Jeg var ved at tage min frakke på foran spejlet ude i entreen og tænkte, at jeg egentlig bare skulle være blevet hjemme. Benene værkede efter en lang dag otte timer bag kassen i Netto, så en times gåtur, fordi bussen kørte forbi og ikke kom igen. Udenfor småregnede det. I lommen lå min telefon med den samme samtale, som jeg havde genset ti gange.
Anders, fyrre år, bygningsingeniør. Billedet viste en afslappet mand ved siden af en Skoda, lyseblå skjorte, ægte smil. Han skrev først for tre uger siden: “Jeg kan se, du kan lide at læse. Det gør jeg også. Hvad læser du for tiden?” Intet “Hej søde”, ingen blinkende smileys. Jeg svarede ham.
Tre uger med daglige beskeder. Hver aften, nogle gange til klokken to. Han spurgte til mit arbejde, grinede af mine historier om sure kunder, anbefalede en bog, som jeg straks læste på en weekend. Han huskede, at jeg ikke drikker kaffe, at jeg har allergi overfor kattehår, at min mor bor i Aalborg, og vi taler sammen hver søndag.
Nu var det tid til mødet. Café på Strøget, klokken syv.
Jeg betragtede mit eget spejlbillede. Toogfyrre, mørke rande under øjnene, som ingen concealer længere kunne skjule. Jeg havde selv farvet håret sidste fredag det gik faktisk meget godt, næsten som hos frisøren. Blå kjole, den jeg havde på til julefrokosten for tre år siden. Det gik vel an. Ikke værre end andres.
Telefonen gav lyd.
“Er på vej. Kommer du sikkert?”
Jeg smilede skævt for mig selv. Siden skilsmissen havde jeg været på syv dates. Syv. Én viste sig at være gift og delte gladeligt den oplysning over vores kaffe. En anden snakkede kun om sin ekskone med så stor smerte, at jeg til sidst næsten fik ondt af hende. Den tredje regnede med, jeg skulle betale halvdelen (fint nok med mig), men blev fornærmet, fordi jeg ikke inviterede ham med hjem. Den fjerde skrev dagen efter: “Du er sød, men ikke min type.” Den femte skrev slet ikke. Den sjette ringede en uge efter og spurgte, om han kunne låne 3000 kr. Den syvende var flink, men så kedelig, at jeg løbsk lavede indkøbsliste i hovedet under hans historier om kollegaer.
Nå, sagde jeg til mit eget spejlbillede. Ottende gang er ikke syvende.
Og så gik jeg.
***
Inde på caféen var der lunt, og der duftede af kanel. Jeg kom tre minutter før, satte mig ved vinduet og bestilte et glas vand. Kiggede ud folk løb med paraplyer, nogen slæbte på en hund, som snusede nysgerrigt til alle vandpytter.
Benedikte?
Jeg vendte mig om.
Anders lignede heldigvis sig selv fra billedet. Lidt højere end forventet. Grå stænk ved tindingerne. Våd jakke havde gået fra metroen.
Ja, sagde jeg og rejste mig op helt automatisk. Hej.
Hej. Han rakte hånden frem, trykkede min og satte sig. Jeg skyndte mig, men kom alligevel to minutter for sent. Undskyld.
Jeg er også lige kommet.
Nej, jeg så dig gå ind for vinduet. Du var tidlig på den.
Jeg lo. Ved ikke hvorfor, men jeg lo.
Holdt du øje med mig?
Jeg stod ved fodgængerfeltet, så blå frakke. Tænkte det må være dig.
Tjeneren kom med menuen. Han kiggede kort og lagde den igen.
Er du sulten? spurgte han. Jeg er sulten. Skal vi spise noget rigtigt, ikke bare kaffe?
Ja, lad os det, sagde jeg.
Vi bestilte. Han tog kartoffelsuppe, jeg tog hønsekødssuppe, lidt rugbrød. Han fik te, jeg appelsinjuice. Tjeneren gik, og vi sad over for hinanden.
Nå, det er lidt akavet, ikke? sagde han.
Meget, svarede jeg.
Det er nemmere på skrift.
Meget.
Skal vi lade som om, vi stadig skriver? sagde han alvorligt. Så tager vi hver vores telefon og chatter over bordet.
Hvorfor er vi så ikke bare blevet hjemme?
Godt spørgsmål. Han smilede. Dum idé.
Akavetheden forsvandt på et tidspunkt. Jeg ved ikke hvornår den gled bare væk.
Vi snakkede i over to timer. Først om den bog, han havde anbefalet, siden om arbejde. Han fortalte om fejl på byggepladsen, jeg om en kunde, der hver eneste fredag køber det samme franskbrød, kærnemælk, Digestivekiks og bruger lang tid på at sammenligne to identiske pakker og vælger den med senest udløbsdato, selvom der kun er tre dages forskel.
Tre dage kan gøre en forskel, sagde han.
Enig, svarede jeg. Hun har ret.
Han så på mig. Ikke som nogen, der vil imponere, bare så på mig, lyttede til det jeg sagde og det jeg ikke sagde.
Du er træt i dag, sagde han pludseligt.
Er det så tydeligt?
Lidt. Du gned din skulder flere gange.
Jeg fjernede hånden. Ja, venstre skulder havde brokket sig hele morgenen, jeg havde ikke selv lagt mærke til det.
Otte timer på benene, sagde jeg. Man vænner sig til det.
Det gør det ikke mindre hårdt, sagde han blot.
Jeg tav et øjeblik.
Ved du, sagde jeg, du er den første, der siger det.
Hvad?
At bare fordi noget er normalt for én, betyder det ikke, det er let.
Han nikkede. Sagde ikke mere. Og det var rigtigt der var ikke mere at sige.
***
Udenfor var regnen taget til. Vi stod under markisen foran caféen. Jeg knappede frakken, han stod med paraplyen.
Hvor skal du hen? spurgte han.
Til Amagerbro. Bussen går fra hjørnet.
Jeg kan køre dig.
Nej, det behøver du ikke, sagde jeg. Refleks. Efter syv dates får man refleksen man siger nej, indtil man forstår, det er okay.
Han fattede det. Blev ikke fornærmet, insisterede ikke.
Så følger jeg dig til bussen. Hvis det er okay?
Ja da.
Vi gik under hans paraply tæt på hinanden, skulder mod skulder.
Benedikte, sagde han, da vi stod på hjørnet. Jeg vil spørge om noget. Du kan bare sige nej.
Spørg løs.
Har du lyst til at ses igen? Ikke om en måned, men måske allerede i weekenden. Jeg kender et sted med verdens bedste boller man må blive der så længe, man vil.
Bussen kom til syne i det fjerne. Jeg kiggede på Anders. Tænkte på de syv forrige, på ham der var gift, på penge-naseren, på den kedsommelige syvende.
På lørdag? spurgte jeg.
På lørdag.
Det lyder godt.
Bussen gled ind. Jeg satte i løb, han råbte et eller andet efter mig jeg hørte det ikke rigtigt, vendte mig først, da jeg stod i døren.
Klokken to! råbte han. Jeg sender adressen!
Helt sikkert! råbte jeg igen.
Dørene gled i. Jeg fandt en plads ved vinduet. Vi kørte forbi hjørnet, hvor han stadig stod under paraplyen, vinkede. Jeg vinkede igen selvom jeg vidste, han umuligt kunne se mig i regnen.
Men det gjorde ikke noget.
***
Jeg kunne ikke lade være med at smile hele vejen hjem i bussen. Overfor mig sad en ældre herre med indkøbsnet, han sendte mig et overrasket blik et par gange. Jeg vendte mig mod ruden, hvor det våde København, gule gadelygter og butikker med lysende vinduer gled forbi.
Jeg tænkte over det der med paraplyen. En lille ting. Sidste år, på en anden date, blev jeg og manden overrasket i regn. Han ham der hele tiden snakkede om sin eks holdt paraplyen over sig selv. Jeg gik ved siden af og sagde ingenting. Han opdagede det ikke.
Paraplyen over to personer. Så lille en ting.
Telefonen bippede, lige som jeg låste mig ind.
“Kom du sikkert hjem?”
Der dukkede igen et smil op. Den ældre mand var steget af.
“Ja, tak. Og selv?”
“Godnat, Benedikte.”
“Godnat.”
Jeg låste mig ind, tog elevatoren op, hængte frakken. Min blå frakke, lidt våd henover skulderen. Fem år gammel. Ville smide den ud sidste efterår, men noget holdt mig tilbage. Godt, jeg lod være.
Jeg lagde mig og kunne ikke sove. Tænkte på, hvor let samtalen havde været. Det var ordet let. Ikke anstrengt, ikke med pinlige pauser, ikke som en eksamen. Bare ubesværet. Som om vi kendte hinanden på forhånd.
Selvom vi egentlig havde det. Tre uger hver aften tæller.
***
Lørdag viste sig caféen at være lille ti borde, træbænke, pelargonier på vinduerne. Bollerne var præcis så gode, som han havde sagt: med kål, æble, kylling. Vi tog tre hver og store krus te.
Fortæl om din mor, sagde han. Du sagde, hun boede i Aalborg.
Kan du huske det?
Jeg glemmer ikke sådan noget.
Jeg så på ham.
Det er lidt skræmmende, indrømmede jeg. Når folk husker.
Hvorfor?
Fordi man så bliver ved med at fortælle. Og vender sig til det. Og så bliver det svært at undvære.
Han tænkte over det.
Har du mistet nogen før?
Ja.
Det har jeg også. Han tog koppen i hænderne. Min kone gik for seks år siden. Vi var sammen i tolv år. Jeg troede længe, det var min skyld, men forstod siden, vi bare ikke var rigtige for hinanden. Sådan sker det.
Det gør det, svarede jeg.
Havde du en mand?
Ja. Skiltes for ni år siden. Ingen børn. Han flyttede til Odense, vi har ikke talt siden. Sådan er det.
Føler du dig ensom? Han sagde det helt roligt.
Det havde jeg ikke ventet. Jeg ville sige “nej, det går fint”, eller lave sjov, eller undvige men i stedet sagde jeg:
Ja. Nogle gange meget.
Jeg gør også, sagde han. Derfor meldte jeg mig derinde. Fire måneder. Du er den første, jeg gerne ville møde.
Virkelig?
Ja. De andre skrev jeg ikke til. Du skrev om Klaus Rifbjerg i din profil, så tænkte jeg hende må jeg lære at kende.
Jeg grinede.
På grund af Rifbjerg?
På grund af den måde, du skrev på. Kort og ærligt: “Rifbjerg. Blixen. Vil gerne have det ægte.” Jeg tænkte hun ved, hvad hun søger.
Jeg ved det egentlig ikke, indrømmede jeg.
Ingen gør egentlig. Det er helt normalt.
Vi blev der til lukketid. Ejeren en dame i tresserne med forklæde kom med en ekstra bolle: “Tag bare, den bliver ikke frisk i morgen.” Anders takkede hende ved navn han kom her tit, det viste sig.
Kommer du meget her? spurgte jeg.
Tidligere med en gammel ven. Han flyttede til Aarhus for to år siden. Nu kommer jeg alene nogle gange.
Det lyder lidt trist.
Sådan er det, sagde han. Men nu er det anderledes med dig.
Jeg så på ham. Ingen store ord, ingen pauser. Blot et roligt blik.
Hvad hedder hun? spurgte jeg ejeren.
Kirsten. Hun har en datter i Silkeborg, børnebørn. Ringer altid til dem om fredagen, jeg har tit overhørt det. Det varer længe.
Du lægger mærke til folk, sagde jeg.
Det prøver jeg. Han tog en bolle. Min far sagde altid: Se hvordan folk behandler dem, der ikke skylder dem noget. Så ser du deres karakter.
Klogt menneske.
Ja. Hans stemme ændrede sig lidt. Han gik bort for syv år siden. Hjerteanfald. Jeg nåede det ikke.
Undskyld, sagde jeg lavt.
Det går. Jeg har vænnet mig. Eller måske bare lært at leve med det. Pausen. Han ville have kunnet lide dig.
Hvorfor tror du det?
I lægger begge mærke til folk.
Jeg så på Kirsten, der tørrede bordet af og smånynnede. Noget gammelt dansk, jeg ikke kunne høre teksten på.
Anders, sagde jeg. Du minder ikke om dem, jeg normalt møder.
Hvordan adskiller jeg mig?
Jeg tænkte lidt.
Du prøver ikke for hårdt. Du er bare dig selv.
Og hvad er der galt i at prøve? spurgte han, uden at lyde fornærmet.
Ikke noget. Men når folk prøver, kan man mærke det. Det bliver anstrengt.
Jeg forstår. Jeg prøvede virkelig i starten efter min skilsmisse tvinge et smil frem, sige det jeg troede, de ville høre. Han smilede. Det virker ikke.
Nej, det gør det ikke.
Det blev nemmere, da jeg holdt op. Besluttede at være mig selv. Det må være nok.
Det er klogt.
Det er ikke klogt, sagde han. Det er bare træthed fra at spille skuespil. Han smilede roligt. Jeg kan godt lide dig, Benedikte. Hvis det ikke er for tidligt at sige.
Det er måske lidt tidligt.
Pyt. Jeg sagde det alligevel.
Kirsten kom uden at spørge og satte endnu en kande te på bordet.
Bliv I bare siddende, sagde hun. Ingen hast.
Det havde vi heller ikke.
Jeg har vænnet mig til, at det altid går galt.
Det ved jeg.
Det kan du ikke vide.
Du har næsten fortalt det, sagde han roligt. Ikke direkte. Men jeg hørte det.
Jeg var stille.
Hvad hørte du?
At du er træt af at tro på. At du går til møder og venter på, det går skævt. At du har lært at være alene. Og både bruger det som styrke og beskyttelse.
Jeg så på ham og sagde intet.
Ikke som bebrejdelse, tilføjede han. Blot så du ved det.
Udenfor var det blevet mørkt. Kirsten fjernede service. Jeg holdt om mit krus teen var blevet kold.
Jeg er bange, sagde jeg til sidst.
Det er jeg også, sagde han. Men jeg er her alligevel.
***
Han ringede næste dag. Ringede skrev ikke.
Er du hjemme?
Ja.
Hvordan er foden? Fredag havde jeg nævnt, jeg havde slået den mod bordbenet. Er det gået over?
Ja, svarede jeg og grinede. Anders, ringede du virkelig bare for det?
Og for at høre din stemme. Er det okay?
Det må du gerne.
Vi snakkede i en halv time. Ingenting særligt han fortalte om arbejdet, jeg om søndagssamtalen med min mor. Hun spurgte, om der var “en”. Jeg sagde: Måske. Hun sagde: “Endelig.”
Din mor er klog, sagde Anders.
Hvor ved du det fra?
På måden, du omtaler hende.
Jeg sad i køkkenet, udenfor var søndag, stille og gråt, duft af fremmed bollerup fra opgangen. Jeg holdt mobilen og tænkte på, hvordan denne samtale ikke fandtes ugen før. Hvordan jeg, da jeg tog frakken på, bare ville være blevet hjemme.
Anders…
Ja?
Tak for at du skrev først. Den gang for tre uger siden.
Han var stille et øjeblik.
Tak for at du svarede, sagde han.
***
De næste dage tog jeg mig selv i at glæde mig til aften. Aften plejede kun at være enden på en arbejdsdag, bus, mad, TV, søvn. Nu var der ham. Nogle gange ringede han, andre gange skrev vi mindst ligeså længe.
En aften skrev han kvart i elleve: “Kan ikke sove. Læser. Er du også vågen?”
“Ja.”
“Hvad laver du?”
“Kigger op i loftet.”
Pause.
“Er det dårligt eller godt?”
“I aften er det godt.”
“Så er det fint,” skrev han og mere blev det ikke til. Men det var mere værd end mange ord.
Mor ringede søndag, som hun altid gør.
Nå, hvordan går det? Ikke som spørgsmål, men som konstatering.
Det er fint, mor.
Det er godt. Din stemme lyder anderledes.
Hvordan?
Blødere?
Jeg var stille lidt.
Der er én, sagde jeg så.
Fra arbejde?
Nej, fra nettet.
Mor tænkte lidt før hun svarede.
Godt nok. Hvor ellers skulle man ellers møde nogen nu til dags? Lille pause. Er han normal?
Det tror jeg.
Du tror eller du ved?
Mor…
Jeg spørger bare.
Han er normal.
Det er godt, sagde hun. Og jeg kunne høre, hvad hun ikke sagde: endelig. Men pas nu på dig selv.
Det gør jeg.
Du er tit for forsigtig. Du skal give plads til folk.
Jeg prøver.
Det ved jeg, du er klog. Pause. Hvad hedder han?
Anders.
Fint navn.
Jeg smilede.
***
En måned gik.
Vi sås hver uge sommetider oftere. Engang skrev han midt på dagen: “Er ved din Netto, har et projekt i nærheden. Vil du med ud i 20 minutter?”
Vi sad på bænken ved en slukket springvand i november han i arbejdstøj med arbejdstelefon, jeg i butikkens veste. Han drak kaffe, jeg fik juice.
Hvordan går byggeriet? spurgte jeg.
Vi bygger om i et gammelt hus. Det er sværere end nybyg, for man skal respektere det, der var.
Respekt for det gamle, sagde jeg.
Præcis. Han smilede. Du sætter ord på ting.
Han gik, vinkede henover skulderen. Jeg gik tilbage til kassen. Kollegan Malene alles sladdercentral vurderede ham.
Han er da ret høj, Benedikte.
Kæft, Malene.
Du smiler ellers.
Det gjorde jeg virkelig.
Han kom en søndag og skiftede en pakning under min køkkenvask. Jeg protesterede, han sagde: “Jeg kan jo finde ud af det.” Han fik hurtigt fikset det. Lidt senere stod der én ekstra pakning i en pose på bordet.
Til næste gang, sagde han.
Havde du flere pakninger med?
Jeg tager altid lidt forskelligt med. Bare for en sikkerheds skyld.
Vi drak te bagefter. Jeg viste billeder fra en gammel vandretur i Mols Bjerge for otte år siden. Han så grundigt.
Går du stadig i bjerge?
Nej, det er mange år siden. Ingen at følges med længere.
Jeg tager afsted hver sommer. I år regner jeg med at tage til Norge. Vil du med?
Inviterer du mig på vandretur? Vi har kendt hinanden en måned.
Ved det. Hvis det er for tidligt, dropper vi det bare. Men tilbuddet står.
Jeg så på ham. Han sad roligt, ventede ikke på det rigtige svar.
Jeg tænker over det.
Gør du bare.
I april sagde jeg ja.
***
Det skete ikke som jeg havde forestillet mig. Ikke i en restaurant, ingen blomster, ingen særlige ord. Vi gik ved Islands Brygge tidligt i april. Sneen for længst væk, men luften stadig kold. Han holdt mig i hånden det var der kommet af sig selv efter tredje eller fjerde gåtur. Jeg fortalte noget, han stoppede op.
Benedikte.
Ja?
Jeg vil sige dig noget vigtigt.
Jeg standsede. Folk gik forbi os, en kastede et blik.
Jeg kan ikke snakke så flot. Du ved det allerede. Men jeg ved, jeg har det godt med dig. At jeg tænker på dig hver dag. At jeg er glad for, jeg skrev dengang.
Anders…
Jeg forlanger ikke noget, sagde han hurtigt. Vil bare have, du ved det. At jeg er her. At jeg ikke skynder på noget.
Jeg så på ham. Koldt vand forneden, forårsluft, København.
Du forlader mig ikke?
Jeg bliver.
Jeg svarede ikke med ord, men klemte hans hånd. Vi gik videre.
Det var nok. Vi vidste det begge.
***
I juli tog vi på vandretur i Norge.
Fem dage, rygsække, bjergpas. Jeg havde ikke gået i bjerge i otte år og frygtede, jeg ville give op men det gjorde jeg ikke. Tredje dag faldt jeg bagud, var forpustet, stoppede op. Han stoppede med det samme, sagde intet.
Gå du bare, jeg indhenter dig.
Jeg venter.
Det behøver du ikke.
Det har jeg lyst til.
Vi stod der på skråningen, søen under os blå som på et postkort. Da jeg fik vejret igen, gik vi sammen videre. På bjergets top fandt han termokanden frem og hældte te op til mig først.
Om aftenen i teltet spurgte han:
Kan du lide det her?
Hvad mener du?
Turen. Naturen. Fortrød du, du tog med?
Jeg tænkte lidt.
Nej. Jeg har ikke følt mig så meget i live længe.
Bjergene kan noget.
Ja. Men ikke kun dem.
Han svarede ikke, men jeg vidste, han forstod.
Jeg drak te og kiggede ud på fjeldene og tænkte, hvordan jeg for et år siden stod foran mit spejl og tænkte, jeg bare skulle være blevet hjemme. Tænkte, ottende date var ikke den syvende. Tænkte, jeg var god til at være alene og måske skulle det altid være sådan.
Men nej.
Nogle gange skal man bare tage frakken på og gå ud. Selvom benene gør ondt, selvom det regner, selvom syv gange før var forkert.
Ottende gang blev anderledes.
Hvad tænker du på? spurgte Anders, mens han satte sig ved siden af.
På min frakke.
Hvilken?
Den blå, jeg havde på til vores første date.
Ah. Han smilede. Jeg lagde mærke til den. Tænkte, flot frakke.
Det sagde du aldrig.
Jeg ville ikke lyde sær.
Jeg lo.
Anders.
Ja?
Den er gammel. Fem år.
Det er lige meget. Det er personen i den, der tæller.
Jeg så på søen blå og dragende som løftet om en bedre hverdag, man ikke forventer, men pludselig befinder sig i.
Anders, sagde jeg.
Ja?
Jeg er glad for, jeg svarede på din besked dengang.
Han tog min hånd.
Mig også.
Vi sad der på toppen, så ud over sø og fjelde, og det var stille så stille, som der kun kan blive i bjergene, når vinden et øjeblik tier og verden synes at holde vejret.
Det er faktisk sådan, det ser ud, når det lykkes.
Ikke med fyrværkeri, ikke med store ord. Bare to mennesker, termokande, blå sø og for første gang følelsen af at have fundet hjem.
Selvom hjem egentlig er en etværelses på Amagerbro med udsigt til trafikken.
Men nogle gange er hjem et menneske, der venter på dig. Som husker din fod, din mor i Aalborg, og at det svære ikke forsvinder, bare fordi man er vant til det. Som skrev først på grund af tre ord i en profil: “Vil gerne det ægte.”
I september, efter vi kom hjem fra Norge, ringede mor søndag som altid.
Nå, hvordan gik turen?
Godt, mor.
Og ham?
Helt normal, grinede jeg. Meget.
Tag ham med næste gang.
Det gør jeg.
Jeg lagde på og kiggede ud over Amagerbro. Alt det samme, men nu var der en bog fra ham på mit bord, to krus i reolen, og i lommen på den blå frakke lå en lille seddel, jeg opdagede samme morgen.
“Alt godt, Benedikte.”
Jeg læste den igen og igen.
Alt godt.
Som om nogen vidste, det var lige dét, jeg længtes efter. Ikke “Jeg elsker dig” det var for tidligt endnu, vi vidste det begge. Ikke “du er den bedste” tomt. Blot: “Alt godt.” Det betyder: Jeg er her, jeg ser dig, du er ikke alene og du behøver ikke være bange.
Mit liv ændrede sig den aften, jeg tog frakken på og tænkte, jeg burde være blevet hjemme.
Godt, jeg gik ud alligevel.
