte bestikket.
– Han sparker! smilede hun så lykkeligt, at Freja så forbløffet på broren.
– Hvem?
– Åh, Nikolaj! Hold dog op! Hun tog hans hånd, lagde den mod maven. Kan du mærke det?
– Av!
– Sådan, onkel! hun rejste sig. Nu må jeg lave salat!
– Vent nu! Freja kom til sig selv, råbte: Bliv bare siddende, mor! Vi klarer det!
Men efter et lille øjeblik kastede hun sig om halsen på Rikke og gentog glad:
– Endelig nu skal du også have lykke, guld! Den har du i årevis givet til os alle. Nu er det din tur!
Og således, under en mærkelig, drømmeagtig himmel, boede håbet stadig dér, hvor familien Madsen hørte til.
