Vi kom ud af skoven
Engang for mange år siden, da alt syntes enklere og verden lettere at forstå, levede jeg et ganske særligt liv, skjult for mange og glemt af tiden. Jeg husker, hvordan Mette vågnede tidligt og kastede et blik mod de andre senge i kammeret. Mor sov tungt i sin seng, og bedstemor, den besynderlige gamle Karen Sofie, lå stille, for én gangs skyld ikke snorkende, men alligevel i færd med at klø sig på foden. Det var, som om hun kiggede måske var hun allerede lysvågen, selvom det var alt for tidligt.
Mette holdt vejret og listede over gulvbrædderne for at se på bedstemorens ansigt, for at sikre sig, at hun sov.
Så snart bedstemor mærkede barnebarnets bevægelse, holdt hun op med at klø sig, vendte sig ind mod væggen og trak vejret dybt og larmende.
Mette smilede hun sov! Hun listede videre mod køkkenet, trak sin slidte skjorte over hovedet, mens hun gik.
Derude i det lille køkken tog hun en slurk mælk direkte af flasken, rodede i spisekammeret og fik fat i en skorpe rugbrød og et stykke spegepølse. Frokosten til dagens færden var sikret.
Hun satte sine bare fødder lydløst på gulvet, sneg sig omhyggeligt forbi hoveddøren og gled ud på trappen.
Hendes øjne mødte dagens første lys grønne enge og mægtige trækroner gav mørket kamp til stregen. Solstrålerne spillede over det hele, og luften var så frisk, at Mette måtte strække hele kroppen for at trække vejret rigtigt ind.
Hendes kvindelige figur trådte svagt frem gennem den grå, ulne skjorte og den gamle jakke, hun havde arvet fra bedstemor Karen Sofie. Den var kantet med egern pels og alt for stor, men det var ingen sag sådan havde Karen Sofie selv gået klædt, da hun var ung.
De tykke vadmelsbukser var varme og klemte, men de beskyttede mod stikkende myg og fluer fra skoven.
Alt tøjet var slidt og tjæret men stærkt, og det var blevet Mettes. Hun smilede til hunden Tåge, som gøede henne ved lågen tog madpakken, flasken med vand, tændstikkerne og to blikspande og gik mod skoven.
Hun kendte skoven udenad hun kunne finde vej med lukkede øjne. Hun frygtede hverken myg, ræve eller større dyr.
Hun var vokset op her, langt borte fra civiliserede områder. Huset lå gemt i skovene, næsten for sig selv.
***
Det var Mettes bedstefar, gamle Søren Jørgensen, nu borte i mange år, som havde bygget huset nær landsbyen. Søren var jæger, han drømte om et liv ved skovens kant. Først gravede han sig en jordhule og boede der, når han og Karen Sofie havde gjort hinanden trætte med deres skænderier. Karen Sofie, som var hård at leve med, opsøgte ham dog altid til sidst, og hun lagde sig på bænken i hulen, indtil han gav sig og gik med hjem, for hjem ventede jo lille Marie. Karen Sofie kunne overgå enhver til at manipulere, sagde folk.
Sådan gik årene de fandt aldrig rigtig ro i det store bondehus, men i jordhulen var der fred. Til sidst, efter et skænderi for meget, tog Søren alt sit habengut og begyndte at bygge et nyt hus dybt inde i skoven.
Han arbejdede i årevis, ignorerede Karen Sofies råb og anklager, indtil han som gammel havde det fineste træhus, han kunne ønske sig. Møblerne lavede han også selv ud af træ fra skoven. Da huset stod færdigt, havde Karen Sofie snedigt ventet, til Søren var optaget af at rejse laden, og flyttede alt sit skrammel og sin madras ind. Han kom hjem, og der sad hun smilende på madrassen.
Hvorfor kommer du, jeg har da ikke kaldt på dig? brummede Søren.
Har du ikke lagt mærke til det? Vores datter, Marie, er blevet voksen og gift. Brudeparret bor nu i det gamle hus så jeg ville ikke være til besvær. Her er jeg så, som din slægtning kan du næppe smide mig ud!
Da gik det op for Søren, at ungdommen var forsvundet, mens han byggede huset. Han så sig selv i det skæve spejl gråt pjusket hår, rynkede kinder. Tiden havde taget det hele. Han levede to år endnu, derefter døde han, uden at Karen Sofie græd synderligt der var jo nye gøremål, får, høns, og det ene og det andet.
Et årti senere flyttede Marie og barnebarnet ind. Marie havde ikke held med ægteskabet og tog sin datter, Mette, med sig til huset i skoven.
***
Mette voksede op stærk og sund, men hele hendes liv var omkranset af forbud.
Ingen besøg i landsbyen, som lå en halv times gang derfra. Ingen legekammerater. Først som voksen forstod hun hvorfor: Karen Sofie og Marie var blevet sky og jaloux i skovens ensomhed.
Hjemme var det Mette, der levede huset: hun hentede vand i skovsøen, året rundt, og skar hul i isen om vinteren. Hun fældede træer, bar brænde, samlede tørre grene hele sommeren. Hun fandt fisk, plukkede bær og lærte at jage småvildt, mens Tåge hjalp.
Om sommeren passede hun køkkenhaven.
Hun kendte ikke til elektrisk lys, varme i huset eller supermarkedernes mad. Hendes liv var som hentet fra en svunden tid, og hun havde aldrig set en mand.
Så den dag, da hendes stille liv blev vendt på hovedet, kom helt uventet.
***
Hun sad på en solplet i skoven, indhyllet i duften af mos og skovens muld. Sollyset blev blødt af granernes kroner, og omkring hende hørtes kun insekternes og fuglenes sang.
Hun var i gang med at fylde sine spande med blåbær, da han dukkede op.
En mand, med store, klare blå øjne i et solbrændt ansigt, og iført en enkel skjorte. Han kom løbende gennem skoven, åndenød og svedig, og standsede først, da han støttede sig til et træ og nærmest gispede.
Har du vand? spurgte han.
Mette sad vagtsomt, ryggen spændt, klar til at flygte.
Hans blik faldt på hendes madpakke. Uden at bede om lov tog han den, satte sig på mosen og drak, spiste brød og spegepølse i store bidder.
Tusind tak, unge kvinde! Kan du vise vej til nærmeste landsby?
Det ved jeg ikke, svarede Mette skarpt.
Han talte med varme i stemmen og forsikrede hende om, at han ikke ville hende noget ondt. Efter få sekunder begyndte han at ryste, og skjulte sig bag et træ. Han græd, skammede sig. Mette blev først urolig, men da han fortalte, at han havde været faret vild i to døgn og savnede alt penge, papirer, forbindelse til omverdenen fik hun ondt af ham.
Jeg hjælper dig men først skal jeg samle blåbærrene færdig.
Han tog straks en af hendes spande og begyndte at samle, selvom han var klodset i forhold til hendes hurtige hænder.
Hvad hedder du? spurgte han.
Mette kørte hænderne gennem bærlyngen uden at se på ham. Mette.
Sikke et dejligt navn. Jeg hedder Kasper. Samler du bærrene for at sælge dem?
Mette var uvant ved samtalen, men besvarede hans spørgsmål ærligt. Hun mærkede endda en voksende interesse for denne fremmede.
De talte videre, mens de gik. Kasper indså, at hun boede alene med sin mor og gamle bedstemor. At her var ingen mænd, ingen hjælp og gik derefter mod huset, skjult af gran og skov.
***
Da de nærmede sig, sad Karen Sofie på trappen og nød den lune sol.
Da Mette og Kasper trådte frem, gik der et gisp gennem hende, og hun kaldte på Marie, som kom stormende ud af hønsehuset.
Marie, mit barn, hjælp mig jeg kan ikke røre mine ben! peb Karen Sofie.
Mette sagde roligt, at dette var Kasper, en mand i nød, og at han måtte vaskes og have mad.
Det var ikke velset at tage fremmede ind, og kvinderne skulede. Alligevel sagde Marie: Du skal bade, og så finder vi noget tøj til dig.
Mette hentede noget af afdøde Sørens gamle tøj på loftet, og ledte ham til udhuset, hvor han kunne vaske sig. Kasper var mat af udmattelse, men rensede sig, brændte sin skovslidte skjorte op, og lagde Sørens gamle skjorte på.
Mette havde været forlegen, da hun et øjeblik havde iagttaget ham ved døren til vaskerummet, men hun lagde tøjet fra sig, og styrtede hen til huset.
Hvem har du inviteret ind i vores hus? udbrød Karen Sofie, og stemningen blev anspændt.
Kasper spiste uden skam, takkede pænt, og bad så om at blive ledt ud til landsbyen. Mette tilbød at føre ham hele vejen.
***
De gik side om side ud af skovene, og snakken flød nemt. Kasper blev betaget af hendes fine gemyt, hendes milde, men ligefremme måde. På kanten mellem skov og mark standsede de op.
Han takkede hende hjerteligt for at have reddet ham ud af vildfarelsen. Hun spurgte mistroisk: Men du bar fangedragt er du så en straffefange på flugt? Han lo: Nej, en tyv stjal min bil og mit tøj, og jeg blev tilbage med hans gamle dragt.
Hun smilede svagt.
***
Da hun vendte hjem, blev hun mødt af vreden fra Karen Sofie og Marie, som frygtede, at hun havde ført en kriminel ind. Hun flygtede, tårerne pressede sig på, ud til søen i skovkanten.
Der, spejlende sig i alting, mærkede hun en underlig sorg. Hun havde fået et glimt af en anderledes verden et liv med elektricitet, butikker, arbejde, gode måltider og venlighed.
Det passede med de gamle billeder, hun engang havde fundet i bedstemors gemmer; billeder af lys, latter og varme hjem.
Hun anede, at der blev skjult noget for hende.
Senere, da skyggerne blev lange, så hun en fremmed gammel mand hente vand ved søen. Han gik mod en mosbegroet bakke, åbnede en skjult dør og forsvandt. Nysgerrig fulgte hun ham, og opdagede, at han boede i en jordhytte.
***
Næste dag opsøgte hun hytten og hjalp den gamle mand med at hente vand. Han var forbitret, men hun insisterede på at hjælpe.
Ved aftensmaden fortalte Mette om ham: En gammel mand bor gemt i skoven! Karen Sofie blev forpjusket og sagde: Det er din farfar Søren han gemmer sig for mig.
Mette blev forbløffet. Du sagde, han var død? Hun så på sin gamle bedstemor, imens sandheden gik op for hende.
Senere konfronterede hun Søren i hans hytte. Han afviste hende: Jeg har efterladt huset til jer lad mig endelig være. Du er i øvrigt ikke vores Marie fik dig fra sit første ægteskab. Lad mig være!
Mette løb grædende ud i mørket, vild og forvirret.
***
Der gik nogle uger. Til sidst søgte hun hjælp ved kommunehuset i nærmeste by.
Hun har boet i skoven i 30 år uden papirer! udbrød sekretæren på rådhuset forarget til borgmesteren, som netop var flyttet til egnen. Hun kan ikke engang læse, intet ID, intet! Nu var gode råd dyre.
Mette kom ind på kontoret, forklarede rødmende sine fortrædeligheder og tårerne trillede, da hun fortalte, hvordan hun var blevet løjet for og udnyttet hele sit liv.
De gav hende te og chokolade. Hun måtte nu lære en ny verden at kende at vaske gulve i Brugsen var lettere end at slæbe vand gennem skoven, og for løn i danske kroner kunne hun købe brød og tøj. Ingen mere søgen efter vildt.
Hun fik værelse, job og papirer tildelt. Hun havde ikke mere noget med Karen Sofie og Marie at gøre de havde altid været kolde, og nu var de ligeglade.
***
En dag, da hun smed skrald ud bag brugsen i Svendborg, hørte hun sit navn.
Det var Kasper, i frakke og hat. Min redningskvinde! sagde han med et smil. Jeg besøgte jeres skov, men din bedstemor sagde, du var forsvundet. Gudskelov fandt jeg dig her!
Mette smilede forlegent. De aftalte at mødes senere; måske ville han hjælpe hende med at hente gamle Søren fra hytten i skoven, så også han kunne få varme og omsorg.
For nu boede hun med varme i væggene og rindende vand. Hun ville give noget tilbage til den gamle mand, som ikke engang var hendes ægte farfar, men som havde givet hende huset et hjem.
Kasper, han vidste, at han måtte tage chancen; aldrig havde han mødt én som Mette. Pludselig gav livet mening.
***
Bag disken i butikken så Zina, købmandens kone, misundeligt til. Hvorfor gik den venlige Kasper dog med den mærkelige Mette fra skoven, når Zina selv havde kastet lange blikke efter ham i årevis?
Nu havde Mette måske endelig fundet sin lykke. Og længe efter hviskede folk i Svendborg stadig om pigen, der kom ud af skoven og ændrede alt, også for dem, der aldrig havde levet dér.
