Fæstning eller krypt
Du ved, allerede inden jeg vågnede helt, var der den der duft i lejligheden varm, olieret, lidt bittersød, sådan som brødduft kan være, når noget lige er kommet ud af ovnen. Jeg blev bare liggende et øjeblik med lukkede øjne og snuste ind, uden at forstå hvorfor det kom så tæt på. Og pludselig gik det op for mig. Det var croissanter. Og med det samme fik jeg lidt ødelagt min morgen.
Jeg stod op, trak min mørkeblå morgenkåbe fra knagen bag sengen og slentrede ud i køkkenet. Ingen mennesker derude, men spor af liv overalt. I midten af spisebordet stod en tallerken stablet med croissanter, dækket med et stykke køkkenrulle. Ved siden af, en kop med kold kaffe. Skeens placering irriterede mig ikke lagt som jeg kunne finde på, men bare smidt på skrå. Og selvfølgelig, på køleskabet, fastgjort med den gamle magnet formet som Fanø Fyr du husker den slags familie-heirlooms, man ikke nænner at smide ud sad der en seddel.
Jeg tog papirlappen mellem to fingre, lidt som om det kunne være farligt.
Line, jeg ved du bliver sur nu. Men croissanterne er vildt gode smag så bare en! Jeg var alligevel i nærheden og kom forbi, du sov. Nå, men jeg har fået lavet en ekstra nøgle, bare i tilfælde af Lad nu være med at blive vred. Kram. Sisse.
Jeg læste den nok to gange. Foldede den sirligt sammen og lagde den på bordet. Tog den op igen og foldede ud. Ekstra nøgle. Netop dét. Hun ringede ikke, spurgte ikke om lov, gjorde det bare. Fordi Sisse altid er en der ved bedst.
Jeg satte vand over til te. Ikke en chance for jeg ville drikke Sisses kafferest. Skyllede koppen op og satte den ud på stativet. Til sidst tog jeg alligevel en croissant, stod ved vinduet og tog en solid bid. Udenfor var det marts vådt, enormt gråt; pytter med is og nøgne birketræer. Croissanten? Den var god. Alt for god. Pinligt at indrømme.
Jeg ringede til Sisse lidt i ti.
Sover du stadig? spurgte hun straks, glad og døsig i stemmen.
Nej. Jeg er for længst vågen. Hvad er det med ekstra nøgle?
Altså, bare sådan Jeg lavede en kopi. Hvis nu der skulle ske noget med rørene eller altså du rejser jo i denne uge, og
Jeg har ikke noget kæledyr, Sisse.
Netop! Tænk hvis du skulle ha haft en kat! Du har jo ikke én, men
Sisse. Nøglen.
Lang pause. En dånende måde at sukke på, som om det var hende der skulle forklare det indlysende, og ikke omvendt.
Det er jo bare mig, Line. Din søster.
Lige præcis derfor snakker jeg stadig med dig i stedet for at skifte låsen.
Det ville du aldrig gøre.
Nej, men du kan heller ikke bare lave ekstranøgler.
Line, det var virkelig kun for at hjælpe. Hvad nu hvis vandrørene sprænger eller noget!
Sisse. Et tip. Næste gang: spørg først.
Okay, okay. Smagte du croissanterne?
Jeg kiggede på den halvspist én.
Ja.
Og?
De smager okay.
Okay! Du er umulig! De er fra bageren på Frederiks Allé, du ved det hele dufter eventyrligt derinde. Lærer du nogensinde at sige lækkert, Line?
Jeg lagde bare på. Ikke noget dramatik, lagde bare på. Spiste croissanten færdig over vasken så slap jeg for krummer i køkkenet.
Nu var der tre dage til fredag. Kufferten var faktisk pakket jeg havde lavet en liste allerede søndag: tøj, papirer, en bog til togturen, opladeren. Turen var job-relateret, til Aarhus, på kursus om arkivarbejde. Jeg arbejder jo i et lille forlag, tinger gamle tidsskrifter og arkivmateriale, og vi samles med jævne mellemrum til konferencer. Jeg holder af det strukturerede at det hele har sin plads, intet er tilfældigt.
Jeg lavede en kop te, satte mig med computeren. På den anden side af ruden dryppede det blidt fra tagets kant. Jeg arbejdede til frokost, gik lidt ud at handle til resten af ugen. Senere ringede mor og spurgte til alt og ingenting om rejsen, om helbredet, nabokonen med nye tagrender. Jeg sagde bare jaja og umm de rigtige steder og så ud på den mørke gade. En hverdagsaften, helt igennem.
Torsdag aften, da jeg havde pakket næsten alt, ringede de fra forlaget. Kurset udsat ikke aflyst, men flyttet et par uger. Noget med lokalet, arrangørerne. Jeg sagde bare fint, skrev den nye aftale i kalenderen, lukkede kufferten.
Stod lidt i entreen.
Fredag morgen havde jeg sådan en skør fornemmelse den tomhed der opstår, når man forventer noget andet, end der sker, og står tilbage med et hul indeni. Jeg lavede kaffe, kiggede på kufferten. Stillede den i pulterkammeret. Tog den ud igen. Stillede den så tilbage.
Ved frokosttid var himlen helt mørk, og regnen piskede. Først stille, så voldsomt, blæsten med. Jeg var modig og gik alligevel ud. Fortrød dog allerede på hjørnet paraplyen blev vendt på vrangen. Købte hovedpinepiller i Matas, selvom jeg havde masser hjemme, bare så jeg ikke gik tomhændet hjem. Skoene helt våde.
Døren smækkede bag mig i opgangen. Tredje sal, min etage. Rodede efter nøglen i taskens venstre lomme, der hvor de altid ligger. Ingen slinger dér. Nøglen i låsen og pause: Noget føltes forkert.
Der kom en livlig duft inde fra min lejlighed. Ikke sådan en kølig tom-lejlighedslugt, men nærvær. Kogte kartofler, suppe måske. Varmen fra nogen der lever.
Jeg stod tre sekunder sådan. Så drejede jeg nøglen.
Lyset var tændt i gangen. Noget ramte let mod metal ude fra køkkenet. Jeg satte fødderne indenfor. Lukkede døren lydløst. Fra køkkenet kom en mand ud og stivnede, lige som jeg selv.
Høj, jeans, mørkeblå strik, vådt viskestykke i hånden. Det der udtryk folk får, når de overraskes på det forkerte sted. Uanstrengt neutralt ansigt.
Jeg løftede paraplyen, parat, spidsen forrest.
– Hey, hey, rolig!
– Hvem er du!?
– Jeg Vent, jeg kan forklare.
– Så forklar nu!
– Jeg hedder Lars. Lars Kristensen. Sisse gav mig nøglen. Sisse, din søster. Hun sagde, du var taget væk!
Jeg sænkede ikke paraplyen. Stirrede. Han stirrede igen. Regnen trommede på ruden.
– Ring til hende, sagde han. – Bare ring.
Jeg hev mobilen op, stadigt uden at løfte øjnene fra ham. Ringede til Sisse. Lang tid med ringetone. Til sidst:
– Hej Line! Er du allerede i Aarhus?
– Jeg er derhjemme, Sisse. Der står en fremmed mand i mit køkken.
Stilhed.
– Ej, er kurset aflyst?
– Udsat.
– Åh Line, han
– Sisse. Hvem?
Manden havde lidt forstået, det handlede om ham, og lod hænderne falde.
– Det er Lars. Kristensen. Vil du huske min eks, Jesper? Lars er hans bror. Han står i virkelig svært, Line, midt i skilsmisse, mistet lejligheden han har ikke noget sted
– Du gav ham min nøgle.
– Jeg troede jo du var rejst! Jeg vidste ikke at
– Du gav en fremmed min nøgle, uden at advar mig?
– Han er jo ikke fremmed! Han er Jespers bror!
– Sisse. Min stemme flad, kølig. Vi snakkes senere.
Jeg lagde telefonen væk. Kiggede på Lars. Han var vist omkring min alder, måske plus et par år. Træt, kunne jeg se på hans skuldre, hængende forover. Fra køkkenet boblede det.
– Der koger noget hos dig, sagde jeg.
Han vendte sig.
– Kartofler. Kan skal jeg lige slukke?
– Ja. Gør det.
Han gik derud. Jeg tog skoene af, hængte mit våde overtøj. Så gik jeg efter ind i køkkenet. Tasken stod tæt ved døren. Der lå dagligvarer han havde været ude at handle. Det overraskede mig faktisk.
– Sæt dig, sagde jeg, uden egentlig at ville, men det måtte jeg jo.
Han satte sig forsigtigt. Jeg blev stående.
– Jeg ved godt, det ser underligt ud jeg skulle selvfølgelig aldrig
– Nej.
– Sisse sagde bare
– Det gør hun jo tit.
Han tav. Gned panden. Store hænder, let røde efter kulde eller opvask.
– Jeg går igen, sagde han lavt. Siger du hvor jeg skal stille kartoflerne?
Jeg kiggede på gryden. Så på ham. Igen gryden.
– Efterlad dem. Men hvor vil du så hen?
– Finder noget.
– Det er skybrud derude.
Han trak bare på skuldrene. Ikke ligeglade, bare resigneret. Vant til ikke at have nogen steder at gå.
Jeg tog et glas vand, drak langsomt.
Sisse advarede ikke det er hendes fejl, ikke din. Men du kunne have tjekket om jeg faktisk var ude.
Enig. Jeg undskylder.
Hvor længe har du været her?
Fra i morges.
Hvad har du brugt?
Han så overrasket ud over spørgsmålet, men svarede.
Køkkenet, badeværelset. Lånede bog i gangen. Ikke andet. Tasken stod først i entreen.
Sov du?
Nej. Læste. Han pegede på romanen på bordkanten. Jeg så den først nu. Min bog, fra hylden. En gammel roman om 1700-tallet. Læseprøve fra et antikvariat, aldrig kommet igennem.
Tog du den fra min reol?
Beklager.
Jeg tænkte. Manden, som satte sig i en andens lejlighed og ikke roder i skuffer eller åbner tvet, men læser en slidt, uafsluttet historiebog. Underligt men også beroligende.
Spiser du kartofler? spurgte jeg.
Han tøvede.
Hvis du tilbyder.
Ja. Så finder vi ud af det bagefter.
Vi spiste mest i tavshed. Kartoflerne var møre og tilsat dild noget han havde købt. Jeg gider aldrig pille med friske urter, men nu det passede bare.
Hvorfor boede du ikke på hotel? spurgte jeg mens vi ryddede af.
For dyrt lige nu. Det hele midlertidigt, det hele roder.
Skilsmissen?
Ja. Og firmaet, vi havde sammen alt skal splittes op. Lige nu hænger jeg bare.
Forstået.
Jeg vaskede op. Han fulgte mine bevægelser.
Du gør altid rent med det samme? spurgte han.
Gør du ikke?
Jeg plejer bare at lade det stå lidt.
Mhm. Jeg smilede. Der er en sovesofa i stuen. I morgen ringer jeg til Sisse, så hun kan finde noget. Du kan blive et par dage men ikke længere. Til Sisse finder noget andet.
Han så på mig, med et blik jeg først senere forstod ikke taknemlighed, men noget dybere, mere forvirret.
Hvorfor? hviskede han.
Hvorfor hvad?
Hvorfor lader du mig blive?
Jeg svarede ikke straks. Så sagde jeg:
Fordi det regner. Og fordi det ikke er din fejl.
Jeg gik ind på værelset, skiftede tøj. Kiggede ud gennem vinduet, lod blikket følge regnstregerne. Han var helt stille udenfor. Bevægede sig ikke rundt, lavede ikke larm. Han var der bare.
Jeg lå længe og kunne ikke sove. Kunne høre han listede på badeværelset, kom tilbage. Sovesofaen gav et lille knirk. Så var der tyst.
Om morgenen vågnede jeg som altid tidligt. Gik ud i køkkenet og standsede i døren. Lars var allerede oppe, lavede kaffe god kaffeduft, fyldig men ikke for bitter.
Godmorgen, sagde han uden at kigge op.
Morgen.
Jeg kan finde ud af at lave ordentlig kaffe.
Gør du det?
Ja.
Han satte en kop foran mig. Ja, det var faktisk god kaffe det var let at dufte.
Hvor har du brødet?
Øverste hylde, venstre side.
Han fandt det, skar ud, satte det på bordet. Jeg kiggede lidt på ham og tænkte, hvor skørt det var at sidde der ved eget bord, med en fremmed, og alt føltes faktisk afslappet. Lidt som når man møder en, man kan være stille sammen med på en togtur, hvor pausen er tryg.
Klokken ni ringede jeg til Sisse. Hun tog straks.
Line, jeg ved det, undskyld. Men Lars er virkelig okay, han er stille og ordentlig og
Sisse.
Hva?
Han bliver nogle dage her. Du finder noget andet til ham et værelse, hvad som helst. Det bliver din opgave.
Line, du
Og ingen flere overraskelser, er vi enige?
Stille pause.
Aftale. Line, du er altså for god.
Nej. Det regner bare udenfor.
Jeg lagde røret. Lars kiggede over på mig.
Du hørte det?
Nogenlunde.
Nogle dage. Sisse ordner noget.
Jeg vil virkelig ikke forstyrre dig.
Det gør du allerede. Jeg sagde det uden vrede, bare ærligt. Men jeg klarer det. Regler: Ren køkken. Intet på vindueskarmen i gangen. Rør ikke mine ting uden at spørge heller ikke bøger. Undgå at komme i mit arbejdsrum, og rengøring klarer jeg. Ingen larm efter klokken elleve.
Han nikkede bare.
Noget andet?
Nej, bare det.
Så vil jeg også sige noget: Jeg laver aftensmad. Ikke til diskussion. Jeg skal have hænderne i gang. Du kan lade være at spise men jeg laver mad.
Han sagde det alvorligt.
Fint, sagde jeg.
De to første dage fløj bare. Jeg arbejdede, han handlede sine ting ude i byen, ringede rundt. Om aftenen var der mad første dag kyllingegryde, næste dag en perlebygsuppe, som jeg ikke havde fået siden barndommen. Jeg spiste i tavshed, han spurgte roligt til maden, kort. Kun små kommentarer det gik an.
Tredjedagen fik han ordnet min dryppende vandhane. Jeg havde ikke engang bedt om det han tilbød om morgenen: Må jeg fikse hanen? Jeg trak bare på skuldrene. Senere lappede han det, lagde værktøjet på plads, sagde at han havde købt en pakning.
Hvad kostede det? spurgte jeg.
Ingenting.
Jeg betaler dig.
Nej.
Lars.
Line, sagde han roligt, som vi var gamle venner det er bare en pakning.
Jeg lod det ligge.
Fredag aften regnede det igen, men nu blidt. Jeg sad med en bog ved vinduet, læste knap kiggede mest. Lars kom forbi med to krus.
Te, sagde han okay jeg stiller det hér?
Ja.
Han lagde sit eget krus ved mig, satte sig overfor, stirrede ud.
Har du boet alene længe? spurgte han til sidst.
Længe.
Kan du li det?
Jeg tænkte.
Jeg har vænnet mig til det.
Det er ikke helt det samme som at kunne lide det.
Men det er mit svar.
Han smilte. Ikke drillende, bare forstående.
Jeg troede også jeg havde vænnet mig til det, sagde han dengang med min eks, hvor vi bare boede ved siden af hinanden, ikke sammen mere. Så finder man ud af at man ikke mærker andet end vanen tilbage.
Jeg sagde ikke noget. Teen var stærkt myntet.
Hvilke urter er der i det? spurgte jeg.
Mynthe og noget andet, fandt det i Matas.
Kan man købe te i Matas?
I den, lidt længere henne på vejen ja. Har du aldrig set deres urteafdeling?
Jeg har boet her i tyve år og aldrig opdaget det.
Nogle gange skal man kigge op.
Jeg betragtede ham. Han havde sådan et godt ansigt ikke pænt som i film-pænt, men roligt, brugt, ikke bittert. Som én, der er kommet videre.
Hvor længe var du gift?
Fjorten år.
Det er længe.
Ja. Han drejede kruset i hænderne. Vores datter, Maria, er tolv. Det er det sværeste. Resten klarer jeg.
Hun bor med sin mor?
Indtil videre. Vi prøver at finde ordningen for weekender, men Han stoppede. Har du selv været gift?
Aldrig.
Tæt på?
Jeg kiggede ud.
Engang. For længe siden. Det blev ikke til noget.
Dit valg eller hans?
Hans.
Han pressede ikke. Bare nikkede.
Forstået.
Vi blev siddende i tavshed, hver med vores krus. Bagefter ryddede han, ønskede godnat. Jeg sad lidt og tænkte på, hvordan lejligheden duftede anderledes nu ikke dårligt, bare anderledes. Kroppen af en anden iblandt alt mit almindelige: bøger, kaffe, et strejf af min creme. Jeg troede, det ville irritere, men det gjorde det ikke. Jeg lagde kun mærke til det.
Lørdag tog han tidligt afsted for at se sin datter. Han vendte hjem senere på dagen, nærmest tystere end før. Vi lavede spejlæg sammen lidt klodset, fordi køkkenet er småt, men vi gik til det. Han fortalte lidt om filmen de havde set, dårlig, men isen var god. Han snakkede om Maria på den der det-vigtigste måde, ikke overdrevet, bare rigt.
Hvad hedder hun? spurgte jeg.
Maria.
Smukt navn.
Min eks valgte jeg sagde ikke imod.
Vi snakkede ikke mere om det. Han spurgte pludselig:
Gjorde det ondt dengang ham du var tæt på forsvandt?
Jeg kiggede op.
Hvorfor spørger du?
Fordi du tillader mig pinlige spørgsmål. Du svarer ikke altid, men du tillader det.
Jeg tænkte efter.
Det gjorde ondt. Men det er længe siden.
Og så besluttede du at det er nemmere alene?
Ikke nemmere. Sikrere.
Det er ikke det samme.
Jeg ved det.
Han sagde ikke mere. Det var jeg taknemmelig for. Folk plejer altid at insistere på at det er værd at tage chancer, osv. Han sagde ikke noget. Bare lavede mere te, hvis jeg ville.
Søndag. Han fikserede endnu en ting, et skab, der havde knirket i årevis. Jeg lod som om det ikke havde generet mig, takkede alligevel. Arbejdede til det blev mørkt, og om aftenen sad vi bare, jeg med bog, han med laptop, i samme rum uden rigtigt at gøre det til en ting. Ikke ensomhed, ikke selskab noget tredje, som jeg ikke har ord for.
Mandag aften ringede Sisse til mig, ikke til Lars.
Line, jeg fandt et værelse det er klar fra torsdag, godt område, rimelig leje. Sig det til Lars?
Ring selv.
Hvorfor? Du er jo lige ved siden af.
Sisse. Ring til ham.
Pause.
I er vel ikke blevet venner, altså?
Sisse
Okay, okay. Jeg ringer.
Jeg lagde på. Kiggede på døren ind til stuen, hvor Lars læste. Fra torsdag ville her være stille igen. Det var godt. Det føltes rigtigt. Jeg har vænnet mig til stilheden.
Tirsdag eftermiddag, da vi næsten var færdige med at spise, sagde han:
Sisse har fundet værelse til mig. Fra torsdag.
Jeg ved det.
Han kiggede op.
Du ved det allerede?
Hun ringede.
Nå. Han fjernede sin gaffel. Så har jeg forstyrret dig alt for meget.
Kun lidt.
Kun lidt, gentog han, med et lille smil. Du svarer altid så ærligt.
Jeg prøver.
Det er sjældent.
Vi vaskede op sammen. Jeg sagde lad mig gøre det, men han insisterede jeg er vant til det. Nu gled vi bare naturligt rundt i køkkenet sammen, ikke klodsede som de første dage.
Senere stod vi begge ved vinduet, med te. Gadelampen blinkede, slukkede. Tændte igen.
Sidste dag i morgen, sagde han.
Ja.
Hvad skal du torsdag morgen?
Samme som altid. Kaffe, så arbejde.
Uden fremmede.
Uden fremmede.
Han nikkede. Sagde langsomt:
Jeg havde ikke tænkt det ville blive sådan. At det ville føles normalt. Jeg troede jeg skulle sove et døgn, kigge i loftet men med det samme blev jeg inddraget, fordi kranen dryppede, og ja
Det er godt at have noget at fokusere på.
Ja, men det er ikke kun det.
Jeg svarede ikke. Han vendte sig lidt mod mig jeg mærkede det mere end så det.
Line…
Ja.
Må jeg sige noget, og du ikke smutter ud i køkkenet med det samme?
Jeg trak på smilebåndet.
Jeg skal prøve.
Det har været rart at være her. Ikke på taknemlig måde men rart. Stille og rart. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst havde det sådan.
Jeg stod bare og kiggede på lygtepælen.
Jeg kan heller ikke huske det, sagde jeg lavt.
Han gjorde ingenting pludseligt. Stillede bare sin hånd tæt på min på vindueskarmen. Jeg trak ikke min væk. Vi stod bare. Bag ruden var der vådt, i køkkenet duftede der af myntete, og alt føltes frygteligt uudgrundeligt trygt.
Så tog han forsigtigt min hånd. Uden forklaring. Jeg trak den ikke til mig.
Så var der tavshed, hvor der ikke skulle siges mere.
Præcis da drejede nøglen i døren.
Vi sprang fra hinanden, bare et skridt. Døren går op, og Sisse vælter ind drivvåd, poser i hænderne, tydeligvis fuld af noget sjovt.
Line! Jeg kom lige forbi, tænkte, jeg skulle levere nogle småting småkager, og så cherrytomater, du elsker dem jo Hun standsede, så på mig, så på Lars Nåh, er det dårlig timing?
Alt godt, sagde jeg roligt. Kom bare ind.
Har I spist?
For lidt siden.
Nå. Sisse satte poserne. Kiggede skiftevis på os. Så laver jeg te?
Der er mynte, sagde Lars.
Perfekt! Jeg skynder mig.
Hun forsvandt ud. Jeg tog min sweater fra stolen og gik ind og skiftede bare for at gøre noget.
Aftenen gik vanlig. Te sammen, Sisse fortalte historier fra arbejdet, Lars lyttede høfligt, jeg også. Sisse tog snart afsted, Lars ønskede godnat. Jeg ryddede op.
Om natten lå jeg længe og tænkte.
Tænkte, at i morgen var sidste dag. At torsdagen ville Lars flytte. At lejligheden ville være stille og pæn, alt på rette plads, ingen dryppende hane, ingen knirkende skabslåge, ingen fremmed kaffeduft. At det var godt. At det jo var sådan det skulle være.
Jeg forsøgte længe at overbevise mig selv om det som at lægge en ting ad gangen på plads. Alt har sin rette hylde, alt kan forstås, alt er trygt.
Jeg faldt ikke i søvn før klokken var to.
Onsdag morgen stod jeg tidligt op. Lavede kaffe, drak, vaskede koppen, satte den til tørre. Arbejdede, så da han stod op, sad jeg fordybet foran skærmen.
Godmorgen, sagde han.
Godmorgen.
Er der kaffe?
På kogepladen.
Han tog selv. Satte sig. Jeg vendte mig ikke. Stirrede på skærmen, selvom bogstaverne flød lidt sammen.
Line, sagde han.
Ja.
Er du sur?
Jeg drejede stolen.
Nej. Hvorfor skulle jeg være det?
Ved ikke. Du virker bare anderledes i dag.
Jeg arbejder.
Han så bare på mig, uden at dømme.
Okay, sagde han.
Dagen gled sådan forbi. Jeg arbejde, han gik ud, kom hjem, pakkede sammen. Lidt senere lavede han aftensmad boghvede med svampe, helt nede på jorden, men virkelig godt.
Vi spiste næsten i stilhed.
Tak for det hele, sagde han til sidst.
Der er ikke noget.
Det er der. Han sagde det blidt men bestemt. For et tag over hovedet, for ikke at smide mig ud med det samme.
Du kunne have undladt at fixe handtaget.
Men det dryppede.
Jeg var vant til det.
Det burde du ikke være. Men det gjorde det.
Jeg lagde kopperne op. Vaskede. Han så på.
Skal du tidligt op? spurgte jeg.
Skal overdrage nøglerne til udlejer før frokost. Så måske klokken ti.
Jeg er hjemme.
Så siger vi farvel dér.
Helt sikkert.
Jeg gik i seng. Lå længe vågen.
Tænkte at det hele ville blive rigtigt sådan. At jeg havde min hverdag, han fandt sin plads, sin nye lejlighed, nyt arbejde, fik styr på skilsmissen, på sin datter Maria, der elsker is. At jeg havde mit forlag, mine arkiver, min kop, min boghylde. At vanen ikke var ensomhed, bare mit system.
At han ville sige farvel og jeg held og lykke og så låse døren, og så var alt i orden.
Jeg tænkte sådan i lang tid.
Så lukkede jeg øjnene.
Torsdag vågnede jeg lidt over otte. Gik i køkkenet. Han var gået allerede.
En kaffekop stod på bordet stadig lidt lun. Et sammenfoldet stykke papir.
Jeg tog den, foldede ud.
Ville ikke vække dig. Tusind tak for alt, for alvor. Finder mig her hvis du får brug for det og så en adresse. Gade, nummer, lejlighed, telefon, som jeg jo allerede havde. Han havde noteret det til mig, den allerførste dag.
Jeg læste seddelen to gange. Lagde den igen.
Lavede min egen kaffe. Selvom hans stadig lige var lun. Alligevel. Drak min egen.
Så gik jeg lidt rundt. Sovesofaen pænt ordnet. Badeværelset skinnende rent. Køkkenet perfekt. Skabslågen sagde ikke mere mærkelige lyde; hanen dryppede ikke. Vinduerne var rene. Ingen pletter i gulvet.
Stillede mig midt i stuen.
Helt stille.
Kun køleskabets motor, svag summen fra naboen bagerst.
Jeg gik til vinduet. Så ud. Gadelampen lyste jævnt. Bilernes spor i asfalten, en børnefamilie med barnevogn, en due sad på tagryggen ovre.
Lejligheden var perfekt.
Helt ren. Helt stille. Fuldstændig tom.
Jeg stod, kiggede på lyset, og tænkte på at jeg altid havde kaldt det mit rum. Mit værn, mit skjulested. Min egen bastion hvor ingen kunne komme ind uden min tilladelse, og ingen lagde skeen skævt, ingen tog bøger ned og læste i stilhed, ingen flyttede på noget uden at spørge.
Men nu Forskellen på borgen og krypten er, at en krypt har ingen udgang.
Jeg hentede seddelen fra køkkenet igen. Læste adressen én gang til. Fandt min frakke, taske og nøglerne to i snor, en til hoveddør, en til lejligheden.
Tog tasken og gik.
Udenfor var der koldt, men ingen regn. Martsgråt, men lyst; den slags trætte himmel man får, når vinteren stadig ikke helt har givet slip. Jeg gik til stoppestedet og tænkte, at måske var jeg latterligt impulsiv. At jeg før skulle have tænkt det igennem, lavet en liste. Jeg var på vej til en nærmest fremmed mand, som havde boet en uge i min lejlighed takket være Sisses klodsethed og hvad ville jeg egentlig sige, når jeg så ham?
Jeg tog sporvognen. Fandt opgangen, tredje sal, bankede på.
Lang ventetid, tavst. Jeg nåede at ville vende om, tænkte, han havde bare lagt seddelen til fremtiden.
Men så blev døren åbnet.
Lars stod foran, i frakke, måske på vej ud eller lige kommet ind. Bag ham kun nøgne vægge.
Line, sagde han.
Hej, sagde jeg. Og opdagede først bagefter at jeg sagde du og ikke De.
Han opdagede det også, vidste jeg, på måden hans øjne ændrede sig lidt.
Kom indenfor, sagde han. Der er ingenting her endnu.
Det har jeg bemærket.
Jeg kom indenfor. Det lugtede af tom lejlighed, maling og støv. Alt gulvet bart, kun en feltseng og tasken i det fjerneste hjørne.
Han så afventende på mig. Ikke uroligt, bare åben.
Jeg har nøglen med, sagde jeg.
Hvilken nøgle?
Sisses kopi, den hun lavede. Jeg rakte ham den, løs, uden snor.
Han kiggede på den.
Hvorfor skal jeg have den?
Fordi Jeg tav. Jeg ved ikke hvordan man gør sådan noget her. Hvad vi lige havde. Jeg har måske aldrig prøvet det før. Eller har glemt hvordan. Jeg er bange for, at det ikke bliver til noget. At det gør ondt en gang mere.
Han sagde intet, bare lyttede.
Men jeg stod i morges ved vinduet og tænkte, at det er alt for stille. Før i tiden var stilhed min ven, men i dag var det næsten skræmmende.
Han så på nøglen. På mig igen.
Alt det på grund af nøglen?
Nøglen er bare praktisk. Jeg ville bare komme. Så jeg kom.
Han tog nøglen roligt.
Du forstår, jeg har ikke noget nu. Feltseng og en taske og ellers intet.
Det ved jeg.
Og en datter, Maria, der skal passes ind i alt det nye. En skilsmisse der stadig bøvler. Alt det.
Lars.
Ja?
Jeg kom ikke for at få orden. Jeg sagde det blidere. Jeg kom fordi du ikke var der og det blev mærkbart.
Han stod i den nøgne stue, med nøglen i hånden. Ude var himlen grå, men lys.
Skræmmer det dig? spurgte han.
En smule okay, ret meget.
Mig også.
Hvad så?
Han stak nøglen i lommen.
Hvad med kaffe? Der må være en kaffebar nærheden.
Hen i min. Den har bedste kaffe. Men det tager 20 minutter med sporvognen.
Han tænkte sig om.
Så tar vi din. Du kender alle smutveje.
Jeg smilede svagt.
Ja.
Vi gik.
Sporvognen kom hurtigt. Vi sad tæt sammen. Udenfor gled byen og de grå træer forbi, grene spækket med de første, spæde knopper usynlige endnu. Marts er sådan: udadtil vinter, indeni på vej til noget nyt.
Jeg kiggede ud på det hele og vidste, jeg var bange. Det var fakta. Jeg vidste ikke om jeg kunne holde den dør åben, for jeg har altid kunnet lukke den. Hans liv rodet, mit ikke mindre, og to soloryttere laver sjældent mirakler sammen.
Jeg vidste det ikke.
Sporvognen vuggede os frem. Lars kiggede også ud. Så drejede han hovedet.
Hvad tænker du på? spurgte han.
At jeg ikke ved, hvad der sker, svarede jeg ærligt.
Det gør ingen.
Det trøster ikke ret meget.
Nej, sagde han. Men kaffe plejer at hjælpe.
Jeg smilede næsten.
Det gør det vel.
