Noget, du ikke har brug for – Design interior

Unødvendig ting

Sofie stod foran spejlet og holdt nu den ene kjole op foran sig, nu den anden. Den blå, som hun købte for tre år siden, sad godt i taljen, men Thomas plejede at sige, den så bondsk ud. Den sorte var mere festlig, men var lidt for stram, lynlåsen bagpå gnavede. Hun endte med at vælge den blå og begyndte at rede sit hår, flettede det ned i en ganske almindelig fletning.

Thomas kom ud fra badeværelset i kridhvid skjorte med slips. Han kiggede på hende i spejlet og rynkede langsomt brynene, ikke pludseligt, men på den måde en sky kommer snigende og lægger sig for solen.

Skal du have den på? spurgte han.

Den? Hvilken den?

Den der kjole.

Hvad er der galt med den?

Thomas gik hen til garderobeskabet, åbnede døren og var stille et øjeblik, mens han rettede på manchetterne.

Sofie, det er vigtige folk derude i aften. Partnere, ledelsen fra København. Det er på restauranten på Rådhuspladsen, det er altså ikke grillpølser i sommerhuset.

Jeg forstår det godt, sagde hun stille. Jeg har da også taget pænt tøj på.

Pænt. Han gentog ordet, ligesom når man gentager noget, der bare er latterligt. Har du egentlig noget rigtigt tøj?

Sofie sænkede hænderne. Fletningen hang halvt færdig. Hun vendte sig og så på sin mand. I løbet af tolv år havde hun set ham på mange måder: træt, vred, glad, usikker. Men det her nye blik med lettere utålmodig grimasse, havde hun kun oplevet det seneste halve år. Siden han blev salgschef i TechSolutions og med det havde fået den præmie, de privat kaldte de store penge.

Thomas, jeg har taget noget pænt på, sagde hun igen.

Du ser ud som han standsede op og viftede hånden. Glem det.

Nej, nu siger du det bare.

Han vendte sig om. I hans øjne var det blik, hun havde lært at genkende og som hun frygtede allermest: ikke vrede, ikke irritation, men noget køligere. Vurderende, som når man står foran butikkens vindue og overvejer, om det er værd at købe varen.

Du ligner konen til en skolelærer fra landsbyen, sagde han. Og den der fletning. Kjolen sidder som en sæk. Skoene

Skoene er nye.

Sofie Han sukkede sådan, som når man forklarer det samme for femte gang. Jeg er på et andet niveau nu. Forstår du? Mine kollegers koner de Ja, hvordan skal jeg forklare det De passer på sig selv, klæder sig ordentligt, kan tale med om andet end opskrifter og naboer.

Der blev stille i rummet. Udenfor lød trafikbrus, og sporvognen bimlede i det fjerne.

Sofie lagde kammen på kommoden.

Du siger det her til mig, Thomas. Mig? Har jeg forstået korrekt?

Jeg siger dig bare sandheden. Du har altid bedt om at høre tingene ærligt.

Ærligt, sagde hun. Godt. Ærligt.

Hun var stille et øjeblik, så gik hun tilbage til spejlet, tog den blå kjole af, hang den ind i skabet. Tog den sorte på. Lukkede lynlåsen uden at sige noget, selvom den strammede. Tog skoene på. Tog den clutch, veninden Line havde givet hende i fødselsdagsgave.

Jeg er klar, sagde hun.

Thomas så hurtigt på hende. Den sorte kjole gik bedre, det kunne man godt se. Men han sagde ikke noget. Nikkede bare og tjekkede sin mobil.

I bilen talte de ikke. Udenfor trak byen sig forbi med lysene det var sidst i oktober, mørket kom tidligt. Sofie kiggede ud på gaderne og tænkte på, hvordan de nu sad her ved siden af hinanden, men at afstanden mellem dem ikke kunne måles med nogen kilometer.

De havde mødt hinanden på kollegiet på tredje år. Hun læste til billedkunstlærer i Aarhus, han læste til ingeniør på DTU. De boede i samme blok, mødtes i fælleskøkkenet. Hun stegte kartofler, han lavede te og lånte salt. Sådan startede det. Senere fandt han på undskyldninger for at komme forbi: en bog, en tallerken, eller bare fordi det var varmere hos hende. Efter et halvt år vidste de begge, de hørte sammen. Femten år er gået. Tolv som ægtefolk. Hun havde aldrig tænkt over afstand før. Men nu gjorde hun det.

Restauranten var på Rådhuspladsen, som Thomas sagde. Stor, med højloftede rum, dæmpede lys. Sofie så de dækkede borde, blomsterne, tjenere i ens veste. Hun genkendte flere af kollegernes koner. De havde ændret sig i det forgangne år. Eller var det bare hende, der syntes det?

Thomas fandt straks nogen fra marketing, gav hånd, smilede bredt smilet her var ikke det samme som derhjemme. Her var det sikkert og imødekommende. Sofie blev stående lidt for sig selv.

Line, konen til Carsten fra økonomi, nærmede sig. Line var en lige-ud-ad-landevejen-type, altid nem at snakke med.

Hej Sofie! Hvor er det længe siden, sagde hun og trak hende ind i et varmt kram, der duftede hyggeligt og hjemligt.

Hej Line. Hvor ser du godt ud.

Ork, jeg har stået på benene hele dagen, er helt smadret. Hvordan går det?

Fint. Alt er fint.

De småsnakkede lidt, Line fortalte om deres datter, Sofie lyttede. Thomas så efter hende fra den anden ende af lokalet. Ingen vrede, bare det samme vurderende blik: er hun ok, klarer hun sig, gør hun ikke skam på mig? Sofie kiggede væk.

Aftenen var lang. Talere, skåle, grin. Thomas sad ovre ved de vigtige, med ledelsen. Hans latter var højest, hans stemme sikker. Det havde han altid kunnet og den egenskab havde hun engang beundret.

De kørte hjem uden at sige meget. Sofie tog skoene af i gangen og gik ud i køkkenet for at drikke et glas vand.

Thomas hang omhyggeligt sin blazer op, kom efter hende.

Nå, hvad synes du? spurgte han.

Hvad med?

Aftenen. Var det ok?

Det var fint.

Han blev stående bag hende lidt. Så sagde han:

Line havde ny kjole på. Og Mette fra HR også. Så du det?

Sofie satte glasset fra sig.

Nej, Thomas. Jeg kiggede ikke på kjoler.

Jeg mener bare, at de passer på sig selv. Det kan man altså se på folk.

Hun vendte sig og så på ham, roligt og udmattet, som på noget man har set for mange gange.

Jeg hørte dig ved bordet, sagde hun. Du fortalte om lejligheden. Om hvordan vi selv lavede alt. Malede, lagde fliser.

Thomas trak på skuldrene.

Ja, og?

Vi selv, Thomas. Hvem stod med malerrullen? Hvem lagde fliser på badeværelset? Hvem brugte tre weekender på knæ med spartel?

Han sagde ikke noget.

Du overdriver.

Jeg overdriver ikke. Jeg fortæller bare.

Sofie

Godnat, Thomas.

Hun gik ind i soveværelset, lukkede døren stille. Hun hørte regnen udenfor, den typiske danske efterårssilende regn. Fra køkkenet kunne hun høre, at Thomas rodede lidt rundt. Så blev der stille.

Hun græd ikke. Hun lå blot dér i mørket og tænkte. Tænkte over, at hun til middagen ikke engang kunne huske, hvornår Thomas sidste havde spurgt hende, hvordan hendes dag var gået. Bare for at spørge. Hun forsøgte, men kunne ikke huske det.

De næste dage gik stille. Thomas gik tidligt, kom sent hjem. Sofie lavede mad, ordnede huset, strøg hans skjorter til hele ugen og lagde dem på bøjler. Det havde hun gjort siden hun stoppede på trykkeriet. Tre år var der gået Thomas havde sagt, det ikke kunne svare sig med hendes løn, og der var nok at lave i hjemmet. Hun havde sagt ja, troede det var midlertidigt. Men nu var der gået tre år.

Hendes hverdag fulgte hans rytme. Morgenmad klokken syv. Aftensmad ved otte, for der kom han hjem. Vask om tirsdagen og fredagen. Indkøb om torsdagen, altid det han kunne lide: boghvede, kylling, kærnemælk. Hun glemte aldrig hans blodtryksmedicin og satte dem frem til ham hver morgen. Tilmeldte ham lægetider, for han fik aldrig ringet selv.

Hun gjorde ikke alt dette af pligt. Men fordi hun var sådan. Fordi hun elskede. Eller var blevet vant til at elske. Grænsen mellem de to ting bliver med tiden sløret.

Firmafesten var en fredag. Ugen efter startede det hele forfra.

Thomas kom hjem før normalt, ved sekstiden. Hun hørte hoveddøren smække, han smed skoene tilfældigt frem for sig, sådan som det var blevet vane. Han kom ud til hende i køkkenet, hvor hun stod bøjet over en gryde med suppe.

Sofie, vi skal ud til Sommerhuset hos Schmidts på lørdag.

Schmidt var hans nye bekendtskab, fra nogen netværksmøder.

Fint, sagde Sofie.

Men hør, seriøst kunne du ikke prøve en ny frisure? Den der fletning. Lise Schmidt er meget yngre, og der er andre ordentlige kvinder du kunne gå til en frisør måske?

Jeg var hos frisør for tre uger siden.

Så må du igen.

Sofie rørte i gryden. Langsomt.

Thomas, sig mig engang kan du huske da vi, unge, tog S-tog og bus til dit forældresommerhus i Nordsjælland? Jeg var treogtyve, havde gamle jeans og sneakers og fletning. Du holdt min hånd hele vejen.

Han sagde ingenting.

Du vil have, at jeg skal være en anden, ikke?

Jeg vil bare have, at du matcher mit liv. Det er normalt. Livet har ændret sig.

Ja, livet har ændret sig.

Hun slukkede for blusset under suppen. Tog viskestykket og tørrede hænderne, vendte sig mod ham. Han stod i døråbningen, allerede lidt utålmodig, allerede klar til, at hun ville sige ok eller fint, som hun altid sagde.

Men det gjorde hun ikke.

Jeg passer ikke til dig, sagde hun. Jeg er klar over det. Jeg har tænkt meget over det.

Åh Gud, Sofie, nu starter du igen

Nej, jeg slutter. Jeg slutter med at lade som om, alt er i orden.

Han gik forbi hende, åbnede køleskabet og drak af flasken. En ny vane.

Du har fået pip, sagde han. Du er bare hjemme, så begynder du at overdramatisere.

Jeg går da ud. Jeg handler. Jeg

Sofie. Han satte flasken fra sig og så på hende med det blik hun hadede overbærende. Du er en god kvinde. Et ordentligt hjem, alt kører. Men du hænger ikke rigtigt på. Med på livet forstår du? Jeg vil bare gerne have nogen jeg ikke skal skamme mig over at tage med ud.

Ordet skamme sig faldt til gulvet og blev liggende, som en mønt der triller og bliver ved med at ringe.

Noget snøredes sammen i halsen på hende. Ikke gråd, men som et lås der drejes om indeni.

Godt, sagde hun bare tørt. Jeg har forstået.

Og hun gik ud af køkkenet.

Den nat sov hun næsten ikke. Lå og så op i loftet, hørte Thomas trække vejret tungt og afslappet. Hun tænkte på ordet skam. Prøvede det på sig selv. Sofie Møller, 36 år, der kan dekorere en væg så naboerne fotograferer sig foran den. Der har dyrket citrontræ på vindueskarmen. Der engang sad oppe til klokken tre, da han havde feber, og skiftede omslag på ham hele natten. Der rettede hans præsentation igennem til hans første store job, og aldrig sagde, hvor mange fejl hun rettede. Der altid pressede hans skjorte særligt omhyggeligt før vigtige forhandlinger, syede den nye knap ham ubemærket på. Skam.

Hun rejste sig, gik ud i køkkenet, lavede te og satte sig til vinduet. Skrev til Line: Er du vågen? Selvfølgelig ikke, klokken var et. Hun trak gamle billeder frem på mobilen. Så for længe på dem fra kollegiet: de to på et blok-køkken, der deler mad, hende med fletning og ham i den slidte sweater, hun senere stoppede for ham.

Hun slukkede mobilen.

Næste morgen var han sød som ingenting var hændt, sad og spiste røræg mens han tjekkede nyheder på iPaden. Hun ryddede op og gik ind i soveværelset, åbnede skabet og blev længe stående. Tog til sidst sin gamle, mørkeblå sportstaske frem, lagde den på sengen.

Hun pakkede ikke meget. Undertøj, uldsweater, de gamle tykke sokker. Blusen, han aldrig havde set, fordi hun kun brugte den når han var væk. Et lille digtehæfte af Inger Christensen. En notesbog og blyanter. En lille flakon parfume. Oplader til mobilen.

Ud i køkkenet. Tog sit eget Dankort, hvor hun havde småpenge gemt, lidt lagt til side. Ikke meget, men lidt. Tog det med.

Thomas sad stadig i stuen.

Jeg smutter et øjeblik, sagde hun.

Hmm, svarede han uden at løfte blikket.

Hun tog jakken på, tog tasken. Gik.

Udenfor var det råkoldt, oktober for alvor. Hun gik til busstationen, tyve minutter væk på den anden side af bydelen. Tasken var let, hendes skridt hurtige.

På stationen købte hun billet til Silkeborg tre timer direkte med bus, så skift ved Ry, yderligere tre kvarter. Hun kunne ruten udenad, fra barndommen. Da hendes mormor levede, tog hun altid derud om sommeren. Da mormor døde, blev huset stående. Hun tog derop hvert andet år, lukkede skodderne og betalte ejendomsskatten. Thomas havde været med én gang for otte år siden, havde jamret over, hvor kedeligt og gammeldags det var.

Hun købte billet, satte sig i det lille cafeteria, tog te og ringede til Line.

Sofie, hvad sker der? Line tog straks telefonen.

Line, jeg tager væk.

Pause.

Hvorhen?

Til Silkeborg. Til mormors hus.

Sofie mormor døde for syv år siden.

Jeg ved det godt. Men huset står der. Man kan da stadig bo der.

Line var tavs et stykke tid. Så sagde hun forsigtigt:

Har I skændtes?

Nej. Eller han sagde bare, at han skammer sig ved at blive set sammen med mig.

Line pustede noget mere i røret. Tavshed igen.

Skal jeg komme?

Nej. Jeg skal bare være der. Jeg skal bare være. Det er roligt derude.

Hvad med Thomas?

Han finder ud af det.

Sofie …

Line, det skal nok gå. Jeg ringer når jeg fremme.

Hun drak teen og ventede på bussen. Den var af den gamle slags med slidte sæder og duften af rust og fugt. Hun sad ved vinduet, lagde tasken ved siden af, tog sin blok og blyant frem. Holdt dem bare i hænderne.

Mobilen vibrerede. Thomas. Hun så kun på displayet, lod den ringe ud. Så skrev hun: Jeg er taget til Silkeborg. Lad være at lede. Jeg har brug for lidt tid.

Mobilen vibrerede igen, hun lagde den ned i tasken.

Bussen kørte. Byen blev mindre i bagruden, med sine lys, grå bygninger, restauranten på Rådhuspladsen, fester og vigtige folk. Sofie så ud gennem vinduet og mærkede, at hun nu var på vej og mærkeligt nok, hun var ikke bange. Tværtimod var hun nærmest lettet. Som om noget tungt havde sluppet hende, bare en lille smule, men nok.

Det begyndte at regne, den tyndeste, kolde efterårsregn. Vejen førte uden om byen, forbi marker og små lunde, landsbyer med røg fra skorstenen. Hun lænede panden op ad det kolde glas og lukkede øjnene. Ordet skam rungede endnu i hendes ører.

Men det blev langsomt mere og mere fjernt. Og i stedet kom duften af mormors mad: kål-pie, brændeovn, hæklet dug på bordet. Mormor sagde altid: Sofie, du har hænderne skruet godt på. Du skal nok klare dig. Bare gem dine hænder ikke væk.

Bussen rullede videre.

***

Da hun nåede til Ry, var det efter mørkets frembrud. Skiftet tog en time, næste bus mod Silkeborg kørte sjældent. Hun sad på en træbænk i ventesalen, hvor det duftede af vådt tøj, en gammel tv kørte med et eller andet underholdningsprogram. Sofie tog notesbogen frem og begyndte at tegne. Uden mål en rude, en gammel dame på bænken, hendes tunge indkøbsposer, gummistøvler. Hænderne mærkede, at de ikke havde tegnet rigtigt i tre år.

I Silkeborg var hun fremme ved ni-tiden om aftenen. Hun stod ud på grusvejen, hun kendte så godt som man kender sin egen opgang. Landsbyen sov, kun et par vinduer lyste. Mormors hus lå for enden, ved en gammel birk der stadig voksede.

Hun fandt nøglen, som altid hang på hendes knippe. Thomas havde én gang spurgt hvorfor “bare fordi”, sagde hun, og han trak på skuldrene, spurgte aldrig mere.

Døren vrikkede sig langsomt op, havde sat sig af fugt. Hun trådte ind i mørket og mærkede sig frem til kontakten. Lyset virkede, hun havde husket at betale regningen. Først så hun støvet tykt, blødt som et tæppe over alt. Så skabet langs væggen, vaskekummen i hjørnet, bordet med voksdug med små blomster. Alt på sin plads. Alt ventede.

Hun lagde tasken, gik gennem stuerne. På sengen lå mormors gamle patchwork-tæppe. Hun rystede det, støv hvirvlede i lyset, hun nyste og kom til at fnise. Godt, nu er man i gang.

Den nat sov hun tungt, for første gang i lang tid. Under mormors tæppe, i et rum der kun langsomt blev varmt af brændeovnen, men det var nok.

I byen gik Thomas rundt og vidste ikke, hvad han skulle stille op. Først troede han, hun kom hjem samme aften. Så i løbet af natten. Han ringede igen og igen, uden svar. Så læste han Lad være at lede. Jeg har brug for lidt tid. Det var netop det ord tid, der nagede ham mest det lød som en dom.

Han varmede suppen der stod på komfuret, spiste alene. Sad længe uden at se tv. Gik i seng uden rigtigt at sove. I lejligheden var det mærkeligt tomt ikke lydløst, bilen fra gaden kunne tydeligt høres, men tomt, som om nogen havde trukket blødt baggrundstæppe væk, som han først nu manglede.

Næste morgen lavede han selv kaffe, alt for stærk, og kogte æg men tog dem for længe, så de blev grå. Spiste hurtigt. Skjorterne på bøjlen var pæne, Sofie havde nået det om fredagen, han tog den lyseblå han bedst kunne lide. Gik ud.

På kontoret gik alt som altid. Mandage var til opfølgning, han afholdt møde, men Carsten fra teamet spurgte diskret: Er du ok?. Thomas svarede Jada, hvorfor?, Carsten trak på skuldrene.

Om aftenen hjemme opdagede han, der ikke var noget at spise, Sofie plejede at lave mad til flere dage. Nu var der lidt ost, æg og en halv pakke smør. Han bestilte mad i en app. Sushi. Spiste stående.

Ugen gik. Sofie ringede ikke. Han skrev kort: “Hvordan går det?” Hun svarede timer efter: “Fint.” Han ventede på mere. Hun skrev ikke videre.

Hjemme ændredes lejligheden. Først samledes opvasken. Han vaskede af, men ikke som hende, og glassene fik pletter. Så var der indkøbsposer og reklameblade på bordet, han aldrig fik smidt ud. En uge senere var alle skjorterne beskidte. Han lærte at bruge vaskemaskinen, men strygning var svært. Han prøvede at læse indstillingen af skjorten blev skæv. Tog en lettere krøllet på det gik.

På arbejdet blev det bemærket. Ikke med ord, men man bemærker, når før plet-frie folk begynder at se lidt sjusket ud. Forholdet ændrer sig, ikke fordi folk er onde, men fordi sådan er det bare.

Hans blodtryksmedicin løb tør efter en uge. Han huskede først på det om aftenen, da hovedet begyndte at dunke. Han ledte efter pakken Sofie havde altid ordnet det, sørget for nyt. Nu var der kun en gammel recept. Apoteket krævede recept, og han måtte bestille et nyt lægevisit først næste uge.

Han gik en uge uden piller, havde hovedpine ofte.

Omtrent der mødte han Louise.

Det var til en netværksmiddag arrangeret af Schmidt, ham med sommerhuset. Louise var med som PR-agent for en samarbejdspartner. Høj, korthåret, elegant, cool. Præcis den type, Thomas i det sidste halvår havde gjort til ideal. Passer på sig selv, taler rigtigt, ser en i øjnene uden at blinke.

De faldt i snak. Louise var klog, kvik, lidt skarp. Spurgte ind til TechSolutions, lyttede interesseret i hvert fald virkede det sådan.

Han tilbød at køre hende hjem, hun sagde ja. I bilen snakkede de videre. Hun tog hans nummer, nævnte en interessant opgave og muligt samarbejde.

For første gang i to uger tænkte Thomas på noget andet end tomrummet hjemme. På Louise hvordan hun havde set interesseret på ham. Respekt. Lige præcis det, han manglede.

Dagen efter skrev hun først: kaffe-emoji og skal vi tage snakken videre? Han svarede: Ja.

De sås torsdag i en kaffebar. Senere søndag en tur i byen uden forretning. Noget let og underligt forfriskende dukkede op hos ham.

Imens gik Sofies dage i Silkeborg i deres eget tempo.

De første tre dage gjorde hun rent. Grundigt, befriende. Rigtigt forfra så alt stod og duftede nyt bagefter. Hun fandt en gammel moppe og spand i skuret, brugte eddike og vand på vinduerne, som mormor lærte hende. Hun luftede i tæpperne, slog dem med birkegren. Hun tørrede hylder, vaskede håndvask, kæmpede aske ud af ovnen.

Hun tændte op i ovnen på andendagen. Lidt svært i starten, skorstenen træg, men så varme spredte sig langsomt i huset. Hun satte sig og så på ilden.

Den gamle nabo, fru Mortensen, snart 75, som havde kendt Sofie fra barnsben, kom forbi på tredjedagen. Bankede, trådte ind med en lille flaske mælk og et brød.

Så, der var lys i huset, tænkte jeg, hvem mon … så på hende. Du er blevet tynd, mørke rande.

Hej fru Mortensen.

Sæt dig, tag mælk, jeg får drukket for lidt alligevel, og brødet er friskt.

Sofie tog imod, satte på bordet.

Hvor længe bliver du? spurgte hun og satte sig på skammel.

Ved det ikke.

Ved Thomas, hvor du er?

Han ved det.

Godt. Du ved selv, hvornår du skal hjem.

Flere spørgsmål fik hun ikke. Kun en lille besked, at hvis Sofie manglede noget, så skulle hun bare komme over. Fru Mortensen gik. Sofie så efter hende og tænkte på mennesker, der kan være helt stille sammen med en, så det føles godt.

I mormors kiste fandt Sofie noget vigtigt. Gamle malergrejer. Ikke mormors, men hendes egne for otte år siden havde hun efterladt nogen akrylfarver og pensler, ville male huset, der blev aldrig tid. Akrylen var tørret ud, men penslerne, af god kvalitet, var fine endnu. Længst nede i kisten lå der flere små glas med gouache, stadig friske.

Hun tog det frem, lagde dem på bordet. Åbnede notesbogen og tegnede bare sådan: grenen uden for vinduet, stæren på hegnet. Det blev levende. Hun blev egentlig overrasket havde ikke malet rigtigt i tre år, kun småskitseret lidt.

Dagen efter gik hun til den lokale isenkræmmer, to kilometer væk. Købte billige akrylfarver, bred pensel. Spurgte, om de havde grundmaling. Det havde de ikke, men Zofie, damen bag disken, anbefalede en billig hvid træmaling.

På vejen hjem standsede hun foran de gamle skodder. Afskallet, grå. Hun kørte hånden over dem træet var sundt. Så kan det bruges.

Hun startede med skodderne: sleb, grundede, ventede, malede. Blomster, blade, fugle danske folkekunst-motiver men i hendes egen frie stil. Hun arbejdede stående, i gammel havejakke, næsten frossen på kinderne, men malingen lagde sig blødt.

Zofie fra butikken stoppede ved lågen.

Har du selv malet det?

Ja.

Det er flot. Kunne du måske også male min havelåge? Den er ikke til at se på.

Det kan vi godt, sagde Sofie.

I byen sås Thomas mere og mere med Louise. Hun var interessant, veltalende og pæn, og ved hendes side følte han sig som lidt af det, han gerne ville være: betydningsfuld, spændende. De gik på cafe, i teater en enkelt gang ikke Thomas yndlings, men med Louise gik det.

En aften skrev hun langt om et projekt, hendes firma arbejder på, investorer, netværk, muligheder. Om at der var brug for folk med forbindelser som hans. Om at hun syntes godt om at samarbejde. Thomas læste det tre gange.

Han ringede til Schmidt.

Sig mig, hvad er Louise for en? Fra PR-firmaet.

Louise? Schmidt tøvede. Hun er smart. Men vær forsigtig. Ikke fordi hun er ond hun er bare meget praktisk. Alt handler om, hvad der kan betale sig.

Thomas lagde røret og scrollede op gennem deres samtale. Det var tydeligt nu; hun havde allerede tidligt spurgt ind til kunder, forbindelser, TechSolutions og hvad han kunne bidrage med. Det var ikke ham det var det han kunne tilbyde.

Han lagde mobilen.

Samme aften så han på lejligheden: bunker på stolen, kopper alle vegne, en pære i badeværelset sprunget han har boet i skær fra den ene. Køkkenvasken stoppet til, han forsøgte med afløbsrens, men det hjalp ikke.

Imens gik dagene i Silkeborg, hvor Sofie nu talte med hanen.

Fru Mortensen havde bedt hende se efter hønsene, mens hun var hos datteren. Hønsene var godmodige hun smed lidt korn, de samlede sig om hende. Hanen, Mogens, gik altid om hende i cirkel og glanede kritisk.

Har du fået mistillid til mig, Mogens? sagde Sofie ude i støvlerne i gården.

Mogens stirrede med sit gule øje, sagde ingenting.

Nå, du får din mad alligevel.

Hun grinede til sig selv. Tænkte: Her går jeg, griner til hane i en gård i november, snavset om støvlerne. Og jeg har det godt.

Det havde hun ikke regnet med. Hun var ikke taget herud for at få det godt, kun fordi hun ikke kunne blive derhjemme mere. Men i den nye rytme og luft fandt hun noget andet: ingen der målte eller vurderede. Ingen der målte hende på en skala, der ikke var hendes.

Line ringede halvvejst i anden uge.

Hvordan har du det?

Fint, Line. Virkelig.

Thomas ringede til mig.

Pause.

Hvad sagde han?

Kun om du havde det godt. Jeg sagde, du var i live. Ikke mere.

Det var rigtigt.

Hvor længe bliver du væk?

Sofie så på skodderne, der nu var pyntet med harskeblå fugle og knaldrøde bær. Smukt, syntes hun selv.

Det ved jeg ikke.

Overvejer du skilsmisse?

Jeg overvejer ikke noget konkret. Jeg lever bare.

Det er også helt i orden, Line sukkede. Husk at spise.

Det gør jeg. Fru Mortensen kommer med mælk, jeg klarer madlavningen.

Efter samtalen stod hun udenfor under birken. De sidste blade var væk. Himlen havde den der blågrønne tone, man kun ser på landet. Hun tænkte på Thomas ikke med vrede, ikke med smerte, bare konstaterende. Femten år sammen. Det sletter man ikke. Hun huskede ham som seksogtyveårig, i sweateren hvis tråd hun senere hæklede om. Hvordan de første gang kom hjem til hans forældre i den lille by, hvordan svigermoderen så på hende. At de lejede en etværelses, hvor han bankede et søm skævt for at hænge hendes billede op. Han bandede, hun lo.

Alt det havde været. Man glemmer det ikke, bare på grund af et forkert ord.

Men ordet var der stadig.

Hun gik indenfor, lagde lidt på til brændeovnen, satte suppe over. Livet herude krævede handling det var egentlig rart. Ting, der skal gøres, driver én videre.

I byen begyndte Thomas at mærke, at ikke alt var, som det plejede. Han glemte et møde med en vigtig kunde Sofie havde før altid nudged ham, nu havde han kun notifikationen i telefonen, men den var løbet tør for strøm. Kunden ventede, gik. Chefen accepterede undskyldningen, men et blik i chefens øjne var blevet anderledes.

Der var fejl i rapporten, Thomas blandede to kolonner sammen. Carsten opdagede det lige i tide, sagde det i smug. Thomas blev flov.

Hjemme gik det værre. Han prøvede at rydde op en lørdag efter tre timer var det stadig ikke i nærheden af, hvad Sofie plejede. Ikke fordi han ikke gjorde sig umage men fordi det kræver daglig rutine. Han indså nu alt det, han havde taget for givet: varme mad, rene skjorter, pillerne klar hver morgen.

Han sendte en sms til Sofie.

Hvordan går det.

Hun svarede en time senere: Fint.

Han: Har du ordnet skodderne?

Hun: Malet dem.

Han: Hvordan altså?

Der kom ikke flere svar.

Ugen efter. Louise skrev igen om projektet. Han svarede kort, at det nok ikke var aktuelt. Hun insisterede ikke mere. Samtalen gled ud, som ting gør, der aldrig rigtigt er startet.

Nu sad han alene. Helt alene, i lejligheden, de valgte sammen for fem år siden. Lyse vægge, som hun elskede. Reolen i gangen, han selv havde sat op. De små gardiner i køkkenet. Hele deres hjem, men nu kun hans. Og ikke det samme mere.

***

December ankom til byen uden varsel, sådan som den gør i Danmark første gang vågner du op, og verden er hvid. Thomas stod med for tynd kaffe i koppen og kiggede ud. Sneen var uberørt, flot men inden i var der en kulde han ikke kunne få væk.

Arbejdsmæssigt var december stresset, afslutning på kvartal, alle gik på knivsæg. Thomas holdt møder, underskrev kontrakter, ringede op. Udadtil alt som normalt. Men inde i gik han på reserve. Carsten bar diskret det dobbelte læs Thomas mærkede det, men takkede ikke.

Chefen kaldte ham ind en onsdag.

Er du ok, Thomas?

Ja.

December er vigtig nu. Vi må ikke miste Korsbæk & Co du holder vel snor i dem?

Det gør jeg.

Chefen så længe på ham, som om der var mere at sige. Så nikkede han.

Thomas gik tilbage, satte sig og så på sin computer. Tog mobilen. Så på Sofies billede, det havde stået på hans låseskærm i tre år. Sommer på Lines terrasse hun griner, kigger væk fra kameraet, håret frit.

Han gemte mobilen, prøvede at arbejde.

Om aftenen gik han i Føtex købte kylling, kartofler og frosne grøntsager. Hjemme kogte han suppe så godt han kunne huske det den blev tynd, usaltet, han hældte halvdelen ud, spiste brød og ost stående ved køleskabet.

Sat sig i lænestolen, den Sofie plejede at bruge. Den var blød på hendes plads. Han så på reolen. Hendes bøger: Inger Christensen, Pia Tafdrup, noget kunsthistorie. Hans: erhvervsbøger, en krimi eller to. Før havde han aldrig bemærket det; nu så han at hendes fyldte to tredjedele, hans én tredjedel. Hendes slidte, hans stadig som nye.

Han løftede en tilfældig bog: “Det”, Pia Tafdrup. Bladrede op, læste et par sætninger om at skabe med hænderne, at man lægger sjælen i arbejdet. Lukkede bogen og satte den tilbage.

Sidst på november, inden december, havde han samtale med sin mor. Hun ringede hver søndag.

Er Sofie i Silkeborg?

Han blev ikke overrasket over, at hun vidste det. Moren vidste altid alt.

Ja.

Hvor længe?

Snart en måned.

Hun sagde ikke noget.

Kommer hun tilbage?

Ved det ikke.

Pause.

Har du såret hende?

Mor, det er bare … det er lidt kompliceret.

Men du har såret hende, ik? ikke som et spørgsmål, men som fakta. Du var altid sådan da du var dreng. Din stemme bliver anderledes, når du har dårlig samvittighed.

Han sagde ikke noget.

Hun er en god pige, Thomas. Jeg har altid sagt det. Lyttede du? Dengang, for mange år siden. Din far, Gud have ham, indså det for sent. Når man sårer, må man også kunne undskylde. Det er ikke skam, det er klogt.

Han sad bare og kiggede ned.

Jeg tænker over det, mor.

Ja, tænk men ikke for længe. En kvinde, der rejser alene på landet i november, har allerede truffet en beslutning. Eller er ved det.

Han lå længe vågen den nat. Gik rundt i stuen, ud på altanen, stod i kulden og så på byen. Mærkede at noget var i gang. Noget uafvendeligt. Men han vidste ikke hvad, kun at det var alvor.

I Silkeborg tog december til med sne, frost, blå skumringer. Sofie havde fundet sig til rette. Hun lærte at holde huset varmt, mormors tricks: hvordan man fik kornet til hønsene rigtigt, undgik frost på rørene, lagrede kartofler i kisten.

Men vigtigst blev malingen.

Det begyndte ægte. Fru Mortensen fik sine låger malet, så kom Naboens Tina, der ville have dekoreret skærebrætter til datteren i julegave. Sofie gjorde det. Så hørte naboer fra næste landsby om hende og kom med en barneseng. Hun tog imod.

Hun malede længe, med stor glæde. På sengegærdet tegnede hun dyr, blomster, stjerner hyldefigurer og motiver fra danske eventyr. Kundernes taknemmelighed rørte hende.

Line ringede i starten af december.

Sofie, internettet vrimler med sådan noget kunst! Folk lever af det.

Det her er mere end penge.

Ja, men du er virkelig god! Havde Thomas egentlig forstået det?

Sofie tænkte lidt.

Han har set mig tegne. Men aldrig rigtigt set.

Line sukkede.

Han ringede igen. Vil gerne vide, om du vil tage imod ham.

Hvad sagde du?

At det ved jeg ikke. Det er dig selv, der bestemmer. Line holdt pause. Sofie. Har du tænkt over det?

Ja.

Og?

Hun så ud af vinduet på sneen og birketræet. Smukt.

Jeg savner ham. Og jeg er vred. Begge dele. Jeg kan ikke forklare det.

Det behøver du heller ikke.

Du taler som en psykolog.

Jeg har læst meget på det sidste, grinede Line. Skynd dig ikke. Hverken den ene eller anden vej.

Det gør jeg heller ikke.

Hun skyndte sig ikke. Hun levede. Mødte morgen i varme fra ovnen, gik ud i frosten, så landsvalerne duve over snemarkerne. Hun malede, læste om aftenen, talte med fru Mortensen, som kom forbi med lidt eller bare satte sig, og det var godt.

Sofie begyndte på store vægdekorationer, malede motiver fra landsbyen, heste i sne, kvinder ved brønden, juletræer foran gamle stråtækte huse. Hun stillede dem op i vinduet. Det var hendes arbejde. Det var hendes, og ingen kunne tage det fra hende.

Noget i hende, en ro og sikkerhed, voksede. Måske havde det altid været der, men det blev knebet ned af stemmerne, der fortalte hende, hun ikke slog til.

Hun huskede skam. Men nu var det ikke længere kniv, men noget roligere; det lå på bunden og stak ikke mere.

Midt i december kom fru Mortensens datter forbi, Anette, med sin mand. De så straks de dekorerede skodder.

Det er fantastisk! sagde Anette ved lågen. Mor har talt så meget om det, men jeg havde ikke forestillet mig det så smukt.

Det sagde jeg jo, svarede fru Mortensen stolt.

Anette ordnede forretning for folkekunst i Aarhus, hun spurgte om Sofie ville ud i byen med sit arbejde. Sofie svarede, at hun ville tænke over det.

Det gav hende atter noget at tænke på. Ikke pengene, selvom de betød noget. Men at hun, Sofie Møller, boede i mormors lille hus, lavede det hun elskede, og det blev efterspurgt. Ikke for at hun var nogens hustru, men bare fordi hun kunne.

Mormor sagde: Gem aldrig dine hænder væk. Det gjorde Sofie ikke.

I januar tænkte Thomas for alvor på at tage af sted.

Anledningen var lille han fandt hendes tørklæde bag køleskabet. Gråt, af uld, købte hun for 100 kroner på torvet for tre år siden, brugte det hver vinter. Han snusede sig til hendes parfume, mærkede den næsten ikke længere. Først lagde han det i kommoden, senere tilbage på vindueskarmen. Det var bare et tørklæde, men alligevel.

Han ringede til sin mor.

Mor, jeg må tage af sted.

Ja, det skal du.

Tror du, hun vil have mig der?

Det ved jeg ikke, Thomas. Du skal bare tage af sted og sige det til hende. Det er ikke nogen garanti, men den eneste chance for at fortælle og tage ansvar.

Hvad hvis hun siger nej?

Så ved I begge det. Bedre end ikke at vide.

Efter samtalen skrev han ikke straks til Sofie. Ikke fordi han frygtede et nej, men fordi han tænkte. Tænkte på, hvad han ville sige ikke som i kontorjargonen, men ægte. Han prøvede det inde i hovedet, men ordene passede aldrig rigtigt.

Han huskede den der knap. Højre ærme på skjorten, første store forhandling. Da han kom hjem den aften, priste han sig selv og hun smilede bare og sagde ingenting om knappen, der var syet på med frisk tråd. Spurgte først senere: Hvornår? Hun: Morgenen, mens du var i bad.

Han havde aldrig rigtigt sagt tak.

Hvor mange af den slags små ting var der ikke? Hvor meget havde han taget for givet, som baggrund, som rindende varmt vand?

Sidst i januar gik han ind til Carsten:

Jeg tager tre dages fri i næste uge. Personligt.

Vi er rimeligt med, Thomas. Tag du bare af sted.

Carsten så alvorlig ud:

Held og lykke, Thomas. Med det personlige. Alvorligt.

Tak, sagde Thomas.

Han gik ind på kontoret, åbnede Google Maps, fandt Silkeborg. 255 kilometer fra København tre timers kørsel, vinter og glat, fire måske.

Han skrev til Sofie:

Sofie, jeg vil gerne komme. Hvis du ikke har noget imod det.

Han lod mobilen ligge. Efter tyve minutter lyste skærmen:

Kom bare.

Han læste det flere gange. Kom bare. Ikke lad være, ikke tavshed, ikke lade os snakke i telefon. Kom bare. Det var tilladelse og invitation og noget mere, han ikke rigtigt kunne sætte ord på, men mærkede i brystet, hvor der før kun havde været tomhed.

Han gik i gang. Fandt sin gamle vinterjakke, fik bilen serviceret, den skulle have olie. I Bilka stod han længe, hvad skulle han købe med? Til sidst valgte han det, hun elskede: god te i dåse, honning, mandariner, chokolade med nødder. Plus akrylmaling af god kvalitet. Tænkte lidt, syntes det var rigtigt.

Han kørte tidligt lørdag morgen. Motorvejen var glat, men måket, ti graders frost. Han satte ikke musik på, som han ellers plejer, bare kørte, så på vejen. Forbi marker, gennem lunde, landsbyer, røde lygter ved vejkanten, en enkelt mand der hugger brænde.

Han tænkte hele vejen på, hvad han ville sige ord, ord, men de blev for pæne, for rigtige. Han fangede sig i det, grinte næsten. Måske er ægte ord ikke pæne.

Vejen førte nordpå.

***

Afkørslen til Silkeborg gik lige efter Ry, hvor det gamle træskilt peger mod landsbyen. Han huskede det. Sidste gang han var der, syntes han det var søvnigt, kedeligt, Sofie blev ikke sur, men blev bare en uge ekstra.

Vejen var kun skrabet for sne hist og her, is og snespor. Han kørte langsomt gennem landskabet, birker ved indkørslen, dæmpede farver. Han standsede et øjeblik og mærkede frosten denne stilhed, denne kulde, der ikke er byens.

Så kørte han videre.

Landsbyen lå stadig, som han huskede det. Mormors hus var dér. Men nu var skodderne forandret. Blå fugle på hvid baggrund, røde bær, grønne blade. I vinterlyset var det utroligt han måtte klemme øjnene sammen for at forstå det var det samme hus.

Han gik op til lågen. I gården var der skovlet sne, en stabel brænde, et stykke stof på tørresnoren. Røg i skorstenen.

Døren gik op.

Sofie trådte ud på trappen. Gamle uldjakke, filtstøvler, håret under et halstørklæde. Med krus i hånden. Hun blev stående.

De så på hinanden et langt øjeblik.

Du fandt frem, sagde hun.

Ja, svarede han.

Hun nikkede mod lågen.

Gå bare ind.

Han gik ind ad lågen, op ad stien. Hun blev på trappen. Hun så ikke vred ud, bare rolig. Før ville han have kunnet læse hende, nu var det sværere.

Hun så på posen i hånden.

Hvad har du med?

Te. Mandariner. Og maling gode akrylfarver. Ved ikke om det er rigtigt.

Noget ændrede sig i hendes ansigt, som et dæmpet smil.

Præcis det jeg manglede, sagde hun.

Hun gik ind. Han tog jakke og støvler af i gangen, satte sig på bænken der var varmt, lugtede af træ, emalje og maling. På bordet lå hendes pensler, farver. På væggen to store dekorationer, vintermotiver malet levende.

Han blev stående foran dem.

Har du selv lavet det? spurgte han.

Ja.

Hvor længe har du malet igen?

Siden jeg kom her. Jeg malede slet ikke i byen.

Han forstod det, nikkede.

Hun tændte for elkedlen, lagde teposer i krus, satte dem på bordet uden ord.

Sofie

Hun vendte sig.

Jeg husker godt det ord, jeg sagde. Skam.

Hun sagde ingenting.

Jeg ved ikke, hvordan jeg kunne ende dér. Eller jo, jeg gør jeg troede pludselig, at alt det gode var noget jeg selv havde sørget for. Og at du bare var der. Men

Ja.

Men det er en løgn.

Hun sagde stadig ingenting, så på ham.

Jeg ser det ikke med ét, men det byggede sig op. Først skjorter. Så piller. Så mad. Så huskede jeg alt det du har gjort. Alt det, jeg aldrig tænkte over.

Kedlen peb. Hun hældte op, satte hans krus foran ham, tog sit eget.

Du vil gerne have, jeg skal med hjem? spurgte hun.

Ja, det vil jeg.

Må jeg spørge dig om noget?

Ja.

Hun lod hænderne varme om kruset.

Du sad til festen og så på Line og Mette tænkte du, jeg burde være en som dem?

Han tøvede.

Ja.

Ved du Line blev skilt i efteråret. Hendes mand sagde alt det, du sagde til mig. Hun havde bare ikke et hus i Silkeborg at tage til.

Thomas havde intet at sige.

Tingene er ikke altid, som de ser ud. Ingen er perfekte. Det handler kun om at se hinanden. Eller ikke.

Jeg så dig ikke, sagde han.

Nej.

Et øjeblik var der kun knitrende ild. Fuglene pippede udenfor, røgen hang stille.

Sofie, jeg kan ikke de rigtige ord. Jeg er ikke god til det med følelser. Men jeg kørte hele vejen, jeg kunne have ringet. Men jeg er her.

Ja, det ser jeg.

Hun drak lidt.

Jeg har ikke besluttet noget, Thomas. Jeg har det godt her. Jeg har fundet noget, jeg ikke havde i byen. Jeg kan ikke bare tage tilbage.

Det beder jeg heller ikke om.

Hvad beder du så om?

Han så på hendes billeder på væggen skodderne, penslerne.

At vi snakker. I dag. I morgen. Så længe det tager. Jeg vil bare se dig igen.

Hun så på ham. Længe.

Er du sulten?

Lidt.

Jeg koger suppe.

Hun rejste sig, fandt næsten tavst gryde frem og skar løg vante bevægelser, roligt, tålmodigt.

Han så på hendes hænder, røde af arbejde og kulde, lidt maling på fingeren.

Sofie, sagde han lavt.

Mmm?

Skodderne er virkelig flotte.

Hun holdt kniven stille et øjeblik.

Tak, sagde hun.

Det mørknede udenfor. Huset blev dæmpet, vinduernes lys lyste ud på sneen. Brændeovnens knitren og duften af mad fyldte stuen.

Han satte sig med teen, så på hende i køkkenet, hvor hun gik uden et ord for meget. Alting var stadig uafklaret, samtaler ventede forud. Ordet skam lå stadig et sted imellem dem men også varm te, suppe og blå fugle på vinduet.

Han vidste ikke, hvad der nu ville ske. Hun vidste det nok heller ikke. Det var underligt for ham, der plejede at have styr på det hele ikke at vide, bare sidde der.

Sofie satte en skål foran ham.

Spis, inden det bliver koldt.

Han tog skeen. Kartofler, løg og grønkål. Ikke noget særligt, men varmt.

Han spiste i stilhed. Hun kiggede ud af vinduet.

Så sagde hun:

Der er en sofa i skuret. Du kan sove der i nat, hvis du vil. Det er koldt, men du får tæppe med.

Han forstod, det ikke var en invitation til huset, men et første skridt. Et mellemrum. Et trin ud på isen.

Ok, sagde han.

Hun gik ud og hentede et gammelt ternet tæppe, lagde det sammen for ham.

Der er brænde, en lille ovn. Jeg viser dig gerne.

Det finder jeg nok ud af.

Godt.