Chefens hemmelighed
Vores kære chef har da helt sikkert fundet sig en eller anden, hviskede Rikke lavmælt til kollegaen. Og de må være oppe at toppes! Ellers råbte han jo ikke sådan af os hele tiden. Og opgaverne umulige at løse!
Kollegaen svarede blot med et spidst tsk, tydeligt ligeglad med at fortsætte samtalen. Hun drejede sig demonstrativt væk, for at vise at hun ikke ville tale om det. Men det stoppede ikke Rikke.
Seriøst, du undrer dig slet ikke? insisterede hun, stemmen lidt højere. Måske har han problemer derhjemme, og så går det ud over os? Tænk hvis der er sket noget, og vi slet ikke ved det
Deres småsnak gik ikke ubemærket hen. Morten Søndergaard, der stod for mødet, stoppede brat op i sin tale og stirrede direkte på Rikke. Hans stemme var iskold:
Rikke, keder du dig? sagde han, tydeligt og med vægt på hvert ord. Eller er det, jeg siger, ikke vigtigt nok? Måske vil du tage ordet?
Rikke mærkede straks en knude i maven. Hun blinkede forvirret, mens hun forsøgte at samle tankerne. Hvordan bemærker han altid alt? for hun igennem hovedet.
Undskyld, Morten, jeg jeg kom bare med et par idéer, mumlede hun så sikkert hun kunne. Ikke noget særligt, bare lidt tanker.
Morten løftede øjenbrynene; et lille, skælmsk smil spillede om hans mund. Han vidste selvfølgelig, det drejede sig om alt andet end arbejde, men han fortsatte sit forhør.
Del dem gerne med os, Rikke? sagde han let ironisk. Vi venter.
Rikke blev kold hen ad ryggen, men med et nervøst smil prøvede hun at svare værdigt.
Ehm, jeg tror jeg venter lidt med det, sagde hun, så roligt hun kunne. Mine idéer mangler stadig noget ja, grundlag. Så jeg vil ikke spilde andres tid med dem endnu.
Morten smilede knap synligt.
Godt, så vil jeg glæde mig til dine færdige idéer inden ugen er omme, sagde han og lagde særligt tryk på det sidste. De kan måske gøre os allesammen klogere. Nå, videre.
Resten af mødet sad Rikke musestille, ansigtet rødmede. Hun kiggede af og til mod chefen, irriteret over at være blevet taget i at snakke. Og nu havde hun endda fået ekstra arbejde med hjem.
Pernille, der sad nær, kunne næsten ikke lade være med at grine for sig selv over situationen. Hun så Rikkes fornærmede blikke mod Morten og fandt det næsten komisk. Forsigtigt trak hun vejret dybt ind, lod som ingenting, men kastede nu og da et blik over til Rikke, der febrilsk forsøgte at genvinde sin værdighed.
Efter mødet sprang Rikke op, så snart Morten erklærede mødet for slut og forlod næsten løbende lokalet. Pernille traskede efter, smilende. Da de kom ind på deres kontor, dumpede Rikke sig hårdt ned på stolen og slog klapcomputeren op med et smæld.
Kunne du ikke hjælpe lidt? brummede hun. Hvorfor skal du altid grine af mig? Nu skal jeg finde på et eller andet før ugen er slut! Det er jo kun tre dage!
Jeg har sagt det mange gange: lad være med at sidde og snakke til møder, grinede Pernille, mens hun hældte te op og fiskede en plade Marabou-chokolade op fra skuffen. Tag det roligt og kom i gang, ikke?
Rikkes blik softnede et øjeblik ved synet af teen og chokoladen, men snart skød hun underlæben frem igen og lagde armene over kors.
Arh, arbejdet kan vente lidt! Nu har vi en vigtigere ting at tale om vores nye chef!
Pernille rystede bare på hovedet og så tilbage på skærmen, hun havde jo vænnet sig til, at Rikke elskede at diskutere ledelsen.
Han har været her i to måneder, så ny er forkert, konstaterede hun, fingrene løb over tastaturet.
Åh, alligevel! Rikke holdt ved. Han indførte en masse regler, fyrede folk
Han smed bare dovne folk ud, sagde Pernille roligt. Men vi andre fik faktisk lønforhøjelse.
Hun vendte sig mod Rikke og fortsatte:
Og møderne er blevet kortere! Før sad vi i timevis, nu holder vi os til sagen.
Rikke tænkte lidt, men protesterede så:
Jo, men nu er der jo hele tiden nye rapporter… og alt skal afleveres på rekordtid.
Pernille trak på smilebåndet:
Til gengæld får vi tingene gjort. Og resultaterne kommer hurtigere. Du så da selv, at projekterne bliver færdige før tid.
Rikke sukkede og brækkede et stykke chokolade af. Pernilles ord virkede lidt, men hun gad ikke indrømme, at hun havde ret.
Tja, måske du har fat i noget sagde hun modvilligt. Jeg troede ellers, han var single, men nu kan det passe, han har en? Skal jeg prøve at spørge HR?
Pernille rullede med øjnene og lagde pennen fra sig.
Hvad rager hans privatliv egentlig dig? spurgte hun. Hvad forskel gør det for dit arbejde?
Men Rikke kunne ikke lade det ligge. Hun var allerede i gang med at forestille sig, hvordan hun kunne finde ud af sandheden.
Han er da altid så gnaven måske problemer derhjemme, sagde hun. Hvis bare man vidste, hvad der foregik
Pernille rystede på hovedet. Hun forstod slet ikke Rikkes trang til at rode rundt i andres liv.
Rikke, nu må du tage dig lidt sammen, sagde hun bestemt. Ellers kan du ende med også at miste jobbet.
Rikke vinkede bare afværgende. Hun var allerede tændt på idéen om at finde svar.
Nej, jeg skal altså vide det! sagde hun stædigt. Jeg spørger de andre piger, de ved måske noget.
Pernille så skeptisk efter Rikke. Hun vidste, hvad det kunne ende med før eller siden ville Morten få nys om hendes undersøgelser, og så ville det blive pinligt for alle. Men Rikke var ikke sådan at stoppe.
Og så gik hun ellers rundt og spurgte alle, direkte og indirekte. Hun ville høre, om nogen havde set Morten med en kvinde, eller kende til sladder om hans privatliv. Men enten vidste folk virkelig ikke noget eller også holdt de tæt. Nogle trak bare på skuldrene, andre slog det hen med jokes, de fleste afviste hende på grund af travlhed.
Ved HR blev hun mødt med særlig kulde først lyttede de venligt, men kiggede så på hinanden og kom med et firkantet svar.
Rikke, måske du skulle koncentrere dig om dit arbejde i stedet for, lød det køligt.
Da hun forsøgte at insistere, blev det blot endnu mere tydeligt sagt, at hun skulle gå tilbage til sit skrivebord.
Rikke vendte tilbage til kontoret og så noget slagen ud. Hun satte sig tavst ved sin computer, men hovedet summede af tanker. Pernille observerede hende i stilhed og håbede, denne udflugt ville lære Rikke ikke at rode i folks privatliv.
Men Rikke lod sig ikke stoppe! Hun blev ved og blev ved. Nogle lo bag hendes ryg, nogle spurgte grinende: Er du forelsket eller hvad? men hun kunne ikke selv svare på, hvorfor hun var så opsat på det hele. En nysgerrighed brændte i hende, som slet ikke ville dø.
En dag satte hun sig for at spørge Lene fra regnskab, der altid vidste noget om alle. Rikke forsøgte at lyde casual.
Lene, du ved altid lidt af hvert sig mig, har Morten Søndergaard mon nogen? En kone? Kæreste?
Lene kiggede op på hende, med et venligt men vagtsomt blik.
Jeg sladrer helst ikke, Rikke, svarede hun roligt. Hvorfor vil du egentlig vide det?
Rikke prøvede at tage det som en joke.
Jeg er bare nysgerrig hvis ham nu er single, du ved
Lene smilede og rystede hovedet.
Selv hvis han er, er det vel ikke vores sag, sagde hun mildt. Pas du dit, din tidsplan er presset nok.
Dagene gik, og Rikke vendte og drejede det hele i hovedet. Hun analyserede hvert blik, hver sætning fra Morten, forsøgte at lægge brikkerne sammen. Efterhånden kom hun til visse konklusioner, der både gjorde hende glad og nervøs.
En formiddag brasede hun nærmest ind på kontoret, sprudlende af følelser.
Jeg kan lide ham! udbrød hun nærmest inden døren var lukket bag hende.
Pernille, der netop sad og drak kaffe, blev så forskrækket at hun næsten spildte. Hun satte hurtigt koppen ned og så måbende på Rikke.
Hvem? fik hun frem.
Vores chef! sagde Rikke, og sendte hende et blik som om, det sagde sig selv. Nu ved du hvorfor jeg undersøger hans privatliv! Hvis han er fri, så gør jeg mit move!
Pernille tav; hun vidste mere, end hun kunne sige, men skulle passe på ikke at afsløre sig.
Og hvis han er gift? spurgte hun forsigtigt.
Så prøver jeg bare alligevel! Han virker jo ikke lykkelig. Og du skal hjælpe mig!
Hjælpe dig hvordan? udbrød Pernille, lidt forundret.
Bare skaffe lidt information, sagde Rikke blidt. Vi har firmafest fredag. Gå over og spørg, hvorfor han er alene
Hvad nu hvis han kommer med selskab? Eller begynder at vise interesse for mig? forsøgte Pernille.
Han er slet ikke til den slags piger, kvitterede Rikke kækt. Og det er det eneste jeg har fundet ud af! Er vi enige?
Pernille trak på det. Hun ville helst fortælle Rikke sandheden at Morten var hendes ægtefælle men hun og Morten havde aftalt at holde det hemmeligt af hensyn til arbejdsmiljøet.
Tavsheden voksede. Rikke så spørgende på hende, men Pernille ledte efter den rigtige måde at afslå på.
************************
Rikke gik hele ugen med stjerner i øjnene, summende af forventning. Hun noterede små sætninger i sin notesbog, og gentog for sig selv, hvad hun ville sige til chefen. Ofte stivnede hun midt på gangen, øvede dialog med sig selv og skyndte sig så videre.
Hver aften stod hun foran spejlet: først med et koldt, professionelt udtryk, derefter med et hemmelighedsfuldt smil. Hun forestillede sig, at Morten lagde mærke til hende, blev betaget af både skarphed og dygtighed, forelskede sig, droppede hans (måske ikke-eksisterende) kone, friede til hende, og sammen styrede de virksomheden. I hendes drømme boede de i en lækker villa, rejste til udlandet og diskuterede forretningsplaner over stearinlys.
Pernille så til med lidt vemod. Hun vidste, at Rikke egentlig var fascineret af ideen om chefen ikke af den ægte mand bag facaden. Hun kendte til Morten bag lukkede døre: træt, omsorgsfuld, præcis. Men for Rikke var han stadig kun et fjernt ideal, ikke en virkelig person.
Torsdag kom Rikke på arbejde med en stor taske gemt under bordet. I frokostpausen hev hun et nyt, stilfuldt kjole frem diskret, men med et snert af flirt. Hun smuttede hurtigt ind på toilettet og brugte lang tid foran spejlet, rettede folder og prøvede forskellige positurer. Godt tilfreds gik hun ud og præsenterede sig for Pernille.
Hvordan ser jeg ud? spurgte hun. Han vil da ikke kunne stå for det her!
Pernille nikkede anerkendende, men sagde forsigtigt:
Flot kjole, men er du sikker på, det passer til firmafesten?
Ja, selvfølgelig! erklærede Rikke. Jeg vil gøre indtryk!
Hun kastede et sidste blik i spejlet, tilfreds. Pernille kiggede lidt bekymret på hende hun vidste, at Rikkes virkelighedssans var sløret af forventningerne.
************************
Så kom fredag, og hele kontoret blev pyntet op: lysguirlander, balloner, snacks og danske frikadeller på bordene. Overalt småsnak og grin folk nød forandringen i hverdagen.
Rikke mødte først, perfekt klædt på og opsat på succes. Hendes hår så professionelt ud, makeuppen sad, som det skulle. Hun holdt øje med døren, rettede kjolen og kiggede i spejlet i ny og næ.
Pernille ankom lidt senere iført sit klassiske sorte nødkjole: diskret, altid passende. Hun ønskede bare at slappe af, tale med kolleger, smage noget af maden, måske danse lidt hvis lysten kom.
Morten dukkede op, nydelig i mørkt jakkesæt, smilende og rolig. Han hilste på alle, og steg op på den lille scene for at holde tale. Tonen var taknemmelig og nøgtern, han roste afdelingerne og lovede spændende nye projekter.
Rikke mistede ikke et eneste ord. Hun følte nærmest, at han med skjult mening sendte hende små signaler. Hun rettede forsigtigt håret og repeterede åbningen på sin samtale med ham.
Efter den formelle del gik folk i grupper; nogle kunne ikke vente med at rette mod kagebordet, andre snakkede i småklynger eller satte musik på.
Rikke listede hen til Pernille, der nød et glas saft og kiggede ud ad vinduet.
Så er det nu! hviskede hun og kiggede sig om. Gå nu over og spørg, hvorfor han er alene. Bare casual, ikke?
Pernille tøvede, urolig i kroppen. Nu kunne hun ikke slippe uden om længere.
Rikke, jeg begyndte hun usikkert. Jeg må indrømme noget for dig.
Hvad? Rikkes stemme blev mere skarp.
Jeg kan ikke gøre det Fordi Morten Søndergaard er min mand.
Rikke stivnede. Fik pludselig kulør, blev bleg, så rød igen. Munden åben, men ordene kom ikke.
Hvad? fik hun hvisket. Dig og ham? Hvor længe?
Pernille vred lidt på sig:
Et halvt år, mumlede hun. Vi ville ikke gøre et stort nummer ud af det på arbejdet. Vi vidste, det ville give sladder jeg ønskede ikke særbehandling, og det ville Morten heller ikke. Undskyld.
Rikke trådte et skridt væk, som for at få luft. Hun så ud, som alle tanker skulle lægges om.
Og du har aldrig sagt noget til mig, din veninde?
Jeg måtte ikke, sagde Pernille ærligt. Det var ikke kun min hemmelighed. Vi blev enige om, at arbejde er arbejde. Håber, du kan tilgive mig.
Rikke sad tilbage og sundede sig. Pludselig kom hendes tanker om alle deres fortrolige samtaler, blikke mellem Pernille og Morten, hans milde stemme. Nu kunne hun se, at der havde ligget mere bag.
Hvordan opstod det? spurgte hun sagte.
Helt naturligt, smilede Pernille blidt. Vi mødte hinanden udenfor arbejde, blev langsomt glade for hinanden. Uplanlagt.
Men på møderne? Når du snakkede ham op? Du har jo hele tiden vidst det!
Ja. Men vi har holdt det professionelt.
Netop da trådte Morten hen han kunne mærke, der var sket noget. Med sin hånd lagde han stille en arm om Pernille.
Er alt ok? spurgte han dæmpet.
Rikke hev efter vejret.
Nej, jeg nu ved jeg det hele! I har holdt det skjult.
Morten smilede mildt. Han undskyldte ikke, men tog hurtigt føringen.
Lad mig forklare, sagde han højt til rummet. Mange har spekuleret over mit privatliv. Ja, Pernille og jeg er gift og ja, vi har holdt det privat for at adskille arbejde og privatliv. Vi ønsker ikke sladder eller særregler. Nu kender I sandheden.
Han tog Pernille i hånden. Dette er min kone Pernille. Vi blev gift for et halvt år siden.
En mumlen spredte sig, nogle småsnakkede, andre smilede overrasket, nogle klappede.
Tillykke! råbte en fra regnskab.
Sikke et scoop! lød det fra IT-hjørnet.
Da roen lagde sig, gentog Morten roligt:
Det ændrer ikke arbejdet her. Vi forventer stadig det samme af alle. For os er kun arbejdet vigtigt i arbejdstiden. Lad os nu fejre og hygge os sammen!
Musikken gik på, folk vendte tilbage til maden og dansen. Nogle kiggede nysgerrigt på Pernille og Morten, men stemningen løsnet op.
Nå Rikke pustede tungt ud. Så må jeg hellere finde et andet job.
Hvorfor? spurgte Pernille, forundret.
Jeg har jo nærmest lavet en hel efterforskning, svarede Rikke. Plaget alle, stillet spørgsmål og nu står jeg her. Hvordan skal jeg kunne se Morten i øjnene efter det her?
Slap nu af, smilte Pernille og tog hendes hånd. Ingen er fornærmede. Det hele glider over snart.
Måske sagde Rikke og så på Morten, der grinede med kollegerne. Det giver mening nu, hvorfor du altid tog hans parti.
Hun så på Pernille og kunne ikke lade være med at le. Du er godt nok god til at holde på en hemmelighed.
Jeg kendte bare til sandheden, sagde Pernille roligt.
De stod lidt og lod musikken rulle. Så sagde Rikke stille:
Men er han lykkelig med dig?
Pernille tænkte et øjeblik og nikkede så.
Helt sikkert. Jeg mærker det hver dag.
Så er jeg glad, sagde Rikke endelig. Fred?
Fred, sagde Pernille, og de lo begge to.
Stemningen lettede, musikken spillede videre, og de to kvinder kunne grine af det og begynde på en ny start, nu helt uden hemmeligheder.
