– Lærke, se lige de sløjfer, min mor har købt til mig! Mette drejer rundt foran veninden. De sart lyserøde sløjfer sidder som store blomster for enden af hendes lange fletninger. Mettes fletninger er enhver piges misundelse i gården. Lange, kraftige og med lette krøller for enden, næsten så tykke som et håndled. Mettes mor, Nadja, har plejet Mettes hår nærmest fra hun var spæd.
En piges hår er hendes stolthed. Se det guld! hun slynger en tot over håndleddet og viser Mette. Hvem går forbi sådan en skønhed?
Og Mette finder sig i det. Vaske-hår rutinen er nærmest et helt ritual, og bagefter sidder hun tålmodigt, mens hendes mor forsigtigt reder det hele ud. End ikke, når Nadja kommer til at hive lidt hårdt, siger Mette et ord. For skønhed må man lide. Især når Lærkes øjne lyser op, når Mette ved et tilfælde svinger en fletning over skulderen og snor enden om en finger.
Og det gør de, lyser for Lærke misunder Mette. Hun synes ærligt talt, at Mette må være den smukkeste pige i verden. Lærke har selv viltre krøller, der stikker ud til alle sider og ikke lader sig tæmme af nogen børste. Lærkes mor, Pauline, kæmper en evig kamp for at tæmme det kaos, men uden held.
Lærke, kvinder ville slå ihjel for dine krøller! Forestil dig, de går i frisøren for at få lige præcis sådan noget, du har fra naturens hånd!
Lærke rynker næsen.
Men mor! Jeg vil have fletninger som Mette!
Jeg kan ikke få lavet de der lange fletninger til dig. Med dit hår kan vi lave små fletninger, men skal vi virkelig gemme alt det smukke væk, lille blomst? Pauline sætter sløjfer på Lærkes rottehaler og kysser hende. Vil du høre en hemmelighed?
Ja tak!
Der findes ikke én eneste kvinde, der er helt tilfreds med sit udseende. Har man glat hår, vil man have krøller. Og omvendt. Altid synes nogen, at noget andet er pænere. Det er fordi vi jagter det perfekte. Men hvis naturen havde bestemt, vi skulle være ens, havde vi alle gået på gaden som kopier, ikke? Synes du, det ville være flot?
Nej!
Præcis. Alle har deres egen skønhed. Det gælder bare om at finde, hvad der gør én særlig. Du synes Mettes fletninger er pæne og det er de også! Men dit hår er der ingen andre, der har. Og Mette tro mig hun er også lidt misundelig på dig.
Tror du?
Det ved jeg! Men det siger hun ikke.
Hvorfor?
Fordi hun er snedig, akkurat som kvinder nu engang er. Det opdager du nok med tiden. Hvis hun sagde, at du havde noget, hun misundte, ville du jo slet ikke se op til hende længere, vel? Pauline ler og kysser datteren igen. Gå ud, din veninde venter.
Mette og Lærke har været venner siden de var små. Samme børnehave, samme skole. Men mellem dem sniger der sig altid en lille smule konkurrence ind. De skændes aldrig, men begge fornemmer, at der er noget lidt forkert i venskabet. Lærke er enebarn og venlig, kan aldrig blive rigtig vred. Mette, der har en storebror, kan tage lidt mere fat og skubber til tider lidt til Lærke, så hun kender sin plads som hendes storesøster altid siger. Hvilket sted og hvorfor, forstår Mette egentlig aldrig, men hun gentager det, for det lyder voksent.
Forældrene gør alt for at pigerne har, hvad de skal bruge. Nadja arbejder i Magasin, så pigerne har altid tøj, der er lidt finere end de andres. Pauline takker oftere end hun kan tælle, men pigerne bryder sig i virkeligheden ikke om, at de næsten altid har ens tøj. Da de som femtenårige kommer til fødselsdag i identiske kjoler og bliver drillet får Pauline, som arbejder på det lokale teater, en idé. Nadja køber metervarer i stedet for tøj, og en syerske Pauline kender, syr tøj til pigerne. Så var den sag løst.
Lærke, har du fundet ud af, hvad du vil læse? Mette spørger velvidende, at Lærke vil være læge. Der har altid boet både katte og hunde og andre dyr hjemme hos Pauline. Hun har set hvor Lærkes blik lyser op, når hun passer på dem.
Jeg vil på medicin.
Det er svært at komme ind! Mette klapper biologi-bogen i og ryster på hovedet. Det skal man altså læse meget til!
Og mere til. Mor har allerede fundet gamle eksamensopgaver til mig.
Men du går jo kun i 9. klasse! Mette ser forbløffet ud.
Ja, men det tager tid.
Jeg vil være indkøbschef som min mor. Så kommer jeg aldrig til at mangle noget.
Mette aner ikke, at om få år kommer butikkerne til at bugne af varer. Men indkøbsfaget vil stadig være vigtigt. Og når hun senere sælger mormors lejlighed og åbner tre forretninger, mister det hele og så rejser sig igen, vil det bare være endnu en side af den stædighed, der altid har kendetegnet hende. Men det er først senere. Lige nu sidder de i haven hos Lærkes forældre og terper lektier op til eksamenerne.
Lærke!
Ja?
Så du, hvordan Simon kiggede på mig i går? Mettes hoved læner sig bagover så fletningerne rammer gulvet og dingler over ryggen på gyngestolen. Jeg tror han kan lide mig.
Lærke tier. Hvordan skulle hun forklare, at Simon altså kiggede på hende? Mette har altid taget for givet, at beundringen kun kan gå til hende. Hvem kunne dog se på Lærke med de pjuskede krøller og store fødder? Hun er da høj, pæn og har smukke øjne og hår. Da de engang så Ravne og Venus sammen, udbryder Lærke:
Det er jo dig! Se, Mette!
Større kompliment kunne man ikke give Mette.
Lærke rejser sig, lægger bogen væk:
Vil du have saftevand?
Ja! Men vent, Lærke! Synes du, jeg skal sige til Simon, jeg kan lide ham?
Lærke sukker. Det her må de nok snart tage hul på.
Det er fordi Mette, altså…
Hva’? Ville han ha’, at du skulle sige det til mig? Mette klapper i hænderne.
Nej. Mette, vi sad ved siden af hinanden i går.
Ja, og?
Simon så ikke på dig.
Mette griner.
Hvem så han så på? Ikke dig vel? hun ler, men stopper brat. På dig?
Ja. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle sige det. Simon sagde allerede for to uger siden, at han gerne ville se mig.
Nå Mette rejser sig langsomt og går hen til vinduet.
Følelserne i hende kan hun ikke selv rede ud. Simon var ikke specielt vigtig, men at han valgte Lærke Uretfærdigt!
Hvad svarede du ham? Hun prøver at lyde rolig.
Jeg sagde, jeg ikke havde tid. Eksamener, du ved.
Det er ikke helt sandt. Alt det sagde hun men ikke, at Simon ved, hun også godt kan lide ham.
Mette ser undersøgende på veninden og beslutter, at Simon skal gå tur med hende. Det kan ikke være rigtigt, at han vælger Lærke med det hår i stedet for hende.
Planen mislykkes. Samme aften kommer Lærkes far og henter dem.
Mor er indlagt på sygehuset. Vi skal ind til byen, piger.
Pauline har aldrig klaget over sit helbred, men denne gang falder hun om under en prøve på teatret, og kun det redder hende. Hjerteanfald siger lægerne.
Det går, min pige! Pauline krammer datteren, der har tilbragt næsten et døgn på gangen før hun måtte ind.
Mor! Du gjorde mig vildt bange!
Du må ikke være bange! Hvor skulle jeg dog tage hen uden dig? Pauline prøver at spøge, men Lærke ser hvor hårdt det tager på hende.
To uger pendler Lærke mellem hjem og hospital. Hun har stort set droppet at læse, men det får hun ikke lov til.
Du giver dig selv en kæmpe bjørnetjeneste, hvis du dropper det her. Sæt dig ned og læs!
Så det gør hun. Hun ringer hverken til Mette eller ser Simon, kun et par gange på gaden. Simon forsøger forklare Mette, at Lærke betyder mest for ham, men Mette hører det ikke.
Pauline bliver udskrevet samtidig med sidste eksamen.
I to tager til Skagen, piger. Eller rettere, moren tager på kur, og du, Lærke, skal bo tæt på. Min ven har fikset det. Hans søster skal holde øje med dig. Nyd det, få noget frisk luft, siger Henrik, Lærkes far. Jeg kommer, så snart jeg kan få fri.
Det lille hus i Skagen charmer straks Lærke. Husholdersken, Nina Møller, viser hende værelser og brygger kaffe, mens haven myldrer af blomster. Luften dufter af salt og friskhed, og Lærke elsker stedet.
Om dagen går hun ture med moren, og om aftenen drikker hun te og hører Nina fortælle historier om familien. En dag kommer Ninas nevø på besøg. Adam er kun ét år ældre, og de finder hurtigt fælles fodslag. Adam læser medicin, har netop klaret første år, og Lærke er med det samme nysgerrig.
Nina nikker tilfreds, når de unge tager ud hun har selv ingen børn og har elsket Adam som sin egen. At han nu snakker så godt med Lærke, gør hende glad. Lærke er sød, men, fornemmer Nina, måske ikke forelsket endnu.
Lærke, er der en anden? Er du vild med nogen? spørger Nina en aften.
Lærke rødmer og fortæller om Simon.
Åh, hvor er det synd! Du ville have været en fantastisk svigerdatter! Nina sukker, men omfavner Lærke. Men jeg er glad på dine vegne!
Om aftenen hvisker hun til Adam:
Hun har givet sit hjerte men der er måske stadig plads, ikke Adam?
Adam sukker og nikker.
Så må jeg kæmpe lidt for det, moster.
Da de vender hjem, fordyber Lærke sig i studierne. Da Simon får indkaldelse til værnepligt, rammer det som et lyn.
Hvad? Allerede?
Sådan er det, Lærke! Jeg kommer tilbage, og så gifter vi os. Lover du at vente?
Hun nikker og græder ved Simons skulder.
Til afskedsfesten sidder Mette højest og muntrere, ler næsten for højt. Hun ser på Lærke, der knap kan smile.
Den kærlighed! To dage uden hinanden, og så går verden under!
Lærke svarer ikke. Hun forstår faktisk ikke, hvordan hun skal klare at være væk fra Simon så længe.
Hun begynder at skrive lange breve til Simon, om alt hvad der sker på medicinstudiet og i hendes liv. Men pludselig udebliver svar. En måned går, og en dag kommer et koldt brev Simon gør det forbi, hun skal leve videre.
Mor! Jeg forstår det ikke! Lærke hulker.
Sådan kan det ikke være, min pige. Tag hen til ham og spørg selv.
Men Simon vil ikke tale. Hverken med hende eller hans familie. Han rejser til Grønland for at arbejde på en trawler og siger ikke engang farvel.
Hans mor undviger Lærke på gaden.
Jeg troede du var et ordentligt menneske. Hvordan kunne du?
Og uanset hvor meget Lærke beder om forklaring, får hun den ikke.
Hun græder sig i søvn ikke over Simon, men over uretfærdigheden.
Lærke! Pauline tager Lærkes ansigt i hænderne. Det her er ikke din skyld! Hvis han kunne ende det uden forklaring, så var det ikke ægte. Tid heler alt.
Er du sikker?
Ville jeg lyve for dig?
Mette taler hun sjældnere med kun kort, mest af vane, som Pauline siger. De går fra hver møde uden rigtigt at vide, hvad de talte om. Mette får hurtigt styr på sit liv, bliver gift, og før Lærke er færdig på studiet, står hun som brudepige til Mettes bryllup.
Mette griber hende om halsen:
Snart bliver det din tur, Lærke! Vent og se!
Men Lærke ønsker ikke forandring. Hun forstår stadig ikke, hvad der skete med Simon, og tror, siden da, at hun slet ikke fortjener kærlighed. Hendes kolleger beundrer hende, især mændene, men hun ryster på hovedet og gemmer krøllerne op under operationshuen. Først da professoren, gæstekirurg fra København, bemærker hendes dygtighed, begynder hun at blomstre:
Fantastiske hænder, unge dame! Dem skal vi bruge på Rigshospitalet!
Hun siger ja til jobbet, men ved, det ikke bliver let.
Pauline er lykkelig, da Lærke skal til København.
Men det hårde hospitalsliv trækker tænder ud, og da Adam en dag kommer på besøg, ryster han på hovedet:
Lærke! Hvornår har du sidst sovet ordentligt?
Det kan jeg ikke huske, Adam! Men sådan er det for læger, ikke?
Han fylder køleskabet, laver hendes yndlingsretter, og når han tager hjem, har han altid sørget for at ordne noget praktisk.
Mor, jeg synes Adam gør så meget for mig, men jeg ved ikke hvordan jeg har det.
Sammenligner du med Simon?
Ja. Det er bare slet ikke det samme.
Kærlighed er mange ting, skat. Nogle gange er det ikke drama og ild, men ro og tryghed. Måske skal du give slip på fortiden og se fremad? Elsker du Adam?
Jeg jeg ved det ikke, mor. Hun tænker sig længe om. Hvad er kærlighed?
Det må du selv finde ud af, min pige. For nogle er det storm, for andre havblik. Hvad har du brug for?
Fred. Tror jeg.
Så ved du også, hvem der bedst kan give dig det.
Lærke grunder længe. Over det næste år lægger hun mærke til, at hun savner Adam, når han ikke er der.
Hvorfor ser du sådan på mig? spørger Adam.
Jeg prøver at huske dig. Til når du ikke er her.
Vil du ha et billede af mig? Han ler.
Det er bedre, hvis du bare blir hos mig, svarer hun pludselig. Hun lægger hænderne om hans ansigt.
Kunne det gå an?
Han smiler og Lærke mærker, det føles rigtigt.
Halvandet år senere får de deres første søn, to år derefter en datter. Forældrene flytter til København for at hjælpe, og Lærke vender roligt tilbage til operationsstuen nu på børnehjertet, landets største klinik.
Lærke Madsen, dér tog jeg ikke fejl af dig! professoren ryster på hovedet og smiler. Om lidt overtager du min plads!
En dag i hospitalets gang genkender hun en kvinde, der styrter hen til hende.
Er det dig Lærke?
Mette stopper op, nervøs.
Mette! Lærke omfavner hende. Hvad laver du her?
Min søn. Benjamin har hjerteproblemer.
Jeg opererer.
Lærke Kan du love, det går godt?
Vi lover ingenting, det er dårlig skik. Men jeg gør alt, hvad jeg kan. Vent det varer længe.
Operationen går godt Lærke sætter sig ved siden af en sovende Mette.
Mette, vågn op!
Hvad? Lærke! Hvordan gik det?
Han har det fint. Nu skal vi lige se, hvordan han klarer det.
Benjamin er stærk. Mette synker sammen og græder.
Du er stadig den samme! Græder, når tingene endelig går godt. Kom, lad os få noget mad.
I kantinen ser Mette på Lærke:
Du har forandret dig.
Meget?
Meget! Jeg genkendte dig slet ikke. Hvordan har du det?
Godt! Hvad med dig?
Mette leger nervøst med servietten og spørger til sidst:
Er du gift?
Ja. Kan du huske Adam?
Nej. Men Simon, ham glemmer jeg ikke…
Simon er fortid. Jeg husker ham som et lyst minde.
Lærke Undskyld.
For hvad?
Det var min skyld, at du og Simon gik fra hinanden.
Hvordan det?
Jeg læste jeres breve, og misundte dig. Kunne ikke forstå, at han valgte dig og ikke mig. Jeg skrev til ham at du havde fundet en anden, at du skulle giftes
Lærke sidder stille.
Tilgi mig, Lærke! Du har reddet min søns liv, og jeg
Mette, slap af. Tænk hvis du gjorde mig en tjeneste? Han troede på det uden at undersøge det. Jeg besøgte ham faktisk bagefter han ville ikke engang tale med mig. Var det ægte kærlighed? Hvis ikke du havde blandet dig, måske fandt jeg aldrig ud af, hvad kærlighed egentlig er. For uden det, havde jeg ikke Adam, og ikke mine børn min søn og datter. Jeg har intet at fortryde.
Hvad er kærlighed? Mette ser nysgerrigt på hende.
Det, når du mærker, dit åndedrag betyder noget for den, du elsker og omvendt. Man deler det, og når den ene ikke er der, kan den anden næsten ikke trække vejret.
Fandt du på det selv?
Adam. Han er lidt af en romantiker.
Han må være noget særligt.
Det er han. Lærke ser på uret og rejser sig. Kom.
Hvorhen?
Ind til Benjamin. Nu er det din tur. Husk, ingen tårer han skal ikke blive bange.
Mette nikker og skynder sig efter hende.
Lærke, tak…
Ved døren hjælper Lærke hende på vej og giver hende et lille skub:
Gå ind.
