Naja
Nej, lad være! Vær sød! Tag ham væk, jeg vil ikke have ham! Hvorfor gør I det her mod mig?
Den lille pige, spinkel som en porcelænsfigur og med smalle, grønne øjne, slår ud med armene. Hun skubber sygeplejersken væk, der lige så forsigtigt rækker hende babyen.
Naja rykker sin datter tættere til sig og vinker sygeplejersken hen:
Giv mig ham! Jeg giver ham mad.
Det må man da ikke
Vi siger det ikke til nogen. Hvad skal han med blanding, når jeg stadig har mælk? Han kan sagtens få lidt. Vi ser, hvordan det går.
Store Tanja nej, her var hun kendt som Naja lader sin dybe stemme fylde hele stuen. Hun overbeviser altid folk. Der er ikke noget at sige til, at hun blev sat som formand på byggepladsen. Alle vidste, at hun kunne få arbejdet gjort og fik ting til at løbe rundt mellem folk. Hun er sådan en, man kalder ordentlig og reel. Hvor der skulle rettes ind, gjorde hun det, og hvis noget skulle siges på sin jyske facon, så blev det også gjort uden filter.
Hvis folk ikke forstår dansk, må man forklare sig, så de gør! Naja lo ofte, mens samtalens genstand trak sig tilbage, godt klar over, at sådan en markant besked ikke betød kram og kage.
Inden hun fyldte 30 år, var Naja blevet til fru Madsen, og ingen turde sige hendes fornavn uden respekt. De unge piger, der kom til hendes sjak, tænkte slet ikke på at gøre sig for famillære. Altid blev hun kaldt strenge Naja ude på pladsen, men alle lærte hurtigt, at hun havde et hjerte af guld. Hun hjalp, støttede, gav råd, og var der brug for det, lånte hun penge ud. Til hver eneste en havde hun et varmt ord. Det varede ikke længe før strenge Naja blev til mor Naja i snakken på byggepladsen.
Naja var også en af de kvinder, man ikke kunne gætte alderen på. Kig på hende var hun tyve eller fyrre? Det var svært at sige. Ansigtet var stærkt, flot mejslet, næsen næsten antik græsk, masser af hår mere end rigeligt til tre parykker, hvis dét var in. Og selve kroppen som et velplejet skib, alt sat i stand og klar til søs.
Hun passede meget på sit udseende. Hvorfor skulle arbejdstøjet være beskidt og laset? De unge piger studsede, når Naja pakkede sit arbejdstøj sammen efter hver vagt og bar det hjem til vask.
Fru Madsen, hvordan når du det? Jeg falder nærmest sammen, når jeg kommer hjem! Vask forekommer helt uoverskueligt!
Hvis man ikke planlægger, må man jo vaske hver dag. Jeg har tre sæt arbejdstøj. Så kan jeg altid vaske, selv de dage jeg er smadret. Noget bliver altid rent, så jeg kan tage det på. Hvis jeg ikke er i orden udadtil, bliver jeg dårlig og nervøs. Hvad skulle du bruge det til? lo Naja og så på, mens de unge piger trak på skuldrene.
Hun vidste alt om sine folk, men fortalte aldrig meget om sit eget liv. Det var heller ikke nødvendigt, alt var jo alligevel synligt. Den første ægtemand, ham talte hele byggepladsen om det meste af året efter han faldt ned fra tredje sal uden sikkerhedsudstyr. Det var kun fordi Naja passede og plejede ham, at han kom sig. Lægerne sagde ellers, der ikke var noget at gøre. Men Naja gjorde, hvad hun fik besked på, maste på hos alle fra sygeplejersken til overlægen og hun fik ham på benene igen. Men da han kunne gå ja, så gik han også denne gang efter en ny kærlighed.
Hjemme kunne Naja tude så stærkt, at naboens gravhund begyndte at hyle. Men på arbejde gik hun med hovedet højt og tørre øjne. Hun havde ikke tid til selvmedlidenhed så risikerede hun jo ikke bare sig selv, men også de andre. Hvordan skulle man ellers sove om natten? Hvis han ville væk så måtte han gå. Var han aldrig kommet hende nær.
Pigerne hviskede i krogene, men ingen vovede at vise hende medlidenhed. Naja havde ikke brug for det. Hendes far havde nemlig opdraget hende til aldrig at ynke sig:
Naja, lad være at sørge du får bare ondt af dig selv.
Han opfostrede hende alene, uden noget hjælp. Når naboerne klagede over, at hun som pige trængte til mere omsorg, sagde han bare ingenting. Hans pædagogik var enkel:
Gør ikke mod andre, hvad du ikke vil have gjort mod dig selv. Hvis nogen sårer dig, så sig det ikke noget med at gå og mugge. Forklar roligt hvad der går dig på. Hvis ikke, så lav det ligge og lad være at forvente, folk kan gætte dine følelser. Behandl andre, som du selv vil have det.
Lille Naja sad og spiste grød og lyttede opmærksomt, alt imens faren var ved at blive mester i mælkekogning.
Hvis du selv gør en, du holder af, ked af det, er det dig selv, det rammer bagefter. Så lad være. Venskab er der ikke meget ved, hvis man mister det på grund af dumme ord.
Naja havde stor respekt for sin far hun syntes ikke, der fandtes nogen bedre i verden. Han var ikke smilende eller kælen, men man kunne mærke, hvor meget han elskede hende.
Når nogen drillede med, at hun nok ikke var hans datter hendes mor havde forladt dem, da Naja var nyfødt slog han uden betænkning fra sig. Direktøren på fabrikken havde reddet ham to gange. Naja forstod det ikke helt som barn, men som voksen turde hun spørge lige ud. En søndag spurgte hun:
Far, passer det, at jeg ikke er din datter? Nu skal du ikke tro, jeg tror på det, folk siger. Du er min far, og sådan er det! Men jeg vil bare vide det.
Faderen strammede grebet om kaffekoppen, men så sagde han bare:
Du er min. Din mor var ærlig med mig; hvis det var anderledes, havde hun sagt det. Du skal ikke bruge mere tid på de tanker. Du er min datter, punktum.
Naja åndede lettet op. Nu var alt på plads, rigtigt og ordentligt.
Med alderen forsvandt sladderen hun lignede sin far på en prik: høj, krøllet mørkt hår, store øjne. Gik de sammen ned ad vejen, sagde damerne på bænken:
Se bare dem der! Ligesom de gamle folkeviser kæmper, begge to!
Hvorfor skal hun være så stor? Hun ligner jo sin far, men hvor skal hun finde en mand, der matcher?
Serge fandt selv vej til hendes liv. Da Naja arbejdede på byggepladsen, blev han den eneste, der var højere end hende straks bemærket.
Hold da op, du er jo en dronning!
De blev rassende hurtigt gift, og Naja fik en ny stor familie med svigerforældre, to svigerinder, bedsteforældre og tanter.
Men det blev aldrig let. Allerede til brylluppet sludrede svigermor med naboerne, fandt ud af alt om Najas familie og besluttede, at Naja ikke hørte hjemme hos dem. Giftigheder startede, og Naja forstod hurtigt, hvad der var i vente.
Hun havde ikke regnet med en ny mor, men hun havde håbet på at blive taget imod. I stedet fik hun bebrejdelser og konflikter. Efter flere forsøg på at snakke roligt med Sergejs mor, gav hun op. Hvorfor spilde tiden?
Da Naja engang vredt tørrede hænderne og kommanderede svigermor til at lytte, faldt denne ned på en skammel.
Du har altid sagt, jeg ikke var god nok. Så har jeg trukket mig væk, så du ikke behøver forholde dig til mig. Sergej bestemmer selv. Vil han ikke besøge dig uden mig, er det hans valg.
Da Naja vaklede mod køleskabet, svimmel og bleg, gik svigermor uden et ord i gang med at lave mad til hende. De spiste sammen, og fra den dag blev freden gradvist stærkere.
Da Naja fødte sin første søn, Leif, stod hele familien hos hospitalet for at hente dem hjem.
Senere, da Sergej fandt sig en ny kærlighed i Odense, støttede svigermor hende atter:
Hvor er det pinligt med ham! Jeg slår ham, hvis han dukker op! udbrød hun.
Nej, lad nu være, sagde Naja og tørrede hastigt tårerne væk. Han har kun dig som mor. Hvis Leif en dag får en ny kone, ville du så smide ham ud? Man kan ikke tvinge kærlighed.
Svigermor nussede Leifs viltre krøller og tog Naja i favn.
Du skal nok klare det, Naja! Ung, stærk, smuk! Og vi hjælper. I er stadig vores familie.
Og det løfte holdt hun. Leif fik lov at se sin far, selv da Sergej var flyttet til Aarhus og fik barn med sin nye kone. Naja sagde bare:
To børn kender hinanden det er vigtigt.
Faren bakkede hende op. Hun har ræson, vores Naja.
Tiden gik. Nye rygter løb: Fru Madsen var gravid igen! Ingen vidste, hvem faderen var men Naja forholdt sig tavs. Den korte ferie, hvor hun efterlod Leif hos svigermor og selv tog til Esbjerg, blev hendes lykkeligste tid i årevis.
Søren, universitetslærer og næsten sølvhåret, var en vidende mand, men ulykkelig.
Det er svært at være gift, når både kærlighed og lykke er væk, sagde han. Jeg kan ikke rejse fra mine børn før de forstår.
Tror du ikke børn mærker jeres skænderier? spurgte Naja. De kan sagtens mærke det.
Da ferien var slut, sagde Naja ikke farvel. Hun tog stille af sted en tidlig morgen og efterlod sine minder til sig selv.
Svigermor forstod det hele, men skældte ikke. Hellere flere mennesker i familien end færre. Så får Leif nogen at holde af, sagde hun. Du skal ikke skamme dig, Naja!
Datteren kom til verden, og lægerne var imponerede over, hvor let og med smil hun gennemgik fødslen.
Se hende! Andre råber, men hun stråler! Det må være kærligheds barn.
I stuen var Naja alene, lige til en lille, mørkhåret og spinkel kvinde blev kørt ind af en sosu-assistent. Hun satte sig uden at sige et ord, tristheden overvældende.
Hvad hedder du? spurgte Naja og gav hende et glas vand.
Et lille hik af et suk var svaret.
Nå, Aslaug er du, sagde Naja. Fik du en dreng eller pige?
Aslaug svarede ikke, men græd stille.
Da børnene blev kørt ind, tog Naja, som nu var blevet mor to gange, forsigtigt Aslaugs lille søn op.
Han er lille, men fin nok du må tage dig sammen!
Naja gik hen til Aslaugs seng.
Hør her, nu må du stoppe. Barnet behøver dig mere end nogen. Ja, det er hårdt, men du er voksen, han er bare et barn. Du SKAL tage dig af ham.
Den basale, jyske myndighed duede. En læge, der havde lyttet, gik bare roligt sin vej og sagde til sygeplejerskerne, at der er styr på det nu.
Aslaugs historie var klassisk: stormende kærlighed, barn uden for ægteskab og manden skred. Hjem til forældrene turde hun ikke tage.
Mor ville måske hjælpe, men ikke imod far. Jeg har kun mig selv.
Hvor gammel er du da? spurgte Naja.
Otteogtyve, hviskede Aslaug.
Du er stadig et barn selv, sagde Naja. Hun tænkte hurtigt, fandt på en plan, og skrev til sin far.
Han rykkede straks ud, fik en barnevogn og alt det nødvendige via svigermor, som hjalp som altid. De lavede et hjørne i lejligheden til babyen.
Naja gik i flere dage og overvejede, hvordan hun skulle tale med Aslaug, der jo næppe tog imod hjælp frivilligt. Men det blev ikke nødvendigt. Da babyen blev leveret den aften, brød Aslaug sammen.
Jeg kan ikke give ham væk! skreg hun. Men hvor skal vi gå hen? Hvem vil have os?
Det vil jeg, viskede Naja roligt. Nu bor I hos mig. Det er trangt, men der er plads til dig og lille Gustav. Vi klarer det sammen.
Aslaug så på hende med tårer i øjnene. Naja tog hende og drengen i favn.
Vær ikke bange. Jeg kan ikke være din mor, men jeg kan være en søster, hvis du vil.
Senere, et par måneder efter, gik Aslaug ned foran blokken med begge børn i barnevognen. Hendes far holdt foran og steg ud. Aslaug blev forskrækket, men Naja tog over.
Tag nu snakken. Vi går en tur med vognene. Du skal ikke frygte jeg har allerede snakket med ham. Husk: ingen vil dig mere ondt end dine forældre, der savner dig.
Naja trillede væk, så børnene kunne høre solen bryde frem, og hun nynnede stille:
Se nu! Han har tilgivet hende, tænkte hun. Nu har du Bedstefar, Bedstemor, og hele banden. Mor er ikke længere den pige, der græd. Nu er hun blevet en løvemor, som ingen kan tage noget fra. Og hvis du bliver besværlig, skal jeg nok minde dig om, hvordan man elsker sin familie.
Sollyset glider over fortovet. For første gang i uge er det varmt. Naja løfter ansigtet, nyder foråret, og smiler.
Sådan, små pus! Nu kommer den første maj-torden. Vi må skynde os!
Da regnen vælter ned, smiler Naja og følger Aslaugs far op ad trappen og siger:
Tredje sal. Luk dig ind.
Aslaug avancerer bag dem, men faren har allerede løftet lille Gustav op i favnen.
Hvad har du kaldt ham?
Gustav.
Flot navn. Han skal nok vokse sig stor.
Naja står lidt på trappen og vugger sin datter.
Sådan går det, lille ven. Lykken kommer ikke altid til den, der venter. Vil du være lykkelig, må du beslutte dig for at være det. Giv alt, hvad du kan og kræv intet. Den, der vil, takker dig; den, der ikke vil, lad ham gå. Så er du aldrig dig selv noget skyldig. Lev så andre kan se, hvordan dét skal gøres.
