Den rene kogeplade
Birgitte. Kom her.
Ikke noget “venligst.” Ikke noget “når du er færdig.” Bare “kom her,” som når man kalder på en hund.
Hun lænede moppen op ad væggen og gik ind i køkkenet. Jesper sad ved bordet og kiggede ned i sin telefon. Ved vinduet, på sin sædvanlige plads, sad Inger-Margrethe, svigermor, og drak te. Rummet lugtede af kogt kål og de der piller, hun tog i håndfulde fra morgen til aften.
Mor siger, du igen ikke har gjort komfuret ordentligt rent, sagde Jesper, uden at løfte blikket.
Jeg gjorde det i aftes.
Ikke godt nok.
Inger-Margrethe satte koppen fra sig på underkoppen med et blidt klunk.
Jeg tåler ikke, at der er snavs i mit hjem, sagde hun med den slags stemme, som om det var solopgang og regnvejr, en selvfølge. Jeg havde altid orden. Tyve år styrede jeg dette hjem alene, og aldrig så det sådan ud.
Birgitte var treoghalvtreds. Hun stod i gummihandsker, våde hænder, lyttede til det. Igen.
Vis mig hvor, så gør jeg det, sagde hun.
Netop, vis det, sagde Jesper. Kan du ikke selv se? Eller skal jeg vise dig nede på alle fire?
Han sagde det lavt. Næsten roligt. Han talte altid sådan: lavmælt, men med en tone som ramte lige der, det gjorde ondt.
Birgitte kiggede på kogepladen. Den skinnede. Hun havde skuret den i en halv time i går aftes efter aftensmaden. Den var ren.
Og så skete der noget.
Ikke et brag, ingen tårer. Hun kiggede på pladen, så på Jesper, så på Inger-Margrethe med hendes te. Og der blev helt stille indeni. Sådan helt, som før noget går i stykker.
Hun tog handskerne af og lagde dem på bordet.
Jeg har hørt på det her i otteogtyve år, sagde hun. Nu er det slut.
Jesper kiggede op fra telefonen. Inger-Margrethe stivnede.
Hvad sagde du? spurgte Jesper.
Jeg sagde: Nu er det nok.
Hun gik ud af køkkenet. Ind i soveværelset, trak en stor Netto-pose frem. Lidt tøj, dokumenter, en trøje, et ekstra sæt undertøj, oplader. Hænderne var rolige, det overraskede hende. Hun var rolig, som én der endelig tager den beslutning, man har gået rundt med i mange år.
Stemmer fra køkkenet, først hviskende, så højere.
Jesper, hører du ikke? Stop hende!
Så stop hende selv, hvis du vil.
Birgitte tog jakken på, greb posen, gik ud i entreen og stak fødderne i gummistøvlerne. Åbnede døren.
Birgitte! skreg Inger-Margrethe inde fra køkkenet. Forstår du overhovedet hvad du gør? Hvor vil du hen? Du er ingenting uden ham! Ingenting!
Birgitte lukkede døren bag sig. Blidt, uden smæk.
På trappen lugtede der af nabokattens kattegrus og af frisk maling fra stuen nedenunder. Hun gik ud på gaden. Det var oktober, koldt og råt, bladene lå som tætte, våde lag på asfalten. Birgitte standsede uden for opgangen og tog telefonen frem.
Maria svarede efter to ring.
Maria, sagde Birgitte. Jeg er gået.
Pause.
Gået? Hvorfra?
Fra Jesper. For altid. Jeg har ingen steder at tage hen.
Et øjebliks tøven. Så sagde Maria:
Kan du huske adressen? Tyve minutter, jeg er hjemme. Bliv ved døren, jeg sender koden.
***
Maria boede i en lille etværelses lejlighed på Frederiksberg, som hun selv havde købt for syv år siden, da hun arbejdede på hotel og sparede hver krone. Små hylder over alt, blomster, på køkkenet hang et magnetbræt med klodser fra forskellige byer. Det duftede af kaffe og kanelsukker.
Birgitte sad i sofaen med en varm tekop. Maria sad overfor, med benene trukket op, så på hende, uden at afbryde.
Fortæl, sagde hun.
Der er ikke meget at sige, sagde Birgitte. Det er altid det samme. Kogepladen er beskidt. Frikadellerne får for lidt salt. Gulvet er dårligt vasket. De ser på mig, som om jeg er noget der ikke virker ordentligt.
Birgitte, det har altid været sådan. Hvad skete der i dag?
Birgitte tænkte sig om.
I dag så jeg på den rene kogeplade og indså, at hvis jeg ikke går nu, går jeg aldrig. Så går jeg til. Bare lægger mig ned en dag og står ikke op igen, og de siger bare, at jeg ikke kunne passe på mig selv.
Maria nikkede. Sagde intet. Hældte bare mere te op.
Om natten lå Birgitte på Marias sofa under et uldtæppe og lyttede til stilheden. Ægte stilhed. Intet tv fra den anden stue. Intet host fra Inger-Margrethe bag væggen. Ingen følelse af, at hun skulle rejse sig og gøre noget.
Hun sov ikke til klokken tre. Ikke af bekymring, men fordi hun ikke vidste, hvordan det føltes, bare at ligge uden at være ansvarlig.
Så faldt hun alligevel i søvn.
***
Telefonen var tavs. På tredjedagen skrev Jesper: “Hvornår kommer du hjem?” Ikke “undskyld” eller “vi må tale sammen.” Bare “hvornår kommer du,” som var hun væk på forretningsrejse.
Birgitte læste og stak telefonen i lommen.
Rigtigt, sagde Maria, som havde set det. Du skal ikke svare. Lad ham selv tage stilling.
Der er ikke noget for ham at tage stilling til, sagde Birgitte. Han regner bare med, at jeg fortryder og vender hjem. Han har altid troet, jeg blev.
Gør du det?
Birgitte kiggede ud ad vinduet. Gården under regngråt oktobervejr, bare træer, våde biler.
Nej. Men jeg ved ikke hvorhen.
De første uger var mærkelige. Birgitte vidste ikke, hvad hun skulle stille op. Hele sit liv var hun vågnet klokken syv, for at lave morgenmad, gøre rent, vaske, hente medicin til Inger-Margrethe, handle ind, igen lave mad, igen gøre rent. Altid var det ikke nok eller ikke godt nok.
Nu vågnede hun til en tom dag. Intet at gøre. Det var næsten uudholdeligt.
Maria, jeg skal have noget at tage mig til, sagde hun en morgen, hvor Maria skulle på arbejde.
Søg et arbejde.
Hvordan? Jeg har været hjemmegående i otteogtyve år.
Du er jo kunstner.
Birgitte lo kort, uden glæde.
Var kunstner. Dengang. Efter akademiet arbejdede jeg to år på et forlag, blev gift, og Jesper sagde, det var unødvendigt, han tjente penge. Og hans mor sagde, at anstændige kvinder passer hjemmet.
Og du sagde ja.
Ja. Jeg var femogtyve og troede, det var kærlighed. At nogen passede på én.
Maria iførte sig frakken i stilhed.
Birgitte, der ligger akvarelfarver i mit skab. Min niece efterlod dem. Og papir. Prøv.
Hvorfor?
Fordi dine hænder kan huske.
***
Akvarellerne lå i en pose, viklet i avispapir i nederste skuffe. Billige børnefarver i blå plastik med et egernmaleri på låget. Papiret var akvarelblok af tyk kvalitet. Birgitte satte sig ved køkkenbordet, stirrede længe på det hvide papir.
Så tog hun penslen frem.
Først gik det skævt. Farven gled ud, hånden rystede, det hele så underligt ud. Hun rev tre ark i stykker. Men så blev hun rolig og begyndte bare at male. Ingen plan. Ingen idé. Bare farve. Bare form.
Efter en time lå der et lille akvarelbillede foran hende: gården under Marias vindue, våde træer, grå himmel med et rosa skær langt ude.
Hun kiggede på det: Det har jeg lavet.
Ikke frikadeller. Ikke en ren kogeplade. Det her.
Om aftenen kom Maria hjem fra arbejde, så billedet og standsede.
Har du malet det?
Ja.
Det er godt. Virkelig godt.
Nej, det er alt for skævt.
Men det lever, sagde Maria. Jeg har set hundrede gårdanlæg, men det her føles levende.
Birgitte svarede ikke. Smed ikke billedet ud.
***
I Jesper Eriksen Jensens ejendom skete noget, han aldrig havde forestillet sig.
De første dage ventede han, at Birgitte ville komme tilbage. Hvor skulle hun gå hen? Hun kunne intet. Ingen penge, ingen job, ingen bolig. Hun ville komme tilbage, han var sikker.
Men hun kom ikke.
På fjerdedagen opdagede han, at køleskabet var tomt. Helt tomt. Han så på en ensom liter kærnemælk, lukkede og gik sulten på arbejde.
Om aftenen sad Inger-Margrethe i køkkenet og så på ham med den mine, gamle kvinder har, som om de har vidst det længe.
Har du spist?
Nej.
Jeg har heller ikke. Gav du noget med hjem fra Brugsen?
Nej, jeg nåede det ikke.
Så har vi ikke spist, og du nåede ikke at købe ind, sagde Inger-Margrethe. Fornemt. Jeg er snart firs og aldrig har jeg været ude for, at der ingen rugbrød var i huset.
Mor, så gå selv i Brugsen.
Der var lang stilhed.
Jeg er snart firs. Jeg har dårlige knæ. Jeg har højtryk. Går med stok. Og du beder mig selv gå?
Mor, jeg havde travlt, jeg arbejdede!
Og Birgitte arbejdede ikke? Hun sled for dig fra morgen til aften, og nu har du jaget hende ud!
Jesper slog op med blikket.
Jeg har ikke smidt hende ud. Det var hendes beslutning!
Fordi du pressede hende! Morens stemme hævede sig. Jeg sagde til dig, du skulle være mildere. Men du ved jo bedst!
Og du bankede også hele tiden på hende! “Kogepladen er beskidt, frikadellerne skidt, gulvet ikke rent nok!”
Jeg kom med bemærkninger! Mit hus, mit ret!
Mit hus, mor. Det er min lejlighed!
De så på hinanden. Første gang i mange år. Birgitte var væk, den buffer der tog alle slagene bort.
Jesper rejste sig, tog jakken, gik ud og smækkede døren.
Inger-Margrethe sad alene i mørket. Hun tændte lyset, åbnede køleskabet, så på kærnemælken, lukkede igen. Satte sig.
Det var stille på en måde, det aldrig havde været, mens Birgitte boede der.
***
I november kom kulden og den første sne. Birgitte havde boet hos Maria i tre uger og fik langsomt farve i kinderne, som én der har været længe i kældertoften og nu kommer ud i dagslys. Først blændet. Så vænner man sig.
Hun malede hver dag. Købte sig nogle ordentlige farver. Maria fandt et opslag på nettet: et lille atelier på Åboulevarden, tyve kvadratmeter, nordvendt vindue, trægulv billigt, fordi det trængte til istandsættelse.
Birgitte besøgte og vidste straks: det var her.
Vil du leje? spurgte udlejeren, en ældre dame med strikket hue.
Ja.
Birgitte havde næsten ingen penge. Hun solgte de guldringe, hun havde fået til bryllup af forældrene. Med en indre trækning, men alligevel: minde om hvad?
Atelieret blev hendes sted. Hun kom om morgenen, åbnede vinduet, og kold luft med duften af sne og kanal strømmede ind. Det duftede af maling, linolie, træ. Hun stillede glas, foldede papir ud, arbejdede i timevis og glemte tit frokosten.
Hver dag blev hun bedre. Hænderne kunne stadig, de skulle bare lukkes op efter otteogtyve års stilhed.
En dag i december ringede Maria.
Birgitte, hotellet vil lave en udstilling for lokale kunstnere. Lille, bare i foyeren. Jeg nævnte dig. Vil du aflevere nogle værker?
Maria, jeg er jo ikke kunstner. Jeg er bare begyndt igen.
Du ER kunstner. Jeg har set det med mine egne øjne.
Det er amatørmaleri.
Birgitte, du har i tredive år sagt, du bare “er” det og “kun” det. Slut med det. Du afleverer værkerne?
Birgitte tav.
Okay, sagde hun. Jeg afleverer.
***
Det var her, hun mødte Poul Madsen.
Han kom til ferniseringen ikke fordi han gik op i kunst, men fordi han havde booket et værelse og tilfældigt stod i foyeren. Høj, ternet skjorte, grå stænk ved tindingerne, milde øjne. Han stod foran et af Birgittes billeder: vinterparken, bænk, spor i sneen til og fra.
Birgitte nærmede sig for at rette en ramme, hørte ham sige sagte til sig selv:
Se, så sad de lidt og gik hver til sit.
Er det sporet? spurgte hun.
Han vendte sig uforlegent.
Ja. Jeg tænker: To gik hertil, sad på bænken, gik hver til sit. Man ved ikke om de var glade eller gik skævt.
Jeg tænkte det var én der kom, satte sig, vendte hjem.
Man går ikke alene i sådan en zigzag, sagde han alvorligt. Se, sporet snor sig. To.
Nu så hun billedet på en ny måde.
Måske, sagde hun.
De talte i tyve minutter. Han skulle hjælpe sin bror med at renovere lejligheden i nabobyen. Poul var håndværker, lavede alt: tømrer, el, VVS. Enkemand, voksne børn. Talte ikke meget, men lyttede opmærksomt. Hun opdagede det: ingen telefonkiggen, ingen afbrydelser. Så hende, når hun talte.
Det var så uvant, hun vidste ikke, hvordan hun skulle opføre sig.
Har du kort? spurgte han.
Nej, jeg har ikke lavet.
Må jeg få dit nummer?
Det gav hun. Og tænkte: hvorfor egentlig? Måske ville han købe et billede.
Tre dage efter skrev han: “God aften. Det er Poul, vi talte om spor i sneen. Jeg vil gerne købe det billede, hvis det ikke er solgt.”
Det var det ikke. Han kom, foldede det forsigtigt, spurgte om hun havde flere. De tog ud til hendes atelier. Han gik rundt, så længe på alt. Købte to små landskaber.
Du maler godt, sagde han.
Jeg malede ikke i mange år, sagde hun.
Hvorfor?
Hun trak på skuldrene. Ikke nu.
Livet blev sådan.
Han nikkede og spurgte ikke mere.
***
Jesper ringede i januar. Birgitte havde boet hos Maria, arbejdede i atelieret, og officielt var de endnu gift, hun havde ikke søgt skilsmisse.
Telefonen ringede om aftenen, Birgitte var i atelieret og malede vinterstilleben: grangrene, kogler, stearinlys.
Birgitte, sagde Jesper.
Ja.
Nå… hvordan går det?
Fint.
Tavshed.
Mor er syg, sagde han.
Det er jeg ked af.
Kunne du komme forbi? Bare en gang om ugen? Hjælpe lidt.
Birgitte lagde penslen.
Jesper. Jeg er flyttet. Jeg kommer ikke tilbage for at hjælpe til.
Du er stadig min kone.
For nu. Men det varer ikke længe.
Birgitte, lad nu være. Kom hjem, så taler vi sammen.
Vi har aldrig talt sammen, Jesper. Otteogtyve år. Det var dig og din mor. Jeg lyttede og gjorde, hvad der blev sagt.
Du overdriver det hele.
Måske, men jeg kommer ikke tilbage.
Hun lagde på. Hænderne rystede ikke. Hun blev overrasket.
En daglig historie: hustru forlader sin mand. Det lyder så enkelt. Føles det ikke. Det er som at lære at gå på ny. Hver dag.
***
Økonomien byggede Birgitte op langsomt. Billeder blev solgt, men sjældent og ikke for store beløb. Engang var der postkort, små billeder som gaver. Med Marias hjælp lavede hun en side på nettet, lagde billeder op, og folk begyndte at følge og skrive.
Det var knap til dagen og vejen, men tilstrækkeligt. Atelier, mad, tøj. Ingen luksus, men nok.
Hun havde aldrig troet, dét ville føles som rigdom. Men det gjorde det.
Poul kom hver anden eller tredje uge med arbejde til sin bror, men kiggede altid forbi. De drak kaffe på en lille kaffebar eller gik tur i parken. Han fortalte om sit, hun om sine billeder, om mod på olie ikke kun akvarel.
Han pressede sig ikke på. Brugte aldrig “skal” eller “burde.” En dag indså hun, at hun glædede sig til at se ham. At hans fravær gjorde atelieret lidt mere stille.
Maria, sagde hun. Poul… jeg forstår det ikke.
Hvad?
Han er meget god. Det skræmmer mig.
Hvorfor det?
Fordi jeg er vant til, at det rare dækker over det onde. At det gode aldrig varer.
Maria så længe på hende.
Birgitte, måske dækker det ikke hos alle?
Birgitte tænkte over det i flere dage.
Så skrev hun til Poul først: “Vil du kigge forbi på lørdag? Jeg er i gang med et stort nyt billede, vil gerne vise det.”
Han kom, så, sagde det var godt. De gik i kaffebaren, og der spurgte han:
Birgitte, vil du med ud i weekenden? Der er et gammelt kloster en timestid herfra. Siges at være smukt om vinteren.
Hun sagde: Det vil jeg gerne.
***
Om hvad der foregik i Jespers lejlighed på Vesterbrogade hørte Birgitte kun drypvis. Naboen, den gamle fru Jørgensen, ringede engang imellem.
Hvordan har du det, Birgitte? Og hold da op, deroppe er der ingen ro. De skændes så det kan høres ind til mig. Inger-Margrethe tuder over, at Jesper ikke kunne holde dig hjemme, og han svarer igen. I går var det så slemt, at jeg var nær ved at ringe efter politiet.
Birgitte lyttede og mærkede en fjern og tynd sorg. Ikke skadefryd, intet triumf: bare sådan blev det.
De havde det ikke dårligt uden hende fordi de savnede Birgitte. De havde det dårligt fordi der ikke længere var én imellem dem til at tage imod.
I februar ringede fru Jørgensen: Inger-Margrethe var blevet hentet med ambulancen. Blodtryk, hjerte. Jesper sad alene på hospitalet, som en skygge.
Birgitte satte vand over til te. Skulle hun ringe? Otteogtyve år trods alt. Et menneske, på trods.
Så tænkte hun: nej. Ikke fordi det “burde.” Livet havde været for meget “burde.” Nu fik han selv klare sig.
***
Marts med snesjap og duft af tøsne. Birgitte gik over torvet med stofpose, købte grønt til morgen. Standse ved boden med unge rødder og tomater, fik lyst til at male det hele farverne, stemningen.
Og dér så hun Jesper.
Han gik med en indkøbspose, blikket i telefonen, opdagede hende ikke. Han så ældre ud, syntes hun. Eller måske havde hun aldrig set ham sådan: skuldrene faldet ned, krøllet jakke, grålig ansigt.
Hun stod og ventede på en følelse. Frygt? Vrede? Vilje til at forsvinde?
Intet af det.
Jesper kiggede op, så hende. Standsede.
De stod over tre boder.
Birgitte, sagde han.
Stemmen nærmest som altid, men noget fremmed. Forvirret.
Jesper, svarede hun.
Han nærmede sig. Grøntsagsdamen på nabostanden lod sig optage af sine egne æbler.
Hvordan går det? spurgte han.
Fint.
Du ser tynd ud.
Måske.
Mor er på hospitalet. Hjertet.
Jeg har hørt det. Det er jeg ked af.
Han tav. Skiftede pose i hånden.
Du kommer ikke tilbage, vel?
Birgitte så på ham. Roligt. Uden had, uden medlidenhed. Bare så.
Nej, Jesper. Jeg kommer ikke tilbage.
Man skal jo leve…
Du skal. Jeg lever allerede.
Han fandt ingen ord. Hun tog sine tomater, betalte, gik.
Hjertet slog regelmæssigt. Det var hendes sejr. Ikke i at gå, ikke i ikke at vende tilbage, men i bare at stå der, tale uden frygt eller sammentrækning. Ikke: “Du må være høflig”, “lad nu være med at være for hård”, men i at tale med et næsten fremmed menneske.
Hun købte urter, frisk brød og gik hjem hjem som atelieret; hun kaldte det nu “hjem”.
***
I april søgte hun skilsmisse. Uden advokat, gik selv, fyldte papirerne ud. Jesper protesterede ikke. De mødtes hos notar, skrev under, gik.
Intet fælles hjem. Jesper beholdt lejligheden. Hun ville ikke slås for sin del for opslidende. Maria sagde, hun skulle. Birgitte rystede på hovedet.
Den lejlighed skal jeg ikke have, Maria. Jeg skal videre.
Pengene ville hjælpe.
Pengene skal komme, sagde Birgitte. Bare fra andet end det.
Hen på sommeren så hun Poul ugentligt. Nogle gange tog hun til hans by, nogle gange han til hende. Han havde et lille hus i et roligt område, med have, solbærbuske, ældre æbletræ. Første gang stod hun længe under et hvidt flor af blomster.
Flot, sagde hun.
Det var min kone, der plantede det, sagde han bare. Otte år siden hun gik bort. Men træet blomstrer.
De stod sammen og så på træet.
Poul, er du ikke bange for det der… igen?
At stå tæt med et andet menneske?
Ja.
Han tænkte sig om.
Jo, sagde han. Men jeg kan godt lide dig. Og jeg tror, frygt er ikke nogen grund til ikke at leve.
Hun grinede uventet.
Klogt.
Jeg er vant til at slå søm direkte i. Uden for meget snak.
***
Efteråret, et år præcis siden hun tog sin pose og gik ud fra lejligheden på Vesterbrogade, sad de sammen. Han rodede med en køkkenskuffe, hun med en kop og en skitseblok.
Der var varmt, roligt, duft af træ og kaffe.
Birgitte, sagde Poul, uden op fra sin skrue, vil du flytte ind?
Hun løftede blikket.
Hvorhen?
Her til mig.
Hun sagde ikke noget. Han rodede videre.
Jeg har atelieret.
Jeg ved det. Men her er et værelse med vinduet mod øst. Lys om morgenen. Har jeg sagt det?
Du har.
Nå?
Birgitte så på sin skitse. Køkken, manden med skruetrækkeren, kvinden med koppen. Vinduet. Haven.
Jeg skal tænke lidt.
Tænk.
Skynder du ikke på?
Nej.
Hvorfor?
Han lagde opvaskebørsten, prøvede skuffen. Den gled.
Jeg har nok af tid, sagde han. At presse voksne mennesker er dumt.
Birgitte så på skitsen.
Godt, sagde hun.
Godt du tænker eller godt du flytter ind?
Godt jeg flytter ind.
Han nikkede, satte sig, tog sin te. De sad i stilhed, og stilheden var god.
***
Et halvt år mere.
Birgitte boede nu hos Poul, men beholdt atelieret på Åboulevarden. Hun var der tre dage om ugen. Værelset hos Poul blev hendes andet sted: her lavede hun skitser om morgenen, når han var på arbejde.
Nu blev hendes billeder solgt lidt oftere. Berømt var hun ikke, nej. Men folk begyndte at opsøge hende, ville kun have hendes arbejde. Det var ikke stort eller larmende, men det var hendes.
Om Jesper hørte hun kun lidt: Fru Jørgensen ringede, Inger-Margrethe gik dårligt, gik aldrig ud. Jesper havde hyret en hjemmehjælper. Gik på arbejde, kom hjem.
Birgitte lyttede og tænkte, at hans humør engang var hendes vejr, hans ord hendes læresætning. Kvindeliv der fra ydersiden lignede et godt ægteskab, men indeni var et lille fængsel uden lås for værst var det bur, hvis dør man selv holdt lukket indefra.
Nu var himlen anderledes.
En tirsdag i december tidligt kom Birgitte til atelieret, tændte op, satte te over. Udenfor dryssede sneen tungt og blødt.
Telefonen ringede. Maria.
Birgitte, hej! Hvordan går det?
Fint. Sidder og arbejder.
Jeg har nyt. En bekendt sagde, at et galleri i centrum søger kunstnere til forårsudstilling. Lille, men rigtig. Hun har set dine billeder på nettet og vil gerne tale med dig. Her er hendes nummer.
Birgitte skrev ned.
Maria, de vil sikkert have noget stort. Jeg har intet navn, ingen anerkendelser.
Birgitte, for fem år siden malede du ikke. Nu har du halvandet hundrede værker. Er det ikke stort?
Tjo…
Ring nu bare.
Ja.
Hun lagde på, så på nummeret. Så ud af vinduet: sneen faldt stadig, alt var dækket, rent, som et blankt papir.
Hun hældte te op, tog penslen. Hun skulle male sneen, lige nu.
***
Om aftenen kom Poul for at hente hende i atelieret.
Klar?
Fem minutter endnu.
Han sad på skamlen, tålmodig, så på hende arbejde. Nogle gange mærkede hun det blik: roligt, opmærksomt, som nogen der holder af.
Efter fem minutter pakkede hun penslerne sammen.
Færdig, sagde hun.
Godt billede, nikkede han.
Sne er svært. Det er aldrig bare hvidt. Det er blåt, rosa, gråt. Alt andet end hvidt.
Interessant, sagde han alvorligt. Det havde jeg ikke tænkt på.
Det er det. Man tror, det er simpelt. Ser og ser ikke.
De gik ud. Kulden skar, sneen var holdt op, luften var ren og klar.
Poul, galeriet har ringet om udstilling i centrum.
Og?
Jeg vil gerne, men det skræmmer mig.
Hvad frygter du?
At de siger, det er forkert. At jeg ikke er ægte kunstner. At det er useriøst.
Poul gik stille ved siden af hende, hænderne i lommerne.
Birgitte, det værste ligger bag dig, det ved du?
Hvad mener du?
Du boede et sted, hvor du hver dag fik at vide, du var nul værd i otteogtyve år. Du gik med en Netto-pose. Det var svært. Et galleri? De siger måske nej. Og hvad så?
Hun standsede.
Du rammer sømmet, sagde hun.
Han smilede, ganske let i lyset fra gadelampen.
Kom, det er frostkoldt.
De gik videre, sne under fødderne, gadelys spiegel i frosne pytter. Forude de varme vinduer hjemme.
Poul Madsen?
Ja?
Tak.
For hvad?
For aldrig at sige jeg skal eller burde.
Han tænkte sig lidt om.
Voksne mennesker ved selv, hvad de skal. Jeg kan bare minde dig om det.
De gik ind. I entreen duftede der af træ og lidt af æbler fra kælderen.
Birgitte trådte ind, tog støvlerne af, gik ud i køkkenet og tændte lyset.
Alt var velkendt: træbord, to stole, vindue mod haven. Skitseblokken stod på vindueskarmen.
Hun slog op på skitsen: køkken, manden med skruetrækkeren, kvinden med koppen. Vinduet, haven bagved.
Nu skulle sneen tegnes færdigt.
Hun fandt blyanten frem.
