Falsk skønhed
Det kan simpelthen ikke passe! Er I virkelig gået fra hinanden? Nej, det tror jeg altså ikke på! Helena stirrede på sin ven med så stor forundring, at han nærmest blev flov. Hendes øjne blev store som tekopper, brynene hævede sig til hårgrænsen, og munden var let åben. Du forgudede jo Liv! Jeg brugte jer altid som eksempel, drømte selv om så smukt et forhold.
Det er desværre sandt, Helena… Søren kiggede dystert ud ad vinduet i den gamle lejlighed på Nørrebro, mens regnet silede ned ad ruderne, og de grå skyer nærmest svælgede hele byen. Det danske forårsvejr passede perfekt til hans humør alting føltes tomt indeni, savnet til fem års forhold farvede alting i gråtoner. Han knyttede hænderne så knoerne blev hvide, stemmen knækkede let: Det er forbi, forstår du? Slut…
Hvorfor dog? Helena lænede sig bekymret frem. Liv ventede jo troligt på dig i et halvt år, mens du var i udveksling i Aarhus! Hun var dig tro, lod sig ikke lokke af hverken søde ord eller dyre gaver!
Hvordan kan du vide alt det fra? Du bor trods alt i Odense, Søren trak på smilebåndet uden glæde. Eller er det bare god gammeldags kvindesolidaritet?
Jeg har masser af veninder i København, som holder et vågent øje! Og jeg har godt hørt, at hun virkelig begyndte at gå op i sit udseende, mens du var væk. Hun ændrede frisure, begyndte at træne, købte helt nyt tøj. Hun lagde virkelig kræfter i at imponere dig, Søren.
Netop derfor holdt det ikke længere! Søren fór op, for hen til entreen og fiskede sin mobil op fra inderlommen. Hænderne rystede, tankerne slog knuder. Han halvløb tilbage og næsten stak telefonen op i ansigtet på Helena. Kan du huske, hvordan Liv så ud før jeg rejste?
Selvfølgelig, Helena sukkede let, tænkte sig om og lukkede øjnene. Yndig pige, langt, glat, lyst hår, store blå øjne, nydelig lille næse God figur måske ikke den allermest imponerende barm, men det virkede jo ikke til at genere dig?
Præcis! Jeg var glad for hende som hun var. Hun var mit ideal. Men straks jeg var væk, fik hendes veninder hende overtalt til at lave sig om, så hun ikke skulle miste mig, hvis jeg fandt noget bedre. Hun troede på dem det gør næsten ondt at indrømme og begyndte at forandre sig. Ikke af lyst, men af frygt.
Helena mærkede uroen brede sig. Fingrene greb hårdt om stolen, brynene trak sig sammen. Er det virkelig så slemt?
Se selv! Søren rakte hende mobilen. På skærmen toner Liv frem; men ikke den Liv, Helena kendte. De lange bølger af lyst hår var forvandlet til en skrigende platinblond page kunstigt og ufatteligt kort. Læberne var unaturligt fyldige, ansigtet nærmest fremmed. Hun havde tabt tyve kilo, så hun nu var tynd som en pind, kravebenene stak ud, armene var skrøbelige, og huden var bleg som juni himlen. Mørke rande under øjnene afslørede træthed eller tårer. Og værst af alt: hun havde fået lavet brystforstørrelse, selvom Søren altid havde sagt, han elskede hendes naturlighed.
Jeg genkendte hende knap nok, da hun ventede på mig i lufthavnen… stemmen rystede. Han vendte sig væk og knyttede hånden mod væggen i arrigskab; mærkede smerten, lod sig ikke stoppe. Hvordan kan man ændre sig så meget på et halvt år? Hun vidste, hvor meget jeg elskede hende som hun var hvorfor gik det tabt?
Søren gik rastløst rundt, armene gestikulerede i frustration. Han satte sig, hovedet i hænderne. Helena forstod ham; hun havde ofte lyttet, når han klagede over chefen i Nordea, der sendte ham til Jylland så længe. Alt havde handlet om Liv: bekymringer, opkald, savn. Og nu stod han med et menneske, han ikke engang længere genkendte.
Måske var det for at glæde dig? forsøgte Helena blidt, gik tættere. Måske har nogen bildt hende ind, det ville gøre dig glad.
Men hun mistede sig selv i forsøget! Jeg elskede hende hende, ikke bare et smukt ydre!
Det, der nagede ham mest, var at Liv i månedsvis havde undviget videoopkald. Hver gang han foreslog det, smilede hun kun mildt og sagde Vent, skat, jeg har en overraskelse til dig Det lød sødt, men Søren mærkede uro. Mest af alt frygtede han, hun havde fundet en anden, og bare ikke turde sige det direkte. Bekymringen gnavede; koncentrationen led.
Til sidst bad han sin ven Mikkel, der boede ved Liv, diskret at undersøge sagen. Mikkel var tøvende, men gik med til det.
To døgn senere ringede han.
Hun har virkelig en overraskelse, men jeg ved ikke, om du bliver glad. Men én ting er sikkert: hun har ikke nogen anden i kikkerten. Hun spørger tit efter dig og glæder sig voldsomt.
De ord beroligede Søren en smule. Han afviste endda at få et billede sendt. Dumt, tænker han i dag måske kunne han endda have forhindret det hele, var han kommet før hjem.
Hjemrejsedagen kom. Søren sad rastløst i lufthavnsstolen, kiggede igen og igen på sit ur og tvang vejrtrækningen rolig. Alt imens dukkede billeder op på nethinden: de krammede i ankomsthallen, hun duftede som før, de gik hjem, lavede kaffe og udvekslede alt det, de havde oplevet, grint og grædt.
Men virkeligheden var slet ikke sådan. Da han så Liv ved udgangen, stivnede han. Hans kæreste var ikke til at kende fremmed, poleret, sørgmodig maskerade.
Søren! Hvor har jeg savnet dig! Liv spredte armene ud. Men Søren trådte bagud, virkede afvisende. Smilet forsvandt fra hendes ansigt, usikkerheden skinnede igennem.
Hvad sker der? Er overraskelsen for meget? håbede hun. Hun nussede sit hår, søgte hans blik.
Jeg kan ikke forstå, hvor min rigtige kæreste blev af, mumlede han. Syg eller hvad? Hvor er dit smukke hår? Din naturlighed? Du plejede altid at se så rigtig ud.
Du mener rund? Liv trak sig; stemmen skælvede, tårerne samlede sig. Hendes veninder fnisede ved siden af hende. En vred linje trak over Livs ansigt.
Nej, men nu synes du garanteret ikke det er pinligt længere at vise dig frem! Se, hvor moderne jeg er, hviskede hun, prøvede at lyde stærk.
Hvem siger jeg overhovedet har lyst til at gå nogen steder med dig nu? Søren hævede stemmen. Du er ikke den samme længere. Hvorfor talte du ikke med mig? Vi plejede da altid at snakke om alt!
Kom nu, Søren! Hun er jo lækker nu hun kunne være forsidemodel! Ved du hvor mange drenge, der er begyndt at skrive til hende? veninden skød sig mellem dem, blinkede betydningsfuldt og pegede til Livs nye former det var til at miste mælet af. Du burde være glad; hun gjorde det jo for din skyld!
Nej, ikke for mig, svarede Søren hårdt. For sig selv eller måske endda for jer.
Han så på Liv, nu på nært hold, og stemmen blev blødere, men sørgmodig:
Liv, du vidste hvor meget jeg satte pris på det naturlige. Det her det er ikke den pige jeg elsker. Du var smuk præcis som du var. Nu føler jeg mig som en fremmed. Jeg ville fri til dig jeg havde endda købt en ring. Ville leve hele livet med dig Men jeg kan ikke leve mit liv med en plastikdukke.
Tårerne løb ned ad Livs kinder; hun rakte ud, men Søren gik.
Vent, Søren! Jeg troede bare du ville være stolt af mig
Men han forsvandt ud i regnen. Livs veninder trak hende ind til sig.
Han vender tilbage! Han mente det ikke han er bare i chok, forsøgte en af dem. Du finder nemt en ny alle vender sig efter dig nu!
Mens de talte hende op, følte Liv sig tom og hun vidste nu, at hun, i forsøget på at være bedre, havde mistet det, der virkelig betød noget.
Jeg ville jo bare giftes med hende mumlede Søren senere, skjulte ansigtet i hænderne, stemte rystede som et barnehjerte. Jeg havde glædet mig, set det hele for mig frieriet, latteren, lykken Og så stod jeg bare der, og kunne ikke kende hende.
Og hvorfor skal I piger altid være utilfredse? fortsatte han sagte. Jeg sagde dagligt til Liv, at jeg elskede hende netop som hun var, med alt det, der gjorde hende unik. Og så viskede hun det hele ud. Lod sig omdanne til en anden.
Værst af alt var hendes veninde, tilføjede Søren bittert. Kom hjem til mig, pralede: Se på mig, Søren, jeg er naturlig skønhed; Liv er bare plastik nu. Han slog opgivende ud med armen. Tror hun virkelig, jeg bare hopper videre?
Helena lagde beroligende hånden på hans. Hør, det er ikke din skyld. Du gav alt. Det er ikke dig, der fejler. Nogle gange er folk blinde for det, de allerede har.
Måske burde jeg have prøvet mere. Ikke afvist hende men forstået. Måske var hun bange for at miste mig, følte sig utilstrækkelig. Måske gjorde hun det af kærlighed, og jeg så kun overfladen?
Helena klemte hans hånd:
Dine følelser er gyldige. I har begge ret til at være dem I er. Men snak med hende, hvis du kan. For kærligheden skyld. Måske er der noget tilbage under facaden, der kan finde hjem igen.
Søren sad tavs, stirrede ud, mens regnen stillede af, og solen endelig brød gennem de mørke skyer. Ingen af dem sagde noget, men begge vidste, at forandringer ikke altid bringer lykke at ægte kærlighed er bundet til det ægte, til alt det skæve, varme og velkendte, man engang turde elske præcis som det var.
