Kærlighed uden betingelser
Ida svævede gennem stuen i sin egen sære rytme, da hun pludselig opdagede en sort sok, der stak frem under sofaen. Hun kunne ikke lade være med at fnise, og sagde med drømmende stemme:
Din mand, han er vidst lidt af en rodeskuffe!
Hun bøjede sig let, løftede sokken op med yndefulde bevægelser og viftede med den, som en tryllestav i tågen.
Ingen ville ellers tro det! Han ser altid så ordentlig ud, som klippet ud af Ugebladet Hjemmet!
Freja kom netop ud fra køkkenet, hvor hun absorberede solskin gennem gardinet og tørrede hænderne af i viskestykket. Med overraskede øjne spurgte hun:
Hvad mener du med det?
Ida pegede med pegefingeren, som om hun tryllede, direkte på sokken, som bevis i en drøm, hvor logik kun eksisterer på skrå.
Freja rødmede, hun duppede sig på kinden og sagde:
Åh, det dér Det er Ebbe. Han elsker at fiske ting fra vasketøjskurven og slæbe dem ud på eventyr. Han er jo bare en lille krudtugle ikke stærk nok til at flytte de store ting endnu.
Idas øjne glimtede. Hun tilbad katte, stod nærmest allerede og spandt indvendigt.
Ebbe? Er det jeres killing? sagde hun næsten barnligt, hang fast i ordene, som var de træer i en alkymistisk skov. Hvor er han? Jeg har kun set billeder han ligner en vatklump, man får lyst til at dyppe i kakao
Hun undrede sig drømmende: Hvordan kunne hun have været på besøg i ti minutter, uden at have rørt den lodne fyr?
Freja lo svagt, drømmende, mens hun betragtede sin veninde.
Kig i lænestolen ved radiatoren, hviskede hun med stemme af mælk og blødt nattelys. Der ligger han, som en konge uden bekymringer. Men pas på! Hans kløer er skarpe som små hekse, og han er reserveret overfor fremmede. Hvis det går galt, står hele Fætter Kattens førstehjælpskasse i badeværelset. Jeg laver kaffe så længe.
Ida sneg sig på tåspidser hen mod lænestolen, hvor Ebbe lå som en sammenkrøllet sky af uld med sølvstriber og øre, der dansede med usynlige lyde. Hans hale bevægede sig, som om han dirigerede det absurde orkester bag drømmens kulisser.
Hvor er du fin hviskede Ida til ham, roligt, som om hun skrev på en tåge-væg.
Ebbe listede venstre øje op, betragtede hende, lukkede det igen som om hun var et spøgelse. Uden varsel svingede han en pote en fin, rød streg prydede Idas håndled.
Av! Det må være dit visitkort, sagde hun, stadig smilende som én, der vinder i Matador.
Alligevel turde hun forsigtigt klø ham bag øret. Ebbe frøs i det uendelige øjeblik, begyndte sagte at spinde, hvorefter han forsvandt ind i drømmeland igen.
Da Freja kom tilbage fra køkkenet, balancerende to kopper duftrig kaffe og en glasskål med Matadormix på armene, sad Ida stadig dér: smilende bredt, i færd med at klø Ebbes hvide mave, som drømte han om sprøjtehalse og silketæpper. Ebbe spandt højlydt, så man kunne høre det gennem væggene, som en gammel folkevogns motor i regnvejr. Idas håndled havde en skramme et minde, et bevis på vellykket dåb.
Han er så ufatteligt kær! sukkede Ida, mens hun kildede kattens hage, og Ebbe straks strakte maven endnu mere frem som for at vise: “Se alt det kærlige, jeg kan modtage!”
Du burde kigge forbi Kattens Værn. Der er så mange, der ligner ham, grinede Freja, mens hun placerede kopperne på sofabordet. Et øjeblik så hun på scenen med bløde øjne, som efterårssol på gamle fotografier det var, som om Ida kortvarigt blev fem år igen.
Det må vente, sagde Ida og blev alvorlig. Hun holdt op med at nusse Ebbe. Han kiggede straks bebrejdende på hende og jamrede sagte, som om han sagde: “Hallo hvem skal nu ae mig?” Ida grinede og begyndte igen.
Du ved, jeg skal giftes snart Tror du Martin vil tolerere endnu en kat? Han brokker sig endda over Frida.
Kan han ikke lide dyr? spurgte Freja. Hun satte sig, omfavnede koppen og snusede til duften, mens hun ventede på svar.
Han er bare så praktisk: Han kan ikke døje kattehår, og han hader små stykker legetøj under fødderne, begyndte Ida og strøg Ebbe. Jeg mener det, Martin er jo et godt menneske! Bare lidt alt for pertentlig. Alt skal stå snorlige. Der må ikke være en krumme eller støvkorn.
Frejas smil falmede, som en tegning visket væk af regn. Ubevidst gned hun sit højre håndled, som om hun mærkede gamle mærker. Hendes blik blev tåget, øjnene var ikke længere i stuen; hun var et andet sted, i fortiden, bag slørede slør fra en svunden verden.
Frej? spurgte Ida bekymret, lagde Ebbe forsigtigt tilbage i stolen, vendte sig mod Freja. Hvad sker der?
Sådan havde Ida aldrig set Freja før. Den altid strålende, nærmest eventyrlige Freja så nu grå og fjern ud, som havde nogen blæst hendes farver bort.
Det Det går nok, svarede Freja med presset stemme, men lyden knækkede. Hun var fanget af minder om en mand, der plejede at kræve orden på en måde, der startede som tryghed, men blev kvælende.
Hun trak vejret dybt, samlede kraft:
Jeg undskyld Må jeg give dig et råd? Før du gifter dig, bo sammen i et år. Mærk livet hvordan det er at gå på line, aldrig føle dig god nok, altid frygte, om du gør noget forkert.
Vil du fortælle? Hvis ikke, så er det okay, sagde Ida forsigtigt, hun ville ikke mase.
Jeg fortæller. Det er bedre at lære af andres fejltagelser, ikke?
********************************
Der var gået nitten somre over Frejas liv, da hun mødte Henrik. Han var ni år ældre, gik med regnfrakke og duftede af læder og sort kaffe. Han gav hende hvide liljer uden grund, spurgte ind til hendes livretter grøn te med mynte og hørte på hendes studiefortællinger om matematik, som om de var eventyr. Hun sagde ja til forlovelse, som man siger ja til at glide ind i en drøm.
Der var ingen, der kunne fraråde det. Hendes far lavede ny familie på Fyn og ringede kun til jul og ikke altid da. Moren virkede ligeglad, hun havde gjort sit, syntes hun: vokset barnet op, givet uddannelse. Nu levede hun sit eget liv.
Henrik var vidunderlig først. I de første måneder var der blot stille rytmer. Men så begyndte ordensreglerne at suse gennem hjemmet. De små konflikter sprøjtede op som mælkebøtter om foråret, altid om det samme: Rod.
Freja havde eksamener, sad over noter, mens kaffe kølede under lamper. Hun var så træt, så træt, men Henrik krævede støv væk klokken tolv om natten:
Her er beskidt. Vask gulvet nu!
Hun bønfaldt: Klokken er halv et, jeg har eksamen Kan det ikke vente til i morgen?
Hvis du ikke havde brugt tid på mobilen, kunne du have nået det! sagde han koldt. Hun vaskede med rystende hænder, mens øjnene lukkede sig halvvejs.
Det blev kun værre. Henrik kunne råbe, hvis bøger stod på bordet og ikke i reolen. Skælde ud over en skæv dyne. En dag rev han tøj ud af skabet:
Alt skal omvaskes og stryges igen! Alt!
Hun stod i bunken og så alt forsvinde under sig, og for første gang tænkte hun: “Måske var han ikke så fantastisk endda”.
En nat glemte hun at stryge hans skjorte, for kursusprojektet hvirvlede i hovedet. Da han så en krøllet skjorte, slog han i bordet:
Skal jeg gå på arbejde i det der? Du er blevet doven!
Han greb hende om håndleddet, hårdt. En linje af smerte boede på huden, og hun skjulte mærket under en langærmet trøje.
Han slog hende aldrig i ansigtet for ikke at efterlade spor. Det var håndleddet, han terroriserede. Nogle gange hev han hende i håret, så tårerne pressede på, men hun sagde ingenting.
Hvorfor er her beskidt? Er du ikke kvinde nok?
Freja forstod ingenting. Deres lejlighed var renere end Rigshospitalets operationsstue. Gæster sagde det altid. Hvor var snavset? Hendes verden gik itu bag støvkorn på grænselandet mellem virkelighed og vanvid.
Hun blev nervøs, dobbelttjekkede alt. Hver morgen gik hun gennem huset som en soldat på inspektion. Hun sov næsten ikke vågnede igen og igen for at skrubbe køkkenet. Hun talte knapt med veninder. Og en dag, under matematikforelæsningen, svigtede kroppen. Hun besvimede, kollapsede ind i det hvide.
Da hun vågnede, var alt skært: loftet, lagnet, sygeplejerskernes hænder. Lægen stillede spørgsmål. På sengen lå hun, stirrede op, og for første gang spurgte hun: hvorfor finder jeg mig i det her? For kærlighedens skyld? Den var væk, der var kun frygt og ønsket om flygte, hvor ingen råbte. Hun lukkede øjnene og tænkte: “Jeg kan jo ændre det”.
Alt blev besluttet ved en tilfældighed. Henrik besøgte hende på hospitalet, og hun ventede omsorg men han brokkede sig blot over hendes udseende:
Dit hår er grimt. Og se, på kitlen en plet! Det er skammeligt.
Det var da, sygehusets rengøringsdame blandede sig, en ældre kvinde med sølvhår, der dinglede som små klokker, men nu gloede hun krigerisk:
Ud med dig! Ellers får du et par på hovedet!
Freja lo sig gennem tågen, mærkede smil ligge for første gang i månedsvis. Henrik stormede ud:
Derhjemme taler vi om det!
Damen rystede på hovedet og dækkede hende til:
Hvorfor finder du dig i det? Mænd er der nok af. Du er smuk, og dit hjerte er guld. En dag ser nogen det.
Noget klikkede i Frejas bevidsthed. Hun havde arvet en lejlighed fra mormor i Hvidovre ikke stor, men hendes egen. Pengene var små, men hun kunne undervise i matematik eller hjælpe med opgaver. Hun forestillede sig nætter uden råb, morgenmad uden mærker. For første gang følte hun valget.
Tak, viskede hun, en stjerne af håb tændtes i hendes blik. Jeg prøver.
Du fortjener bedre, sagde damen. Ingen skal gøre dig lille. Du er stærk, du skal bare huske det.
Freja nikkede, og et usikkert smil voksede på læberne. For første gang i evigheder følte hun ikke sig alene.
Samme aften, mens solnedgangen farvede væggene, besluttede hun sig.
***********************
Skilsmisse gik hurtigt. Henrik mødte ikke op han sendte en advokat, der så på hende, som var hun en seddel i et kartotek. Da dommen kom, følte hun ikke glæde, kun lettelse, der bredte sig som forårsluft. Ude foran retten trak hun vejret ind; hun mærkede solen, mærkede at hun var fri, smilte fra hjertet, for første gang.
Månederne efter var underlige, men lyse. Hun flyttede ind i mormors lejlighed ud til Lindevang med vinduer mod en allé, hvor lyset tegnede mønstre på gulvet om morgenen. Ensomheden skræmte ikke længere, den gav ro. Hun lærte at glædes over småting: kaffe på altanen, duften af syrener udenfor, tavshed der mindede hende om, at nu kunne hun høre sig selv.
For at komme ud og væk fra tankerne tog hun job i Arnold Busck ikke bare for pengene, men roen. Hun elskede duften af tryksværte, følte sig hjemme blandt bogrygge og forsider i regnbuefarver.
En dag stødte hun ind i Mads, da hun stablede bøger om dansk kunst. Han bøjede sig ned efter en bog, og deres pander var tæt på at støde sammen.
Åh undskyld! hviskede Freja, og bøgerne snurrede mod gulvet. Han hjalp hende straks.
Intet problem jeg leder netop efter noget om kunsthistorie. Kan du hjælpe?
Freja nikkede, begejstret, og viste vej til kunstafdelingen, hvor der duftede af papir og støvregn. Hun smilede, først usikkert, så varmt.
Han hed Mads, gik altid i blå skjorter og grinede rundt om hjørner. Han kom hver uge først for bøger, så for samtaler, til sidst for pigerne bag disken. En dag inviterede han hende på kaffe.
Freja var bange, kunne ikke give slip på fortiden. Skræmte lyde kunne slå hende ud, en håndbevægelse fik hende til at vige. Men Mads havde tålmodighed som gamle egetræer. Han ventede, var venlig. Han pressede aldrig på, men bemærkede altid, når hun blev urolig og han trøstede stille.
En eftermiddag, i et lille kageri med ternede duge, fortalte hun ham endelig alt. Tårerne kom af sig selv. Han lyttede kun, hvert et ord, og sagde stille:
Jeg vil aldrig gøre dig ondt. Og hvis det gør ondt at lave husarbejde, hyrer vi nogen. Du skal ikke fortjene mit respekt du har det allerede.
De ord blev hendes redningskrans. I hans blik var der kun varme, ingen krav. Hun fattede for første gang håb.
************************
Sådan var det, afsluttede Freja sin fortælling. Stemmen bævede, men smilet var stærkt.
Ebbe sprang op på hendes skød, spandt som inde i et ur til et eventyrslot og strakte poten mod hendes kind. Freja lo og kløede hans ører.
Ser du? selv Ebbe ved, at man ikke skal være perfekt. Jeg elsker ham, selv når han stikker af med mine sokker.
Uden ord rækkede Ida hende en serviet varsomt, med forståelse og respekt i blikket.
Du er stærk, Freja, sagde Ida sagte og trykkede hendes hånd. Jeg er stolt af dig. Jeg er glad for, at du er lykkelig nu.
Freja så ud på natten, hvor stjerner begyndte at tænde, én efter én.
Ja. Jeg er endelig glad, sagde hun. Og jeg vil bare ønske det samme for dig. Bo sammen med Martin, lær ham at kende, også på de dårlige dage. Kærlighed er ikke kun smukke ord. Det er, når nogen siger: “Jeg er træt,” og man ikke bliver bebrejdet, bare bliver holdt.
Ida nussede Ebbes bløde pels, mens han spandt, som om han ville hele verden alt det bedste. Rummet var roligt: der knitrede fra brændeovnen, det gamle Bornholmerur slog blødt, og livet gled drømmende i en rytme af stjernestøv.
Tak fordi du delte, sagde Ida blidt. Jeg lover at tænke over det hele.
Freja løftede sit glas med kaffe nu koldt, men lifligt og smagte frihed og ro. For første gang valgte hun sig selv, satte grænser, værnede om sit inderste. Og udenfor blinkede stjernerne over København og inde i stuen blev alt hendes eget, endelig og for alvor.
