Fra min bedstemor arvede jeg et gammelt hus midt i en skov. Jeg havde lyst til at tage derud og se det, men min mor forbød det, og senere fandt jeg ud af hvorfor.
Da jeg var barn, havde vi næsten ingen kontakt med min mormor. Der var kun nogle få uklare minder et par års samtaler, og så intet mere. Pludselig stoppede alt.
Jeg vidste ikke hvorfor. Jeg var for lille til at forstå dengang, og senere, når jeg spurgte min mor, afviste hun det bare.
Med tiden vænnede jeg mig til det. Men for nylig kom der nyheder: min mormor var gået bort. Jeg kan ikke sige, at det gjorde ondt eller var trist jeg kunne knap nok huske hende. Alligevel overraskede det mig, at hun havde efterladt mig sit hus i landsbyen.
Nysgerrigheden vandt over ligegyldigheden. Jeg ville i det mindste se huset, forstå, hvordan det var, og måske sælge det senere. Men da jeg fortalte min mor om det, blev hun pludselig nervøs:
“Lad være med at tage derud, jeg beder dig.”
“Hvorfor ikke, mor? Hvad er der derude?”
“Jeg vil ikke have, at du skal derhen.”
“Mor, hvad skjuler du?”
“Ingenting…”
“Du lyver! Hvorfor havde du ikke kontakt med mormor? Hvorfor fortæller du mig ingenting?”
“Bare lad være… Du vil fortryde det. Mere kan jeg ikke sige.”
Hendes ord gjorde mig kun endnu mere nysgerrig. Jeg vidste, at jeg alligevel måtte tage afsted. Der var for mange hemmeligheder i den familie.
Da jeg endelig nåede frem, lå huset midt i skoven. Et gammelt murstenshus med et forfaldent vindfang det så helt almindeligt ud. Næsten hyggeligt. Jeg gik nærmere, bøjede mig ned nøglen lå under måtten.
Jeg satte den i låsen, drejede langsomt og skubbede døren op. Jeg trådte ind og frøs af skræk.
Jeg kiggede rundt i værelserne, da pludselig øjnene faldt på en gammel billedramme på væggen. Jeg gik nærmere og stivnede. På billedet var der min mor, min far… mig kun tre år gammel… og en dreng. Han var omkring ti.
Jeg stirrede på hans ansigt. Hvem var han? Hvorfor havde jeg aldrig set ham før? Der blev iskoldt i mit bryst. Der var noget galt her. Jeg var blevet løjet for.
Med rystende hænder ringede jeg til min mor.
“Mor… hvem er den dreng på billedet?”
Der var en lang stilhed i den anden ende. Jeg troede, hun ikke ville svare, men så hørte jeg en hulk.
“Du skulle ikke have set det…” sagde hun. “Du havde en storebror.”
Jeg stod helt stille og kunne ikke tro mine egne ører.
“En bror?”
Og så fortalte hun endelig sandheden. For mange år siden tog vi alle sammen til mormor i landsbyen. Jeg var tre, og min bror var ti.
Vi legede i haven, mens mormor lavede mad. Min bror klatrede op i et træ… mistede balancen, faldt ned og landede så uheldigt, at han brækkede ryggen. De kunne ikke redde ham.
Siden dengang kunne min mor ikke tilgive mormor. Hun gav hende skylden for alt. Hun trak sig væk fra hende for evigt og forbød mig at have kontakt, fordi hun var bange for, at minder og skygger fra fortiden ville gøre mig ondt.
Jeg stod i huset med telefonen i hånden og stirrede stadig på drengen på billedet. Min bror, hvis eksistens jeg først lige havde opdaget.
