Kirsebærmarmelade
Lene, hvor er mors store balje? Du ved, den hun altid lavede marmelade i? Oda åbnede det ene skab efter det andet i det lille sommerhus trange køkken. Den er ingen steder! Jeg har ledt overalt.
Måske lagde hun den op på loftet? Hun sagde jo, at der ikke længere var nogen at koge marmelade til, efter far flyttede.
Ja, for vi tæller ikke rigtigt Oda rejste sig fra knæene foran det sidste skab og sukkede tungt.
Hvad nu, Oda? spurgte Lene bekymret og så på sin søster.
Det er bare ryggen igen. Ikke noget alvorligt. Jeg stod dumt.
Du burde gå til læge.
Og hvad skal de sige? Det har jeg hørt før.
Du lyder som mor! Lene svang hånden op i frustration. Vanddråber fra kirsebærrene sprøjtede ud over køkkenbordet nogle ramte Mis, der snorkede blødt på stolen. Katten fnøs fornærmet, åbnede et gult øje, vurderede søstrene og slumrede videre. Så længe de ikke skændtes højlydt, var alt vel. Du prædikede ellers altid for hende om læger og hennes helbred. Men hun hørte ikke efter. Og se, hvor det førte hen?
Lene, lad os lade den ligge. Min ryg har gjort ondt i årevis, det stopper ikke nu. Man vænner sig. Lad os finde baljen i stedet. Jeg har prøvet i gryden, men det smager aldrig helt rigtigt.
Måske vidste mor en hemmelighed?
Nej, der var aldrig noget hemmeligt. Alt gik, som det plejede.
Lene rejste sig og gik gennem huset.
Hvor skal du hen? råbte Oda.
Loftet!
Den skulle jeg jo selv tage.
Bliv nu siddende. Hvis din ryg låser sig deroppe, må vi have kran ind!
Oda grinede tungt. Imellem dem var der aldrig fine fornemmelser eller tomme høfligheder. Ord blev givet lige på, som kirsebærrene fra samme gren. Lene var lang og ranglet, Oda lille og blød som en wienerbrødsbolle. Men temperamentet havde de arvet som én stædigheden, den kom fra mors mor.
Oda lignede ikke sine forældre meget kun de isblå øjne var mors, og de mørke krøller kom fra far. Resten var mormors spejlbillede: buttet, mild i udseende, men med en styrke som en gammel skonnert. Selv! havde Oda sagt, knapt to år gammel, mens hun greb skeen ud af mors hånd. En livsdetalje, der aldrig forsvandt.
Oda kendte familiens historie udenad og bar stolt sammenligningen med mormor Gudrun. Gudrun havde stået alene med tvillinger, efter hendes mand døde som 23-årig. Svigerforældrene nægtede hjælp Vi har selv nok at bære! Gudrun klagede aldrig, hun vidste godt, at maskinskrivningslønnen ikke kunne brødføde dem, så hun opsøgte Fru Jensen i opgangen.
Fru Jensen, De kender jo alle. Ved De om nogen mangler lidt hushjælp? Jeg er flittig og ikke bange for at tage fat.
Det gør jeg, brummede den høje skoledirektør.
Oda anede ikke andet end, at Gudrun gennem Fru Jensen kom i huset hos en operadiva, Mille, spraglet og sær, men godhjertet. Mille forlangte, Gudrun tog børnene med Her er værelser nok! Musik er godt for børnesind! og Gudrun, der i begyndelsen kun blev, fordi hun skulle, kom til at holde uendeligt af Mille, måske som en familie, hun aldrig selv havde haft.
Den vinter Mille døde, gled hun bare stille væk i søvne. Gudrun, som tidlig morgen havde kigget ind, mærkede ikke forskellen straks, før hun forstod. Mille lå rolig på dynen, yngre og strammere i ansigtet, som hun engang havde stået ved flyglet, klar til at synge, så hjertet snørede sig sammen og alt besvær blev glemt. Da alt var ovre, arvede Gudruns piger, tvillingerne, både lejlighed og sommerhus, testamenteret til børnene som var de Milles egne.
Alt ændrede sig med tiden. Oda og Lene blev voksne, flyttede hjemmefra. Begge blev mødre med få måneders mellemrum bedstemor Gudrun blev lykkeligt dobbelt-bedstemor. Men familieforhold er aldrig lige til. Oda huskede, hvordan de en dag rykkede ind i Milles lejlighed. Hun var kun fem, stirrede på flyglet som et sovende dyr. Hun løftede forsigtigt låget og trykkede på en tangent det sang en streng, derefter én mere. Ikke musik, kun lyde, men hun kunne ikke lade være.
Oda! mors stemme tordnede og Oda sprang forskrækket. Låget smækkede ned over hendes fingre, og tårerne sprang frem, mere over fornærmelsen end smerten.
Du rører ikke instrumentet!
Oda løb til bedstemor.
Hvad sker der, Odalil?
Katja, hvorfor gør du dog sådan? Mille forbød aldrig pigerne at spille.
Jeg er ikke Mille, mor. Det skal passes på.
Men hvad nu hvis hun har talent?
Jeg ville have opdaget det. Hun brummer, ikke synger.
Så var den vej spærret. Alt hvad Oda forsøgte faldt i moderens skygge, mens lille Lene blev solskinnet og familiens vidunderbarn: Min smukke, snedige Lene, du skal blive til noget! Og Oda, allerede klog nok til at mærke forskel, tænkte stille, at Lene ikke havde taget hendes plads, kun fået en større. Hun besluttede at gøre sig bemærket: Tegnede, var stjerne i gymnastik, fik topkarakterer, men mor nikkede distræt: Fint!
Senere blev forskellen kun større. Hver gang Lene udmærkede sig, var mor oppe at køre. Hun læser allerede! Oda læste som femårig. Hold nu op, jeg taler om Lene! Hun skal spille musik. Godt, vi beholdt det flygel!
Bedstemor skånede ikke Oda for at se det, men gav mere kærlighed for hver fornærmelse. Hun forsøgte at hjælpe, men forstod med tiden bedst, at det ikke kunne fixes søstre måtte i stedet holdes sammen, selvom vinden konstant stod skævt.
Så ændrede tingene sig: Zindy, Lenes tvillingesøster, flyttede hjem til barndomsbyen efter årelangt ophold i Odense, ledt af ægtemandens utroskab. Katja, Oda og Lene måtte dele arven: sommerhuset, lejligheden, stille forhandlet igennem, men ikke uden konflikt. Katja truede: Har hun fortjent det? Hun har aldrig holdt noget ved lige! men til sidst måtte hun bøje sig for testamentet.
Gudrun blev gammel, men samlende som en høne, sagde hun: Alle mine kyllinger skal have plads under vingen! Hun drømte om oldebørn overalt, masser af liv.
Men drømmen forvitrede brat en efterårsdag, da hun blev klemt under en tung gren fra nabohavens valnøddetræ og aldrig kom sig. Familien stod tilbage, pludselig moderløs, uden råd og bagværk, uden nogen at læne sig op ad når krisen kradsede.
Et halvt år senere gik Katjas mand, Jens, fra hende. Jeg kan ikke mere. Jeg hjælper gerne, men jeg kan ikke bo her. Hun græd, slog ud efter alt og alle Oda, Lene, endda yndlingsdatteren.
Ingen må ses med far! Gør I det, kommer I ikke ind igen!
Mor, kan du høre dig selv? Hvor gamle tror du vi er? Jeg ser min far. Hvis du ikke kan lide det, kan vi også undgå hinanden.
Katja var rædselsslagen for at miste dem begge, men Lene stod sammen med Oda. Vi er familie, hører du! Over tid blev stemningen mindre giftig, skønt Katja stadig sukkede, når Lene ikke kun var hendes.
Og så pludselig: Fundet! Det er præcis den balje! råbte Lene dæmpet fra loftet.
Er det den gamle kobberbalje? spurgte Oda.
Lige nøjagtig! Nu skal jeg bare kravle ned. Så er vi klar.
Oda tøvede og spænede ud til den gamle stige under loftslugen.
Pas nu på, Lene. Tag det roligt!
Rolig nu, jeg flyver ikke! sagde Lene og kom forsigtigt ned. Tag baljen jeg må lige skifte tøj, jeg er sort af støv!
Et par timer senere sad søstrene i køkkenet over en kop stærk kaffe. Den gamle balje stod midt på bordet, kølig og fuld af dampende kirsebærmarmelade, hvis duft var så tyk, at Mis smuttede ud af havedøren havde det været torsk i dåse, som Katja plejede at konservere, var han blevet.
Lene, husker du, hvordan mor lavede marmelade? Hun opfyldte alle hylder, ikke bare én gryde.
Selvfølgelig. Far elskede kirsebærmarmelade. Han kunne spise det med ske.
Mor brokkede sig altid
Hun kunne ikke lide, at han tog direkte fra glasset. Han boede jo ikke alene
Nej, men ultimativt sørgede hun for, at han blev alene.
Men han var ikke alene, Oda! Vi var der jo.
Til gengæld endte mor selv ensom. Hun har skændtes med Zindy, nægter at se niecerne, ingen venner tilbage. Hvorfor, Lene?
Gid jeg vidste det… sukkede Lene og skænkede mere kaffe. Jeg har aldrig forstået mor.
Mærkeligt! Hun sagde altid, at du var den eneste, der forstod hende.
Nej da. Fx altid sagde hun: Lene, søg ikke Oda, hun er ikke din ven. Hvem skulle så være? Hvorfor ville hun splitte os, var hun jaloux?
Måske.
Tosset.
Husker du, hvordan du gav mig mine gamle bamser tilbage, når mor sagde, de var dine nu?
Selvfølgelig. Du er for stor nu, Oda, de er ikke til dig. Lene grinede. Men det blev aldrig mine. Din Lise-dukke, din gamle teddybjørn.
Og husker du, hvordan hun jog mig ud, når du skulle øve klaver?
Ja! Oda gjorde stemmen streng. Oda! Ud! Du forstyrrer! Lene, skat, øv dig nu.
Netop! Lene var ved at dø af grin. Hun fattede bare aldrig, at du lærte mig at spille. Alt, jeg lærte i musikskolen, øvede vi sammen.
Du elskede flyglet mere end mig. Du spiller stadig bedre.
Lidt har jeg da fået styr på fingrene, men du var bedre til at mærke musikken.
Du burde have læst videre med musikken.
Tal, regnskaber det er også musik. Når jeg indleverer regnskab i SKAT, er det også symfoni!
De grinede højt, så blev det stille, indtil Lene spurgte:
Oda, hvorfor tror du, mor blev sådan?
Jeg ved det ikke. Man kan ikke koble sin hjerne på andres. Jeg tænker tit over det. Bedstemor holdt jo aldrig forskel på nogen. Zindy siger det samme, hun forstår ikke Katjas kulde. Men Zindy gider ikke analysere hun siger, det ikke hjælper. Hvis Katja vil, så bliver de forsonet. Hellere en dårlig fred end evig krig.
Tror du, hun har ret?
Oda flyttede rundt på kopper og sukkerskål.
Ja, Lene. Havde du spurgt mig som ung, havde jeg svaret anderledes. Men årene går så stærkt. Mor forstår det ikke. Pludselig er der ingen tilbage at sige undskyld til.
Har du selv fundet på det?
Oda smilede, rystede på hovedet.
Nej. Det lærte bedstemor mig tidligt. Du var lille dengang. Hun sagde altid: Familiens kærlighed er det dyreste, lad ikke din egen rygsæk spænde ben for dit hjerte.
Zindy gør det allerede.
Måske kommer det også til mor engang. Hun ER trods alt ikke ung længere. Nå! Oda så på uret og sprang op. Vi skal i gang! De andre ankommer snart, og vi står her og snakker! Ok, du tager koldskålen, jeg ordner boller. Vi bliver hurtigt færdige.
Senere rullede en lille kassevogn ind ved lågen, styret af Zindys svigersøn, og ud væltede børnene som ærter på en varm sommeraften.
Bedste-mooooor! råbte de mellem de blomstrende kirsebærtræer, og Mis forsvandt i hækken.
Han vidste præcis, hvad den flok betød: for mange hænder, for lidt fred. Her var Zindys oldebørn, Odas børnebørn, og Lenes elskede ene barnebarn. Skjult fulgte han, hvordan verandaen blev tændt op, det store runde bord dækket, hver sin kop fundet frem, kun brugt når børnene var hjemme. Oda satte den blanke balje på plads, og så var der ikke mere marmelade at sylte alt blev spist samme aften. Stenene fløj i smug gennem luften, ud i buskadset, og når de blev opdaget, fik børneøjne den runde glans og påstod:
Der kommer et træ! Så vi kan sylte, når vi bliver store, bedste!
Senere krøb alle rundt i huset for at gøre sig klar til natten. Men ingen sov først. Man sad på trappen ud, nynnede sange i tusmørket, og når de små faldt i søvn med hovedet i skødet på de større, smuttede Mis langs stuegulvet, kravlede op og lagde sig til rette ved den kærmeste lille krop. En lille hånd slog ham blidt, borede sig i hans pels, og han spandt stille vogtede børnedrømmene og faldt selv i søvn til lyden af lykken, som hviskede gennem det gamle hus.
