Stilhed sammen
Birthe, hvorfor råber du sådan? Jeg sagde jo, jeg kommer med det nu.
Bjarne stod i døren til stuen og lænede sig op ad karmen. Han havde en laset hvid undertrøje på, med rødvinsplet, og hjemmetrøjer der hang lidt for lavt. Han så på sin kone, som om hun bare var ude på at lave drama ud af ingenting.
Jeg har spurgt dig i en time nu, mumlede Birthe besværet fra hovedpuden. Jeg kan altså ikke ligge sådan længere. Du skal hjælpe mig med at vende mig, det kan jeg ikke selv.
Jaja, jeg skal nok, sagde han, viftede med hånden og forsvandt ud i entreen.
Hun hørte hoveddøren smække. Han var gået. Han havde bare listet ud uden at hjælpe. Birthe lukkede øjnene og begyndte at tælle til ti, som sygeplejersken på Bispebjerg havde lært hende. Man må ikke hidse sig op. Rygsøjlen skal vokse rigtigt sammen, det duer ikke med stress. Alligevel kom tårerne. Hun lå sådan i tyve minutter, indtil hun kunne høre ham komme tilbage. Han satte en karton minimælk og et franskbrød på køkkenbordet og kom så ind til hende.
Skal du vendes nu, eller hvad? spurgte han, som om det var tungt at skulle præstere så meget.
Hun nikkede uden at sige noget. Han gik klodset hen, tog hende under skuldrene. Smerten skød op langs ryggen som strømpil, og hun hylede lavt.
Hvad nu? Bjarne blev forskrækket. Jeg gjorde det altså forsigtigt!
Ikke sådan, hvæsede Birthe mellem tænderne. Du skal have én hånd under ryggen, sådan som sygeplejersken viste.
Ja ja, hvilken sygeplejerske? Jeg kan da ikke huske alt det. Så må du sige, hvordan det skal være!
Han prøvede igen, og det gik lidt bedre. Birthe kom om på siden, og det lettede lidt. Bjarne satte sig tungt på sengekanten.
Hvor lang tid skal det egentlig vare? sukkede han. Det er jo over en måned nu.
Lægen sagde mindst tre måneder, lød hendes spinkle svar.
Han svarede ikke, traskede ud i køkkenet. Hun kunne høre tallerkner, fjernsynet, og straks blev volumen skruet op til Svingende skåle på TV2.
Birthe lå og stirrede ud ad vinduet, hvor novembermørket pressede sig på, og vinden piskede de nøgne ærmetræer nede i gården. Hun mindedes dengang, hun og Bjarne gik tur på præcis det fortov for fyrre år siden, da de var de yngste i den gamle andelsbolig. Bjarne slæbte vand med i spande til træerne, og hun stod med de små nyplantede pinde. Dengang bar han hende over dørtrinnet, bare for sjov skyld. Nu kunne han knap vende hende i sengen uden at brokke sig.
Der gik to uger endnu. Birthe lærte at bevæge sig en smule selv, vaklende støtte sig til stole og vægge; lægen gav lov til fem minutters gang dagligt. Bjarne lavede mad, eller noget der lignede. Tynd pastasuppe og dåseleverpostej, æg som enten var flydende eller hårdkogte som gummikugler. Birthe spiste uden at sige noget, for hun forstod godt, at han prøvede. Men hver eneste bid smagte af savn. Hun plejede selv at være køkken-gudinden: bagte boller, lavede forloren hare, tryllede med grøn salat fra altanen. Nu var måltiderne hans tvangsarbejde og hendes pine.
En aften, da Bjarne havde lagt sig på sofaen i stuen i soveværelset skulle der jo være ro for Birthes skyld spurgte hun efter vand. Intet svar. Hun råbte højere. Stadig ingenting. Til sidst fik hun slæbt sig op, vaklende, hen til døren og kiggede ud: Bjarne snorksov med fjernsynet drønende og alt lys tændt. Køkkenet lå stadig langt væk. Så hun humpede tilbage i sengen og ventede på, at det blev morgen. Hun tørstede, ikke bare i halsen, men i hjertet.
Næste morgen spurgte han, hvordan hun havde sovet.
Dårligt, svarede hun. Du glemte at give mig vand.
Nå for søren. Jeg faldt i søvn. Undskyld. Her får du.
Han kom med glasset, og hun drak det næsten i ét hug. Han betragtede hende, lettere forurettet.
Du er da noget hidsig i dag?
Nej. Jeg er bare træt, svarede hun lavt.
Træt?! Og hvad så med mig? Det er jeg da også. Du tror vel, det er let at være din personlige plejer? Jeg er altså 72!
Birthe orkede ikke diskutere. Hun vendte sig blot mod vinduet og lyttede til ham rode i køkkenet. Halv time senere kaldte han på morgenmad. Skulle hun slæbe sig derud? Ja, hvem ellers Hun gled langsomt ind i det sterile køkken, satte sig, så Bjarne kunne præsentere havregrød. Den var klæbrig som tapetklister. Hun tog en bid og vidste, hun ikke kunne mere.
Sikke da. Den smager ikke, vel? brummede han olmt.
Nej, det jeg er bare ikke sulten, løj hun.
Bjarne tog jakken.
Jeg går ned til Kaj på bænken, sagde han. Trænger til lidt luft.
Birthe blev alene. Hun dumpede grøden i skraldespanden, fandt en solomuffin i køleskabet. Spiste stående. Hun havde ikke mod på at kravle hele vejen tilbage til sengen. Hun satte sig på køkkenstolen og kiggede ned på gården hvor Bjarne og Kaj sad på bænken to gamle gutter, latteren rungede, cigaretter i munden, livsglæden tydelig. Det var tydeligt, bænken i gården var rarere for ham end hjemme hos hende.
En uge senere skete det, hun frygtede mest. En aften fik hun feber. Først 37,5, så 38, og til sidst viste termometret 38,7. Hun rystede, hovedet hamrede, ryggen skreg. Bjarne hentede Panodil, puttede hende godt under dynen og sagde, han ville ringe til lægevagten, hvis det blev værre og så gik han selv ind til fjernsynet. Hun prøvede at falde i søvn, men feberen steg. Klokken to om natten kaldte hun på ham, først stille, så højere. Ingen reaktion. Han sov igennem det hele.
Til sidst kæmpede hun sig op, vaklede hen til natbordet efter sin telefon, men faldt om med et brag. Smerten slukkede alt, og hun lå på gulvet, bad om hjælp men Bjarne hørte hende ikke.
Det var naboen Bodil, der fandt hende næste morgen. Døren var ikke låst Bjarne, det hoved, havde glemt slå låsen og Bodil kom ind, da hun hørte klynkene, og fandt Birthe på gulvet. Ambulancen blev ringet efter, og Bodil fik fat i datteren, Stine, hvis nummer stod ved telefonen. Bjarne sov stadig i stuen. Først da akutlægerne kom, fattede han, hvad der var sket.
Stine kom ræsende ind i lejligheden, bleg af raseri. Hun gik direkte forbi sin far og ind til moren, som var blevet lagt i sengen igen.
Mor, hvordan har du det? Stine satte sig på sengekanten, tog hendes hånd.
Det går, Stine. Lad være med at bekymre dig, hviskede Birthe.
Bekymre mig? Du har ligget på gulvet hele natten! Far, hvor var du?!
Jeg sov begyndte Bjarne, men det stoppede Stine ikke.
Stine var 45, solid, økonomichef og opdragede to børn selv. Hun skældte Bjarne huden fuld. Hvordan han kunne sove fra sin syge kone. Han prøvede at svare, at han var gammel, at det ikke var nemt men det gjorde hende kun mere vred.
Det her går simpelthen ikke. Du kan ikke passe mor. Det dur ikke. Jeg tager hende med hjem til Hellerup, sagde hun. Nu.
Birthe ville protestere, men Stine viftede afværgende. Ingen snak, mor. Nu tager vi dig med hjem. Du får værelset med udsigt, som den gang du boede hos os, mens vi ventede på Emil. Der skal du blive, indtil du er på benene igen.
Men du har børn, job, mand, prøvede Birthe, mens tårerne pressede sig på.
Du er også min familie, mor. Og jeg lader dig ikke ligge her alene.
Bjarne gik ud i køkkenet, mens Stine ordnede det hele. Tøj, piller, pas, fotoalbums det hele kom med. Taxaen blev bestilt, handicapbil, og Stine og chaufføren hjalp Birthe ud. Bjarne vinkede tavst fra døråbningen.
Hos Stine følte Birthe sig som en hamp i suppen. Emil måtte flytte sin computer, Karla på 10 kom forbi og kiggede på hende, som om hun var fra Mars. Stine stod op før fanden fik sko på, lavede madpakker, kørte unger til skole, racede på arbejde, og smuttede hjem i frokosten med suppe og piller til mor; om aftenen tog hun vare på Birthe, hjalp med at vaske hår, lave øvelser med ryggen, massør blev bestilt, og Stine blev ved med at opmuntre.
Stines mand, Jens, var rolig og venlig. Han kom hjem efter arbejdstid, kiggede ind, spurgte til hendes dag, ristede rundstykker. Børnebørnene holdt sig lidt på afstand først, for Birthe var svag, men Karla kom senere med bøger, og Emil på 14 hjalp med at gå hen til badeværelset. Lidt efter lidt blev Birthe stærkere. Hun kunne efter tre måneder selv vralte hen til køkkenet med rollatoren. Det var ikke, som det havde været lægen sagde, hun skulle leve med smerterne. Men hun var i live.
Bjarne ringede flere gange i starten, ville høre hvordan det gik. Efterhånden mindre. Stine svarede kort, lod ham ikke tale med moren. Hun havde ikke tilgivet. Birthe hørte det hele, hver gang de talte, og det gjorde ondt. De havde levet sammen i næsten halvtreds år; havde han betydet så lidt?
En aften ringede det på døren. Det var Bjarne. Han havde iført sig sin pæneste skjorte og blå striktrøje. I hånden havde han en æske flødeboller dem Birthe elskede og stod akavet i døråbningen.
Hej, Jens, sagde han. Må jeg se Birthe nogen minutter?
Jens tøvede, men lod ham dog komme ind. Birthe sad i læsestolen ved vinduet og så ud i haven.
Bjarne, hviskede hun. Du kom alligevel.
Han satte sig på hug, rakte hende flødebollerne. Undskyld, jeg er så håbløs. Jeg ved ikke, hvordan man gør sådan noget. Du har altid været den, der fik tingene til at glide. Jeg panikkede, blev bange, følte mig nyttesløs. Jeg har ikke været nogen god mand.
Birthe strøg hans tynde hår.
Det er ikke let, Bjarne.
De sad stille længe, kun regnen på ruden fyldte lyden. Så sagde Bjarne:
Skal vi have de sidste år hver for sig, sådan her? Kun dig og Stine, og så mig med sildebordet og fjernsynet? Skal vi ikke prøve sammen igen? Hjemme?
Birthe så ned. Hun var rædselsslagen for at dø alene, for at være en klods om benet på datteren. Det føltes som om begge muligheder var forfærdelige.
Jeg ved det ikke, sagde hun lavt.
Han nikkede, rejste sig og kyssede hendes pande.
Da han gik, kom Stine ind og satte sig. Ansigtet stift.
Var det ham?
Ja Han ville gerne have mig hjem.
Stine blev vred.
Mor! Han efterlod dig! Jeg gav alt, og så tænker du på at komme tilbage, fordi han har pudset skoene og tager flødeboller med?
Du forstår det ikke, skat.
Nej, og jeg håber, jeg aldrig kommer til at forstå det.
De talte ikke mere den aften.
To uger efter tog Birthe hjem igen. Stine hjalp hende i taxa og bar tasken ud. Hun sagde næsten ikke farvel.
Bjarne havde gjort rent, vinduerne skinnede, kunstige blomster stod i en vase på bordet. Han lavede te, og hun prøvede at vurdere, hvad hun egentlig følte. Forventet glæde var der ikke, kun træthed.
I starten hjalp Bjarne, men hurtigt gled de tilbage til gamle vaner han glemte mælk, han sad på bænken det meste af dagen, hun var atter alene, men brokkede sig ikke. Hun havde valgt og nu skulle hun leve med det.
Stine ringede ikke. Når Birthe prøvede, blev samtalen kort og kold.
En aften sad Birthe i stolen og så på Bjarne; han morede sig over fjernsyns-bingo og ridsede sig på maven. Samtalerne bestod af hvorfor er der ikke mere kaffe? og skal vi have karbonader igen?. Birthe savnede snakket med Stine om børnebørnene, bogen, Jens fjollede historier.
Hun gik ind i soveværelset og så på gamle billeder. Stine i skoleuniform, Stine til bal, Karla og Emil som små. Hun rørte ved glasset og savnede. Hvornår havde hun sidst set dem?
Birthe, kom ind, der er noget sjovt i TV! råbte Bjarne.
Hun ignorerede det. Billederne kom på plads igen. Hun lagde sig. På loftet gik en lang revne som et lyn; det føltes præcis, som livet før og efter. Før: elsket kone, mor, mormor. Efter: bøvl, klods, ingen rigtig plads.
Hun prøvede at ringe til Stine igen: Hej, skat, det er mor. Hvordan går det? Intet svar. Ugen efter heller ikke. Hun forstod, Stine havde kappet båndet. For alvor.
Birthe lærte at gå med stok. Hun kunne købe ind selv, så Bjarne slap mere. Han sad på bænken, hun ordnede det praktiske. Ryggen værkede, men det sagde lægen måtte man vænne sig til.
En formiddag ringede det på døren. Stine stod der, træt og mørk under øjnene.
Hej, mor. Jeg skal lige snakke med dig.
Kaffe blev sat over. De satte sig.
Jeg har været vred. Rigtig vred, sagde Stine. Jeg kunne ikke forstå, at du gik hjem til ham igen, efter alt jeg gjorde for dig. Jeg har følt mig svigtet. Men jeg har indset… du var bange. Bange for at være alene, for at være til besvær, for ikke at høre til noget sted. Så du tog det sikre. Selv hvis det bare var en dårlig vane. Jeg forstår det endelig. Men jeg føler stadig smerten.
Stine…
Men mor, du valgte. Bevidst. Så nu må du stå ved det. Jeg vil ikke hente dig igen, hvis det går galt. Jeg kan ikke mere. Jeg har gjort alt, jeg kunne. Du må klare dig nu. Det var det.
Hun lagde en kuvert med penge til medicin og gik uden at se sig tilbage.
Birthe sad længe i stillheden. Bjarne prøvede at sige noget, men hun gad ikke høre. Hun var alene nu virkelig alene.
Halvåret gik. Birthe og Bjarne levede side om side, ikke sammen. Han på bænken, hun i køkkenet; af og til sendte hun gaver til børnebørnene, men fik aldrig svar.
En sensommeraften sad hun og så børnene leje nede i gården. Stilheden blev kun afbrudt af lyden af Bjarnes fjernsyn. Hun så på billederne: Stine og børnene ved Vesterhavet forrige sommer. Undskyld, Stine hviskede hun.
Du ser trist ud, sagde Bjarne. Skal jeg lave te?
Gerne.
Han lavede to kopper. Bjarne var tilfreds. Han havde mad på bordet, nogen der vaskede underbukserne og fyldte køleskabet. Intet nyt for ham.
Lad os gå på marked i morgen salte nogen af de der agurker, foreslog han muntert.
Jeg kan ikke bære noget tungt ryggen, sagde hun.
Næh, du. Jeg bærer, du bestemmer.
Hun nikkede. Fint.
Næste dag købte de tomater, agurker, dild. Han satte sig til fjernsynet. Hun stod alene og snittede, og tårerne trillede. Hun havde valgt og det måtte hun nu leve med hver dag, i tavsheden. Sammen.
Stilheden var ikke bare fravær af lyd. Det var to gamle hjerter der talte hver for sig. Dagene gik, i den danske vinter, sammen hver for sig.
