Hold ud, de er jo familie
Anna Sørensen satte nøglen i døren til lejligheden og trådte ind, som hun havde gjort hver aften de sidste syv år. Men allerede fra entréen fornemmede hun, at noget var anderledes. I køkkenet sad Jens, ikke i sofaen foran fjernsynet, som han plejede efter arbejde. Han sad rank, hvilket ikke ligner ham, med et ansigtsudtryk som en skoleelev, der venter på at blive kaldt op til rektor.
Anna, begyndte han straks, før hun nåede at tage skoene af.
Vent, sagde hun.
Hun tog skoene af, stillede dem med snuderne pænt ind mod væggen, som hun var vant til. Hun hængte sin frakke på bøjlen, ikke som Jens, der ofte bare smed den over stolen i gangen. Så gik hun roligt ud i køkkenet, fyldte et glas vand fra hanen og vendte sig først da mod ham.
Anna, det er sådan, at
Hun kunne høre det på hans stemme. Nu ville han sige noget, der ville ændre hendes aften. Måske mere end dét.
Min mor og Lærke bliver nødt til at bo her lidt, sagde han og studerede bordpladen. Bare et par uger. Der er sprunget et vandrør i deres opgang.
Anna satte glasset fra sig på bordet forsigtigt, uden at larme.
Hvor skal de bo?
Her altså, i vores lejlighed. Han så op mod hende for første gang. Anna, hvor skulle de ellers gå hen? Hele lejligheden er oversvømmet, den skal renoveres. Lærke, Magnus og mor. Mor kan jo ikke alt selv.
Hvor skal alle sove?
Mor kan tage dit arbejdsværelse, og Lærke og Magnus får sofaen i stuen.
Anna stirrede på ham, mens han så på hende med det blik, hun kendte: Som om han allerede havde truffet beslutningen, men håbede, hun ville sige “godt gjort!”
Er de på vej allerede? spurgte hun.
Ja De er på vej.
Anna nikkede og vendte sig fra ham og gik ud.
Denne lejlighed havde hun ledt efter i halvandet år. Målt reklamer op og ned, besøgt boligfremvisninger i regn og slud, regnet på økonomien, skåret ind til benet. Opgangen lå i et stille kvarter ikke langt fra Dronning Louises Bro ti minutters gang til centrum anden sal, vinduer mod gården, gammelt, massivt byggeri. Parketgulvet havde hun selv fået lagt eller rettere, hun havde hyreret en gulvmand og fulgt hans arbejde hver dag. Hun havde nøje udvalgt kaklerne til badeværelset, håndtagene til skabene. Gardinerne brugte hun tre uger på at vælge.
Før denne lejlighed havde hun boet til leje i Vanløse. Før det på et kollegieværelse, hvor 24 delte ét toilet og hun havde lært at stå op klokken fem for at undgå kø. Og som barn sov hun bag en reol afskærmet fra resten af familien i den lille lejlighed i Brønshøj.
Denne lejlighed var hendes første det eneste sted, som var helt hendes eget.
Her var der ingen andre stemmer om morgenen end fuglene i gården. Her duftede der af kaffe, hun lavede i sin lille mokkakande, og en snert af voks fra gulvplejen. Alle ting stod, som hun havde sat dem natten bragte ikke overraskelser.
Arbejdsværelset hun netop havde mistet, var hendes arbejdsplads. Et stort skrivebord ved vinduet, god skærm, tegneplade. Reol med mapper og materialer. Opslagstavle, hvor hun satte referencer og udklip fast med nåle. Her udviklede hun projekter, holdt møder med kunder online, sad længe om aftenen, hvis inspirationen ramte. Værelset duftede særligt af papir, blyant og kaffe.
Hun stod i døren og så på sit bord.
Så gik hun ind i køkkenet igen.
Jens, sagde hun uden at hæve stemmen, jeg er midt i et stort projekt. En vigtig kunde.
Anna, det varer jo bare nogle uger.
Hvor skal jeg så arbejde?
Altså, i køkkenet eller stuen Han tav under hendes blik. Anna, de er familie. De har ingen andre steder at tage hen.
Anna stirrede ud af vinduet. Gadelygten i gården var tændt. Lindetræerne gyngede i mørket.
Et par uger, så? sagde hun.
Bare til renoveringen er overstået.
Godt.
Hun gik i bad og stod under det varme vand længe, til det begyndte at blive køligt.
Gitte, svigermor, ankom halv ti med Lærke og Magnus. Anna lå på sengen og hørte døren, stemmerne, barnets sultne protester.
Jens stak hovedet ind i soveværelset:
Vil du ikke sige hej?
Jeg er træt. Havde en lang dag.
De bliver sikkert kede af det.
Hun rejste sig og gik ind.
Gitte stod midt i gangen i sit lange vinterfrakke og så på lejligheden med et kritisk blik, som om hun skulle vurdere, hvad der var værd at tage med sig. Lærke baksede med Magnus, der allerede var hoppet ud af overtøjet og trampede i sine gummisko på Askes lyse trægulv.
Magnus, hop ud af skoene, sagde Anna.
Han hører dig ikke, svarede Lærke, mens hun ikke så op.
Gitte, godaften.
Ja, godaften, sukkede hun. Nu er vi ankommet sådan, uheld kan ske.
Gitte gav Jens et knus og så lejligheden grundigt igennem, åbnede døre, stak hovedet ind uden at tage frakken af.
Jeg skal nok selv finde ud af tingene, sagde hun. Det er vel ikke så kompliceret. To værelser er vel to værelser.
Anna så på, da hun åbnede døren til arbejdsværelset, tændte lyset, og hun hørte stolens skrunken derinde.
Godt bord, råbte Gitte. Jens, kom med mine ting.
Imens fandt Magnus vejen til køkkenet og klatrede op på en stol.
Jeg er sulten! proklamerede han.
Vi ordner det, sagde Lærke, og så på Anna. Anna, har I noget mad? Vi nåede ikke noget på vejen.
Anna åbnede køleskabet hendes mad til i morgen: Salat, æg, yoghurt, lidt bouillon. Hun havde ikke nået at handle, det var planlagt til næste morgen. Grød havde de da.
Kan I spise grød?
Ja, hvis der ikke er andet, sagde Lærke.
Anna satte gryden over.
Næste morgen vågnede hun til lyden af fjernsyn i stuen. Naturprogram. Klokken var syv. Jens sov uforstyrret, som han altid havde kunnet Anna havde for længst opdaget, hun aldrig ville kunne vænne sig til larmen.
Hun trak i morgenkåben og listede ud.
Magnus lo. Lærke svarede søvnigt fra sofaen. Anna gik i køkkenet og stivnede.
I aftes, mens hun vaskede deres gryder og tallerkener op, havde Gitte iagttaget nøje.
Anna, sætter du tallerkener på hovedet i skabet? spurgte hun.
Ja, så bliver der ikke støv i dem
Hm, sagde Gitte, og det var det sidste hun sagde om det. Men tallerkenerne stod alle med bunden ned nu. En slidt, gammel pande lå ved siden af komfuret deres. Indkøbsposer fyldte hendes bordplads, netop dér hvor hendes skærebræt plejede at stå.
Anna flyttede poserne over på taburetten. Kaffevandet kogte. Hun så ud på gården: et par lys tændte, nogen luftede hund, våde blade på asfalten.
Kaffen blev god. Hun nåede et halvt krus i ro, før Magnus dukkede op i strømpefødder og pyjamas.
Har du småkager? spurgte han uden forvarsel.
Om morgenen får man grød.
Jeg gider ikke grød.
Så find din mor.
Hun sover.
Magnus kravlede op på taburetten ovenpå indkøbsposerne, der knirkede og stirrede ud. Anna satte sin kop og gik ind for at tage tøj på.
At arbejde i køkkenet føltes mærkeligt. Hun prøvede at koncentrere sig om arbejdstegningerne, men lydene forstyrrede. Gitte dukkede op omkring otte, overrasket over at finde Anna der.
Du arbejder i køkkenet?
Ja.
Nå det er vel ikke så behageligt?
Det går an.
Gitte satte vand over. Tog et glas syltetøj fra en af sine poser sød duft bredte sig. Anna blev kvalm. Hun sagde dog ikke noget.
Klokken ni tog hun kundemødet. En grundig herre ønskede et arkitektprojekt uden standardløsninger form, niveauer, rigtigt lys. Det var Annas niche, hendes ry, hendes indtægt.
Hun talte dæmpet, for bag væggen lå nu Gittes nye værelse. Men så begyndte Magnus at løbe med en lastbil ned af entréen, så hun måtte lukke køkkenets dør og gå hen til vinduet med telefonen.
Ja, jeg kan høre dig. Det er en spændende udfordring, ja
Ved afslutningen sad hun og så ind i skærmen. Projektet var vigtigt. Kunden seriøs. Kontrakten kunne give hende tryghed i et halvt år. Det krævede fokus som hun ikke havde.
Første uge gik i et gråt tågeslør. Anna prøvede at tilpasse sig. Før: op klokken halv syv, ro til at arbejde til otte, så vågnede byen. Nu var der slet ingen stilhed.
Magnus vågnede tidligt og talte løs kommenterede tegnefilm, sang, råbte. Hans lyse stemme trængte gennem lukkede døre.
Gitte optog badeværelset længe hver morgen. Altid præcis, når Anna skulle nå at være klar til videokald.
Lærke gik i lejligheden i store hjemmestrikkede sokker, hendes ting overalt: telefonladeledning på gulvet, sminkepung ved håndvasken, et blad henover sofabordet. Anna lagde flere gange tingene væk, kun for at finde dem igen.
På tredjedagen lavede Gitte frokost stegte frikadeller. Køkkenet var indhyllet i fedtduft og larm, mens Anna prøvede at arbejde.
Jeg har lavet mad spis, sagde Gitte.
Tak, måske senere.
Hvorfor senere? Det er bedst varmt.
Jeg er midt i et vigtigt punkt.
Gitte så på hendes computer, lettere uforstående, som om alt digitalt var ligegyldigt i forhold til varm mad.
Anna puttede hovedtelefoner på.
Om aftenen, da Jens kom, sad Gitte og Lærke og grinede i køkkenet. Anna forsøgte at arbejde i stuen.
Anna, kom og spis, råbte Jens.
Nej tak.
Min mor har lavet mad.
Jeg har hørt det.
Pause, så stod Jens i døren med en tallerken.
Tag nu lidt, Anna.
Jeg spiser senere, Jens.
Anna
Jeg arbejder.
Han gik tilbage. Hun hørte svigermoderen mumle: “…kan man jo se, at hun ikke er glad for os …”
Anna lukkede computeren og blev siddende. Der var ingen stilhed; Magnus så film, samtaler lød fra køkkenet, støj i stuen. Hun tænkte på, at hendes kontor nu lugtede af andres parfume.
På femtedagen blev krusene flyttet.
Anna havde altid krus på nederste hylde mest praktisk. Nu stod de øverst, erstattet af Gittes poser med gryn og mel.
Anna satte krusene tilbage. Men om aftenen var de igen forsvundet op.
Gitte, jeg vil helst have krusene nede.
Anna, nu står grynene jo der. Det gør de vel bedst, ikke? tålmodigt, som en voksen til et barn.
Det her er mit skab. Jeg har brug for min orden.
Men så længe vi bor her, synes jeg det bliver bedst sådan her.
Anna drak resten af kaffen stående, ved vinduet.
Samme dag forsvandt hendes yoghurt. Hun havde købt græsk yoghurt til sig selv, lige netop dén slags, hun kunne lide.
Har du set min yoghurt på anden hylde, Gitte?
Ja, den gav jeg Magnus. Han ville gerne have noget sødt yoghurt er da sundt. Helt upåvirket. Køb en ny, der ligger jo et supermarked lige om hjørnet.
Anna lukkede køleskabet.
Gitte, jeg vil bede dig om ikke at tage af mine ting. Hvis Magnus skal have noget, så sig det til mig eller Lærke.
Åh, Anna, nu bliver du mærkelig. Vi bor jo sammen.
Nej, vi bor ikke sammen. I er gæster.
Gitte så på hende som om, Anna fornærmede hende. Så gik hun.
Om aftenen lagde Jens en forsigtig hånd på Annas:
Anna, hvorfor skal du være sådan mod mor? Hun blev ked af det.
Jeg bad hende bare om ikke at tage mine ting.
Men det er da bare yoghurt.
Det er ikke bare yoghurt.
Hvorfor så?
Hun så op mod loftet hvide firkanter, som hun selv havde malet, stående på en stige og bandende, da malingen løb ned på aviserne. Endnu en omgang, fordi den første blev ujævn.
Fordi det er mit køleskab. Min lejlighed. Og jeg burde ikke skulle forklare hvorfor.
Hold nu ud, Anna. Det er kun et par uger.
Det har du sagt flere gange.
Men sådan er det. Renoveringen er jo i gang.
Har du talt med håndværkerne? Ved du, hvor langt de er?
Pause.
Nej Mor sagde, at de har lukket for røret, og nu skal hele stigrøret skiftes.
Hvor længe tager dét?
Ved ikke
Du har ikke spurgt.
Han sagde ikke noget. Anna vendte sig fra ham.
På niendedagen mistede hun sin pande. Ikke væk men den var ødelagt. Den keramiske overflade, hun havde passet på i tre år, var ridset med metalsvamp.
Hvem har vasket min pande? spurgte hun Gitte.
Jeg skrubbede den i går, den var fedtet.
Du har ødelagt det keramiske lag. Den skal smides ud nu.
Den skinner jo! Hvad snakker du om? Sådan har jeg altid gjort.
Ja. Med dine pander. Ikke min.
Jeg prøvede jo bare at hjælpe!
Jeg har ikke bedt om din hjælp.
Gitte rystede på hovedet, fornærmet, og gik, lukkede døren hårdt, men ikke smækkende præcist.
Om aftenen så Jens skyldig ud:
Mor blev ked af det med panden.
Hun ødelagde min pande.
Hun ville jo bare hjælpe.
Den kostede ni hundrede kroner.
Jeg køber en ny.
Det handler ikke om det.
Hvad så?
At det er mit og bliver ødelagt, og jeg får at vide, at jeg er urimelig.
Hold nu ud, Anna.
Hvor mange gange vil du sige det?
Han kradsede sig i nakken.
Anna, de er jo familie.
Hun rejste sig og gik ind i soveværelset.
Hun hørte, hvordan Jens hviskede lavt i køkkenet, hørte Gitte svare noget om Anna, det var tonen ikke til at tage fejl af.
Anna greb sin telefon og ringede til Mette, veninden siden studietiden.
Mette, de har været her ni dage.
Sagde de ikke to uger?
Renoveringen trækker ud. Ingen spørger mig, hvor længe.
Anna, det dér det ender altid med seks måneder. De flytter ikke ud.
Sig ikke det.
Det sker. Kan du gøre noget?
Jeg prøver at sige min mening. Jens siger “hold ud”.
Gør, hvad du kan. Når det bliver for meget, så sig fra.
Jeg gør, hvad jeg kan.
Hun lagde sig på sengen.
Bag væggen hørtes latter. Jens fortalte noget til sin mor og hun lo en rigtig latter én Anna nærmest aldrig hørte, for Gitte smilede kun høfligt, når Anna var der.
Hun tænkte: Jens har det godt derinde. Det er hans hjem nu. Men ikke mit længere. Selvom det er min lejlighed.
På tolvtedagen kommenterede Gitte maden.
Anna lavede fisk med citron og urter nemt og hurtigt. Hun elskede fisk.
Anna, laver du altid fisk sådan? spurgte Gitte.
Det er forskelligt.
Jens kan bedst lide kød.
Han spiser fisk fint.
Ud af høflighed. Jeg har altid givet ham frikadeller, så var han lykkelig.
Gitte, fisk er sundere.
Mænd skal have rigtig mad. Ikke fisk. Det fylder ikke.
Anna vendte fisken.
Jens har aldrig klaget over min mad.
Det siger han ikke for ikke at såre dig.
Har du spurgt ham?
Jeg har fodret ham i tyve år. Jeg ved det.
Jeg har gjort det de sidste syv.
Tavsheden var så tæt, at man kunne tage og række den over bordet. Gitte rejste sig, tog sin kop te og lod dem alene. Lærke fulgte efter.
Jens kom ind senere.
Fisk?
Mhm.
Det smager godt. Mor siger, du skældte ud.
Jeg sagde, jeg vidste, hvad du kunne lide.
Hun mener det jo ikke.
Hun kritiserer, smadrer mine ting og tager fra mig, og du forsvarer hende altid.
Anna, lad det nu ligge.
Går det aldrig op for dig, at du altid undskylder hende?
Han svarede ikke, spiste bare.
Anna rejste sig stille og gik.
Om natten, da han kom, lå hun lysvågen.
Anna, du vågen?
Ja.
Hold ud, renoveringen slutter snart.
Har du ringet til håndværkerne?
Pause.
Mor siger der går tre uger mere.
Anna åbnede øjnene.
Tre. Uger.
Hele huset skal have nye rør.
Så det er ikke “et par uger”
Hvad kan jeg gøre, Anna? Vi kan ikke smide dem ud.
Det handler ikke om det. Men jeg mister mit arbejde, Jens. Jeg kan ikke arbejde på køkkenbordet.
Mmm
Mit arbejdsværelse. Ingen møder, ingen ro.
Magnus sover klokken ni.
Han står op ved syv. Hele tiden larmer det.
Mor går i seng tidligt.
Og står op og tænder lys om natten. Jeg ser det, for jeg kan ikke sove.
Det vidste jeg ikke.
Jeg klarer det selv.
Hold nu ud.
Hun sagde ikke mere.
Projektet fyldte. Villa med niveauforskelle, ejer ønskede noget særligt. Anna havde arbejdet på det i to uger hun kunne mærke, at det var godt. Men arbejde blev næsten umuligt. Køkkenet fungerede ikke med Magnus drønende rundt, Gitte der bad om plads, Lærke, der ikke gad tage telefon uden latter.
Kan du tage den i et andet rum, Lærke?
Det er jo køkken jeg drikker bare te.
Jeg arbejder.
Det gør da ikke noget, jeg taler lavt.
Men hun talte ikke lavt. Anna tog hovedtelefoner på.
Hun begyndte at arbejde om natten. Når alt sov, sad hun i køkkenet med sort te og arbejdede til langt over midnat. Om morgenen vågnede hun groggy men hun nåede dog noget.
Jens bemærkede det.
Anna, har du slet ikke sovet igen?
Arbejdede.
Du må ikke.
Jeg kan ikke ellers.
Hun planlagde flere gange at tale med ham. Alvorligt. Men hver gang udsatte hun det han var på arbejde, Gitte var der, hun var udmattet.
Så kom dag sytten.
Morgenen var grå, finregn udenfor. Anna var vågen fra natten med computeren, sad og færdiggjorde facaden. Hun kunne mærke, det var nu, det endelig sad rigtigt.
Jeg skal have te, mumlede hun og rejste sig.
Fyldte kedlen, fandt et krus, hældte te op det tog kun tre minutter.
Da hun vendte tilbage, sad Magnus ved hendes plads. Hendes arbejdscomputer var åben foran ham. I hånden havde han et stort glas solbærsaft og trykkede på tasterne. Som femårige gør: Han lænede sig frem, væltede glasset!
Anna udstødte et råb og sprang hen men for sent. Mørk solbærsaft flød direkte ned over tastaturet. Computeren blinkede, et par gange, slukkede.
Magnus så på hende, forskrækket:
Jeg gjorde det ikke med vilje.
Lærke! råbte Anna.
Lærke dukkede op, så saften, computeren.
Magnus. Hvad har du lavet?
Han spildte. Jeg har mine projekter der!
Han gjorde det jo ikke med vilje.
Det er alle mine filer!
Jens, netop stået op, kom til.
Hvad sker?
Computeren, sagde Anna.
Han løftede computeren rød saft drev ud.
Av for pokker
Det er mit projekt til over et halvt års kontrakt. Alle tegninger.
Anna
Hør mig nu: Det handler ikke om barnet, men om at der ikke er ét eneste sted i min egen lejlighed, hvor jeg kan arbejde i fred!
Gitte dukkede op, så det hele, rystede opgivende på hovedet.
Du kan jo kun bebrejde dig selv. Hvem stiller computer på spisebordet midt i køkkenet, hvor barnet kan få fat i den? Prøv at være mere forsigtig.
Anna vendte sig meget langsomt mod hende.
Undskyld, hvad?
Du skulle ikke have efterladt den dér. Det er dit eget ansvar.
Jeg gik ud i tre minutter for at lave te.
Ja, og se nu. Sådan noget sker.
Det her er mit hjem. Mit bord.
Anna, skæld nu ikke ud på ham, sagde Jens. Han er lille. Det er dig, der er voksen.
Anna så på ham, koldt.
Han stod der og håbede, at hun ville bøje sig, sige undskyld, og så kunne alle være glade. Alle undtagen hende.
Så det er min skyld, sagde hun.
Jeg siger ikke skyld
Jo, det gør du. Jeg burde ikke tage min computer med ud i mit eget køkken i mit eget hjem?
Anna du vælter det helt op.
Nej, Gitte har faktisk ret. Jeg skulle have tænkt længere.
Hun pakkede computeren ind i et viskestykke og gik ind i soveværelset. Lukkede døren.
Hun sad længe på sengekanten, så ned i gulvet.
Stemmer lød derude, forstummede, Jens stod kort udenfor døren, men gik. Anna sad med computeren ved siden af sig. Hun strøg hånden over låget. En rødlig plet der nu næsten var gnubbet ind.
Hun lukkede øjnene og mærkede, hvordan al spænding forlod hende. Ikke lettelse bare tomhed.
Sådan var det.
Om natten arbejdede hun ikke. Lå i mørket og tænkte klart og roligt.
Hun tænkte på boligen. Hvordan hun havde fundet den, set den første gang, den rå duft af maling, forestillet sig, hvordan den kunne blive. Den første nat på gulvet i sovepose. Fornemmelsen af at være hjemme.
På projektet, der nok kunne reddes, men kun hvis hun fik mulighed for at arbejde.
Den mulighed havde hun ikke.
Og dét blev klart for hende.
Der var ikke længere plads til hende. Bordet var optaget af andres ting. Køkkenet af andres liv. Badeværelset, gangen, luften, stilheden alt var optaget af gæster på ubestemt tid. Og Jens, der kun sagde “hold ud, de er familie”.
Anna tænkte over det ord: Hold ud.
Hele sit liv havde hun gjort det: delt toilet på kollegiet, ingen trampen efter ti i det lejeværelse, en barndom bag en reol i Brønshøj.
Alt det havde hun holdt ud for at ende et sted, hvor hun aldrig mere skulle gøre det.
Nu skulle hun gøre det igen.
Da hun stod op klokken seks, var hun rolig. Hun lavede kaffe, drak den ved vinduet. Så begyndte hun at pakke.
Hun arbejdede hurtigt, stille. En stor taske frem fra skabet, gik ind i arbejdsværelset.
Gitte sov. På Annas bord stod medicin, på reolens knager hang en fremmed trøje. Over hendes inspirationstavle var der nu klistret en lap med et fremmed telefonnummer.
Anna brugte ikke blikket på Gitte. Hun pakkede sine mapper, samples, ting, fjernede sine sedler og lod den fremmede post-it hænge.
Så pakkede hun andres ting sammen: Gittes støvler, Magnus jakke, poserne med mad, sminkepungen, kablerne; lagde det hele i entréen.
Hun gik ind til Jens, der stadig sov, satte sig ved siden af.
Jens.
Han mumlede.
Vågn op.
Han så på hende noget i hendes ansigt fik ham til at sætte sig op.
Anna, hvad sker der?
Jeg har samlet dine mors og Lærkes ting. Taxaen kommer om tyve minutter.
Han så forvirret på hende.
Du kan ikke mene det.
Det gør jeg. De tager hjem nu.
Anna, er du blevet vanvittig? Hvor skal de bo?
Det må I finde ud af. Det her er ikke mit problem længere.
Anna
Tag med, hvis du vil. Men de skal ud i dag.
Hun gik ud.
Kort efter dukkede Lærke op.
Hvad sker der?
Om atten minutter kommer taxaen.
Prøver du at smide os ud?
Ja.
Forbløffelse. Så ordløst forsvar.
Gitte dukkede op, så taskerne.
Hvad foregår her?
Jeres ting. Taxaen er bestilt. Jeg ringer til politiet, hvis I bliver der er ødelagt ting, computeren, pande …
Det her kan du ikke! råbte Gitte.
Det gør jeg.
Jens stod i døren, han var klædt på.
Anna, sådan kan du ikke gøre.
Jeg er rolig. Jeg vil have min lejlighed tilbage.
Han så på hende, magtesløs.
Anna, de er jo familie.
Jens, vi har aldrig været en familie. Du har aldrig taget min side. Det kaldes passiv svigt. Det kan jeg ikke leve med.
Bag hende snakkede Gitte ophidset, men Anna lyttede ikke. hendes blik var på Jens.
Telefonen vibrerede taxaen var der om tre minutter.
Nu.
Da de gik, bar Jens den sidste taske, Gitte puffede, Lærke bar Magnus, der så spørgende på Anna.
Tager vi hjem?
Ja, Magnus.
Er lejligheden færdig?
Ja, sagde hun.
Han nikkede.
Jens stod i døren, tasken over skulderen.
Anna, mener du, jeg skal gå?
Ja.
Han så længe på hende, så gik han ind og pakkede.
Jeg troede ikke, du var sådan.
Det troede jeg heller ikke.
Døren gik i.
Anna stod alene i gangen.
Hørte fodtrin bag glasdøren, elevatorens gong, døren der lukkes. Stilhed.
Hun gik ud i køkkenet. På bordet en plet af solbærsaft, et plastikkrus, en fremmed kop.
Hun satte den i vasken.
Gik rundt; i gangen et aftryk på gulvet, i kontoret nu hendes igen: bord, reol, opslagstavle. Lugten af fremmed parfume ville gå væk, hun åbnede vinduet, den ville forsvinde.
Stuen, sofaen var slået ud. Hun foldede den sammen, lagde tæppet til side.
Så tilbage i køkkenet, satte kedlen over.
Hun ringede til Mette.
Anna, er du okay?
De er taget af sted.
Alle?
Også Jens.
Anna
Sig ikke noget.
Hvordan føles det?
Anna kiggede ud. Ude i gården var det stoppet med at regne, pytterne spejlede morgens himmel.
Jeg ved det ikke. Tomt.
Anna
Ikke dårligt. Bare tomt. Som at bære noget tungt, og nu er pladsen fri.
Du ved, de kommer til at snakke Jens vender tilbage, de vil tale
Jeg ved det.
Ved du, hvad du vil nu?
Anna overvejede. Kedlen begyndte at koge.
Nej. Ikke lige nu. Jeg vil bare nyde at kunne drikke min kaffe i fred igen. Det er nok for i dag.
Hun hældte op, lavede kaffe i sin mokkakande, som hun elskede.
Det var stille. Ikke død-stille, men levende stilhed, som kun findes, når der er én person til stede sammen med duften af egen kaffe. Ude i gården gik nogen med hund, der klaprede mod asfalten. En fugl sang. En sporvogn gled forbi.
Anna tog sin kop den, hun altid havde stående nederst i skabet og gik hen til vinduet.
Bag hende lå lejligheden, her og der med andres spor: en plet på bordet, dufte, aftryk. Men det var hendes, hendes rod, og hun kunne selv vælge, hvornår den blev gjort væk.
Nøglen lagde hun på skabet i gangen én nøgle.
Så gik hun tilbage, satte sig ved vinduet og drak sin kaffe.
