Dagbog, 18. april
Irritationen nagede i mig. Jeg, Lene Petersen, kunne slet ikke finde ro, så jeg kiggede frustreret ud ad vinduet.
Mor, mor, jeg er sulten! lød det fra min femårige søn, Mads, der styrtede hen til mig. Jeg satte ham lidt hårdt til side:
Gå nu væk, du har slidt min sjæl op i dag! Gå ud til mormor, måske har hun brød til dig!
Mads snøftede og forsvandt ud i køkkenet, råbende:
Mormooor!
Min mor Bodil, en solid kvinde i forklæde og farverigt tørklæde, rumsterede roligt ved det gamle komfur, klirrede med plader og bakker.
Vent nu lidt, Mads, bollerne skal bare lige have fem minutter mere. Hvorfor græder du sådan?
Mor skubbede til mig, sådan her!
Nå, gjorde hun det? Det er nok, fordi hun er optaget af noget vigtigt. Sidder hun derovre og glor ud af vinduet, i stedet for at hygge sig med dig og læse en bog!
Jeg sukkede dybt ved vinduet og vendte blikket mod min mor:
Lad nu være med at brokke dig, mor. Du fattede ikke, hvor svært mit liv er lige nu.
Hvad sker der da, Lene? spurgte Bodil og tog de tykke ovnhandsker på.
Vores naboer fra byen skulle gerne komme i dag. De siger, de har adopteret et barn, og nu henter de det.
Mor stivnede et øjeblik, skubbede så askeledet hårdt på plads.
Og hvad kommer det dig ved? Forstår du endelig, at Niklas ikke har brug for dig? Han elsker sin kone, Lenette også selv om hun ikke kan få børn. Slip nu det! I øvrigt synes jeg, du er uretfærdig, når du taler ondt om Lenette. Hun er sød og hjælpsom.
Ordene ramte mig hårdt. Jeg tog mit sjal og gik ud, satte mig på bænken udenfor og holdt øje med naboens hus.
Jeg fandt en pose solsikkekerner i lommen og begyndte at gnave dem, mens jeg sendte giftige blikke mod familiens hus.
Det var bygget af Niklas’ bedstefar, Jens, og nu arvet af Niklas selv. I årevis havde jeg ikke set Niklas rigtigt. Først da han blev nabo, blev jeg opmærksom på ham.
Lene! råbte min mor ud ad vinduet. Hvorfor sidder du der? Der er ukrudt i haven efter regnen gør dog noget ved det!
Men jeg ignorerede hende. Jeg havde mit eget at slås med og blev siddende på bænken.
Pludselig svingede en bil ind foran naboens hus. Jeg skulede mod bilen under pandehåret:
Nu kom de.
Niklas sprang ud, vinkede venligt:
Hej Lene! Tillykke mig jeg er blevet far!
Jeg smilede syrligt og kiggede væk.
Niklas havde glemt mig for længst. Han fragtede rundt på et sart, lyserødt lille svøb, som konen forsigtigt løftede ud. De så lykkelige ud, de bøjed sig sammen over barnet måbende, nærmest i beundring.
Nå, ja, ja, mumlede jeg misfornøjet.
Da de gik indenfor, råbte jeg:
Mooor!
Min mor dukkede op:
Ja?
Kan du se, hvor let det var for dem? De tog bare ind til København, som om de gik på jagt efter en hund! Men her bærer man på maven i ni måneder og føder med smerte!
Mor råbte vredt tilbage:
Hold så mund og lav noget! Det er ikke andres skyld, at du står alene i verden! Lad nu være at være misundelig Lenette har nok at slås med, hendes liv er ikke nemt bare fordi Niklas elsker hende.
Hun smækkede vinduet i, og jeg kiggede ondt mod Jensens hus.
De har adopteret fremmed “synd” og taget det hjem! Tænk, hun kunne ikke føde selv. Hvorfor er livet så uretfærdigt?!
***
Der var glæde hos Niklas og Lenette. Hun lagde den lille adopterede pige i ny, lækker seng. Niklas havde ikke sparet på noget.
Du er bare et vidunder, kvidrede Lenette kærligt til barnet. Niklas, kom og se, hun gaber!
Han kom lydløst hen og lagde armen om Lenette.
Hun er vidunderlig… og nu er vi forældre, Lenette.
Må jeg give hende et nyt navn? Jeg vil kalde hende Rikke, hvis jeg må?
Hvad er der galt med Anna?
Det navn passer hende ikke. Hun er min, og jeg kalder hende, hvad jeg vil.
Så skal vi skifte papirerne igen… Men hvis det er det, du ønsker.
Lenette betød alverden for Niklas. Hun havde været tæt på at gå til grunde, da hun opdagede sin barnløshed, men den lille pige havde reddet hende.
Niklas kyssede sin hustru. For hende ville han flytte bjerge.
***
Når Lenette stolt trillede barnevognen ud af lågen, spionerede jeg altid så snart hun viste sig, styrtede jeg for at klæde om.
Hej Lenette! Hvordan har I det? Hvordan går det med lillepigen? spurgte jeg hende, mens jeg kiggede nysgerrigt ned i vognen.
Hvor er hun dejlig, den lille. Lyseblå øjne, lyst hår hun ligner jer slet ikke, Niklas og dig!
Hun behøver jo ikke ligne os, svarede Lenette venligt.
Men jeg fortsatte uden skam:
Du virker så forandret som mor, Lenette du stråler. Kan huske, du engang græd over ikke at kunne blive gravid.
Hun skiftede ansigtsudtryk, stoppede hurtigt samtalen:
Lene, vi må hjem Rikke skal sove nu.
Rikke? Fint navn? Hun bliver mobbet med det i skolen!
Det tror jeg bestemt ikke. Hør, Lene måske du skulle blande dig udenom mit og Niklas liv? Du har selv Mads, tag dig nu af ham jeg skal nok klare min. Nu går vi.
“Din”!? råbte jeg efter hende, men Lenette skyndte sig væk. Jeg begyndte at udtænke min plan: finde den lille Rikkes biologiske mor for at ødelægge Lenettes lykke.
***
Det tog flere år.
Jeg overlod Mads til min mors omsorg og tog ind til København, fik job på hospitalet som hjælper og bagefter på børnehjemmet. Jeg gjorde mig uundværlig, sugede sladder og rygter til mig.
Utroligt nok lykkedes det mig at finde Rikkes mor en ung, usikker studine, der var kommet fra landet, Annelise Gaarde.
Jeg fandt hende, nærmede mig langsomt, og blev hendes ven. Jeg hjalp hende økonomisk, gav hende lidt penge og mad, og hun begyndte at stole på mig.
***
Lenette levede lettere, efter jeg flyttede til København. Der gik rygter om, at jeg boede hos en fjern slægtning og arbejdede for usle penge.
Nå, det var da godt, sagde Lenette til Niklas. Hun hadede mig vist kun, fordi du aldrig valgte hende.
Hvad snakker du om? spurgte Niklas forbløffet. Lene og jeg? Jeg havde aldrig følelser for hende, først da hun blev alene-mor, troede hun jeg var forpligtet til at gifte mig med hende. Mærkelig logik.
Lenette kiggede trist:
Hvorfor giftede du dig så ikke med hende? Hun er jo sød, smuk og kan få børn.
Tror du, for mig er børn det vigtigste? Jeg så kun dig. Da jeg mødte dig, vidste jeg, du var den eneste for mig.
Hun smilede, men smilet slukkedes hurtigt.
Jeg voksede op på børnehjem, har ingen familie og kan ikke få børn… Jeg forstår ikke, hvordan du orker alt det, Niklas.
Niklas gav hende et varmt kram:
Det vigtigste er, at vi to har hinanden. Familie det har jeg rigeligt af, så lad være at lede efter problemer, hvor de ikke er.
***
Min mor, Bodil, besøgte mig ofte i byen, med store poser spækket med æg, smør og grøntsager til både mig og Mads.
Når hun rejste, lod hun Mads blive hos Lenette og Niklas. Mads og Rikke blev bedste venner.
Ofte bad min mor Niklas om et lift til byen. Han sagde sjældent nej.
Først håbede hun på, at jeg fandt en mand og tog Mads med mig, men årene gik, og jeg nøjedes med at plage hende om flere forsyninger.
På et tidspunkt overtale hun mig til at flytte hjem i landsbyen og droppe mit håbløse byliv.
***
Jeg vendte hjem en iskold novemberdag, moderne klædt i stiletter og dyr uldfrakke, med min billige skuldertaske klemt ind til kroppen.
Min mor slæbte min store pink kuffert bag mig, brokkende sig:
Se dig selv, Lene. Ikke en krone at leve for, men altid overdådigt klædt på!
Jeg kiggede mig omkring og hvæsede lavmælt:
Lad nu være, mor! Jeg lever på diæt det forstår du ikke!
Diæt? Du kunne ikke engang betale for dit eget værelse. Det var da godt, du kom hjem igen.
Jeg sagde ikke et ord og gik med bøjet hoved.
Mor rystede på hovedet:
Hvad skal du med sådan nogle høje hæle? Og den frakke? Lige om lidt er den umoderne!
Hvad ved du mumlede jeg og gled nærmest afsted i mudderet.
Ved haven stod Lenette med børnene. Da Mads så mig, løb han mig i møde.
Hej Lene, du ser smart ud, sagde Lenette kort og gik derefter:
Bodil, jeg smutter ind.
Hun tog Rikke i hånden og gik. Jeg fulgte dem med øjnene.
Hun ligner sin mor så meget.
Hvem taler du om? spurgte min mor.
Den pige Rikke. Jeg har mødt hendes rigtige mor. De er næsten identiske. Stakkels Lenette, hun kunne ikke få sine egne børn og nu risikerer hun at miste Rikke, hvis den rigtige mor vil have hende igen.
Mor blev vred:
Hold nu op! Gå hjem og tag dig af din egen søn, i stedet for at snakke ondt om andre!
Han er aldrig uden mor jeg er her da! protesterede jeg.
Endelig har du tid til Mads! Bliv så hjemme og tag dig af ham!
Del 2
Da Rikke blev tretten, ville hun fejre fødselsdag på café i byen og gav klart udtryk for det.
Nej, sagde Lenette. Vi har ingen penge, og far er syg og har brug for hjælp. Vi dækker et bord herhjemme, og du kan invitere klassekammerater.
Nej, hvor kedeligt! protesterede Rikke mine veninder bor jo i byen!
Hvilke veninder?
Freja og Tilde! Vi skriver sammen hver dag.
Men pigerne er sommergæster, de bor ikke her…
Vi kan jo tage til byen og fejre min fødselsdag vi har jo den lejlighed!
Rikke, lejligheden er udlejet pengene går til din fars behandling. Café og bytur, det har vi ikke råd til. Desuden kan din far ikke rejse så langt med sin dårlige ryg.
Rikke så surt på sin mor.
Vi kan tage bussen selv, og far kan blive hjemme. Du lyver bare, fordi jeg ikke er jeres rigtige datter!
Hun smækkede døren og gik.
Rikke, hvad siger du? Lenette fulgte hende ud på trappen, men datteren stod allerede på trappen, truende:
Jeg ved alt du er ikke min rigtige mor! Min rigtige mor savner mig derinde i byen Annelise sagde det selv!
Lenette var fortvivlet og kunne mærke, deres forhold havde været kompliceret, siden Rikke blev teenager.
Hvad hun ikke vidste var, at jeg havde fået Rikke i kontakt med hendes biologiske mor og de talte ofte sammen.
Annelise havde giftet sig rigt og var nu parat til at hente Rikke hjem.
Rikke, kom nu ind, vi snakker
Nej, jeg ringer til MOR! hun har sit eget café!
Lenette klamrede sig til dørkarmen, helt rystet.
***
Det slog til. Snart efter rullede en rød bil ind til Bodils hus. En spektakulær og smilende kvinde trådte ud. Lenette, der havde stået og spioneret, fór ud:
Rikke! Kom tilbage, du kan ikke bare tage hende! Jeg ringer til politiet!
Den blonde kvinde kiggede overlegent på Lenette:
Skal vi nu snakke om, hvem der egentlig er mor? Du tog mit barn fra mig.
Jeg lyttede ivrigt gennem vinduet, men turde ikke vise mig.
Rikke så koldt på Lenette:
Kan du ikke bare lade os være? Jeg får ENDELIG en rigtig fødselsdag ikke mere kedelig landsby! Nu tager jeg på café!
Og kalder du hende mor? Hviskede Lenette med knust stemme.
Rikke satte sig ind i bilen uden at se tilbage.
Lenette brast i gråd. Hendes hjerte var knust.
***
Uendeligt mange gange spurgte Lenette sig selv, hvor det gik galt, da hun opdragede Rikke.
Efter flere timers tårer måtte hun igen tage sig sammen Niklas kom hjem fra behandling i Odense.
Han støttede sig til det han kunne hun fortalte ham nu hele sandheden om Rikke.
Så du lod hende gå? Du må da være fra forstanden? udbrød han.
Niklas, hun forlod os jo kalder hende mor. Hvad kan jeg gøre?
***
Det blev hurtigt klart, at Rikke ikke ville hjem hun længtes efter et nyt liv sammen med Annelises familie.
Hun afviste alt herhjemme og rejste ind til byen hver weekend, hvor hun spiste, shoppede og fik gaver.
Lenette var nødt til at holde kæft, sagde hun, men hun led over tabet af sin datter.
Dårlig mor, fnøs Rikke til sidst du har ikke engang råd til en ordentlig telefon.
Lenette skjulte hovedet og græd. Niklas skældte ud med hævet, svagt røst:
Sådan taler du ikke til din mor! Hører du?
Hun er ikke min mor! skreg Rikke og forsvandt.
Da hun var gået, hviskede Lenette:
Hun er bare teenager. Det er puberteten. Måske forstår hun en dag al den kærlighed, vi har givet hende.
Niklas rystede stille på hovedet.
***
Jeg selv, Lene, kiggede ofte ud gennem vinduet og betragtede det hele. Der var ingen triumf hævnen smagte bittert. Imens var tiden gledet, mor døde. Mads flyttede hjemmefra for at studere.
Lenette kom ikke længere over min dør. Fællesskabet mellem vores familier var knust.
***
Senere adopterede Niklas og Lenette en lille dreng fra børnehjemmet. Jeg fnøs:
De lærer aldrig…
***
Men Annelise blev aldrig en god mor. Da hun mistede alt kæresten smed hende ud, og hun klandrede straks Rikke.
Det er din skyld. Jeg bliver nødt til at finde en ny mand, måske du skulle tage hjem igen.
Rikke var enig:
Jeg savner egentlig mor og far. De har en lille søn nu, så måske jeg ikke er savnet.
***
En aften bankede det svagt på døren. Lenette, halvvejs i søvne, gik ud for at åbne.
Hvem der?
Det er mig mor.
Hun åbnede døren Rikke stod der, gennemblødt og forgrædt.
Mor, tilgiv mig hulket hun.
Jeg vidste, du ville komme hjem, min pige, sagde Lenette og havde allerede tilgivet alt.
Rikke faldt sammen i hendes favn.
***
Mit liv føles nu tomt. Jeg brugte årevis på at forfølge andres lykke og mærkede ikke, hvordan min egen ungdom og fremtid forsvandt. Jeg glemte helt at tage mig af mit eget barn, og pludselig fløj han fra reden. Min mor er væk. Vrede og misundelse bragte intet andet end ensomhed.
I dag sad jeg længe og kiggede på Lene og børnene i haven hos Niklas og Lenette. De var ikke perfekte. Men de tilgav selv når det gjorde allermest ondt. Jeg forstår nu, at had og jalousi kun dræber ens egen glæde. Næste gang vil jeg forsøge at vælge kærlighed.
