Under et blygråt himmelhvælv skælvede Freja, da det grove reb skar ind i hendes hals. Hendes to hvalpe, Mikkel og Lærke, klemte sig ind mod hendes ben, deres små kroppe dirrede af skræk. Tidligere den morgen havde deres grusome ejer slæbt dem ud til kanten af en forladt grund, bundet dem til et rustent stolpe og kørt væk uden et blik tilbage.
Freyas hjerte hamrede, men hun nægtede at give efter for panikken. Hun puffede Lærke tæt ind til sig og holdt hende gemt under sin pote. “Bliv her,” hviskede hun med blid, beroligende stemme. Mikkel klynkede, hans høje gøen gav genlyd over den øde mark. Freja stødte til ham forsigtigt. “Jeg er her,” mumlede hun. “Vi klarer os igennem dette.”
Timerne gik. Vinden piskede gennem det ukrudtsfyldte græs og snappede efter deres pels. Freja spejdede til alle sider, på udkig efter noget, der kunne hjælpe dem til frihed. Men hver gang hun røg i repet, strammedes knuden. Hun udstødte et lavt, beslutsomt brummen og begyndte at skrabe i den tørre jord med poterne, i håb om at løsne stolpen. Lærke snusede nysgerrigt til jorden, og Mikkel fulgte trop, deres små kløer skrabende ved siden af hende.
Da tusmørket faldt på, nærmede sig det svage skær fra billygter. En blid stemme råbte: “Hallo? Hvem er der?” En ung mand ved navn Anders trådte frem i lyset fra sin lommelygte. Han standsede brat, da han så Freja og hendes hvalpe, deres øjne fyldt med lige dele lettelse og frygt.
“Åh, I stakkels væsner,” sagde Anders og knælede ned for at løse rebene. Først blev Lærkes snor befriet; den lille hvalp tumlede ind mod Freja, gøende glad. Så blev Mikkel løsnet, hans hale logrede så vildt, at det så ud til at den kunne gå itu! Til sidst gled Freyas reb af, og hun rejste sig, rystende den sidste ubehag ud af pelsen.
Anders samlede dem alle op i sine arme og svøbte dem i et blødt tæppe, han altid havde med til nødstilfælde. “I er i sikkerhed nu,” hviskede han, mens han bar den skælvende familie over til sin pickup. Hjemme hos sig gav han Freja og hvalpene varm suppe og frisk vand. Da han havde lavet en hyggelig seng af tæpper ved pejsen, krøllede Freja sig sammen omkring Mikkel og Lærke, hendes hjerte fyldt af taknemmelighed.
Den nat, mens de tre sank hen i en drømmeløs søvn, drømte Freja om at løbe frit gennem grønne enge, med hvalpene springende ved hendes side. Og i hendes drømme lyste en fremmed mands godhed så klart, at den kunne jage selv den mørkeste nat på flugt.
