**80 kilo lykke**
Min kærlighed mødte jeg sent. Alle mine veninder var allerede gift, men jeg studerede og havde ikke tid til det modsatte køn. Derefter slugte arbejdet mig. Og dér mødte jeg ham. Eller, jeg mødte ham ikke rigtigt – han faldt bogstaveligt talt ned på mig.
Jeg skulle have nogle papirer underskrevet af min chef og skyndte mig, da jeg ikke så stigen på min vej. Den vaklede, og ovenfra styrtede en mand ned, mens jeg overdængede ham med en bunke dokumenter.
“Ja, det er ikke den bedste start på dagen,” lød en stemme under papirbunken. Han sad på gulvet og gned en bule på hovedet.
“Undskyld, jeg så den ikke, jeg skyndte mig… Gør det ondt?” hviskede jeg og samlede febrilsk papirerne sammen.
Han så op på mig:
“Jeg tog fejl – dagen er faktisk fantastisk. Hvor ofte får man mulighed for at møde så smuk en pige som dig?”
“Du gør mig helt rød,” mumlede jeg.
“Det er sandheden! Du er smuk! Jeg ville gerne falde ned af stigen hundrede gange mere, hvis du var der. Jeg hedder Mads. Og du?”
“Josefine. Jeg skal videre. Undskyld.” Jeg samlede mine mapper og skyndte mig væk.
Om aftenen, efter arbejde, trådte jeg ud i den kolde luft. Regnen begyndte at falde.
Pludselig dukkede Mads op. Han åbnede en paraply over mig og rakte mig en buket blomster.
“Tak, jeg havde ikke regnet med at se dig igen…”
“Må jeg ledsage dig?”
“Jeg bor lige i nærheden, jeg går bare.”
“Perfekt! Jeg elsker at gå i regnvejr!”
Sådan mødtes vi. Mads var en romantisk fyr. Blomster, små overraskelser, gaver… Et halvt år senere blev vi gift.
Året efter kom vores første barn, sønnen Emil. Jeg kastede mig helt over at passe ham. Alt var godt, men under graviditeten tog jeg på. Lidt ekstra vægt klædte mig faktisk.
“Åh, min lille dejlige mumsifille,” sagde Mads og krammede mig.
Først var jeg usikker, men han beroligede mig:
“Jeg elsker dig, ikke dine kilo.”
Efter barsel gik jeg ikke tilbage på arbejde – vi fik en til. Vores anden søn, Noah, blev født. Mads var stolt:
“Nu har jeg to sønner, to arvinger.”
Der var mere at se til nu. Tre mænd i huset, og de to små krævede konstant opmærksomhed. Emil var hyperaktiv – ikke en dag gik uden fald og buer. Noah var rolig, men sygelig. Han havde alle børnesygdommene.
Jeg blev hjemme. Mads havde sit eget lille firma, der reparerede computere, så han foreslog, at jeg skulle blive hjemme med børnene. Hvem ville ansætte en, der konstant var sygemeldt?
Jeg nød det. Der var altid noget at lave. Jeg løb som en gal i hamsterhjulet for at holde huset hyggeligt. Madrig mad, renlighed, hygge. I alt travlheden lagde jeg ikke mærke til, at jeg tog mere på. Jeg prøvede diæter, men det hjalp ikke – jeg tog endnu mere på efterfølgende. Alle kvinder i min familie var fyldige. Min bedstemor, som jeg besøgte som barn, var meget stor og stolt af det:
“Der skal være plads til en god sjæl. Jeg gør mit bedste!”
Jeg accepterede det. Mads drillede:
“80 kilo lykke. Ikke alle får sådan en gave!”
Jeg lagde ikke mærke til, at han begyndte at distancere sig. Det år var hårdt. Emil brækkede armen på legepladsen. Noah blev indlagt. Jeg pendlede mellem hjemmet og hospitalet. Mads var altid på arbejde eller på “forretningsrejser.” Jeg anede ikke, at der ingen rejser var. Jeg nåede ikke at tænke på ham. Han behandlede mig som altid – kærtegn, gaver, sjov.
Så en dag kom han ikke hjem. Sent om aftenen ringede han:
“Vent ikke på mig. Jeg forklarer det i morgen.”
Jeg kunne ikke tro, at Mads havde en anden. Næste morgen kom han. Jeg inviterede ham til morgenmad for at høre, hvad der var sket. Han så underlig ud. Han tøvede, men så sagde han det:
“Undskyld… Jeg er forelsket i en anden… Jeg hjælper med drengene, du kan blive i lejligheden. Jeg går… Stop mig ikke.”
Det havde jeg ikke set komme. Jeg anede ikke, at han i alle årene havde været mig utro. Naboerne åbnede mine øjne:
“Han har været sammen med hende længe, før han mødte dig. De boede sammen her i lejligheden, men gik fra hinanden. Så kom du. Han forandrede sig – blev mere velplejet, tog på. I fik de dejlige børn. Men så så jeg ham i butikken med hende, den første. Han købte guld til hende. Hun var tynd, malet og hang på ham offentligt. Jeg sagde ingenting – man blander sig ikke. Men nu er han gået. Kælling!”
Jeg gik rundt som en skygge. Drengene spurgte konstant efter deres far. Jeg måtte lyve.
Jeg fik arbejde igen. Arbejde, hjem. Hjem, arbejde. Smerten blev mindre, men den forsvandt aldrig.
Otte måneder senere ringede det på døren. Noah løb hen:
“Far! Far er tilbage!”
Og dér stod han:
“Må jeg komme ind? Jeg har gaver til drengene…”
Jeg gik ud i køkkenet. Telefonen ringede.
“Hej! Jeg troede, du havde glemt mig.”
“Mig? Hvordan kunne jeg glemme min lykke? I morgen henter jeg jer. Den nye lejlighed vil I elske. Kys. Jeg elsker dig.”
Jeg lagde på og smilede. Jakob havde friet, og vi skulle flytte sammen.
Jeg vendte mig for at gå til drengene – og så Mads stå i døren. Han havde hørt det hele.
“Det ser ud til, at jeg er for sent på den…”
“Ja. Din lykke har fundet en anden.”
**Mirakel.**
