Der søges akut en mand
Mor, du skal finde dig en ny mand! Det er virkelig vigtigt og meget, meget akut!
Anne var ved at tabe sin kaffekop, så en lille sjat endte på dugen. Hun satte den forsigtigt på bordet, rømmede sig og så alvorligt på sin datter.
Forklar mig lige, hvorfor du stiller sådan et krav, sagde hun roligt og kiggede Lærke i øjnene.
Pigen skiftede vægten fra den ene fod til den anden, sænkede blikket og begyndte at studere det gamle mønster på tæppet. Lærke følte sig akavet, men var stålsikker på, hun gjorde det rigtige.
Altså i dag sagde jeg til far, at du havde fået en kæreste, hun sukkede tungt. Han blev jo nærmest skør af nysgerrighed! Han spørger hele tiden, om du har fundet én. Indtil nu har jeg altid sagt nej, og så starter han igen med at fortælle, hvor stor en fejl du begik ved at forlade ham. At du intet forstod om livet, når du slap sådan en fantastisk mand!
Hun løftede blikket og så frustreret og vred ud måske især på sin far.
Og han bliver bare ved siger hele tiden, at du nok skal fortryde og komme tilbage. At du aldrig finder nogen bedre. Så blev jeg irriteret og sagde, at du allerede havde fundet én.
Anne kørte en hånd gennem håret. Hun kunne straks høre eksmandens stemme for sig den påtagede selvtillid, evnen til at gøre enhver samtale til en lang prædiken om sig selv.
Jeg kan levende forestille mig, hvilke fine ord han har sat på det, sagde hun ironisk. Han har stadig ikke affundet sig med, at jeg gik. Man skulle tro, han insisterer på, at du skal på weekend hos ham, bare så han kan snakke om sig selv. Han bruger dig mest som publikum det healer vist hans stolthed.
Lærke sukkede og satte sig med benene trukket op under sig i sofaen. Med en hånd gled hun fraværende hen over betrækket og ledte efter ordene.
Jeg tænker det samme. Det er halvanden times talestrøm om, hvor fantastisk han er, sagde hun og kiggede ud i luften. Resten af tiden lader han, som om jeg ikke eksisterer. Han spørger ikke engang, hvordan jeg har det, eller hvordan det går i skolen…
Ordene gjorde ikke ondt længere det lød mere, som hvis hun fortalte om dagens program: op, morgenmad, skole, lektier. Sådan havde det været så længe, at følelserne nærmest var forsvundet.
Hun lagde sig tilbage i sofaen og stirrede op i loftet, mens hun tænkte på sidste samtale med faren. Det var begyndt med hans seneste bedrift denne gang noget med vigtige forhandlinger på arbejdet. Derefter kom planerne for fremtiden, besværlighederne på jobbet og hvordan ingen forstod at værdsætte ham. Halvanden time af det samme; Lærke havde faktisk noteret sig tiden, så hun kunne fortælle sin mor det præcist.
Da hun havde prøvet at fortælle ham om den regionale matematikolympiade, havde han bare nikket ufokuseret og straks skiftet samtaleemne tilbage til sig selv. “Flot, men dengang jeg var på din alder…,” og så startede en ny talestrøm.
Hun trak på skuldrene det var blevet hverdag. Så længe hun kunne huske, havde hendes far altid kredset om sig selv. Resten af familien var bare perifere statister i hans liv måske vigtige, men aldrig vigtigere end ham selv.
Hvis hendes mor klagede over træthed, begyndte han straks at forklare, hvor hårdt han havde det. Hvis Lærke ville fortælle om noget, der skete med veninderne, ledte han elegant snakken over til sine egne ungdomsoplevelser naturligvis langt mere spændende end Lærkes. Andres bekymringer syntes ikke at eksistere i hans verden.
Lærke forstod ikke, hvordan hendes mor havde holdt ud i femten år. Måske kun for Lærkes skyld så hun altid havde en far i billedet. Som barn troede hun altid, at hendes far nok en dag ville vågne op og begynde at interessere sig for dem begge… Men årene gik, intet blev bedre. Først efter skilsmissen overraskede det hende, hvor meget mere ro der kunne være! Ingen sugede al opmærksomhed ud af rummet.
Hvorfor er det så vigtigt, at jeg straks skal have en ny mand? sagde Anne med lidt skarpere stemme, end hun ønskede. Det var jo bare noget, du sagde hvor slemt kan det være?
Da far hørte det, ændrede han fuldstændig karakter! Lærke krøb sammen med en sofa-pude i favnen. Først blev han helt bleg, så rød og begyndte at råbe så mærkeligt, at naboen kom over for at se, hvad der skete. Jeg blev faktisk lidt bange.
Hun forsøgte at gengive situationen farens stemme, der knækkede, knyttede næver og flakkende blik. Det var, som om han pludselig kunne eksplodere.
Han pressede mig for at få at vide, hvem den nye mand var; ville have alle detaljer, fortsatte hun og rodede i puden. Jeg nægtede, sagde du havde bedt mig holde det for os selv… Han ringer sikkert snart til dig og laver et nummer.
Anne satte sig tungt ned ved siden af Lærke og lagde armen om hende. Ordene var sagt, der var intet at stille op nu måtte de tage det, som det kom.
Hvorfor fandt du på det? spurgte hun stille, mens hun vuggede Lærke let i favnen. Vi havde det jo godt nu starter alt det igen, med hans dramaer. Jeg får lyst til at slukke min telefon for altid.
Lærke snoede sig fri, satte sig rank og så moren alvorligt i øjnene. Hendes blik var fyldt af overbevisning.
Fordi du fortjener det! svarede hun fast. Du er smuk, klog, har gode venner, og mænd kan lide dig! Jeg har set det men far taler hele tiden grimt om dig. Jeg gider ikke høre på det mere!
Anne kærtegnede datterens hår. Der var ømhed og en snert af undren i hendes blik.
Jeg forstår det, min skat, sagde hun blidt. Ærligt, jeg troede, du ikke ville bryde dig om, hvis jeg fik en ny kæreste. Det er trods alt kun et halvt år siden skilsmissen.
Det var svært for hende at sige det. Hun frygtede, at datteren ville se en ny mand som et svigt som om far skulle skiftes ud. Anne kiggede nysgerrigt efter tegn på utilfredshed, men Lærke udstrålede kun sikkerhed.
Vrøvl! udbrød Lærke og smilede stort. Jeg vil bare have, du er glad!
Hun krydsede armene og kiggede kærligt på sin mor. Lige nu virkede hun ældre end sine år og handlekraftig på familiens vegne.
Anne holdt blikket, og usikkerheden smeltede bort. Måske tænkte hun for meget på fortiden, og frygtede for fremtiden uden grund?
Du er min kloge pige, sagde Anne stille og trak hende tæt ind til sig. Tak, fordi du passer så godt på mig.
Lærke kryb ind til hende, og i det øjeblik blev der endnu varmere og roligere mellem dem som om den lille familie bare blev stærkere for hver dag.
***************************
Anne sad ved sit skrivebord på kontoret og forsøgte at koncentrere sig. Ordene på skærmen flød sammen; hovedpinen trykkede, og trætheden dunkede bag øjnene. Hun masserede tindingerne en rutine, hun havde gentaget alt for mange gange i dag.
Til sidst bad hun sin kollega hente noget hovedpinepiller nede på apoteket to minutter væk. Da hun havde taget dem, prøvede hun igen at fordybe sig i arbejdet, men lydene i kontoret tastaturlydene, kølige blæsere, kollegaers snak lød kun kraftigere.
Netop da stak pedellen hovedet ind ad døren. Han lød høflig, men holdt øje med hende.
Anne Jensen, der er en, der gerne vil tale med dig det er din eksmand. Skal vi hjælpe ham ud, eller vil du selv tage det?
Anne stivnede, mærkede vreden gennem trætheden og tog en dyb indånding.
Det er fint, jeg kommer selv, svarede hun.
Hun bandede indvendigt. Dagen havde ellers været slem nok i forvejen og nu det her? Hvorfor kunne han ikke ringe først hvorfor troppe op, hvor hun arbejder? Ville han virkelig skabe en scene?
Langsomt gik Anne ud i gangen. Der var travlhed; nogen klukkede ved kaffemaskinen, andre diskuterede arbejdsopgaver. Annes skuldre strammede sig, mens hun nærmede sig foyeren.
Derude spottede hun straks Morten. Han gik rastløs frem og tilbage foran receptionen, talte højlydt til sig selv og gestikulerede imod vagten, der forsøgte at dæmpe ham. De øvrige ansatte sendte diskrete blikke i retning af dramaet.
Hvad vil du? spurgte Anne kontant, idet hun gik over til ham. Stemmen var rolig, men hun var irriteret. Hvad er det for et show? Har du brug for at stifte bekendtskab med ordensmagten?
Morten vendte sig. Hans ansigt var ildrødt, og øjnene lynede.
Dig! råbte han. Dig! Lærke har fortalt mig det hele! Et halvt år efter skilsmissen har du allerede fundet dig en ny mand?
Hans stemme var fyldt med sårbarhed, misundelse og noget, der lugtede af jalousi. Han havde åbenbart håbet, datteren bare fandt på det; men Annes rolige mine overbeviste ham om det modsatte.
Anne løftede et bryn og hældte hovedet let til siden afmålt og uanfægtet.
Skulle jeg være tro mod dig resten af livet selv efter vi er blevet skilt? spurgte hun tørt. Du kunne jo ikke engang selv finde ud af det dengang vi var gift.
Han stivnede. Hånden, der havde peget anklagende på hende, dumpede. I hans øjne lå overraskelse han havde ikke ventet et så køligt svar.
Folk kom og gik i foyeren; nogen kastede nysgerrige blikke henover kaffekoppen. For Anne og Morten var det nu kun dem, der eksisterede i det lille felt af spændinger og gamle sår.
Du du er bare… begyndte han, men Anne stoppede ham med et blik.
Lad os undgå scener, Morten, nu var stemmen fast men venlig. Hvis du har noget at snakke om, kan vi tage det roligt bare ikke her.
Scener? Jeg skal vise dig en scene!
Han råbte nu, og hans stemme rungede. Knyttede næver, anspændte kæber. Han trådte frem og tilbage, i tvivl om han ville råbe eller true.
Jeg vil ikke have, at vores datter skal bo sammen med en mand, jeg ikke kender! brølede han Jeg tager Lærke fra dig! Du får hende aldrig at se igen!
Det lød hysterisk og overdrevet. Anne trak en anelse på smilebåndet domstolen ville jo altid vælge hende.
Er du færdig? Helt ærligt, du lyder som noget fra cirkus, svarede hun tørt.
Hvad foregår her?
Morten blev overrasket og vendte sig om. Døren blev diskret åbnet, og ind trådte direktør Henrik Madsen i sit mørkeblå jakkesæt, med rolig vejtrækning og selvsikkerhed i holdningen. Vagterne rettede straks ryggen.
Bland dig udenom, snerrede Morten Det har ikke noget med dig at gøre!
Henrik smilede let og gik nærmere, så han kunne se dem begge.
Privatliv er privat, indtil man råber op i et offentligt rum, sagde han. Så bliver det hele alles sag.
Anne iagttog dramaet i tavshed, men blev faktisk lettet over direktørens rolige indtræden.
Morten ville parere, men Henrik veg ikke en tomme.
Hvem er du, der vil bestemme over mig? vrissede Morten og forsøgte at holde masken.
Henrik gik hen til Anne, lagde armen om hendes liv ganske tydeligt.
Hvem jeg er? spurgte han i et roligt, næsten koldt tonefald, men det var ikke til diskussion Jeg er den, der gør Anne glad. Du kan ikke stå og råbe ad min kvinde det finder jeg mig ikke i. Det vil give dig masser af problemer, og hvis du involverer datteren i dine dramaer, så lover jeg dig, du fortryder det.
Morten blev bleg, tabte pusten og så forvirret ud. Hans hænder knyttede sig, men han havde ikke flere ord. Han kiggede fortvivlet over på Anne.
Efter et øjeblik snerr endte han med at slå ud med hånden og forsvare sin stolthed ved at sige:
Du kan glemme alt om børnepenge!
Jeg har da heller ikke brug for dem, svarede Anne let og med en ironisk snert. Til gengæld slipper Lærke for at skulle over til dig!
Først nu opdagede Anne, at Henriks hånd stadig hvilede på hendes hofte. Det fik hende til at rødme, og hun trak sig diskret lidt væk med et lille smil.
Hun vendte sig mod sin redningsmand.
Tusind tak, Henrik. Du aner ikke, hvor meget du hjalp mig!
Hans øjne blev bløde, og han smilede.
Skal vi snakke videre over frokost? spurgte han og rakte hånden frem.
Anne tøvede et øjeblik. Var det for tidligt? Men tvivlen forsvandt; Henrik opførte sig respektfuldt og venligt, og hun havde brug for lidt luft i dag.
Hun tog hans hånd og mærkede roen brede sig i kroppen.
Ved et lille bord på et hyggeligt spisested i nærheden lettede stemningen snart. Maden var enkel, lyset dæmpet, og det duftede af hjemmebag.
Igennem samtalen fortalte Henrik, at hans følelser for hende havde ligget og luret længe uden store ord, bare ærlig interesse og respekt; han ville ikke skynde på hende efter skilsmissen.
I dag, da jeg så ham råbe af dig Jeg kunne ikke lade være, indrømmede han.
Anne smilede hun havde aldrig turdet tro på, at direktøren faktisk havde set hende; men hun havde altid holdt af hans rolige væsen.
*******************
Tre måneder senere blev Anne og Henrik gift. Brylluppet var smukt og stemningsfuldt; Henrik opfyldte alle hendes ønsker.
Lærke var oprigtigt glad. På dagen hjalp hun med hår og kjole og sørgede for, alt var perfekt. Da Anne og Henrik fik ringe på, sprang hun i armene på dem.
Jeg er så glad for jer! sagde hun med tårer i øjnene.
Men hun sagde også ærligt:
Jeg vil ikke kalde dig far, Henrik for jeg har jo allerede én, ligemeget hvordan han er.
Henrik nikkede uden at blive såret.
Det er helt i orden, Lærke. Bare vi er sammen.
Morten blev også inviteret til brylluppet nærmest for syns skyld. Anne overvejede, men besluttede, at han skulle se, at livet gik videre uden ham. Invitationen sendte hun enkelt uden brev.
Han dukkede selvfølgelig ikke op. I stedet startede han sin egen lille ringetour til venner og bekendte.
Kan du forestille dig det! Hun inviterer mig til sin bryllup! råbte han ind i røret til en gammel studiekammerat, Hun ydmyger mig!
Vennen spurgte, hvad der egentlig var problemet; Morten afviste:
Hvordan kan hun finde på det?
Og igen og igen ringede han rundt, gentog sin klage, men ingen lod til rigtigt at støtte ham. Nogle sagde bare: Alle skal videre; sådan er livet jo.
Så svang han frustrationerne over i: Det er alt for hurtigt, man kan jo ikke finde kærligheden på et halvt år hun prøver bare at glemme mig!
Andre gange: Hun gav mig aldrig en chance for at redde det. Hvis vi havde talt sammen
Eller: Jeg har gjort så meget for hende, og hun… sagde ikke engang tak, da hun smuttede. Hun tog Lærke med sig!
Argumenterne blev slatne. De, han talte med, trak på skuldrene hvad skulle hun egentlig sige tak for, de havde jo bare levet et almindeligt ægteskab.
Efterhånden gik det op for Morten, at ingen støttede ham i hans vrede. Folk mente bare, Anne havde ret til et nyt liv.
Så ringede han ikke mere. Han sad alene, så på rester af Annes gamle ting en glemt hårnål, et fotoalbum, et par børnetrøjer og indså: Livet går videre, også uden ham.
Anne, Henrik og Lærkes liv fandt sit eget tempo med rolige aftener, fælles middage, søndagsture og små diskussioner om, hvilken film de nu skulle se.
Først da Anne gav slip på fortidens bekymringer, opdagede hun: Lykken kommer, når man tør tro på den. Hun lærte, at man kun kan komme videre, hvis man ikke lader sig spærre inde af gamle nag og at sand familiekærlighed handler om støtte, ægte omsorg og at tillade glæden at trives i det nære.
